Onkel Vilhelm!

Er det dig, Fanny?

Du blir vel ikke vond paa mig, fordi jeg kommer?

Nei, langtfra, barnet mit! – Kom herhen!

Aa, onkel Vilhelm, jeg er saa ræd for, at jeg har gjort noget galt i at danse saa meget iaften! – (Hurtig.) Men tror du ikke, de morede sig hos os?

Jo vist, jo vist gjorde de saa! Det var jo bare moro. Og Jakob og du dansede jo saa nydelig! –

Du onkel, – jeg tror, jeg er forlovet – næsten! –

Tror du?

Ja, for nu er vi gode venner igjen, og iaften har han spurgt mig, om jeg vilde ha’ ham, naar han blev til noget.

Ha’ ham, naar han blev til noget?

Aa, du ved, naar han blev noget stort saa vilde han ha’ mig til kone. (Alvorlig.) Men ikke før!

Ja saa! (Ler.) – Naa, saa du er altsaa forlovet?

Ja, jeg svarede ja! – Aa, onkel, naar du bare vidste, hvor deiligt det er at være 107forlovet! – At vide, der er nogen, som holder saa frygtelig af en! – (Læner sig ind til ham.) Du sukker? Har du aldrig vidst, hvad det er at elske, onkel Vilhelm?

Nei, barn! – Nei.

Men vilde du ikke ønske – saadan rigtig længes efter – at eie én, en eneste, som du kunde holde rigtig af?

Hvad nytter det at ønske, Fanny? – Hvad vilde det nytte mig at holde af nogen, naar det ikke blev gjengjældt?

Du onkel, nu skal jeg betro dig noget; men du maa endelig ikke fortælle det til nogen, hører du! – Frøken Talma er saa glad i dig, du! (Vilhelm vil reise sig, men Fanny holder 108ham nede.) Bliv siddende ganske rolig, saa skal du høre. Igaar kom jeg op til mor, som just da var falden i søvn. Og da saa jeg Talma staa med dit billede i haanden og kysse det gang paa gang. Og saa hørte jeg hende sige halvhøit til sig selv: «Aa, du kjære, ædle menneske – om jeg kunde fortælle dig alt!» – Jeg listed mig forsigtig ned ad trappen igjen. Var det ikke rigtigt, onkel Vilhelm?

Jo, jo – det var det vel.

Aa, hvor jeg er glad i dig – og i frøken Talma!

Naar man er lykkelig selv, Fanny, spreder man altid solstraaler til andre.

Men jeg er ikke rigtig lykkelig, onkel. (Lidt vigtig.) Og det kan da heller ingen være, som bærer paa en hemmelighed.

Paa en hemmelighed? (Hun nikker.) Men hvad er det for en hemmelighed, Fanny.

Fortalte jeg det, saa blev det jo ikke nogen hemmelighed – vel, onkel?

Nei – nei!

Nu vil jeg gaa til sengs. Vil du være saa snild at følge mig over den lange gang derude?

Er Fanny ræd for spøgelser?

Nei, onkel, for spøgelser er jeg ikke ræd, men for mennesker; – aa, de er langt værre! – Kommer du saa?

Ja, de er meget, meget værre! – Ja vist skal jeg følge dig!

Jeg skjønner ikke, at du kunde kjøbe sligt uhyggeligt maleri, onkel! Jeg gyser, hvergang jeg ser det –

Der er nok meget, du ikke skjønner endnu, barn. Kom nu! (Tar hende om livet og gaar med hende ud.)

Se her – her har jeg sgu aldrig været før. Her er hyggeligt! Rigtig koseligt er her. Det er vel her, han lager alle pillerne. (Tænder en cigar.) Her kunde man røge, sa’ han. Det er for resten kjedeligt at tilstaa, især for sig selv, at man altid gaar over stregen! – Men slige forunderlige mennesker, disse honoratiores! Alting gaar som paa en streg! De er saa rædde for at faa en rynke paa skindet sit, skjønt de i grunden helst vilde slaa sig løs. Men de tør ikke – de tør ikke! – (Med en overgang.) Vinen var superb! – Storartet mad! – Men kvinderne – bare antikviteter, – naar undtages Fanny. Hun tog sig prægtig ud – og dansede som en engel! – Hvor verden er forbausende liden! 112At træffe Talma her, hvem anede sligt? – Situationen kjeder mig gyselig! – Mor kyssed mig nylig, og saa strøg hun de lange, magre fingrene gjennem mit haar. (Gysende.) Uh, det var, som hun vilde rive alt ondt ud af mig; men det blev siddende (holder sig for brystet) – siddende her! – Det maa i grunden være deiligt at føle sig saa god og ædel som mor! –? Jeg tror, jeg er blit fuld igjen. (Ser skelettet.) Hei, du gamlen! Du ser mig ud til, at en konjak ikke kunde skade dig! – Hvorfor glor du slig paa mig? Du var kanske ikke bedre du, da du havde kjød paa. Ja, du kan sagtens le af mig; du er forlængst ude over det, du; men jeg har mit til gode; jeg er ikke færdig endda, jeg! (Ser skarpt paa skelettet.) Saa det er altsaa mennesket nøgent! Ha ha ha! Benene veier i grunden mest! (Han holder sig for hjertet.) Nu er det der igjen, dette stik – her – i hjertet. –Forbistret! (Tar op en liden flaske.) Jeg faar ta’ lidt af dette! – (Skjælvende.) Uh, nu begynder det igjen – synerne – disse øine, som forfølger mig – dette døende udtryk! – Ha – jeg kvæles! (Han drikker af flasken; 113derpaa reiser han sig og gaar op og ned. Han kommer til at se op og faar øie paa maleriet, udstøder et høit skrig og synker om paa sofaen.) – Kunstverket – øinene! – Eivind! – Ha, stir ikke slig paa mig! – Jeg kvæles! – Talma, Talma, tag ham bort! – Hører du, Talma! – (Ser op igjen.) Øinene – de forfølger mig! – de dræber mig! – dræber mig! (Falder stønnende om paa sofaen.)

Vent bare et øieblik! Nu skal De faa anden del af bogen. (Gaar hen til skrivebordet, tar en bog og gir Talma den.)

Tak!

Naar vil slutningskapitlet i Deres bog blive færdigt, frøken Talma?

Jeg har ikke mod nok til at fortsætte – ikke nu!

Mod? – Kan ikke jeg give Dem mod –?

De er den eneste, som kan! (Arvid udstøder et skrig; de vender sig og ser ham. Talma løber hen og bøier sig over ham udbrydende:) Arvid!

Er det min bror?

Ja, det er jo Deres bror! –

Talma! (Griber hende i armen.) Er det – for hans skyld, jeg ikke faar svar? – (Talma nikker taus; han staar aandeløs og ser paa hende. Arvid faar sine anfald igjen. Talma synker graatende i knæ.)

Talma! – Svar mig! – Er det sandt, De var hans – hans –? (Han skjuler sit ansigt.)

– hans hustru, Vilhelm!

Hans hustru – hans hustru! – Stakkars, stakkars Talma! – Og historien om barnet?

Barnet – var vort! (Hun peger paa Arvid, som urolig kaster sig frem og tilbage.)

Usling! – Usling!

Hys, Vilhelm! – Her dømmer nok en høiere end vi. (Peger paa Arvid, som under det følgende kjæmper med døden og høres at raabe i løsrevne udbrud.)

Eivind –! – Talma –! – Maleriet –! (Talma og Vilhelm søger fra hver sin side af sofaen at understøtte og berolige ham. I det samme falder flasken ned paa gulvet; Vilhelm tar den op og viser Talma den.)

Han har tømt denne! – Da er det nok snart forbi. (Holder sig for panden og slynger flasken hen ad gulvet.)

Talma! – Nemesis! – Talma! – (Falder tilbage og dør.)

Hvem raaber slig paa denne tid af natten? (Pause.) Gutter! – svar mig! – (Langsomt.) Er Arvid drukken nu igjen?

Nei, mor! – Arvid er død.

Er han død? – (Amindelig hulken.) Da undrer det mig, at I graater! – – Guds vilje ske! – –