Jeg taler om en Mand, hvis Skæbne og Bedrifter
Bør billig tegnes an blant alle Folkes Skrifter,
Jeg siunger om en Helt den store Peder Paârs,
Som tog en Reyse for fra Callundborg til Aars.
Siig, giftig Avind,Misunnelse siig vanartige Gudinde,
Hvad dig beveget har?  hvor kom det dig i Sinde
Saa hart at plage og forfølge saadan Mand,
Som neppe var bekiendt i eget Fødeland.
Hvad har opirret dig? Hvad haver Aarsag givet?
En slig uskyldig Mand at stræbe efter Livet,
Hand ey med Don Qvixot forlod sin Føde-By
For at indlegge Navn, faae Kiemper til at fly.
Hans Forsæt var ey med Ulysse og Ænea
At undertvinge Land, sin Fæstemøe Dorthea
Hand vilde ickun see, mon nogle Miles Færd
Vel være saadan Larm og saadan Fare værd.
2Hvi skulde denne Mand saa stor Anfægtning lide,
Saa ofte fristes, og i sure Æbler bide,
Nu stolte Bølger see sig true paa sit Liv,
Nu staae i Fare for at døe for Morder-Kniv.
Nu udi en Fortred, nu i en anden falde.
Note i orig.utg.: Tantæne animis cælestibus iræ. Virg. [Publius Vergilius Maro (70–19 f.kr.), romersk dikter] Æneid. libr. i. [Kan de himmelske sjeler ha så store ergrelser?] Mon den Gudinde er, der plages saa af Galde?
Men Avind! Langt ifra at faa din Villie frem,
Du har med største Harm maat see ham komme hiem
Med Folcks Forundring, med Berømmelse og Ære
See til, du engang kand af sligt Exempel lære,
At den du hader mest, for den du baner Vey
Til Ære, giør den stor og modig, som var sey.
At Riiset ofte maa, af den det snerter, kysses;
Thi det giør mangen gang af en Peer Paars Ulysses.
Siig mig ô Musa! Siig, hvorledes gik det til
Med denne store Mand, der udaf Lyckens Spil
Er bleven saa bekiendt, umag dig det at male
Med rette Farve, man begier ey, du skal prale,
Som du tiit haver giort, forført af en Poët
At sige meget, som du veedst er aldrig skeet.
Tre Aar for Calmar-Krig,Kalmarkrigen, krig mellom Sverige og Danmark-Norge i årene 1611–1613 da Folk var meget riige
Af Vellyst, Overdaad man vidste lit at siige,
Da man ey Midler sat paa Speceri, Caffee,
Da reven Øll og Brød var brugelig for Tee.
Da man kun vidste lit af fremmet Skick og Noder,
Man aad og drak paa Dansk og ingen Franske Moder
I Landet kommen var. At sige kortelig:
Da Folk meer sparsom var og derfor meere riig.
3Da tog sig i vor By en velfornemme Kremmer,
Hvis Fâr og Môr var Jydsk, men Fârfàr var en Bremer,
En velbemidlet Mand, som kaltes Peder Pâars,
En kostbar Reyse for fra Callundborg til Aars.
At see sin Fæstemøe, som hand i mange Tider
Ey havde haft i Syyn, jeg veed hun icke lider,
Hand sagde ved sig selv, at jeg paa salten Søe
Mit unge Liv betror, men for en Fæstemøe.
Man vove maa sit Liv, man maa ey være bange,
Skiønt udi Callundborg ey skulde findes mange,
Der udaf kierlighed slig Fare og Fortred
Ja haarde Vinters-stød at udstaa var bereed.
Alt dette kunde vel en anden staa for Øye;
Men saadant Peder Paars ey regnede saa nøye,
Saa sterk er Kierlighed, hand hyrede en Jagt
Og overgav sig saa Neptuni Vold og Magt.
Gudinden Avind, da hun saadant fik at vide,
Hun snysede af Harm; skal jeg vel dette lide?
Hun sagde ved sig selv, skal hand sin Fæstemøe
Saa læt omfavne? Ney jeg heller vilde døe.
End en Tilsammenkomst saa kierlig dem tilstæde,
End see forliebte Folk sig med enanden glæde,
Med disse Ord hun fløy i Luften som en Piil,
Man aldrig Avind saae at bruge saadan Jil.
Hun stedse ellers laa begraven i sin Hule,
Note i orig.utg.: Viperias carnes vitiorum alimenta suorum  vidit intus edentem. Ovid, [Ovidius Publius Naso (43 f.kr.–17 e.kr.), romersk forfatter] Met. I. 2. [Han så henne der inne etende slangekjøtt til næring for sine laster.] Hvor hun blant Øgler sig og Slanger pleigde skiule,
4Som man i haabetal og halv-opædte saae
Note i orig.utg.: Surgit humo pigra. ibid. [Hun reiste seg sakte fra bakken.] Af Ladhed taalte hun hvert skret hun skulde gaa.
Saa haver NasoOvid sagt, og hende saa beskreven,
Saa var hun i hans Tid, nu er hun hurtig bleven.
Om hun i gammel Tid saa lad og dofven var,
Som Naso fordum os afmalet hende har.
Det staar saa ved sit værd. Jeg tør mig ikke vove
At sige ham imod, nu veed jeg, at til Hove
Samt alle andre steds hun sees kand hver Dag.
I gammel Tid maa skee, det var en anden Sag;
Men jeg vil siunge om: hvor hurtig vor Gudinde
Var et Forræderrie mod Peder Paars at spinde.
I Øyeblik hun stoed paa Pater Noster Skiær,
Note i orig.utg.: Det er ingen Tvifl paa, at det som Virgilius kalder Nimborum Patriam [Stormskyenes fedreland] jo er Pater Noster Klippe. I det ringeste er det ligesaa troværdigt, som Ulysses er den samme som Odin, og undrer jeg mig over, at Rudbeck [Olof Rudbeck den eldre (1630–1702), svensk vitenskapsmann] ikke har talt derom i hans Atlantica. Som af Virgilio os kiønt afmalet er.
Note i orig.utg.: Illi indignantes magno cum murmure montis Circum Claustra fremunt. [De freste forbitret med fjellets store murring rundt portene.] Der hør man Vindene, som hine Lenke-Hunde
Af Vrede fnyse, giøe, og strebe, om de kunde
Hver stund at komme løs: hvis Æolus med Magt
Paa dennem havde ey en saadan Tømme lagt.
Note i orig.utg.: Ni [rettet fra: Hi] faciat, maria ac terras cælumqve profundum &c. [Hvis han intet hadde gjort, hav, jord og den dype himmel etc.] Imposuit Regemqve dedit. Virg. ibid. lib. i. [… satt han over dem og gav dem en konge.] Hvis ikke Stormens Gud dem saadan kunde spæge,
De skulde Himmel, Jord og alle Ting bevæge,
5Tilsammen blande hvad de kunde treffe paa.
Mand skulde Verden see i hast at undergaa.
Note i orig.utg.: Ταμίην άνέμων πόιησε κρόνιων. Odyss. 10. [Kronos' sønn gjorde ham til vindenes hovmester] Men Jupiter for got har fundet, dem at give
En Konge, som med Magt dem kand tilbage drive
I deris Huuler, naar de vilde løbe ud.
Det er den Æolus, som kaldes Stormens Gud.
Da Avind hannem fandt paa Spidsen af den Klippe,
Hun sagde Stormens Gud, jeg kand dig ikke slippe,
Du aldrig blîr mig qvit, jeg aldrig fra dig gaar,
Før du bønhører mig, og giør hvad jeg attraar.
Det sagde hun med Suck og høyt bedrøvet Miine,
Som en der færdig er af Angist at besvime.
Strax Æolus:  thi hand er en enfoldig Mand,
Som Bergfolk gierne er; Jeg troer hun i mit Land
Er kommen (tænkte hand) optændt af Elskovs Lue.
Hvo blive kand forliebt i saadan vanskabt Frue.
Hand deri havde ret: thi hun saa heslig er,
Note i orig.utg.: Visaq; oculos avertit. Ovid. Metamorph. I. 2. [Og da hun hadde sett henne, vendte hun øynene vekk.] Livent rubigine dentes ibid. [Tennene er blå av rust.] At Pallas voved ey at komme hende nær.
I fordum Tid, hun blaa og maver er, har Tænder
Halv ædte op af Rust, hun har ey bedre Hænder,
I hendes Ansigt man meer Galde seer end Blod,
Mod hendes Aande mand forsyner sig med Rod
At holde i sin Mund, for hendes Øyne skiæve
Og hendes fæle Syyn selv Guderne maa bæve,
Note i orig.utg.: Risus abest, nisi quem visi movere dolores. [Hun ler ikke, med mindre den hun ser beveges av sorger.] Ovid. ibid. Hun smiler ikke læt, man veed hun aldrig leer,
Undtagen noget Ont som hendes kand, hun seer.
6Af saadant Æolus vel maatte blive bange,
Hand længe sad forsagt, nedslagen som en Fange,
Hand var ey mægtig til at give noget Svar.
Gudinden saadan Skrek hos hannem blev vel var;
Men hvad dens Aarsag var, hun ingenlunde vidste.
Hun sagde: Hør min Bøn, det være skal den sidste,
Som det den første er; Du den ey negte maa,
Jeg ikke ubønhørt fra Æolo vil gaa.
Hand dertil skielvende da svared: Om I vilde
I Morgen komme hid, nu har jeg at bestille,
Jeg aldrig haver Roo, nu en nu anden Vind
Mig plager. – Da man saae, han ganske kom fra sind,
Hand kunne ey af Frygt og Redsel meere sige,
Men ferdig var af Skrek at rømme Land og Rige.
Hand vendte Ryggen til, og vilde løbe bort.
Gudinden slig Foragt ey skiøttede da stort.
Hun holt paa hannem fast med begge sine Hænder,
Nu gav hun gode Ord, nu viiste hun ham Tænder,
Og sagde som tilforn, jeg aldrig fra dig gaar,
Før du bønhører mig, og giør hvad jeg attraar.
Da skreg hand overlydt, og sagde: Slip mig Frue,
Jeg seer i Hovedet, I haver løes en Skrue.
For eder Pluto selv er bange, eder skyer,
Hvo kand forliebe sig i saadant heßligt Dyer.
Den giftig Frue, som Forhaanelse ey skytter,
Naar det til hendes Gavn og onde Forsæt nytter,
Til Takke alting târ og alt opoffrer læt,
Naar hendes slemme Sind af ondt kun bliver mæt.
Hun over Æolus ey vilde sig besvære,
Hvis Hielp i denne Sag hun kunde ey undvære,
Thi stilled hun sig mild, og sagde med Beskeed,
Du der i farer vild, det er ey Kierlighed,
7Som mig hid haver bragt, en anden Orm mig plager,
Note i orig.utg.: – – – intabescitque: videndo Successus hominum. [Svinner hen ved å se menneskenes suksesser.] Ovid. ibid. Jeg sætter heller Splid i Kierlighed og mager,
At Elskovs søde Smag forvandles kand til Had,
Det er min største Lyst, det giør mit Hjerte glad.
Slig Orm mig drevet har at søge dig. Jeg kalder
Dig, Stormens Gud! til Fod, dig Beder og paakalder,
Taal ey, at Avind skal for dine Fødder døe
Af Harm, at Peder Paârs skal see sin Fæstemøe.
Om en Gudindes Suk hos Guder bør antegnes,
Og om en Stympers Liv bør derimod ey regnes,
Da lad ham aldrig naae den høyforlangte Havn,
Da lad ham aldrig faa sin Dorethe i Favn.
See, hvor hans lumpen Jagt hin stolte Bølge pløjer,
See, hvor hand mig til Trods i Haabet sig fornøjer,
Ach slip en kraftig Vind og Havet for mig rør.
Hand svarede derpaa: Det jeg ey vove tør.
Note i orig.utg.: Incute vim ventis &c. [Slå med kraft ved hjelp av vindene.] Virg. Jeg veed nok, hvor det gik mig i Æneæ Tider.
Neptunus er en Mand, der aldrig saadant lider,
Til Uven ham at faa, jeg veed, er ingen Skiemt,
Det som jeg giorde da, hand endnu ey har glemt.
De skidne Ord jeg fik, mig ligger nok paa Hierte.
Jeg mod hans Viilie nu har neppe Lov at –
En sige, give Vind, som Havet røre kand.
Mand næppe finde skal en høy Bestillings Mand,
Der har saa liden Magt, hvis Hænder ere bundet,
Hvis Herredømme paa saa slet en Fod er grundet.
8Jeg giør helst hvad jeg kand for Fruentimrets skyld
Men skaaner mig derfor, opripper ey min Byld.
Strax Avind som i Svig oq Kunst er Mesterinde,
Sin Tale førte saa for hannem at Forblinde:
Hør Vindernes Monarch! Hvo har dig underlagt
Neptuno Havets Gud? Har Jupiter vel sagt,
At hand har over dig at byde og befale,
Hvo haver nogen Tid ham hørt saaledes tale?
Du har fra Arilds Tid haft Magt at skabe Vind,
Nu sidder du forsagt med Haanden under Kind,
Og venter paa Forlov, tør ingen Ordre give,
Neptunus Magten har, du maa kun underskrive
Hva hand besluttet har, hand i sit Hjerte leer
At du med hannem saa igiennem Fingre seer.
Det fast utroligt er, hvad saadan fyndig Tale
Udvirkede hos ham, hand saasom af en Dvale
Opvognede, stod op, og gav et mægtig skrig,
Note i orig.utg.: ό δεϐράχε χάλόχεος Áρης &c. [Den sterke Ares ropte] Mars, da hand blev saaret af Diomede, raabte hand saa sterkt som ti tusinde andre. Homer. Iliad. 5. unde Juvenalis. [Decimus Junius Juvenalis (55–128 e.kr.), romersk satiriker] Tu miser exclamas, ut Stentora vincere possis Vel potius quantum Gradivus Homericus, Satyra, 13. [Du, ynkverdige, roper så du kan beseire Stentor, eller bedre, like høyt som den Homeriske Mars.] Som Mars da hand blev var i den Trojanske Krig
Sit Blod at rinde, hør I Synden-Norden-Vinde,
Gaar udaf eders Hul, I skal herefter finde,
At jeg jêr Herre er, at jeg har eene Magt
At sige, blæser op, at sige, stille, sagt!
9I samme Øyeblik man hørte Vinden suse,
Det salte Hav man saae forfærdeligt at bruse,
Peer Paars, som lit fra Land var kommen med sin Jagt,
Note i orig.utg.: Extemplo Æneæ solvuntur frigore membra. Virg. I. i. [Med ett løsnes Aeneæ lemmer opp av kulde.] I ham blev Blodet kaalt, hand raabte, giver agt
O Søe-Mænd! frygter ey, men tager Mod og Hierte,
Betænk I helst skal døe paa Sotteseng med Smerte,
Saa mangen kostbar Mand har lucked Øye til
Paa Havet: her at døe, jeg agtede kun Spil,
Hvis ey min Festemøe Dorthea stod for Øye,
Med saadan Gravstæd jeg mig vilde lade nøye,
Hvis Himlen mig tillod først med min Fæstemøe
At tage Afskeed, jeg med Glæde vilde døe.
Mod Døden man omsonst sig stræber at bevæbne,
Hvis saa bestikket er, hvis det er eders skiæbne,
Note i orig.utg.: Dum superest Lachesi quod torqueat &c. Juvenal. Sat. 3. [Mens Lachesis har noe igjen som hun kan spinne.] At I paa Havets Bund skal hvile eders Been,
Og LachesisEn av de tre moirer, de greske skjebnegudinner ey Traad har meere paa jêr Teen.
Saa hielper eder ey I græde vil og sukke,
I maa dog give jêr, I maa for Døden bukke,
Naar Tiden kommen er: Det sagde først og sidst
Min Fader over Bord, var dog ey Calvinist.
Derfore Søe-Mænd! lâr ey saadant jêr forskrekke,
Jeg kand ey tale meer, faar ont og maa mig brekke.
Hans Skriver Peder Ruus, som fuldte denne Mand,
Paa Reysen tænkte da: Mon jeg og ikke kand
10Opmuntre dem med Ord, og tale om den skiæbne
Mod hvilken man omsonst sig stræber at bevæbne,
Hand tænkte ingen Trøst, mod Døden bedre var,
Og finder jeg, at hand slig Tale holdet har.
I kiekke Søe-Mænd! hør, hvad jeg vil eder sige:
Hvad Skiebnen har beskiert, det kand mand ey undvige.
En skabt til Glæde er, en anden til Fortred.
For en er Havets Bund, for anden er bereed
En Gallie: thi den, som beskieret er at henge,
Ey druknes nogen Tid, det har jeg hørt for længe,
Mads Sogne-Fogd var skabt at døe paa Sotteseng,
Note i orig.utg.: Hvor i hand hængde sig. Niels Degn beskiert at døe udi en Klokkestreng.
Den som til Siælands-Far er skabt, blir aldrig Jyde.
En Fisk er skabt til Rist, en anden til en Gryde.
En Luus at døe i Ild, en anden ved en Nagl,
Et Korn af Heede maa, en andet døe af Hagl,
Note i orig.utg.: Kræmmer-Comparaison. En Bog maa lade sig paa Randen smukt forgylde,
Og en i Kremmerhuus er henlagt paa vor Hylde.
En skabt at blive lam, en anden blind og døv.
Mand bryde Finger kand udi Kierlings – –
Naar saa beskikket er: hvi skulle vi da bæve
For Døden vi dog veed, vi kand ey evig leve.
Vort Levnet er kun kort, det er mod Evighed.
Som liden Landsbye mod en stor og mægtig Sted.
11Note i orig.utg.: Terrible digression, som dog hos visse Oratores og Poëter er gemeen, og som mand plages med daglige Discourser. Ey nogen Mand er til, som Døden jo borttager,
Undtagen (som jeg veed) Note i orig.utg.: Det er bekiendt at Jerusalems Skomager aldrig døer. Hvo som tviler der om, kand kun læse Matthæum Parisium [Matthæus Parisiensis (ca. 1200–1259), engelsk munk og kronikør.] in historia Anglicana pag. 339. ltem Dudulæi relation om Paul von Eitzen, som saae ham paa Reisen fra Wittenberg til Hamborg. Jerusalems Skomager,
Hand Eene lever nok, hand Eene aldrig døer,
Hvis I mig ey vil tro, da kun Hr. Christen spør.
Hand hannem haver seet i Holsten mange gange,
Jeg skiøtter ey derom, jeg skulde blive bange.
Om jeg fik ham at see, hand tit i Kirken staar
Og bøyer sine Knæ, og sig for Brøstet slaar.
Hvis jeg kand komme hiem, Hr. Christen skal mig love
At viise mig den Mand, jeg tør vel icke vove
At tale med ham selv, jeg vilde i en Krog
Kun staa og høre hvad hand taler for et Sprog.
Hvi hand saa flakker om, og saadant Ont maa lide,
Jeg kand ey nægte det, jeg har jo Lyst at vide,
Der er fast intet Land, der er fast ingen Bye,
Hand jo har været i, end ogsaa udi Tye.
Derfore lader jêr af saadant ey forskrekke,
Jeg, som min Principal, faar Ont, maa mig og brekke.
Af saadan Tale da opmuntret blev hver Mand,
De raabte overlydt: Lyksaligt er det Land.
Lyksalig er den Bye, lyksalig er det Herred,
Som giver saadan Mand; O! havde hand studeret,
12Hand havde kundet kiørt med mangen Præst i ring,
I Verden havde hand giort mange høye Spring.
Hr. Christen præker vel, det maa enhver bekiende,
Hand trøste kand en Syg, en Synder kand omvende,
Men, at hand, som Pêr Ruus. – – Hvad var det som der brast?
Nu er vi om en Hals, der ligger vores Mast.
Per Paars blev stedse ved Skibs-Folket at husvale,
Og muntre dennem op ved en og anden Tale;
Mens hver paa Dækket laa og vred sig som en Orm,
Note i orig.utg.: – – – omnia fiunt talia tam graviter si qvando Poëtica surgit Tempestas. Juvenal. Sat. 12. [Alt slikt blir så alvorlig, hvis når en poetisk storm blåser opp …] Der blev et Himmel-Weyr og en Poëtisk Storm.
Note i orig.utg.: Ponto nox incubat atra. Insonuere Poli, crebris micat ignibus æther. [Over havet hviler den sorte natt. Det lyder fra polene, eteren glimter av tykk ild.] Den heele Himmel blev med Skyer overtrekket,
Det mørkt blev som en Nat, man kunde ey paa Dækket
Hin anden mere see; hver saa og holdt sig fast
Een ved et Anker-tov, en ved en afbrudt Mast.
Man hørte Tovene forskrekkelig at hvine,
Om Skibet tumlede sig Kufferter og skrine.
Nu saae man Himmelen af Liunild blive klar,
Man tænkte Dommedag da strax forhaanden var.
Thi Verdens Undergang og sidste Tid man venter,
Naar man formeget seer fast alle Elementer.
Mand truedes med Ild, man svemmede i Vand,
Det heele gandske Dæk og skiulet var med Sand.
13Note i orig.utg.: furit æstus arenis. [Bølgen raser med sand.] Virg. Æneid. i. Som Bølgerne med Magt af Grunden havde taget,
Saa mand af Ild og Vand og Havets Sand var plaget
Paa den selvsamme Tid, at sige med et Ord:
Mand aldrig meere saae bevæget Hav og Fiord.
Den haard er, som en Steen hvis Øyne ikke rinde
Naar hand betragter sligt, men Kierligheds Gudinde,
Der altid rekker Haand, der altid dem er mild,
Hvis Hierter er optendt af Elskovs søde Ild.
Da hun slig Jammer saae, dens Aarsag fik at høre,
Besluttede hun strax til Havets Gud at kiøre,
Hun raabte spender for, jeg har ey længe Tid,
Jeg maa forsøge paa, hvad Kierlighed mod Nid
Udrette kan; Jeg maa paatage mig en Reyse.
Strax mand for Vognen saae to hvide Svane kneyse
Hun til Neptunum foer. Ach! sagde Havets Gud:
Hvor kommer du ifra i Uveir, Regn og Slud.
Hvad Aarsag dertil er livsaligste Gudinde,
At man i saadan Storm paa Havet dig skal finde!
Hun sagde: Havets Gud! hør hvad jeg sige vil,
Din Magt, dit Herredom jeg seer, ey meer er til.
Har du det af dig selv Vind-Guden overdraget.
Har hand det dig med Vold berøvet og frataget.
Søg Land. Kast Forken bort. Lad deg ey meere see
Paa Havet, hvor dig Fisk og Søefugl vil belee.
Naar de formerke du, ey holde kand i Ave
Den mindste Bølge, naar du est en andens Slave,
Naar du, som fordum blev af Søefolk først og sidst
Saa meget dyrket, har dit Navn din Ære mist.
14Hen pak dig, Æolus regierer Havet Eene,
Du ikke meere kand ham Scepteretformeene,
Neptunus over sligt strax blussede af skam,
Om Hovedet blev heed, og svarede Madam'!
Hand aldrig meere har end engang med mig spillet,
Slig Puds, jeg blev vist i Æneæ Tid saa drillet,
Note i orig.utg.: Saaledes sagde ogsaa fordum en viß Person, naar hand bler vred: Hvad for en Mand jeg er, det kand I see af den 4de tomo udi Theatro Europæo. Som I kand læse hos Virgilium, jeg veed,
Hand det antegnet har, mon jeg da saadant leed?
Hand har min Tapperhed ey noksom kundet priise,
Jeg har ey Bogen her, heldst skulde jeg jêr viise,
Hvad derom skrevet er. Men siig mig med et Ord:
Hvad haver Æolum tilskyndet Hav og Fiord
Med Vindene at slaa, jeg selv blev meget bange,
Har siddet gandske still tre Timer som en Fange,
Jeg tænkte, sidste Dag nu strax forhaanden var,
Sligt Uveyr mange Aar ieg ey fornummet har.
Saa talte da hans Ord: En slig enfoldig Tale
Hav-Guden førte frem. Jeg tingen maa afmale,
Som den tildraget er. Hver redelig Poët
En Ting beskrive maa, som den er hent og skeet.
Min upartiske Geist kand ikke Farve sætte
Paa noget, det som skevt og kroget er at rette,
Den ey bemøyer sig, skiønt en Heroisk Sang
Ey lider sligt, men jeg blant Skialdre haver Rang.
Ey skiøtter om, naar Mand mig tvinge vil at lyve,
At give hvit for sort, og sige: Ti er tyve.
Neptunus Søe-Mand er, hand aldrig sættet har
Paa skruer sine Ord, hand aldrig Hofmand var.
15Da Venus kortelig dets Aarsag ham fortaalte,
Hvad saadan Himmel-Veyr, hvad saadan Storm forvolte.
Af Elskovssterke Ild ophidset Peder Paars,
En Reyse foretog fra Callundborg til Aars.
At see sin Fæstemøe, strax Avind, som I viide,
Oprigtig Kierlighed har aldrig kundet lide,
Har med Veltalenhed giort Æolum saa blind,
At hand aarsaget har slig veyr, Storm og Vind.
Neptunus sagde da: Alt hvad jeg nu kand giøre
For Eders skyld, det er, at jeg vil Havet røre
Med min tre-kantet Fork, og viise Vinden hiem
Med slige haarde Ord, saa det skal have Klem.
Strax vendte hand sig om, og raabte: Hør I Vinde!
Hvis I ey passer jer, I skulde strax befinde,
At jeg mit Herredom og Fork ey før omsonst,
Og at det kun for mig skal være ringe Konst
At faa jer alle fast i ævig Baand og Fængsel
Og slutte eders Hul med stærke Laas og Hængsel:
Jeg viise eder skal, at jeg har endnu Mod?
Trotz I tør, uden mig, oprøre mindste Flod.
Gaar, siger Æolo, jeg sligt ey kand fordøje.
Jeg vove skal med ham for saadant et blaat Øje,
Det sagde hand med Fynd og saadan Myndighed,
At Vindene med Hast i Bierget krøbe ned
Og skiulte sig af Frygt? man dennem refse vilde;
Men saadan Ordre gaf Neptunus alt forsilde,
Thi Jagten dreven var imidlertid paa Land,
Hvor den i støkker gik og omkom ingen Mand.

(2) Sang

16For Graad ieg icke kand den Tilstand her beskrive
Enhver da fantes i, de vare vel i Live,
Men stive udaf Frost, nedslagne af Fortræd:
Slig ynksom Syn man ej har seet nogen Stæd.
De allesammen laae fast ligesom i Dvale,
Den eene kunde ej den anden da husvale,
De trætte Nakker man paa Skuldre hælde saae.
De fordum kiække Mænd som vißne Blomster laae,
Der Ploven feldet har, som Ax af Hagl og Vinde,
Som Valmu udaf Regn nedslagne. Hvo kand finde
Tilstrekkelige Ord at male saadant af!
Jeg med Virgilio kand ikke gaa i Traf.
Langt mindre kand jeg med Homero galopere,
Min Musa doven er. De ei Poëter ere
Som ikkun drikke Vand. HoratiusQuintus Horatius Flaccus (65–8 f.kr.), romersk dikter er mæt,
Note i orig.utg.: – inq; Humeros cervix collapsa recumbit / Purpureus veluti cum flos succisus aratro / Langvescit moriens, lassove papavera collo / Demisere caput pluvia cum forte gravantur. Virg. Æneid. [Nakken hviler sammenfalt på skuldrene, slik den lilla blomst skåret av plogen falmer i døden, eller slik valmuene med sliten hals lar hodet falle når de ved tilfelle tynges av regnet.] – – Satur est, cum dicit Horatius Euhoe. Juvenal. Sat. 7. [Horats er mett når han sier: Evoe.] Og haver Skraatten fuld, helst siunger han kun slet.
Da disse usle Mænd saa havde lagt en Time
Fast uden Følelse og ligesom i Svime,
Kom endelig en Mand der dennem var saa mild,
At hand paa Klinten for dem tente op en Ild.
Den tapre Peder Paars begynte først at tale,
Hand sagde: Kiære Ven! Vil I os vel afmale
17Hvad Land vi ere i, om det er saadan Sted,
Som efter dette Liv for Døde er bered.
Mig synes, at det ey kand Himmerige være,
Vor slette Tilstand kand det anderledes lære:
Ey Helvede: thi her er alt formeget kaalt,
Den Sted skal være heed, saa viit mig er fortaalt.
Hand gav ham saadant Svar: Det Eyland Anholt heder,
Indbyggerne hver Dag for Søe-Folk stedse beder
At see dem her paa Land; De ofte blîr bønhørt:
Thi et og andet Skib blir lyckelig hidført,
De ere gode Folk: hvor vel man ey kand negte,
I gamle Dage de jo vare slemme Knegte,
En velbedaget Mand, som været har min Giæst,
Fortaalte mig: her var tilforn en gammel Præst,
Jeg nævner ey hans Navn, jeg vil ham icke røbe,
Som tog en Daler for hvert Barn hand skulde døbe,
Og da mand spurde ham: hvi hand sig understod
At tage dobbelt, hand da svaret med frit Mod:
To Mark mig tilladt er for Børne-Daab at tage,
To for Begravelse. Nu kommer faa af Dage
Paa Sotteseng: thi de fast alle bliver hængt,
Derfore jeg min Ret kand tage ufortænckt.
Men deraf slutte kand, de vare fordum slemme.
Det gaar mig lidet an, jeg har her icke hiemme.
Nu derimod man seer dem bedres Dag for Dag.
Hver lever Christelig og nærer sig af Vrag.
Per Paars da glædde sig, at hand saa vidt var kommen
Blant smucke Folk; men da hand Haanden stak i Lommen,
Hand savnede sin Pung: O væ mig arme Mand!
Hand raabte: Ingen Ting mig meere trøste kand.
18Det er jo ingen Skiemt at miste tolv Rixdaler,
Og du, min Ven, som her om Landets Dyder praler,
Her seer man, hvor man kand din saure Tale tro,
Her seer man, hvad for Folk paa denne Øe mon bo.
Thi ingen uden du sig til mig haver nærmet,
Du! som jeg meente, at du skulde mig beskiermet,
Ney Folket verre er, end du mig bildte ind,
Det sagde hand med Graad og Haanden under Kind.
Her jeg bekiende maa, og kand det icke dølge,
Helst som jeg gierne vil den reene Sandhed følge,
At denne store Mand og havde nogen Feyl;
Jeg ønsker hver Poët sig dette som et Speyl
For Øyne sætte maa, og undertiden viise
Hvad Feil der findes og hos dem, de vilde prise
I deres Vers og Sang. Alt hvad jeg sige kand
For denne store Helt, er, at i fremmed Land
Er ingen større Sorg end miste sine Penge,
For slig Ulycke sig en anden skulde hænge,
Det var den eene gang hand lod sin Svaghed see,
Hand ellers pleyede mod all Ulycke lee.
Hans Skriver Peder Ruus, som ham paa Reysen fuldte,
Da slog sig for sit Brøst, og raabte: Vi maae sulte
Og døe af Hunger her, hvo vil vel recke Haand
Til den, der fattig er: det Fandens Elskovs Baand,
Som dig hid trecket har, maa heller heede Stricke.
Det meget bedre er en ærlig Ruus at dricke,
End at forlove sig, tro mig, at det er sandt,
Skiønt jeg ey boglærd er, og ingen Prædicant.
Jeg vel tilbage har tre Daler i en Knude,
Naar de fortæret er, saa er det med oss ude.
19Per Paars blev derved glad, og sagde: Giem din Skat,
See til, man og ey faar paa dine Penge fat.
Jer skeede ret, saa lod den Fremmed sig forlyde,
Om jeg det maged, at I skulde snart fortryde
Jer Ubetæncksomhed; thi jeg for Tyve-Sag
End aldrig sigted er af nogen før i Dag.
Men at I skulde see, hvor høyt I jer bedrage,
Hvor de I skielde meest, sig meest for jer umage,
Saa vil jeg glemme hvad I giorde mig for Spot
Og stræbe, hvor jeg kand giengielde det med got.
I haver tabt en Pung, mon man det strax skal kalde,
At den er staalen bort, som den ey kunde falde
Af Lommen i den Rey, da Skibet gick paa Land,
Tolv Dalers Tab er ey et Tab for slig en Mand.
Men som jeg troer, saa har I andet med at fare,
Hvad er der i jer Jagt, hvad haver I for Vare,
Der er maaskee de Ting, som læt bedervis kand,
Om de skal længe staa udi det salte Vand.
I stødte nylig an, og jeg tør sickert vedde,
At alting frelses skal, om hver vil flittig redde.
Hver giøre saasom jeg, og bierge hvad hand kand,
Og tale siden om, hvad jeg er for en Mand.
Hver blev opmuntret og med Fyrighed henvendte
Til Skibets søndrig Skrog for derudaf at hente,
Hvad ham for Hænde kom. Alt hvad man bierget fik,
Jeg vil ey tale om, endskiønt jeg paa en Prik
Altsammen kunde læt opregne og beskrive,
Et fuldt Register paa den heele Cargo give,
Men min Heroisk Sang tilstæder icke her,
At tegne andet op end hvad som kostbar er.
20O Musa kom til Hielp, beveg min Røst og Tunge!
At jeg anstændelig om slige Ting kand siunge
Og zierlig regne op alt hvad jeg fundet har,
Som endda i Behold, som endda frelset var.
Note i orig.utg.: Et iam prima novo spargebat lumine terras, Tithoni croceum linqvens Aurora Cubile. Virg. Æneid. 9. [Og tidlige Aurora, forlatende Titons safranfargede seng, stenket det nye lys over jorden.] Da Morgenrøden af sit Saffran-Sovekammer
Gick ud, oc Himmelen med Rosen-tegnet Flammer
Antænte, oc slig Skreck i mørcke Nat indjog
For Phoebi Ankomst, at hun straxen Flugten tog
Da man paa Vandet saae at svemme Fade, Tønder,
Samt Skriine, Kufferter med Klæder, Pudehynder.
Som kaade Marsviin man da saae dem velte sig
Og som smaa Drenge, der paa Vandet føre Krig
I Julii Maaned, naar de mange heede Dage
Paa Vandet locker dem Forfriskning der at tage,
Man seer dem skiule sig, man seer dem ducke op.
Nu seer man kun en Haand, en Fod, nu heele Krop,
Nu seer man dennem frem, nu seer man dem tilbage
At svemme, falde om, nu atter Flugten tage,
Ey anderledes var at ansee dette Vrag,
Den fremmede Person sant deri stor Behag.
Hand med Fornøyelse paa Vandet saae det lege,
Skibsfolcket derimod sligt maatte vel bevege
Til Graad. De raabte: O en ulycksalig Nat
Der har berøvet oss i hast vor heele Skat.
Note i orig.utg.: Munera præterea lliacis erepta ruinis / Ferre jubet &c. Virg. Æneid. i. [Han ber ham også om å medbringe gaver tatt fra Trojas ruiner.] Man tog sig fore først Per Paarses store Kiste
At redde. Alle Mand som nogenlunde viste
21Hvad deri var for Skat, hvad deri skiulet laa,
At redde egne Ting ey tænckte meget paa.
Omsider fick man den med Møye treckt paa Landet,
Den fremmede Person til Beltet gick i Vandet,
Og hialp, at største Deel blev frelst: slig Høflighed
At vederlegge man med Penge var bereed.
Men denne gode Mand slet intet vilde tage,
At redde fremmet Gods jeg pleyer mig umage,
Som det mit eget var. Hand sagde: Nu I seer
Hvad Mand jeg er, for Tyv I skielder mig ey meer.
Note i orig.utg.: Dette er det, som Frantzoserne kalde le Merveilleux og er ligesom Siælen i Poësie. Det hos Homerum og Virgilium saa tit forekommende ϑἀῦμα ἰδεσϑαι eller mirabile visu. [Et under å se.] Da Kisten aabnet blev, man saae derinde svæve
En Jomfru og med hast mod Himmelen sig hæve.
Note i orig.utg.: – Rosea cervice refulsit ambrosiæq; comæ divinum vertice odorem spiravere – – – – Virg. Æneid. i. [Det lyste av hennes rosenfarvede nakke, og hennes ambrosiske hår duftet av guddommelig lukt.] Man Rosen-farvet Hals et skinnend Ansigt saae,
Man følte yndig Lugt fra hendis Haar at gaa.
Det Jovis Daatter var og Kierligheds Gudinde,
Som havde sluttet sig i Kisten samme sinde
At holde Vandet bort, forhindre, at det ey
Forderve skulde let Dortheæ Contrafey,
Som der forvaret var. Per Paars bekom stor Glæde
Af saadant herligt Syyn. Man saae ham Øyne væde,
Hand raabte overlydt: Det vist en Engel var,
Som i Beskyttelse os alle taget har.
22Hand bød det gandske Folck at falde ned og bede,
Der efter tog mand for med Fliid at efterlede
I Kisten alle Ting, mand med Forundring saae,
At alle Sager i god Orden tørre laa.
Først fandt man ubeskaart hans Sarses Søndags Kioel
Med støbte Knapper i og Lær til otte Stole,
Man siden ligerviis fandt gandske tør hans Vest,
For hvilken Peder da var bange allermest;
Thi den af Kalemanck var giort med Silcke Knapper.
Hand raabte: see min Vest, den haver holt sig tapper.
Der efter tog man op en Trøye, som var blaa,
Med Ulvskind foret og med Guldgramaner paa.
To Hatte af Castoor, tolv skiønne Peberkager
Sampt tre par Rulærs Skoe, som af en Tydsk Skomager
Var giort i Callundborg, et lidet Sølver-Kaars,
Som af hans Kieriste ham skicket var fra Aars.
Samt Jertegns Huus-Postil med tvende Spende-Bøger,
Som ham foræret var. En af hans Svoger Tøger,
En anden af Hr. Jens i Holbeck, af den Bog
Paars sagde tit, at hand var eene bleven klog.
Hans Stammebog hand saae og ubeskaart var bleven,
Hand efter Tydsk Maneer derudi havde skreven:
En hoben Navne. Ja Dortheæ Contrafey,
Hand og omsider fandt. Den Fryd jeg glemmer ey.
Hand lod derover see. Hand det mod Brystet kryste,
Hand græd af Glæde, og det tusind gange kyste,
At sige med et Ord: Alt var i god Behold,
Paa Klæderne man saae ey mindste Plet og Fold.
23De andre gode Folck ey hande samme Lycke,
Thi i Per Ruuses Skrin var ey et eenest stycke,
Som jo fordervet var. Hand gav et heftig Skrig,
Da hand hans Bøger fandt tilredt saa ynckelig.
Jeg selv kand ey for Graad den store Ynck beskrive,
Hvis sligt ey hendet var, jeg hande kundet give
En stor Oplysning om Per Paars og om hans Tog
Samt heele Levnet, som var tegnet i en Bog
Med stor Omstændighed; mand deraf kunde lære,
End og hvad hand hver Dag, hver Maaltid pleide tære.
Note i orig.utg.: Poëten synes her at raillere med dem, som tegne op alt hvad dem vederfares. Der ere fundne adskillige saadanne berømmelige Journaler efter en og anden, hvormed de haver villet give tilkiende, at de have icke haft meget andet at bestille. Hvor mange Potter Øll min Helt om Dagen drak,
Hvad bruget blev i Suus, hvad udi Røg-tobak,
Saa at mand finder faa endogsaa Tydske Skrifter,
Der meer omstændelig beskriver eens Bedrifter.
At miste saadan Bog, man holder intet Spill,
Der saa vidtløftig var og tyck som en Postill.
Hvad angaar andet Gods, det vil jeg ej opregne,
Jeg lovet haver kun hvad kaastbart er at tegne,
Min Musa siunger ey om slige ringe Ting;
Thi, skiønt hun icke giør, som andre, høye Spring.
Saa kand den dog ey vel i Bagateller hænge,
Og sig med andet end hvad vigtigt er bemænge.
Pêr Paarses Eventyr saa store er, at man
Med maadelige Ting sig ey bemenge kand.
Paars deelte da sit Folck i sine visse Classer,
Hand sagde: Kiere Børn seer til og flittig passer
24Paa hvad jêr blir betroed; hver bliver ved sin Post,
Betæncker hvad det Gods for Penge os har kost.
Den fremmede Person da svaret: Frygter icke,
Vi har en ærlig Fogd, jeg kiender ham til pricke,
Han gierne fremmet Folk vil tage i Forsvar,
Det er en føye Ting, hand derfor af dem târ.
I Fior hand dømte tre der havde høyt bedrøvet
En Søemand, og hans Gods med Magt fra hannem røvet,
Samt givet ham med Kniv tre, fire dybe Saar,
I Ansigt, Hoved, Ryg, i Side og i Laar.
At være Tremarks-Mænd, dog skulde Dommen være
Dem ey til Præjuditz paa gode Navn og Ære,
Men hver at agtes for saa god og ærlig Mand,
Som andre Bønder, der besidde dette Land.
Jeg ellers vidne kand, at man i nogle Dage
Ey noget Ont har hørt, som Fogden kand mißhage.
Slig underretning var Per Paars heel angenem,
Hand sagde: Skriver Ruus! giv agt, og flittig giem
Hvad hand os haver sagt; det bæst er at anskrive,
Hans Tale Ord fra Ord, vil Lycken engang blive
Saa gunstig, at vi til vort Land og Føde-By
Maa komme snart igien, vi give skal en ny
Beskrivning over sligt, hvormed man sig til Hofve
Kand giøre angenem: Siig Lands-Mand! hvilke Love,
Regiering, Politie, Guds Tieniste og Troe
Er blant det gode Folck, som denne Øe beboe.
Hand svared med Beskeed: Den Lov, som vi her have,
Af fogden skreven er, hand kand det altid lave,
25Vi faar den ey at see, den hedder Note i orig.utg.: Kong Woldemars Jydske Lov var tilforn brugelig udi Jylland, og som Fogdens Nafn ogsaa var Woldemar, meente den uvittige Bonde, den af ham var given.Woldmars Ret,
Saa efter Fogdens Nafn, det er mig icke let.
Dens Indhold og Begreb at sige: Vi os nøye,
At hand tilstæder os vor Land at saae og pløye,
Det veed jeg i vor Lov beskreven er og sat,
At Præsten Tiende skal have, Fogden Skat.
Vor Tro er reen og puur, som den var paa de Tider,
Kong Dan ved Roret sad: Vor gode Fogd ey lider,
At noget Svermerie paa Øen Fremgang faar,
Jeg veed et Kietterie, som her for nogle Aar,
Var opvagt, at man ey med Rette kunde nyde
Det Vrag, som drives hid: slig Lærdom at forbyde,
Vor Foget var ey seen, jeg ey beskrive kand,
Hvad Nafn hand derved har forhvervet hos hver Mand.
En Kietter derpaa sig da understod at sige:
Slig Gudsfrygt sigter kun sig selver at beriige,
Mand veed, at Fogden har af Vraget største Part,
H. Niels har og sin Deel, slig Iver har ey Art.
Men jeg kand sige paa Samvittighed og Ære,
At de ham Uret giør, som saadan Lærdom lære,
Hans Forsæt ickun er, den gamle reene Tro
At holde udi hefd, at mand i Fred og Roo
Kand leve paa vor Øe; hand af Antiqviteter
En Elsker er, hand kand ey lide nye Propheter,
Vor Præst er meget lærd, hand præker, døber vel,
Ey nogen andet kand ham sige paa med Skiel.
26Hand ingen Bibel har, men herlige Postiller
Med Kaaberstycker i, hand læser uden Briller
I Kircken af en Bog, en gammel lærd Postil,
Note i orig.utg.: Mand veed udi hvilken Credit Jertegns Postil var udi gamle Dage, da der var stoor Overtroe blant Folk. Som Jertegns hedder, slig en Bog er aldrig til.
Den handler ickun om sandfærdige Mirakler,
Og trøster, styrcker dem, som udi Troen vakler,
Man holder for, at hand kand meer end Fader vor,
Man mercke kunde det paa ham forgangen Aar.
Historien er kort, og kand I deraf lære
Om det er icke ret saa viis en Mand at ære.
Her strandede et Skib, som med Corinther var
Vel ladet. Christen Holck 6 Tønder der af târ.
Vor lærde Præst Hr. Niels, som udi gamle Bøger
Kand finde skiulte Ting, naar hand det eftersøger,
Slig Falskhed strax fornam, og sagde overlyt,
Da hand i Kircken kom: Sligt er jo gandske Nyt!
Det gick ey før saa til i gammel Tid og Dage,
At mand fra Præst og Fogd hvad tilkom torde tage.
I de Corinthiers det siette det jo staar.
Den gode Christen Holck stod som et slagtet Faar,
Og mercket tydelig, at Præsten om de Tønder
Vist havde noget læst. Hvad ere dog vi Bønder
Mod slige lærde Mænd, som all vor Idret see,
I gamle Bøger, og kand all vor Vid belee.
Vor Degn ey ulærd er, kand skiønne Voxlius støbe,
Hand skulde, om det galt, vel kunde Børen døbe,
I Morgen er det Fest, I ham da høre skal,
Hand siunger liflig, som den beste Nactergal.
27Hvis hand sig ickun holdt lit fra Toback at smøge,
Man skulde reyse langt, man skulde længe søge,
Før man en saadan Degn, før man en saadan Røst,
At høre kunde faa: Hand sang forgangen Høst,
Da Fogden engang tog sig for at gaa i Messe,
Som sielden skeer: Thi hans Forretninger ham presse,
At hand til Kircke-gang ey haver megen Tid,
Hand da saa herlig sang, at Fogden mild og bliid
Sig stillede mod ham, og sagde: Hør! vi ville
Dig gierne see hos os: Vor ældste Datter Nille
Stor Lyst har til Music: Kom ickun i vort Huus,
Der vanke kand for dig saa mangen ærlig Ruus.
Per Degn, som Brændeviin at dricke haver Vaane,
Af saadan Høflighed var færdig til at daane.
Slig Naade (sagde hand) Hr. Foget er for stoer,
Saa tit jeg komme maa i Kircke og i Choer.
Jeg have skal i Bøn min naadige Hr. Foget,
Man aldrig saae Per Degn af Ydmyghed saa kroget.
Den Feil, som ellers ham bebreidis allermest
Er, at hand icke kand forligis med vor Præst.
Jeg tilstaar, saasom hand er lærd, kand regne, skrive,
At hand ey har behov sin Præst at eftergive,
Dog kand fast ingen Siæl ham deri holde med,
Det er jo dog hans Præst, det er hans Øvrighed.
Det som imellem dem har yppet denne Trette,
Det er en liden Ting, som let stod til at rette,
Hvis Trotzighed ey var hos begge alt for stor.
Hr. Niels vil Degnen skal i Døren af vor Choer,
Naar Bønnen bliver læst, smugt folde sine Hænder,
Men Degnen siger ney og viiser hannem Tænder,
Saa ofte Præsten vil paaminde ham derom
Og siger: Skam der giør: skiønt Paven udi Rom
28Mig sligt befoel: Jeg seer, I Vantro vil bestyrke,
Det ey Gebærder er, hvormed man Gud skal dyrcke,
Der findes mange Mænd, som Degnen giver magt,
Endogsaa Fogden selv, hand ofte haver sagt:
Vor Pastor Uræt har: Men hand af Bønne-Bøger
Og Catechißmo selv, hvor hand sligt eftersøger
Beviise kand, det er hver Christens rette Pligt,
Man længe ønsket har at see den Sag forligt.
Helst kand man Peder Degn til største Ære sige,
At hand sit Amt forstaar, og der i saa har liige,
Hans For-Mænd, som dog vel sig der i kunde snoe,
Naar hand kun fik et Lam, da denne faar en Koe.
Hand Mæsterligen veed paa Psalmer Taxt at sætte,
Naar hand kun lidet faar, saa siunger hand de slette.
Jeg mindes at en Mand, hvis ælste Søn var død,
Per Degn paa Klingen gik og hannem hæftig brød.
Han gav ham kun en Mark, han havde icke Krefter
At give meer. Heel vel, du Psalmer faar derefter
Hand sagde: Bonden da ham svarede: Jeg veed
At saadant hielper ey min Søn til Salighed.
Per blev da hæftig vreed, og beed sig udi Tommen,
Der ingen salig er, før hand i Grav er kommen
Hand raabte: Disse Ord jeg viise kand paa Prendt,
Slig farlig Kietteri jeg aldrig havde vendt.
Da Bonden blev forskrekt, tog op et to Mark-stycke
Og rakte Degnen det. I under mig den Lycke,
At jeg Liig-Psalmer da kand faa, som haver Fynd,
Hvi skulde jeg min Søn sligt nægte, det var Synd.
Var Degnen da ej snild. Hr. Niels ej kunde giøre
Sligt bædre. Det er alt hvad jeg har kundet spøre,
Om Landets Politie, Regiering, Lov og Skik,
Skiønt jeg er fremmet, veed jeg sligt dog paa en Prik.
29Per Paars slig Tale da med Hiertens Glæde hørte,
Dens Lærdom, Fynd og Kraft ham paa de Tanker førte,
At det var anden Mand end hand sig bildte ind,
Den ringe Dragt har giort, O Landsmand! mig saa blind.
Hand sagde: at jeg dig har taget for en Bonde,
Jeg beder, saadant mig ey regnes maa til onde,
Din Høflighed mod os jeg stedse prise vil
Til yderst Aandedregt, saa længe jeg er til.
Den fremmed svarede: Min Glæde er at trøste
Betrængte Folck, og see, at intet maa dem brøste;
Men Tiden spildes kun ved vores lange Snack,
En sulten Maufve gir for Ord kun liden Tack.
Jeg løber til mit Huus, og vil til llden sætte
Hvad jeg kand finde for jer Følgeskab at mætte,
Jeg skal og skaffe for jer selv en opreed Seng,
De andre Venner faar at sove udi fleng.
Imidlertid og før en Time kand udrinde,
Skal jeg mig her igien med tvende Vogne finde
At bierge eders Gods, mens der er endnu Tiid,
Og førend Soel gaar ned, slaar kun dertil jer Liid.
Slig Bortgang gik Per Paars usigelig til Hierte,
Men hans Tilbagekomst da ventede med Smerte.
Mand biede en Stund, man biede fast tre,
Men samme fremmed Mand ey meere var at see.
Da Peder Paars saae op til Himmelen og spaade,
De vare af den Mand vist solte og forraade,
Ham randt i sinde, hvor det tilgik med hans Pung,
Saa snart at glemmes var den Skade alt fortung.
Man tit et vældigt Læß seer kuldkast af en Tue,
Tit maa en Løve sig af Myggen lade kue,
30Da Læsset sicker kiør blant Steene-sleng og stød,
Da ingen Jægers Magt giør Løvens Hierte blød.
Saa gik det Peder Paars. Vel lod hand Modet hælde,
Tolv lumpen Dalers Tab saa nær ham kunde fælde,
Men nu det gielder om hans Frelse, Gods og Liv,
Da staar hans kiecke Mod som Muur og Klippe stiv.
Et maadeligt Gemyt, et slet og hver Dags Hierte
Sig ofte hielpe kand i eenig Sorg og Smerte,
Men store Hierter faar af Fare aldrig Meen,
En øyensiunlig Død er Dydens Prøvesteen.
Vor Helt i denne Nød hans Mod og ej undfalder,
Men med Koldsindighed hand Folket sammenkalder
Og siiger: Venner, seer hvor det er med os fat,
Maa skee er denne Nat vor allersidste Nat.
I Dag har Hav og Vind og Himlen mod os brumlet,
I største Fare har vi om paa Søen tumlet,
Dog er vi frelste og hidført paa denne Øe
Mon Gud har reddet os, at vi her skulle døe.
Nei det kand jeg ey troe, vi har en bedre Skæbne,
Hvi skulde Himlen sig til vor Forfølgning væbne,
Da samtlig vores Død var saasom klar til Vands,
Hvi frelste den os for at dræbe os til Lands.
Nej kiære Venner nej, den vil os ikkun prøve,
Og vor Bestandighed ved Nød og Modgang øve,
Hvad skader Guldet at det giennem Ilden gaar,
Det luttres kun deraf, en bedre Glantz det faar.
Vel veed jeg ej hvad os kand inden Aften hændes.
Tit kand vort beste Haab os til et Fald omvendes.
Den Mand som lovet os at staa saa troelig bi,
Jeg frygter hand mod os giør et Forrederi:
Jo meere jeg hans Ord og Tale eftertænker,
Jo meere synes mig at see hans falske Renker.
31Hvad hand fortaalde os om Landets Skik og Art,
Mig deraf anstod kun en saare liden Part.
Hvor andres Skade oc Ulycke eftertragtes,
Der troer jeg Lov og Ret kun meget ringe agtes.
Hvor Foged, Prest og Degn kuns eget Gavn anseer,
Der hos gemeene Mand kand icke ventes meer.
Maaskee os inted ondt her skulde vederfare,
Men en fornuftig Mand bør forud see en Fare.
En Daares Mundheld er: Hvem havde ventet sligt,
At forekomme Ont, det errettet fra: c den Viises Pligt.
Om nogen vil sin Haand til Ont mod oss udstrekke,
Da skal hand viide, at hand treffed icke Giekke:
En Styrmand støder ey paa det bekiente Skær,
Den Fare som mand seer halv overvunden er.
Og skal vi døe, vi vil en ærlig Død udvælge,
Vi dennem Liv og Gods fuld dyre ville sælge,
Hvem veed om Sejeren os torde blive næst,
Hvo fegter for sit Liv, hand fegter allerbest.
Det største Aarsag, som oss kunde giøre bange
Er, at vi ere faa, i den Sted de er mange;
Men deres Mengde kun til Sagen lidet giør,
Det er ey Tal, men Dyd som Seyren følge bør.
Vi derfor paa all Fald os vil til Værge sætte,
Og see hvor vi vor Sag kand allerbest udrette:
Mand kun Gelederne kand giøre een Mand høy,
Tre Mand i venstre, og tre i den venstre Fløy.
Den venstre vil jeg selv, men Peder Ruus skal føre
Den høyre: Giver agt I kand Commando høre:
Vor Skipper Børe skal med Niels Johansen Kok
Og Anders Styrmand staa og blive i den Flok.
Iblant den Battaillon, hvor Ruus skal commandere,
Og man hans Ordre som min egen skal parere,
32Hvis hand saa god til Krig, som hand til Pennen er,
Da ingen bedre veed, jeg fører an en Hær.
Hver giøre nu sin Fliid, hvor hand kand Vaaben tage.
I Stæden for en Picq jeg vælger en Baadshage,
Til Lycke fandt man en, som var vel lang og stiv
Og tienlig Fienden at holde fra sit Liv.
Ruus en Haandspiger tog, en fik en afbrudt Aare,
Niels Kock en Kiedelkraag, men Skippen en Kaare,
Som var den eeneste, skiønt den kun dued lit
At sige med et Ord: Hver greb og tog til sit.
Mand hørte midlertid en raabe: Værer reede,
Her er den rette Sted, her maa vi dennem leede,
Det var ved Stranden her, hvor jeg dem nys forlod,
Anføreren for de Skibbrudne Folk her stod.
I hannem kiende kand paa en Sølvknappet Trøye,
Et lyyst og kruset Haar, agt ickun derpaa nøye,
Da merkede Per Paars, hand skammelig var solt
Af Manden, som for ham den lange Tale holt.
Hand skickede sit Folk og Hær i to Geleeder,
Den venstre Fløy hand selv, den høyre førdte Peder,
Hans Skriver; omendskiønt det Skipperen fortrød,
At man ham saadan Post og Ære icke bød.
Og sigis der, at sligt har eene foraarsaget
Alt det som fuldte paa, og at man tabte Slaget.

(3) Sang

33Strax Fama, som med Løgn og Sandhed alle Stæder,
Opfylder, nu gir Sorg, nu atter Hierter glæder,
Det Liunild-løbend Dyr, som fuld af Sprekker er,
Note i orig.utg.: Tam ficti praviq; tenax qvam nuntia veri. Virg. Æneid: 4. [Hun er like fast i bedrag og dårlighet som hun er bud for sannheten.] Der siger hvad det hør, det seer og icke seer,
Der altid har af Nyt saa mange fulde Poser,
Som Peblingsøe har Fisk, som Calepin har Gloser,
Der stundum siger sant, men oftest fører Snak
Og fylder Bye med Løgn som  — Almanach.
Den samme selsom Fugl for Avind sig indstilte,
Og sagde: Hør Madam, I Havets Gud saa drilte,
At Paars er alt paa Land, hans Gods er i Behold;
Thi Venus lider ey, at ham skeer nogen Vold.
Af disse Ord mand saae hvad Vrede, Harm kand giøre,
Til hvilken Galenskab den Qvinde-Kiøn kand føre,
Ret som en modig Tyr, der af et Bremse-sting,
Som den i Siden faaer, giør mange høye Spring.
Den mister sin Natur, blir Løve-vild og brøler
Saa længe saasom den i Siden Smerte føler.
Note i orig.utg.: Haud aliter, hvilket kommer ligesaa tit for I Poësie som Ergo udi Logica. Ey anderledes var Gudinden denne Gang,
I hendes Hule hun af Raseri omsprang,
Af Munden gick ey Skum, men grønne bitter Galde.
Af Afmagt kunde hun ey staa, men maatte falde,
Saa Fama, som dog helst ey længe stilt kand staa,
Da af Nysgiærighed stod stille, saae derpaa.
34Hun kom sig dog igien, begynte saa at tale,
Hør flygtig Fama sig fra Hovedet til Hale,
Hvor er det gaaet til med denne Kremmer Paars?
Hvor er hand landet hen, det er vel ey til Aars?
Ney sagde hun: Det er en Øe, som Anholt heeder,
Der vil hand føre Krig, og sig til Slag bereeder,
Jeg vidne kand med Eed, at jeg hans Krigshær saae,
Hans Kræmmersvend Per Ruus ved høyre Fløy at staa.
Ach! sagde Avind, jeg sligt icke kand fordøye,
Jeg maa see til, om jeg Discordia kand bøye
At komme mig til Hielp, blant Folket sætte Splid,
Men ach! jeg veed, hun ey er hiemme nogen Tid.
Note i orig.utg.: Discordia har ingensteds saa meget at bestille som udi Polen. Deraf kommer det Polske Ordsprog. Polska niexzadem stoi, Polonia confusione regitur. [Polen styres av forvirring.] Siig tusindmundet Dyr, siig Fama vedst du ikke,
Hvor hun at finde er. Du veedst jo alt til Prikke,
Dig er jo intet skiult. Du giør saa mange Spring,
Du løbet haver tit den heele Jord omkring.
Hør svarte Fama da: Hør Slange-giftig Frue,
Discordia i Dag jeg saae først i en Stue,
Hvor Landemøde var; Der havde hun sat Splid
Blant Bisp og Præster, som forsamlet var den Tid,
Ved Middags Tider var hun paa den høye Skole,
Hun stod og lurede blant de Høylærdes Stole,
Hun en Professor mod en anden havde sat,
Og opvagt en Dispyt, som vare vil til Nat.
35I Morgen vil hun bort, og reyse førend Solen
Hen til en Rigsdag, som skal holdes udi Polen.
Note i orig.utg.: – – cui qvot sunt corpore plumæ / Tot lingvæ totidem ora sonant – – Virg. Æneid. 4. [… til hvem så mange fjær er gitt på kroppen … like mange tunger og munner lyder …] Der faar hun Hænder fuld, der øver hun sit Spil,
At søge hende der, jeg icke raade vil.
Da Avind vaagned op fast saasom af en Dvale,
Hun sin blaategnet Hest i største hast lod sale,
Fløy som en Piil hen til det Universitet,
Hvor Usamdrægtighed var udaf Fama seet.
Da hun paa Salen kom, hun Skikkelse og Klæder,
Som en Magister tog og allevegne leeder.
Hun spørger hver Mand ad om Usamdrægtighed.
Ey var paa samme Sted, men ingen gir Beskeed.
Man kunde ey for Skrig og Bulder noget høre,
Hun tænkte ved sig selv, hvad mon her er at giøre,
Det er vist uden Tvifl en stor og vigtig Sag,
Som maa afgiøres og afhandles her i Dag.
Man saae den heele Sael af Syllogismer bæve,
Nu saae man udstragt Haand, nu saae man knyttet Næve,
Den salte Sveede af de lærde Pander rand.
Sær strømmeviis paa en bedaget gammel Mand.
Som paa Cathedra stood; Man Gredsk-Latinske Piile
Med Iver mod ham skiød, saa man ey kunde tvile,
Jo noget fore var, som angik Ære, Liv,
Thi af en ringe Sag ey reises saadan Kiv.
Siig mig CalliopeMuse, datter av Zevs hvad denne lærde Skare,
Saa høyt ophidset har, hvi de saa vrede vare?
36Hvi visse kloge Mænd, hvi disse Verdens Lius,
Som galne drukne Folk saa skreege, holte Huus
Note i orig.utg.: Poëten regner her Aars-Tall fra de Ting, som vare merkværdige i Callundborg paa de Tider, og begynder efter den Romerske Maade. Coss. &c. Tre Aar for Paarses Tog, da Raadmand Hermand Bentzen
Regierede vor Bye med Byfogd Christen Jensen,
Hr. Woldemar var Provst. Da Jeppe Tyges Huus
Blev anlagt allerførst. Da Kremmer-Svend Peer Ruus
I Tieniste først kom hos Peder Paars at være,
Da Christen Substitut fick med sin Hustru kiære,
Sin anden Søn, og saa sit Substitutske Huus
Formeerede paa ny, som kaaste ham et Ruus.
Da af Jens Skrædder først blev giort hans Mesterstycke,
Hand kom i Skrædder-Laug, og nød forlangte Lycke
Da for Capitulet blev stevnet Christen Staal.
Der havde, som blev sagt, ey ret Capitels Maal.
Paa den Tid opvagt blev blant trende Mænd en Trette
Jeg giver ingen Navn, men maa dem selver giette,
En meente Venus fick heel uforgribelig
Sit Saar i høyre Haand i den Trojanske Krig
En anden derimod holt fore, hun blev saaret
I venstre spæde Arm. Note i orig.utg.: Hvad den sidste haver fundet at forsvare sin Mening med, kand man icke vel begribe, eftersom det Grædske Poët siger udtryckeligen lliad. 5. / Ἄκρην οὔτασε χεῖρα. – – – [Skadet henne på håndleddet.] Exempler paa mange Tvistigheder af samme Natur findes udi Menkens Charlataneria Eruditorum. Den tredie udi Laaret.
37De havde alle tre Homerum læst med Fliid,
Og derpaa dem til Roes anvendet meste Tiid.
Den Krig i trende Aar med dennem havde varet,
Imidlertid man ey hinanden havde sparet,
Hver paa sin Side saae, at hand et Anhang fik,
Hinanden fast hver Dag man sterck paa Klingen gik.
Omsider tog man for slig vigtig Sag at stevne,
Til Facultetet selv, som lod en Tid benevne,
Paa hvilken til Forhør optoges saadan Sag,
Det er den Striid, som blef forhandlet denne Dag.
Man med Forundring saae det heele Huus at ryste;
Thi skraal som Tordenskrald gik af de lærde Bryste,
Gudinden blev forskreckt, særdeles da hun saae
En gammel skaldet Mand med saadan Iver staa
Med slig Haardnakenhed sin Meening at forfægte
At stride for en Ting, som var ey værd en Hækte,
Ret som et Asen der paa frugtbar Ager staar
Omringet udaf Børn, som det med Kieppe slaar,
Ey lar sig drive bort, vil aldrig Flugten tage
Før det har Skraatten fuld og mættet hungrig Mage,
Note i orig.utg.: Poëten havde icke brugt saadan Lignelse, hvis den gudommelige Homerus icke havde brugt den samme for at berømme den store Ajax. / Ὡς δ' ὅτ' ονος. &c. Iliad. ii. [Som når et esel etc.] Ey anderledes var at ansee denne Mand;
Thi ingen sikte meer for Liv og Ære kand.
Discordia blev ved dem meer og meer at irre,
Ja Hierner og Forstand saaledes at forvirre,
38At mand tilside sat Respect og Høflighed,
Som hver Mand pligtig er til saadan hellig Sted.
Jeg legger intet til, min Geist kand intet lyve,
Man Skole-Bøger saae om Ørene at flyve.
En af Hesiodo fik Næse, Mund i Blod,
En Kant af Pindaro i andens Pande stod.
En Aristophanes, som trofast var indbunden,
Blev efterslaget paa en halvdød Rector funden.
En Sølvebeslagen tyck Homerus samme Dag,
Som en Achilles var i største Trojæ Slag.
Hvem den i Panden kom, hand Doctor var Magister,
Licentiat, Student, Professor, Polihistor,
Den maatte tumle om. Den kunde med et Stød
Slaa to Pedeller om, og hielpe dem fra Brød.
Den traf med saadan Fart paa en Magisters Pande,
At Magistralske Blood, som Øll af Tudekande
Af lærde Hierne flød, besprengte Gulv og Væg,
Skiønt den i samme Fart og rørte Bispens Skiæg.
Magnificus stod op, og raabte: Hør Pedeller!Vaktmestere
Hør Scepter-ziiret Mænd, jer Penge I kun tæller,
I giør ey andet Gavn, hvi raader I ey Bood
Paa saadant, hindrer ey, at Philolophisk Blood
Udøses! Er det ret at staa med Haand i Lommen,
Mon I paa dette Stæd i Dag er derfor kommen,
I vist betale skal slig Efterladenhed,
I svare skal for alt det Ont i Dag er skeed.
Men her Magnificussig syntes at forhaste,
Hand burde derfor ey paa dem Unaade kaste,
De ere gamle Mænd, hvad kand de rette ud,
De Kaarde ey kand see. De kand ey lugte Krud.
At sige med et Ord. De ere kun Pedeller,
De ere tamme Dyr. De fægter kun med Hæler.
39De kun paa Salen skal som Skilderier staa
Med Scepter udi Haand. De ere og for faa.
Omsider saae man dem at løbe, Flugten tage,
En raabte: væ min Ryg, en anden væ min Hage.
Discordia, som bag ved Opponentes stood,
Sig glædde, da hun saae udøst saa meget Blood.
Af Hiertens Latter hun fast færdig var at briste,
Saa snart hun Avind saae, hun sig til hende liste,
Hun sagde: hør Ma Soeur,Min søster hvad Vind har drevet dig
Til dette hellig Sted at see paa denne Krig,
Da Avind kortelig den heele Sag fortaalte,
Hvi hun der kommen var, hvad saadan Færd forvaalte.
De derpaa begge to fløy over Land og Søe,
Og udi Øyeblick kom paa forsagde Øe.
Der Usamdrægtighed med sine sorte Vinger
Sig gandske sagtelig frem og tilbage svinger.
Paa alting giver agt. Hun merckte, da hun saae
Slagtordningen bereed mod Fienden at staae.
At Skipperen med Ret Commando burde føre,
Hun stilte sig for ham, og sagde: Skipper Børre,
Note i orig.utg.: Poëten haver accommoderet Gudindens Tale, efter dem hun haver at bestille med; thi havde Gudinden været meere høytravend, havde Skipperen maaskee mindre deraf bleven beveget. Det er vel smukt, at man sagtmodig er og tam,
Men ingen ærlig Mand fordrage kand den Skam,
Som dig her overgaar, see til, du hannem driver
Fra saadan Æres Post, hand er dog kun en Skriver,
Vogn op, tag Hierte, Mod, det være vil dit Gavn,
Hvad meere kostbart er end Ære, Rygte, Navn.
40Note i orig.utg.: Om nogen vilde criticere her og sige, Avind kunde have forrettet alt dette selv uden at kalde Discordia til Hielp. Da svares dertil, at hun icke vidste Conjuncturerne i Paarsis Armee. Strax Skipperen blev blaa af avind, harm og vrede,
Hand loed vel som hand sig til Slaget giorde reede,
Men foresatte sig, saa snart hand Tempo saae,
At kaste sit Gevæhr og udaf Slaget gaae.
Jeg icke nægte kand, jo mange slette Domme
At være over sligt, og at der findis somme,
Der haver givet for, at Peder Paars da lood
Ulyckeligen see, at hand kun lit forstoed
Et Folck at føre an, en Hær at commandere,
Og den, som det sig bør, i Orden at rangere;
Men hvilken General vel findis i et Land,
Fra slige Domme som befriet være kand.
Hvad er vel meer gemeent, end Pøblen høre raabe
O! hvilken General: O! hvilken usel Taabe,
O! havde hand sin Sag lit bedre haft i agt,
Hand hafde kundet slaae den heele store Magt.
Saa tale hører mand hver Dag en Skrædder, Skinder,
Een Snidker, Timmermand, en Maler, Børstenbinder.
Eugenius kand selv ey holde noget Slag,
Een Fisker-kierlig jo paa Torvet i den Hag
Tør sige offentlig: hand sig forløbet haver
Det er fast ingen Snack, mig meere Hiertet gnaver.
Hvad angaaer Peder Paars, da har den store Mand
Ey her i sig forseet, saa viit jeg fatte kand.
Een Skipper agtis høyt, saa længe hand paa Vandet
Er med sit Skib: men naar hand kommen er paa Landet
41Da agtis hand kun lidt: Een Skriver derimod
Til Vands en Stømper er, til Lands er meget god.
Den Forskiæl vidste da min Helt Pêr Paars at giøre
Min Tancke derfor er, den gode Skipper Børre
Af Avind kun forført, forlood saa got Parti
Og egne Landsmænd: Sligt er jo Forræderie.
Hans Kock løb ogsaa bort; men havde andre Tanker
Hand bange var for Krig, hand raabte: kapper Anker
At lægge Ære ind, jeg seer her ingen Kands.
Hand glemte udaf Frugt at Slaget var til Lands.
Peer Paars for Slaget stoed, ey aflod at formane
Sit Folck til Tapperhed: Hand sagde: I kand bane
Jer Vey i Dag med Sværd til Ære og et Nafn,
Hvoraf og eders Børn skal have ævigt Gavn.
Courage, rycker frem, os Seyer ey skal feyle,
Hver følge mig og kun i min Person sig speyle.
Peer Skriver talte og til dem paa høyre Fløy,
Vi viide, Landsmænd, at der ingen er saa høy,
Saa mægtig, at hand jo all Kiødsens Vey maa gange
Det bedre er i Kriig at døe, end være Fange.
I usle VornedeLivegne hvad Nytte eller Gavn,
Hvad Fordeel er for Jer, at I paa eders Stafn
Af Sult og Armoed døer, nu kand I med stor Ære
Opoffre eders Liv: I drivis jo som Mærre
Til Arbeyd af jer Fogd, jer Herskab og jer Præst,
Ey nogen Dag er fri, ey Søndag eller Fæst.
Og om I skulde døe i denne Krig og Feyde
Jer Tilstand icke meer jer nogen skal bebreyde
I dog ved Døden kun kand Fængslet blive qvit
Her ingen Rifogd er, jeg taler derfor frit.
42Hvad angaar min Person, da kand mand icke nægte,
At jeg ved Pennen er, har ey behov at fægte,
Endskiønt jeg ey, som I, har Aarsag til at døe
At legge mine Been paa denne ringe Øe;
Dog skal jeg lade see, at jeg er icke bange
Men skal vel giøre mit en Seyer at erlange
Jeg hermed slutter og vil icke tale meer
Jeg raader at I kun paa Byttet icke seer.
Den Tale endtes saa, strax Fienden frembryder
Og trenger ind med Magt, paa dennem slaaer og skyder.
Da Skipper Børre, som sin Tempo toeg i agt,
Til Kocken raabte: løb, vi staar ey mod slig Magt.
Ey sødere Musiqve og Klang hand kunde høre
Jeg gierne (siger hand) dig følger Skipper Børre.
Men en af Røverne strax til sin Øxe toeg
Og dermed Skipperen i Nacken saadan sloeg,
At hand paa Jorden falt, og aldrig meer sig rørte
I slig Ulycke da Forræderie ham størte.
Da Paars saae dette Blod hand vil ey fegte meer
Men raaber overlyt: jeg nu skinbarlig seer
I ere goede Mænd, som Utroeskab ey lider,
Mod slige brave Folck jeg aldrig meere strider.
Af saadan Gierning da hand sig bevæge lood
Og vilde icke meer udgyde Christen Blood.
Men Røverne om Fred ey noget vilde høre,
Med mindre Peder Paars dem vilde strax got-giøre
All Krigs Omkostning: Det som billigt, hand indgick,
En saadan Ende da slig blodig Feigde fick.
Den Fred, som sluttet blev, bestod af faa Artikler.
I Først lover begge, at de aldrig sig indvikler
43Meer udi Krig imod hinanden, men en Fred,
Som ævig vare skal, de indgaar. Hvad Fortred
I denne Krig er skeet, skal ey omtales meere.
2 Man lader gandske frit de Fremmede marchere.
Man lader dennem gaa, hvor hen de vil i Roe
3 Med Skiorte, Strymper ja med Underbuxer, Skoe.
4 Til Krigs Omkostning skal betales Kioele, Trøye
Samt heele bierget Gods, man dermed lâr sig nøye
Hvad angaar Kaaber-Mynt og anden grov Metal,
Det dem ey tages fra, de sligt beholde skal.
Saa sluttet blev den Fred, Per Paars til største Ære.
Gid andre vilde kun af hans Exempel lære,
At intet skattes bør imod et ærligt Navn,
Hand kunde af slig Krig vel have haft stor Gavn,
Og vel beriiget sig, men agted' sligt kun føye,
Af Generosité hand lod sit Hierte bøye
Til en oprigtig Fred: Saa endtes denne Krig,
Hvorudi Peder Paars blev meere stor end rig.
Strax Freden sluttet var, hand Ordre gav at stefne
Hans Kock, som over sligt fast færdig var at refne
Af Frygt. Man for hans skyld formerede en Ræt,
Paa Marken, som man stoed. Det er mig ikke læt.
Min Pen er alt for sløv, her kraftig at beskrive,
(Med mindre Musæ mig vil meere gunstig blive)
Et Syn saa angenehm, see Dommere at staa
Note i orig.utg.: Her giør Poëten af Fornødenhed en Dyd, saasom de vare udplyndrede indtil Skiorten. Paa slette aaben Mark, med bare Skiorter paa.
44Oprigtigheden selv man plejer forestille
I saadan yndig Dragt: Gid hver en Dommer ville
Kun følgerettet fra: følg voresrettet fra: ores Helt, i hannem speile sig.
I simpel Ærlighed kun være hannem liig.
Peer Skriver raabte først: Man maa interloqvere
Formaliter gaa frem og nøye judicere,
Hvad Ret der gielde bør i den indstevnte Sag,
Jeg meener: Om det er Hr. Presidents Behag.
Vor Søe-Ret her har Stæd, det hindrer jo vel icke,
At man er nu til Lands: I maa det helst beskicke
Som I det finder got. Men sligt vor President
Saa lidet anstod, at hand raabte: hillement!Uttrykk for overraskelse
Jeg er jo Høvitsmand, I ere jo Soldater,
Vi ere jo paa Land, slig Forslag jeg ey fatter,
En Krigs-Ræt over ham med Billighed bør gaa,
Det nu hans Forum er, nu maa hand derfor staa.
Helst giver jeg enhver Forlov frit at votere.
Jeg vilde at her var tre Assessores fleere.
Af Røverne man strax tre gode Mænd da tog,
Som udaf Høflighed sig derfra ey undslog.
Men til en nye Disput Per Ruus Anledning giver.
Hand meener, at, endskiønt hand ikkun er en Skriver,
Hand dog et Votum har i denne store Ræt,
Det Presidenten ham tilstæde vilde læt.
Men med de Vilkaar at hand icke sidde maatte
Ved Protocollen; dog som der kun vare otte
Raadsherrer, som hand saae til saadan Sag beqvem,
Fick Ruus sin Villie frem, af Raadet blev et Lem.
Da man til Sagen kom, de fleeste Stemmer holdte
Med Presidenten; Thi da Skriveren dem tolte,
Befandtis der kun een, som for een Søe-Ræt stoed
Som strax sin Meening dog af Høflighed forloed.
45Da det til Ende var, man Kocken strax loed hente,
Til hannem Peder Paars vor President sig vente,
Og sagde overlyt: Nils Hanssen fordum Kock,
Man her besluttet har dit Hoved paa en Block
At hugge af, dog maae du dig først friit forsvare,
Vi ingen nægte sligt, som er i saadan fare,
Siig til din Forsvar kun, hvad du optæncke kand,
Vi uden Forsvar ey henrætte nogen Mand.
Velædle President, samt naadige Raads-Herrer!
Hand sagde med et Suck: det kun min Sag forverrer
At jeg en Tale føer, man veed jeg icke er
En Procurator og en Tingstud; men disver
En fattig usel Kock, som Niels Johansen heeder,
Der Loven ey forstaar, jeg derfor eder beeder,
I spare vil min Hals, jeg haver ickun een.
Det er mig ingen Lyst at hvile mine Been
Paa denne Fandens Øe blant disse Røver Hunde.
Holt, raabte Peder Paars: Vi taale ingenlunde,
At du slig Skiældsord her vil bruge, tal din Sag
Med bedre Fynd, de veedst, at Fred er giort i Dag
Med disse gode Mænd, som Rætten nu beklæde,
Man heller kand med Bøn sit liv fra Døden rædde.
Man ofte haver hørt ved Skiendsord og ved Kiv
At og uskyldigt Folck sig haver bragt om Lif.
Hans Øyne over sligt begyndte strax at rinde
Hand sagde: President? hvis Naade var at vinde
Ved Graad, jeg vilde da her græde som et Barn
Men det mig hjelper ey, jeg veed at det er Skarn
Thi mine Avindsmænd i Raadet ere mange,
For Sagen i sig selv jeg er ey meget bange,
Jeg min uskyldighed med Eed bevidne kand,
Der ey udfordris meer af nogen ærlig Mand.
46Jeg tilstaaer gierne at jeg flydde ud af Slaget,
Jeg tænkte ey, at sligt jer skulde saa mishaget:
Jeg meen een Christens Pligt er at forvare sig
Saa viit, som mueligt er i Fred langt meer i Krig.
Den død er (siger man) ey nogen meere biider,
Det har jeg stædse hørt fra mine Ungdoms Tiider:
Hvis jeg mod Fienden omkommen var i Dag,
Jeg havde icke tient i noget andet Slag.
Min Tanke ogsaa var: Hvor vil de nogensinde
Een slig erfaren Kock, som Niels Johansen finde:
En saadan Kock, som jeg, den voxer ey paa Træ,
Det sagde hand med Graad, og falt paa sine Knæ.
Det er forunderligt hvad en pathetisk Tale
Udrette kand. Endeel var færdig at omsale,
Bevæget allermest af det hand sagde sidst:
Hvo lave skal Jer Mad, naar I mig haver mist.
Da opstoed Peder Paars, begyndte at formane
Eenhver at giøre ræt, som altid var hans Vane,
Hand sagde: Denne Sag er intet Børne-Spil,
Den angaar Ære, Lif, see derfor flittig til.
I gode Raadmænd! at I ey i Dag forblindes,
Ey Gunst, ey Avind, Had maae hos en Dommer findes
See til eenhver hand det, som ræt og billigt, giør,
Og det en Embedsmand og ærlig Dommer bør.
Saa tog man for den Sag ret at examinere,
Og efter Orden fra den sidste at votere.
Tre Stemmer dømte, at hand skulde være fri,
Sex, at hand skulde døe for sit Forræderie.
Jeg veed at Acterne i Callundborg nok findes,
I Stads Archivet jeg dem saae, om jeg ret mindes,
47For Rætten anden gang da Niels Johansen kom,
For ham vor Præsident oplæser saadan Dom:
Som Niels Johansen Kock for Rætten har bekiendet,
At hand, før Slaget stoed, paa Flugten sig har vendet,
Saa har vi Præsident og Raadmænd samme Kock
Fra Livet dømt, og skal hans Hovet paa en Block
Afhugges med et Sverd, vil nogen siden meere
Paa Sagen tale, og til Fogden appellere,
Det er en Ting som skal for alle aaben staa,
Med Execution man ey forhale maa.
Man derpaa Synderen til Rætterstæden førte,
Hans gandske Indvold da af Angst sig i ham rørte,
Hand tvang sig dog med Magt at sige disse Ord:
O! er der ingen Præst paa denne Verdens Jord,
Der mig her trøste kand, der for min Siæl kand bede;
Strax Peder Paars befoel man skulle een udleede
Som Bog-lærd var, og som ham trøste kunde best.
Men ingen af hans Folk her vilde være Præst.
Omsider gaf sig an en half studeret Røver,
Hand sagde: Synder hør, du dig ey meer bedrøver
Jeg for vor Præst Hr. Niels har præcket meget tidt,
Det falder mig heel læt, jeg agter det kun lidt.
Jeg veed ey bedre Text, som jeg her kand forklare
For dig i denne Stand, i denne stoere Fare
End den, jeg præckede for ham forgangen Høst,
Enhver i Kirken var, sig deraf fandt stor Trøst.
Jeg Textens Ord har glemt, dog det vil intet sige,
Det kand jeg sværge, at den haver ey sin Lige.
48Note i orig.utg.: Deres Character saa dræber Folk med vidtløftige Parentheser. Den taler, som Nestor holder til Patroclum, er næsten paa samme Maade; Thi, da hand vil opmuntre Achilles at lade sin Vrede fare, og siger derhos en passant, at hand selv nu icke haver den Styrcke som i gamle Dage, da hand førdte Krig med de Elidenser, begynder hand at fortælle saa store Particulariteter om samme Krig, hvor mange Øxen og Svin de toge fra hinanden. / Πεντήκοντα βοῶν ἀγέλας τόσα πώεα ὀιῶν &c. Iliad. II. [Femti kvegflokker og like mange saueflokker.] Vor Avindsyge Degn har stedse fra den Tid
Seet surt paa mig, men om hand mild er eller blid,
Det skiøtter jeg ey stort, jeg kand mit Pund ey grave
I Jorden for hans skyld, jeg maa det saadan lave,
At jeg blir kient af Folk. Jeg altid er saa god,
Som Degnen, det jeg tør ham sige om hand stod,
Selv med i denne Kreds, mon hand vel torde siige
Jeg bør, for hand er Degn, et Fodsbred for ham vige.
Hvad bilder hand sig ind den drukken Bolt, det Fæ,
En ærlig Mand som jeg — Ach væ mit eene Knæ.
Den Indgang er forlang, begynte Niels at skraale,
At sidde lenger saa hand kunde icke taale,
Da Peder Paars befoel, hand skulde giøre kort,
Thi Dagen stacket var, man maatte reise bort.
Strax Røveren brød af, og sagde: Nu vi ville
Til Slutning med et Ord dig kun for Øyne stille
Dit Livis Korthed, og at du skal engang døe,
Det bedre for dig er paa Landet end paa Søe
At hvile dine Been, her kand du Gravsted have
For dig og dine Børn, Per Paars kand det saa lave.
49Du est bedrøvet, at du maa ey leve meer,
Men naar du tæncken kun lit efter, at det skeer
Dig selv til Nytte da, du maa dig heller fryde,
Nu blir du anden Kock, nu udi anden Gryde
Du kaage skal, du har at vente saadan Løn,
Vær kun frimodig og giør en andægtig Bøn.
Da Kocken sagde: Ach! hvi lod jeg mig forføre.
Til denne store Synd: skam faa du Skipper Børre.
ProfossenSkarpretter paa de Ord, da hand slig Andagt saae,
Hand tænckte, nu er Tid hans Hovet fra ham slaa.
Men som hand icke vant var Fanger at aflive,
Saa lod hand Sverdet smukt i skeeden staa og blive,
Og hug saa dermed til, Niels falt paa Jorden ned,
Som død, men gandske heel, Profossen blev beleed
I sær af Øens Folck, som saadan Handverck vidste
Paa Fingre, ja enhver fast færdig var at briste
Af latter. Da Per Paars strax raabte: Hand sin Ret
Udstaaed har; men det var dennem icke læt
Med Ord og Trusler at faa Kokken af de Tancker,
Note i orig.utg.: Andre sandfærdige Exempler findes derpaa i Bidermanni Utopia. Hand jo var død. I Mænd, mig intet meere ancker.
Hand sagde: end at I vil giøre mig Fortred
End i det andet Liv. I er min Øyrighed
Ey meere. Jeg jer Dom at hevne nu skal søge.
I Præsidentens Huus skal alle Nætter spøge,
Om jeg en ærlig Mand, et ærlig Spøges' er.
Af Dommerne jeg smuckt betale skal enhver.
50Man brugte da all Flid, mand sparte ingen Møye
At bringe ham derfra. Hand agtet sligt kun føye.
Jeg veed jo, sagde hand: at mig en Krigs-ret har
Fordømt, skiønt jeg er død, er jeg dog ingen Nar.
Jeg har det icke glemt, det var ey udi Laaret,
Jeg Hugget fick, men her, jeg føler endnu Saaret,
Jeg kommer alt ihu, som det var skeet i Nat.
Per Paar var Præsident, Per Skriver saae jeg sat.
Ved Protocollen mand ham Auditeur de kalte,
Tre Røvere jeg veed, Da Dommers Amt forvalte,
En halv lærd Røver mig en slig Liig-præken holt,
Som staar nok i min Hals, som giorde Blodet kaalt.
I bilder mig ey ind, at jeg nok er i Live,
En Krigs-ræt har mig dømt, en Krigshær kan mig give
Alleene Liv igien, hvis samme Ret ey vil
Sligt giøre vil jeg tro, jeg aldrig meer er til.
Peer Ruus som Kockens Ord da agtede heel nøye,
Hand sagde: Præsident, skal vi ham deri føye
Skal vi ham Liv igien tildømme ved en Ret,
Mig synes, at man kand ham deri føye let.
Den kloge Peder Paars, som alting overlagde,
Med stor Betænksomhed til Skriveren da sagde:
Den Sag er underlig, jeg ey begribe kand,
Hvor Retten Liv igien kand dømme i en Mand.
Vist sagde Peder Ruus, den Ret som kand aflive,
Kand eene om den vil ens Siæl tilbage give.
Exempel gratia, den samme gode Ven,
Som tog min Vest, hand kand jo give den igien.
Sandt nok, hand svarede, men blef saa hovet-svimlet
Af saadant Argument, at hand nær hande trimlet,
51Dog sagde hand: Jeg maa betænke mig end lit
Paa saadan vigtig Sag, man pønser ey for tit.
Empli gratia, den mig en Vest fratager,
Kand give den igien, om det ham saa behager,
Det finder jeg er sandt, ja gandske reent og plat.
Den Syllogismus kand og giøres om min Hat.
Det synes være ret, er ickun dog en Fynte.Spøk
Med Syllogismer troer jeg Fanden først begynte.
Jeg var i Kiøbenhavn forgangen paa en Sael,
Som kaldes Studi-Gaard, jeg var nær bleven gael,
Af meget selsom Snak og Tale jeg der hørte,
Det syntes være got: Den Ven som mig der førte,
Note i orig.utg.: Af disse Peder Paarses Ord kand sees, at Magistri vare rarere paa de Tider, end nu omstunder, da Landet vrimler deraf, og stykket kommer kun paa nogle faa Daler, ellers vidste gemeene Folk ikke at kalde dem uden Mestere. Hvis Navn Magister var, mig sagde deraflit
Paa Dansk, hvoraf jeg saae, man giorde sort til hvit.
Slig Snak mig syntes da hand kaldte Syncretismus,
Men jeg har siden lært, det heder Syllogismus,
Vil og min Secreter med sligt mig giøre blind.
Exempli gratia vist Fanden gav ham ind.
Exempli gratia er snack og falsk til Prikke,
Skiønt hvori det bestaar jeg strax begriber ikke.
Man ey curere maa med Krigsret men med stock,
En Mand der Galskab slig lâr see som denne Kock.
Saa vidste da min Helt sig her i at besinde,
Fast ingen Ting hvor mørk, var megtig at forblinde
Den Høy-oplyste Paars, man een Professor kand
Med Syllogismer slaa langt meer en anden Mand
52Der ey studeret har.  Saa undgik denne Strikke
Min helt, i alle Ting, han vidste sig at skikke,
Hvis sligt ey hindret var af hannem denne gang,
Det ey en liden Plet i min Heroisk Sang
Mig hafde giort. Det mig er ingen ringe Glæde,
At denne Sag saa gik f thi jeg kand icke qvæde
En Ting paa anden Viis end den tildraget er,
Jeg er i slige Ting og andet noget sær.

(4) Sang

At jeg ved denne Sag mig holdet har saa længe,
Min Musa spillet har saa meget paa een Strenge,
Er for at lade see min Helt var ey i Daad
Alleene Hector, men Ulysses udi Raad.
Thi naar det ankom paa i Ret at præsidere,
At føre Skib til Vands, til Lands at commendere,
Saa var hand lige stor, saa var hand lige god,
Det intet var, hand jo vel vidste og forstod
Et Seculum kand fast ey bringe meer til Veye,
End een fuldkommen Mand: de som at læse pleye
Historier, det veed: Der ofte findis kand
Nu een behiertet, nu en klog, nu dydig Mand.
Men udi een Person at finde alle Dyder,
Det er jo ganske rart, hver haver sine Lyder:
Hvad angaar Peder Paars, da skulle man ey troe,
Hand saa fuldkommen var, hvis vi i Staden boe,
Hvor hand er fød, ey sligt med Skrifter vidne kunde,
Saa man ey Aarsag har at tvile nogenlunde
Om Sagens Rigtighed: Jeg seet har hans Journal
Som paa Raadhuuset end forvares paa en Sal.
53Hans Skriver, Peder Ruus har fast altsammen skreven,
En deel af Peder Paars med egen Haand er bleven
Forandret. Om jeg her maa criticere lit,
Om vore lærde Mænd og tale noget frit,
Da de synis over dem man Aarsag her at klage,
De tage sig iblant for-mange gode Dage
Thi skrive store Mænds Bedrifter ingen vil,
Mand skulle tvile om Per Paars har været til
Hvis jeg af Nidkierhed for denne Heltis Ære,
Af hvis Exempel mand saa meget got kan lære,
Ey havde omsaarg haft at bringe for en Dag,
Hans mange Eventyr, og saadan vigtig Sag.
Jeg videre nu maa med Peder Paars fremfare,
Da saadant var fuldendt, hand med sin heele Skare
I bare Skiorter gik omkring den gandske Nat
Hen op i Landet, til hand endelig fik fat
Langt over Midnats Tiid paa nogle tørre Greene,
Hvori mand tændte Ild ved tvende Flinte-steene,
Det var en liden Trøst for dem i deres Nød;
Thi ellers var af Kuld hver anden af dem død.
Jeg seer af hans Journal, at da sig har tildraget
Et selsomt Eventyr, som Paars har meest behaget
Af alt det ham var hendt, der var fast ingen Dag
Hand jo forlysted sig at tale om den Sag.
Man hørte næste Dag det heele Land at frygte,
Om Spøgelse der gik et meget farligt Rygte.
Note i orig.utg.: Saasom de vare udplyndrede indtil Skiorten. En Mand, der dette Folck i hvide Skiorter saae,
Og dem ved Natte-Tiid igiennem Landet gaae.
Giengangere at see enfoldigen da troede
Forskreckte alle dem, som paa den Side boede,
54Ja Fogden selv, som helst var gandske uforsagt,
Af Hiertens Angist sig paa Sengen havde lagt.
Note i orig.utg.: Efter at Rygtet i Landet var kommet om Spøgelse udi hvide Skiorter. Per Degn blev syg da hand i Særcken saae sin Pige,
Holt det et Spøgels var, som vilde sig indsnige
Da i hans Residentz, mand haver mig fortaalt,
Saa snart hand siden saae en skiorte, strax blev kaalt
Hans heele Blod, mand fast hos ham ey kunde virke
Med Trusler fra den Tiid at faae ham udi Kircke,
Hand kunde ey Hr. Niels i Messehagel see.
For saadant burde man en oplyst Mand belee.
Men hvo der haver seet og hørt, hvad Frygt kand giøre
Og veed hvad liden Skrek tit pleyer med sig føre,
Undskylder Degnen let, hand ellers var en Mand
Saa dristig, u-forsagt, som nogen i hans Land.
Hr. Niels fast eene var, som ey var bange bleven,
Der i hans Bøger og om Spøgelse var skreven;
Dog holt hand raadelig at legge for sin Port
Een hoben Staal; thi saa kand Fanden icke stort
Udrette, sær naar mand tillige med vil røge
Med Lyse Tang hver Nat, saa giorde mand i Kiøge,
Da der et Huuskaars var. Men bønderne som meest
For Spøgels bange er, for saadan Natte-Giest
Sig bildte straxen ind, at hvad de saae det spøgte,
Een krysde sig for Bryst, en anden Huuset røgte.
Een sagde: at hver Nat hand blaae Lys brænde saae,
Een anden Spøgelse paa Loftet hørde gaae.
Der var fast ingen Dag, jo nogen kom til Præsten
Og sagde, hvad de saae, een havde hørt Hælhæsten,
55Een anden Nissen seet, een Underjordsker hørt,
Een som af Loppe-Bid var lit paa Laaret rørt,
Note i orig.utg.: Merkelige Exempler paa saadanne Indbildninger findes ud i den bekiendte Tiistedske Sag; Thi efterat Skræk først engang var kommen udi Byen, syntes alle Folk siden at see Spøgelse. For Dødning Knæp det tog, Een Marren sig at ride
Bevidnede med Eed de alle vilde viide
Af Præsten, hvad det var, hvorledis kand mand staae
Mod sligt, og af sit huus Giengangere kand faae,
Dem underviiste hand med slige Ord og Tale;
Nu kommer I til mig, nu skal jeg jer husvale.
Saa tit er betrengt, saa elsker i jer Præst,
I gaaer i Kircken da, hver Dag for jer er Fæst.
Naar Faren er forbi, da slaa I med jer Nacke,
I agter Ham ey meer, han faar kun Skam til Tacke,
Nu maae I gode Mænd vel sande mine Ord,
Nu kommer det igien, jeg sagde jer i Fior:
At Eder forestoed en stor Fortred og Fare:
Thi Gaver mod Jer Præst nu ere meget rare,
Sin Siæle-Sorger nu fast ingen elsker meer,
Fast ingen Kierlighed mand meere mod ham teer.
Jeg veed i gammel Tiid, min Formand Hr. Christoffer
Af een boesidend Mand ey mindre fick til offer
End tre til fire Marck, nu mand sex Skilling gir,
Skinbarligen mand seer, at alting verre blir
Hvor vil dend i sit Huus sig vente nogen Lycke,
Som for Begravelse kun gir et to-Marks Stycke,
Som for saa vigtig Sag saa lidet give vil,
Med Helligdom eenhver nu bruger ickun Spil.
56Saa kommer derfor tiit paa Landet store Plager,
Nu et, nu andet ont mand hører alle Dager,
At I af Spøgelser nu plages maa hver Nat,
Ey anden Aarsag er, det tør jeg sige plat.
Mand skulle tænke, at den tale jeg her fører
For Eder, ickun sig af egen Nytte rører,
Ney. Jeg vil kun eenhver, hand høy er eller lav
Skal give mig min Ræt, paa det jeg i min Grav
Ey bandes skal af dem, som mig i Kaldet følger.
At det min Tanke er jeg icke for Jer dølger,
Med slige Ord Hr. Niels opmuntrede enhver
Til Gudsfrygt, Nidkierhed, men riige Folk i sær.
Per Paarses eget Folk ey mindre bange vare,
Særdeelis Peder Ruus, der ansaae saadan Fare,
Som fast den største de paa dette Land og Øe
Var truet med. Nu maa vi allesammen døe
Uhefnet, sagde hand, jeg slaast ey med Gienganger,
Sverd bider ey paa dem, man dem med List ey fanger.
Note i orig.utg.: Det er bekiendt, at, naar man skyder paa et spøgelse, da kommer Kuglen tilbage. Niels Corporal i Fior paa een Gienganger skiød;
Men kuglen kom igien og gav ham selv et Stød,
At hand til Jorden falt, og kunde sig ey røre,
Hand aldrig understaar sig meere sligt at giøre.
Det er en Fandens Øe, som vi er strandet paa,
Hver Time vi oss seer ny Fare forestaa.
Alleene Peder Paars sig icke lod bevæge,
Hand sagde: Det er læt Giengangere at spæge,
Man all slags Spøgelse, hvad Navn det have maa
Med Røg af Lyse-Tang af Huuse læt kand faae.
57Med Hørfrø hindrer mand, at det sig ey tør vove
At komme i et Huus, saa man kand sicker sove
Naar mand en haandfuld kun af samme kraftig Frø
Frem for Dørtærskelen om Aftenen vil strøe.
Vil mand for Sickerhed lit Rugkorn deri mænge,
Saa tør jeg love for, mig derpaa lade hænge,
At ingen Diævel skal sig driste at gaa ind;
Men tabe Modet strax, og holde sig i Skind.
Mod Mare-ridt et Raad vor Substitut mig lærdte.
Det er, mand sætter Skoe for Sengen kun forkeerdte
Note i orig.utg.: Verset begynder saaledes: Marre marre Minde / Est du her inde, /Saa skalt du her ud. Hvis det ey hielpe kand, da siunger mand et Vers,
Som jeg forgangen saae hos Anne Mester Pêrs.
Med Underjordske Folck og Nisser maa mand holde
Oprigtig Venskab: thi det ellers kand forvolde
I Huuset meget ont. De ingen giør imod
Saa længe som de seer, mod dennem Folck er god.
Af dette sees kand hvad frygt tit foraarsager,
Hvor meget sønderlig inbildninger os plager,
Hvad en sig bilder ind, det hver Mand siden seer,
Ja ey alleene det, men tusind Sager meer.
Der findis gandske faae, der jo sig lar forblinde
Af saadan Phantasie. Jeg kand mig her besinde,
Da een for nogle Aar eet Skib i Maanen saae,
Strax mange andre Folck, som stirrede derpaa,
Blev ey alleene var det samme, men og kunde
Opregne Tackel, Tov, Matroser og Skibs-hunde,
58Som de paa samme Skib heelt klart da kunde see,
Man derfor dette Folck ey eene maa belee.
Det er mig icke læt den Blusel at afmale,
Som derpaa fuldte strax. Hr. Niels ey kunde tale
Tre Dage udaf Harm. Mand Degnen meest beloe,
Som torde ey af Frygt paa Øen meere boe.
Per Paars blev af sit Folk derover meget æret;
Thi hand af alle Mand den eene havde været
Der af saa stor Tumult sig ey forskræcke loed;
Men trøstede sig selv, og gav de andre Mod.
Hand derfor tænkte nu sin Reyse at fortsætte;
Men mod Formodning kom med Fogden i en Trætte.
Sig mig, ô Musa, hvad til saadant Aarsag var,
Hvad Fogden mod min Helt saa stærk ophidsed har.
Da Avind saae Per Paars af Modgang stor at blive,
Hun færdig var af Harm sig selv at sønderrive,
Hun derfor stilte i hast for Fogden ind,
Og sagde disse ord: Hør Foged est du blind,
Hvad slig Forstokkenhed hos dig kand foraarsage,
Kand du din Myndighed dig lade saa betage,
Af Øvrighed jeg seer du haver ickun Navn,
En usel fremmed Mand Per Paars har deraf gafn.
Hvem anden Magistrat sligt skulle ey bevæge
En saadan Overmod og Dristighed at spæge.
Man reyse maae fra Bye til Bye fra Land til Land,
Man een ey finde skal, der sligt fordøye kand.
Vogn op o Woldemar tag til dig Mod og Hierte,
Hvis Uræt og Foragt, ja Skam dig ey kand smerte,
Da for din Sickerhed, din Myndighed du maa
Hanthæfve, om du vil fremdeelis dig begaa.
Du inden stacket Tiid skal see Per Paars regiere
Dit Land, og da skal du men alt forsilde lære,
59Du selv ved Sickerhed har givet ham den Kniv,
Hvormed hand myrde kand og bringe dig om Liv.
Paars allereede kand sig deraf her berømme,
At hand tør aabenbar een Mand fra Lifvet dømme,
Hand derved haver giort af alle sig bekiendt,
Hand kaldis nu ej meer Per Paars, men Præsident.
Vogn op, ô Woldemar, det er ey Tiid at sofve,
Du maa med denne Paars et blodigt Øyne vofve
Hvis du det icke giør, jeg da læt forud seer,
At du maa rømme Land, ey blive Foged meer.
Gudinden med slig Fynd sin Tale da fremførte,
Vor Fogd, som halvdød laae, og sig ey længe rørte;
Thi Frygt, Hefngierighed, Forskræckelse og Skam
Ham giorde døv og dum, blind, følesløs og lam.
Omsider vogned hand fast saasom af en Dvale;
Men dog en gandske Stund slet intet kunde tale,
Nu blev hand bleeg, nu rød, nu guul igien, nu blaae,
Hvorledis Hiertet var, man paa hans Ansigt saae.
Omsider brød det ud; man saae af munden flyde
Det hviide heede Skum, ret ligesom en Gryde,
Der af een Riis qviist Ild, som bliver underlagt,
Ophidses lættelig, saa Vandet kand den Magt
Ey længe staa imod; det skummis og maa rinde
Af alle Bredder. Saa vor Foged denne sinde
Ophidset blev, hand fandt fra Hovedet til Foed
Sit Legem udi Brand, saa kaagede hans Blod.
Af Raseri man saa ham om i Stuen løbe,
Note i orig.utg.: – magno veluti cum flamma sonore / Virgea suggeritur costis undantis aheni, / Exultantq; æstu latices: furit intus aqvæ vis / Fumidus atq; altè spumis exuberat amnis, / Nec iam se capit unda volat vapor ater ad auras. / Virg. Æneid. 7. [Som når en brennende kvist med stor støyen legges under siden på en sydende kjele, væskene spruter av hete, på innsiden raser vannets kraft, rykende og med skum stiger vannet høyt, bølgen kan ikke holde seg igjen, og røyken stiger mørk i luften.] / Ceu qvondam torto volitans sub verbere turbo. [Slik en snurrebass noen ganger hastende under en hvirvlende pisk …] / Virg. ibid. Ey anderledes end een Top, som med en Svøbe
60Omdrives udaf Børn, der med forundring seer
Den løbe saadan om, faar Lyst at leege meer.
Saa stærck som tyve Mand man hørde hannem raabe
At slaa sig for sit Brøst, at kalde sig en Taabe,
Det Ukruud, sagde hand, oprykkis maae med Roed
Per Degn ved Dørren da til ald Ulycke stoed.
Saa snart hand Fogden saae i Skiorten om at springe,
Som en affsindig Mand, saa tit paa Klocken ringe,
Hand strax sig bildte ind, hand en Gienganger saae,
Af Frygt hand kunde ey paa sine Fødder staae;
Men falt og raabte høyt: ach naadige Gienganger!
Hvad nytter Jer at I een usel Klocker fanger,
Og dræber saadan Mand, der aldrig noget giør
Eet ærligt Spøgels kand mishage. Præsten tør
Hver Søndag og hver Fæst paa Præckestoelen sige,
At hand forstyrre kand med Ord jer heele Riige,
Ham lader I i roe, ham intet saadant skeer,
Skiønt hand Jer trodser tit, skiønt hand Jer Magt beleer.
Jeg kommer her i Dag kun for at lære spille,
Og underviise lidt vor Fogeds Daatter Nille,
Hvis jeg ey maae, saa gir jeg Fogden en god Dag,
Jeg mister ey jer Gunst for sliig en ringe Sag.
Hvor vreed end Fogden var, saa maatte hand dog grine
Da hand paa Degnen saae, med hvilken ynksom mine
61Hand laae paa sine Knæ, hand bød ham reyse sig,
Og sagde, intet ont skal vederfares dig.
Da Degnen skamfuld blev, og saae hand var bedraget,
At af Indbildinger slig Frygt var ham indjaget,
Det er jo vores Fogd, mon jeg er bleven blind,
Hand sagde: gick saa i et andet Kammer ind.
Strax derpaa Woldemar sit Folck lod sammenkomme,
At spørge dem til Raads, og høre deres Domme.
Hand sagde dennem hvad ham havde giort den Mand
Der med en Haaben Folk var kommen paa hans Land.
Nu vil jeg, sagde hand, Jer Raad og Meening høre,
Paa hvilken Maade best vi Kriig med dem kand føre,
Hans Fuldmagt Christen Storck ham raadde da fra Kriig,
Hand sagde: har I hørt mand deraf bliver riig.
Hvad kand det nytte os, at vi med Krig os plage
Forspilde saa vor Roe, og vore gode Dage,
Tænk kuns Her Foged tænk, hvad eder møde vil,
Om I begynder Krig, det er jo ingen Spil.
Betragt hvad Herlighed I udi Freds-Tiid nyder,
Jer Gryde kaager da hver Øyeblick og syder,
Jer intet fattes, ja, Jer Seng er altiid reedt,
Jer Bord om I saa vil kand altiid være breedt,
Jeg ligne kand med Jer ey Konge eller Keyser,
Saa snart om Morgenen I jer af Sengen reyser,
Jer Kone spørger jer, hvor lever du min Soel?
Hun gir jer Brændeviin for Sengen paa en Stoel.
Hun, mens I sover, nock er alleerede oppe,
Jer Mad at lave til, Jer Tobaks-Pibe stoppe,
Saa snart I smøget har Jer Pibe, I da faar
Jer reven Ølle-Brød, og derpaa nok en Taar.
Paa Eders løybenk da I nok en Time sover,
Jer ingen vekke tør, Jer Kone derfor lover,
62Hver Mand i Huuset da paa Hose-Socker gaar,
At nyse, snyde sig, jo ingen understaar.
I sover indtil I Tallerkner hører klinge,
Indtil I høre kand Mad Klocken for Jer ringe,
Da reyser I jer op og strecker Jere Been,
At sætte Mad paa Bord Jer Kone er ey seen.
Hun seer I hungrig es hun beder Eders Sønner,
At de for Maaltiid ey vil læse lange Bønner.
Om I at røre Arm og Haand er alt forlad,
Hun med sin egen Haand i Munden gir Jer Mad.
Naar I jer Middags Søvn har sovet, kand I spille
En Lanter,Kortspill om I vil, med Eders Daatter Nille,
Naar I er deraf kied, I Grete har paa Skiød,
Jer Kone midlertiid tillaver Eders Grød.
Saa gaar det til i Fred, mand slige gyldne Tiider
Ey let forspilde maae, hør hvad i Kriig mand liider:
Mand bryder eders Søvn, Jer Dør mand banker paa,
Før Solen reyser sig I seer for Dørren staae
En hoben vreede Folk som raaber alle: Penge!
Hver Morgen spiller man for jer paa samme Strænge;
Skiønt I dem bliver qvit, kand I ey sove meer,
En frygtsom Adiutant I strax for Sengen seer,
Som ofte visker Jer en Dievel udi Øre,
I springer af jer Seng. Hvad er herved at giøre,
I raaber Adjutant! skal det dog være sandt,
At Finden Seyer fick og Slaget mod os vandt.
Da faar man icke Tiid Jer Froekost at tillave,
I maae til Feltz, og gaae en miil med hungrig Mave,
Ja faste derpaa maa dend gandske lange Dag,
Af Harm I ønsker da at dræbis udi Slag.
63Jeg vil ey tale om, hvad andet ont mand lider,
Hvor tit og ofte man i suure Æbler bider,
Nu mister man en Arm, nu Foed, nu faar man saar
I Hoved, Hals og Ryg, i Side og i Laar.
Heel nær af disse Ord var Fogden bange bleven,
Hvis Avind idelig ham icke havde dreven,
Til at begynde Krig. Saa Stork fik liden Tak
For sin Veltalenhed og denne lange Snak.

(5) Sang

Nu blev raadslaget om en General at tage,
Man foreslog Jens Blok, man viiste ey hans mage,
Mand Doctor kaldte ham, skiønt hand kun var Balbeer.
Hand dræbte tolvte deel af Øens Folk, ja meer
Med Pillere hvert Aar. En Doctor ingenlunde
Hand deri eftergav, skiønt hand Latiin ey kunde,
Hand syntis best beqvem, at føre an en Hær,
Som hand var modig, sterk, og vant var til i sær.
At skille Folk ved Liv, ved Draaber og ved Piller;
Thi skiønt mand vidste vel hand havde egne Griller,
Som Læger gierne har, saa holt man ingen dog
Beqvemmere end hand til saadan vigtig Tog.
Hvor vel besluttet blev, ham saadan Post at byde,
Saa fant man dog for got, hand altiid skulle lyde
De Raad, som Christen Stork ham udi Felten gav
Thi hand saa vittig var, som Block var kiæk og brav.
Strax saadant kundbar blev, mand hørte Raisonere
Blant den gemeene Mand, skal hand nu commandere,
64Skal hand os føre an, hand saadant ey forstaar,
Hand aldrig var i Krig, hand aldrig fick et Saar.
Den gode Christen Storck, som hannem Raad skal give
Ey bedre er end hand, hvad vil der med oss blive;
Om Fogden den Tid sig i dette Val forsaae,
Det vil jeg ved sit Værd for alle lade staae.
Jeg er hans Dommer ey, det veed jeg og kand sige,
At man en Øvrighed i Kaartet ey maa kige.
Men hvad er meer gemeent, end høre fast hver Dag
Sliig Snak; den dømmer ey om saadan vigtig sag,
Der intet selv forstaar. Enhver vil Statsmand være,
Hver Bonde, Handverksmand en General kand lære
Man tit og ofte har med stor Forundring hørt,
At Bønder saadan Snak om Staten haver ført.
Der er fast intet Skrid en General kand giøre
En Handverksmand jo veed det bedre at udføre,
Fast ingen Ting er til, hvoraf man mindre veed,
En slige Sager; thi vi seer een Ting er skeed.
Men af hvad Aarsag vi ey fatter nogenlunde,
De ere skiulte Ting, som vi ey kand udgrunde,
Hos Pøblen derfor mand kand kalde Raseri,
At ville dømme om Regiering, Politi.
En Handverks-Mand sig ey med lærde Ting bemenger,
Tilstaar hand inted veed, hand derudi sig hænger,
Naar hand bør tale sligt, hand planter strax gevehr,
Og siger: Jeg ey Præst, men ikkun Borger er.
Om Stat og Politi hver derimod kand tale,
En Svinehyrde selv den kunstig kand afmale,
Hver Ting til Pricke veed, kand siige paa et Haar,
Hvor i dens Svaghed, Feil, samt Styrke, Magt
65Een Fisker-kierling veed en Stat vel at indrætte,
Kand, naar den er paa Fald, igien paa Fødder sætte,
Kand bedre vinde Slag end nogen General,
Seer alting uden det hun selv er gandske gal.
Nu maa jeg lit igien til Fogden mig begive.
Og see hvad meere værd, jeg finder at beskrive:
Skiønt hand ey tapper var, men skrøbelig og lad,
Saa var hand dog mod Paars af Avind saadan Had
Indprentet, at hand selv Krigshæren vilde følge,
Det anstoed ey Jens Bloch, hand kunde icke dølge
Sin Misfornøyelse, men sagde: Herre hør
En Øvrigheds Person sig aldrig vove bør
For Landets Velfærd hand sit kostbar Liv maa spare,
Hvis hand omkommis, staar det heele Land i Fare,
Skiønt Generalen kun af Avind sagde det,
Saa tilstoed dog enhver, hand deri havde ret,
Dog lod sig Fogden ey af saadant overtale,
Men strax Befaling gav hans braagetFlerfarget Hest at sale,
At lafve sig til March. Calliope stemm op,
Beskriv mig kortelig vor Fogd fra Taa til Top.
Hans Rustning og Mundur, hans Krigsmagt og dens Orden,
Som den blev seet, da at staa ved Fogde-Gaarden.
Man Fogden saae til Hæst i Spidtzen af hans Hær,
Hans Sadel eene var betrecket med got Lær.
De andris var af Træ. Paa Hovedet en Hue
Hand havde, som var rød, den værd var at beskue,
Hans Trøye den var blaa med smaa Glas-Knapper paa,
Det syntes langt ifra, som mange Stierner staa
66Paa Himlens Firmament, jeg intet her vil skiule,
Hans Støfler sadde næt, hans Buxer vare gule,
Hans Brøstdug, som var rød, tilkiende give lod
Hans Tapperhed, at hand udøse vilde Blod.
Ved Siden hang et Sværd, som kaldis nu Hirtzfenger,
Man aldrig nogen Tid paa Øen saae den lenger.
Hans Haar til Bæltet hang, var meget tykt og tæt,
At male alting af min Pen er alt for slæt.
Hand havde sig forsiunt mod Kulden, var vel foeret:
At det Krigs-Guden var, man skulde have soeret,
Note i orig.utg.: Admirable Comparaison tagen af Homero, som afmaler Agamemnon saaledes staaende for den Grædske Krigshær. / Ἤυτε βοῦς ἀγέληϕι – – – [Som en okse i flokkene.] / Τοῖον ἄϱ Ἀτρεὶδην ϑῆκηΖὲυς ἤματΉ κείνω [Slik gjorde Zeus Atreus' sønn (Agamemnon) den dagen.] Iliad. 2. Thi, som en voxen Tyr og Oxe man ham saae,
Blant andet mindre Fæ, blant Faar og Gedder staa.
Jens Bloch man derimod sig understod at laste;
Thi hand saae ilde ud, som Frue-Dag i Faste,
Hans slæt i Klæder var; men denne gode Mand,
At Fienden med Pragt ey overvindis kand.
Vel vidste, tvert imod, at den af ringe Klæder
Opmuntres til at slaaes, sig over Byttet glæder,
Hand ickun havde sig forsynet med Gevær
Saa skarp som Ragekniv, at komme ham for nær,
Det ingen tienligt var, den høyre Fløy hand førte,
Var færdig at gaa fort, saa snart man Trommen rørte,
Armeen havde hand i Orden sat med Flid,
Som det var brugeligt i Alexanders Tid.
67Af hans Historie hand General var bleven,
Hand havde nøye læst, hvad CurtiusQuintus Curtius Rufus (1. århundre e.kr.), romersk forfatter har skreven,
Om samme store Helt, vel oversat paa Tydsk;
Thi for Mons Wiingaards Tid den ikke var paa Jydsk.
Note i orig.utg.: Poëten synes her at raillere med dem, som bilde sig ind, at de kand blive fuldkomne Statsmænd og Generaler af Romaners Læß Det fast utroligt er, hvad man af gamle Bøger
Kand lære, naar man dem med Flid igiennemsøger,
Mand alting deri seer, de ere som et Speyl,
Der viiser store Mænds Bedrifter deris Feyl,
Samt store Dyder. Man af dem kan see og lære,
Alt hvad en General kand give Nafn og Ære:
Man deraf lære kand en Fæstning og en Bye
At tage ind, og faae en Krigshær til at flye.
Den store Græcker har Homero selv tilskreven,
At hand slig General slig tapper Mand var bleven,
Jens Block af Curtio var bleven General
Af Bøger kunde hand ey giøre bedre Val,
Hand havde ogsaa læst om Keyser Carl den stoere
Note i orig.utg.: Vid. Bibl. Lindenbrogii. Iligemaade om Sterk-Odder, som be–
De Tydske Kiemper. Ja han Holger danskes bog
Fast alle Dage med stoer Fliid igiennemslog.
Om Roland, Boldevin, Oliver, Ferakunde,
Om Buurmand, Anguland, samt Gerin, Janemunde
Hand havde meget læst, saa deraf sees kand,
Man talte uden Grund saa ilde om den Mand.
Før Krigen den gik an, da man Folk hørde raabe:
Af saadan General hvad Lycke kand man haabe
68Skal den os føre an, der dum er som et Qvæg,
Note i orig.utg.: Qvo tondente gravis Juveni mihi barba sonabat. Juv. Sat. i. [Mitt tunge skjegg gav lyd fra seg da han barberte meg i min ungdom.] I gaar var hand Balbeer, og ragede vor Skiæg.
Gid Generaler ham kun efterfølge vilde,
Og deris ledig Tiid ey saa unyttig spilde;
Men læse med Jens Block nu en nu anden Bog,
Der viiser store Mænds Bedrifter, deres Tog.
Da Fogdens hustrue, samt hans daatter saadant hørte
De sagde: hand sig vil i en Ulycke styrdte,
Vi maa forsøge, men vi icke kand formaae
At hindre saadant. Da de ham bevæbnet saae
Med Kaarde og med Spiud, de ham til Fode falte,
De hannem deres Trøst samt eenest Glæde kalte,
De forestilte ham, at det var intet Spil
At vove sin Person; om ham kom noget til,
Den eene Faderløs, den anden var en Encke,
Hand burdte, som en Mand og Fader sligt betencke,
Hans Hustrue klynked meest, sig stedse slog for bryst
Og raabte med din Dyd forsvinder ald min Trøst.
Men ingen Graad og Suck var megtig at bevæge
Vor Fogd. Man skulle før et Vildsviin, Tiger spæge,
End overtale ham at sidde hiemme still
Af Avind hærdet da hand lukket Øren til.
Note i orig.utg.: – – – Sed nullis ille movetur fletibus, aut voces ullas tractabilis audit, / Ac veluti annosam valido cum robore Qvercum &c. [Men han beveges ikke av gråt eller lytter påvirkelig til noen stemmer, slik en gammel eik med stor hardførhet &c.] Virg. Æneid: 4. Som Vinden nu paa een, nu paa een anden Side
En tyck og voxen Eeg angriber den at sliide, Og
69Og rykke op med Roed med Magt bemøyer sig,
Saa Hustrue, Daatters Suk vor Fogd fra denne Krig
Ey mægtig var at faae. En Vind kand vel med møye,
Et stærkt rodfæster Træe til Jorden slaae og bøye,
Til Roeden trycke kand dets Greene og dets Top;
Men det ey fælde dog, og rycke gandske op.
Saa gick det denne Mand, hand Øyne maatte væde,
Da hand sin Hustrue saae og Datter saadan græde,
Dog blev hand stedse ved sit Forsæt; ingen Konst,
Dem hialp, ald Suck og Bøn, ald Knæfald var omsonst.
For dette Tog gick an, vor Fogd lod foredrage,
Om det ey tienligt var at bie nogle dage
For at begiære Hielp af dem paa Lessøe boe,
Et Sendebud til dem at skicke eller toe.
Det stoed Jens Block ey an, hand ikke bie vilde,
Thi Tiden kostbar var, man den ey maatte spilde.
Hand intet heller saae, end holde snart et Slag,
Og uden Ophold fort marchere Nat og Dag.
Hand det kun nødig holt Spioner at udskicke,
Som kunde Fîndens Magt udforske først til Prikke,
Mens Hæren var paa marche, mand fuldte saadan Raad,
Og fire gode Mænd udskikte i en Baad
For at udforske sligt, see om de vare mange.
Thi det ey nægtis kand at Fogden jo var bange,
Skiønt hand sig stilte an at være meget kiæck,
Og alleerede Paars at have i sin Sæck.
Jeg ey beskrive kand den store Skam og Blusel,
Hver paakom, da mand saae, at Finden var saa usel,
70Saa fattig, nøgen, ja som havde ey en Kniv,
End sige Kaarde at forsvare deris Liv.
Da meget snildelig vor Foget lod udsprede,
At Fiendens største Magt var flygtet allereede,
Af Øen, hvorpaa hand strax Seyer skyde loed,
Som den der veed sit Navn alleene uden Bloed,
Var bleven Seyer-riig; Man otte Bønder sente
Til Paars, ham sige loed; ey andet var at vente
For ham end Steyle, Hiul, hvis hand sig icke gav
Godvillig, men som Paars var endnu lige brav.
Saa vilde hand til sligt ey straxen sig beqvemme,
Hand haabte, sagde hand: De vare ey saa slemme,
Som de sig stilte an. Hand derpaa Krigs-Raad holt,
Derover Blodet blev i Niels Johansen kaalt.
Man vil mig, sagde hand, fra Livet atter dømme,
Jeg nok en Krigs-Ret seer, det er mig best at rømme,
Hand derfor udaf Frygt undstak sig og løb bort,
At miste Ære, Navn, hand agtede ey stort.
Slig stor Ulykke dog ey kunde Paars betage
Hans Mod, fast intet ont ham kunde Frygt indjage.
Jeg haaber, sagde hand: den Falskhed ikke blir
Ustraffet, jeg for sligt mig ikke fangen gir.
Skiønt mine Fiender jeg seer at være mange,
Vil jeg dog viise dem, at jeg er ikke bange,
Jeg gaaer en fodbreed ey tilside, holder stand,
Jeg tapper Modstand giør og slaaes til sidste Mand.
Saa satte hand sig for mod Fienden at tage,
At figte mandelig og drive dem tilbage,
71Note i orig.utg.: ἈγροτέροΉσι σύεσσιν ἐοίκοτες – &c. [Som villsvin etc.] Iliad. 12. Retrettet fra: t som et Vildsvin, der af Mænds og Hundis Skrig
Ey blir forsagd, gaar frem og laver sig til Krig.
Af Vrede skummende, den slider udi Stykker
Smaa Træer paa dens Vey, med Roden dem oprykker,
Paa Hundene seer skievt og hvesser hvide Tand,
Saa kiek og modig var mod Fînden denne Mand.
Ruus sagde derimod, vi kand ey Modstand giøre,
Hvis I ey giver jer, vi selv skal eder føre
Til Fogden. Vi kand ey Beleyring holde ud,
Vi har ey Proviant, os fattes Lod og Krud.
Saa maatte Peder Paars sig Fogden overgive,
Rebellion ham tvang en fangen Mand at blive,
Naar Folket Oprør giør, saa hielper intet, at
Man modig, tapper er, den kaldes desperat,
Som eene fægte vil, en Cæsar bliver bange,
En Alexander selv maa give sig til fange,
Turenne, Luxenbourg, Eugenius, Condé,
Om de vil eene slaaes, saa maa man dem belee.
En Hector, Marius, en Hanibal, en Cyrus
En Alcibiades, en Scipio, en Pyrhus,
En Ruyter og en Tromp, en Alba, Scanderbeg
Udretter da kun lit, man Hovedet mod Vegg
Kun løber, naar man vil mod Fînden eene stride.
I saadan Fald er best at give sig i Tide,
Saa giorde Peder Paars, og gav sig denne gang,
Hand stødes derfor ey af store Heldtes Rang.
Nu syntes at gaa an for Alvor hans Elende
Paa Fare og Fortred, hand saae fast ingen Ende.
72Snart icke var forbi en Modgang hand fik
En anden paa sin Hals, som meer til Hierte gik.
Men Venus, du hun saae af Avind den saa plaget,
Som hun paa Reisen før i Forsvar havde taget.
Hun sagde ved sig selv: Er jeg Gudinde meer?
Kand Venus taale, at mand hende saa beleer.
Jeg som har Juno selv tilforne holt i Tømme,
Hvorfor Poëter mig ey noksom kand berømme,
Skal jeg nu Avind meer ey kunde staa imod:
Jeg haaber, hun af mig oprykkes skal med Rod.
Jeg hende viise skal, at jeg er Jovis Daatter
Gudinder, saasom hun at være Undersaatter
Af Venus; som saa vel ved Skiønhed, som ved Magt
Har under Lydighed fast heele Verden bragt.
Hvo vil mig dyrke meer, naar man faar sligt at høre,
At Avind understaar sig Krig mod mig at føre,
At hun er mægtig til at giøre mig Fortred!
Gudinden aldrig man tilforn saae saa vred.
Hun lavede sig til da Avind at bekrige,
Slaae hendes Hofmod ned, forstyrre hendes Rige,
Man tænkte ey det var den kielne Venus meer,
At længis efter Krig, man kun Bellona seer.
Da andre Guder saae, at Kierligheds Gudinde,
Som udi Vellyst kun, og Elskov Smag kand finde,
At ville føre Krig, den tage Harnisk paa,
Note i orig.utg.: Vid. Homer. Iliad. 5. Hvor meget den kielne Gudinde græd, da hun fik et lidet Saar i Haanden. – – – Τειρετο δ' ἄινως. [Fryktelig smertet.] Som man i Trojæ Krig saa meget frygtsom saae.
De færdig var at døe og briste udaf Latter,
De viste hendis Sind, de kiendte Jovis Datter,
73Hun af en ringe Ting optændis kand saa snart,
Man hende giør imod, men det har ingen Art,
Hun sligt tilfællis har med andre gode Fruer,
Som tit ophitzes, saa at man derover gruer,
Man tæncker, naar man seer en Qvinde heftig vreed,
Hun Strømme ud af Blood at øse er bereed,
Eenhver, som Qvinde-Art ey kiender ret maa bæve,
Naar mand blir hende var at staae med knyttet Næve
Med stor Ophævelse med Stoyen, Raaben, Skrig
Man tæncker da, at man Gudinden seer for Krig,
Dog blir der intet af, hun hastig taber Modet,
Saa hidsig, som hun var, saa kaald da bliver Blodet.
Exempler herpaa nok, man kand i Mængde faa,
Hver Dag, i sær naar man til Torvet kun vil gaa.
Saa gick det denne gang med Kierligheds Gudinde
Da første Ild blev slukt, hun kunde sig besinde:
Det var ey hendes Verk at føre saadan Krig.
Hun kunde Avind slaa og vinde kun med Sviig.
Da Cupido sin Søn hun strax lod til sig hente,
Til samme blinde Dreng med disse Ord sig vente:
Hør giør dig reede gak til Fogdens Daatter ind,
Du maa til Kierlighed bevege hendis Sind,
Brug all din Kunst og Magt mod hende spend din Bue,
Skyd hende Hiertet fuldt af Elskovs søde Lue.
Strax derpaa Cupido sin beste Piil udskiød.
Vor Jomfru deraf fick et saadant Hierte-Stød,
Note i orig.utg.: Saadant kaldis ὑϖεϱβολή og er meget brugeligt hos gode Poëter besynderlig hos Homerum, af hvilken Autor jeg kunde give een temmelig stoor Liste paa saadant. At hun af Sengen falt, og kunde sig ey røre,
Ey tale fast en Stund, ey heller see og høre,
74Omsider sagde hun: Ach Himmel! hvor er fat
Hvad stor Ulycke mig paakommen er i Nat,
Af Elskovs heede Pil jeg saaret er til døde,
Hvad ont har jeg vel giort, hvad er min Skyld min Brøde,
O Cupido du mig for tilig giver Saar,
Jeg endnu er et Barn har neppe femten Aar.
Med saadan Klage blev den gandske Nat bortdreven,
Den unge Jomfru fant, at hun forliebt var bleven,
Men vidste ey i hvem. Dog syntis hun, den Mand,
Som nylig kommen var og fangen her paa Land,
For Øyne hende stoed, saa snart hun vilde sove
Hun falt sin Moder da til Foed, hun maatte love,
At viise hende Paars, som sad i Fogdens Huus
Forvaret, og med ham hans Skriver Peder Ruus.
Da hun ham sick at see, da Hiertet strax at picke
Begynte. Hun da saae at saadan Elskovs Stricke
For hende tvundet var af denne fremmed Mand.
Den Blusel, Hierte Sorg jeg ey beskrive kand,
Som hende da betoog, dog tvang hun sig at tale,
Til hannem disse Ord: Du kand ey lit husvale,
Min Moder og mig selv, om du os sige vil
Din Skiebne: thi vi seer at du af Lyckens Spil.
Er tumlet om, os gaar din Modgang hart til Hierte
Hvad ont dig hendet er vi haver hørt med Smerte,
Siig ubesværget os ald din Gienvordighed,
Hun gav ham derpaa Stoel, og bad ham sidde ned.
75Note i orig.utg.: Conticuere omnes intentiq; ora tenebant, [Alle tidde og holdt blikket festet på ham.] Virg. Æneid: Lib: 2. Da mand sig havde sat, enhver af Længsel brændte
At høre sligt, paa ham de Øyne alle vendte.
Da Paars til Himlen saae, udbrød med disse ord:
Skiøn Jomfru ingen Mand fast funden er paa jord,
Der mod mig lignis kand, Jeg beder jeg maa slippe,
Note i orig.utg.: Infandum Regina jubes renovare dolorem, [Du befaler, dronning, å fornye den usigelige smerte.] Virg. ibid. For saadant at jeg ey maa tvingis at oprippe
Min Byld, min Hiertens sorg, alt hvad jeg sige kand,
Er at jeg kaldis maae en ulyksalig Mand.
Da alle bade ham, hand vilde sig bemøye,
At fyldest giøre dem, afmale meget nøye
Sin Skiebne, stoed hand op og sagde: Hører til
I gode Venner, hvad jeg eder sige vil:
Jeg har i Staden Aars min Fæstemøe Dorthea,
Der skiøn som Venus er, og dydig som Astrea.
Hun mig ey seet har i tre til fire Aar,
Af Længsel derfor Hun har feldet mangen Taar.
For nogle Dage lod jeg mig da overtale,
Med min Nærværelse at trøste og husvale
Min kiere Fæstemøe: jeg mig paa Reysen gav,
O havde man den Tiid mig baaret i min Grav,
Note i orig.utg.: Peder Paars synis at have været forlibt udi denne Sententz saasom hand bruger den saa ofte, og synis der, at saasom hand udi alle Ting har trædet stoore Mænds Fodspor, saa har hand ogsaa derudi efter deris Exempel villet tage sig et eget Symbolum eller Devise. Det havde været mig langt bedre; men min Skiæbne,
Mod hvilken man omsonst sig stræber at bevæbne,
76Beskicked har, at jeg paa denne fremmed Øe,
Som en Misdæder, skal med Spot og Skiendsel døe.
Jeg neppe med min Jagt kom Callundborg af Sigte
Før os paa Himmelen en liden Skye fremblickte,
Som skiulte Maane, Soel, det heele Firmament,
Det et mirakel var, som aldrig før er hent.
En mægtig Himmel-Storm begyndte da at hæve
Det heele Hav: enhver af Frygt da maatte bæve,
Een Bølge paa mig slog, mig giorde gandske vaad,
Note i orig.utg.: Deres Character, som leer eller græder mal à propos af det som bliver fortalt. Paa disse Ord enhver i Stuen brast i Graad.
Sær Øynene man saae paa Fogdens Kone rinde;
Note i orig.utg.: Portrait paa en gammel skrøbelig Qvinde. Thi i Blødhiertighed fast ingen gammel Qvinde
Hun eftergav, hun græd, naar slagtis skulle Koe,
Naar Klippes skulde Faar, man Heste skulle skoe,
Saa høyt medliden var, saa dydig vor Matrone,
Blant gamle Qvinder hun var derudi en Krone,
Saa Fogden sagde tit, min kiere Barbara,
Note i orig.utg.: Mirandum est unde ille oculis suffecerit humor.  Juv. Sat. 10. [Det er til å undres over hvorfra væsken som fuktet hans øyne kom.] Jeg fatter ey hvor ald den Vedske kommer fra.
Man derfor undrer ey, at hun sig ikke bare
For Graad nu kunde, da hun hørte saadan Fare,
Slig Modgang og Fortræd, saa stor Gienvordighed
Som denne gode Mand Per Paars paa Reysen leed.
Da Graaden stillet var fort satte hand sin Tale:
Hør hvad os hente meer. Jeg vil her icke prale,
Vi icke Bølgee meer, men høye Bierge saae,
Nu var vi Stierner nær, nu tænkte vi at staae.
77I Jordens afgrund. Ach! Jeg kand for Jer ey dølge
At jeg med største Skræck blev engang var en Bølge,
Note i orig.utg.: Poëtice & eleganter unde Virg. Æneid. 3. [Poetisk og elegant, hvorfra Vergil.] / Sorbet in abruptum fluctus, rursusq; sub auras erigit alternos, & sidera verberat unda. [Hun trekker bølgene bratt ned med strømmen, løfter dem igjen vekselvis mot himmelen, og bølgen slår mot stjernene.] / Item paa et andet Stæd / – – – – Rorantia vidimus astra [Vi har sett stjerner dryppende av dugg.] / Og om Poliphemi [Kyklop] Størrelse / – – – – Ipse arduus altaq; pulsat sidera – – – – [Han er stor og slår mot de høye stjernene.] Som mod en Stierne slog, men dog med liden fruct
Jeg frygtede at see et Himlens Øye slukt.
Jeg tænkte — Ach! jeg seer at Fogden selv er hiemme
Og vil herind til os; Jeg maa min Tale giemme
Til bedre Leylighed. Enhver da Flugten toeg,
Af Frygt og Redsel løb, og sig for Brystet sloeg.

*

Om Peder Paars

Peder Paars ble skrevet i årene 1719–1720. Verket er inndelt i fire bøker som ble trykket og utgitt heftevis. Peder Paars er både en parodi på antikkens heltedikt og en satire over det europeiske samfunnet på Ludvig Holbergs tid. Utgivelsen vakte stor oppmerksomhet i samtiden og ble Holbergs litterære gjennombrudd.

Følg Bokselskap i sosiale medier

Instagram      Facebook
Bluesky          X