Der ere adskillige Vers giorte mod dette Poema; Af dem er dog kun et nemlig underskrevne trykt: Hvo Autor dertil har været, er mig ubekient. Man haver fundet det værdigt her at oplegge anden gang. Det siunges efter den gamle Melodie saaledes:

I som med attraae spiise Frugt paa disse Aarets Tiide,Note i orig.utg.: (Paa disse Aarets etc.) Disse Ord give tilkiende at Viisen er giordt, enten udi Orme-Maanet, [13. juli – 14. august] eller Hunde-Dagene, naar Frugten begynder at moes: Udi samme Maaned komme gierne, om ey de beste, saa dog de fleeste, og til ovenmelte Brug beqvemme Vers for Lyset. (Torch: Torch: Hinc Juvenalis Sat. 3. / – – Augusto recitantes mense Poetas [Dikterne som deklamerer i august måned.]
Og ey det rette Note i orig.utg.: (Lavepas) et meget kiønt Ord, og hart ad det artigste, som er udi dette Vers: det componeres af det Verbo Lave og Pas og er det samme efter Torkild Torkildsens Meening, som det Ord Mave-Maal. Lavepas paa eders Lyster viide,
Med nu med sødt og nu med suurt saa proppe eder til,
At eders Mave hver Minut sin Byrde losse vil.
Note i orig.utg.: (Jeg ynker etc.) endeel laste dette besynderligt, at Poeten, fordømmer til saa slet Brug det Papiir, som af de Fornemste og Fornuftigste mest er holdet udi Priis: Men mig synes man kand heller legge ham det til Roes, at hand seer dybere end alle andre. Jeg ynker eders tunge Kaar, om i for længe venter
Paa de, til eders travle brug fornødne Documenter,
Som Auctor N. fra Callundborg med første komme lar,
Og hvoraf paa et sikkert Sted maaskee i Mangel har.
Dog trøster eder derved, at saa snart Poeten qvæder
Note i orig.utg.: (Dorotheæ Brudefærd etc.) Hans Michelsen ynsker formedelst denne Passage, hvorved Poeten synes at give tilkiende, at vide noget om de sidste Documenter, som høre til Peder Paarses Historie, at faae Kundskab, hvo han er, hvilket endnu har været ham nægtet. Han seer alleene af Versene at det er en Bogtrykker Ven. Om Dorthes Brudefærd, og med Per Paars sig glæder,
Note i orig.utg.: (Pressen ikke stille staae) omendskiønt denne Viise synges efter den gamle Melodie, og Poeten træder i de fleeste Viisemageres Foedspor, som have giort saadanne Vers, saa maae man dog tilstaae, at dette Infald er nyt og ugemeent. Hans Jespersen, nimis rigidus [altfor rigid] Censor, prætenderer herudi at finde en Defectum Judicii, sigende, at Autor giør sig selv til en a–visk Trykker. Christen Bogbinder gaaer endnu videre, og holder samme Indfald for et af de underligste, som han har seet sin Livs Tiid; nemlig, at en lover at anvende Arbeyd og Bekostning paa, at forsyne Folk med Skrifter til et vis Brug, ligesom det Papir, som kom fra hans Presse, var tienligere der til end andet. Torkild Torkildsen skiemter artig dermed og siger, at, omendskiønt Autor haver Stierner baade for og bag sig, saa vandrer han dog ligesom udi Mørket. Men det er ingen Konst at skumle, de gode Mænd have ikke i Agt taget, at en kand være meget goed Poet, omendskiønt han ikke haver Judicium: naar en Poet er accurat udi sine Riim og Cadence og forstaaer sin Prosodie, leer han af Resten. Autors Vers, omendskiønt ikke materialiter [Med hensyn til stoffet] saa dog formaliter [Med hensyn til formen] ere meget gode. / – – – Stans pede uno / Cum flueret lutulentus – – [… stående på én fot mens han skitten strømmet …] som Poeten roeser Lucilium [Gaius Lucilius (2. århundre f.kr.), romersk satiriker] af. Det er: hans Vers omendskiøndt Materien ikke duer meget, saa flyde de dog vel nok. Da skal ey Pressen stille staae men udi Haabetal
Saa meget deraf yde, som behøves kand og skal.

I. Sang

Mand efter lang Seylatz saae intet uden Vandet,
Note i orig.utg.: Det Ord 3 gange er meget Poetisk; Thi hvad som skeer hos de gamle Poeter tit skeer gierne 3 gange. Tre gange mand kløv op i Masten at see Landet,
Tre gange mand saa feyl, den fierde gang Per Paars
Da hand i Masten kom, skreeg: Funtus! jeg seer Aars.
Da hver Mands Hierte blev opfyldt med Fryd og Glæde.
Mand Peder Ruus i sær saae Øyne stærk at væde.
#Ter limen tetigi, Ter sum revocatus, Ovid. Lib: trist.Tre ganger har jeg rørt ved terskelen, tre ganger har jeg blitt kalt tilbake.
Ter circum Illiacos &c.Tre ganger rundt Troja.
Udi vore Kiempe Viiser synes ogsaa det Tal at være adopteret; Thi gierne, naar Kiemperne slaaes, varer det 3 Dage.
De sloges i Dage, de sloges i tree
4Hand raabte: hvis vi Land kand see, hvis det er sant,
Vi maa ey gnie meer paa vores Proviant.
Hvis vi nu sparer meer, da maa vi kaldes Gæcke,
Tog derpaa Skinken fat, aad saa hand maatte sprecke;
Mand Spiise-Kammeret i hast da giorde tom
Og Skibet midlertid løb frem, til Landet kom,
Men, Ach! Mand maatte da med største Sorg fornemme,
At det var ey det Land, hvor Dorthe havde hiemme,
Men at det – – var; mand havde Seylet feyl.
Da raabte Peder Paars: jeg er Ulyckens Speyl,
Jeg al Ulycke seer sig mod mig at bevæbne;
Mand seer skinbarligen i mig Ulysses Skiebne:
Thi Himlen over mig har fældet samme Dom,
Jeg blive vil den Mand som Børn skal tale om.
Jeg frygter, sagde Ruus, mand vores Reyse tager,
Til Stiil i Skoelerne: Jerusalems Skomager
Som før blev slidet paa, af Moden komme vil,
Exempel gives skal i os paa Lyckens Spil.
Note i orig.utg.: Ut [rettet fra: Ur] pueris placeas & declamatio fias / Juv. Sat. 10. [Så du behager guttene og blir til stoff for taler.] Peer Ruus med Peder Paars hver Lands-By Skolemester
Dictere ville Stiil… Men nu tilbage rester,
At vi forsøge maa at reyse fort til Lands,
Vi bedre Lycke der kand finde end til Vands:
Thi Fanden kand til Lands, maa skee, saa sterck ey spøge.
5Kom an da, sagde Paars, vi alting maa forsøge.
De satte saa paa Land, og sendte forud Ruus,
Som kiendt i Byen var! Hand flyde dem et Huus,
Hvor de for billig Priis en Nats Tid kunde hvile
Som høylig nødig var. De femten stive Mile,
Som dennem forestod, var intet Børne-Spil.
Thi mand her spørge kand: mon noget Land er til
Der viise kand en Mand, som har saa meget lidet
Til Vands, saa og til Lands sig saa igiennem stridet?
Vel om Ænea og hans Reyser tales stort,
Af en Virgilio, men Viisen der er giort,
Hvor den belønnet blev, der om ham kunde lyve,
Og af et Eventyr der kunde giøre tyve.
Jeg fød i Norge er, er Paarses Landsmand ey,
Er derfor Upartisk, ey gaar Maronis Vey.
Jeg ingen Ordre har hans Dyder at beskrive,
Til slig Partikhed mig ey Haab ey Frygt kand drive.
Nok der om talt, da mand i Stuen kom, Peer Ruus
Af Gammel Randers Øl strax fordrede et Kruus.
I det at tømme hand ey tøvede ret længe,
Og sagde suckende: her gives lidt for Penge.
Mand tre Spitzborgere ved Bordet sidde saae
Heel tanckefulde, og bag Øret sig at klaae.
Een, der heel nidkier var for Stadens Tarv og Beste,
Til Ruus sig vendte da, og sagde: kiære Gieste!
I haver ret! hos os en Dyd er Skinderie,
Vi haver i vor Stad ey Skik ey Politie,
Tre fire Bryggere jeg vilde lade henge,
6Hvis jeg Bormester var, saa fick mand meer for Penge.
Hvad har paa Ti Aars Tid den Slyngel Jochum Pøel
Med saadan Skackeri ey vundet paa sit Øll?
Note i orig.utg.: Ad vectus Romam qvo pruna & coctona vento / Juv. Sat. 3. [Drevet til Roma med vinden som gir oss plummer og fikener.] For Tolv Aar mand ham saae blant Baglast hid at komme
Med et Rostocker Skib; hvor kunde hand sig kromme
Den sulten Luus, før hand sit Borgerskab her fik.
Hand siden trocket har os op, saa det har Skick.
Jeg kand ey skiære op, Jens Peersen aldrig praler,
Men jeg tør sige hand er Mand paa tusind Daler.
Hand derpaa tiede, sat Haanden under Kind,
Med et Glas Brændeviin da Svenden traade ind,
Gav det den gode Mand, og sagde: Singott Vater,
Som blev da heftig vreed og skreg: Tal Dansk, din Tater!
Note i orig.utg.: Non possum ferre Qvirites / Græcam Urbem, qvamvis qvota portio fæcis Achææ / Juv, Sat. 3. [Jeg tåler ikke, romere, et gresk Roma, selv om en liten del av avskummet er achaiere.] Det er forskreckeligt hos os i denne Bye:
Din Slyngel, jeg jo veed at du est fød paa Tye!
7Din Far, din Farfar med, du kand dog Dansk ey tale,
For mig kom med din Tydsk ey meere her at prale.
Ach hvor jeg smurte brav vor Kocke-Tøs i Gaar,
Saa hun paa Ryggen det vil føle fast eet Aar.
Den skiden Soe kom ind, mig vilde Fransk parlere
Og sagde, Vater, skal mand dette Brev frankere?
Da hun brav pryglet var, jeg saae paa samme Brev
Et Franco mahlet; Jeg spør hende, hvo det skrev?
Hun sagde grædende: Det Lars mig just nu giver,
Een saadan Francus hand paa alle Breve skriver;
Jeg løb da efter Lars, ey fandt ham, som var vel:
Thi ellers havde jeg da slaget ham ihiel:
Thi skiønt hand er min Søn, jeg saadant aldrig lider.
Tog derpaa Glasseet, skreeg: Ach hvilke haarde Tider!
Blodsuere mand nok og Skindere her seer;
Da Svenden svared: Det dog for en Styver er.
For en Lybsk Skilling jeg kand ikke bedre maale.
Fuld Glas at give kand den knappe Tiid ey taale
I ey bekommer meer paa noget andet Sted.
Jeg eder skienket har paa min Samvittighed.
Note i orig.utg.: Character paa en hypochondriach / Difficilis, qverulus, Laudator Temporis acti. [Vanskelig, kranglete, priser av den forgangne tid.] / Horat: / Hi sunt invidiæ nimirum, Regule, mores / Præferat antiqvos semper ut illa Novis. / Sic veterem ingrati Pompeji qværimus umbram / Sic Laudant Catuli vilia Templa Senes. / Mart. [Marcus Valerius Martialis (1. århundre e.kr.), romersk dikter] Epigr. L. 5. [Dette er tydeligvis misunnelsens skikker, Regulus. Den foretrekker alltid det gamle for det nye. Slik søker vi utakknemlige den gamle Pompeius' skygge, slik priser de gamle Catullus' stakkarslige templer.] Da saae man Borgeren mod Himlen Øyne vende,
8Hand sagde: Ach jeg seer det er mod Verdens Ende,
Alting forverres. Mig har sagt min salig Far
At i Kong Erichs Tid slig Kiøb paa alting var,
Før vi begynte her i Landet saa at synde
Mand for sex Skilling fik af beste Øll en Tønde.
For otte Skilling mand da kiøbte beste Soe,
Mand ikkun gav en Mark paa Torvet for en Koe.
Mon vel i gammel Tid var mere Qvæg i Landet?
Mon mere Smør? mon Ost? mon Melk og saadant andet?
Mon Jyllands Jord os gav da mere Vext og Korn?
Mon vi den samme Jord ey haver som tilforn?
Men samme Varer nu dog selges saa ulige,
Nu mand i Tieneste en lumpen skiden Pige,
En Kokke-Tøs, kand ey for fire Daler faae.
Mand seer til Undergang fast alle Ting at gaae,
Mand seer skinbarligen jo Verden at forfalde.
Med disse Ord hand saa udøsede sin Galde.
Men ved et andet Bord da sad i samme Huus
En bleeg og maver Mand, som havde ingen Ruus.
9Note i orig.utg.: Af dette kand sees at Poeten icke approberer mange af de Gamle Satyricorum deres Skrive-Maade. Thi udi dette Poema findes paa adskillige Stæder Satyres over hidsige Satyricos, der synes Verden gaaer icke efter deres Hoved, og ville reformere alting, saa ofte de ere udi ond Humeur. Hand sad og smilede af denne drukne Tale,
Gav agt paa al den Snak fra Hovedet til Hale.
Hand meget ærbar var, dog kunde mand tit see,
At hand sig barede med Møye for at lee.
Hand brast omsider ud, mand hørte ham saa tale:
Om gammel Verden mand maa ey saa meget prale
Paa den og vores Tid jeg liden Forskiel seer.
Alting nu kiøbes dyrt, men Myndt meer gangbar er.
Om her af Himmelen med Regn faldt Speci Penge,
Paa eders Ord vi da os alle burdte hænge,
Da endnu Prisen blev forhøyet paa en Koe,
Et tusind Daler var kun lidet mod en Soe,
Førend Guld-Minerne i Vesten fundne vare,
Hos en Spidsborger Guld og Penge vare rare
At mand for Penge nu saa meget lidet faaer,
Mon det er just et Tegn at Verden snart forgaar.
For fire Daler at I leye maa en Pige
Betyder Undergang af Verden ey saa lige,
Maa skee i Ungdoms Aar en Tøs I leyet har
For bedre Kiøb da I meer artig, yndig, var.
10Af disse sidste Ord blev Borgeren balstyrisk,
Og raabte, Landsmand, hør jeg seer I er Satyrisk.
Med gammel Mand I maa ey bruge saadan Spil,
Med saadan giftig Snak I mig kun drille vil;
Troe mig! Jens Pedersen har Gammel Been i Panden,
Hand saadant vel forstaar Trotz I og nogen anden!
Ugudelige Folk ey Sandhed høre maa,
De aldrig høre vil at Verden skal forgaa.
Skiønt mange Tegn de seer, som Krig, som dyre Tider
Samt stor Forandring, som den sidste Verden lider!
Jeg kunde regne op vel tusind Sager meer,
Som nok beviser, at det fast mod Enden er.
Jeg kun af vores Bye Exempel vil fremføre,
Som disse mine Ord kand klar og sandru giøre.
Det Huus til Hestestold nu giort er af Hans Mentz,
Som i min Barndom var en Klocker Residentz.
Kun lidet derfra var tilforne en Boglade,
Nu der en Bødker boer, som selger tomme Fade.
Det Ager var tilforn, er giort til Fiskepark,
Af Jertegns Postil jeg for nylig saae et Ark,
Hvorudi Spege Lax og Pølse var indsvøbet,
Mit Hierte var af Harm mig fast af Halsen løbet.
Det Fløyel, hvormed var beklæd vor Prækestoel,
Hos Kirkevergeren er giort til Camisol!
Hans Kone deraf og til Hue har et Stycke.
Mon os ey forestaar i Staden en Ulycke?
11Naar mand sig tænker om og lidet giver agt
Hvad –– haver nu for Skik for Klædedragt,Note i orig.utg.: Det var ikke got den gode Mand havde seet de mange slags Dragt, de Contuches, Adrienner som bruges udi vore Tider, om hvilke Poeten siger: / – – Qvotannis nomina inveniunt nova / Tunicam rallam, Tunicam Spissam, Linteolum cæsecium, Indusiatam, patagiatam, caltulam aut Crocotulam / Supparum aut Subminiam, ricam, Basilicum aut Exoticum. / Cani qvoq ademtum est nomen – vocant Laconicum. / Plaut. [Titus Maccius Plautus (254–184 f.kr.), romersk dramatiker] Epidic: Act. 2. Sc. 2. [Hvert år finner de på nye navn. Tynn tunika, tykk tunika, tovet linklede, skjorte, gullkantet, gyllen eller safranfarget kjole, underskjørt eller sinoberrød kjole, hetten, kongelig eller eksotisk kappe. De har også tatt et navn fra hunden – de kaller det lakonisk.]
Hvor vi vanslægtet har fra vore Fædres Tider,
Bormesteren sligt seer, Raad-Manden aling lider!
Note i orig.utg.: Saaledes klager ogsaa Manden udi Comoedien over Tidernes Forvirrelse blant andet at unge Mennisker ikke sidde med Benene udi Kaars som i gamle Dage. I gamle Dage, da blant Folk var bedre Skik,
Vort Fruentimmer smukt med korte Skiørter gik;
Nu derimod mand seer paa Jorden dem at slæbe,
12Men hvortil tiener det? For os med Støv at dræbe,
Mandfolket derimod anstændigen mand saae
I største Ærbarhed med lange Buxer gaae.
Mand saae dem Knæer da, ja Lægger at bedekke.
Per Peersens Dragt kand jo til Andagt fast opvecke:
Ey! op med Skiørterne! Med Buxerne her need!
Saa giorde Fædrene. Jeg derom veed Beskeed.
Ja for er mægtig Fald mand Aarsag har at grue:
Thi Maren Smeds gaar alt med Gyldenstykkes Hue,
Oppudser Døttrene ret paa sin Fruer Skik!
Vor Rigets Cantzler før med Hiortlærs Buxer gik.
Sligt er for ringe for en Skredder nu omstunder.

13At saadant gaaer i Svang, er ey saa megen under,
Naar lærde Folk, de dog skal andre foregaae
Med got Exempel, og som bedre skal forstaae,
De som mod Stats og Pragt selv Bøger giør og skriver
Og dog i saadant fast ey andre efter giver.
Paa eder selv, Signor, jeg og vil tage fat,
Den brede Guld-Snor, som i fører paa jer Hat,
Heel lidt anstændig er for eder, som skal være
En vel studerrt Mand, der andre Folk skal lære,
Der være skal et Lius, der være skal et Speil,
Der rette andre skal og vise deres Feyl.
Ret, sagde Manden da, jeg saadant bør at giøre,
I seer mig derfor just en Snor om Hatten føre,
Mand kand fast efter den som løkt i Mørket gaae:
I laste, kiære Mand, det som I ey forstaae:
Da blev hand heftig vreed, skreeg: dig og slige flere
Mand burde for slig Snak af Halsen Tungen skiære,
Mand seer hvad skiønne Folk hos os i Staden boe!
Mand seer hvad lærde Folk nu haver for en Troe:
Den anden svarede; I ingen maa fordømme.
Gemene Folk for slig kand eder vel berømme
Note i orig.utg.: Nidkierhed er 3 slags. En kommer af ont Blod og Galde, og ophører saa snart Paroxysmus er over. En anden kommer af Øll og Brændeviin og bliver kaald, naar Ruusen er udsovet. Den 3die, som er den rareste, findes hos Folk, der altid ere sig selv lige. Den slags Nidkierhed, som kommer af Drukkenskab, er saadan som Poeten berømmer Catonem af. / Narratur & Prisci Catonis / Sæpe mero caluisse virtus / Horat: Lib: 3. Od: 21. [Det sies at den gamle Catos dygd ofte flammet opp av vin.] Men kloge holder for at saadan Nidkierhed
14Af Øll og Brændviin er, som giører Blodet heed.
Naar af min Beste-Moer jeg saadan Tale hører,
Naar hun paa eders viis om slige Sager rører,
Jeg allereede veed, jeg allereede seer
Af lang Erfarenhed, hvad Klocken slagen er.
Jeg svarer ey et Ord, men strax gaaer hen til Krucken,
Jeg finder den er tom, jeg merker hun er drucken.
Een meen hand nidkier er, een Iver hos sig føel,
Men naar hand ret seer til, saa reiser den af Øll;
Af sterk Melanckolie og Galde sligt og kommer,
Jeg eder laster ey, jeg er ey eders Dommer.
Men beder kun, at I med sligt ey bruge Spil,
Og at I til Forsøg Jer aarelade vil.
Jeg er forsickret om I skal mig derfor tacke:
Hand derpaa tog sin Hat, mand saae ham strax sig pakke,
Den anden fuldte ham i Hælen heftig vred
Med knytted Næver, fuld af Øll og Nidkierhed:
Da Stuen saa blev tom, Paars hen til Verten træder,
Og med Begierlighed ham spørger hvad hand heder,
Som sad saa for sig selv, hvad hans Bestilling var.
15Hvad ham mod disse Mænd saa stærk ophidset har.
Ham svared Verten: Jeg af Navn ham ikun kiender,
At see ham i mit Huus det meget sielden hender,
Dog veed jeg at hans Navn er Hieronymus,
Note i orig.utg.: – – – – Mores mali / Qvasi herba irrigua succreverunt, uberem. / Eorum jam messem licet metere maxumam. / Plaut: Trinum: A. 1. Sc. 1. [De onde seder har vokst som en vannet plante, fruktbar. Man kan allerede høste den største avling av dem.] Og hand i vores Bye er Stads Satyricus.
Hand synes, sagde Paars, at have Sindets Gaver,
Hvad nyder den til Løn, der saadan Embed haver?
Thi der en Hoben dog at skrive faldr for,
Note i orig.utg.: Saa det heder, som Poeten siger, Difficile est Satyram non scribere. Juv: Sat: 1. [Det er vanskelig å ikke skrive satiren.] Og meget udi Svang i eders Stad jo gaaer.
Ham svarte Verten da: Hans visse Løn er liden,
Men hand lidt extra faaer om Aaret undertiden,
I Fior hand i mit Huus en banked Trøye fik,
Det andet Aar det og ey bedre med ham gik.
Af en og anden hand maa udstaae mange Plager.
Men Øvrigheden ham dog tit i Forsvar tager.
For nogle Maaneder hand slet medhandlet blev;
En heßlig Skandskrift da en anden mod ham skrev;
Mand siger, at der nok et andet er i Gierde;
Men slige Skrifter kun er plumpe og ulærde:
16Thi Folk, som skiønsom er, ret elsker samme Mand,
Og holder, at hand er fornøden i vort Land.
Da indfaldt Peder Ruus i deres Ord og Tale,
Og sagde, kiære Vert, vil I mig ey afmale
Hvor samme gode Mand i Staden Boepæl har:
Hans Siun tilkiende gav, hand heel Satyrisk var.
Jeg har en heftig Lyst Satyricus at være,
Hvis hand af samme Kunst mig lidet vilde lære,
Jeg ved min Hiemkomst da paa Klingen skulde gaae
Nu Præst, nu Degn, nu Fogd, hvert sit da skulde faae.
Jeg dennem en haard Steen i Øyne skulde blive.
Paa Birkefogden først Afridsning vilde give
Paa den Hiulbeenet Skurk, naar hand paa Tinge staaer,
Paa Fingre spøtter, og Lov Bogen giennem slaaer;
Paa Degnen, naar hand i Chorsdøren staaer og stammer,
Imedens Konen lar sig bruge i sit Kammer,
Paa Apotekeren, paa Morten Musicant,
Paa Skolemesteren den Hoved-Ertz Pedant.
Mig derfra skulde ey afskrekke Frygt og Fare.
Min egen Husbond Paars jeg vilde og ey spare,
Men skrive, hvordan hand har stridet med en Blok,
Som hand sig bildte ind var Niels Johansen Kok.
Men det Ulykken er, jeg ingen Vers kand giøre
Jeg ellers kunde nok en Hob tilsammen smøre.
Ney, sagde Verten da, af denne gode Mand,
Som vi her taler om, ey saadant læres kand.
17Note i orig.utg.: Insectamur vitia non homines, nec corrigimus sed emendamus. / Plin Epist. [Vi dadler lastene, ikke menneskene, og vi irettesetter ikke, men forbedrer.] Hand om Personer sig at skrive ey formaster,
Hand ikkun deres Feyl, men dennem selv ey laster.
Paa Lyder giver kun Afridsning, Contrafey
I en fingert Person, I vil en anden Vey.
Tro mig! hvor meget hand sig altid vare tager
Med hvad Forsigtighed hand rør om slige Sager,
Hvor meget hand end og fast som paa Gløer gaaer,
Hand dog en Hoben Folk paa Halsen derved faaer;
Skiønt Feyl kun dadles, og Personen er opdigtet,
Saa raabes dog, at det paa dig og mig er sigtet:
Note i orig.utg.: Ense velut stricto qvoties Lucilius ardens / lnfremuit: rubet auditor, cui frigida mens est / Criminibus; Tacita sudant præcordia culpa. / Inde iræ & lacrymæ – – – – / Juv: Sat: 1. [Når fyrige Lucilius raser som med trukket sverd: lytteren rødmer, hvis sinn er kjølnet ved forbrytelser; de stumme bryst svetter av skyld. Hvorfra sinne og tårer – – – –] Thi aldrig tales kand i Verden om et Feyl,
Mand jo hos visse Folk kand derpaa finde Speyl.
Hans Fiender glemmer ey mod hannem dem at egge,
Forsetlig Ondskab ham mod dennem at tillegge.
Hand seer paa Halsen sig heel ofte dem at faae,
18Som hand ey kiender, og har aldrig tænket paa:
For Interesse skyld jeg ham ey saadan priser,
Hand undertiden mig den Ære vel beviser
At komme hid iblant, og see mit ringe Huus,
Alt hvad hand kiøber dog er for en Styver Snus.
Jeg havde Aarsag som en Vert at hannem hade,
Hand dricker ickun Vand, ey tømmer mine Fade,
Men dette uanseet, jeg tager hans Partie
Mod Folk, som laster ham i deres Raserie.
Thi jeg kand ham Attest paa Troe, og Ære give,
At hand et Skandskrift ey capable er at skrive,
Og at enhver, som ham tillegger sligt saa læt,
Og ilde maler af, ey kiender Manden ret.
Note i orig.utg.: Crede mihi mores distant a carmine nostro, / Vita verecunda est, Musa jocosa mihi / Ovid: Lib: 2 Trist. [Tro meg, våre sedvaner er ikke som vår sang. Livet er ydmykt, musen er meg leken.] Men det er kun hans Lyst saa at satyrisere,
Hand kunde skrive som Jens Busk og andre fleere
Til Folks Berømmelse, og giøre sort til hvit,
Og derfor Gaver faae. Hans Svoger siger tit:
Min kiære Broder giør ey flere slige Skrifter,
Note i orig.utg.: Justum poteras & scribere fortem Scipiadam, ut Sapiens Lucilius – Horat. Lib: 2. Sat. 1. [Du kunne skrevet om rettferdige og modige Scipio, som den kloke Lucilius –] Skriv heller Folk til Roes. Der findes jo Bedrifter,
19Af en og anden, som er værd at tales om,
Gert Lieutnant, som i Fior fra Tydske Feyde kom,
Fortiener nok, at mand et Vers ham giør til Ære,
Det kunde eder selv til Gavn og Baade være,
Note i orig.utg.: Hand blev Doctor Juris Mads Brask for tvende Aar, som Doctor Graden tog,
Til hans Berømmelse nok giøres kand en Bog,
Hand aldrig var Mads Hund, hand rigelig betaler
Hver ærlig Pen, som hans Forstand og Dyd afmaler.
Til mindre Ting og, om i Pennen bruge vil,
Da gives hundrede Anledninger dertil.
Vor Skolemester jo den lærde Mester Tøger
Til Trycken fast hvert Aar lar komme skiønne Bøger,
I kunde for en Bog nok giøre Vers iblant,
Jeg vis er paa I en Haand-Skilling derved vant.
Lars Degn, hvis Hustru fast hvert Aar ham føder Sønner,
Er jo en gavmild Mand, der Folkes Umag lønner.
Note i orig.utg.: Scrofâ Niobe fæcundior alba / Juv: Sat. 6. [rettet fra: ô] [Niobe, mer fruktbar enn den hvite gris.] / Thi, naar Poeterne ville berømme en frugtbar Kone, ligne de hende ved den Soe, som fødde 30 Griser paa en gang. I hende ligne kand med Niobe og den Soe,
Som fandtes i det Land Latinerne beboe.
Troe mig hand tømmede med største Lyst sin Lomme,
At hans og hendes Navn i Trykken kunde komme
20Note i orig.utg.: Hvor meget meere maae mand ikke betale for at indføres udi et andet Skrift, som varer længere. I en Avis mand gir en Marck for at faae Stæd,
I det som anden Dag mand tørrer – – – –
Men Stads Satyricus ham altid saadan svarer:
Jeg beder I med sligt mig, kiære Svoger, sparer:
Note i orig.utg.: – – – Mentiri nescio: Librum, Si malus est, neqveo laudare. / Juv: Sat. 3. [Jeg klarer ikke lyve: Boken, hvis den er dårlig, kan jeg ikke prise.] At skrive Løgn er en Umuelighed for mig,
Jeg derudi Jens Busk er gandske ikke lig;
Jeg veed hvad Character de gode Mænd tilkommer,
Jeg vil ey laste dem, jeg er ey deres Dommer;
Men, at jeg rose skal Gert Lieutnant, intet kand
Med Magt mig bringe til: thi hand ey holder Stand
I noget Feldt Slag, men bag Busken smukt sig skiuler,
Ved første Salve hand sig seer om Flugt og Huuler.
Dog plat uværdig hand ey tærer Kongens Kost,
Thi i Freds Tider hand forsvarer nok sin Post.
21Note i orig.utg.: Nanum cujusdam Atlanta vocamus, Æthiopem Cygnum. parvam extortamq; / puellam / Europen. &c. Juv. Sat. 8. [Vi kaller noens dverg for Atlas, hans etiopier en svane, en liten og krokete jente for Europa.] Hieronymus en Dverg kand Atlas aldrig kalde,
Til saadant Flatterie har aldrig kundet falde
Ey Trudler, Pinebenk, ey Knæfald, Suk, ey Bøn
At sige tvinger ham at Gertrud Smeds er kiøn;
At sige at et Lam er Ulv, et Faar en Løve,
At Skoelemester kand ey meer Forstaand behøve.
I min Samvittighed jeg veed, det er ey sant.
Men, at hand tvertimod er General Pedant:
Thi, om en Lands-Tings Dom mig tvang at sige andet,
Jeg skulde heller mig begive ud af Landet:
Ja hvidske i et Hul som Midæ Høff-Balbeer,
Note i orig.utg.: Hic tamen infodiam, Vidi, Vidi, ipse Libelle, / Auriculas asini qvis non habet – – / Pers. Sat. i. [Men her skal jeg grave den ned. Jeg har sett, sett selv, lille bok. Hvem har ikke eselører – –] Skoelmester er Pedant, jeg tør ey sige meer.
Jeg aldrig med Lars Degn vil føre nogen Feyde,
At hand Hanreder er, jeg vil ham ey bebreyde,
Men, at jeg siger, hand sin Kone er bastant,
Og priser hannem for det som er ikke sandt,
22Det ikke nødig er, helst, som jeg veed til Prikke
Den gode Mand, som Børn har skaffet hans Didrikke.
Mads Doctor Graden fik, jeg det ey nægte kand,
Jeg selv det ansaae, da hand kom i Doctor Stand.
Jeg ansaae, at hand blev legitime creeret,
At hand blev udraabt for at have vel studeret,
Men at jeg siger, hand er lærd, det aldrig skeer.
Imellem Doctus og en Doctor Forskiel er.
Lad F det giøre som er vandt om sligt at qvæde,
Hos mig en Baad en Baad, et Bord et Bord skal hede.
Jeg ey med visse Folk mig bane Veyen vil
Til Velstand, bruger med Samvittighed ey Spil.
Jeg der foruden kand en anden Aarsag give,
Hvi jeg ey skriver sligt: jeg seer fortolket blive
Som Skandskrift hvad jeg giør. I Fior et lidet Skrift
Jeg skrev en Karl til Roes, mand deri og fandt Gift;
Jeg hørte visse Folk at kalde det satyrisk,
I mine Tanker da det dog var panegyrisk,
Hans Hanssen det til Roes jeg skrev, som for er Aar,
Blev Smede Oldermand; Jeg troer, naar det saa gaar,
Da var jeg vidst en Giek, om jeg skrev saadant meere,
Om jeg blev meere ved at panegyrisere.
23Mand jo Horatius at skrive stundum seer
Det som alvorligt er, hand ikke altid leer.
Note i orig.utg.: Admovit jam bruma foco te Basse Sabine. / Jamne lyra & tetrico vivunt tibi pectine chordæ &c. / Pers. Sat. 6. [Har vinteren allerede drevet deg til ditt sabinske ildsted, Bassus? Lever allerede lyren og strengene ved ditt beske plekter etc.] Nu spiller BassusGaius Caesius Bassus (1. århundre e.kr.), romersk dikter paa sin Lyre Elskovs Viiser,
Nu stemmer hand den om, og Helters Mandom priser.
Nasonis Musa nu sig kaad og skiemtsom teer,
Nu anden Maske tar og heel alvorlig er.
Erasmus bider nu og udstrøer beeske Skrifter,
Nu taler hand igien om brave Folks Bedrifter,
Note i orig.utg.: Ut qvamvis taceat Hermogenes, Cantor tamen atqve Optimus est modulator, ut Alfenus Vafer omni Abjecto instrumento artis, clausaque taberna. Sutor erat – – – – – – – Horat, Lib. i. Sat. 3. [Selv om Hermogenes skulle tie, er han likevel den beste sanger og spiller, slik som den slu Alfenus etter å ha kastet fra seg alle yrkets verktøy og stengt butikken. Han var skomaker –] Vel, skiønt AlfenusPublius Alfenus Varus (1. århundre f.kr.), romersk jurist mand sin Boed at lukke seer,
Bortkaste Syl og Vox, hand dog Skoemager er;
Men, naar hand sidder i en Kroe, der spiller, drikker,
24Hand da paa samme Tid ey Skoe ey Støvler flikker.
Note i orig.utg.: Denne Recit kommer mig til at troe at Verten haver dagligen converseret Stads Satyricus. Vel en Hermogenes, endskiønt hand tier still,
Hand derfor Cantor er, hvo saadant nægte vil,
Men, naar hand ligger i med Organistens Moder,
Hand da paa samme Tid ey siunger efter Noder.
Saa, skiønt mand ofte mig satyrisk skrive seer,
I alle Skrifter det dog derfor ikke skeer.
Eet er Satyricus at være, et at skrive
Det som satyrisk er, det vil vidløftig blive
At regne alting op hvad vor Satyricus
Mig derom haver sagt her i mit ringe Huus.
Hvad vor Satyricus mest Handel foraarsager,
Er at med sine Vers hand Projectister plager,
De samme bære fast mod ham et geistlig Had,
Ham ofte bange giør: thi fast den halve Stad
Er fuld af slige Folk, sær ved den Nordre Side,
Hand kand ey bare sig hvor meget hand maa lide.
De meeste Forslag man i Juli Maaned seer,
Hand skriver tydelig, at Varmen Aarsag er.
Hand deres Daarlighed udtrykkeligen viser,
Bormester, Raadmand ham for slige Skifter priser:
Thi det alt kommen er saa vidt, at Sølv og Guld
Mand giøre vil af Skarn, af Koe-Møg, Sand og Muld.
25Peer Heste-Doctor os for nylig vilde lære
En Vey til Maanen; Mon de Folk ey galne ere?
Mon ikke nødig er, vi have saadan Mand,
Der disse Gæcke lidt i Tømme holde kand.
Thi andre gode Folk, som noget vilde giøre
Til Landets Velfærd, maa for dennem ilde høre.
Jens Grovsmed nylig gav et selsom Forslag ind,
Som gav tilkiende hand var ey ved sine Sind,
I Stæden for Tobak at bruge andre Blader,
Saa længe jeg er til, jeg hannem der for hader,
Note i orig.utg.: Der udi er en dobbelt Satyre baade mod dem, der giøre Forslag, og dem, som af egen Nytte søger at hindre dem. Thi fast min halve Bord af puur Tobak bestaar.
Jeg hevnede mig paa den Slyngel skiønt i Gaar.
Jeg gav ham med min Foed en dygtig for sin Rumpe,
Saa at hand maatte flux i Rendesteenen plumpe.
Jeg sagde, kiære Jens, du altid Forslag giør,
Af os du derfor nu et Bagslag lide bør;
Du Øll og Brændeviin og skulde plat forbyde,
Saa matte Pokker meer her boe, og være Jyde,
Vor Stads Satyricus fortaalt mig nylig har,
At fordum saadan Lov hos de Note i orig.utg.: Hand haver uden Tvivl fortaalt Verten, at det var hos de Locrenser. Corinther var,
At, hvo for samme Folk et Forslag torde giøre,
26Mand ham til Torvet for Raadhuuset skulde føre.
Og, mens mand raadslog om det for sig kunde gaae
Hand stedse med et Reeb om Halsen skulde staae,
Og, hvis at sligt ey blev af Raadet approberet,
Da uden Naade blev hand straxen stranguleret.
Hvis saadan Lov hos os i Staden blev ført ind,
Jens Grovsmed med hans Pack sig holdt nok i sit Skind.
Mand skulde dempe da slig Lande Plage, Lyde,
Jens skulle Øvrighed med sligt ey meere bryde,
Men nu, hvor saadan Lov i Moden ikke er,
Mand galne Forslag fast hver Dag, hver Time seer.
Af Forslag mand ham jo fast færdig seer at sprikke
Peer Vognmand skulde for afvennes fra at drikke,
Lars Kudsk at bande, ja hans Hustru holde op
At byde som til Falls enhver sin Skiøge-Krop,
Peer Skolemester for at excerpere Phraser,
Note i orig.utg.: Det holdes fast for en Umuelighed at spille uden Grimacer. Frantz Spillemand staae still, afvennes fra Grimacer,
Hans Badsker fra sin Snak om Staat og Politi.
Jens Mortensen fra Løgn, fra Gield og blive fri,
Qvaksalver Jochum Pøel at prale og at skryde,
Førend Jens Grovsmed skal afvennes fra sin Lyde.
Jeg torde sige og bevise meget vel,
27Note i orig.utg.: Qvot Themison ægros autumno occiderit uno / Percuram citius, qvot Villas possideat nunc, / Qvo tondente gravis Juveni mihi Barba sonabat [Så mange syke som Themison skal ha drept på én høst … Jeg skal raskere gå igjennom hvor mange hus han nå eier, som da jeg var ung barberte mitt tunge, raspende skjegg.] At fleere Syge ey vor Doctor slaar ihiel,
Og i en Maaneds Tid til Graven Folk kand føre,
End hand Projecter kand paa nogle Uger giøre,
Peer Skræder dræbte ey om Aaret fleere – –
End mand Projecter har fra denne Grovsmeds Huus.
Hand siunes nidkier, og for Staden sligt at spinde
Men i hvert Forslag mand kand egen Nytte finde:
Thi Projectmagere, som findes i vort Land,
Note i orig.utg.: Καϑώσπεϱ ἀι τίτϑαι γε σιτίζεις κακῶς / Μασώμενοϛ γαϱ, τω μὲν ὀλίγον ἐντιϑεῖς / Αὐτές δ' ἐκέινου τϱιϖλάσιον κατέσπακαϛ, Aristophan. Eqvit. Act. 2 Scen. 2. [Slik som ammene mater du dårlig. Når du har tygget, gir du litt tilbake, men svelger tre ganger mer selv.] Med ingen bedre end med Ammen lignes kand,
De lade som de Mad for Børnene kun prøve,
Og ved den Leylighed dem største Deel berøve,
Mand Skeen tit seer fuld i Ammens Mund at gaae,
Men Barnet ikkun lidt paa Kanten deraf faae.
28Af disse Forslag jeg et eenest dog undtager,
Som giordt blev for et Aar af Jørgen Hattemager.
Hand meente, Gaderne mand kunde reene faae,
Hvis Ordre gik, at Fru Bormesters skulde gaae
Paa Gaden ey med Skoe men Tøfler, Silke-Strømper.
Bormesters Anhang sig allene der ved krømper.
De sige sligt Project kun der til giorde lidt,
Kun foraarsaged, at hun ey kom ud saa tit.
Men hvo som Qvindekiøn kun ret til Prikke kiender
Den veed, at intet fra Visiter dem afvender.
Ney ved det Forslag jeg ey finder mindste Feyl,
Men troer, hver Gade-Steen da klar blev, som et Speil.
Vor Stads Satyricus om slige Ting kun skriver,
Men Skandskrift nogen Tid fra ham ey seet bliver,
Oplysning derudi af ham i ey kand faae.
Om I vil lære sligt, I maae til andre gaae;
Da svarede Peer Runs: I fatter ikke, kiære,
Hvad jeg her sige vil. Jeg vilde ikkun lære
Det som i Skoelerne mand kalder Prosodie,
Og andre Sager, som tilhører Poesie.
Jeg vilde vide om de Guder og Gudinder,
De 9 Madamer, som i alle Vers mand finder,
Note i orig.utg.: Hand vilde sige Parnassus. Permadsens Helicon, som altid kommer for.
Thi derudi jeg seer, at Digte-Kunst bestaar.
Ach! svared Verten da, min kiære Ven og Skriver,
29Alt dette Lapperi til Sagen intet giver.
I smukke Tanker Vers allene kun bestaaer,
Jeg vor Satyricus et Vers lod see i Gaar.
Det samme Vers var vel og kunstig udstuderet,
Det efter Reglerne var giort og heel poleret.
Ey mindste Bogstav var forskrevet derudi,
Der fandtes skiønne Riim, en herlig Prosodie,
Det var Hans Hansens her imellem os at sige,
Hand i at skrive Riim fast haver ey sin lige.
Jeg spør ham, om det Vers ey haver megen Klem;
Men hand en Rynke slog paa Næsen, sagde hem.
Naar hand giør saadant, det ey meget godt betyder.
Note i orig.utg.: Sed numeris decor est, & junctura addita crudis Pers: Sat: i. [Men versemålet er elegant, og harmoni er lagt til det umodne stoffet.] Jeg sagde: Riimene dog hager ingen Lyder.
Sandt nok hand svarede: det Vers er godt nok, Men.
Ja jeg ey siger meer, jeg er Hans Hansens Ven.
Jeg bad ham anden gang sin Mening dog at sige,
Men maatte ligesom en Staader staae at tigge.
Omsider brød hand ud og sagde, Vater hør!
Min Mening aabenbar jeg ikke sige tør.
I er en ærlig Mand, I aldrig kand mig røbe,
Mig saa ved Haanden tog, vi bag i Gangen krøbe.
30Note i orig.utg.: – – Vis dicam; Nugaris cum tibi Calve, / Pingvis aqvaliculus protenso sesqvipede extet. / Pers: Sat: i. [Ville du jeg skulle si, skallede, at når du prater tøv, står din fete mage halvannen fot ut?] Da sagde hand den Mand hvis Bug som Tromme staar,
Jeg aldrig troer, hand goed i Digte-Konsten var.
Om mand kund løsligen beskue vil hans Kinde
Mand ingen Helicon afmaled der skal finde.
Note i orig.utg.: En daarlig Poet, som Perseus skiemter med. Mand vel en Labeo men Perseus ey seer,
Mand giette straxen kand, hand ey Homerus er!
Vel som Homerus hand kand giøre ti til tyve,
Men, kiære Ven, det er ey nok at kunde lyve
Hand derfor ey Poet, ey en Homerus er,
Til Digte-Kunsten der udfordres andet meer.
Jeg siger i hans Vers jeg visse Sager roeser,
Jeg seer hand frugtbar er paa Danske Riim og Gloser;
Men er det nok. Jeg veed, hans Venner sige tør,
At hand er god Poet, men hand dem ofte smør
Note i orig.utg.: – – Calidum scit ponere sumen / Scit comitem horridulum trita donare lacerna. Pers: Sat: i. [Han vet hvordan en serverer varm grisemage, han vet å gi en skjelvende klient en slitt kappe.] Om Munden nu med Øll, nu Viin og andre Sager,
31Ved deres Flatterie de ingen Skade tager.
Note i orig.utg.: O Jane a Tergo, qvem nulla Ciconia pinsit / Pers: ibid, [Å, Janus, hvem ingen stork hakket bak ryggen.] Ach! hvis som Janus hand toe Øyne havde meer,
Hand skulde see hvor de bag Ryggen staar og leer.
Hand vrider, vender sig, giør hundrede Grimacer.
Hand Oplag haver giort paa Danske Ord og Phraser,
Som hand i Orden net og kunstig sette kand,
Og deri lige fast ey har i heele Land,
Nu som en tyrkisk Hær i skiønne halve Maaner
Hand setter sine Vers. For Børn og gamle Koner
Det er behageligt, det giver Appetit;
Men hvor mand vender dem, saa duer de kun lidt,
Note i orig.utg.: – – Stans pede in uno Cum flueret Lutulentus – – – Horat: I. i. Sat. 4. [Stående på én fot mens han skitten strømmet …] Hand som Lucilius staar paa en Foed og riimer;
Men er det nok? ja vist! Hvad staar jeg her og priimer
Hans Vers jo tiene kand at kline paa en Veg,
32Note i orig.utg.: Saa at omendskiøndt Materien ikke duede, saa var dog Inventionen at berømme at Versene bleve forfattede udi et Skiæg, og for fortiente for den Aarsags skyld at sættes i en Ramme. Som dens, af lutter Riim der giorde Davids Skieg.
Jeg dette til hans Vers kun sige kand, Her Skriver!
At i en Ramme net sligt staar, Parade giver,
Parerer langt fra som det skiønne Himmel-Brev,
Note i orig.utg.: Saadant Himmelbrev, bremmet med prægtige Kaaber Kniplinger, er og saa nedfalden udi vores Tid, hvilket formedelst dets Facon fortiener at giemmes. / Cedrô nunc licet ambules perunctus, Et frontis gemino decens honore Pictis luxurietur Umbilicis, Et te purpura delicata velet / Cordyllas madida tegat papyro, Vel thuris piperisq; sit Cucullus, Mart: Epigr. L. 3. [Du kan nå gå parfymert med sederolje og prydet med ære på begge sider fråtse i ornamenterte bilder, og delikat purpur dekker deg … Det våte papir dekker tunfisk eller blir innpakning for røkelse og pepper.] Der midt i Tydskland faldt, og nylig til os drev.
At sige med et Ord, hans Vers sig læse lode,
Ja det som mere er, de kund holdes gode,
Men tvende ringe Ting derudi lastes kun:
33Note i orig.utg.: – – Vis Mamerce Pôeta videri, Qvicqvid vis, esto, dummodo nil recites. / Mart. Epigr. L. 2. [Vil du, Mamercus, tas for en poet, vær hva du vil, så lenge du intet resiterer.] Hans Foretagende og Execution.
Hvad angaar eders Snak om Guder og Gudinder,
Mand i Peer Paulsens Vers jo dennem alle finder;
Thi fra Saturnus til Priapus hvert et Blad
Er sigtet fuld og staar heel ziirlig udi Rad.
Skiønt deres Tal er stor, saa bruger hand tit flere;
Med nye Guder hand kand Himmelen formeere,
I hver en Linie mand seer Phoebus for og bag.
Skolmester finder i hans Skrifter megen Smag,
Jeg Vrid i Maven faaer og raader til hans Beste,
At hand ey skriver meer om Niobe og Thyeste,
Om en Andromache, om slige høye Ting,
Og med en Icaro sig gir saa høye Sving;
Men, hvis hand endelig om høye Ting vil skrive,
Da jeg Materie beqvem vil hannem give,
Som stemmer med hans Vers; Om en Deucalion,
Note i orig.utg.: γϱαφας Δευκαλίωνα Μενέςϱατε κὰι Φαέϑοντα / Leonid: Ant. 2. [Leonidas Tarentinus (330–ca. 260 f.kr.), gresk dikter] [Skriv om Deukalion, Menestrate, og Phaeton.] Hand heller skrive maa og om en Phaeton.
En omkom udaf Ild, en lidde Nød af Vandet.
Thi slige Skrifter kand sig ikke vente andet.
34Hvis hand ey var min Ven, jeg sagde hør Poet!
Skriv om en Ario, der døde paa Sec – –
Mens de saa talede, kom samme Mand tilbage
Og sagde, kiære Vert, vi maa det saadant mage,
At jeg med disse Mænd ey kommer sammen meer,
Jeg beder, at I mig den Villighed beteer,
At naar de kommer hid, I vil mig da advare,
At jeg kand pakke mig og undgaae anden Fare.
Peer Ruus blev heftig glad, at hand tilbage kom!
Hand nærmed sig til ham og sagde gandske krum:
Her Stads Satyricus! Hvad skal jeg eder give,
At I vil lære mig et Skandskrift net at skrive.
Et Skandskrift? Svared hand, opløftende sin Stav,
Og dermed Peder Ruus en banked Trøye gav,
Mand hørte hannem da heel ynkelig at skraale:
I andre skiemter med, og selv kand intet taale!
Mod alle Stænder I har talet, hvæsset Pen,
Og kand ey liide at I skiemtes med igien!
En ret Satyricus kun bruger sine Tænder,
Kun Folk med Munden slaaer, I bruger ogsaa Hænder.
Jer Haand, Jer Stok er meer satyrisk end Jer Mund!
Ach! jeg maa hevne mig paa den Satyrisk Hund!
Paa disse Ord mand saa en haard Confect at vanke.
Med knytte Næver Ruus begyndte ham at banke,
Den anden derimod ham sterkt paa Klingen gik.
I Haaret begge to de strax hinanden fik.
Som tvende Løver, der mand stride seer om Bytte,
35I deres Hidsighed de Liv og Blod ey skytte,
De give aldrig tabt, de vige ey en Fod,
Før de kand faae at see hinandens Hierte Blod.
Ey anderledes var at ansee disse tvende,
Mand vidste ey hvor hen sig Seyren vilde vende.
Note i orig.utg.: Non amo qvi vincit sed qvi succumbere novit / Et didicit melius Ͳὴν ἀνακλινοπάλην / Mart. Epigr. Libr. 14. [Jeg elsker ikke den som seirer, men den som vet å gi etter og har lært bedre å innhente seg.] Vor Stads Satyricus greeb til en gammel Konst,
Da hand fast havde Magt og Kræfter brugt omsonst.
Som en Anfører, og en dygtig Procurator,
Og paa Academie en gammel Disputator,
Naar de mod Fienden kand med Magt ey fegte meer,
Mand dennem gribe strax til andre Midler seer:
En ved Forræderi, en ved Distinctioner
Til Veye bringer sig tit Laurbær-Seyer-Croner:
Saa vor Satyricus; Da Sagen ilde stoed,
En uformoden Seyr fik ved en Kroge-Foed;
Ved saadan Krigspuds Ruus til Jorden maatte falde.
Hand maatte da til Hielp sin tapper Husbond kalde,
Som ufortøved da loed see, at hand blev vreed,
Gav mange Prøver paa sin store Mandighed.
Den heele Krigshær hans Exempel efterfuldte,
Foruden en Matros, som sig bag Dørren skiulte,
36Hver tog hvad hand fik først i Haanden, holdt sig brav,
Sær Anders Styrmand, som fast ingen eftergav.
Paars bød Skibs-Folket sig af Kiolerne at føre,
Som Krigs-Folk pleyer tit i stoere Slag at giøre.
Det hindrer stundum, at mand mange Klæder har.
Lod denne Gang og see at hand Anfører var.
Mand da i Øyeblik saae fire raske Drenge
Med største Iver sig i Stuen ind at trenge,
At komme den til Hielp, som overvældet var:
Thi en Satyricus og sine Venner har.
Da Slaget ret gik an Paars fick en Stoel i Haanden.
Med begge Hænder hand slog dermed efter Manden,
Men første Slag gik feyl, hand rammede en Kat,
Som derved hidsig blev, fik Paars i Kløer fat.
Hand i hans Ansigt sprang, begyndte saa at rive,
At mand i Øyeblik ham blodig saae at blive,
Saa deraf maatte lee vor Stads Satyricus;
Thi Katten agted Paars ey mere end en Muus,
Den store Heldt sit Folk til Hielp da maatte kalde,
Hand holdt det haanligt for slig Fiende at falde,
Hand raabte overlydt: Kom hielper mig! I seer,
At denne slemme Kat og heel satyrisk er.
Da Anders Styrmand, som paa høyre Fløy i Slaget
Stoed med en Hueblok, som var af Skabet taget,
Flux til Undsetning kom, til Jorden Katten slog:

37Strax anden Skikkelse da Slaget derpaa tog.
Huusverten upartisk stoed længe; vidste ikke
I dette Klammeri hvor hand sig skulle skikke;
Men, da det endelig gik løs paa Glas og Kruus,
Paa Stoele, Skamle, hvad hand havde i sit Huus,
Hand og Neutralitet ey kunde holde længe;
Slig Skade maa hver Mand til Marv og Hierte trænge.
Hand til Caminen løb, en mægtig Brand der tog,
Og med den samme paa Skibsfolket heftig slog;
Men, saasom den var krum, saa vilde hand den rette,
Og for sit høyre Knæ begyndte den at sætte,
Men ikke kom ihu i saadan Hidsighed,
I ene Ende at hans DyrendalSverd var heed,
Og sine Fingre da forbrendte saa til Skamme,
At hand i Slaget meer ey kunde nytte samme.
Da Anders Styrmand, som tilforne Moedløs stoed,
Af saadant Eventyr fik gamle Styrmands Moed,
Slaar med sin Hueblok med saadan Kraft og Iver,
At hand den høyre Fløy i Hast paa Flugten driver.
For Fienden den et Medusæ Hoved var,
Hvis Kraft de Gamle os beskrevet saadan har,
At, hvo det samme saae, blev strax til Steen forvandlet.
Jeg finder Blokken og med dem har her saa handlet;
38Hvo samme saae, af Frygt ey rørte Haand, ey Been.
Dens Blod strax iisnede, dens Hierte blev til Steen.
Per Paars slog med sin Stoel som med AlcidisHerakles Kølle.
Hvo deraf fik et Slag, et Aar det kunde føle.
Peer Skriver stoed ey stil, en gammel Tønde tog
Og den med saadan Kraft mod Vertens Hoved slog,
At Bunden gik i tu, med Hænder da at klappe
Begyndte Paarses Hær: Thi som en spanske Kappe
Den gode Vert saae ud, og som en Støtte stoed,
Blev ubevegelig, ey rørte Haand ey Foed.
Om dette store Slag i Byen kom et Rygte,
Det heele Naboelag begyndte alt at frygte.
Mand efter Vagten strax loed derfor skikke Bud.
Niels Corporal med tre bevæbned Mænd gik ud,
Og brød i Stuen ind, bød strax Gevehr at kaste.
Og begge Hærene til Byens Vagt at haste,
Da ikke nægtes kand, Peer Paars jo bange blev.
Spiud, Bysse, Knævelbart ald Ild af Kroppen drev:
Hans fæle Ansigt og hans Martialske Mine.
Hans stolte Gang, hvormed mand saae ham ind at trine,
Fast en Achilles selv indjage kunde Skrek.
Ey Attila saae ud i Feldslag meere frek,
Ret ligesom PT, der mand i vore Tider
39I fuld Mundering seer, hvis Siun, Gestalt ey lider
At nogen, end hvor kiek og uforsagt hand er,
Ham ret beskue tør: Thi, skiønt hand smiler, leer
Saa dog en Grumhed i hans Ansigt er at finde,
Saa dog den fæle Mars staar paa hans begge Kinde,
Saa dog hand Mine har at være meere vred
End Ajax,Helt i gresk mytologi som deltok i trojanerkrigen naar hand var til Mord og Brand bered.
Mand seer ham kun sit Spiud i høyre Haand at tage,
Den heele Christenhed det Redsel kand indjage:
Hand ryster sin Peruqve, mand tænker hvert et Haar
Medusæ Slanger er, som paa hans Axle gaar.
Men, naar hand ret er vreed, mand afmalt paa hans Kinde
Fast Verdens Undergang og Furias kand finde,
Ey anderledes var at ansee denne Mand.
Hvo undres da, min Helt ey kunde holde Stand?
Ruus raabte ynkelig: Vi strax af Byen reyser,
Men Niels paa Corporalsk ham svared, veg Blakscheisser!
Vor Vert og maatte med sin tomme Tønde gaae:
Slig Spot den gode Mand kom alt for dyrt at staae.
Mand en Ulykke seer en anden at medføre:
Thi der var sluttet, ham til Stads Captain at giøre,
Men denne Spot ham af slig Æres Trin neddrev,
Af Byens Borgerskab en anden udvalt blev.
Niels Corporal befoel, mand skulle ingen spare,
Vor Stads Satyricus dog undgik denne Fare,
40Thi der bag Sengen var i Kammeret en Dør,
Hand deraf kryber ud, sig meget liden giør.
Cornelius Matros til andet Middel griber,
Bekræftede med Eed, hand nylig kom fra Riber,
Og hos Ritmesteren i Tieneste der var.
Ey første gang med Løgn hand saa sig frelset har.
Hand sagde skiemtviis, sig at have mange Siæle
At sætte udi Pant. Hvi skal vi være Træle
Af Ord og Løfter? Ach! jeg paa mig selv jo veed,
At saadant Galskab er og lutter Daarlighed.
Naar hand var meest i Gield, da hørte mand ham prale,
Om Midler og Gevinst da allermest at tale.
Hand aldrig talede om Handel, Sal og Kiøb,
At jo tillige med en Løgn af Munden krøb;
Hand kunde lyve som Peer Vognmands Mær kand trave,
Hans Kone sagde tit: Skam faae din tykke Mave,
Jeg troer af idel Løgn, at den saa opblæst er.
Ruus ham og sagde tit: fortæl ey saadant meer,
Note i orig.utg.: Miserere tandem crudelis & sile tandem. Aut, si tacere Lingva non potest ista, / Aliqvando narra, qvod velimus audire / Mart: Epigr. L. 4. [Miskunne deg, grusomme, og ti endelig stille. Eller, hvis din tunge ikke kan tie, fortell iblant det vi vil høre.] Men, om umueligt du kand vænnes fra at lyve,
Siig heller, at du est bestaalen udaf Tyve,
Siig heller, at du har din Velfærdt tabt i Spil,
Og andet saadant, som jeg heller høre vil,

2. Sang

41De andre bleve saa med Magt i Vagten trekket;
Men Raadet over sligt ey lidet blev forskrekket,
Holdt for, at derudi Milicen gik for vidt,
Og protesterede mod saadan Sag ey lidt,
Sær da mand Kundskab fik, det var en ærlig Kræmmer,
Og af Civile-Stand de alle vare Lemmer.
Milicen derimod sligt agtede ey stort,
Ey vilde staa fra det den engang havde giort.
Saa alting siuntes med indbyrdes Krig at true.
Den heele Stad for sligt begyndte sterkt at grue.
Mand alt Børmesteren at plante Fanen saae,
Et Corporalskab af Militz paa Torvet staae.
Byeskriveren Lars Hick sig foretog at skrive
En skarp Apologie. Det vil vitløftigt blive
Hans store Manifest at føre denne gang
Omstændeligen ind i min Heroisk Sang.
Peer Grovsmed Ordre fik Projecter da at giøre,
Hvorledes Krigen best mand skulde kunde føre:
Men Projectmagere, saa tit det gielder paa,
Er sielden hiemme selv, men gandske raadvild staae:
Saa gik det denne Mand, hand kunde raisonnere,
Og skiønne Anslag, naar ham ingen bad, formere,
Men nu i Nødfald hand ey havde Hierne meer,
Paa slige Ting mand fast hver Dag Exempler seer.
Mand hører mange Folk med store Ting at prale,
Mand hører dennem fast med Engle Tunger tale:
42Mand tænker: Ach! hvis hand ved Roeret ikkun stoed,
Der saa forstandig er! Paa hvilken herlig Foed
Hand vilde bringe da, og sette alle Sager,
Hand bliver Øvrighed, mand ham i Raadet tager.
Mand ham for Raadet som en Piller fast anseer;
Mand ey bedragen blir; som Støtte hand sig teer,
Som Marmor Piller hand Raadhuuset ikkun pryder,
Og haver ellers ey meer Liv, ey andre Dyder,
Som svampig Snee-Mos, naar mand den i Munden faaer,
Til intet bliver; Saa det og med slige gaaer.
For Borgerskabet jeg har ikke kundet finde,
Meer Tieneste at hand giort haver denne Sinde,
End at hand skurede tre, fire Haangevær,
Som heel forrusted var, Bormesterens i sær,
Der fra Dithmarske Krig ey havde seet Dagen,
For meer end hundred Aar af Skeeden ey var dragen.
Det ene seer jeg, hand har giort i denne Krig.
Thi i det øvrige var hand sig selv ulig.
Bormesters Lars blev sendt forud at spionere
Hvad Hær Niels Corporal da kunde ret formere,
Men hand blev snappet op, med Spitzroed prygled brav.
Til aabenbare Krig sligt fuld Anledning gav.
Mand alt Befalning gav at røre Byens Tromme,
Mand Borgerskabet saae i Hast at sammenkomme.
Byeskriveren mand da Commando overdrog,
43Note i orig.utg.: Som Clement skriver udi vor Tid, til hvis Berømmelse mand kand sige, at hand er ikke mindre fornuftig end tapper. Thi hand lader aldrig see sin Mandom uden mod dem, om hvilke hand er forsikkret at de ikke slaaer fra sig, og der udi ikke træder den uforsigtige Heltes Fodspor der sagde: Armatus sit qvem odero. [Bevæpnet være den jeg kommer til å hate.] Den kloge Clements Divise er heller: Cum fæminis & inermibus bellum gerere soleo. [Jeg pleier å føre krig med kvinner og ubevæpnede.] Hand var en tapper Mand, sit Huusfolk hver Dag slog.
Mand billigt fandt for sligt Bormesteren at skaane,
Hand havde mange Børn, en Hiertens yndig Kone:
For denne Post hand var kun bange for sit Liv.
Thi ellers mand ham saae mod all Ulykke stiv.
Peer Raadmands Kone med ham eengang vilde skiemte,
Men hand i Aar og Dag slig Dristighed ey glemte,
Ja hand Bormesterne til Rom lidt eftergav.
Den Roes hver Borger maa ham give i sin Grav.
Men da mand færdig var til Krig at declarere,
Mod Borgerskabet Niels begyndte at marchere
Dog see! Hvad skeede da? Mand fik et lidet Brev,
Som af Byskriveren for Raadet aabnet blev.
Mand af dens Læsning fast af Latter maatte sprekke.
Ruus paastoed derudi, mand skulde dem ey trekke
Fra Hovedvagten hvor det rette Forum var,
Min Huusbond, sagde hand, Anfører været har.
44Thi, skiønt hand Kræmmer er, hand der for ey saa lige
Staar under Byens Ret. De tvende store Krige,
Som hand med største Priis har ført paa Anholts Land,
Ham har undtagen fra den Borgerlige Stand.
Mod Paarses Videnskab om Ruus har dette skreven,
Jeg derom gandske ey er informeret bleven,
For Raadhuus Kielderen jeg veed hand bange var.
Thi hand i Callundborg der engang siddet har.
Det Brev strax endede den store Krig og Trette.
I Daarekisten Paars mand nødig holdt at sette:
Milicen ogsaa paa de samme Tanker faldt.
Da for den store Helt det udsaae meget galt.
En slig fornuftig Mand, der kunde sig berømme,
At være Viisdom selv, fra Sindet saa at dømme
Det fast uhørligt var; Hand maatte dog dertil;
O et Exempel! O et Speyl paa Lykkens Spil!
O hvilke Tider ach! mit Hierte fast vil briste
Saa tit jeg tænker paa den Skam, den Daarekiste.
O Jylland tør du vel saa handle med en Mand,
Hvis Lige i Forstand var ey i heele Land.
Mand over sligt saae Paars dog lidet sig bedrøve,
Hand sagde ingen kand mig mine Sind berøve.
Den heele Stad er gal, og jeg er eene viis:
Jeg haaber herfra og at komme ud med Priis.
Med stor Sagtmodighed hand Byens Folk saa fuldte
Med et Heroisk Sind sig tvang, den Smerte duldte.
Mand hørte ey et Suk, mand ham ey skielve saae,
Men som en Scipio igiennem Folket gaae.
45O en Philosophie! I Spanier som saa prale
Med eders Don Quichot, saa stort om hannem tale,
Beskuer denne Mand, og tager Svøftet ind.
Hvo saa uskiønsom er? hvo saa forstokket blind?
At hand jo let kand see Forskiel paa disse tvende,
I her Philosophie i større Grad maa kiende.
Den store spanske Helt jeg meen mod denne Mand
I Dyd, Philosophie kand aldrig holde Stand.
Men vores gode Vert var langt fra ey saa mandig
I slig Ulykke som min Helt, saa sterk bestandig,
Hand med sin Tønde heel nedslagen modløs gik,
Og udaf denne Sorg sit Banesaar fast fik.
Hand tumlede som en der Sindet er berøvet,
Note i orig.utg.: Den II Junii er den sorteste Dag for Gieldbudne Folk hos os: Andre Dage for anere Folk. Derfor var Manden ikke saa taabelig udi Comoedien der vilde lære af Socrate den Kunst at faae Maanen af Himmelen; Thi hand raisonerede saaledes: Er der ingen Maane, saa er der ey heller nogen II Junii. / Καϑελοιμι νύκτωϱ την σελήνην, εῖτα δε Αὐτὴν καϑειϱξαιμ' &c. Aristophan. Nub. Act. 2. Sc. i. [Jeg skal trekke ned månen om natten, deretter skal jeg stenge den inne etc.] Mod II Juni F mand seer ey meer bedrøvet,
Ey H Kornpuger meer nedslagen, modløs er,
Naar hand et Skib med Korn i Havnen komme seer.
46Hans bedste Venner selv ham moxen ikke kiendte,
Thi hand saae ud som P, der paa tre dobbelt Rente
Note i orig.utg.: Non erat hac facie miserabilior Creperejus / Pollio, qvi, triplicem usuram præstare paratus, / Circuit, & fatuos non invenit. / Juv: Sat: 9. [Tristere enn dette ansikt var ikke Crepereius Pollio som, beredt til å betale tredobbel rente, gikk rundt og ikke fant noen dumme mennesker.] Vil gierne laane, men kand intet faae paa Borg,
Saa mand i stakket Tid forfalde kand af Sorg.
Ruus maa nu hyle saa, nu bande, skiære Tænder,
Nu op mod Himmelen at løfte sine Hænder,
Hand vidnede med Eed, at hand var gandske klog,
Men alt forgiæves: Thi der udi Byens Bog
Var indført, og alt med Fractur Bogstaver skreven,
At hand afsindig var: Hvo engang dømt er bleven,
Ham hielper intet, at hand raaber paa sin Ret,
Hand maa da holde Stand, og høres ey saa let.
Mand bragte saa did hen den gandske heele Skare,
Men ingen Værelser for dennem ledig vare.
Undtagen et, hvor dog en Projectmager laae.
Mand bød ham giøre Plads, i andet Rum at gaae;
Men hand blir gandske vreed, til Byens Svenne siger:
For dette fremmed Folk jeg ey en Fod-bred viger,
Hvad bilder de sig ind? Jeg sexten Uger nær
Har siddet, som mand veed, i Byens Kiste her.
47Note i orig.utg.: Saaledes brystede sig ogsaa en af Holmens Fanger og prætenderede Prærogativ for andre nykomne, efterdi hand udi saa mange Aar havde baaret Kongens Jern. Jeg staaer paa min Respect, mit Senium hand hæver,
Hvad skal jeg? sagde hand, og viised knytte Næver;
Men, dette uanseet, hand maatte give Rom;
Saa Paars med vis Honneur i Daare-Kisten kom.
Vor Stads Satyricus som rømmet var af Slaget,
Og for Niels Corporal var kommen, Flugten taget,
Da hand om denne Sag ret underrettet blev,
Til Raadet skikkede, men uden Haand, et Brev
Formanede, at som de Fremmede der vare,
Og laae paa Reysen, mand dem skulde lade fare,
Og ikke røre meer om denne skiden Sag,
Det kunde angre dem, maa skee, en anden Dag.
Det Brevets Inhold var, hand skrev og andet mere,
Mand over saadant strax begynte at votere.
Halvanden Time mand med Stilen henbragt har
Byeskriveren Lars Hik, som Ortographisk var,
Og ringste Bogstavs Feyl ey kunde pardonnere,
Med Sveeden tog sig for det at examinere.
Note i orig.utg.: Poeten raillerer generaliter med dem, der seer meer efter, om der fattes en Bogstav end om der er Meening udi et Skrift. Et Vitium, [Last] som udi disse saa kaldte polerede Seculis haver taget stor Overhaand. Menniskets Natur er at falde fra en Extremitet til en anden: mand haver taget sig fore at udrydde den Barbariem som fantes udi Stiilen hos medii ævi scriptores, [Middelalderens forfattere] og derved er falden til det yderste Pedanteri. Saa at mand fast ikke veed, hvilken Alder meest er at beklage. Blev vreed, da hand et (i) foruden Tødel saae
Skreeg: Inden stakket Tid et Barbari vi faae.
48Den Roes Byeskriveren mand ikke let betager,
At hand jo accurat var udi slige Sager.
Hand for en Bogstav kom med andre tit i Haar,
Af sligt den gode Mand og fik sit Bahne saar.
Gid mand i vores Tid ham efterfølge vilde,
Og paa Materien ey Tid allene spilde;
Hvo spørger nu, om Ord er bogstaveret ret.
Ney! Mand sig tager nu alt saadant meget let.
Lars Hick Ortographie tog udi Agt saa nøye,
At hand Materien kun agtede heel føye,
Hand ivred sig i sær, da hand blev var et Ø
Med E i Enden, skreeg, mand maa af Harme døe!
Bormester fuldte ey de samme Fundamenter.
At skille Tretten en Postil hand straxen henter.
Med Ø og E mand der det bogstaveret saae.
Mand tænkte da Lars Hik af Skindet vilde gaae,
Hand skreeg: Ortographi mand aldrig gierne søger
I en Postil! Vi maa opkaste andre Bøger;
Vi et Politisk Skrift vil tage som er net.
49En Geistlig pleyer ey at bogstavere ret.
Note i orig.utg.: Visse ivrige Geistliges Character, som holde for, at man attacqverer Religionen, naar man criticerer Stiilen udi en Canonisk Bog. Jens Raadmand over sligt mand gandske saae at blegne,
Hand ivrede sig paa Religionens vegne,
Hand raabte: Hillemænt! Tal meere med Beskeed,
I over slige Ord kand komme i Fortreed;
Hand som en Cato var i Raadet, paa hans Iver
Samt Dyd og Taushed om mand her Afridsning giver
Der til Opbyggelse og Lærdom tiene kand
For dem, som ere i sligt Embede og Stand.
Ey fra Papyrio en Raadmand havde været,
Der for sin Taushed saa anseet var og æret:
Ey Hustru, Venner, ey Forældre, Gaver, Skienk,
Ja, det som mere er, ey Trudsler, Pine-Benk,
Var mægtig ringste Ting at faae af ham at viide.
Hand saa fuldkommen var, hand kunde ikke liide,
At mindste Sager blev af Retten taled ud.
Note i orig.utg.: Precieuse Folks Character. Byskriveren lidt Bleck spildt havde paa sin Klud,
Det samme anden Dag ham sagt blev af hans Koene,
Hand derudover fast var færdig til at daane;
Det Raadstue-Sager er, hand skreeg, som ties bør,
Hvo en Papyrius med hannem ligne tør?
Hans Eftertænksomhed kand ingen ret beskrive.
Jeg derpaa ikkun vil et par Exempler give.
50Af hvad Betænksomhed den samme Raadmand var,
Hvor han i Verden som paa Gløer gaaet har.
Han af en Giæsling saae sin Kone Fiær at plukke,
Strax derudover skreeg: Lad blive sligt min Dukke!
En saadan liden Fiær kand voxe blive Pen.
De onde Tider jo vel komme kand igien,
For Troens Forsvar at vi nødigt har at skrive,
Og da den samme Pen brugt der til kunde blive.
Den mindste liden Fiær kand i sin Tiid maa skee
Omstøde Pavens Magt. Vi slige nu belee,
Og for Pedanterie beskylde nu omstunder,
Da alle Dyder som tar Afskeed, og gaaer under.
Han saae i Tiden frem saa langt, at han sin Hat
Toeg tit af Hovedet, sig bukte for sin Kat,
Og sagde: man ey veed hvad saadan Kat kand hende,
Hvorledes Verden sig for ham kand snoe og vende;
Maa skee den Kat forgiordt af sin Stivmoder er,
Og blir til Mands igien, som man vel ofte seer.
En slig en ProtheusProtevs, sønn av Poseidon, vesen i gresk mytologi som kjenner fremtiden man ikke let kand drille,
Hand tusind Hendelser sig kunde forestillee.
En viis Mand, sagde han, bør alting forud see,
Ey sige: Hvo har tenkt, at saadant skulde skee
I Retten han var vandt gemeenligen at sove,
Ey udaf Ladhed, men han torde sig ey vove
At høre selv en Sag. Kand skee jeg dømmer galt,
Han tenkte, og saa paa Bormesters Meening faldt,
Og det for visheds skyld, saa man kan ham berømme,
At han forsætlig ey mod Retten kunde dømme.
51I vore Tider man skal finde gandske faa,
Der saa den sikkrest Vey forsigteligen gaae.
Han meget hurtig var, men intet giøre vilde
Af Frygt at han sit Amt forrette skulde ilde.
Man onde Mennisker saae derfor ham belee
Man og gemeenligen ham kaldte Jens Maaskee.
Man efter lang Dispyt fandt nødig at opsætte
Til meer beleylig Tiid den samme store Trette,
Og Sagen i sig selv at tænke noget paa,
Note i orig.utg.: Man holder for Stads Satyricus giorde dette Forslag for at ridiculere Peder Paars, og at divertere sig selv og andre. Men Hans Mikkelsen, maa skee, for at holde sin Helts Caracter ved lige, tager det ikke paa den Foed, Tydske Jochum holder for, at det skeede alleene for at beviise Paars Ære. Vid. Hist. sui Temp: pag. 420. Og endelig for godt man fandt at lade gaae
Den store General med gandske heele Skare,
Dem megen Ære tee, og ey Omkostning spare,
Ja dem geleyde ud af Staden med den Pragt,
Som man mod store Folk bør tage udi Agt.
Til saadant Udtog blev en Tiid af dem berammet,
Paars blev til Torvet ført, og der med Pragt annammet,
Og derfra med Proces af Stadens Port ført ud.
O en Forandring! Den nu dyrket blev som Gud,
Der nyligen af dem var saa forhaanet bleven,
Med stoor Forsmædelse til Daarekisten dreven.
52Note i orig.utg.: Han burdte have kaldet paa Calliope eller en af de andre lærde Gudinder: Men den Feyl vil intet betyde, den ene, maa skee, kand være lige saa god som den anden, ellers kand man let der i fare vild; thi saaledes skrev en vis lærd Mand i Stæden for Pluto, [Pluton, dødsrikets hersker i gresk mytologi] Der Höllische Gott Plutarchus. [Plutark (ca. 45–125 e.kr.), gresk historiker og filosof] ProserpinaProserpina, Plutons kone, dronning av dødsriket i romersk mytologi stem op! Stat bi den sidste gang:
Thi jeg mod Enden er af min Heroisk Sang.
Man først med Klokkerne begyndte sterk at ringe,
Man Stadens Fendrik saae i Spitzen Fahnen svinge,
Nu over Hovedet, og det med megen Art;
En Mølle drives ey af Storm med større Fart.
Nu under Beenene den gik ey mindre flygtig.
Saa alle raabte: I sit Fait den Mand er dygtig.
Ret som en Børnetop man saae den dreyes om,
Nu stoed vor Fendrik ret, nu var han gandske krum,
Som konstig Madik,Larve der, nu gandske ret sig holder,
Nu i et Øyeblik sig slaaer i mange Folder.
Ey anderledes var at ansee denne Mand.
I Fahne-sving hvo nu slig Konstner finde kand?
Peer Trommeslager ey indlagde mindre Ære.
Man fandt ham i sin Kunst ey ringere at være.
Han Trommestokkene mod Luften stundum slog,
Og dennem strax igien alt efter Tagten tog.
53Ey Erter løbe kand saa hastig i en Gryde,
Som Stokkene da gik. Ach! hvis jeg var en Jyde,
Jeg meere kraftelig det skulde mahle af;
Kort talt: paa Dygtighed han store Prøver gav.
Emanuel, som giort har Stykker for Trompetter,
Foruden andet, som Couranter, Menueter,
Gik udi tredie Leed, ey stod sig mindre brav,
Og blæste, at det af Raad-Huuset Echo gav.
Saa at Bormester selv af Glæde maatte græde,
Man gamle Koner saae Tørklæderne at væde.
De raabte: ach det er en Himmelsk Engle-Lyd!
I anden Verden der maae være megen Fryd,
Naar slig paa Jorden er. De deri talte sanden;
Thi han ey eftergav paa Scaven nogen anden.
Det er forunderligt hvad saadant Instrument
Kand have for en Kraft; det alle er bekient,
Note i orig.utg.: Vid. Jamblich. libr. de Mysteriis Ægypt. [Boken om egypternes mysterier, skrevet av Jamblikos (ca. 245–325 e.kr.), syrisk filosof] confer. Tydske Jochums Reflexioner der over Hist. sui Temp. pag. 430. At man kand med Music den største Sygdom læge,
At man kand vilde Dyr med Instrumenter spæge.
En deylig Farve han af saadant fik, saae ud
I heele Ansigt, sær i Panden som en Stud.
Nu blæste han et Vers, nu tog han op af Lommen
54En Flaske Brændeviin, certeredeKjempet med Trommen;
Thi medens den (som er Maneer) alleene gik,
Vor OrpheusOrfeus, sønn av Kalliope, trakisk dikter som kunne fortrylle naturen med sang og lyrespill en Kluck af Nectar Flasken fik.
Det var forunderligt med høyre Haand han Flasken
Som efter Tagten toeg behændelig af Tasken,
Med venstre derimod regiered sin Trompet.
Sligt nu hver Musicant ey giøre kand saa let.
Nu blæste hand det, som de Valske Solo kalder,
Nu atter Tutti, og med Trommen flux indfalder;
Hik sagde: Saadan Mand vi aldrig meere faar,
Ach! hvis i Tydskland kun han hafde reyst et Aar.
Note i orig.utg.: Om Poeten meener udi at drikke tillige med, er der noget Satyrisk. Og bedre Fundament der havde kunde faaet,
Han hafde store Mænd af Skolen kunde slaaet.
Strax efter denne Mand man Generalen saae.
Med største Ærbarhed og Skrid for Skrid at gaae.
Han og hans Secreteer gik under tvende Himle.
Man heele Gader saae af Mænd og Qvinder vrimle.
I slige Byer det gemeenlig pleyer skee,
Naar man faaer noget nyt at høre og at see.
Processen gik saa fort, var meget skiøn og prægtig,
55Note i orig.utg.: Deres Character, som af Skarnet i en Hast komme til Værdighed, hvis gamle Mores [ Sedvaner] undertiden bryder frem, som der fortelles om en Tiener der uformodentlig selv blev Herre, men engang glemte sig selv, og i Steden for at sætte sig i sin Vogn, steeg bag paa Carossen. Alleene Ruus, som ey var nogen Sinde mægtig
At styre sig, da hand en Bager-Boed blev var,
Paa Veyen kiøbte sig af Hvedebrød et Par.
Slig Gierning Peder Paars gik meget haart til Hierte.
Han dulte dog som en Philosophus sin Smerte;
Han vendte sig kun om, og sagde Secreteer!
At kiøbe Kringler nu heel ubeleiligt er.
Saa blev af Staden Paars udført med Pragt og Ære;
Af saadan Sag enhver kand trøste sig og lære,
At man af Modgang ey maa lade slaae sig ned,
Men sig bevæbne med en ret Bestandighed.
Man finder stoere Mænd, der Riiseet har maatt kysse,
Jeg vil ey tale om Ænea og Ulysse,
Og andre Helte, som saa meget tales om;
Alt hvad, som skrevet er i Grækenland og Rom,
Er ey saa rigtigt, at man vel kand derpaa bygge:
Thi deri ofte man for Juno griber Skygge.
Ey altid nødig er til Grækenland at gaae,
56Note i orig.utg.: Her skiemter Poeten med dem, som af urimelige Romaner ville udtræcke Morale, og læse de samme fast med større Andagt end andre gode Bøger. Man seer en stor Mængde der af komme for Lyset udi vore Tider. Autores til saadant foregive tit at det skrives Pour Servir le Pupliqve, [For å tjene offentligheten] men de maae derved alleene forstaae den Part af Republiqven, som bestaaer af Fiskerkierlinger og Nybods Folk. Af Danske Skrifter, som man meer kand liide paa,
I Hobetal man kand Exempel her fremføre.
Som man i saadan Fald til Nytte sig kand giøre,
Hvor ofte seer man ey en Espen Askefiis
Af Modgang blive stoer, hans Spot til Ære, Priis,
Hans Sorg til Glæde jo at blive snart forvandlet.
Man seer jo Lycken tit har ilde med ham handlet,
Nu tænker man at han til Grunde gandske gaaer,
Mod Enden altid han dog Kongens Daatter faaer.
Om Finkeridderen hvad seer man ey er skreven?
Hvor han har vanket om, af Modgang stoer er bleven?
Ugudelige Folk vil saadant ikke troe.
Hvor tit man læser jo en Jomfru til en Koe,
En Ridder til en Hest og andet Beest omskabet
Af en Stivmoder; men har Modet dog ey tabet
I saadan Uselhed de bragt har Tiden hen,
57Af Beester bliver dog til stoere Folk igien.
Note i orig.utg.: Dette kaldes αποστϱοφὴ [Apostrofe] nemlig at vende sig til dem, man taler til, og er meget brugelig hos gamle Poeter. Hvad har I ikke taalt, Velbyrdige Matrone?
Hvad Kaars og Modgang, O I skiønne Magdelone!
Som Skibet uden Roer man eder vakle seer;
Mod Enden alting dog for eder smiiller, leer.
I med Sølvnøgelen Hr. Peer, Velbaarne Herre!
Jer Modgang maae enhver ret udi Hiertet skiære,
Hvo lidet saadan har i Grækenland og Rom?
Men eders bittre Sorg til Glæde vendes om.
Og I o Boldevin! O ædle Helt og Junker!
I indtil Ørene i Modgang ofte siunker;
I reyser dog igien, I kommer op paa Foed,
Mod Enden vinder Seyr, I Adelige Bloed.
Hvad store Fristelser, hvad Modgang maa I liide?
Hvo ofte ikke maa i suure Æbler bide?
Til døde plages, nu en Unger Svend, en Møe
Af en fortvilet Skielm, en Gast en Ridder Røe.
Mit Hierte briste vil, Indvoldene sig velte,
Naar eder jeg anseer, I fire Tydske Helte,
Der en Sterckodder saa ubluelig be – – – –
I blir dog reen igien, saa kiecke Mænd som før.
En Jomfru Gloriant man seer i Buurmands Hænder,
Men uformodentlig sig Bladet atter vender,
58Hun blir igien forløst med Holger Danskes Haand
Fra samme slemme Giest fra Slaveri og Baand.
Mon Holger danske selv gaar fri? Ney ingenlunde,
Man ham jo bunden seer af Kiempe Ferakunde;
Man seer til døde dømt den stolte Ridder, men,
En Roland løser ham af Slaverie igien.
Note i orig.utg.: Om Ulspeyl havde studeret eller ey er mig ubekient, nok er det, at hand har været paa adskillige Academier, og derfor kand kaldes Vellærd, saa vel som mange andre, der føre den Titul, allene fordi de have seet her og der en Professor staa udi et Cathedra. Vellærde Ulspeyl! hvo den Haanhed kand beskrive,
Som eder overgik? man jo fordømt at blive
Til Galgen eder saae; men eders Avindsmand,
Jeg meen Vintapperen, som i den usle Stand,
Selv havde eder ført, maa selv for eder bede,
Maa eder selv befri fra denne Angst og Hede,
Hand, som mod eders Suk og Bøn var gandske døv,
Thi hand ey fastende vil – – –
Man finder stoore Mænd af Adelstand og Orden
Af onde Mennisker henkast i Orme-Gaarden;
Men man heel trøstelig seer Bladet vende saa,
At deres Avindsmænd i Sted maae gaae;
Man tit en Jomfrue seer i Bierg-Trolds Hænder falde,
59Der æder Mennisk-Kiød, og drikker Blod og Galde,
Men Lykken giør, at hun urøret, skiær og reen
Af Kløer kommer; Han forvandlet blir til Steen.
Saa gik det denne Helt, man Skyer saae frembryde,
Som syntes Undergang for hannem at betyde;
Men, naar man tænkte, at han vilde undergaae,
En frelses Soel for ham man strax oprinde saae.
Den er lyksalig, som sig saadan kand bevæbne,
Der veed at skikke sig taalmodig i sin Skæbne,
Der veed at staae imod al Uveyr, Storm og Vind,
Der paa Historier saaledes legger Vind;
Der veed de samme saa at føre sig til Nytte,
Der Haanhed og Fortræd saa meget lidt kand skiøtte,
Paa Læsning Ungdoms Tiid der har anvendet saa,
At som rodfæsted Eeg mod Uveyr hand kand staa.
Paars tyve gange fast har Axel Tordsens Viise
Med Fliid igiennemlæst. Vi nu saa meget priise
Den, som paa Fingre kand en Græsk og Romersk Bog,
Den prægtig Fabel om det stoere Græske Tog.
Paars var ey saa til sinds, han stoere Mænds Bedrifter
Paa Fingre havde lært af gode danske Skrifter,
Som af boesiddende Bogtrykkere var giort,
Af brave Mænd, der ey kand giøre hvidt til sort.

3. Sang

60Men Avind afloed ey min Helt at eftersette,
Opfandt et andet Raad sit onde Sind at mette.
Hun aabenbarede sig for Niels Corporal
Og sagde: alle dig belee og laste skal,
At du slig Leylighed dig haver ladet glippe,
At du har disse Folk af Hænder ladet slippe;
Niels Corporal i dig jeg ikke længer seer,
Du ikke er den Mand, den store Hverver er.
Blandt Hververe du som ey haver haft din liige
Nu saa vandslægtet har; Hvad vil Capteinen sige?
Naar han faaer høre sligt: Niels Corporal jeg seer
En Stymper er og blir ey Ober-Officeer!
Flux! det er endnu Tid, naar du vil ikkun iile.
Per Paars er med sit Folk fra Staden tvende Mile.
Du ham i Morgen kand betimeligen naae.
Du alle med et Greb kand til Soldater faae.
Niels sprang af Sengen op med et forbittred Hierte.
Han skreeg og hylede af idel Sorg og Smerte.
Ret lige som en Hingst, naar Hoppen borte er,
Giør Krumspring, vrinsker og heel underlig sig teer;
Ret som en Biørn den man betager sine Unger,
Og som en Esel der har længe liidet Hunger:
Det viises ikkun Foer, men deraf intet faaer,
Som tørstig Tantalus,Tantalos, sønn av Zevs, straffet ved å måtte stå mellom et frukttre han ikke kunne nå og vann han ikke kunne drikke der seer, men intet naaer.
Ey anderledes var Niels Corporal til Sinde.
61Han raabte idelig: Hvi loed jeg mig forblinde!
Men glemte midlertid sig ey at klæde paa,
Og, førend Dag brød frem, af Staden ud at gaae.
Hand sorte Klæder tog, og meget smugt sig pynter,
Og, medens han gik fort, studerede paa Fynter.
Hvem han kun traf, den af hans Kløer neppe kom:
Jeg troer, om mueligt var, han Paven udi Rom
Selv skulde hverve: Thi hand kunde Folk forblinde,
Note i orig.utg.: Soldater som ville lære Hværvestræger, vil jeg recommendere en Engelsk Comedie, kaldet The Recruting Soldier. Og tusind Stræger strax var mægtig at opfinde.
Af slige Kunster jeg kun en opregne vil:
At hverve en Student hand brugte saadan Spil.
Hand sig til Spaamand giør, der ud af Folkes Hænder
Seer hvad dem hendes skal, og deres Skiebne kiender,
Hand engang samme Karl i begge Hænder seer.
Der over undrer sig, nu sucker dybt, nu leer.
Derefter man ham seer tilbage lidt at rykke,
Og med en Reverentz at sige: Hvilken Lykke;
Jeg med Forundring seer hvad eder hendes skal.
I inden stakket Tiid skal blive General.
Og, til Beviis, at jeg forgieves Jer ey glæder,
I om en liden Stund en Mand i røde Klæder
Skal finde paa Jer Vey med en Sølvsnoret Hat.
62Af ham I lade skal Jer hverve til Soldat.
Niels derpaa ham forlod, sig anden Maske tager,
En Gienvey straxen tog, og det saaledes mager,
At han Studenten kom i møde paa det Sted,
Som ham beskrevet var. Med største Ydmyghed
Studenten nærmede sig da, og sagde: Herre!
Jeg megen Attraa har i Tieneste at være;
Niels heel koldsindig kun paa Nacken deraf sloeg,
Og hannem til Soldat fast som af Naade toeg.
Han uden Ophold blev i Rullen strax indskreven;
Men man har ikke hørt, han Corporal er bleven,
End sige General. Saa snild var denne Mand:
I Hverving man ey nu hans Liige finde kand.
Niels traf min Helt Peer Paars mod Aftenen heel silde,
Ham spør, fra hvilken Stæd han kom, hvorhen han vilde?
Han siger sig Student og føer vitløftig Snak;
Paars drikker hannem til, han bukker, siger Tak.
Han tog en Præken strax in QvartoKvartformat op af Lommen,
Og sagde, at han var fra Præstegaarden kommen.
Han havde præket til Høymesse for en Mark,
Det lidt er, sagde Paars, det er dog fuldt et Ark:
En Stund at præke for en Mark, tilsætte Kræfter,
Ja svarede da Niels: Den Præken er derefter,
Vor Levnet ellers er ey anderledes her,
Man, som i gammel Tiid, Guds Ord ey agtet seer.
Jeg min Formynder tit af Hiertet haver bandet,
At han i Ungdom mig ey haver sat til andet,

63At han paa Nakken mig ey lægge lod Musquet.
En Krigsmand dog sit Brød fortiener meere let,
Og holdes i Respect. Studenter Postillanter
Man over Skuldre seer, og kalder kun Pedanter.
En Fendrik mig i Fior til Hest i møde kom,
Skiønt jeg tog Hatten af, ham hilsed gandske krum,
Skiønt jeg mig stilled bliid mod ham som mod en Engel,
Han skreeg: Peer Caudi hier! Wo ist dein Pas du Bengel!Rakker; latsabb
Jeg ey beskrive kand, hvor jeg til Mode blev:
Den kaalde Sveede da mig udaf Panden drev.
Det er mig ey bekiendt jeg svared, strenge Herre,
At man med Passeport forsynet skulde være.
Jeg har ey andet end min Baccalauri Grad.
I Lommen jeg den fandt til Lykke og blev glad.
Jeg viser Navnet, som var paa Programma skreven,
At Baccalaureus for nyelig jeg var bleven.
Jeg veed, Hr. Fendrik! ey, om hand forstaaer latin;
Heel lidt, hand sagde, jeg faldt engang paa et Sviin
Og saa det glemte bort, mig gav et Ørefigen,
Og lod mig derpaa gaae. Saaledes endtes Krigen,
Note i orig.utg.: Si rixa est ubi tu pulsas, ego Vapulo Tantum / Juv. Sat. 3. [Hvis det er en slåsskamp når du slår, og jeg kun pryles.] Om man kand kalde Krig, naar man kun stille staaer,
Sig lader prygle kun, og ikke fra sig slaaer;
64Note i orig.utg.: Pulsatus rogat, & pugnis concisus adorat, / Ut liceat paucis cum dentibus inde reverti / Juv. Ibid. [Slått ber han for seg, og nedbrutt av slagene trygler han, så han han dra tilbake derfra med noen få tenner igjen.] Men jeg var meget glad, at han mig lod beholde
Min Næse, Ørene; Jeg frygted, jeg den Kolde
Af Redsel skulle faae, saa isnede mit Blod;
Men Graden denne gang mig hialp igien paa Fod;
Man deraf klarlig seer, at Graden har sin Nytte,
Og at de fare vild som saadan intet skytte;
Man seer hvad Myndighed en Officier dog har,
Jeg ønsker derfor, at min Bog paa Bloksberg var.
Paars svared, Domine,Herre vi maa os deri skikke,
Ham derpaa Kruset gav, og bad ham engang drikke;
Han drikker til Per Ruus, som bukker siger Tak.
Det feede Randers Øll gav Lyst til meere Snak
Ruus, som i Snaksomhed faa ikkun havde lige,
Studenten bad at han dem vilde noget sige
Om Præsten fremmed Folk i Huuset gierne toeg,
Om han var noget lærd og dygtig i sin Bog.
Han spurdte hvor han kom om allehaande Sager.
Gid alle vilde kun som udaf Landet tager,
Som man paa Reyser seer at sætte Midler til,
Og andet lære ey end Vellyst, Dobbel, Spil.
Gid hans Exempel kun de efterfølge vilde,
Og ey paa Øyens Lyst allene Penge spilde.
Mon mangen kommer ey tilbage end fra Rom
65Den samme som han var, kun at hans Pung er tom?
Med største Høflighed Niels svarede: Her Skriver!
Vor Præst, skiøndt han Hr. Poul i Lærdom aldrig bliver,
Skiønt han sin Formands Maal, og Dygtighed ey naaer,
Saa dog i Herredet han vel anskreven staaer.
Han er en Hiertens Vert, giør mange Folk til gode,
Tar Bondens Sag tit an, og hielper ham paa fode.
Jeg havde denne Nat vel ligget i hans Huus,
Og ikke gaaet hiem i Uveyr, Regn og Sluus,
Hvis til Ulycke ey var kommen Gert Vestphaler,
Som om en Glose tit i sexten Timer taler.
Han om sin Reise nys fra Hadersleb til Kil
Sex Timer vævede, og kom dog kun en Miil.
Jeg slumred, vaagned tit, han holdt alt ved at præke,
Saa Præste Konen ham af Stuen maatte trække;
Thi det alt Midnat var, han agted det ey stort,
I Gaarden prækede indtil den stoore Port.
Der dog han Afskeed tog og raabte høyt til Præsten:
Paa Søndag, om Gud vil, jeg skal fortælle Resten.
Tænk kun hvor langt det er fra Hadersleb til Kiel,
Jeg spaar den Reyse fast til Paaske vare vil.
Han er i Herredet vor allerstørste Plage,
Og mægtig er, med Snak at tage Folk af Dage.
For min Part, skiønt med ham jeg har at giøre lidt,
Saa i hans Sælskab dog jeg falder meget tit.
Han visse Timer har om visse Ting at præke,
Folk altiid kunstig kand i sin Materi træcke.
66I Morgen Mandag er, hvad Snak da bringes for,
Saa Enden dog ud paa de syv ChurfyrsterValgmennene i kollegiet som valgte tysk-romersk keiser gaaer.
Om en kun sige vil man efter Salt-Mad tørster,
Saa Talen dreyer han dog paa de 7 Churfyrster.
Paa Tisdag taler han om Nød og Penge Trang,
Om Synder som gaaer her i Herredet i Svang.
Paa Onsdag præker han om Tyrkens Magt og Velde,
Og viiser hvordan ham de Christne kunde fælde,
Skiønt trende Deele han af heele Verden har.
Gid Keyserens Armee den Mand betroed var!
Jeg ønsker ofte, saa blev Tyrken ruineret,
Og vi Westphaler Gert blev qvit i vores Herred,
Torsdagen sætter hand vor Stat paa bedre Food,
Og rykker Lehnsmand og Landsdommer op med Rood.
Til vores Lykke hand da tal med saadan Iver,
At han Bryst-Syge faaer og Fredag hiemme bliver.
Den Dag i vores Egn er for os som en Fæst,
Og da gemeenlig jeg besøger vores Præst,
Men Tydsken siger jo: Lang fasten kein Brodt sparen,
Det Løverdagen jeg heel ofte har erfaren.
Da seer man Lucifer skinbarlig riide ham,
Gid med hans Arrio hand faae al Verdsens Skam!
Hvad var den Arius?Arius (ca. 250–336 e.kr.), leder for den teologiske retning kalt arianisme, hvor Sønnen er skapt og underordnet Faderen. da spurde hannem Peder,
Mig siunes jeg har hørt, han var i Aalborg Skredder.
67Da loe Niels Corporal, og sagde, ney Her Ruus,
Den Mand i Grækenland var Bispens Famelus.Tjener
Førend jer Oldefaer ret Buxer kunde binde,
Jeg kand Aarstallet ey ret sige denne sinde,
Jeg veed fra Famulus han Herreds-Provest blev,
Og i Kong Frodes Tiid man ham af Landet drev.
Den samme Herreds Provst blev ynkelig omkommen
For han sig havde først opsat mod Lutherdommen,
Jeg vilde ønske, han ey havde været til:
For Gert Westphalers Snak: jeg ey oprippe vil,
Det som jeg før har sagt hvad han Søndagen taler.
Han med sin Reyse da fra Hadersleben praler,
Hvo saa ulykkelig da er, som han faaer fat,
Maa bie, holde Stand med ham til mørke Nat,
Naar han forhindred blir i saadan Snack hos Præsten,
Til Herredsfogden han gaar hen, fortæller Resten,
For nylig ingen han i Gaarden hiemme fandt,
Foruden Ammen, som i Stuen sad og spandt,
Af Snak om Arrio hun ferdig var at revne,
Og vilde anden Dag ham derfor lade stevne;
Men Fogden hende dog fra saadant raadet har,
I sær, som ingen Straf i Loven derfor var.
For trende Uger da jeg var til Præstens buden,
Nok sagt: I ellers troer, jeg har en Rem af Huden.
At Gert Westphaler jeg ey eftergir et Haar,
Tog derpaa Kruset fat og sagde, Ruus god Taar,
Den gyldne Tiid gaar bort, vi alt for meget snakker
Stik af! i dette Land man lider kein Polakker.
68Heldst blant Studentere: jeg uroest har den Skik
Hidført fra Wittenberg: man tvende gange drik,
Ey siger sammesteds. Ach hvo et Kruus nu havde
Ret af den Bryhjan, som Frantz Zimmer os tillavde!
Wir PurschenPurschen: (retoromansk) grisunger samme Huus BuchladeBuchladen: (ty.) bokhandel kaldet har,
Ach gid i Wittenberg en Time jeg nu var!
Paa Tydsk Academi hvis andet læres ikke,
Saa uno haustuI én slurk lær man dog et Kruus at drikke.
Allons! drik om engang og det Studenticos,
Naar jeg har faaet mit Pas, saa vandrer jeg min Kaas,
Et Kruus kand ey forslaae, det er for liden Dosis
For lærde Folk som jeg, pro nobis Studiosis.For oss studerende
Han giorde og Beskeed; De drukke lystig om,
Nu et, nu andet Kruus blev efter Haanden tom.
Omsider, da det kom, man skulde Regning giøre;
Da om Betalning Niels ey vilde noget høre.
Men sagde til Peer Paas: I er i Dag min Giest.
Mit Forsæt var dog her, den Mark, som af vor Præst
Jeg har fortient, i Dag i Kroen at fortære.
Jeg takker ellers for beviiste stoore Ære,
Vi derforuden en Afstikker have maae,
Og det til guter letzt, hver kand sin Vey da gaae;
Men Paars stoed derimod, og sagde: ingenlunde;
Jeg bør betale. De en Middelvey udfunde
At skille Tretten med. En Mynt vi kaste vil,
Niels sagde: Thi det er det allerkortest Spil.
69Han derpaa gav Peer Paars en Daler udi Haanden,
Og siger: Kronen jeg vil tage, tag I Manden.
Paars sagde: Vil ey hans Vellærdhed kaste først,
Det ham tilkommer, han i Lauget her er størst;
Men Niels ham svarede: Ach ingen Complimenter!
En Kræmmer altid er saa god som en Studenter.
Paars kasted Mynten da i Veyret, Kronen fik,
Og blev bedrøved, at det mod hans Villie gik.
Paa Eders vegne da, Niels sagde, jeg mig fryder.
I Kronen har jo faat, for Eder det betyder,
At I som Kræmmer ey skal gaae til Sengs i Nat,
I Penge faaet har paa Haanden, er Soldat.
Jeg er Niels Corporal den vidtberømte Værver,
Jeg Hværve-Konsten og mit Haandverk ey forderver:
Thi jeg er saa bekiendt, at hver Mand sige skal,
Naar han hør denne Stræg: Det var Niels Corporal.
Paars, skiønt hand modig var, og sexten Corporaler
Tog paa Samvittighed, til Ruus dog saadan taler:
Hør Skriver reis kun bort, jeg blir tilbage her,
Og siig Dorthea: til Soldat jeg hværved er.
Ruus bad ham grædende ey saadan Ting at giøre,
I hvervet er med List, Jer Sag jeg selv vil føre;
Vi vor Uskyldighed for Retten viise kand,
Om ellers Retten har sin Gang i dette Land.
70Hvad Ret? Da sagde Paars, jeg har jo Penge taget,
Endskiønt jeg seer, man mig har aabenbar bedraget,
Naar mindste Skin af Ret ja Skygge kun er til,
Jeg derimod ey kand, ey disputere vil.
Den Post en stoor Ziirat er i min Heltes Levnet.
Hand meget lettelig sig kunde have hevnet
Ja kunde have sin Modstander undertrykt.
Men vilde heller sig opoffre selv af Frygt,
Han ellers skulde Skin af Retten overtræde.
Hver ærlig Landsmand maa sig over saadant glæde;
Thi under vores Luft vi fundet har en Mand,
Som man omsonst har søgt i Rom og Græken-Land.
Blant onde Mennisker man vel skal finde mange,
Der sige tør, at han for Niels var bleven bange,
At Dyd ham ey til slig Heroisk Gierning drev,
Men at af Ræsel kun hand saadant underskrev.
Men, naar man læser kun de tvende første Bøger,
Og hans Bedrifter kun paa Anholt eftersøger,
Da seer man, det en ret Heroisk Gierning var,
Som han i liige Grad tilforne øvet har.
Niels Hværver ey sig lod med den Gevinst fornøye.
Han søgte dertil Ruus med anden Kunst at bøye.
Han forestilled ham med stoor Veltalenhed,
71Note i orig.utg.: Qvis numerare potest felicis præmia Galle, / Militiæ – – – – / Juv. Sat. 16. [Hvem kan oppregne, Gallius, den lykkelige krigstjenestes belønninger?] Hvad Fordeel en Soldat har udi Krig og Fred.
Han forestilled ham den store Agt og Ære,
Som man seer en Soldat mod andre i at være:
En Krigsmand, skiønt han i hans blotte Skiorte er,
Saa Fruentimret har dog hannem meere kiær,
End tusind Kræmmere med alle deres Penge.
Man veed jeg praler ey, men jeg mig lader henge,
Om jeg end vilde til Bormesters Daatter gaae,
Hos hende alting strax mig skulde aaben staae.
Den gode Jomfru ey Betænkning skulde tage,
Endskiønt jeg fattig er, at tage mig til Mage.
En Borger derimod, skiønt Midler nok han har,
Med Vildmands Daler om hans Kiole bremmet var:
Saa dog han altid maa for røde Kioler viige.
Vor Tambour et Parti nys giorde uden liige.
Jeg roeser Pigen, hun var deri ey saa gal,
Mon og en Tambour ey kand blive General,
Det er umuelig ret vor Fordeel at beskrive,
Den beste Borger jeg kand Ørefigen give,
Og derfor lige Ret jeg sætte tør min Hat
Hver siige vil: Hand der lod see, han var Soldat.
72Note i orig.utg.: – – Etsi pulsetur dissimulet, nec Audeat excussos Prætori ostendere dentes / Et nigram in facie tumidis livoribus ossam Atq; oculos, medico nil promittente, relictos. / Juv. Sat. 16. [Selv om han blir slått, forstiller han seg og tør ikke vise pretoren de utslåtte tenner, det svarte ben i ansiktet med svulmende blåmerker og det gjenværende øyet som legen ikke lover han kan redde.] Han er ulykkelig, om han derover klager.
Jeg kunde regne op fast tusind fleere Sager,
Note i orig.utg.: Præmia, nunc alia, atq; alia, emolumenta notemus Sacramentorum – – – / Juv: Ibid. [Vi merker oss nå andre gevinster, nå andre fordeler ved krigstjenesten …] Som klarlig viise kand vor Fordeel, Herlighed;
Hvo det ey har forsøgt, den deraf intet veed.
Ruus sagde: Dette alt jeg Eder ey misunder.
Jeg derfor i den Stand at komme ikke stunder,
Det derpaa er for mig at tænke intet værdt,
Det er et Handverk, som jeg aldrig haver lærdt.
Ach! Skreeg Niels Corporal, hvad Forskiæl mon der være
Paa Kræmmer og Soldat; Betragt kun nøye, Kiære!
Note i orig.utg.: Poeten imiterer her udi den gamle Græske Comoedie-Skriver som giør en Pølsekræmmere og Statsmand til et slags Folk, hvilket er endnu større Paradox. / – – – Ταυϑ' ἅϖεϱ ϖοεῖς, ϖόει &c. / Aristophan: Eqvit: / Act. i. Sc. 2. [Gjør det samme som du gjør etc.] / Nuper erat Medicus, nunc est Vespillo Diaulus. / Qvod Vespillo facit, fecerat & Medicus. / Mart. Epigr. L. i. [Nylig var han lege, nå er Diaulus graver. Det han gjør som graver gjorde han også som lege.] Med vor Profession hvad Harmoni det er,
Ich bin des Henckers,Jeg tilhører skarpretteren om jeg nogen Forskiæl seer:
73I af det blotte Navn kun lader eder kyse.Skremme
Vi maa paa Skiltvagt staae om Vinteren og fryse;
I udi Eders Boed maae som en Støtte staae,
Vi kand dog røre os, og undertiden gaae.
I skraber Krukker, vi paa Landet skraber Bønder;
Vi slaaer paa Tromme, I paa Fade og paa Tønder,
Vi begge jo Papiir maa bruge, en til Krud
Har saadant nødig, maa Patroner deraf giøre,
Som vi til Exercitz maa stedse med os føre,
I Kræmmerhuuse giør; Jeg liden Forskiæl seer
I vor Profession, eens dunt det moxen er,
Et Handverk man har giort til to Professioner.
Bild Eder ikkun ind, at, naar I giør Patroner,
At de af Stivels er, saa har I Kunsten fat,
Og saa paa een Tiid er I Kræmmer og Soldat.
Jeg anseer Kræmmere og som Ingenieurer,
De Alen, Bismer jo i Haanden altid fører.
74Et saadant Instrument jo Mathematisk er.
Mathesis nødig er for alle og enhver,
Sær for en Krigsmand; Man maa med Forundring høre,
Hvad Spring i Krigens Tiid Ingenieurer giøre.
Vi Regnekonsten og maa begge jo forstaae,
Vi ikkun dog til tre med vores Regning gaae:
Note i orig.utg.: Soldatens Arithmetiqve bestaar udi Eins, Zwey, Drey. Thi al vor Tempo er, at vi til tre skal tælle.
I eder derimod med større Regning qvæle;
At vi eens Handverk har, I klarlig deraf seer;
I har det meere tungt, den ene Forskiæl er.
Ach! sagde da Peer Ruus: Jeg ville heller trygle,
End hverdag, som Soldat, mig lade slaae og prygle
Hvor mange skiønne Hug maa man ey giennemgaae
Før man i Hovedet kand Exercitzer faae.
Ey! Skreeg Niels Hværver, I maa ey saa frygtsom være.
Man i en Times Tiid alt saadant fast kand lære;
Det ikke er saa tungt, som Folk sig bilder ind:
Man til sligt Arbeyd ey behøver alle Sind.
Et Dyr kand lære sligt, naar det lidt øvet bliver,
Langt meere I som er en brav fornuftig Skriver.
Ney! Intet Hexeri jeg finder derudi,
Sær, naar borttages det, som er Pedanteri.
At slaae paa Tasken med den høyre Haand tillige,
Og andet Lapperi: Thi mellem os at sige,
75Naar som jeg over sligt, Captainen ivres seer,
Jeg deraf hemmelig tit i mit Hierte leer.
Meen I, Soldater og ey være kand Pedanter,
Saavelsom lærde Folk, Studenter, Postillanter.
Jeg sige tør, Mads Degn en artig Hofmand er,
Mod Christen Kliim, som dog er Ober-Officer.
Ruus sagde: Derom jeg ey meer vil disputere;
Der møder i den Stand saa meget andet meere.
Note i orig.utg.: Tu Scabie frueris mali, qvod in aggere rodit. / Qvi tegitur parma, & galea metuensq; flagelli / Discit ab hirsuto jaculum torqvere Capella. [Du nyter et råttent eple likt det han tygger på vollen som dekkes med skjold og hjelm og som, fryktende pisken, lærer å kaste spyd fra ryggen på en hårete geit.] En slet Soldat maa tit med sulten Mave gaae,
Lidt grov Brød kun og Vand til Middags Maaltid faae.
Jeg derimod, som med saa skiønne Vahre handler,
Hver Dag mig spekker med Rosiner, Sukker, Mandler.
Prost Mahlzeit, lieber Freund!God appetitt, kjære venn! da skreeg Niels Corporal,
De Vahre ikke jeg misunde nogen skal.
Det skiøne Maver giør, skiønt LiberiUtslett paa Hænder.
Paa Fnat en Pebersvend og Skredder man jo kiender.
Sodater-Kost os fra slig Siugdom holder fri,
Soldaten derfor ey har Skredder-Liberi.
Vor Livs Ophold vi har, og intet meer behøver,
76Note i orig.utg.: Derfor siunger man i Viisen: Sæl er den Piige som faar en Soldat / Thi, naar hun vil æde, saa stiæler hand Mad / Saa frydelig. Og naar vi intet har, vi andre Konster øver.
Hvo som til Nødtørft tar, ey megen Synd begaaer,
Det prækede vor Præst Hr. Samuel i Gaar.
Ja, sagde Ruus, det er ey megen Konst at stiæle;
Men man maa derfor sig i Galgen lade qvæle.
En Kræmer ellers og den Konst begribe kand,
Saa dygtig deri er, som en af Eders Stand.
Note i orig.utg.: Der af berømmes Neoclides udi Comoedien, hvilken, om endskiøndt hand var blind, kunde dog bedre stiæle end andre Seende. / Εἵς μην γεκεοκλέιδης, ὅς ἔστί μὲν τυϕλόϛ &c. / Aristoph. Plut. Act. 3. Sc. 2. [Først Neokleides, som er blind etc.] Ach! Sagde Niels, en stock-steen-blind Soldat beskiemmer,
Og deri overgaaer en sextenøyed Kræmmer;
Men Ruus bestandig var, sig ikke bøye lod,
Hvi skal jeg, sagde hand, opoffre Liv og Blod?
Og, det som værre er skal lade mig blessere,
Nu miste Haand, nu Been, nu andre Lemmer fleere?
At miste Haand og Been i Krigen en Ziirat,
En Herlighed er for en Krigsmand og Soldat.
Ziirat? Skreeg Ruus, end om en Kugle tog min Næse
77Det er heel ziirligt jo, at snævle og at qvæse.
Folk skulde tænke, at det af FrantzoserSyfilis var;
I snakker kun for Giæs; Peer Ruus er ingen Nar.
Af slig Haardnackenhed Niels Hværver blev forbittret,
Hans Corporalske Krop af Harm og Vrede zittret.
Man ey saa rasend saae en Ulv, en Tiger, Biørn.
Han efter Verten skreeg, hvis Navn var Dietrich Tørn,
Og sagde, kiære Vert, vil I jer her hos sætte,
I Lov og Ræt forstaaer, jeg har en liden Trætte
Med denne ærlig Mand: Hans Husbond, som i seer,
Af mig legitime for nylig hværvet er.
Jeg uforgribelig derover skulde meene,
At om Husbonden sligt ey kand forstaaes eene;
Men naar man Herren faaer, da man tillige med
Bekommer Frugten og al anden Herlighed.
Vor Vert, som havde i sin Ungdom vel studeret,
Og udi Lybeck var in Jure informeret,
Sad som en Præses i sin Lehnestoel sig need,
Niels, som Respondens stoed, sig stillet heftig vred.
Vor Vert, der Nielses List og gamle Stræger kiendte,
Stoed ham da deri bi, mod Peder Ruus sig vendte,
Som stillede sig da for hannem ganske krum
Med vaade Øyne stoed og ventede sin Dom;
Hvad er det, sagde Note i orig.utg.: Nemlig Verten. hand, for Stojen og for Strimen?
78Note i orig.utg.: Accessorium sequitur suum Principale. [Tilbehøret følger hovedsaken.] Hvo Eslet faaer, den jo bekommer ogsaa Grimen,
At trette om saa klar en Sag, er jo en Skam.
Man seer jo her er jus per prævalentiam;Retten til en ting som nødvendigvis hører sammen med en annen ting
Thi potiori jo res minor semper cedit.Den svakere rettighet viker for den rettighet som veier tyngre
I alle Lande det er engang saa afskeedet,
Den som Personen faaer, faaer ogsaa al hans Ret:
Hvo lidt lovkyndig er, begriber saadan let.
Niels Ordet fra ham tog, min Sag jeg haver vundet
Han sagde: Thi den Dom paa Romersk Lov er grundet.
Note i orig.utg.: Poeten synes her at notere visse Poster de acqvirendo rerum Dominio [Om å anskaffe tingenes herredømme] udi den Romerske Ret, som synes meere facti end juris. End sagde Ruus, om Paars sig Fanden overgav,
Ved Kraft af samme Lov mon jeg ey stoed mig brav:
Troe mig, at Fanden ey er meer end i en Taabe,
Han paa den Romersk Ret sig skulde og beraabe,
Han efter samme Lov fik ogsaa ret paa Ruus,
Tillige med Peer Paars toeg heele Paarses Huus.
Ved dette Svar da blev Respondens confunderet,Confundere: forvirre; forbløffe
Han sagde: Jeg er ey saa meget høyt studeret,
Paa saadant Spørsmaal at jeg strax kand give Svar,
Jeg vilde ynske, at een Note i orig.utg.: Maaskee Codex eller pandectæ. [To deler av romerretten som ble samlet av keiser Justinian.] Bog ved Haanden var.
79Man kunde paa det Ord Diabolus opkaste,
Og eftersee om I med Billighed mig laste,
Hvor vidt den Lov om sligt sig stræcker, findes kand;
Ach! raabte Præses, ney: Thi Fanden er en Aand,
Og derfor ikke kand til CorpusLegeme juris høre;
Sandt, sagde Ruus, med Snak man vil kun os forstyrre,
Det Corpus Juris af de gamle kaldet er
Just for den Aarsags skyld, af Titulen man seer,
At saadan Ret kand ey til Aander vel sig strekke,
Med slig Objection I skal os ey optrekke.
Lad være, sagde Ruus, man saadant kun forstaaer
Om legemlige Ting, I alt for vidt dog gaaer.
Vor Husbond hvervet er, skal nu med ham tillige
Alt hvad ham hører til forstaaes, maa man sige,
At hver en Sukkertop, hver Mandel, hver Muskat,
Som findes i vor Boed, er hvervet til Soldat.
Silentium ham da strax Præses imponerte,
Og skreeg: I være bør alleene indrulleret
Note i orig.utg.: Saadant Argument brugte og saa Strepsiades mod sin Creditor, foregivende, at han ikke burdte have sine Penge tilbage, efterdi han var saa slet i sin Physica. / πῶς ὄυν ἀπολαϐεῖν τ' αϱγύϱιον δίκσιος εῖ / Ἐί μηδὲν οῖϑα μετεώϱων πραγμάτών / Aristoph. Nub. Act. 4 Sc. 5. [Hvordan skal det være rettferdig at du får tilbake pengene, hvis du intet vet om de himmelske ting?] / Og veigrede sig en anden for at betale en Jøde i vor Tiid, fordi han havde forraadt vor HErre. For slig Barbaries, for slig Vankundighed;
Thi den som Sukkertop og Mandler ikke veed
Fra Christne Mennisker at kiende og at skille,
Med den om Retten vi ey disputere ville.
80Min Flint,Gevær da sagde Niels skal strax beviise, at
I os tilhører, og er hværvet til Soldat.
Peer Ruus paa sine Knæ da sagde: Jeg ey nægter,
At jeg er eders Mand, mod Retten meer ey fægter;
Ach! sagde Verten da, det beste Studium
Og allersikkerste er Jus Canonicum.Kirkerett
Ved Haanden derpaa tog Niels Hværver lidt tilside,
Og sagde, Broder! hvis Bormester faaer at vide,
At sligt passeret er, saa bliver de dog fri,
Den heele Borgerstand vil staae dem deri bi.
For saadan Vold man tit Soldater lader henge,
Det beste er, at vi dem lader løs for Penge.
Saa uformodentlig befriet blev Peer Paars,
Og fast som nøgen sig paa Veyen gav til Aars,
For dette Eventyr et Kaars jeg finder tegnet,
Med Paarses egen Haand, han selv det haver regnet
Fast for det største, som paa Reysen hendet var.
Note i orig.utg.: Hist. sui temp: pag: 404. seqv. I tydske Jochums Skrift jeg derom fundet har
81En sær Historie: hvo den Skribent til prikke
Kun kiender, saasom jeg, om saadant tviler ikke.
Han skriver merkelig, at just paa samme Stund
Da Peder hværvet blev, hans Dorthe saae sin Hund
Note i orig.utg.: Naar Hunden skraber meget med Fødderne, holde troværdige Spaamænd for, at det betyder Liig, og er Tydske Jochum udi hans Reflexioner der over af samme Meening, hist: sui temp: p. 406. Heel usædvanlig staae med Fødderne at skrabe.
Den gode Jomfru man af sligt saae Modet tabe;
Thi, for et Aar da med Fidelle saadan gik,
Hun onde Tidender fra Callundborg strax fik.
Der hendtes samme Dag og mange andre Sager,
Som Natur-kyndige kun meget lidt behager.
Exempli Gratia: af Veggen faldt en Steen,
Skiøn Dorothea toeg to Strømper paa et Been.
Hun havde Natten før kun meget lidet sovet,
En Knappenaal hun fandt paa Gulvet uden Hovet;
Ved Middags Tider hun med Erter Fadet faldt,
Note i orig.utg.: At spilde Salt paa Bordet betyder gierne at man faaer Hug inden Aftenen. Ja, det som nok er meer, paa Bordet spildte Salt,
Note i orig.utg.: At en Skoe-Rem gaaer i Stykker, haver ogsaa de Gamle holdet for ont Merke. Derover skiemtes meget artigt udi Fragment: af Menandri [Menander (ca. 342 – ca. 290 f.kr.), gresk komediedikter] Comoedier, hvorudi forestilles en karrig Mand bestyrtet over at hans Skoe-Rem gik i Stykker. Men en anden trøster ham dermed, at det skede Naturlig-viis, efterdi Skoe-Remmene vare saa gamle, at de umueligen kunde holde længer. En Rem paa hendes Skoe gik ganske reent i Stykker.
Man veed, at saadant alt er Varsler for Ulykker.
82Note i orig.utg.: Introit in ædes ater alienus Canis: / Angvis per impluvium decidit de tegulis, / Gallina cecinit: Interdixit Hariolus, / Haruspex vetuit ante brumam aliqvid novi / Negotii incipere. Qvæ causa est justissima / Terent: Phorm. Act. 4. Sc. 4. [En svart fremmed hund gikk inn i huset. En slange falt fra takstenene gjennom bassenget, høna gol. Spåmannen forbød, tegntyderen forhindret å begynne på noe nytt før vinteren, hvilket er den rettferdigste begrunnelse.] / Hvad saadant haver at betyde, vidste heel vel den gamle Mand der sagde. / Non temere est qvod Corvos cantat mihi nunc ab læva manu. / Semel radebat pedibus terram & voce crocibat sua / Plauti Aulul: Act. 4. Sc. 3. [Det er ikke tilfeldig at ravnen synger nå på min venstre hånd. Den skrapte bakken én gang med føttene og skrek med stemmen sin.] Een fæl Katt-ugle man paa Taget ogsaa saae;
Hun selv et heftig Sting fik udi store Taa.
Man hørte knarken nu i Benken, nu i Senge,
Og vilde Erterne sig samme Dag ey mænge,
Af saadant iisnet blev skiøn Dorotheæ Blod
Hun merkede, at en Ulykke forestoed.

Om Peder Paars

Peder Paars ble skrevet i årene 1719–1720. Verket er inndelt i fire bøker som ble trykket og utgitt heftevis. Peder Paars er både en parodi på antikkens heltedikt og en satire over det europeiske samfunnet på Ludvig Holbergs tid. Utgivelsen vakte stor oppmerksomhet i samtiden og ble Holbergs litterære gjennombrudd.

Følg Bokselskap i sosiale medier

Instagram      Facebook
Bluesky          X