Hans Mickelsen privilegeret Hvit-Øls Brygger i Callundborg ønsker Kiøbenhavns Indbyggere Salutem!

Kiære Venner! Jeg har fornummet, at nogle af eder skulde tvifle om denne sandfærdige Peder Paarses Historie, og holde den for Digt og Tant. For at betage dem de Tanker, skal jeg udi en anden Edition citere alle de Bøger, hvoraf den er sammensmidet; saasom Paarses eget Diarium, med Peder Ruuses Continuation. Anders Styrmands Søe-Journal; Jens Bloches Chorographia Insulæ Anholt; Tydske Jochums Historia sui Temporis; Gamle Gunilds Liv og Levnet beskreven af Christen Storch: item en gammel Callundborgs Krønike in Manuscripto, som jeg har arvet efter min Fader Michel Hansen. Og, paa det ingen skal have ringeste Aarsag meer at tvifle om Historiens Rigtighed, skal jeg citere icke alleene Bøger, men end og paginas deraf. #Jeg haver ogsaa ugierne fornummet, at nogle vilde holde den for et usømmeligt og ont Skrift, hvorfor jeg har ombedet Signr. Justesen, olim Philos. Baccal. og Alumnus i Hofmesters Boder, saasom hand er en lærd Mand, der udi sin Ungdom adskillige gange har responderet med stor Berømmelse, og derforuden fører en hvas Pen, at skrive noget dette Skrift til Forsvar. Kiære Venner bringer mig icke af min gode Humeur. Jeg er en svag Mand, I vide jo, at det har ingen Art at giøre Vers, naar mand har Hovedet fuld af Bekymringer.

Qvis locus ingenio, nisi cum se carmine solo
Vexant, &, Dominis Cyrrhæ Nysæq; feruntur,
Pectora nostra duas non admittentia curas. Hvilken plass er det til geniet, med mindre våre hjerter kun strever med diktet og oppløftes av de kirriske og nysiske herskere [Apollon og Dionysos] uten å gi plass til to bekymringer?

Hvo der vil giøre Vers maa have Sindet frit. Det haver jeg stackels Mand icke. Man glemmer aldrig at giøre mig sort hos Borgemeester og Raad; Nu beskylder mand mig, at jeg icke brygger got Øll; da dog mange af mine Naboer kand vidne med mig, at jeg brygger det, om icke saa sterkt, dog saa reent og vel kaaget, som nogen anden; Mit Øll er bleven drucken med stor Smag udi Hamborg. Til Kiel, hvor jeg haver skicket en Tønde, har mand skrevet efter 4 andre. Saa, at mand #kand see, at det er icke for Øllets skyld, men udaf Had, man taler ilde om mig.

Jeg har for 2 eller 3 Maaneder siden kundet lade denne 3die Bog komme for Lyset, men er derfra bleven afskrecket, saasom jeg har fornummet, at en Landsbye-Degn har udi et haard Skrift ivret sig saa meget mod denne Historie, hvilket er saa meget des farligere, efterdi det got Folk kand lettelig indbilde gemeene Almue, at, naar mand skiemter med en Degn, som det høye og vigtige Embede er betroet, at sige Amen udi Kirken, mand da nødvendig ogsaa skiemter med Religionen. Valete plurimum.Far meget vel

Just Justesens Betænkning ofver Peder Paarses Historie

Det skulde vel synes ufornøden at giøre Apologie for et Skrift af denne Natur; mange skulde, maa skee, ville bebreide mig, at jeg uden Aarsag paatager mig saadan Umage; endeel, eftersom det fast af den heele Bye er bleven approberet; endeel og, saasom det er enhver tilladt at sige, hand finder Afsmag i det, som andre er behageligt, og mand icke kand eller maae disputere om #Folkes Goût. En elsker at læse alvorlige Bøger, andre finder Behag udi Lyst og Skiemt, ligesom udi Smagen, en vemmes ved det, som er en Delicatesse for andre, hvilket staar enhver frit for; Thi det er ubilligt, at ville laste en Polacker og føre Krig med ham, fordi hand icke vil æde Sild, uden de stinker og ere suure; At blive vred paa en, om hand fandt større Smag udi en Amadis, end udi Seneca eller Platone. Ney saadanne differente Goûts ere de rette Caracteres paa det menniskelige Kiøns Bizarrerie, som icke staar til at redressere hos mange Folk, hvilke foragte andre, som icke haver samme inclination, som de selv have. En Metaphysicus holder alle andre for grove Folk, der icke henge udi Transcendentalibus eller Subtiliteter. En Astronomus, som er altid med sine Tanker udi Melkeveyen, seer alle dem over Axelen, der bemænger sig med de Ting, som ere paa Jorden, og foragter alt, hvad som er sublunare og under Maanen; En Jurist holder alting for blot curiositet og Spille-verk, som er uden for dens Sphæra; En Antiqvarius ynkes over en Nouvellist, og tracterer ham som en Læg-Mand: og en Nouvellist kand icke see en Antiqvariium uden Medlidenhed.

Saadant derfore, saasom det er gandske almindeligt, saa haver Author i andre slige #Tilfælde aldrig lagt saadanne raisonnemens paa Hiertet, thi et Skrift bliver i sig selv icke bedre eller verre, fordi visse Folk rose eller laste det. MolieresMolière (1622–1673), fransk komediedikter eco le des femmes mister intet af sin Kiønhed, om endskiønt Lysander kaster paa Nacken deraf; Men her, hvor det angaar hans gode Navn og Rygte, hans Reputation, som hand haver været saa øm over at conservere, her, siger jeg, kand ingen fortænke mig, om jeg taler noget lidet til hans Forsvar mod visse Folk, der have stræbet at ville giøre dette uskyldige Poëma til et forargeligt Skrift. Til saadanne Beskyldninger vil jeg svare med største Koldsindighed, og tale lidet først om Materien, siden om Stiilen. Hvad Materien er angaaende, da contesterer Author, at ved dette Verk hans Forsæt icke har været andet end at fornøye got Folk, som finder Behag udi Skiempt og Lystighed, og at moralisere paa en comiq Maade over adskillige Laster og Skrøbeligheder, som findes i-blant alle Nationer; Thi alle de Caracteres, som bliver udi dette Poëmate forrestillet paa een og anden uriimelig Person, ere saadanne, som ikke angaar meere voris Nation end alle andre; saa dette Skrift i de Maader er meere uskyldigt, end Lucilii,Gaius Lucilius (2. århundre f.kr.), romersk satiriker Horatii, Juvenalis, og de fleeste moderne Satyricorum deris Skrifter, som forestiller deris egne Nationers Caracteres, #og icke undseer sig for at nævne de u-rimelige Folk, som de criticere over ved deris rette Navne. Dette u-anseet, ere deris Skrifter dog altid bleven holdet for gode og nytige Bøger. Peer Paarses Historie, Messieurs, gaar langt fra icke saa vidt, det er dog et ont Skrift. Lad os høre hvad der staar i denne skadelige Bog! Den criticerer over adskillige Folk: Nu forestiller den een ulærdt Landsby-Præst for hundrede Aar siden paa en liden Øe, hvor, som bekiendt er, Folk da gandske lidet var moraliseret, og Caracter bliver saa outreret, at det ikke kand sigte paa nogen nu omstunder; Nu taler det om en urimelig Degn, som aldrig har været til in rerum natura;I virkeligheten Nu om en stakkels Landsbye-Barbeer; Nu om en u-retfærdig opdigtet Foget; Nu om hans Fuldmægtig; Nu om gamle Kierlinger, som græder mal à propos, nu om dem, som dræber Folk i daglig Tale med Parentheser og Digressioner, om gemeene Folk, som raisonere over Staten, Superstition, om pedanterie, og andre U-rimeligheder, som udi samme Verk paa en lystig og behagelig Maade forestilles. Ja, siger de, den er dog meget forargelig; Nej, den er ikke, Messieurs, men det er forargeligt, at høre slige fattige raisonnemens udi en poleret Bye. Men see, jeg forløber mig! Jeg kommer icke ihu, at hand ej alleene har forestillet en og anden u-rimelig Persons Caractere, men satyriserer #ogsaa over et heelt Societet, et Academie. Jeg bekiender, at det er sandt, men, om er det Kiøbenhavn, Rostock, Helmstad, Jena eller Cracow, det veed hand selv ikke; Det veed jeg, at Pedanterie er aldeles ikke vores Academies Caractere; thi derudi have vore Naboer altid kundet disputere os Rangen: Hvorudaf kand sees, hvor meget uskyldig dette Skrift er: thi havde Poëten haft Forsæt at raillere med dette Academie, havde hand taget en gandske anden materie dertil, end Pedanterie, som allermindst hos os er i Moden. Saa jeg derfor icke kand see, hvor meget mand snoer og vender sig, at mand kand finde ringeste Aarsage at decriere dette Skrift, hvilket, om det skal kaldis en Satire, da er det fast en af de Uskyldigste, som nogensinde er kommen for Lyset. Mr. BoileauNicolas Boileau-Despréaux (1636–1711), fransk dikter holdes for at have været den, der haver sat Satiren paa en god Food, eftersom hand icke haver outreret den saa meget, som de Gamle, saa at, naar mand ligner hans Verk med Juvenalis, saa er det at ansee som et fiint Morale mod plumpe Skandskrifter, hvorfore hand af sine Landsmænd er bleven anseet, æret og belønnet. Men, naar jeg ligner hans Lutrin med Peer Paarses Historie, saa synes det at være meget malicieux, thi i den Stæd i det sidste gives Caracterer paa en og anden ringe u-rimelig Person, som kand #findes saa vel paa andre Stæder, som her, saa haver den første derimod foretaget sig en particuliere materie, og giør ligesom en Comædie over Bispen udi Paris og Chanoines de N. Dame, som er en delicat Ting at røre ved i Pavedommet. Naar Author til Per Paarses Historie taler om meget ringe Personer for hundrede Aar siden, som aldrig har været til, nævner den anden uden Forskiel sine ridicule Personer ved deris rette Navne, hvilket er det, som meest har graveret samme Satyricum, og drevet et og andet hidsig Hovet at hvesse deris Sværd, skiønt forgiævis, imod ham. Min Meening er derfor, at jo meer generaliter mand moraliserer, jo mindre kand det kaldis Satire: Saaledis er det meer innocent at sige: Verden er ond, end at sige: der ere onde Folk udi det Land, meer uskyldigt at sige: det Land, end den Bye er ond, og endnu meer at sige: den Bye er slem, end at sige: Hans Kudsk, Niels Vognmand, Jens Kieldermand, 2c. ere vanartige, jo meere special, jo meere satyrisk. Men Author har herudi haft samme Skiæbne, som endeel andre, der have moraliseret paa den Maade, og seet deris Skrifter bleven saa ilde afmalede, saa længe de levede, men roset, ja! fast opløftet til Skyerne efter deris Død. Aarsagen, hvorfore saadanne Skrifter gemeenligen blive meere forfuldte, end alvorlige #moralske Bøger, som dog ere af samme Indhold, er denne. Udi de sidste forestilles Fejl og Lyder selv, men udi de første afmales de under en og anden fingeret Person; nu er det ingen Scribent mueligt, hvorvel hans Forsæt aldrig er at røre nogen in specie, at hand jo dog treffer ens caractere, meer end een andens, hvilket giver adskillige Folk Anledning til at tænke: Mon hand ikke meener mig? Mon hand ikke sigter paa dig? Nu er det og aldrig saa, at jo Auctor, hvor uskyldig hand har levet i Verden, kand have sine Uvenner. Disse glemme ved saadan Leilighed ikke at kaste Olie udi Ilden, og ophidse de første til at forfølge Auctorem, og bestyrke dem udi den falske suspicion, de have fattet. Saa gaaer da Krigen an. I deris Manifester bliver aldrig indført deris rette Motiver, men der tages Anledning af andet, og glemmes da aldrig at bruge Guds hellige Navn. Saa er det gaaet denne gode Auctor.

Mand haver beskyldet ham udi udstrøde plumpe Vers og Skandskrifter, at hand haver skiemtet med hellige Ting. Over hvilken Beskyldning fornuftige og vel-sindede Folk, som haver læset dette Poëma, maa forundre sig. Sagen er alleene denne, Auctor har udvaldt til sin Skue-Plads den Øe Anholt, poneret, for at giøre sit Poema des meere uskyldigt, #digt, Begyndelsen af forrige seculo, og givet caractere sammestæds paa adskillige slette Personer, blant andre paa en gierrig og u-lærd Præst. Particulariteterne om samme Mand er, at hand læste af Hiertegns Huus-Postil, som paa de Tider, maa skee, endda var i Moden; At hand trettedes med Degnen, om det var Troens Artickel at læse med sammenfoldede Hænder; At hand vilde indbilde Folk, det spøgede udi Landet, fordi de vare saa lidet Gavmilde; Jeg forestiller hver fornuftig Menniske, om saadant kand sigte paa Geistligheden nu omstunder: Om den med Billighed kand beskyldis for Ugudelighed, der siger, at der var en u-lærd slet Præst paa Anholt for meere end 100 Aar siden, og om de, der beskylde Authorem, ere ikke meere at laste, end Author selv. Denne Post holde de dog for den groveste, hvoraf mand kand see, hvor uskyldig Resten er: Thi det andet, som forekastis ham, at hand haver railleret med Dommer Embede, er saa elendigt, at jeg skulde synes at giøre Auctor en Tort, om jeg giorde Apologie derfor, jeg skulde da tage mig for, at ville forsvare heele Verdens Bøger, Æsopi Fabler, Reinike Fos, Kattenes og Hundenes Rettergang, og utallige andre gode Bøger, saa vel paa Dansk, som paa andre Sprog, der tale om Rettergang langt #meere tydelig, end Paarses Historie, udi hvilken forestillis nogle stackels Skibbrudne Folk, der vilde dømme en Kok fra Livet, men vidste icke hvad, som var sort eller hvidt, hvad som var først og sidst udi Rettergang, saa at mand kand see, det er kun for at fornøye Folk. Skal derfor saadant heede u-forsvarlige og onde Skrifter, da tør aldrig nogen understaa sig at skrive meere, ja! saadanne slags Verk vilde udi første Opkomst strax blive qvalte.

Auctor defierer sine Censores at viise af Per Paarses Historie, hvilken Person, hvilket Land, eller Societet derudi er bleven læderet. Det, som er bleven forekast om Monsr. Nagels Fane, er saa elendigt, at jeg blues ved at tale derom. Men hvad skal der svares til Anholts Indbyggere? bliver der icke et heelt Landlæderet? Jeg tilstaar, at Author haver taget de fleeste sine ridicule Personer paa samme Øe, og afmalet dends Indbyggere in gere, som u-polerede Folk: Men saadant kand icke meere touchere disse Indbyggere, end Danske, Norske, Tydske, og adskillige andre Nationer, om mand vilde sige, de røvevede og plyndrede i gamle Dage; thi mange Nationer, naar de seer lidt langt hen i Tiden, nogle kortere, nogle længere, finder de om deres Forfædre det, som Poëten siger om de Romere:

#Aut Pastor fuit, aut illud, qvod dicere nolo. (Han var enten hyrde eller det jeg ikke tør nevne.) Saa jeg troer icke, Indbyggerne selv paa samme lille Øe kand fortryde paa, om mand siger, at de for meere end hundrede Aar siden icke vare saa gode og saa polerede Folk, som de ere nu omstunder, besynderlig, efterdi mand skinbarligen kand see, at det, som er talt om dem i Paarses Historie, er icke af nogen animositet mod dem: thi Sagen er denne, den gode Kræmmer skulde strande til et Land, hvorfor man har maat fingere denne Øe, hvor Indbyggerne paa de Tider gave sig aldeelis icke ud for polerede Folk, saa langt fra at denne Post graverer, den jo heller tiener til et synderlig Beviis paa, hvor liden malice der findes udi samme Verk, og at Autor har arbeydet paa, at giøre denne Satire saa innocente som mueligt.

Hvad Poësien er angaaende, da forekastes ham besynderlig, at Versene ere formeget skaarne, og at de sidste Ord af en Meening kommer tit i Begyndelsen af et andet Vers. Men jeg maatte gierne spørge dem, som raisonnere saaledis, mod hvilken Prosodie saadant er: Hos alle gamle Poëter, som dog icke have plaget sig med Riim udi Enden, som vi, finder mand endog saa undertiden den halve Deel af et Ord i Begyndelsen af efterfølgende Vers, og moxen alle Vers saaledes skaar som #disse. Hos moderne Franske, Italienske, Spanske og Engelske Poëter finder mand nogle at tage saadant i agt, andre icke. Udi Tydsk Poësie finder jeg undertiden hos en meget ypperlig Poët Versene saaledis skaarne, undertiden hos en meget maadelig Poët, at saadant bliver nøye i agt tagen.

Men, siger de, det er dog mod Dansk Prosodie; Det kand vel være, men jeg har icke været saa lyckelig, at faa den gode Bog endnu i Syne, som giver saadanne Regler udi Dansk Poësie, troer heller icke, at den er til in rerum natura: Skulde derfor imidlertid formeene, at, indtil saadanne gode Regler, og en ret god Dansk Prosodie bliver giort, det icke kand regnes Poëten saa meget til Last, at hand tager sig den samme Frihed, som mange andre gode Poëter, thi hvad Søren Paulsens Danske Prosodie er angaaende, da veed jeg ikke, om den foreskriver saadanne Regler, eftersom jeg ikke haver læset samme Bog, haver heller icke i Sinde saa hastig at læse den, hvor om alting er, saa er det icke af de Authentiqve Bøger, som mand haver at rette sig efter.

Hvad Accenten er angaaende, da er dette Verk et af de meget faa Danske Poëtiske Skrifter, hvor saadan er i agt tagen, thi jeg finder, at de fleeste, endogsaa af vores beste #Poëter, støder derimod, saasom i saadanne Ord: Udi, Uroe, Derom, Attraa, og utallige andre Ord, hvor Cadancen hos dem nu findes paa den første Stavelse, hvilket er ret, nu paa den sidste, som er falskt. Saa at i dette Verk, om endskiønt det er temmelig viitløftig, og derfor icke bør saa nøye, og med saadan rigueur examineris, som korte Epithaphia, Epigrammata, &c.Gravskrifter og andre innskrifter gandske faa Steder skal findes, hvorudi saadant er forseet. Thi, hvorvel det er de første Vers, Author i sine Dage haver giort, saa haver hand dog icke løbet saa blind der til, som nogle indbilder sig, men har haft alt saadant nøye for Øynene.

Angaaende de Ord, som de sige ere icke Danske; Da kand der til fornemmelig svares tvende Ting: Først, at, naar, for Exempel, der rejser sig disput mellem tvende, om det er rettere at sige: Derfra end Der ifra, da kand mand fast disputere sig ihiel derpaa, saalænge som voris Sprog fluctuerer saaledis, og vi ingen Authentiqves Grammaires eller Lexica haver, som kand løse Knuden, thi, vil mand conferere endogsaa de beste Danske Skrifter mod hinanden, da skal mand finde, hvor liden conformitet der er udi Orthographien. For det Andet, udfodres saadan acuratesse icke saa meget i Burlesqve Vers, som #i andre, hvor Autores mestendeelen skriver, som eenhver taler i sin dialect; saa at end ogsaa saadant undertiden holdes for Elegancer udi deslige Vers; hvilket de, som give sig ud for gode Cénsores, maa i agt tage, saa vel som meget andet, førend de fælde nogen Dom. Mand holder det ogsaa for en U-rimelighed, at en Borger udi Callundborg, ja en Borger, der slet og ret heeder Hans Mikelsen, og haver saadan ulærd Navn, kand citere Latinske og Grædske Bøger, et stort Paradox! ligesom der icke findes mange Borgere, saa vel her, som paa andre Stæder, der have vel studeret. Jeg har i det ringeste icke været paa nogen liden Stæd, hvor jeg jo har fundet saadanne; Saa at denne store Feil maa alleene bestaa der udi, at han icke gaf sig et meere Academisk Navn, som: Johannes Michaelis, eller Michaelides, saa havde man icke tvilet paa, hand jo var en meget lærd Mand.

Angaaende den Objection mod den første Fortale, at det er u-rimeligt at dedicere saadant Skrift til Indbyggerne i de Nye Boder,Område i København oppført av Christian 4. da er den endda bedrøveligere; thi det, som hos dem heeder absurdité, er en af de største Artigheder, og det udi tvende Henseender: Først, saasom scopusSiktemål af dette Verk er endeel ogsaa at raillere med de mange u-riimelige #Viiser, som hver Dag kommer til Trycken, saa har man, saavel udi Titulen, som Fortalen, affecteret saadan simplicité, at de Folk, som med saadan Begierlighed læse samme Viiser, af Titulen og Fortalen skulde bilde sig ind, at det var ligesaadan en trøstelig Bog, som Axel Thorsens Viise, og i en hast spendere deris Mark der paa, men siden, naar de komme noget dybere der udi, klaae sig bag Øret, og bytte den bort for et Eventyr, som de bedre kunde forstaa. For det andet, er udi denne eenfoldige Titul og Fortale en meget fine Satire, og sigter paa dem, som søger at eblouereéblouir: blende Folk ved pompeuse Tituler, hvis Skrifter mand kand ligne ved slette Stæder eller Huuse, hvor udi intet er got, uden Porte og Dørre; thi man seer ofte Skrifter komme for lyset med saadanne prægtige Tituler, at Læseren af Glæde maa daane derover, og en Viginti eller Triginta annorum labor20 eller 30 års arbeid til Slutning, det er: Skrifter, hvorpaa de haver anvendet tre gange saa lang Tid, som Alexander Magnus paa at undertvinge heele Verden: Men, naar man kommer til at læse dem, saa faar man nubem, som man siger, for Junone,nubem pro Junone: å omfavne en sky i stedet for Juno og maa fornemme, at den største Umag derved har været med Titulen. Af dette og andet kand #sees, at disse gode Critici forstaar sig kun lidet paa det, som kaldes ouvrage d' Esprit.Et åndfullt verk

Der i bestaar da den heele Sag, saa vel Prosodien som Materien angaaende, hvorfor Auctor af nogle er bleven afmalet, som en slet Poet, af andre, som Esprit Brouillon,Et utkast saasom de enten icke har vist, eller villet vide, hvad forskiæl der er mellem en malicieuse Satire og en uskyldig Comædie, som forestiller generaliter u-riimelige Menniskers Caracteres, og i visse Maader kand tiene til stoor Opbyggelse;

Thi de, hos hvilke saadant heeder foetus otiosi hominis,Verk av et menneske med mye fritid og i den henseende raisonnere noget mildere om dette Skrift, end de andre, lader kun see, at de har en meget grov ideé om Studeringer, saadan otiosus homo var Moliere, som dog udi alle fornuftige Folkes Tanker haver opbygget Verden meere ved sine Comoedier, end alle gamle Philosophi ved deris alvorlige Morale.

Ridiculum acri magnas plerumqve secat res. (Det humoristiske kommer ofte til kjernen i viktige spørsmål bedre enn strenghet)

Saadan otiosus homo var Cervantes,Miguel de Cervantes (1547–1616), spansk forfatter som dog ved Don Qvixots latterlige Historie fast haver dempet de Spaniers dominante passion at læse u-riimelige Romaner. Ja saadanne otiosi viri have Socrates og Plato selv været, der ved plaisante Dialoguer haver meere udrettet, #end andre ved deris austere Philosophie: Ney, om I ville vide ret, Messieurs, hvad ørkesløse Menniskers Skrifter ere, og uden Fortrydelse høre det, da er det de paa de høye Skoler kaldte lærde og Academiske Skrifter, nu om et Ord, nu om en Bogstav, nu om de Gamles Skoe, Tøfler, Buxer, Ringe, Hals-baand, 2c. 2c. hvorover mand seer saa mange lærde, men u-nyttige, Dissertationer. Mon Nicanor GrammaticusNicanor Stigmatias (2. århundre e.kr.), romersk grammatiker icke hellere burdte heede otiosus homo, der skrev 6 Bøger de puncto Grammatico?Om punktum i grammatikken Messala Corvinus,Messalla Corvinus (64 f.kr. – 8 e.kr.), romersk statsmann og litterat der skrev en heel Bog om den Bogstav S? og Martinus Fogelius,Martin Fogel (1634–1675), tysk lege og lingvist der giorde det samme over den Bogstav B? item den, der skrev en viitløftig Tractat om, hvorledis det Ord ParacletusTrøster; hjelper; advokat burde pronunceris? Mon de icke heller maa føre saadan titul, der have opvagt store Tvistigheder, nu om et Verbum Cerno,Jeg skjelner/tyder/oppfatter nu om en particul Car, &c.? der legge deris Hoveder i blød paa, at udfinde, hvilket Endeligt Aristoteles fik, om hand døde til Lands eller Vands? i hvilket Land Homerus var fød? om Ilias var skreven før af Homero, end Odyssea. De saa kaldte Doctores Angelici, Seraphici, Cherubini,Titler på katolske kirkelærere hvis Skrifter bliver tyggede paa de høye Skoler, have været otiosi homines, og kand man med Billighed beklage dem, som finder Behag udi saadant, med Poeten Lucretio:Lukrets (99–55 f.kr.), romersk dikter

Omnia enim stolidi magis admirantur amantqve,
Inversis qværunt Verbis latitantia cernunt. De dumme beundrer mer og elsker alt det som de skjelner gjemt i bakvendte ord.

Ja til Slutning, Panegyrister ere otiosi homines, og icke de, der skrive moralske Comoedier, thi hine ruinerer Verden lige saa meget ved deris flatterier, som disse opbygger den. Og haaber jeg, at det er en gandske udgiort Sag, at de icke ere bedre Folk, end saadanne slags Satyrici; Thi, saa viit man kand fatte, haver Juvenalis, Boileau, Moliere og adskillige andre, der haver moraliseret paa den Maade, været med de beste og honeteste Folk i deris Tider.

Hvad Auctors Person er angaaende, da haver hand kun haft faa Tvistigheder udi Verden, og defierer jeg hans største Fiender at sige andet, end at han jo er træcket ligesom ved Hals og Haar der til; thi, som hans helsen er kun delicat, saa har hand beflittet sig paa et stille, ingetogen,Beskjeden Innocente og Philosophisk Lefnet, og haaber jeg, at ingen skal sige paa ham, at have brugt og anvendet det lille Talent, hand haver, at satyrisere, uden paa de aller Innocenteste oc mindst magt-paaliggende Materier, hand har kundet ophitte. Hvis dette Poëma maa finde videre Yndest hos de mange brave Folk, der have fundet Smag udi de forrige Bøger, vil hand stedse beflitte #sig paa, saa viit hans ringe Kræfter kand tillade, at lade see andre gode Specimina i Danske Skrifter, og derved nogenledis til intet giøre de reproches, som en og anden haver understaaet offentlig at giøre os udi de Henseende. Det var at ønske, at de gode critici heller anvendte Tiden paa at skrive gode Bøger self, end at denigrere de faa, der komme for Lyset.

Les deux bras croisés du haut de leur esprit,
Regarder en pitíe ce qve chacun dit. Med armene krysset over toppen på deres ånd, ser de med medynk på det enhver sier.

heller placidéRolig at give Skribentere tilkiende de Feil, de kand have begaaet, end for Bagateller, og undertiden ingen Ting, søge at prostituere dem, hvor ved man maa afskræckes fra at giøre noget andet, ja hvorved Studia gandske blive hemmede. Det var en Daarlighed af mig, om jeg vilde sige, der var ingen Fejl ved disse Vers, i sær, som de ere temmeligen viitløftige, og ere giorde i hast. Men det veed man, at, qvo animoI hvilken stemning een læser et Skrift, saa finder han det, got eller ont: Saaledis, omendskiønt Boileaux Satyræ og CorneillesPierre Corneille (1606–1684), fransk dramatiker Tragoedier ere Chefsdoeuvres,Mesterverker saa dog have de, som udi ond Intention have læset dem, fundet saa mange Fejl og U-riimeligheder derudi, at man skulde tænke de vare liderlige Skrifter, naar man alleene saae deris crisin,Kritikk tvert imod, naar man i god Intention læser en Bog, #som er langt fra icke saa god, kand man finde Mesterstycker udi hver Linie: Saaledis kand de, der have sat sig for at giøre Homerum til deris Gud, finde udi hans Skrift alle Konster og Videnskaber begravne.

At komme til dette Verk igien, da vil jeg til Slutning sige, at, saasom der findes saadane slags poëmata publice authoriserede blant de fleeste Nationer, hvorfor kand man ogsaa icke have et paa Dansk? besynderlig, naar man icke overgaar sine Grændser, intet taler om Religion og Stave og ingen Person en particulier, hvilket Author med stor Flid haver i agt tagen, saavel udi den første Part, som i de andre, og skal det stedse være ham en Religion, i hvad hand skriver, at holde sig inden samme Grændser. Hand haver, til at sammensmede dette Poëma, intet laanet af Fremmede; Thi, omendskiønt hand hafde kundet betient sig af et og andet Indfald, som hand haver læset hos andre, har hand dog saadant icke villet bruge, for icke at pryde sig med andres Fiære; saa at, enten det er got eller ont, det er alleene effect af hans egen Phantasie eller Imagination, undtagen Begyndelsen af den tredie Sang, hvor man slaais med Grædske Bøger, som er en imitation af Boileaux.

At viise endelig med et Ord, hvormeget tvungne critiqver ere faldne over dette Poëma, #da haver man ogsaa derudi lastet det, at Poëten paa Hednisk viis haver tilskrevet Guder og Gudinder ald Direction; men man haver formedelst passioner icke kundet erindre sig, at intet Brude-Vers bliver giort over en Skipper eller Styrmand, uden Neptunus derudi maa indflickis, over en Corporal og hans Kone, uden Venus og Mars maa cople dem sammen, og over en lærd Mand, uden Minerva og Venus maa komme i Haar sammen. Men her alleene kaldes saadant Hednisk og u-anstændigt, hvor vel man kand klarligen see, at dette Poëma er til deels skreven for at skiemte med den Hedenske Theologie. Men de gode critici haver icke kundet see, hvad de burde see, men været gangske fremsyned og saa skarpsigtige, som Argus,Monster i gresk mytologi med øyne over hele kroppen udi det, som fornuftige Folk icke har kundet see, ja lige saa lyckelige udi at udfinde store DesseinsHensikt udi Bagateller, som en vis Mand udi PræfationenFortalen af Justiniani Institutis,En del av lovverket Corpus Juris Civilis som ble sammenstilt under keiser Justinian (483–565). der af de Ord: tunc nostram extendimus curam ad immensa Veteris prudentiæ volumina & opus Desperatum, qvasi per medium profundum euntes &c.Da rettet vi vår gjerning mot den gamle rettsvitenskaps talløse verker og et håpløst foretagende, som gående midt i dypet etc. har giort en farlig Skandskrift, og funden Concipientens amoursConcipientens amours: Inngående utroskap med Theodora,Keiserinne Theodora (ca. 500–548), keiser Justinians kone som tilforn heed Prudentia,Klokskap lifagtig afmalet.

[1. Sang]

Den gyldne Note i orig.utg.: Jam labor exiguus Phoebo restabat, eqviq; / Pulsabant pedibus spatium declivis Olympi. / Ovid. met. libr. 6. [Litt arbeid gjenstod for Phoebus, og hestene hans slo hovene mot Olympens hellende bakke] / Poëterne fingere at Solen har sit Natte-Leye udi Havet hos Madame Thetis, og gaar ned udi et Svelg, som er ved Cadix i Spanien. / Ter juga Phoebus eqvis in Ibero gurgite mersis dempserat Ovid. met. libr. 7. [Tre ganger hadde Phoebus tatt åket av hestene som var sunket i Ebros strøm] PhoebusNavn for solen i gresk diktning var et Bøsseskud fra Havet.
Fru Thetis Note i orig.utg.: Havets Hustru og Achillis Moder. havde alt hans Aften-Grød tillavet.
Note i orig.utg.: kaldet Nereides, hvor iblant Thetis var den fornemste. Vand-Nympherne man saae at løbe op og need,
Een raabte: Bordet dek! En anden Sengen reed!
Neptuni Sønner med Tallerkener at springe,Note i orig.utg.: De kaldes Tritones og vare halve Mænd og halve Marsviin. [Delfiner]
At dekke Solens Bord, med Aften-Klocken ringe,
At giøre denne Sag meer tydelig og klar,Note i orig.utg.: Poëten raillerer atter med visse Skribenteres Skrivemaade.
Man Solen saae gaa ned det Aften bleven var.
Da man vor Gunild fandt i Floden sig at vælte,
Hun tænkte ey paa Block, paa Kragerne kun skiælte,
Hun skreeg: Det fæle Syn mig Sejr berøvet har
Min stærke Fiende jeg ellers voxen var.
Hvis jeg maa leve lidt, det skiæbnen saa behager,
Jeg vende skal min Tid paa at forfølge Krager,
#Man ogsaa hendes Kat, den tro Achates saae,
Med stor Væmodighed bag Øret sig at klaae.
Hand gav tilkiende med en meget ynksom Stemme,
At det langt bedre var, man havde bleven hjemme, 
Saa at man vidste ej, hvo ynkes burde mest,
Vor Gunild, eller og det lille stackels Bæst.
Hun udi Floden laa, sig selv ej hielpe kunde,
Han seent blev ved at staa ved Floden sterk at grunde,
Nu som hand vilde sig i Vandet styrte ned,
Nu, som hand bange blev, til Flugten var bered.
Her nødig er, at jeg en kort Afrisning giver
Paa denne lille Flod, Poëtisk den beskriver;
Jens Blok med egen haand den selv aftegnet har
Han ønsket tit, at den i Kaaber stucken var.
Den er kun liden, af Anseelse kun ringe,
Saa med Behændighed mand kand der over springe,
Et Geometrisk Skrit den dog i Breden har,
Foruden ved den stæd hvor slaget holdet var;Note i orig.utg.: Der har den kun passum vulgarem, [En romersk måleenhet.] som er mindre.
Der er den smalere, men allerheftigst flyder,
Saa Donav med slig Fart i sorte Søe ej bryder,
I Golfet af Lion, ej Rhone med slig iil,
Ej udi Luften man saa hastig seer en Piil.
Jeg om dens store Fart tør fast ej meere skrive,
Jeg frygter Læseren vil Hoved-svimlet blive.
Af Bloks Beskrivelse jeg med Forundring seer
Paa visse Tider at den klar og stille er.Note i orig.utg.: Liqvidus & suas duntaxat undas trahens. [Flytende og strekkende ut sine bølger.] vid. Qvint. Curtius hvortil alluderes. Med denne Auctor synes Poëten besynderlig at raillere udi denne Rendesteens prægtige Beskrivelse. / Un Auteur quelquefois trop plein de son objet [En forfatter er noen ganger for opptatt av sitt objekt] / Jamais sans l' epuiser n' abandonne un sujet [Forlat aldri et emne uten å ha uttømt det.] Sil' rencontre un palais il m'en depeint la face. Il me proméne après de terrasse en terrasse / Des Preaux art. poet. chant. 2. [Hvis han treffer på et palass, vil han avbilde dets ansikt for meg. Han vil lede meg fra terrasse til terrasse.]
#Skiønt Block var Physicus, hand dog ej nogensinde
Til slig Forandring ret Aarsagen kunde finde,
En Aristoteles (hand sagde) saadant VandNote i orig.utg.: Aristoteles siges at have styrtet sig i den Flod Euripus, da hand icke kunde finde Aarsag til dens Flood og Ebbe.
Ret kruse Hovedet og Modløs giøre kand.
Man som med Nili Flod dens Udspring icke søger.
Af Blocks Beskrivelse og Peder Paarses Bøger
Jeg seer, den tvende Spring og Hoved-Kilder har,
Een gaar fra Vaskerset mod Vesten Coursen tar.
Fra Bryggerset man seer den anden at fremkomme,
Hvis Laab mod Østen er, der findes ogsaa somme
Fra Borgerstuen som den tredje regne vil,
Men der i farer vild, thi den er aldrig til,
Undtagen Jule-Nat, naar Folket brav er drucken,
Og, som Naturligt er, naar tit gaar Hull paa Krucken.
Nu, som en Cydnus,En elv i Tyrkia den fast saa som stille staar,Note i orig.utg.: At te, Cydne, canam, tacitis qvi leniter undis / Cæruleus placidis per vada serpis aqvis / Tibull. libr. i. Eleg. 8. [Men deg, Cydnus, skal jeg synge om, du som mykt med stille bølger slynger deg blå med fredelig vann langs vadestedene.]
Nu, som en Tigris, den med største force gaar.Note i orig.utg.: Saaledis kaldet, efter den løber saa hastig.
Ja! det som selsomst er, og Lærde ingenlunde
Med deres Viisdom ej har kundet ret udgrunde,
Man nu den skiden seer, nu klar, nu guul, nu hvid,Note i orig.utg.: Det synes mig dog er let at begribe, thi Floden maatte forandres, ligesom Kilderne der ginge fra Brøggerset og Vaskerset vare dannede, for Exempel: naar man toede udi Vaskerset med Sæbe, maatte denne berømmelige Flod endelig blive hvid.
En Tid ej Farve har, som paa en anden Tid.
#Jeg vilde vide dog, hvad Lærde derom meene.
Ved Gaardens ende den gaar ud i trende Greene.
Som andre Floder da den taber strax sit Nafn,
Gid den i Kaaber var, det Landet var til Gafn.
Nok talt om denne Flod, jeg mig til Gunild vender.
Folk bliver saadant var, de ræcker hende Hænder,
De hielper hende op, i Stuen slæber ind,
Hun længe Føles-løs laa uden sands og sind.
Hun kom sig dog igien, og leved siden længe,
Jens Block for denne Sag man vilde lade hænge,
Men hand forsvarede med saadan fynd sin Sag,
At hand blev Angerløs, og frikiendt samme Dag.
Men Gunild kunde ej den Spot saa let fordøje,
Man dog et Middel fandt til hende at fornøje.
Hun over Krager fik fuld Jagt-Ret, Hals og Haand,
Den, som i Barndom gaar, som Barn man stille kand.
Vor Jomfru midlertid sig reised paa sin Pude,
Saae om sig, og fornam, at alle vare ude,
Hun slog sig derfor løs, brød ud i bitter Graad,
At strax den heele Seng i Øjeblik blef vaad.Note i orig.utg.: ὑπεϱβολὴ / sinum lacrimis implevit obortis Virg. Æneid 4. [Hun fylte brystet med de frembrytende tårer.]
Det er forunderligt, hvor saadan Ild er inde,
At see saa megen Graad der strømmevis at rinde.
Man skulde tænke, at den største Ildebrand
Udsluckes skulde af saa megen hyppig Vand.
#Men Elskovs heede Brand med vand man ej kand slucke,
Neptunus selv sig maa for en Cupido bucke,Note i orig.utg.: – – ἔστι δ' εν ϑαλασσίω κλύδωνι κύπϱις Euriped. Hippolyt. [Den kypriotiske Afrodite er i havets bølge] / Pisce Venus latuit Cyllenius lbidis alis. / Ovid. Met. 5. [Venus gjemte seg som en fisk, Merkur med ibisens vinger.]
En Fisk heel fugtig er, sligt dog ej staar imod,
I gamle Skialdres Tid nu een nu anden Flood.
Ja Havet selv man har af Elskovs heftig LueNote i orig.utg.: Gudinden for Havet lod sig og bedrage af Peleo og blef af saadant Favntag fød den store Achilles.
Seet være stucken an, som hidsig Turtel-Due.
Fru Thetis, skiønt hun har sin Bolig udi Vand,
Med heele store Hav ej Elskov slucke kand.
Da Graaden stillet var, begynte hun at tale,
Ach! ingen Trøst er til, mit Hierte kand husvalee.
Ach jeg var lyckelig, hvis jeg kun maatte døe
Tyranske Vind og Storm, Tyranske Hav og Søe!
Hvi bragte I den Mand? hvi kom hand hid paa Landet?
Kun for at qvæle mig, nej det var icke andet,
Hvi drev I ham ej hen til andet Land og Øe?
Kun for at dræbe mig; ach kunde jeg kun døe.
Man trøster mig omsonst, min Trøst er kun at græde,
At være Trøstesløs, at hyle, Øyne væde,
Ald Troldom, Medicin mig icke hielpe kand,
Ej Trold har mig forgiordt, men Paars den fremmed Mand.
Den fremmed Peder Paars, hans Skiønhed, yndig Miine,
Hans Sucker-talend Mund aarsager mig slig Piine,
Hvad ondt har jeg vel giort? hvad synd jeg unge Møe,
Hvi bragte I ham hid? Tyranske Vind og Søe!
#Sligt Marthe Kocke-Tøs, som var i Stuen eene,
Til hierte gik, skiønt hun ej hafde en god Scene,
Det ynksom Klagemaal dog rørde hendes Blod,
Ja Taarerne af Ynk i hendes Øjne stod.
Skiønt haardest Flintesteen mand skulde før bevæge,
En Nordisk Biørn, en Ulv, Hyrcanisk Tiger spæge,
Hun gik til Sengen hen, og sagde: Nille hør,
Tag icke saa af sted, hvad er det, som I giør?
Cupido saarer tit, hand selv igien dog læger,Note i orig.utg.: Hvilket er falskt, Marthes Ord i respect: thi, at Cupido er kun en lumpen Doctor, bevidner den gamle lystige Poët, naar hand forestiller ham grædende, efterdi hand var stucken i Fingeren af en Bie. / Εϱως ϖοτ ἐν ϱόδοισε / ΚοΉμωμήνην μέλιτταν / Οὐκ εἰδεν etc. / Anacreon od 40. [Eros, da han plukket en rose, så ikke den sovende bie.]
I god Intention hand Hierter kun bevæger.
Hand engang saared mig, men selv mig banet Vej
At lædske saadan Ild, jeg derfor døde ej.
Jeg styrede min Lyst, befant mig vel derefter
Hvad vinder I ved Sorg? I taber eders Kræfter,
Naar saadant hender mig, jeg ickun deraf leer,
Cupido saarer vel, hand ogsaa Doctor er.
Saa vor LucretiaLucretia (6. århundre f.kr.), romersk adelskvinne som begikk selvmord etter å ha blitt voldtatt da endede sin Tale,
Hun den forliebte Møe saa søgte at husvale:
Men Nille længe laa fast saasom Maale-løs,
Hun saae sig røbet af den listig Kocke-Tøs.
Omsider brød det ud, dit Raad jeg gierne følger
Hun sagde, suckende: og sligt ej længe dølger,
Spend alle Kræfter an, vend an all List og Fliid,
Jeg veed du raadvild ej har været nogen tiid.
#See til du mager saa, jeg kand til hannem komme,
En Sucker-Tveback hun tog derpaa af sin Lomme,
Sit Kridhuus aabnede, sex Skilling deraf tog,
Som hun til Nye-Aar self fik med en Spende-Bog.
Vor Marthe var ey seen slig Gave at modtage,
Hun qvantsviis sagde: I jer skulde ej umage,
Jeg seer, min Nille ej at saadant nødigt er.
Men mig berettet er, hun siden fordret meer.
Her nødig er, at jeg om Marthe lidet taler,
Og hendes Caracter min Læser næt afmaler,
Enhver Historicus, der saadant gaar forbie,
Forretter ey sin Pligt, ey træder rette Stie.
I Underfundighed hun hafde ey sin Liige.
Hun deri eftergaf ey nogen Fruer-Pige,
Saa tit hun giorde Ont og nogen Fejl begik,
Nu een nu anden strax for saadant Skylden fik.
Hun stedse venlig var, sig kunde saa forstille
Og med Huus-Folkene saa efter Ønske spille,
At hun dem hafde som i Kiæder og i Baand,
Og deris Lycke fast indsluttet i sin Haand.
Naar hun bedrev en Synd, hun andre strax forklaffet,Note i orig.utg.: Flagitiis addidit, ut, qvem deceperat, accusaret. Plin. lib. 6. epist. 22. [Han la til forbrytelsen ved å anklage den han hadde bedratt.]
Men græd, naar hun dem saae for saadant blive straffet,
For nogle Aar et Kruus for hende søndergik,
Lars Gaards-Karl derfor strax en bancket Trøye fik.
Hun engang klaget var for Skiænds-Ord, skiden Tale,
Laars Gaards-Karl maatte dog paa Ryggen sligt betale,
En anden gang hun en Sølv-Knappet Stock og brød,
Den gode Lars igien blev sat paa Vand og Brød.
#I Fior hun stycker slog paa store Sal en Rude,
Lars den betalte og, skiønt det var med ham ude.
Hun Spiise-Kammeret lod engang aaben staa
Lars maatte til igien sig derfor lade slaa.
Den Lars var hendis Mand, hun ham ey kunde miste,
Hans Ryg, som til sit Skiold at bruge Marthe vidste,
Hand for Uskyldighed at liide saa var vandt,
At, naar hun løy ham paa, hand troede, det var sandt.
Storck sagde tit: det er en Fandens listig Pige,
I Sindets Gaver mand ey finder hendes lige,
Slig vittig Kocke-Tøs, mand ey skal kunde faae,
Om mand fra Anholts Land til Leßøe vilde gaae.
Der ickun fattes, at hun icke var studeret,
Og slig Skarpsindighed ved Studia formeret,
Men det er meget vel, hun icke Bog-lærd er,
Hun vilde komme mig og andre alt for nær.
Gid aldrig i min tiid, hand sagde, nogen QvindeNote i orig.utg.: I denne digression skiemter Poëten med dem, der allarmeres saa meget over det, at Fruentimmeret vil slaa sig til Læsning.
Med andet mænger sig, end kaage, sye og spinde.
Man har Historier, man viise kand paa prent,
At sielden lyckelig er Qvinde-Regiment.
Hvem har Jens Lorentzen den usel Taabenacke
For slette Tilstand, end sin Kone, at betacke,
Per Degn man tæncker er en meget holden Mand,
Slig Staader er dog ey paa heele Anholts Land.
Hvor kommer det vel fra, hand Degne-Penge, Offer,
Som sine Formænd, faar, som Jesper og Christoffer.
Ja meget meer, end de: han dog en Pracker er
Det kommer, at han ey, nock sagt, paa Fingre seer.
Det kommer, at han lar sig kuie af sin Kone,
I Huset hun er Peer og han en Abelone.
#Den arme Diævels Block, han slæber som en Træl,
Og ved sit Qvacklerie jo Penge faar som Skiæl.
Er dog i mere Gield, end nogen skulde tæncke,
I gaar han satt i Pant tre Stole, fire Bæncke,
Vil det saa blive ved, da troer jeg, inden Aar
At han gaar fløyten, og den sidste Olie faar.
Hvad Aarsag dertil er: hans Sophie vil ey spinde,
Hun vil ved Roret staa, den raffinerte Qvinde,
Han intet giøre kand, tør neppe slaa en – –
Før han maa spørge først, om det er hende kiært.
Jens Paulsens Kone jeg allene vil undtage,Note i orig.utg.: Hvorfor han berømmer Jens Paulsens Kone, kand sees af den anden Bog.
Hun bør regiere; thi hun haver ey sin mage,
Naar saadant gaar i svang, hvad vilde blive af,
Om til Studeringer det farlig Kiøn sig gaf?
Det vilde over alt i Huset blive Mester,
Tractere Mændene, som Øxen og som Bester,
Saa talte nylig Storck i eenrum med sin Præst,
Som hannem svarede: Det er per Deum best,
Det allertienligst er, man flyer dem ingen Bøger,
Jeg tit giør Visitatz, i Ammestuen søger,
Om nogen Bog er skiult; sligt nøye efterseer,
Man dog fixerer mig, min Hustru deraf leer.
Tænk kun, min gode Storck! imellem os at sige,
Hvor jeg til mode blev, da jeg vor Stue-Pige
I en Politisk Bog om Roland læse fandt,
Jeg sagde: Grete! Hør! det bedre var I spandt.
Ved Lilien paa Mark nu lignes maa en Qvinde,
Hun ey arbeyde vil, ey meere sye og spinde,
Hvis mine Klæder kun, som andres, skaaren var,
I visselig af mig for saadant fik et par.
Her Pastor giorde ret: ham svarede da Christen,
Giem saadan farlig Bog paa Bunden udaf Kisten,
#En slig Politisk Bog, et saadant Nobel Skrift
Er kun for Mænd, som os, for Qvindfolck er en Gift.
Mand deraf lære kand et Rige at regiere,
Som beste General en Hær at commandere,
Jeg vil ey rose mig, hver veed dog jeg er klog,
Tro mig, min Viisdom jeg har faaet af den Bog.
Een Dag ey gaar forbie, at jeg jo deri blader,
Man veed, en Mand, som jeg, ey læser gierne Sladder,
Jeg tit velsignet har, end tacker i hans Graf,
Den Pen, den store Pen, som Autor er deraf.
Fast ingen ting, Her Niels! maa jo kand deraf træcke,
Undtagen (svared' han) man lærer ey at præke,
Ja (sagde Storck) det er en gandske anden Sag,
Men hør! hvad i mit Huus er skeed forgangen Dag.
Jeg tog mig for, u-roest, en Regning klar at giøre,
Men jeg paa samme Tid et Bulder fik at høre,
Skiønt paa een linie nær jeg den snart havde klar,
Den dog forlod, løb hen, at høre hvad det var.
Jeg strax fornam det var i lille daglig Stue,
Jeg gandske stønnede, begynte sterk at grue,
Jeg hørde vel, at det var icke noget Spil,
Nysgierrig gandske blef og rakte Ørne til.
Men hørde selsom Snak, mit Folk var reent aflave,Note i orig.utg.: Over saadant var den hitzige Poet saa bange udi hans Tiid og ynckedes over hans Fæderne-Land med disse Ord: / – – Novit toto qvid fiat in Orbe / Hæc eadem, qvid Thraces agunt qvid Seres & Indi / Instantem Regi Armenio, Parthoq´; Cometen / Prima videt. famam, rumoresq; illa recentes Excipit ad portas, qvosdam facit isse Niphaten In populos magnoq; illic cuncta arva Teneri Diluvio, nutare urbes, subsidere Terras Qvocunq; in Trivio, cuicunq; est obvia narrat. Juv. Sat. 6. [Hun vet alt som skjer i verden, hva Trakerne gjør, kineserne og inderne. Hun ser først kometen som truer kongene av Armenia og Persia. Hun plukker opp nye rykter og sladder ved byporten og finner på noen selv. Niphates har oversvømmet folkemengder. Alle åkrene der er underlagt den store floden. Byene svømmer, landene bukker under. Ved hvert et veiskille, til hver en person hun treffer, forteller hun dette.]
Een med en Keyser holdt, en anden med en Pave.
#Een vilde slutte Fred, en anden var for kriig,
Een Fienden med Magt en anden slog med Sviig.
O! hvilket Raserie! O! hvilke slemme Dunster,
Jeg sagde suckende: Een Bispen slog af Munster,
Een Fyrsten udaf Cøln, een Greven udaf Mentz,
Nu var man udi Aars, nu Randers, nu Florentz.
Een talede om Told, en anden om Accise,
Ja Marthe Barne-Tøs os Veyen vilde viise,
Hvorledis Handelen kand komme udi Floer,
Ved alt det helligt er, en Eed hun derpaa svoer.
Nu talede mand om de skiønne Polske Heste,
Min Kone sagde: jeg dem holder for de beste,
Nu om Rostocker Biir, nu om Vestphalske Sviin,
Jeg tilstaar saadant Snak for mig var som Latin.
Jeg tænkte: mon man mig ey spiller her en Fynte,
Men strax det stille blev, at læse en begynte:
Man schreibet von Paris, es habe kein Gefahr,
Paa Røsten syntes mig det tydske Jochum var.Note i orig.utg.: Hand var vel fød paa Anholt, men havde været 3 Uger udi Lybeck, og ved sin Tilbagekomst age-rede tydske Sprog-Mester paa Øen, hvorudover han gemeenlig blev kaldet Tydske Jochum.
#Jeg da paa Døren fandt til Lycke liden Skramme,
Jeg der igiennem saae, blev var det var den samme,
Han midt for Bordet sad, forklarede paa Jydsk
Alt hvad man ey begreeb, og ej forstod paa tydsk.
Han spør min Kone ad: Kand Mutter vel begribe?
Hvad disse tydske Ord paa Anholts Maal vil sige?
Vist (sagde hun) det tydsk jeg fatter meget snart,
Til Paradis fra os er nu fast ingen Fart.
Jeg vidne kand med Eed, Her Pastor! at om hende
Jeg aldrig vidste, at hun Bogstav kunde kiende,
Langt mindre, at hun var saa færdig i sin tydsk,
Jeg ellers hendes Ryg brav hafde smurt paa Jydsk.
Vor Jochum tog sig paa sin Præken at fuldføre,
Jeg Marthe saae paa ham med største Andagt høre;
Sligt dette leede Trold i Kirken aldrig giør.
Om Textens Deeling naar jeg hende ickun spør,
Hun siger: Husbond! jeg er kun een stackels Pige,
Jeg saadant ej forstaar, som I og eders lige.
Jeg strax tilbage i Contoret stille gik,
En ærlig god Crabask med hast i Haanden fik.
Brød saa i Stuen ind; Hej hvad er her at giøre?
Jeg raabte, og saa brav begyndte dem at smøre,
I Polske Mærre ud! Herud Vestphalske Sviin,
Jeg taler Dansk, jeg kand ey Tydsk og ey Latin.
Vor nye Projectist i sær jeg icke glemte,
Jeg sagde: vil du Trold og med Aviiser skiemte?
Tog saa Papirene og brændte dennem op;
Af Harm da skiælvede mit heele Lif og Krop.
Ham svarede Her Niels: Slig Haardhed jeg ey priser,
Jeg seer ey meget hvad man lærer af Aviser.
Det meste er jo Løgn, sligt de vel læse maa,
Det maa min Kone frit og aaben altid staa.
Aviiser! sagde Storck: Kand mand ey deraf lære?
Tie stille dermed kun, Aviser! hør mig kiære!
#Ach! svarede Her Niels: Man siger jo i sær
Om den, der lyver brav: han Aviis-Trycker er.
Ja sagde Storck: Det er saa meget, som man siger,
Er derfor icke sandt: Aviiser er for Piger
Som Pest, som Rotte-Krud, dem saa forderve kand;
At inden stacket Tid: nok sagt: det heele Land.
Saa vidste disse Mænd da Qvindfolk at afmale,
Jeg underskriver ey i alting saadan Tale,
Jeg holder, deri man gemeenlig gaar forvit,
Og dette gode Kiøn giør uræt meget tit.
Mig synes saadan Snak er lit interesseret,
Man frygter for sin Sag, hvis Qvindfolk var studeret,
Note i orig.utg.: Derudover klager Fruentimmeret udi Tragedien med disse Ord: / Οὐ γὰϱ ἐν ἁμετέϱα γνώμα λύϱας / ώπασε ϑέσϖιν ἀοιδὰν / Φοῖβος ἁγήτωϱ μελέων ἐϖὲι ἀν [rettet fra: [ἀo] τάχησ αν ὕμνον / Αϱσένων γένα / Euripid. Medea. [Phoebus, sangenes herre, har ikke inngitt lyrens inspirerte sang i våre sinn. Ellers skulle jeg svart mennenes ætt med en hymne.] Hvis det ey stedse var fordømt til Rok og Teen,
Ej u-bevæbnet, var forbuden Blek og Pen.
Det kunde Caracther paa en og anden give,
Paa en og anden Gek, som det vil fort beskrive.
Hvis hafde været bruug at øve sligt til Rom,
En Juvenalis da vel skulde salet om.
En Romersk Qvinde-Pen vel skulde kundet viise,
At siette Satyra, som vi saa meget priise,
Fast lidet bedre er end Daare-Kiste-Snak,
At vi for Stiilen kun er Author skyldig tak.
#Jeg gaaer fra alfar Vey, en selsom Meening haver,
Lad dem studere, som har beste Sindsens Gaver,
Lad dem regiere, som et Huus kand forestaae,
Den som beqvemmest er, lad den ved Roret staae.
Skal A, skiønt hun er viis, fordi hun er en Qvinde,
Fordi hun gaar med Skiørt, fordømmes til at spinde.
Skal B, som er en Nar, en Druckenbolt, et Faar
Strax Mester være, just for han med Buxer gaar.
Jeg priser saadan Mand, der intet selv kand giøre,
At han Huusholdningen sin Hustru lader føre,
Man sige kand, at han er deri eene viis,
Og for den eene Post af Folk fortiener Priis.
Man tænke skulde her, Poeten smukt flatterer 
For vis Aarsages skyld sig saa insinuerer.
Han ellers bange var, paa Halsen og at faa
Det heele Qvinde-Kiøn, nej det er icke saa. 
I det og andet meer jeg taler som jeg tænker,
Jeg Sandhed følger kun, og bruger ingen Rænker,
Jeg taler saa ej just, for jeg er Kiønnets Ven,
Man kiender sandelig ej ret Hans Mickelsen.
Men Himmel! jeg far vild, jeg er af Vejen kommen,Note i orig.utg.: Poeten undskylder denne store Digression med gamle Poeters Exempler; thi deris Poëmata vilde undertiden blive meget mavre, dersom Digressionerne bleve bortagne. Saa at man kand see, at denne Digression, som maaskee vil blive censurered, er heller en Satire, end nogen Forseelse begangen.
Jeg seer alt over mig at være fældet Dommen,
Han, som paa andre før har givet Contrafej,
Som Skialdre lastet har, nu træder samme Vej.
Jeg seer en hoben Folk af Latter fast at spricke,
At støde Glassene Homeri Skaal at dricke.
#At sige: hvad vil den ny-bagede Poet?
Men hvortil tienlig er slig Animositet.
Hvo være vil Poet den maa Poeter arte,
Hvor var det da, jeg slap? Det var vist om vor Marthe.

Den Anden Sang

DEn samme listig Tøs sig sneeg i Stuen ind,
Hvor Peder Paars hun fandt med Haanden under Kind.
At sidde paa en Stoel, skiønt det var Midnats-Tider,
(At have megen Søvn, slig Hierte-Sorg ey lider,)
Hvor hun i Stuen kom, begribes icke let,
Thi Døren lucket var og Salen var saa tet.
At mindste Sprecke var paa Veggen ey at finde,
Men hvad u-mueligt er for en beslagen Qvinde,
Ey Laas, ey Luckelser, ey Muur, ey Væg, ey Tag
Hun jo igiennem kom, sligt var en ringe Sag.
Sligt var kun liden Kunst for saadan listig Pige,
I alle Værelser hun vidste sig at snige,
For hende, som en Aand, fast alting aaben stod,
Hun selv og aaben var, sig penetrere lod.
Hun penetrerede, hun lod sig penetrere,
Til Kocke-Pigers Roes hvad kand man sige meere,
Af saadant Syn Peer Paars sig icke nedslaa lod,
Skiønt Haar paa Hovedet som paa et Pinsviin stod.
Skiønt tappere Kallun i Helte-Liv sig rørde, 
Mod ald Formodning dog til Ruus slig Tale førde:
Peer Ruus vil du? – Ach men – skal jeg – stat op Peer Ruus, 
Ach! Gid jeg arme Mand var vel af dette Huus.
#Gid jeg – Ach! hvilket Syn, jeg aldrig saae dets lige,
Peer Ruus Forræder! ach! din Husbond saadan svige, 
Din Husbond som, din ach! har du ey meere Maal;
Ach! hvis jeg hafde kun det mindste stycke Staal,
Saa var jeg sicker nok, mig intet kunde skade,
Lidt Staal – Peer Ruus! vil du din Husbond saa forlade
Din fromme Husbond, som – af disse brudne Ord
Man seer at Paars var og som andre skabt af Jord.
Var og et Menniske, skiønt hand var heel bestandig,
Som tusind Kræmmere i saadant Tilfald mandig,
Han self vel tit har sagt, at han ej bange var,
Hans Tale mig dog bragt paa andre Tanker har.
Man dog ej Aarsag har, min Helt for saadan Tale,
For disse brudne Ord som frygtsom at afmale,
I saadan Tilfald man seer ofte tabe Mood,
De største Helte selv, at iisne deris Blood.
Men Ruus som Fufius, den tusind Catiener,Note i orig.utg.: Ut Fufius ebrius olim. Horat. Sat. [Som den drukne Fusius den gang.]
Ej kunde raabe op, ej rørde Liv, ej Seener,
Han ubevægelig laa som et afhugd Træ,
Hans Siæl og Hierte var nedstegen i hans Knæe.
De eene spillede, som Aspe-Løv og Blader,
Der af den mindste Vind sig saa bevæge lader.
At Bonden med sin Øx i Skoven tit maa staa,
Og med Forundring see i Øyeblik at gaa.
I Haandevending see det heele Land at røres,
Som Havet bruuse, der med Lyst og Redsel høres,
Det heele Legeme var ellers gandske stiv,
Ja Blodet storcknet, som naar Siælen er af Liv.
Vor Marthe mærkede en Rædsel var paakommen,
Hun nærmed sig til ham, en Sæddel tog af Lommen,
#Og sagde: Unger Svend! naar du den læset faar
Jeg vedder Rædsel, Frygt, af Sindet straxen gaar.
Hand Brevet tog imod med Rædsel zittrend' Hænder,
Mod Veggen satt sin Ryg, og sig mod Pigen vender,
En Linie læsed' og paa hende atter saae,
Var bange at hun ham i Kløer skulde faae.
Af dette sees kand med hvilke Sindets Gaver
Den store Peder Paars beprydet været haver,
Thi denne ene Post er ligesom et Spejl
Paa en fuldkommen Mand der fast har ingen Fejl.
Hvad Viisdom var det ej i hast det saa at lave,
At han saa Ryggen fri mod hende kunde have,
Med hvad Forsigtighed han ej mod Brevet tog,
Det læsede og tit paa hende Øyne slog.
Paa engang tvende ting, det kunstigt er at giøre,
Fra Cæsars Tiid man faa Exempler kand fremføre, 
Det giorde dog min Helt, han læste og gaf agt,
Paa den han frygtede, hvo skulde have sagt?
At sligt var mueligt, hvis af klare Documenter,
Som vel fortien' at til beviis man dennem prenter,
Man icke kunde see, at sligt passeret var.
Et heel fuldkommen Ark Paars derom skrevet har.
Den store Peder Paars igiennemlæste Brevet
Han med Forundring saae hvad derudi var skrevet,
At Nille var forliebt, ham vilde hielpe ud,
Det var for ham et glad, men dog bedrøvet Bud.
Han sagde med et Suk: hør smucke lille Pige:
Jeg eder skal beskeed paa sligt i Morgen sige,
Hun svarede: heel vel; jeg maa og straxen bort,
At give Nille Svar; thi Tiden mig er kort.
Saa tit jeg tænker paa strax mine Øyne rinde,
I hvilken Tilstand da Peer Ruus var denne sinde,
#Paars ham tiltalede: Fye, skiem dig tusindfold,
Du en tro Tiener est! ach! spar mig kiære Trold,
Ruus skreeg da overlydt: Tag heller Paars min Herre,
Han sig kand førend jeg med Penger ransonere,
Med mig I Fattigdom kun faar, Fortred og Sorg,
Min Husbond beste Boed har udi Callundborg. 
Hvor ærbar Paars end var, saa maatte han dog fniise,
Din Manddom, sagde han, jeg noksom ey kand priise,
Stat op! hun borte er, jeg er din Husbond Paars,
(At Huuse slige Folk er icke lidet Kaars.)
Stat op! hun gik sin Vej, her er ey meere Fare,
Ach! gik hun? sagde Ruus, det var min tro en Mare,
Hun eder lidet kun, men mig en Time reed,
At du est en Cujon, Paars sagde, det jeg veed.
Ja svared' Ruus: Man veed hvad Skrek kand foraarsage,
Jeg ellers aldrig sligt har giort i mine Dage,
Naar man et Spøgels seer, hvo kand da have Moed?
Ej Degnen self, det tør jeg sige om han stoed.
Holt op! da sagde Paars, vi vil ey meere trette,
Gav ham saa Sedelen, og sagde: læs kun dette.
Af Glæde da Per Ruus fast daane-færdig blev,
Velsignede den Haand, den Marre, som det skrev.
Men over sligt Per Paars man haftig saae at grunde,
Skal jeg min Dorothe forlade? ingenlunde,
Skal jeg den ærlig Siæl min kiære Fæstemøe
For hvis Skyld jeg mig har betroet Hav og Søe.
For hvis Skyld Peder Paars saa meget ont har lidet,
For hvis Skyld jeg har tit i suure Æble bidet.
Hvis Ihukommelse ald Sorrig har giort sød,
Nej jeg vil heller døe den skiændeligste Død.
#Ret som en voxen Eeg, mod Øxen den vil feldeNote i orig.utg.: Et modo desperat; modò vult tentare pudetq; / Et cupit & quid agat non invenit: utq; Securi / Saucia trabs ingens, ubi plaga novissima restat, / Qvo cadat in dubio est omniq; a parte timetur / Sic animus &c. / Ovid. Met. 10. [Nå fortviler hun, nå vil hun forsøke, og hun skjemmes og ivrer og finner ikke ut hva hun skal gjøre: som det store tre såret av øksen, når det siste hugg gjenstår, skaper tvil om hvor det kommer til å falle, og det fryktes fra alle kanter. Slik hennes sjel etc.]
Staar som i tvilsmaal til hvad Side den vil helde.
Et saadant saaret Træ var Peder Paars da liig
Dyd, Fare, Elskov, Frygt i hannem førdte Kriig.
Han derpaa tier lidt og alting eftertæncker,
For Øyne stiller sig, nu Fængsel, Baand og Læncker,
Nu det som værre er, en saa u-ærlig Død,
Blev som forandret lidt, i disse Ord udbrød.
Udfordrer Elskovs Lov, at vi skal være Træle,
At vi i Galgen os skal derfor lade qvæle.
At vi opofres skal og skiændeligen døe,
Hvad nytter saadant vel min kjære Fæstemøe?
Hvis jeg dog vidste, sligt kun vilde dig behage,
Jeg med Fornøyelse mig tage lod af Dage,
Jeg veed, hvis du var her, som du est udi Aars,
Du vilde sige: giør ej saadant Peder Paars.
Du saadant Forsæt selv som Galskab vilde laste,
Du vilde dig, min Siæl! for mine Fødder kaste,
Ja sætte for dit Bryst din lille Foldekniv,
Og sige: see! hvis du ej redde vil dit Liv.
Men ach! Per Paars! est du og bleven en Forræder,
Du talet haver som den grummeste Misdæder,
Mon Peder Paars saa snart sig self fornegte kand?
Mon det er Forset af en braf retskaffen Mand.
#Nej ingen ærlig Siæl slig Utroskab kand sømme,
For saadan u-blue Snak jeg bør mig self fordømme,
For slige Tanker jeg at døe er ene værd,
Og det for egen Haand. Tag hid Per Ruus mit Sværd.
Flux! skynd dig, jeg vil strax min Dorothe fornøye!
Flux! skynd dig, svared Ruus, tag hid min Hat og Trøye,
Min Kiole, Buxer, Sko, min skiønne Sarses Vest,
Som jeg mig giøre lod forgangen Jule-Fest.
Min Pung som ligger i min nye Kiole-Lomme,
Flux, skynd dig! giv mig hid min Eske min Mad-Bomme,
Min heele Velfærd, flux! min Pibe min Tobak,
Min – ach! man spricke maa af saadan Pølse-Snak.
Flux! jeg har nødig nu at bruge en reen Skiorte,
Den ligger i mit Skrin; men Skrinet er jo borte,
Paars svarede: paa sligt at tæncke er ej værd,
Sandt sagde Ruus, det alt gik Fløyten med jer Sværd.Note i orig.utg.: Som kand sees af den første Bog.
Ach! sagde Paars; jeg er af Sorrig saa forblindet,
At jeg om slige ting mig icke har besindet,
Jeg mine Tancker hos min Dorthe ladet har
Ach! svarede Per Ruus, gid hun paa Bloksbierg var.
Jeg aldrig haver seet en Karl der er til Alder,
Som haver sine Sind, der til slig Galskab falder.
Den Kierlighed den er til al Ulycke Roed,
For tusind Dorther jeg ej mister draabe Blod.
Skal vi i saadan Sag os her betænke længe?
Skal vi for hendes skyld os begge lade hænge?
#Om I saa rasend' er, Per Ruus er dog ey gal,
Hand aldrig nogen tiid til saadant falde skal,
Troe mig! naar I er hengt, I mine Ord vil sande
Men alt forsilde: og slig Daarlighed forbande,
Tænk kun, hvor smukt det er, naar Folk os hænge seer, 
Os peges Fingre paa, os alle Mand beleer.
Tænck med hvad Hierte-Sorg, vi sligt maa see og høre,
Man for at spotte os, vil saadan Grav-Skrift giøre:
Stat stille Vandrings-Mand! her hviler Peder Paars,
Som lod sig henge for en – Tøs i Aars,
Her hænger han den Skurk, den Gek, den Fleske-Fante,
Den Hunsvot, Slyngel, Nar, den Dosmer og den Gante,
Den Abe, Fæhund med sin Skriver Peder Ruus, 
Der udi trende Aar som Svend var i hans Huus.
Satyricuser nok der findes her paa Landet,
Som for os giøre vil et Grav-Skrift efter andet, 
Thi gode Hoveder man her og finde kand,
Saa vel som i vor Bye og i vort føde Land.
Tro mig! slig Gierning man til Galskab vil udtyde,
Og naar vi ere hængt, I saadant vil fortryde,
Jeg ickun u-lærdt er, dog saadant forud seer,
En ting fortrydes tit, naar det forsilde er.
Skal os et ærligt Navn ej, sagde Paars, bevæge,
Gemeene Pøbel kun paa os vil Fingre pæge,
#Men lærde derimod vil dømme saa der om:
Med gamle Helte Paars kand lignes udi Rom.
Paa anden Dansk, Per Ruus da svared, sligt jeg tyder:
Paars lignes kand med en og anden gammel Snyder,
Hvis Daarskab for en Dyd de gamle regnet har, 
Troe mig! en saadan Helt nu holdes for en Nar,
I Callundborg man nu slig Tapperhed kun laster,
Og slig Philosophie kun under Benken kaster.
Peer Iversen fortaalt mig haver om en Mand.
Hvad Nafn den slyngel har jeg ej erindre kand.
I Kirckebogen man dog saadant let kand finde, 
Han heed Asverus. Nej! det er mig udaf minde,
Jeg troer hans Døbe-Nafn vist Holofernes var,
Nej, Sandelig jeg reent hans Nafn forglemmet har. 
Naar mand lidt gammel blir og kommer lit til Alder,
Strax Ihukommelsen heel mærkeligen falder,
Jeg vil ej rose mig, da jeg var 20 Aar,
Jeg alting kom ihu, som det var skeet i gaar. 
Hvis jeg kun kommer hiem, Lars Degn jeg dog skal bede, 
I Kirke-Bogen han det Navn vil efterlede,
Hand saadant gierne giør, hand er min gode Ven,
Hand frit har i vor Boed Papier, samt Blek og Pen.
Da Paars skreeg Himmel-høyt: De Fandens Parentheser
Dig gandske drucken giør og mig i Søvn snart dysser,
Ach! Nu jeg har hans Navn, da raabte Peder Ruus,
Det Qvintus Rufus er, han døbt er Curtius.Note i orig.utg.: Confunderes med Marco Curtio, [Marcus Curtius, som i 362 f.kr. ofret seg for byen Roma] som styrte sig udi Svelget.
I gammel Tid man fik i Daaben tvende Navne,
Men jeg kand icke see hvad saadant kunde gavne.
#Summarum Summa han er Auctor til den Bog,
Som skreven er paa tydsk om Alexanders Tog. 
Per Iversen jeg har hørt kalde ham en Taabe, 
Og for en usel Gieck ham ofte at udraabe,
Thi af Ambition sig selv hand ofred' op,
Sig styrte i en Grav med gandske Siæl og Krop.
Nej! man ej lever meer i vor Tiid efter Noder,
I rette eder nu maa efter Landets Moder,
I Fingren sticke maa i Tiden, lukte til,Note i orig.utg.: At sticke Fingeren i Jorden, er ellers beqvemmere talt.
Hvad Tid I lever i, om I mig lyde vil.
Det som i gammel Tiid blef priiset saasom Dyder,
Nu heeder i vor Tid og kaldet bliver Lyder,
Tro mig med saadant det som Klæde-Moder er,
Bormesters Gertrud ej bær Flaske-Trøye meer. 
Frantz Jespersen af Folk jo agtet blir og æret,
Tre gange han i Aar dog har forlovet været.
Hand bruger Festemø, som andre Almanak,
Ey lader skremme sig af visse Folkes Snak.
I kiender i vor Egn den gode Kasten Skriver,
Et eje-got Gemyt, saa meget elsket bliver,Note i orig.utg.: Eje-gode og noble Gemytter kaldes de, som ere gode Compagnons og gode Verter, omendskiønt de stieler fra en for at giøre en anden til gode. Skarns Gemytter derimod ere de, som leve indgetogen og stille. Vil nogen sige: Peder Ruses Definition er falsk, da appelleres til de fleeste Stemmer af Folk i vore Tider.
Et tusend Daler han, jeg troer, vel vejet har,
Jeg vil ey sige meer, men maa skee, vel et par.
Jeg aldrig kommer i hans Huus, hand mig jo byder
Nu Steeg, nu Hollandsk Ost, som Vand alt saadant flyder,
#Jeg aldrig haver kiendt en saadan ærlig Siæl, 
Gid! at jeg kunde kun ham giøre nogen Skiæl.
Den samme Kasten sig hver Uge fast forlover,Note i orig.utg.: At der er intet ont udi saadant, kand bevises baade af Praxi, som af mange gamle lærde Bøger. Deraf roser sig i sær den gamle lystige Poët, naar han opregner alle sine Maitresser: / Εἰϕύλλα πάντα δένδρων / Επίστασαι κατειπεῖν / Εἰ ἡμαλῶδες εὑρεῖν / Τὸ τε ὅλης ϑαλάσσης / Σὲ των ἐμων [rettet fra: ἐμυν] ἐρώτων / Μόνον ποιω λογιστήν / Anacreon Od. 32. [Hvis du kan telle alle trærnes blader, hvis du kan finne hele havets bølger, skal jeg gjøre deg alene til teller av mine elskede.]
Nu slutter, bryder Pagt, nu den, nu den besover,
Nu en forlader, nu en anden tar igien.
Han selv det tegner an, og fører udi Pen;Note i orig.utg.: En stor Accuratesse, hvoraf berømmes en viß Person, hvilken, naar hand havde Forsæt at drikke sig et Ruus, satte en Knappenaal paa sit Ærme, at hand icke skulde forglemme det: item en Frantzøsk forliebt Dame der skrev udi sin Tegne-Bog paa Reisen: / Memoire pour me faire – en passant à Lyon. [Påminn meg om – passerende forbi Lyon]
Thi hand er accurat i alle sine Sager,
Slig Roes hans Fiender ham ikke selv betager,
Han en a parte Bog til sligt indrettet har,
Saa accurat og før hans Salig Fader var.
I saadan Skriver-Bog jeg nyelig haver fundet,
At han til Femten sig paa en Tid havde bundet,
Ham elsker dog enhver, ham ingen derfor skyer,
Kun visse onde Folk ham kalder Byens Tyer.
#Jer Fader Rasmus Paars har selv og saadant vovet,
Jer Moder tog, skiønt han med anden var forlovet,
Hvis Rasmus hafde da ey øvet saadant Spil,
Den gode Peder Paars ey havde været til.
Gid, I kun vilde i jers Faders Fodspor træde,
Man nu slig ærlig Mand med Lys maa efterlede,
Jeg har min Meening sagt, hvad kand vel siges meer, 
Ach! sagde Paars, jeg af din Tale slagen er.
Ruus blev da heftig glad med Taarene i Øye,
Han raabte: jeg end Staal med mine Ord kand bøye;
Kom, lad os sove lidt, mens det er endnu Nat,
I Morgen faaer vi nok den samme Pige fat.
Saa ginge de til Sengs, ej meere Tale førte,
Og udi Øyeblik at snorke man dem hørte.
Jeg seer til Middags Tid de begge sovet har,
Da kun et Bøsse skud fra Zenith Phoebus var.
En MomusPersonifikasjon av satiren i gresk mytologi skulde her maaskee Anledning tage,
Og sige: skal en Helt ej altid sig forsage?
En der saa frygtsom er, saa bange for sit Liv,
Der mod Ulycke ey ja Døden selv er stiv.
Hvo Livet skatter meer end Ære, den jeg meener,
Paa Helters Liste han at komme ey fortiener.
Ney Mome! i din Kram ey saadant tiene skal,
Paars stødes derfor ey af store Helters Tal.
Skiønt jeg har Afskye selv for Ruuses slemme Tale,
Og som u-yndelig den stedse bør afmale,
Saa finder jeg dog, at hand deri havde ret,
At visse Gierninger man roser alt for let.
Det som de Gamle har Heroisk Gierning stiilet,
Naar en for ringe Ting til Døden haver, ilet,
Det nu af kloge Folk blir kaldet Raserie,
Hovmodig Daarlighed og sterk Melancholie.
#Man burde ArriaDa romeren Caecina Paetus ikke turde begå selvmord, ville hans kone Arria hjelpe ham ved å drepe seg selv først. for saadan ting med retteNote i orig.utg.: Vid. Plin. lib. 3. epist. 16.
Ej udi Krønicker men Daarekisten sette.
Hun af en Plinius saa højt berømmes dog,
Men saadan Roes en Plet er i hans lærde Bog:
Saa meget som for sligt man rose kand en Plato,
Saa meget lastes bør en Curtius, en Cato,Cato den yngre (95–46 f.kr.), romersk senator
Thi naar mand efterseer hvad dem bevæget har
Til slig Heroisk Dyd, det fast en Sygdom var.
Slig Dyd med Helebor til intet man kand giøre,Note i orig.utg.: Helleborus voxer paa den Øe Anticyra, hvor med Galenskab cureres, unde Juvenalis Nec dubitet Ladas, si non eget Anticyra, nec Archigene – – – [Og Ladas ville ikke tvilt hvis han ikke trengte Anticyra eller Archigenes …)]
Mand burde Cato selv til Anticyram føre,
Man tæncker tit at man er fuld af Nidkierhed,
At ofre Liv og Blod med Glæde er bereed.
Mand tænker at det er en Dyd, et Mesterstycke,
For ringe ting sig selv at styrte i Ulycke,
Man brænder udaf Dyd, er dog kun hidsig Blood,
Kun onde Vædsker er til saadan Mandom Rood.
Der skulde findes de, som ville mig bebrejde,
At jeg mod Billighed her fører Krig og Fejde,
At af min Helt Per Paars jeg saadan Slave er,
At jeg hans største Fejl som Dyder selv anseer,
Nej! jeg i denne Post Poeters Stie ej følger,
De Fejl jeg fundet har hos Paars jeg icke dølger,
Partiskhed aldrig mig forleeder af min Vej,
Jeg laster Tapferhed, jeg laster Dyder ej.
Man intet Paradox skal finde i min Tale,
Jeg dem kun laster, der med falske Dyder prale,
Der af Ærgierighed foruden ringste Nød
I blinde løber hen og iiler til sin Død.
En Forskiel mellem Dyd og Hofmod jeg kun viiser,
I Ruuses Tale jeg kun dette ene priiser,
#Som end var ziirlig i en Philosophisk Mund,
At visse Gierninger man roser uden grund.Note i orig.utg.: Her findes atter en Defect udi Historien, som posteriteten skal kunde supplere, naar overkommes Documenter, som maaskee nu ligger skiulte udi deres Hænder, der icke vide hvad kostbar Liggendesæ de have. Man giør sig saa megen Umage at oplede Livii [Titus Livius (59 f.kr.–17 e.kr.), romersk historiker] Bøger og andre Romerske og Grædske Skrifter, som fattes, men faa tænker paa dette, som er meer vigtigt.

Den Tredie Sang

Nu alting var i stand, og Jagten var tillavet,
Som skulde føre Paars med Nille over Havet, 
Det alt igiennem da vor Marthes Hoved gik,
Saa Fogden mindste Nys om denne Sag ej fik.
Men alt forandret blev, thi Kierligheds Gudinde,
Som for Dortheæ skyld man saae alt saadant spinde,
Da hun af Timerne, som stedse holder Vagt,Note i orig.utg.: – – – ἄς ἐχων ὦϱαι Τῇς ἐϖιτέτραϖται μέγας οὐρανὸς, etc. Homer. Iliad. 5. it. 8. [… som Timene hadde, hvem den store himmel er overlatt etc.]
Og hvad dem er betroet heel nøye tar i agt.
Der sig gemeenlig paa de gyldne Skamler hviler,
Som staar ved Himlens Port, med Bud til Guder iler,
Saa ofte nødig er, og lucker ind og ud,
Som troe Dørvogtersker nu een, nu anden Gud.
Den Port af Skyer er, hvor disse smaa Gudinder
Med stor Aarvaagenhed at holde Vagt man finder.
Da Venus om Per Paars af dennem Kundskab fik,
Hun udi størske Hast til Toilettet gik.
Tog der af sin Contouche, hun nødig fandt at haste,Note i orig.utg.: Meget trøsteligt for vort Fruentimmer; thi deraf kand sees, at Contoucher er en Himmeldragt.
Og den saa løslig om Sneeviide Hals at kaste,
Lidt bluedes, da hun imellem Guder gik,
#Som meget venlig gav nu et, nu andet Nik.
Thi aldrig nogen tid man Kierligheds Gudinde,
Saa smuk, saa yndig saae som hun var denne sinde,
Saa Momus sagde selv den Steen-staal-hiertet Gud:
Ach! gaar hun saa forbi? min søde lille Snud!
Hvor vil saa tilig hen den Sucker-søde Frue?
Tør hun vel vove sig saa tynd-klæd af sin Stue.
Da sagde Venus: Han i Dag er meget blid,
Jeg troer han Febren har; Men nu er ingen Tid.
Hun lod i Øjeblik strax efter Vognen sende,
Bød derfor i en hast de hvide Svaner spende,
Fløj ud i Luften hen, for Paars sig stillet ind,
Og sagde: store Helt! hvad har dig giort saa blind?Note i orig.utg.: Ad imitationem Virg: Æneid: 4: – – Tu nunc Carthaginis altæ Fundamenta locas etc. [Du legger nå det høye Kartagos grunnvoll etc.]
Hvo har forføret dig? Din Dorthe at forlade?
Hver ærlig Siæl vil dig for saadant sky og hade,
Kand Elskov glemmes? kand den døe hos dig saa let?
Ald Tro og Ærlighed bortsvinde? er det ret?
Din kiære Fæstemøe, der er saa skiøn, saa dydig,
Din Dorothea! der dig været har saa lydig,
Saa at forlade, saa forandre din Natur,
Du est ej meer den Paars der staaet har som Muur.
Som haarde Klippe mod ald Fristelse, Ulycke
Og som rodfæstet Eeg, den Storm ej kand oprycke,
Som haarde Vinters Tid foragtet har og Søe,
For Dorotheæ skyld, din yndig Fæstemøe. 
Jeg nesten gietter hvad til saadant dig har dreven,
Du est vist uden tvifl for Døden bange bleven,
Gak giør dig reede strax paa Reisen dig begif,
Kald Folket sammen; see du redde kand dit Lif.
Gak skynd dig midlertid; men Fogdens Huusfolk hviiler,
Jeg nu forlader dig, og hen til Søfnen iiler,
Hand tryg og sovendes dem alle giøre kand,
Indtil du kommen er med Jagten lidt fra Land.
Paars op af Søfne sprang, men var saa Hovet-svimlet
#Af saadant selsomt Syn, at han nær havde trimlet,
Han aabenbaret Ruus hvad hannem hendet var,
Og sagde: Dette Syn du og vel seet har.
Vist, svared Ruus, jeg saae skinbarligen den samme,Note i orig.utg.: Deres Character, som taler Folk efter Munden.
Hun høy var som et Bierg, og tyk som Maren Amme,
Nu syntes jeg, at hun ved Hoved gierdet stoed,
Nu gik tilbage, og blef staaend ved min Foed.
Hun hafde Miiner, som hun vilde noget tigge,
Jeg troer skinbarligen hun vilde hos mig ligge,
Nej, sagde Peder Paars, den som jeg seet har,
Heel spæ og liden og en dejlig Jomfru var.
Ach svared Ruus det var min tro en delig Pige,
Ach hvilket dejlig Syn, jeg aldrig saae dens lige,
Hun fast ej større var, end liden Knappenaal,
Men hafde klingend Røst, et sterkt og Torden-Maal.
Nej, sagde Peder Paars, den Jomfru som jeg hørte,
Med største Yndighed og Sødhed Talen førte,
Ach! sagde Peder Ruus; jeg mig fortaler tit,
I sær om Morgenen, naar jeg har sovet lit.
Jeg Taabenacke, Gæck, jeg vilde dette sige,
Hun talede saa kleent, som peenest Fruer-Pige, 
Men liden Tiære-Lugt, som dog var angenem,
Fra Haaret gik, den Lugt var dog min tro ej slem.
Som Tiære, sagde Paars? Ach tal med bedre føye,
Ej! sagde Ruus, det var den Fandens styrmands Trøye, 
Som henger ved vor Seng, der mig bedraget har,
Den Lugt fra Jomfruen, som Balsam, Desmer var.
Paa Jespers Apoteck jeg aldrig nogensinde –
Ach hvilken dejlig Lugt, nu kand jeg mig besinde,
Den var saa angenem saa sød som Teriack,
Ja som ny-baget Brød, som Desmer, Snustoback.
Jeg ved de første Ord har Aarsag mig at skamme,
Nu kommer jeg ihu, det var min tro den samme,
En Himmel-yndig Lugt fra hendes Hovet gik,
Vist! sagde Paars: det er den samme paa en prik.
#Mens de saa talede, de dennem hastig klædde,
Ruus ved de Klæder sær sig overmaade glædde,
Som Nille hafde dem foræret, hand da saa,
Sig splinder spancken ny fra Hovedet til Taa.
Per Paars til Reisen lod Skibs-Folket strax paaminde,
De skulle, sagde hand, tilrede alting finde,
I Havnen laa en Jagt med Tackel og med Tov,
De maatte skynde sig, mens Fogden endda sov.
Hand havde Proviant, alt hvad de skulde tære,
Og bød dem alle ting i hast om Bord at bære,
Sligt efterlevet blev af dem i største hast,
Alt sammenskrabet blef, i Fleng paa Decket kast.
Siig mig Calliope! O Digte-Kunsts Gudinde!
Forklar mig her med fynd og ziirlig denne sinde
De dyrebare Ting, opregn mig paa en prick,
Hvad denne Unger-Svend af Jomfru Nille fick.
Af Øxe Hammer Øll hun gaf ham først et Anker,
Hvor af Jens Sognefogd, skiønt han var største Drancker,
Ej kunde bære meer end 3 til 4 Kruus, 
I gaar han der af fick hos Fogden et got Ruus.
Hun derforuden gaf af Bord-Øl ogsaa tvende,
Som man paa Numer B. fra første kunde kiende,
En Ost, hvor af Peer Ruus et lidet stycke skar,
Og sagde, at den ey for lange hvile var.
Tre fulde Skiepper Gryn, sex skiønne Peber-Kager,
Som hun forgangen fick af Jørgen Handskemager,
Der nys fra Holland kom, en Eske fuld af Smør,
Amager Bonden nu det icke bedre giør.
Et Lispund dejligt Flesk en mægtig Jyde-Skincke
Med hvilken man saae Ruus til Stranden selv at hincke,
Thi den var heftig tung af en fuldkommen Soe,
Han turde saadan Skat en anden ey betroe.
Ey kunde bare sig paa Veyen den at slicke,
Og sagde til Peer Paars: den Skincke bander icke,
For Paarses egen Mund hun gaf en Lamme-Steeg,
#Som specket var med Flesk, 7. 8. friske Eg.
For Spiise-Kammeret slig Lettelse var dette,
At Fogden Beckenet for Kircken maatte sette,
Dend listig Martha, som alt dette havde giort,
For Inqvisition sig frygtede ey stort.
Hun sagde spotviis: ach! hvor kand det andet være,
Hvad kand dog Fejde ej i stacket Tid fortære?
Mon nogen sagde hun af Fejde bliver rig?
Det Proviant gik bort i sidste Tørckisk' Krig.
Det ey fornøden er, jeg icke mig umager
At skrive, siunge om de mange andre Sager,
Som af vor Jomfru hand til skienk fik denne gang,
Det klinger ikke alt i slig Heroisk Sang.
Den klare Soel gik op, man saae de gyldne Straaler,
Som ende giør paa Søfn, og Hvile icke taaler,
Man saae dem skinne alt paa Anholts Kircke-Taarn!
Men aldrig var saa stilt i Fogdens Gaard tilforn.
Man hafde icke hørt en Hane fast at gale,
Folk, Fugle, Qvæg og Faar laa ligesom i Dvale,
Vor Jomfru allerførst af Søfne vognet op,
Af Sengen veltede sin lille spæde Krop,
Men blef forskrecket da hun Solen saae at rinde.
Hun løb til Salen hen, hun tænkte Paars at finde,
Hun tænckte at han der alt i beredskab stod,
Af Længsel, Frygt og Haab, da kaaget hendes Blod,
Men da hun fandt den tom hun bitterligen græder,
Tilbage springer, og i Øyeblik sig klæder,
Til Stranden iiler; men da hun paa Klinten kom
Hun ferdig blef af Skreck og Harm at falde om.
Den Hierte har som Staal hvis Øyne icke rinder,
Natur som Tiger, der sig ey bevæget finder
Af hendes Klagemaal og halv fortvifled Ord
Om slig Fortviflelse skal vidne Hav og Fiord.
Jeg kand for Medynck fast den Tale ey beskrive,
Min Musa skielver, ja jeg finder kaalt at blive
Mit Blod, min heele Krop, Papieret bliver vaad,
#Mit Bleck ey smitte vil saa blegner det af Graad.
Kom O Gudinde du som SophoclesSofokles (5. århundre f.kr.), gresk tragedieforfatter har dreven,
Ved hvis Hielp MaroVergil og EuripidesEuripides (5. århundre f.kr.), gresk tragedieforfatter har skreven,
Kom hielp mig at jeg maa indlegge liden Priis,
Om dette Klagemaal at siunge Skialdre-viis.
Saa falte hendes Ord saa udbrød hendes Klage:
Hvo i Utroskab har som denne Mand sin Mage?
Hvad Skrift, Historie, hvad Rige, Sted og Land,
Slig sort Forræderie, Utroskab vise kand?
Om mand fra Østen gaar til Vesten, nøye søger,
Opkaster, læser og igiennem-blader Bøger,
Man finde ickun skal i Verden een Peer Paars,
Een Nille, Himmelen har paalagt saadan Kaars,
Een Jomfru kun er til, der Himlen saa har prøvet
En Paars, der har en saa uskyldig Siæl bedrøvet.
Ej Tiger, Biørn, ej Ref, Naturen haver skabt,
Der udi Grumhed, List sig her jo giver tabt.
Ach! hører mine Suk i blaa og stolte Bølger
Slaar, knuser Skibet smaa, det vanskabt Dyr forfølger, 
Ach! lad ham aldrig naae den høy-forlangte Havn,
Ach! lad ham aldrig faa sin Dorethe i Favn.
I Vinde! Skyer! Luft! som Suck til Himlen fører,
Slig Klage fører frem! en ængstet Siæl bønhører, 
At Ild af Himmelen som Regn maa falde ned,
Fortære slig Tyran, paadet at intet Sted,
Ey Land, ey Havets Bund ey Skov paa mange Miile
Forbandet være skal, hvor slige Beene hviile,
Og, hvis han af Natur som Salamander er,
Hans Krop som Hiertet haard, at Ild ham ey fortær.
Gid at da mænges maa strax alle Elementer,
Mod Verdens Undergang, som mand at see forventer,
Gid Verdens Bygning selv maa løsees, gaae i grund,
Før jeg skal meere see, før jeg skal nogen stund —
Den bittre Galde flød af hendes Mund og Næse,
Hun kunde andet ey end stille staae og blæse,
Fast som en Puster gick det spæde Jomfru Brøst,
#Af Harm hun fast var qvalt ey havde meere Røst.
Skiønt saadan Klage ey DidonisDido, dronning av Kartago i Aeneiden eftergiver,Note i orig.utg.: Den gode Jomfru maa hverken have haft stor Læsning eller Erfahrenhed; thi paa saadan Utroskab haver man utallige Exempler. conf. Didonis Klagemaal. – – Proh. Jupiter ibit. &c. [Å, Jupiter, skal han dra etc.] Virgil. Æneid. 4. item Medeæ hos Euripidem, som var i samme Tilstand ὠ παγκάκιστε &c. [Å, ondeste] Om nogen ellers vil criticere denne, Klage, og sige, den var for høy for en Landsby-Pige, da fordømmer hand tillige med først de mange Hyrders og Hyrdinders ziirlige Taler hos de Gamle. 2. Det som Philosophi in Oratione kalde τὸ ϑεῖον og Aristides [Aristeides (530–468 f.kr.), athensk statsmann] i sær τὸ πυϱ [Det filosofer i tale kaller «det guddommelige» eller «ilden»: nemlig, at store Passioner kand undertiden giøre enfoldige Folk veltalende.]
Hun som en Dido dog sig derpaa ey afliver;
Thi Elskov haver ey i vor Tid saadan Magt,
Man tager Livet nu lit bedre udi agt.
Hvo veed om alt er sandt, som man om sligt har skreven,
I Skialdres Hoveder! om Martyr ey er bleven,
End ogsaa ofte den som ey har været til?
Jeg ingen dog for Løgn og Digt beskylde vil.
Jeg lar det ved sit værd, at vise kun jeg stræber,
At sligt kand tviflis om, for min Part jeg ey dræber
Ey Jomfru eller Hest, end icke mindste Dyr,
For Digte-Konstens skyld, Løgn, Praleri jeg skyer.
Men Jagten midlertid var alt saa vidt fra Landet,
At mand ey andet saae end Skyerne og Vandet.
Da Paars til Himmelen med største Andagt saae,
Og sagde: Himmel! du os legger Modgang paa.
Du for at friste os tit Hav og Jord bevæger,
Du saarer, plager men omsider trøster, læger,
Ham strøm-viis Taarene af Fryd paa kinden rand,
At han saa hiulpen var mod Haab fra dette Land.
Jeg er ey mindre glad, har Øyne ofte vandet,
Og tacket Himlen, at han kom saa vel fra Landet,
#Thi hvert et Øyeblik mig sligt for Øyne staar,
Paa Hovedet da strax sig reiser mine Haar.
Men her jeg atter seer en Momus at fremtræde,
Og sige: den der vil om store Helte qvæde,
Den som vil giøre Vers, blant Skaldre have Rang,
Maa lære først hvad er en ret Heroisk Sang. 
Den som en Maro maa paa andre Strenge spille,
Som en Homerus Dyd, ey laster, forestille,
Hvo forestille vil en Helt, som Dyders Spejl
Maa tage anden Mand, der haver mindre Feil,
Meer Tro og Ærlighed, meer Hierte, flere Dyder,
End Paars, hvis Levnet ey opbygger, men nedbryder,
Men hav Taalmodighed, O Mome! liden Stund,
En Laas jeg udi hast vil legge paa din Mund.
De Helte, som man seer Homerum at tilbede,
De vare Dyder selv, ja vist de vare feede.
Hvad Dyder læres af det store Grædske Tog?
Er os opbyggelig Homeri lærde Bog?
Den store Thetis Søn med Ajax, Diomedes,
Ja Agamemnon selv, Ulyssees, Palamedes,Note i orig.utg.: Palamedes tales vel icke om af Homero, men var dog med i den Trojanske Krig.
Der forestilles jo som Dyders Contrafey,
Af dem man lærer jo at træde rette Vey.
Ney man heel ofte seer Poeter at berømme
Det som Lastværdigt var, at man ey holt i Tømme,
Blodgierighed og Had man priser dem for Mord,
For Synd, Forræderie, for ublu Snack og Ord.
Jeg vil ey tale meer om det, som fleere laste,
Jeg hos Virgilium vil tredie Bog opkaste,
Naar jeg Æneam der Didonem krænke seer,
Da finder jeg, at man forgievis mig beleer.
Af Ondskab dadler kun, mig uden grund beskylder,
At jeg med Laster min Heroisk Sang opfylder,
Naar jeg en Dorothe ey tilmed fundet har,Note i orig.utg.: Poetens Meening er, at Æneæ Gierning var meere last-værdig end Paarses; thi Paars kunde undskylde sig med sin Kierlighed, hand havde til sin forlovede Dorothea, men der er slet intet at sige til Æneæ Forsvar, som først krænkede og siden forlod Didonem, hvorfore den gode Mercurius maa tage Skylden paa sig.
Da finder jeg, at Paars mod hannem Helgen var;
#Men ach! den Bog er jo Canonizeret bleven,
Ja i Augusti Tid og gyldne Alder skreven,
For meer end tusind Aar, hvo saadant laste tørNote i orig.utg.: Propter mille annos – – – Juv. Sat. 7. [På grunn av de tusen år.]
Jo efter Skole-Lov som Kiætter brændes bør.
Ney, jeg det icke giør, jeg dertil er for ringe,
Jeg blir ved Jorden kun, mig tør saa høyt ey svinge
Jeg siger kun: at hvo mig derfor laste vil,
Med gamle Skialdrer hand og øver samme Spil.
Nu siuntes alt at lee, paa Modgang giort en Ende,
Men Bladet hastelig man saae sig atter vende,
Thi Avind, som mod Paars saa sterk ophidset var,
Og som sit første Greb fast aldrig slippet har,
Paa nyt Forræderie begyndte da at spinde,
Jeg seer hos Guderne ey Hielp for mig at finde,
Jeg maa om anden Hielp mig see til Søfnen gaa,Note i orig.utg.: Flectere si neqveam superos Acheronta [Acheron: elv i Hellas, inngangen til underverdenen i gresk mytologi] movebo. Virg. Æn. [Hvis jeg ikke kan bøye himmelen, skal jeg bevege Acheron.]
Jeg Dødens Broder paa min Side bringe maa.
Thi hand er taabelig om Munden let at smøre,
Og sig mod Jovem selv har ladet tit forføre,Note i orig.utg.: Som af Junone, hvilken overtalte ham at dysse Jupiter i Søvn med disse Ord: / Ὕϖνε, ἄναξ πάντων τε ϑεῶν πάντων τ' ἀνϑϱώϖων Hom. Iliad. 14. [Søvn, alle guders og menneskers herre.]
Gid Ende var paa Dag, som Søvnens Fiende er,
Gid Solen dalet var, og mørke Nat var nær.
Mand veed, at Morgenstund mod Søvnen fører fejde,
Man veed, at alle Folk paa denne Tid arbejde,
#Den Fattige man seer bag Øret sig at klaa,
Bekymret, hvad han skal til Middags Maaltid faa.
Den hungrig Bonde maa for Kaasten aarle træle,
En Baadsmand og Soldat da pønser paa at stiæle,
Qvaksalveren for Dag det Pulver laver til, 
Hvormed til Frokost hand den Syge dræbe vil. 
Før Solen den gaar op, ja førend Hanen galer,
Man en Skoflicker seer, en skredder, Skinder, Maler, 
En Snedker, Kunstner, ja en Bødker, Timmermand,
Med Syl, med Øx, med Sax, med Pensel alt i Haand. 
Den fattige Student før hvide Dag frembryder, 
Giør Vers til sin Patron, ham roser for hans Dyder,
Hand bider Nægle tit, han river tit sit Haar,Note i orig.utg.: – – – in versu faciendo Sæpe caput scaberet, vivos & roderet ungues. Horat. 1. 1. Sat. 10. [… når han skrev vers, ville han ofte ha klødd seg i hodet og bitt neglene til roten.]
Før han i Klædning ret et Epigramma faar.
En Medicus for Dag paa Patientens Trappe
Man seer alt i Gevær med Krucken under Kappe,
Sollicitanten mand at kruse seer sit Haar,
Han meen, han derved Ja paa sin Ansøgning faar.
En tørstig Musicant at stemme sine Strenge,
En Vexelerer for et lidet Brev sig henge,
En Skipper springe op fra Sengen som fra Sind,
Og raabe: Ach! vi har forsømt vor gode Vind. 
En Procurator med sit Corpus Juris slæbe,
Hvormed hand inden Nat sin Contrapart vil dræbe,
En Kroemand, skiønt til Sengs hand meget silde gaar,
For Morgenrøden tit i Mund med Piben staar.
Før Hanegael han har af Huset Søvnen dreven,
Og alt et X for U paa Karvestocken skreven.
Enhver har hænder fuld, man jager søvn paa Dør,
Ja end de Rige selv, som fast ey sove tør.
Mand meer end fattig Folk dem slæbe seer og trælle,
De tit ved Midnats Tid staar op maa Penge tælle,
#Saa snart det knarker kun i Huset, de maa op,
De fryter Tyve, man seer skielve deris Krop. 
Saa talte ved sig selv den giftige Gudinde,
Hun Søvnen vidste da paa ingen sted at finde,
Hun alle Stænder saa med hast igiennemgik,
Men meere raadvild blev, lit Haab hun deraf fik.
Omsider sagde hun: Jeg maa en Klocker leede,
Han lit Arbeide har, Indkomster meget feede,
Hvis Dødens Brødre paa vort Hemisphæra er,
Og efter Soel gaar op, her endnu findes meer.
Til sorte Bolig er ey fløgtet allereede,
I Klocker-Residentz man kan ham endnu leede,
Det Folk ey bunden er til noget Slaveri,
En Klocker sove kand i Roe til Klocken Ti.
Her nødig er, at jeg om Dødens Broder taler,
Hans Boelig og Person Poetisk-viis afmaler.
Hos de Cimmerier,Gresk fabelvesen hvor Solens Straaler eyNote i orig.utg.: Est prope Cimmerios longo spelunca recessu Mons Cavus, ignavi Domus et penetralia somni &c. Ovid. Met. 11. [Nær ved Kimærene er en hule med lang inngang, et hult fjell, den late søvns hus og helligdom etc.]
Igiennem tycke Luft har kundet bane Vey.
Hvor aldrig Hane-gael og Fugle-sang mand hører,
Hvor aldrig mindste Løv og Blad paa Træ sig rører,
For alles Minde hvor er sluttet saasom Laas,
Hvor den aarvaagne hund og meer aarvaagne Gaas,
Ey giøer, ey qvæcke tør, hvor man paa mange Miile,
Ey hører noget Liud, hvor hersker stumme, Hviile,
Der er det huule Bierg, der er det mørke Huus,
Som ey bestraalet har det store Verdens Lius.
Men tycke, sorte Luft dens hvasse Straaler bryder,
Der LetheGlemselens elv i dødsriket i gresk mytologi Flod forbi passerer, sagte flyder,Note i orig.utg.: Hos Ovidium heder det: / Rivus aqvæ Lethes, per qvem cum murmure labens / Invitat somnos crepitantibus unda lapillis. Met. 1. 11. [Elven Lethe hvor bølgen, glidende over de murrende, rislende stener, innbyr til søvn.] / For hvilket Auctor har fundet beqvemmere at sætte: den kand dysse Aarvaagenheden selv i Søvn.
#Hvis Suus og søde Lyd giør søvnig heele Land
Aarvaagenheden selv i Søvn den dysse kand.
Der udaf Valmue og Urter meget søde,
Af Natten presses Saft, som Søvnen tien til Føde,
Hun dermed ogsaa smør og stryger Søvnens Dør,
Saa man i Hengslene ey Lyd, ey Knarken hør.
Den Seng af Filsbeen er, hvor udi Søvnen sover,
At hindre ham sin Roe ey Guder selv sig vover,
Regnbuen finder man sig dertil dristet har,Note i orig.utg.: Iris blev gemeenligen brugt til Legationer. Hos Ovidium forretter hun for Juno saadant Ærende hos Søvnen. – Induitur Velamina mille colorum / Iris & arcuato cælum curvamine signans / Tecta petit jussi sub rupe latentia Regis. / Ovid. ibid. [Iris ikler seg et slør av tusen farger, og givende tegn på himmelen med en krummet bue, søker hun kongens tak, bortgjemt under en sten.]
Men hun beordret af den store Juno var.
I dette huule Bierg mand Søvnen altid findere,
Han der sin Tilflugt har, naar Morgenrøden rinder
Paa vores Horizont, tør da ey bie meer,
Naar han Aarvaagenhed med Solen komme seer.
Gudinden sagde: Mig ey Tiden vel tilsteder,
At i det mørke Land jeg Søvnen efterleder;
Jeg i en Klockers huus (maa skee) ham nok faar fat,
Maa skee paa saadan Sted jeg endnu finder Nat.
Saa fløy hun hen og sig i saadant Huus indsniger,
Hun aabner Dørren, ind i Senge-kamret kiger,
Den gode Klocker da i beste Søvn hun saae,
Og dødens Broder paa hans Øynebryne staae.Note i orig.utg.: Comparatio verè Homerica. En Søe-Kalv holdes for at sove meget sterkt. Unde Juvenalis: Sat. 3. Eripient somnum Druso vitulisque marinis. [De vil ta søvnen fra Drusus og selene.]
Han endnu bunden var med Søvnens bløde Lænker,
Man denne ærlig Siæl for saadant ey fortænker,
Hvo gode Dage ey vil bruge, er en Nar,
Vi intet meere got af denne Verden har.
#Vil nogen Skriver-Karl en Klocker derfor laste,
En Handverks-mand, en Træl, ham saadant forekaste,
Da svares: at hvis de var i en Klockers sted,
At hvis de havde og et Embede saa feed,
De vilde og, som han, sig tage gode Dage,
Ey med stor Arbeyd og Bekymringer sig plage.
Naar Messe-Hagelen paa Præsten han har lagt, 
Saa kan han gaa til sengs, det staar jo i hans magt.
Han jo forrettet har sit Embede, forsvarligt,
For Ladhed hannem da at laste er jo daarligt.
Bort Skriver, Handverks-mand med sligt Satyrisk Snak.
I kun hos brave Folk fortiener liden Tak.
Saa laa den søde Siæl, saa fandt ham vor Gudinde,
Man kunde læse paa hans Rosen-røde Kinde,
Et kort Begreb af en Philosophie, som er:
At man ey tage maa sig Verden alt for nær.
Man kunde læse paa hans to Loft høye Hage,
At hver Dag have maa, hver Stund sin egen Plage,
Hans søde Snorken og tilkiende give lod,
At ingen Sorg hos ham let kunde fæste Rod,
At med Bekymring hand sig aldrig havde plaget,
Som Muusen udi Ost med Verden Afskeed taget,Note i orig.utg.: Søvnen og Døden holdes for af de Gamle at være Tvillinger. Vid. Hom. Iliad. 16.
Han alt bevæbnet med en liden Frokost var,
Som Klockerinden ham paa Sengen nyelig skar,
Og derpaa slumred strax, tilbage Søfnen kalder.
Bort I, som sige tør, at udi vores Alder
Forsvunden gandske er all ret Philosophie,
Bort Græken-land, bort Rom med eders Pralerie.
En Plato man jo seer studere, slæbe, træle,
Med Reformation en Zeno sig at qvæle,
En Aristoteles maa tage Svøftet ind,
En Seneca der var af Hofmod gandske blind.
En Aristippus selv maa her sig fangen give,
Ja end Diogenes maa vige, skamrød blive,
#Jeg med hans Tønde ham foragter, kun beleer,
Jeg lidt Philosophie men megen hofmod seer.
Mon han hver Øyeblick, som denne, kunde sove?
Mon hand med denne Mand at ligne sig tør vove?
Der saa bevæbnet mod ald Anstød var, saa sterck,
Som lignes rettelig kand med et Ureverck.
Men endnu rester lidt om denne Mand at skrive,
Som paa Philosophie kand fuld Afritzning give:
Han gandske følesløs og som i Dvale laae,
Man Roligheden selv ey meere rolig saae.
Ret som en Søe-kalv, der sig lader ey forskrecke,Note i orig.utg.: En Muus besøgte en anden, da han fandt ham siddendes at philosophere dybt nedgraven udi en Hollandsk Ost, og sagde: skal man finde mon Frere her? svarede den anden: Jeg haver slaaet mig fra Verden.
Den Storm og Vind ey kand af søde søvn opvecke,
Hans Kinde, Aandedrægt dog nock tilkiende gav,
Han endnu levede, ja langt var fra sin Grav.
En liflig Fennikol gick udaf Mund og Næse,
Hvert Øyeblick de Ord han syntes at udblæse:
Jeg er fornøyet, jeg min Frokost faaet har,
Gid Klocken kun var 12! gid Maaltids Tid kun var!
Ach! Speiler eder her I Verdens Børn! I Træle!
Som med Bekymring og med Uroe eder qvæle,
O! I Ærgierige! som hvædse eders Sverd
Mod andens Indvold for det som er intet værd.
I Aager karle! som med Arbejd, Blod og Sveede
Til Helvede selv Vej Jer bane og bereede,
O I høylærde! som heel ofte for et Ord,
Ja for en Bogstav fast ophidset er til Mord.Note i orig.utg.: Det er bekiendt af Kircke-Historier, hvor ofte Bisper og Prælater, for at forsvare undertiden indifferente Meeninger mod deris Rivaler, under det Navn af Ortodoxie, haver været Aarsag til stor blods Udgydeelse; saa at ligesom den Satyriske Poet siger: Facit indignatio versum saa kand man sige om dem: Facit indignatio orthodoxos. [Indignasjon skaper vers, indignasjon skaper ortodokse.]
#I Geistlige! som Fred og Rolighed forstøre,
Og for en ringe ting i Harnisk Fyrster føre.
I unge Møer, som jer Legem plage saa,
Som klemmet, snøret, ja til Døde piinet gaa.
Til Anticyram hen, og aabner eders Aarer,
I som jer Ørene med Lyst igiennemborer,
Kun for at blive gift, kan for at faa en Mand,
Som eder i sin tiid i Tømme holde kand.
Ja I Satyrici! som — og andre fleereNote i orig.utg.: Her af kand sees Poëtens Candeur, at han ogsaa skiemter med sig selv.
Der bryde Hovedet med Folk at reformere
I! som jer beske Sæd forgiæves ickun saae
Og for Umagen tit en bancket Trøje faae.
Kom! speiler eder her i denne kiære Klocker,
Som ingen Verdslig ting forblinder og forstocker,
Men Verden lader gaa sin egen skieve gang,
Med sin Philosophie ey ziirer lidt min Sang.
Men nu er tiid, at jeg til Avind mig henvender,
Betragter kortelig hvad hende meere hender,
Hun lidet stønnede, ey længer torde gaae,
Sær da hun Drømmene om Søfnen stedse saae,
Hun tog dog Mod igien dem smukt tilside drive,Note i orig.utg.: – – Manibusqve obstantia Virgo somnia dimovit. Ovid. Met. 11. [Og hun drev bort drømmene som stod i veien med hendene.]
Og Vey til Søfnen saa for hende aabnet bliver,
Slig Gierning Morpheus fast bragte fra sit Sind,
Men da hun hvisket ham et Ord i Øret ind,
Da blef han bliid igien hans Øynebryne knicker,
Og siger, hvis saa er, jeg derudi mig skicker:
Gudinden ved sig selv af saadan Fynte loe,
De strax paa Rejsen sig begave begge toe.
Da Søfnen sætter sig paa Anders Styrmands Næse,
Det og paa samme Tiid begynte sterck at blæse,
Saa Skibet i en hast kom udaf rette Laab,
Man til et andet Sted blef dreven mod ald Haab,
Hvad Land de komme til jeg veed ey self, jeg venter
Paa meer Oplysning og paa fleere Documenter.

Om Peder Paars

Peder Paars ble skrevet i årene 1719–1720. Verket er inndelt i fire bøker som ble trykket og utgitt heftevis. Peder Paars er både en parodi på antikkens heltedikt og en satire over det europeiske samfunnet på Ludvig Holbergs tid. Utgivelsen vakte stor oppmerksomhet i samtiden og ble Holbergs litterære gjennombrudd.

Følg Bokselskap i sosiale medier

Instagram      Facebook
Bluesky          X