Det er vel bedst, jeg begynder så småt at dække kveldsbordet, frøken?

Ja, gør De det. Pastoren må vel snart komme.

Trækker det ikke svært, dér frøkenen sidder?

Jo, lidt. Vil De kanske lukke.

Men er det ikke pastoren, som går der borte?

Hvor? (rejser sig.) Jo, det er ham. (bag forhænget.) Gå til side. Lad ham ikke få øje på os.

Nej tænk, frøken, – han begynder at gå møllevejen igen.

Han gik møllevejen i forgårs også. (kikker mellem forhænget og vinduskarmen,) Men nu skal vi se –

Våger han sig over kloppen?

Det er det, jeg vil se. (lidt efter.) Nej. Han vender om. Går ovenom idag også. (går fra vinduet.) Lang omvej.

Herregud, ja. Det må vel falde tungt for pastoren at træ’ over den kloppen. Dér, hvor sligt noget er sket, dér –

De hænger længe ved sine døde her på Rosmersholm.

Jeg tror nu det, jeg, frøken, at det er de døde, som hænger så længe ved Rosmersholm.

De døde?

Ja, det er næsten at sige, som om de ikke kunde komme sig helt bort ifra dem, som sidder igen.

Hvorledes falder De på det?

Jo, for ellers kom vel ikke denne her hvide hesten, ved jeg.

Ja, hvad er det egentlig for noget, dette med den hvide hesten, madam Helseth?

Å, det er ikke værdt at snakke om det. Sligt noget tror nu ikke De på heller.

Tror da De på det?

A, jeg vil ikke være til nar for frøkenen. (ser ud.) Nej – men er ikke pastoren der borte på møllevejen nu igen –?

Den mand dér? (går til vinduet.) Det er jo rektoren!

Ja, rigtig er det rektoren.

Nej, det var da morosmt! For De skal se, han agter sig hid til os.

Han går såmænd rakt over kloppen, han. Og det endda hun var hans kødelige søster. – Nå, så går jeg ind og dækker kveldsbordet da, frøken.

Å, snille madam Helseth, De sørger vel for lidt extra godt på bordet. De ved nok hvad rektoren liker bedst.

Ja vel frøken. Skal så gøre.

Nå endelig en gang –! Hjertelig velkommen, kære rektor!

Tak. Jeg kommer altså ikke til ulejlighed?

De? Fy skamme Dem –!

Altid elskværdig. (ser sig om.) Er Rosmer kanske oppe på sit værelse?

Nej, han er ude og går. Han er ble’t lidt længere, end han plejer. Men nu kommer han visst på øjeblikket. (viser mod sofaen.) Vær så god at ta’ plads så længe.

Mange tak. (sætter sig og ser sig om.) Nej, hvor De har fåt den gamle stuen pyntelig og pén. Blomster både højt og lavt.

Rosmer holder så svært af at ha’ friske levende blomster omkring sig.

Det gør nok De også, tror jeg.

Ja. Jeg synes, de bedøver så dejligt. Før måtte vi jo nægte os den fornøjelse.

Stakkers Beate tålte ikke duften.

Ikke farverne heller. Hun blev så rent fortumlet –

Jeg husker det nok. (i lettere tone.) Nå, hvorledes går det så her ude?

Jo, her går al ting sin stille, jævne gang. Den ene dag som den anden. – Og inde hos Dem? Deres hustru –?

A, kære frøken West, lad os ikke tale om mit. I en familje er der altid et eller andet, som kommer på tvers. Især i slige tider, som de, vi lever i nu.

Hvorfor har De ikke set ud til os en eneste gang i hele skoleferierne?

Nå, man bør da ikke sådan rende folk på dørene –

Dersom De vidste, hvor vi har savnet Dem –

– og så desuden har jeg jo været bortrejst –

Ja, de par ugers tid. De har jo været omkring på folkemøder?

Og hvad siger De så til det? Havde De tænkt, at jeg på mine gamle dage skulde ble’t politisk agitator? Hvad?

Lidt har De nu altid agiteret, rektor Kroll.

Nå ja, sådan for min private fornøjelse. Men herefterdags skal det sandelig bli’ alvor af. – Læser De nogensinde disse radikale bladene?

Ja, kære rektor, jeg vil ikke nægte for, at –

Kære frøken West, der er ikke noget at sige på det. Ikke for Deres vedkommende.

Nej, det synes jeg også. Jeg må da følge med. Vide besked –

Nå, under alle omstændigheder forlanger jeg jo ikke af Dem, som fruentimmer, at De skal ta’ afgjort parti i den borgertvist, – borgerkrig kunde jeg gerne sige, som raser her. – Men De har altså læst, hvorledes disse herrer af «folket» har behaget at overfuse mig? Hvilke infame grovheder de har trod at turde tillade sig?

Ja, men jeg synes, De har bidt ganske fyndigt fra Dem.

Det har jeg. Det tør jeg selv sige. For nu har jeg fåt blod på tand. Og de skal få føle, at jeg ikke er den mand, som godvillig lægger ryggen til rette –. (afbryder.) Nej, men hør nu, – lad os ikke komme ind på dette sørgelige og oprivende emne iaften.

Nej, lad os ikke det, kære rektor.

Sig mig heller, hvorledes De egentlig trives her på Rosmersholm nu, efter at De er ble’t alene? Efter at vor stakkers Beate –?

Jo tak; jeg trives nok så godt her. En stor tomhed er der jo efter hende i mange måder. Og savn og sorg også, – naturligvis. Men ellers så –

Tænker De at bli’ her? Sådan stadigt, mener jeg.

Å kære rektor, jeg tænker såmænd hverken det ene eller det andet. Jeg er jo rigtignok ble’t så husvant nu, at jeg næsten synes jeg hører til her, jeg også.

Ja De. Det skulde jeg da vel mene.

Og så længe herr Rosmer finder, at jeg kan være til nogen hygge og nytte for ham, – ja, så blir jeg her vel sagtens, kan jeg tro.

Ved De hvad, – der er noget stort i dette, for en kvinde, således at la’ hele sin ungdom gå hen under opofrelser for andre.

Å, hvad havde jeg ellers havt at leve for?

Først gik De her i dette evindelige stræv med Deres lamme, urimelige plejefar –

De må ikke tro doktor West var så urimelig der oppe i Finmarken. Det var de forfærdelige 11sjørejser, som knækked ham. Men da vi så var flyttet her ned, – ja, da kom der jo et par svære år, inden han fik stridt ud.

Blev de ikke endda sværere for Dem, de år, som kom bagefter?

Nej, hvor kan De da tale så! Jeg, som holdt så inderlig af Beate –. Og så sørgeligt, som hun, stakker, trængte til pleje og skånsom omgang.

Tak og pris skal De ha’, fordi De mindes hende med overbærenhed.

Kære rektor, De siger dette så vakkert og hjerteligt, så jeg er viss på, der ikke ligger nogen misstemning under.

Misstemning? Hvad mener De med det?

Nå, det vilde jo slet ikke være så underligt, om De følte det som noget pinsomt at se mig 12fremmede menneske gå og skalte og valte her på Rosmersholm.

Nej men hvor i al verden –!

Men det gør De altså ikke. (rækker ham hånden.) Tak, kære rektor! Tak, tak for det.

Men hvor i al verden har De kunnet falde på en sådan tanke?

Jeg begyndte at bli’ lidt ræd, siden De kom så sjelden ud til os.

Da har De sandelig været artig på vildspor, frøken West. Og desuden, – her er jo ingen ting forandret i selve sagen. Det var jo Dem, – og Dem alene, – som stod for styret her allerede i stakkers Beates sidste ulykkelige levetid.

Det var nu mere som et slags regentskab i husfruens navn.

Hvorom alting er –. Ved De hvad, frøken West, – jeg for min del skulde sandelig ikke ha’ noget imod, om De –. Men det går vel ikke an at sige sligt noget.

Hvilket, mener De?

Om det kunde føje sig så, at De tog den tomme plads –

Jeg har den plads jeg ønsker, herr rektor.

I gavnet, ja; men ikke i –

Skam Dem dog, rektor Kroll. Hvor kan De sidde og spase om sådant?

Å ja, vor gode Johannes Rosmer synes sagtens, han har fåt mere end nok af ægtestanden. Men alligevel –

Ved De hvad, – jeg må næsten le af Dem.

Alligevel –. Sig mig engang, frøken West –. Hvis det er tilladt at spørge –. Hvor gammel er De egentlig?

Med skam at melde, så har jeg såmænd fyldt de ni og tyve, herr rektor. Jeg går nu i det tredivte.

Ja-ja. Og Rosmer, – hvor gammel er han? Lad mig se. Han er fem år yngre end jeg. Nå, han er altså godt og vel tre og firti. Jeg synes, det vilde passe bra’.

Ja-visst, ja-visst. Det vilde passe udmærket. – Drikker De té med os i aften?

Ja tak. Jeg havde tænkt at slå mig ned her. For der er en sag, som jeg må tale med vor gode ven om. – Og så, frøken West, – for at De ikke skal komme på gale tanker igen, så vil jeg se herud alt som tiest, – ligesom i gamle dage.

Å ja, gør endelig det. (ryster hans hænder.) Tak, tak! De er da rigtig inderlig snil alligevel.

Så? Det er såmænd mere end jeg får høre hjemme.

Herr Rosmer, – kan De se, hvem der sidder her?

Madam Helseth fortalte det.

Velkommen til huset igen, kære Kroll. (lægger hænderne på hans skuldre og ser ham ind i øjnene.) Du kære gamle ven! Det var nok det jeg vidste, at engang måtte det bli’ som før imellem os.

Men snille menneske, – har du også været inde på den forrykte indbildning, at der skulde være noget ivejen!

Ja tænk, – hvor dejligt, at det bare var en indbildning.

Var det virkelig det, Kroll? Men hvorfor trak du dig da så rent tilbage fra os?

Fordi jeg ikke vilde gå her som et levende minde om dine ulykkelige år – og om hende, – som endte i møllefossen.

Det var jo vakkert tænkt af Dig. Du er jo altid så hensynsfuld. Men det var aldeles unødvendigt at bli’ borte af den grund. – Kom, du; lad os sætte os i sofaen. (de sætter sig.) Nej, det står sandelig ikke for mig som nogen pine at tænke på Beate. Vi taler daglig om hende. Hun hører endnu ligesom huset til, synes vi.

Gør I virkelig det?

Ja, det gør vi da rigtignok.

Det er jo så lige til. Vi holdt jo begge to så inderlig af hende. Og både Rebek– både frøken West og jeg, vi véd med os selv, at vi gjorde, hvad der stod i vor magt, for den stakkers 17hjemsøgte. Vi har ingen ting at bebrejde os. – Derfor så synes jeg, der er noget mildt og blødt i det at tænke på Beate nu.

I kære prægtige mennesker! Fra nu af kommer jeg ud til jer hver dag.

Ja, lad os nu bare se, at De holder ord.

Du, Kroll, – jeg skulde højlig ønsket, at omgangen mellem os aldrig var ble’t afbrudt. Du har jo været som en selvskreven rådgiver for mig sålænge vi har kendt hinanden. Lige fra jeg blev student.

Nå ja; og det sætter jeg overmåde stor pris på. Er der kanske nu noget særligt –?

Der er mangt og meget, som jeg så gerne vilde tale uforbeholdent med dig om. Sådan lige ud af hjertet.

Ja, ikke sandt, herr Rosmer? Jeg synes, det måtte være så godt – mellem gamle venner –

Å Du kan såmænd tro, jeg har endnu mere at tale med dig om. For nu er jeg ble’t aktiv politiker, som du nok ved.

Ja, du er jo det. Hvorledes gik det egentlig til?

Jeg måtte, du. Måtte, så nødig jeg end vilde. Det går umulig an nu længer at stå som ørkesløs tilskuer. Nu, da de radikale så sørgeligt er kommet til magten, – nu er det på høj tid –. Derfor har jeg også fåt vor lille vennekreds inde i byen til at slutte sig engere sammen. Det er på høj tid, siger jeg!

Ja, er det ikke egentlig nu temmelig sent?

Unegtelig havde det været heldigst, om vi havde standset strømmen på et tidligere tidspunkt. Men hvem kunde vel forudsé, hvad der vilde komme? Jeg i alle fald ikke. (rejser sig og går om på gulvet.) Jo, nu har jeg rigtignok fåt øjnene op. For nu er oprørsånden trængt ind i selve skolen.

I skolen? Dog vel ikke i din skole?

Jo så sandelig er den det. I min egen skole. Hvad synes du! Jeg er kommen under vejr med, at gutterne i øverste klasse, – det vil da sige en del af gutterne, – de har nu i over et halvt år havt en hemmelig forening og der holder de Mortensgårds avis!

Å, «Blinkfyret».

Ja, synes De ikke det er en sund åndsføde for vordende embedsmænd? Men det traurigste ved sagen er, at det er alle de begavede gutter i klassen, som har rottet sig sammen og stiftet dette komplot imod mig. Det er bare stymperne og eftersidderne, som har holdt sig udenfor.

Går da dette Dem så nær til hjerte, rektor?

Om det gør! Således at se mig hæmmet og modarbejdet i min livsgerning. (sagtere.) Men jeg havde nær sagt, at det fik endda være for hvad det var. Men nu kommer det aller værste.20(ser sig om.) Her er vel ingen, som lytter ved dørene?

Å aldeles ikke.

Så skal I da vide, at tvedragten og oprøret er trængt ind i mit eget hus. I mit eget rolige hjem. Har forstyrret familjelivets fred for mig.

Hvad siger du! Hjemme hos dig –?

Men kære, hvad er der da hændt?

Vil De tænke Dem til, at mine egne børn –. Kort og godt, – det er Laurits, som er formand for skolekomplottet. Og Hilda har broderet en rød mappe til at gemme «Blinkfyret» i.

Det havde jeg da aldrig drømt om, – at hos dig, – i dit hus –

Nej, hvem kunde vel drømme om sligt? I mit hus, hvor der altid har hersket lydighed og 21orden, – hvor der hidtil kun har rådet en eneste samdrægtig vilje –

Hvorledes tar Deres hustru dette her?

Ja se, det er nu det utroligste af alt sammen. Hun, som alle sine dage – både i stort og i småt – har delt mine meninger og billiget alle mine anskuelser, hun er sandelig ikke fri for at hælde over til børnenes side i mange stykker. Og så gir hun mig skylden, for hvad der er sket. Hun siger, at jeg virker kuende på de unge. Ret som om ikke det var nødvendigt at –. Nå, således har jeg ufreden gående hjemme. Men jeg taler naturligvis så lidet om det, som muligt. Sligt bør jo helst dysses ned. (driver opover gulvet.) A ja, ja, ja.

Gør det!

Ikke i aften.

Jo netop.

Ja, min kære Rosmer, nu ved du altså, hvorledes tidsånden har kastet sine skygger både ind i mit husliv og over min embedsgerning. Og denne fordærvelige, nedbrydende og opløsende tidsånd skulde jeg ikke bekæmpe med alle de våben, jeg kan overkomme? Jo, du, det agter jeg rigtignok at gøre. Og det både i skrift og i tale.

Har du nu også håb om, at du kan udrette noget på den måde?

Jeg vil i alle fald aftjene min statsborgerlige værnepligt. Og jeg mener, det er enhver fædrelandssindet og for den gode sag bekymret mands skyldighed at gøre det samme. Ser du, – derfor er det nærmest, at jeg er kommet her ud til dig i aften.

Men kære, hvad mener du –? Hvad skal jeg –?

Du skal hjælpe dine gamle venner. Gøre som vi andre. Ta’ hånd i med så godt du kan.

Men rektor Kroll, De kender jo herr Rosmers ulyst til sligt noget.

Den ulyst får han se at overvinde nu. – Du følger ikke nok med, Rosmer. Du sidder her og murer dig inde med dine historiske samlinger. Gud bevares, – al respekt for stamtavler og hvad dertil hører. Men tiden er ikke for den slags sysler – desværre. Du gør dig ingen forestilling om, hvorledes tilstanden er ude omkring i landet. Der er vendt op og ned på, snart sagt, hvert eneste begreb. Det vil bli et kæmpearbejde at få alle de vildfarelser ryddet ud igen.

Det tror jeg også. Men det slags arbejde ligger slet ikke for mig.

Og så tror jeg nok, at herr Rosmer er kommet til at se på tingene i livet med åbnere øjne end før.

Åbnere?

Ja, eller friere da. Mere uhildet.

Hvad skal dette her sige? Rosmer, – du kunde dog vel aldrig være så svag at la’ dig dåre af en slig tilfældighed, som den, at massehøvdingerne har vundet en midlertidig sejr!

Kære, du ved jo, hvor liden forstand jeg har på politik. Men jeg synes rigtignok, at der i de senere år er kommet ligesom noget mere selvstændighed ind i de enkeltes tænkning.

Nå, – og det betragter du sådan uden videre som et gode! For resten tar du nok betydelig fejl, min ven. Forhør dig bare om, hvad det er for meninger, som har kurs blandt radikalerne, både her ude og inde i byen. Det er ikke en snus andet, end den visdom, som forkyndes i «Blinkfyret».

Ja, Mortensgård har stor magt over mange her omkring.

Ja, tænke sig til! En mand med en så tilsmudset fortid. Et menneske, som for usædeligt forhold er dømt fra sin lærerbestilling –! Slig en gir sig til at agere folkeleder! Og det går! Det går virkelig! Nu vil han udvide sit blad, hører jeg. Jeg ved fra sikker kilde, at han søger efter en habil medarbejder.

Det er underligt, synes jeg, at ikke De og Deres venner stiller noget op imod ham.

Det er netop det, vi vil gøre nu. Idag har vi købt «Amtstidenden». Pengespørsmålet frembød ingen vanskeligheder. Men – (vender sig til Rosmer.) Ja, nu er jeg inde på mit egentlige ærinde til dig. Det er ledelsen, – den journalistiske ledelse, som det kniber med, ser du. – Sig mig, Rosmer, – skulde ikke du for den gode sags skyld føle dig opfordret til at overta’ den?

Jeg!

Nej, men hvor kan De da tænke Dem sligt!

At du har skræk for folkemøderne og ikke vil udsætte dig for den konfekt, som der vanker, det er jo nok så rimeligt. Men en redaktørs mere tilbagetrukne virksomhed, eller, rettere sagt –

Nej, nej, kære ven, dette her må du ikke be’ mig om.

Jeg selv skulde så inderlig gerne forsøge mig i den retning også. Men det vilde bli’ aldeles uoverkommeligt for mig. Jeg er allerede i forvejen så bebyrdet med en utallighed af gøremål –. Du derimod, som nu ikke længer trykkes af nogen embedsgerning. – Vi andre vil naturligvis hjælpe dig så godt vi formår.

Jeg kan ikke, Kroll. Jeg duer ikke til det.

Duer ikke? Det samme sa’ du, da din far skaffed dig kaldet –

Jeg havde ret. Derfor gik jeg også min vej.

Å bli’ du bare lige så flink redaktør som du var prest, så skal vi være fornøjet.

Kære Kroll, – nu siger jeg dig én gang for alle, – jeg gør det ikke.

Nå, så låner du os da vel dit navn i alle fald.

Mit navn?

Ja, allerede navnet Johannes Rosmer vil være en vinding for bladet. Vi andre går jo og gælder for udprægede partimænd. Jeg selv skal endog være udskreget som en arg fanatiker, hører jeg. Derfor kan ikke vi regne på, under eget navn, at skaffe bladet synderlig indgang hos de vildledte masser. Du derimod, – du har altid holdt dig udenfor striden. Dit milde redelige sindelag, – dit fine tænkesæt, – din uantastelige hæderlighed er kendt og skattet af alle her omkring. Og så den agtelse og respekt, som din tidligere prestelige stilling omgir dig med. Og så endelig familjenavnets ærværdighed, du!

Å familjenavnet –

Rosmerne til Rosmersholm, – prester og officerer. Højt betroede embedsmænd. Korrekte hædersmænd alle sammen, – en æt, som nu snart i et par hundrede år har siddet her som den første i distriktet. (lægger hånden på hans skulder.) Rosmer, – du skylder dig selv og din slægts traditioner at være med og værne om alt det, som hidtil har været godkendt i vort samfund. (vender sig.) Ja, hvad siger De, frøken West?

Kære rektor, – for mig er dette her så usigelig latterligt at høre på.

Hvad for noget! Latterligt?

Ja, for nu vil jeg sige Dem rent ud –

Nej, nej, – lad være! Ikke nu!

Men hvad i al verden, kære venner –? (afbryder.) Hm!

Der er en mand ude i køkkengangen. Han si’er, at han vil hilse på pastoren.

Ah så. Ja, bed ham værs’god komme ind.

Her ind i stuen?

Ja vel.

Men han ser nok ikke slig ud, at en kan slippe ham ind i stuen.

Hvorledes ser han da ud, madam Helseth?

Å det er nok ikke videre, det, frøken.

Sa’ han ikke, hvad han heder?

Jo, jeg synes han sa’, at han heder Hekman eller noget sligt.

Jeg kender ingen af det navn.

Og så sa’ han, at han hed Uldrik også.

Ulrik-Hetman! Var det så?

Ja, Hetman var det.

Det navn har jeg visst hørt før –

Det var jo det navn, som han brugte at skrive under, han, denne underlige –

Det er Ulrik Brendels forfatternavn, du.

Den forlorne Ulrik Brendel. Ganske rigtig.

Så han er i live endnu.

Han rejste om med et teaterselskab, trode jeg.

Det sidste, jeg hørte om ham, var, at han sad i arbejdsanstalten.

Bed ham komme ind, madam Helseth.

Jaja.

Vil du virkelig tåle det menneske i din stue?

Å du ved jo, at han var min lærer en tid.

Ja, jeg ved, at han gik her og propped dig hodet fuldt med oprørske meninger og at din far så jog ham på porten med sin ridepidsk.

Far var major her hjemme i sit hus også.

Tak du ham i hans grav for det, min kære Rosmer. Nå!

God aften, Johannes!

Undskyld –

Havde du ventet, at du skulde få se mig igen? Og det indenfor disse forhadte mure?

Undskyld –. (peger.) Dér –

Rigtig. Der har vi ham. Johannes, – min gut, – du, hvem jeg har elsket mest –!

Min gamle lærer.

Trods visse erindringer så vilde jeg dog ikke passere Rosmersholm forbi uden at aflægge en flygtig visit.

Her er De hjertelig velkommen nu. Vær sikker på det.

Ah, denne tiltrækkende dame –? (bukker.) Fru provstinden naturligvis.

Frøken West.

Formentlig en nær pårørende. Og hin ubekendte –? En embedsbroder, kan jeg se.

Rektor Kroll.

Kroll? Kroll? Bi lidt. Har De studeret filologi i Deres unge dage?

Ja selvfølgelig.

Men Donnerwetter, så har jeg jo kendt dig!

Undskyld –

Var ikke du –

Undskyld –

– en af hine dydens drabanter, som fik mig udstødt af diskussionsforeningen?

Det kan gerne være. Men jeg protesterer imod ethvert nærmere bekendtskab.

Nå-nå! Nach Belieben, herr doktor. Det kan komme mig ud på et. Ulrik Brendel blir den mand han er alligevel.

De agter Dem vel indover til byen, herr Brendel?

Fru pastorinden har truffet det. Med visse mellemrum er jeg nødt til at slå et slag for tilværelsen. Jeg gør det ikke gerne; men – enfin – den tvingende nødvendighed –

Å men kære herr Brendel, må da ikke jeg få lov til at hjælpe Dem med noget? På en eller anden måde, mener jeg –

Ha, et sådant forslag! Kunde du ville makulere det bånd, som sammenknytter os? Aldrig, Johannes, – aldrig!

Men hvad tænker De da at ta’ Dem til i byen? De kan tro, det vil ikke falde Dem så let –

Lad mig om det, min gut. Tærningerne er kastede. Således, som jeg her står for dig, er jeg ude på en omfattende rejse. Mere omfattende, end alle mine tidligere strejftog tilsammen. (til rektor Kroll.) Turde jeg spørge herr professoren – unter uns –, findes der et nogenlunde anstændigt, respektabelt og rummeligt forsamlingslokale i Deres agtede by?

Det rummeligste er arbejderforeningens sal.

Har herr docenten nogen kvalificeret indflydelse i denne vistnok meget gavnlige forening?

Jeg har ikke noget med den at skaffe.

De bør henvende Dem til Peder Mortensgård.

Pardon, madame, – hvad er det for en idiot?

Hvorfor skal De nu just tro, han er en idiot?

Hører jeg ikke fluks på navnet, at det bæres af en plebejer?

Det svar havde jeg ikke ventet.

Men jeg vil overvinde mig. Der er ikke andet for. Når man, – således som jeg, – står på et vendepunkt i sit liv –. Det er afgjort. Jeg sætter mig i forbindelse med personen, – indleder direkte underhandlinger –

Står De virkelig for alvor på et vendepunkt?

Ved ikke min egen gut, at hvor Ulrik Brendel står, der står han altid for alvor? – Jo, du, 37nu vil jeg iføre mig et nyt menneske. Træde ud af den reserverte tilbageholdenhed, som jeg hidtil har iagttaget.

Hvorledes –?

Jeg vil gribe ind i livet med en virksom hånd. Træde frem. Træde op. Det er en stormbevæget solhvervstid vi ånder i. – Nu vil jeg lægge min skærv på frigørelsens alter.

Vil De også –?

Besidder almenheden her noget nøjere kendskab til mine spredte skrifter?

Nej, jeg må oprigtig tilstå, at –

Jeg har læst adskilligt. For min plejefar ejed dem.

Skønne husfrue, – da har De spildt Deres tid. Thi det er noget pøjt, skal jeg sige Dem.

Så?

Hvad De har læst, ja. Mine betydningsfulde værker kender hverken mand eller kvinde. Ingen – uden jeg selv.

Hvorledes går det til?

Fordi de ikke er skrevne.

Men kære herr Brendel –

Du ved, min Johannes, at jeg er et stykke af en sybarit. En Feinschmecker. Har været så alle mine dage. Jeg holder af at nyde i ensomhed. Thi da nyder jeg dobbelt. Tifold dobbelt. Ser du, – når gyldne drømme daled ned over mig, – omtåged mig, – når nye, svimlende, vidtrækkende tanker fødtes i mig, – omvifted mig med bærende vinger, – da formed jeg det ud i digt, i syner, i billeder. Sådan i de store omrids, forstår du.

Ja, ja.

Å, hvorledes jeg har nydt og svælget i mine dage, du! Udformningens gådefulde salighed, – 39sådan i de store omrids, som sagt, – bifaldet, takken, berømmelsen, laurbærkronen, – alt har jeg indkasseret med fulde, glædeskælvende hænder. Mættet mig i mine lønlige forestillinger med en fryd, – å, så svimlende stor –!

Hm –.

Men aldrig skrevet det ned?

Ikke et ord. Dette platte skriverhåndværk har altid vakt en kvalmende ulyst i mig. Og hvorfor skulde jeg også profanere mine egne idealer, når jeg kunde nyde dem i renhed og for mig selv? Men nu skal de offres. Sandelig, – jeg er tilmode ved det, som en mor, der lægger unge døtre i ægtemænds arme. Men jeg offrer dem alligevel, – offrer dem på frigørelsens alter. En række af vel udformede foredrag – hele landet over –!

Dette er stort af Dem, herr Brendel! De gir det dyreste, De ejer.

Det eneste.

Hvor mange er der vel, som gør det? Som tør det?

Hvem ved?

Forsamlingen er bevæget. Det kvæger mit hjerte – og styrker viljen. Og dermed så skrider jeg altså til handling. Dog én ting –. (til rektoren.) Kan De sige mig, herr præceptor, – findes der en afholdsforening i byen? En total-afholdsforening? Det gør der naturligvis.

Ja, til tjeneste. Jeg er selv formand.

Kunde jeg ikke se det på Dem! Nå, da er det ikke umuligt, at jeg kommer hjem til Dem og skriver mig ind for en uges tid.

Undskyld, – vi modtar ikke medlemmer på ugevis.

A la bonheur, herr pædagog. Ulrik Brendel har aldrig rendt den slags foreninger på dørene. (vender sig.) Men jeg tør ikke forlænge mit ophold 41i dette hus, så rigt på minder. Jeg må til byen og vælge mig et passende logis. Der findes dog vel et ordentligt hotel, vil jeg håbe.

Vil De ikke drikke lidt varmt, før De går?

Hvad slags varmt, min nådige?

En kop té eller –

Jeg takker husets rundhåndede værtinde. Men jeg lægger ikke gerne beslag på den private gæstfrihed. (hilser med hånden.) Lev vel, mine herskaber! (Går mod døren men vender om.) Å, det er s’gu sandt –. Johannes, – pastor Rosmer, – vil du gøre din fordums lærer en tjeneste for mangeårigt venskabs skyld?

Ja så inderlig gerne.

Godt. Så lån mig – for en dags tid eller to – en strøgen mansketskjorte.

Ikke andet end det!

For, ser du, jeg rejser til fods – denne gang. Min kuffert blir sendt bagefter.

Ja vel. Men er der så ikke noget andet?

Jo, ved du hvad, – du kunde kanske undvære en ældre, benyttet sommerfrakke?

Ja, ja, det kan jeg så visst.

Og dersom der skulde høre et par anstændige støvler til den frakken –

Det skal der nok bli’ råd for. Så snart vi får vide adressen, skal vi sende sagerne ind.

På ingen måde. Ikke nogen ulejlighed for min skyld! Jeg tar de bagateller med.

Godt, godt. Vil De så følge med mig ovenpå.

Lad heller mig. Jeg og madam Helseth skal nok besørge det.

Aldrig tillader jeg, at denne distingverte dame –!

Å hvad! Kom De bare, herr Brendel.

Sig mig, – er der ikke ellers noget, jeg kunde tjene Dem med?

Jeg ved i sandhed ikke hvad det skulde være. Jo, død og helvede, – når jeg tænker mig om –! Johannes, – har du tilfældigvis otte kroner på dig?

Nu skal vi se. (åbner portemonnæen.) Her har jeg to tikronesedler.

Ja, ja, det kan være det samme. Jeg kan ta’ dem. Får dem altid vekslet inde i byen. Tak så længe. Husk på, det var to tiere jeg fik. God nat, du, min egen kære gut! God nat, min agtede herre!

Forbarmende gud, – det var altså den Ulrik Brendel, som folk engang trode, der skulde bli noget stort af i verden.

Han har i alle fald havt mod til at leve livet efter sit eget hode. Jeg synes ikke det er så lidet endda.

Hvad nu? Et sligt liv som hans! Jeg tror så nær, at han var mand for at forvirre dine begreber endnu engang.

Å nej, du. Nu er jeg kommen på det rene med mig selv i alle dele.

Gid det var så vel, kære Rosmer. For du er så svært modtagelig for indtryk udenfra.

Lad os sætte os. Og så vil jeg tale med dig.

Ja lad os.

Synes du ikke, vi har det godt og hyggeligt her?

Jo, nu er her ble’t godt og hyggeligt – og fredsomt. Ja, du har fåt dig et hjem, du, Rosmer. Og jeg har mistet mit.

Kære, sig ikke så. Det, som nu er splittet, det vil nok heles igen.

Aldrig. Aldrig. Brodden vil bli siddende i. Det kan aldrig bli som før.

Hør nu her, Kroll. Vi to har nu ståt hinanden nær i så mange, mange år. Synes du, det er tænkeligt, at vort venskab kunde gå overstyr?

Jeg ved ikke den ting i verden, som kunde bryde mellem os. Hvorledes falder du på sligt?

Fordi du lægger en så afgørende vægt på enighed i meninger og synsmåder.

Nå ja; men vi to er da så omtrent enige. I de store kernespørsmål i alle fald.

Nej. Ikke nu længer.

Hvad er dette her!

Nej, du må bli’ siddende. Jeg bér dig, Kroll.

Hvad er det for noget? Jeg forstår dig ikke. Tal da rent ud!

Der er kommet en ny sommer i mit sind. Et nyt ungdomssyn. Og derfor så står jeg nu der –

Hvor, – hvor står du?

Der, hvor dine børn står.

Du? Du! Det er da vel umuligt! Hvor står du, siger du?

På samme side som Laurits og Hilda.

Frafalden. Johannes Rosmer frafalden.

Jeg skulde ha’ følt mig så glad, – så inderlig lykkelig ved det, som du kalder frafaldet. 47Men så led jeg pinligt alligevel. For jeg vidste jo nok, at det vilde volde dig en bitter sorg.

Rosmer, – Rosmer! Dette forvinder jeg aldrig. (ser tungt på ham.) Å, at også du kan ville være med og række hånd til fordærvelsens og forstyrrelsens værk i dette ulykkelige land.

Det er frigørelsens værk, jeg vil være med på.

Ja, jeg ved det nok. Således kaldes det både af forførerne og af de vildledte. Men synes du da, at der er nogen frigørelse at vente af den ånd, som nu holder på at forgifte hele vort samfundsliv.

Jeg slutter mig ikke til den ånd, som råder. Ikke til nogen af de stridende. Jeg vil prøve på at samle menneskene sammen fra alle sider. Så mange og så inderligt jeg bare formår det. Jeg vil leve og sætte alle mine livsens kræfter ind på dette ene, – at skabe det sande folkedømme i landet.

Så du synes ikke vi har folkedømme nok! Jeg for min part synes vi alle til hobe er på 48god vej til at drages ned i det mudder, hvor ellers kun almuen plejer at trives.

Just derfor stiller jeg folkedømmets sande opgave.

Hvilken opgave?

At gøre alle mennesker i landet til adelsmennesker.

Alle mennesker –!

Så mange som muligt i alle fald.

Ved hvilke midler?

Ved at frigøre sindene og luttre viljerne, tænker jeg.

Du er en drømmer, Rosmer. Vil du frigøre dem? Vil du luttre dem?

Nej, kære, – jeg vil bare søge at vække dem til det. Gøre det, – det må de selv.

Og du tror, de kan?

Ja.

Ved egen kraft altså?

Ja, netop ved egen kraft. Der findes ikke nogen anden.

Er dette at tale, som det sømmer sig en prest?

Jeg er ingen prest længer.

Ja, men – din barnetro da –?

Den har jeg ikke mere.

Du har ikke –!

Jeg har opgi’t den. Jeg måtte opgi’ den, Kroll.

Ja så. – Ja, ja, ja. Det ene følger vel med det andet. – Var det kanske derfor, at du trådte ud af kirkens tjeneste?

Ja. Da jeg blev klar over mig selv, – da jeg fik fuld visshed for, at det ikke bare var en forbigående anfægtelse, men at det var noget, som jeg aldrig mere kunde eller vilde komme ifra, – da gik jeg.

Så længe har det altså gæret i dig. Og vi, – dine venner, har ikke fåt noget at vide om det. Rosmer, Rosmer, – hvor kunde du dølge den sørgelige sandhed for os!

Fordi jeg syntes, det var en sag, som kun vedkom mig selv. Og så vilde jeg da ikke volde dig og de andre vennerne nogen unødig sorg. Jeg tænkte, jeg kunde bli’ ved at leve her som hidtil, stille og glad og lykkelig. Jeg vilde læse og fordybe mig i alle de værker, som før havde været lukkede bøger for mig. Rigtig inderlig leve mig ind i den store sandhedens og frihedens verden, som nu er ble’t mig åbenbaret.

Frafalden. Hvert ord vidner om det. Men hvorfor bekender du så dette dit lønlige frafald alligevel? Og hvorfor just netop nu?

Det har du selv tvunget mig til, Kroll.

Jeg? Har jeg tvunget dig –!

Da jeg fik høre om din voldsomme færd ved møderne, – da jeg læste om al den ukærlige tale, du der førte, – alle dine hadefulde udfald mod dem, som står på den anden side, – din hånende fordømmelsesdom over modstanderne –. A, Kroll, – at du, du, kunde bli’ sådan! Da stod pligten uafviselig for mig. Menneskene blir onde under den strid, som nu pågår. Her må komme fred og glæde og forsoning ind i sindene. Derfor er det, jeg nu træder frem og bekender mig åbent, som den jeg er. Og så vil jeg prøve mine kræfter, jeg også. Kunde ikke du – fra din side – være med på dette, Kroll?

Aldrig i dette liv slutter jeg forlig med de nedbrydende kræfter i samfundet.

Så lad os da i det mindste kæmpe med adelige våben, – siden vi endelig må det.

Hvo som ikke er med mig i de afgørende livssager, ham kender jeg ikke mere. Og ham skylder jeg ingen hensyn.

Gælder det også mig?

Du har selv brudt med mig, Rosmer.

Men er da dette et brud!

Dette! Det er et brud med alle dem, som hidtil stod dig nær. Nu får du ta’ følgerne.

Se så; nu er han på vejen til sin store offerfest. Og nu kan vi gå til bords. Vær så god, herr rektor.

God nat, frøken West. Her har jeg ikke mere at gøre.

Hvad er det? (lukker døren og kommer nærmere.) Har De talt –?

Nu ved han det.

Vi slipper dig ikke ud af hænderne, Rosmer. Vi skal tvinge dig tilbage til os igen.

Did kommer jeg aldrig mere.

Vi skal få se. Du er ikke den mand, der holder ud at stå ensom.

Jeg blir ikke så helt ensom endda. – Vi er to om at bære ensomheden her.

Ah –! (en mistanke skyder op i ham.) Dette også! Beates ord –!

Beate –?

Nej, nej, – det var stygt –. Tilgiv mig.

Hvad? Hvilket?

Ikke videre om det. Fy! Tilgiv mig. Farvel!

Kroll! Således må det ikke være slut imellem os. Imorgen kommer jeg ind til dig.

Ikke med din fod i mit hus!

Det gør ikke noget, Rebekka. Vi skal nok holde det ud. Vi to trofaste venner. Du og jeg.

Hvad tror du, han mente, da han sa’: fy?

Kære, bryd dig ikke om det. Han trode ikke selv, hvad han mente. Men imorgen vil jeg ind til ham. God nat!

Går du op så tidligt i aften også? Efter dette?

I aften som ellers. Jeg føler mig så lettet nu, da det er over. Du ser det, – jeg er ganske rolig, kære Rebekka. Tag du det også med ro. God nat!

God nat, kære ven! Og sov vel.

De kan gerne ta’ af bordet igen, madam Helseth. For pastoren vil ikke ha’ noget, – og rektoren er gåt hjem.

Er rektoren gåt? Hvad var der i vejen med rektoren da?

Han spåde, at det vilde trække op til et svært uvejr –

Det var da underligt. For ikke er der en skyflæk at se i kveld.

Bare han ikke møder den hvide hesten. For jeg er ræd, vi snart får høre fra slige nogen spøgelser nu.

Gud forlade Dem frøken! Snak da ikke så fælt.

Nå, nå, nå –

Tror da rigtig frøkenen, at her er nogen, som snart skal gå bort?

Nej såmænd om jeg det tror. Men der er så mange slags hvide heste i denne verden, madam Helseth. – Ja, god nat da. Nu går jeg ind til mit.

God nat, frøken.

Jøsses, – Jøsses. Den frøken West. Slig, som hun kan snakke iblandt.