Vildanden (1884), er skuespillet et psykologisk og symboltungt stykke.

Handlingen foregår innendørs på Rosmersholm, hvor den frafalne presten Rosmer bor. I huset bor også Rebekka West, som tidligere var selskapsdame for Rosmers kone, Beate. Beate tok sitt eget liv ved å kaste seg i mølledammen, og det viser seg etterhvert at Rebekka må ta en god del av skylden for at det endte slik.

"/> FJERDE AKT. | Bokselskap

Rosmersholm

av Henrik Ibsen

FJERDE AKT.

163(Dagligstuen på Rosmersholm. Det er sen aften. Lampen, med skærm over, brænder på bordet.)
(Rebekka West står ved bordet og pakker nogle småting ned i en vadsæk. Hendes kåbe, hat og det hvide hæklede uldsjal hænger over sofaryggen.)
(Madam Helseth kommer ind fra højre.)

    Madam Helseth  (taler dæmpet og synes forbeholden).

Ja, nu er alle sagerne båret ud, frøken. De står i køkkengangen.


    Rebekka. 

Godt. Kusken er vel tilsagt?


    Madam Helseth. 

Ja. Han spør’, hvad tid han skal være her med vognen.


    164Rebekka. 

Jeg tænker, så omkring klokken elleve. Dampskibet går ved midnat.


    Madam Helseth  (lidt nølende).

Men pastoren da? Hvis han nu ikke kommer hjem til den tid?


    Rebekka. 

Jeg rejser alligevel. Skulde jeg ikke få se ham, så kan De sige, at jeg skriver ham til. Et langt brev. Sig det.


    Madam Helseth. 

Ja, det kan jo være bra’ nok – dette med at skrive. Men, stakkers frøken, – jeg synes nu, De skulde prøve på at snakke med ham en gang til.


    Rebekka. 

Kanske det. Eller kanske ikke alligevel.


    Madam Helseth. 

Nej, – at jeg skulde opleve dette her, – det havde jeg da aldrig tænkt!


    Rebekka. 

Hvad havde De da tænkt, madam Helseth?


    165Madam Helseth. 

A, jeg havde rigtignok tænkt, at pastor Rosmer var reellere mand end som så.


    Rebekka. 

Reellere?


    Madam Helseth. 

Ja min sandten siger jeg så.


    Rebekka. 

Men, kære, hvad mener De da med det?


    Madam Helseth. 

Jeg mener, som sandt og ret er, frøken. Han skulde ikke fri sig ifra det på den måden, ikke.


    Rebekka  (ser på hende).

Hør nu her, madam Helseth. Sig mig ærligt og oprigtigt, – hvorfor tror De, jeg rejser bort?


    Madam Helseth. 

Herre gud, det er vel nødvendigt, frøken. Å ja, ja, ja! Men jeg synes rigtignok ikke, det er pent gjort af pastoren. Mortensgård var da undskyldt, han. For hun havde jo sin mand i live. Så de to kunde ikke gifte sig sammen, 166om de aldrig så gerne vilde. Men sé, pastoren, han – hm!


    Rebekka  (med et svagt smil).

Skulde De kunnet tænkt Dem sligt noget om mig og pastor Rosmer?


    Madam Helseth. 

Aldrig i verden. Ja, jeg mener, – ikke før idag.


    Rebekka. 

Men idag altså –?


    Madam Helseth. 

Nå, – efter alt det stygge, som folk siger der skal stå om pastoren i bladene, så –


    Rebekka. 

Aha!


    Madam Helseth. 

For det er min mening, at den mand, som kan gå over til Mortensgårds reglion, ham kan en, min sandten, tro til hvad det så skal være.


    Rebekka. 

A ja, det er vel så, det. Men jeg da? Hvad siger De om mig?


    167Madam Helseth. 

Bevar’s vel, frøken, – Dem synes jeg ikke det er så stort at sige på. Det er vel ikke så godt for et ensligt fruentimmer at stå imod, kan jeg tro. – Vi er jo alle sammen mennesker, frøken West.


    Rebekka. 

Det er et sandt ord, madam Helseth. Vi er alle sammen mennesker. – Hvad lytter De efter?


    Madam Helseth  (sagte).

Å Jøsses, – der tror jeg han kommer lige akkurat.


    Rebekka  (farer sammen).

Altså alligevel –! (bestemt.) Nå ja. Lad så være.

(Johannes Rosmer kommer ind fra forstuen.)

    Rosmer  (ser rejsetøjet, vender sig til Rebekka og spørger).

Hvad betyder dette her?


    Rebekka. 

Jeg rejser.


    168Rosmer. 

Straks?


    Rebekka. 

Ja. (til madam Helseth.) Altså klokken elleve.


    Madam Helseth. 

Godt og vel, frøken.

(Hun går ud til højre.)

    Rosmer  (efter et kort ophold).

Hvor rejser du hen, Rebekka?


    Rebekka. 

Nordover med dampskibet.


    Rosmer. 

Nordover? Hvad vil du der nord?


    Rebekka. 

Det var jo der, jeg kom fra.


    Rosmer. 

Men der oppe har du jo ikke noget at gøre nu.


    Rebekka. 

Det har jeg ikke her nede heller.


    169Rosmer. 

Hvad tænker du da at ta’ dig til?


    Rebekka. 

Jeg ved ikke. Jeg vil bare sé at få ende på det.


    Rosmer. 

Få ende på det?


    Rebekka. 

Rosmersholm har knækket mig.


    Rosmer  (blir opmærksom).

Siger du det?


    Rebekka. 

Knækket mig sønder og sammen. – Jeg havde så frisk og så modig en vilje, da jeg kom hid. Nu er jeg bøjet ind under en fremmed lov. – Herefterdags tror jeg ikke, jeg tør vove mig til nogen verdens ting.


    Rosmer. 

Hvorfor ikke? Hvad er det for en lov, som du siger, at du er –?


    170Rebekka. 

Kære, lad os ikke tale om det nu. – Hvad blev det så til med dig og rektoren?


    Rosmer. 

Vi har sluttet fred.


    Rebekka. 

Ja så. Det blev altså til det.


    Rosmer. 

Han samled hele vor gamle vennekreds sammen hos sig. De har gjort mig det indlysende, at arbejdet for at adle sindene, – det ligger slet ikke for mig. – Og det er desuden noget så håbløst i sig selv, du. – Jeg lar det ligge.


    Rebekka. 

Ja, ja, – det er vel kanske bedst så.


    Rosmer. 

Siger du det nu? Er du nu af den mening?


    Rebekka. 

Jeg er kommen til den mening. I de sidste par dagene.


    171Rosmer. 

Du lyver, Rebekka.


    Rebekka. 

Lyver –!


    Rosmer. 

Ja, du lyver. Du har aldrig trod på mig. Aldrig har du trod, at jeg var mand for at kæmpe den sag frem til nogen sejr.


    Rebekka. 

Jeg har trod, at vi to sammen skulde komme til at magte det.


    Rosmer. 

Det er ikke sandt. Du har trod, at du selv skulde kunne udrette noget stort i livet. At du kunde bruge mig til det, som du vilde ha’ frem. At jeg kunde være dig tjenlig for dine formål. Det har du trod.


    Rebekka. 

Hør nu, Rosmer –


    Rosmer  (sætter sig tungt ned i sofaen).

A lad være! Jeg ser nu til bunds i det 172hele. Jeg har været som en handske i dine hænder.


    Rebekka. 

Hør nu, Rosmer. Lad os tales ved om dette her. Det blir sidste gang. (sætter sig i en stol ved sofaen.) Jeg havde tænkt, at jeg vilde skrive dig til om det altsammen, – når jeg var kommen der nord igen. Men det blir vel bedst, at du straks får høre det.


    Rosmer. 

Har du endnu mere at tilstå?


    Rebekka. 

Jeg har det store igen.


    Rosmer. 

Hvilket store?


    Rebekka. 

Det, som du aldrig har anet. Det, som gir både lys og skygge til alt det øvrige.


    Rosmer  (ryster på hodet).

Jeg forstår ikke noget af dette.


    173Rebekka. 

Det er ganske sandt, at jeg engang la’ mine garn ud for at vinde indpas her på Rosmersholm. For jeg mente som så, at jeg nok skulde komme til at gøre min lykke her. Enten på den ene måden eller på den anden, – skønner du.


    Rosmer. 

Du fik da også drevet igennem – det, som du vilde.


    Rebekka. 

Jeg tror, jeg kunde drevet igennem, hvad det så skulde være – dengang. For da havde jeg endnu min modige, fribårne vilje. Jeg kendte ikke hensyn at ta’. Ikke forhold at vige af vejen for. – Men så kom begyndelsen til det, som har knækket viljen i mig – og skræmt mig så ynkelig for hele livet.


    Rosmer. 

Hvad kom? Tal, så jeg kan forstå dig.


    Rebekka. 

Da kom det over mig, – dette vilde, ubetvingelige begær –. Å, Rosmer –!


    Rosmer. 

Begær? Du –! Efter hvad?


    174Rebekka. 

Efter dig.


    Rosmer  (vil springe op).

Hvad er dette!


    Rebekka  (standser ham).

Bliv siddende, kære. Nu skal du få høre videre.


    Rosmer. 

Og du vil sige – at du har elsket mig – på slig vis!


    Rebekka. 

Jeg syntes, det måtte kaldes at elske – dengang. At dette var kærlighed, syntes jeg. Men det var det ikke. Det var, som jeg siger dig. Det var et vildt, ubetvingeligt begær.


    Rosmer  (med møje).

Rebekka, – er det virkelig dig selv, – dig – dig, som du sidder her og fortæller alt dette om!


    Rebekka. 

Ja, hvad synes du, Rosmer!


    175Rosmer. 

Ud af dette, – under magten af dette var det altså, at du – at du handled, som du kalder det.


    Rebekka. 

Det var over mig som et vejr ved havet. Det var som et af de vejr, vi kan ha’ ved vintertid der nordpå. Det tar en, – og bær’ en med sig, du, – så langt det skal være. Ikke tanke om at stå imod.


    Rosmer. 

Så fejed det den ulykkelige Beate ud i møllefossen.


    Rebekka. 

Ja, for der stod som en kamp på bådkølen mellem Beate og mig i den tid.


    Rosmer. 

Du var visselig den stærkeste på Rosmersholm. Stærkere, end både Beate og jeg tilsammen.


    Rebekka. 

Jeg kendte dig så vidt, at jeg vidste, – til dig var ingen vej fremkommelig, før du var gjort fri både i forholde – og i sind.


    176Rosmer. 

Men jeg begriber dig ikke, Rebekka. Du, – du selv, – hele din adfærd er mig en uløselig gåde. Nu er jeg jo fri, – både i sind og i forhold. Du står nu helt fremme ved det mål, du fra først af havde sat dig. Og så alligevel –!


    Rebekka. 

Aldrig har jeg ståt længere fra målet end nu.


    Rosmer. 

– og så alligevel, siger jeg, – da jeg igår spurte dig, – bad dig: bliv min hustru, – da skreg du ud som i skræk, at det aldrig kunde ske.


    Rebekka. 

Da skreg jeg ud i fortvilelse, du.


    Rosmer. 

Hvorfor?


    Rebekka. 

Fordi Rosmersholm har magtstjålet mig. Her har jeg fåt min egen modige vilje stækket. Og forkluddret! Den tid er forbi for mig, da jeg turde vove, hvad det så skulde være. Jeg har mistet evnen til at handle, Rosmer.


    177Rosmer. 

Sig mig, hvorledes dette er kommet.


    Rebekka. 

Det er kommet gennem samlivet med dig.


    Rosmer. 

Men hvorledes? Hvorledes?


    Rebekka. 

Da jeg var ble’t alene med dig her, – og da du var ble’t dig selv –


    Rosmer. 

Ja, ja?


    Rebekka. 

– for du var aldrig helt ud dig selv, så længe Beate leved –


    Rosmer. 

Desværre, det har du nok ret i.


    Rebekka. 

Men da jeg så fik leve sammen med dig her, – i stilhed, – i ensomhed, – da du gav mig alle dine tanker uforbeholdent, – hver en stemning, så blødt og så fint, som du følte den, – da gik det store omslag for sig. Lidt efter lidt, – skønner du. Næsten umærkelig, – 178men så overvældende til slut. Lige til bunden af mit sind.


    Rosmer. 

Å, hvad er dog dette her, Rebekka!


    Rebekka. 

Alt det andet, – dette stygge, sansedrukne begær, det kom så langt, så langt bort fra mig. Alle disse opjagede magter slog sig stilfærdigt ned i taushed. Der faldt en sindshvile over mig, – en stilhed, som på et fugleberg under midnatssolen oppe hos os.


    Rosmer. 

Sig mere om dette. Alt, hvad du ved at sige.


    Rebekka. 

Der er ikke stort andet, du. Der er bare det, at så kom der kærlighed op i mig. Den store, forsagende kærlighed, som nøjer sig med samlivet, slig, som det har været imellem os to.


    Rosmer. 

Å, ifald jeg blot havde anet et fnug af alt dette!


    Rebekka. 

Bedst så, som det er. Igår, – da du179 spurte mig, om jeg vilde være din hustru, – da jubled jeg ud –


    Rosmer. 

Ja, gjorde du ikke det, Rebekka! Jeg syntes, jeg forstod det så.


    Rebekka. 

Et øjeblik, ja. I selvforglemmelse. For det var min fordums frejdige vilje, som holdt på at gøre sig fri igen. Men nu har den ikke mere nogen magt, – i længden, ikke.


    Rosmer. 

Hvorledes forklarer du, hvad der er sked med dig?


    Rebekka. 

Det er rosmer-slægtens livssyn, – eller dit livssyn i alle fald, – som har smittet min vilje.


    Rosmer. 

Smittet?


    Rebekka. 

Og gjort den syg. Trælbundet den under love, som før ikke galdt for mig. Du, – samlivet med dig, – har adlet mit sind –


    180Rosmer. 

Å, turde jeg så sandt tro det!


    Rebekka. 

Du kan trygt tro det. Det rosmerske livssyn adler. Men – (ryster på hodet.) – men, – men –


    Rosmer. 

Men? Nu?


    Rebekka. 

– men det dræber lykken, du.


    Rosmer. 

Siger du det, Rebekka?


    Rebekka. 

For mig i det mindste.


    Rosmer. 

Ja, men ved du det så visst. Om jeg nu spurte dig igen –? Bad dig så bønligt –


    Rebekka. 

Å, kære, – kom aldrig mere ind på dette her! Det er umulige ting –! Ja, for du skal vide det, Rosmer, at jeg har en – fortid bag mig.


    181Rosmer. 

Noget mere, end det, du har fortalt?


    Rebekka. 

Ja. Noget andet og noget mere.


    Rosmer  (med et svagt smil).

Er det ikke underligt, du, Rebekka? Tænk, at en anelse om sligt noget har strejfet mig en gang imellem.


    Rebekka. 

Har det! Og endda så –? Alligevel? –


    Rosmer. 

Jeg trode aldrig på det. Jeg bare legte med det, – sådan i tankerne, forstår du.


    Rebekka. 

Hvis du kræver det, så vil jeg nu straks sige dig dette også.


    Rosmer  (afværgende).

Nej, nej! Ikke et ord vil jeg vide. Hvad det så end er, – så har jeg glemsel for det.


    Rebekka. 

Men jeg ikke.


    182Rosmer. 

Å, Rebekka –!


    Rebekka. 

Ja, du, – det er jo det forfærdelige, at nu, da al livets lykke bydes mig med fulde hænder, – nu er jeg ble’t slig, at min egen fortid stænger for mig.


    Rosmer. 

Din fortid er død, Rebekka. Den har ikke længere noget tag i dig, – ikke nogen sammenhæng med dig, – slig, som du nu er.


    Rebekka. 

Å, kære, det er nok bare talemåder, du. End skyldfriheden da? Hvor tar jeg den fra.


    Rosmer  (tungt).

Ja, ja, – skyldfriheden.


    Rebekka. 

Skyldfriheden, ja. I den er lykken og glæden. Det var jo den lære, som du vilde gøre levende i alle disse vordende, glade adelsmennesker –


    183Rosmer. 

Å, mind mig ikke om det. Det var bare en halvfærdig drøm, Rebekka. En overilet indskydelse, som jeg ikke selv tror på længer. – Menneskene lar sig nok ikke adle udenfra, du.


    Rebekka  (sagte).

Ikke gennem den stille kærlighed, tror du?


    Rosmer  (tankefuld).

Ja, – det er jo det, som vilde være det store. Det herligste næsten i hele livet, synes jeg. – Ifald så var. (vrider sig i uro.) Men hvorledes kommer jeg på det rene med det spørsmål? Til bunds i det?


    Rebekka. 

Tror du mig ikke, Rosmer?


    Rosmer. 

Å, Rebekka, – hvor kan jeg tro fuldt ud på dig? På dig, som har gåt her og dækket og dulgt så usigelig meget! – Nu kommer du frem med dette nye. Ligger der nogen hensigt under, – så sig mig det rent ud. Er der kanske et eller andet, som du ønsker at opnå 184ved det. Jeg vil jo så gerne gøre for dig alt, hvad jeg kan.


    Rebekka  (vrider hænderne).

Å, denne dræbende tvil –! Rosmer, – Rosmer –!


    Rosmer. 

Ja, er det ikke forfærdeligt, du? Men jeg kan ikke gøre ved det. Jeg vil aldrig komme til at fri mig fra tvilen. Aldrig vide visst, at jeg har dig i hel og ren kærlighed.


    Rebekka. 

Men er der da ikke noget, inderst i dig selv, som vidner for, at med mig er der sket en forvandling! Og at forvandlingen er sket ved dig, – ved dig alene!


    Rosmer. 

Å du, – jeg tror ikke længer på min evne til at forvandle mennesker. Jeg tror ikke på mig selv i nogen sag mere. Jeg tror hverken på mig eller på dig.


    Rebekka  (ser mørkt hen på ham).

Hvorledes vil du da kunne leve livet?


    185Rosmer. 

Ja, det forstår jeg ikke selv. Jeg begriber det ikke. Jeg tror ikke, jeg kan leve det. – Og jeg ved jo heller ikke den ting i verden, som det kunde være værdt at leve for.


    Rebekka. 

Å livet, – det har fornyelse i sig. Lad os holde fast ved det, du. – Vi kommer tidsnok ud af det.


    Rosmer  (springer urolig op).

Så giv mig troen igen! Troen på dig, Rebekka! Troen på din kærlighed! Vidnesbyrd! Vidnesbyrd vil jeg ha’!


    Rebekka. 

Vidnesbyrd? Hvor kan jeg gi’ dig vidnesbyrd –!


    Rosmer. 

Det du! (går henover gulvet.) Jeg bærer ikke dette øde, – denne forfærdelige tomhed, – dette, – dette –

(Det banker hårdt på forstuedøren.)

    Rebekka  (farer op fra stolen).

Ah, – hørte du det!

(Døren åbnes. Ulrik Brendel kommer ind. Han er iført mansketskjorte, sort frakke og gode støvler udenpå benklæderne. For øvrigt er han klædt som forrige gang. Ser forstyrret ud.)

    186Rosmer. 

A, er det Dem, herr Brendel!


    Brendel. 

Johannes, min gut, – jeg hilser dig – farvel!


    Rosmer. 

Hvor vil De hen så sent?


    Brendel. 

Nedad bakke.


    Rosmer. 

Hvorledes –?


    Brendel. 

Nu går jeg hjemover, min dyrebare lærling. Jeg har fåt hjemvé efter det store ingenting.


    Rosmer. 

Der er hændt Dem noget, herr Brendel! Hvad er det?


    Brendel. 

Så du observerer forvandlingen? Ja, – du må vel det. Da jeg sidst betrådte denne sal, – da stod jeg for dig som velstandsmand og slog mig på brystlommen.


    187Rosmer. 

Så! Jeg forstår ikke ganske –


    Brendel. 

Men slig, som du i denne nat ser mig, er jeg en afsat konge på askedyngen af mit brændte slot.


    Rosmer. 

Hvis der er noget, som jeg kan hjælpe Dem med –


    Brendel. 

Du har konserveret dit barnehjerte, Johannes. Kan du yde mig et lån?


    Rosmer. 

Ja, ja, så gerne det!


    Brendel. 

Kan du afsé et ideal eller to?


    Rosmer. 

Hvad for noget, siger De?


    Brendel. 

Et par aflagte idealer. Så gør du en god gerning. For nu er jeg læns, min kære gut. Blank og bar.


    Rebekka. 

Kom De ikke til at holde Deres foredrag?


    188Brendel. 

Nej, forlokkende dame. Hvad synes De vel! Just som jeg står parat til at tømme overflødighedshornet, gør jeg den penible opdagelse, at jeg er bankerot.


    Rebekka. 

Men alle Deres uskrevne værker da?


    Brendel. 

I fem og tyve år har jeg siddet, som gnieren sidder på sit låsede pengeskrin. Og så igår, – da jeg åbner og vil hente skatten frem, – så er der ingen. Tidens tænder havde maset den til støv. Der var nichts og ingenting i hele stadsen.


    Rosmer. 

Men véd De nu det så visst?


    Brendel. 

Her er ikke rum for tvil, min yndling. Præsidenten har overtydet mig om det.


    Rosmer. 

Præsidenten?


    Brendel. 

Nå ja, – excellencen da. Ganz nach Belieben.


    189Rosmer. 

Ja, men hvem mener De?


    Brendel. 

Peder Mortensgård naturligvis.


    Rosmer. 

Hvad!


    Brendel  (hemmelighedsfuldt).

Hys, hys, hys! Peder Mortensgård er fremtidens høvding og herre. Aldrig har jeg været stedet for en størres åsyn. Peder Mortensgård har almægtigheds-evnen i sig. Han kan gøre alt, hvad han vil.


    Rosmer. 

Å tro dog ikke det.


    Brendel. 

Jo, min gut! For Peder Mortensgård vil aldrig mere, end han kan. Peder Mortensgård er kapabel til at leve livet uden idealer. Og det, – ser du, – det er just handlingens og sejrens store hemmelighed. Det er summen af al verdens visdom. Basta!


    Rosmer  (lavmælt).

Nu skønner jeg, – at De går herfra fattigere end De kom.


    190Brendel. 

Bien! Tag så et Beispiel af din gamle lærer. Stryg ud alt, hvad han gik her og prented ind i dig. Byg ikke din borg på svigtende sand. Og se dig for, – og prøv dig frem, – før du bygger på denne yndefulde skabning, som her forsøder dit liv.


    Rebekka. 

Er det mig, De mener?


    Brendel. 

Ja, min tiltrækkende havfrue.


    Rebekka. 

Hvorfor skulde ikke jeg være at bygge på?


    Brendel  (et skridt nærmere).

Jeg har ladet mig sige, at min fordums lærling har en livssag at føre til sejr.


    Rebekka. 

Og så –?


    Brendel. 

Sejren er ham sikkret. Men, – vel at mærke, – paa et ufravigeligt vilkår.


    191Rebekka. 

Hvilket?


    Brendel  (tar hende lempeligt om håndledet).

At den kvinde, som elsker ham, gladelig går ud i køkkenet og hakker sin fine rosenhvide lillefinger af, – her, – just her ved det midterste led. Item at bemeldte elskende kvinde – ligeledes gladelig – snitter af sig det så uforlignelig formede venstre øre. (slipper hende og vender sig til Rosmer.) Farvel, min sejrende Johannes.


    Rosmer. 

Vil De gå nu? I mørke natten?


    Brendel. 

Mørke natten er bedst. Fred være med jer.

(Han går.)
(Der er en stund stille i stuen.)

    Rebekka  (ånder tungt).

Å, hvor her er kvalmt og lummert!

(Hun går hen til vinduet, åbner det og blir stående der.)

    Rosmer  (sætter sig i lænestolen henne ved ovnen).

Der blir nok ikke andet for alligevel, Rebekka. Jeg ser det. Du rejse.


    192Rebekka. 

Ja, jeg øjner ikke noget valg.


    Rosmer. 

Lad os nytte den sidste stund. Kom her hen og sæt dig hos mig.


    Rebekka  (går hen og sætter sig i sofaen).

Hvad vil du mig så, Rosmer?


    Rosmer. 

Først vil jeg nu sige dig det, at du ikke har nødig at nære bekymring for din fremtid.


    Rebekka  (smiler).

Hm. Min fremtid.


    Rosmer. 

Jeg har forudsét alle muligheder. For længe siden. Hvad der så end sker, så er der sørget for dig.


    Rebekka. 

Det også, du kære.


    Rosmer. 

Det burde du da kunnet sagt dig selv.


    193Rebekka. 

Der er gåt mere end år og dag siden jeg tænkte på sligt noget.


    Rosmer. 

Ja, ja, – du mente vel, at det aldrig kunde bli’ anderledes mellem os, end det var.


    Rebekka. 

Ja, så trode jeg.


    Rosmer. 

Jeg også. Men om nu jeg gik bort –


    Rebekka. 

A, Rosmer, – du vil leve længer end jeg.


    Rosmer. 

Det usle livet står det da vel i min magt at råde for selv.


    Rebekka. 

Hvad er dette her! Du tænker da vel aldrig på at –!


    Rosmer. 

Synes du, det vilde være så underligt? Efter det ynkelige, jammerfulde nederlag, som jeg har lidt! Jeg, som vilde føre min livssag til 194sejr –. Og så er jeg flygtet fra det hele, – endnu før slaget rigtig var begyndt!


    Rebekka. 

Tag kampen op igen, Rosmer! Prøv bare, – og du skal se, du sejrer. Du vil adle hundreder, – du vil adle tusender af sind. Prøv bare!


    Rosmer. 

Å, Rebekka, – jeg, som ikke længer tror på min egen livssag.


    Rebekka. 

Men din sag har jo alt ståt sin prøve. Et menneske har du i alle fald adlet. Mig, så længe jeg lever.


    Rosmer. 

Ja, – hvis jeg turde tro dig i dette.


    Rebekka  (knuger sine hænder).

Å men, Rosmer, – ved du da ikke noget, – ikke noget, som kunde få dig til at tro det?


    Rosmer  (farer sammen som i angst).

Kom ikke ind på dette her! Ikke nærmere, Rebekka! Ikke et eneste ord mere!


    195Rebekka. 

Jo, just dette må vi ind på. Ved du noget, som kunde kvæle tvilen? For jeg ved ikke noget i verden.


    Rosmer. 

Bedst for dig, at du ikke ved det. – Bedst for os begge.


    Rebekka. 

Nej, nej, nej, – dette slår jeg mig ikke tiltåls med! Ved du noget, som kan frikende mig i dine øjne, da kræver jeg som min ret, at du nævner det.


    Rosmer  (ligesom uvilkårlig dreven imod sin egen vilje).

Så lad os sé da. Du siger, at den store kærlighed er i dig. At gennem mig er dit sind adlet. Er det så? Har du regnet rigtig over, du? Skal vi gøre prøve på regnestykket? Hvad?


    Rebekka. 

Det er jeg rede til.


    Rosmer. 

Når det så skal være?


    Rebekka. 

Når som helst. Jo før jo heller.


    196Rosmer. 

Så lad mig da få sé, Rebekka, – om du, – for min skyld, – endnu i denne aften. – (afbryder.) Å nej, nej, nej!


    Rebekka. 

Jo, Rosmer! Jo, jo! Sig det, og du skal få sé.


    Rosmer. 

Har du mod til, – er du villig til, – gladelig, som Ulrik Brendel sa’, – for min skyld, nu i nat, – gladelig, – at gå den samme vejen, – som Beate gik?


    Rebekka  (hæver sig langsomt op fra sofaen og siger næsten målløs).

Rosmer –!


    Rosmer. 

Ja, du, – det er dette spørsmål, som jeg aldrig vil kunne gøre mig fri for, – når du er rejst. Hver time på dagen vil jeg komme tilbage til dette samme. Å, jeg synes, jeg ser dig lys levende for mig. Du står ude på kloppen. Midt ude. Nu luder du dig ud over rækværket! Svimler i en dragning ned imod fossestryget! Nej. Så viger du. Vover ikke, – hvad hun voved.


    197Rebekka. 

Men hvis jeg nu havde det mod? Og den gladelige vilje? Hvad så?


    Rosmer. 

Så måtte jeg vel tro dig. Så måtte jeg vel få troen igen på min livssag. Troen på min evne til at adle menneskesind. Troen på menneskesindets evne til at adles.


    Rebekka  (tar langsomt sit sjal, slår det over hodet og siger behersket).

Du skal få troen igen.


    Rosmer. 

Har du mod og vilje – til dette, Rebekka?


    Rebekka. 

Det får du dømme om imorgen, – eller siden, – når de fisker mig op.


    Rosmer  (tar sig for panden).

Der er en lokkende gru i dette –!


    Rebekka. 

For jeg vil ikke gerne bli’ liggende der nede. Ikke længer end nødvendigt. Der må sørges for, at de finder mig.


    198Rosmer  (springer op).

Men alt dette her, – det er jo vanvid. Rejs, – eller bliv! Jeg vil tro dig på dit blotte ord denne gang også.


    Rebekka. 

Talemåder, Rosmer. Ingen fejghed og flugt nu igen, du! Hvor kan du tro mig på mit blotte og bare ord efter denne dag?


    Rosmer. 

Men jeg vil ikke sé dit nederlag, Rebekka!


    Rebekka. 

Det blir ikke noget nederlag.


    Rosmer. 

Det blir. Aldrig har du sind til at gå Beates vej.


    Rebekka. 

Tror du ikke det?


    Rosmer. 

Aldrig. Du er ikke som Beate. Du er ikke under et forkvaklet livssyns magt.


    Rebekka. 

Men jeg er under det rosmersholmske livssyn – nu. Hvad jeg har forbrudt, – det bør det sig, at jeg soner.


    199Rosmer  (ser stivt på hende).

Er det der, du står.


    Rebekka. 

Ja.


    Rosmer  (besluttet).

Nu vel. Så er jeg under vort frigjorte livssyn, Rebekka. Der er ingen dommer over os. Og derfor så får vi sé at holde justits selv.


    Rebekka  (mistyder ham).

Det også. Det også. Min bortgang vil frelse det bedste i dig.


    Rosmer. 

Å, i mig er der ingen ting at frelse mere.


    Rebekka. 

Det er der. Men jeg, – jeg vilde herefterdags bare være som et havtrold, der hang og hæmmed det skib, som du skal sejle frem på. Jeg må overbord. Eller skulde jeg kanske gå her oppe i verden og slæbe på et forkrøblet liv? Ruge og gruble over lykken, som min fortid har forspildt for mig? Jeg må ud af spillet, Rosmer.


    200Rosmer. 

Hvis du går, – så går jeg med dig.


    Rebekka  (smiler næsten umærkeligt, ser på ham og siger sagtere):

Ja, kom med, du, – og vær vidne –


    Rosmer. 

Jeg går med dig, siger jeg.


    Rebekka. 

Til kloppen, ja. Den drister du dig jo aldrig ud på.


    Rosmer. 

Har du lagt mærke til det?


    Rebekka  (tungt og brudt).

Ja. – Det var det, som gjorde min kærlighed håbløs.


    Rosmer. 

Rebekka, – nu lægger jeg min hånd på dit hode. (gør som han siger.) Og tar dig til ægte som min rette hustru.


    Rebekka  (griber begge hans hænder og bøjer hodet mod hans bryst).

Tak, Rosmer. (slipper ham.) Og nu går jeg – gladelig.


    201Rosmer. 

Mand og hustru bør følges ad.


    Rebekka. 

Bare til kloppen, Rosmer.


    Rosmer. 

Ud på den også. Så langt, som du går, – så langt går jeg med dig. For nu tør jeg det.


    Rebekka. 

Ved du så usvigelig visst – at denne vejen er den bedste for dig?


    Rosmer. 

Jeg ved, at den er den eneste.


    Rebekka. 

Om du bedrog dig i det? Om det bare var et blændværk? En af disse hvide hestene på Rosmersholm.


    Rosmer. 

Kunde vel være. For dem slipper vi ikke fra, – vi, her på gården.


    Rebekka. 

Så bliv, Rosmer!


    202Rosmer. 

Manden skal følge sin hustru, som hustruen sin mand.


    Rebekka. 

Ja, sig mig det først. Er det dig, som følger mig? Eller er det mig, som følger dig?


    Rosmer. 

Det grunder vi aldrig ud tilbunds.


    Rebekka. 

Jeg vilde dog gerne vide det.


    Rosmer. 

Vi to følger hinanden, Rebekka. Jeg dig og du mig.


    Rebekka. 

Det tror jeg næsten også.


    Rosmer. 

For nu er vi to et.


    Rebekka. 

Ja. Nu er vi et. Kom! Så går vi gladelig.

(De går hånd i hånd ud gennem forstuen og sés at dreje om til venstre. Døren blir stående åben efter dem,)
(Stuen står en liden stund tom. Så lukker madam Helseth på døren til højre.)

    203Madam Helseth. 

Frøken, – nu er vognen – (ser sig om.) Ikke inde? Ude sammen på denne tid? Nå da, – det må jeg sige –! Hm! (går ud i forstuen, ser sig om og kommer ind igen.) Ikke på bænken. Å nej, nej. (går til vinduet og ser ud.) Jøsses da! Det hvide der –! – Ja, så min sæl står de begge to på kloppen! Gud forlade de syndige mennesker! Slår de ikke armene om hinanden! (skriger højt.) Åh, – udover – begge to! Ud i fossen. Hjælp! Hjælp! (skælver i knæerne, holder sig rystende i stolryggen og kan knapt få ordene frem.) Nej. Ikke hjælp her. – Salig fruen tog dem.

Boken er utgitt av Henrik Ibsens skrifter

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Rosmersholm

Rosmersholm ble utgitt i 1886. Som det foregående stykket, Vildanden (1884), er skuespillet et psykologisk og symboltungt stykke.

Handlingen foregår innendørs på Rosmersholm, hvor den frafalne presten Rosmer bor. I huset bor også Rebekka West, som tidligere var selskapsdame for Rosmers kone, Beate. Beate tok sitt eget liv ved å kaste seg i mølledammen, og det viser seg etterhvert at Rebekka må ta en god del av skylden for at det endte slik.

Stykket handler om mennesker som søker etter frihet, men som blir innhentet av fortiden. Men stykket kan også lese som en kommentar til kulturkampen og den politiske utviklingen i samtiden.

Gå til Henrik Ibsens skrifter for bakgrunnsstoff, kommentarer, varianter, faksimiler m.m.

Se ibsen.net for informasjon om aktuelle oppsetninger.

Les mer..

Om Henrik Ibsen

Henrik Ibsen er den norske forfatteren som har oppnådd størst internasjonal utbredelse. I løpet av sine drøye 60 år som aktiv forfatter skrev han 30 skuespill og drøyt 250 dikt. I tillegg fikk han publisert ca 100 artikler, innlegg og anmeldelser i samtidens aviser.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.