Vildanden (1884), er skuespillet et psykologisk og symboltungt stykke.

Handlingen foregår innendørs på Rosmersholm, hvor den frafalne presten Rosmer bor. I huset bor også Rebekka West, som tidligere var selskapsdame for Rosmers kone, Beate. Beate tok sitt eget liv ved å kaste seg i mølledammen, og det viser seg etterhvert at Rebekka må ta en god del av skylden for at det endte slik.

"/> TREDJE AKT. | Bokselskap

Rosmersholm

av Henrik Ibsen

TREDJE AKT.

113(Dagligstuen på Rosmersholm. Vinduet og forstuedøren står åbne. Formiddagssolen skinner udenfor.)
(Rebekka West, klædt som i første akt, står ved vinduet og vander og steller med blomsterne. Hendes hækletøj ligger i lænestolen. Madam Helseth går omkring med en fjerkost i hånden og støver møblerne af.)

    Rebekka  (efter en tids taushed).

Det er underligt, at pastoren blir så længe ovenpå idag.


    Madam Helseth. 

A, det gør han jo så tidt. Men nu kommer han vel snart ned, kan jeg tro.


    Rebekka. 

Har De set noget til ham?


    Madam Helseth. 

Det var just så vidt. Da jeg kom op med kaffeen, gik han inde i sengkammerset og klædte sig på.


    114Rebekka. 

Jeg spør’, for igår var han ikke rigtig vel til pas.


    Madam Helseth. 

Nej, han så slig ud. Og så undres jeg på, om der ikke er noget ivejen med ham og svogeren.


    Rebekka. 

Hvad tror De, det skulde være?


    Madam Helseth. 

Jeg kan ikke vide det. Kanske er det denne her Mortensgård, som har sat de to op imod hinanden.


    Rebekka. 

Det er vel muligt, det. – Kender De noget til denne Peder Mortensgård?


    Madam Helseth. 

Nej da. Hvor kan frøkenen tænke det? En slig en, som han er!


    Rebekka. 

Mener De, fordi han gir ud den stygge avisen?


    Madam Helseth. 

Å, det er nu ikke bare for det. – Frøkenen har vel hørt, at han fik barn med en gift kone, som manden var rømt ifra?


    115Rebekka. 

Jeg har hørt sige det. Men det var nok længe, før jeg kom hid.


    Madam Helseth. 

Ja kors, han var helt ung dengang. Og hun skulde vel havt bedre forstand, end han. Gifte sig med hende vilde han jo også. Men det kunde han da ikke få lov til. Og så fik han nok svie svært for det. – Men siden så har, min tro, Mortensgård slåt sig op, han. Der er nok mange, som søger den manden.


    Rebekka. 

De fleste ringere folk vender sig helst til ham, når der er noget på færde.


    Madam Helseth. 

Å, der turde være andre end de ringe folk også –


    Rebekka  (skotter lønligt hen på hende).

Så?


    Madam Helseth  (ved sofaen, støver og fejer ivrigt).

Der turde være de folk, som en mindst skulde tænke det om, frøken.


    116Rebekka  (steller med blomsterne.)

Ja, det er nu bare noget, som De tror, madam Helseth. For De kan jo ikke vide sligt noget så bestemt.


    Madam Helseth. 

Så det mener frøkenen, jeg ikke kan vide? Jo såmænd kan jeg så. For, – når jeg endelig skal ud med det, – så har jeg selv engang gåt med brev til Mortensgård.


    Rebekka  (vender sig).

Nej, – har De!


    Madam Helseth. 

Ja, det har jeg rigtignok. Og det brevet var såmænd skrevet her på Rosmersholm.


    Rebekka. 

Virkelig, madam Helseth?


    Madam Helseth. 

Ja min tro var det så. Og fint papir var det skrevet på. Og fint rødt lak var der sat udenpå det også.


    Rebekka. 

Og De blev betro’d til at gå med det? Ja, kære madam Helseth, så er det jo ikke vanskeligt at skønne, hvem det var fra.


    117Madam Helseth. 

Nå?


    Rebekka. 

Det var naturligvis noget, som den stakkers fru Rosmer i sin sygelighed –


    Madam Helseth. 

Det er frøken West, som siger det, og ikke jeg.


    Rebekka. 

Men hvad stod der så i brevet? Nå, det er sandt, – det kan jo ikke De vide.


    Madam Helseth. 

Hm, det kunde nok hænde, at jeg vidste det ligevel.


    Rebekka. 

Sa’ hun Dem, hvad hun skrev om?


    Madam Helseth. 

Nej, hun gjorde ikke just det. Men da han, Mortensgård, havde læst det, så gav han sig til at spørge mig slig ud, både på langs og på tvers, så jeg kunde nok skønne, hvad der stod i det.


    Rebekka. 

Hvad tror De da, der stod i det? A, kære, snille madam Helseth, sig mig det!


    118Madam Helseth. 

Nej da, frøken. Ikke for alt det, som i verden er.


    Rebekka. 

Å, til mig kan De da sige det. Vi to er jo så gode venner.


    Madam Helseth. 

Gud bevare mig for at sige noget til Dem om det, frøken. Jeg kan ikke sige andet, end at det var noget stygt, som de havde gåt og bildt den stakkers syge fruen ind.


    Rebekka. 

Hvem havde bildt hende det ind?


    Madam Helseth. 

Slette mennesker, frøken West. Slette mennesker.


    Rebekka. 

Slette –?


    Madam Helseth. 

Ja, det siger jeg to ganger. Rigtig slette mennesker må det ha’ vær’t.


    Rebekka. 

Og hvad tror De, det kunde være for nogen?


    Madam Helseth. 

Å, jeg ved nok, hvad jeg tror. Men gud 119bevare min mund. Der går rigtignok en viss frue der inde i byen – hm!


    Rebekka. 

Jeg kan se på Dem, at De mener fru Kroll.


    Madam Helseth. 

Ja, hun er en for sig selv, hun. Imod mig har hun nu altid vær’t så stor på det. Og Dem har hun da aldrig havt noget godt øje til.


    Rebekka. 

Tror De, fru Rosmer var ved sin fulde forstand, da hun skrev det brevet til Mortensgård?


    Madam Helseth. 

Det er så underligt med forstanden, frøken. Rent ifra sig selv tror jeg nu ikke hun var.


    Rebekka. 

Men hun blev da som forstyrret, da hun fik vide, at hun ikke kunde få børn. Det var da galskaben brød ud.


    Madam Helseth. 

Ja, det tog svært på hende, stakkers frue.


    Rebekka  (tar hækletøjet og sætter sig i stolen ved vinduet).

For resten, – tror ikke De også, at det i grunden var godt for pastoren, madam Helseth?


    120Madam Helseth. 

Hvilket, frøken?


    Rebekka. 

At her ingen børn blev af. Hvad?


    Madam Helseth. 

Hm, jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal sige til det.


    Rebekka. 

Jo, De kan tro mig. Det var det bedste for ham. Pastor Rosmer er ikke skikket til at gå her og høre på ungeskrig.


    Madam Helseth. 

Små barn skriger ikke på Rosmersholm, frøken.


    Rebekka  (ser på hende).

Skriger de ikke?


    Madam Helseth. 

Nej. Her på gården har de små barn aldrig brugt at skrige, så længe folk kan mindes.


    Rebekka. 

Det var da underligt.


    Madam Helseth. 

Ja, er ikke det underligt? Men det ligger til slægten. Og så er der én underlig ting til. 121Når de blir større, så lér de aldrig. Lér aldrig, så længe de lever.


    Rebekka. 

Det vilde da være besynderligt –


    Madam Helseth. 

Har frøkenen nogen eneste gang hørt eller set pastoren lé?


    Rebekka. 

Nej, – når jeg tænker mig om, så tror jeg næsten, De har ret. Men menneskene lér nu i det hele ikke meget her på disse kanter, synes jeg.


    Madam Helseth. 

De gør ikke det. Det begyndte på Rosmersholm, siger folk. Og så har det vel bredt sig ud, som et slags smitte, det også, kan jeg tro.


    Rebekka. 

De er en dybsindig kone, De, madam Helseth.


    Madam Helseth. 

A, frøkenen skal ikke sidde og gøre nar –. (lytter.) Hys, hys, – nu kommer pastoren ned. Han liker ikke at se fejekosten her inde.

(Hun går ud gennem døren til højre.)
(Johannes Rosmer, med stok og hat i hånden, kommer ind fra forstuen.)

    122Rosmer. 

God morgen, Rebekka.


    Rebekka. 

God morgen, kære. (lidt efter; hækler.) Skal du ud?


    Rosmer. 

Ja.


    Rebekka. 

Vejret er jo så vakkert.


    Rosmer. 

Du så ikke op til mig imorges.


    Rebekka. 

Nej, – jeg gjorde ikke det. Ikke idag.


    Rosmer. 

Vil du ikke gøre det herefter heller?


    Rebekka. 

Å jeg ved ikke endnu, du.


    Rosmer. 

Er der kommet noget til mig?


    Rebekka. 

«Amtstidenden» er kommet.


    Rosmer. 

«Amtstidenden» –!


    123Rebekka. 

Den ligger der på bordet.


    Rosmer  (sætter hat og stok fra sig).

Står der noget –?


    Rebekka. 

Ja.


    Rosmer. 

Og så sender du den ikke op –


    Rebekka. 

Du får tidsnok læse den.


    Rosmer. 

Nå så. (tar bladet og læser stående ved bordet). – Hvad! – – «kan ikke noksom advare imod karakterløse overløbere» –. (ser hen på hende.) De kalder mig en overløber, Rebekka.


    Rebekka. 

Der nævnes ikke noget navn.


    Rosmer. 

Det er jo det samme. (læser videre.) – «lønlige forrædere imod den gode sag» –. – «Judasnaturer, som frækt bekender sit frafald, så snart de tror, at det belejlige og – profitableste tidspunkt er kommet». «Hensynsløst attentat på ærværdige forfædres eftermæle» –. – 124«i påvente af at øjeblikkets magthavere ikke vil lade en passende belønning udeblive.» (lægger avisen på bordet.) Og det skriver de om mig. De, som har kendt mig så længe og så nøje. Dette, som de ikke selv tror på. Dette, som de ved, at der ikke er et eneste sandt ord i, – det skriver de alligevel.


    Rebekka. 

Der står mere endnu.


    Rosmer  (tar atter avisen).

– «undskyldning i en uøvet dømmekraft» –. – «fordærvelig indflydelse, – kanske udstrakt også til områder, som vi foreløbig ikke vil gøre til genstand for offentlig omtale eller påtale» –. (ser på hende.) Hvad er det?


    Rebekka. 

Det sigter til mig, kan du skønne.


    Rosmer  (lægger avisen fra sig).

Rebekka, – dette her er uhæderlige mænds færd.


    Rebekka. 

Ja, jeg synes ikke, de har noget at la’ Mortensgård høre.


    125Rosmer  (går om på gulvet).

Her bringes redning. Alt, hvad godt er i menneskene, går tilgrunde, hvis dette får vare ved. Men det skal det ikke! Å, hvor glad, – hvor glad jeg vilde føle mig, om jeg kunde få det til at lysne lidt i al denne skumle styghed.


    Rebekka  (rejser sig).

Ja, ikke sandt, du? I dette her har du noget stort og herligt at leve for!


    Rosmer. 

Tænk, om jeg kunde vække dem til selverkendelse. Bringe dem til at angre og til at skamme sig for sig selv. Få dem til at nærme sig hverandre i fordragelighed, – i kærlighed, Rebekka.


    Rebekka. 

Ja, sæt bare al din evne ind på dette, og du skal sé, du vinder.


    Rosmer. 

Jeg synes, det måtte kunne lykkes. Å, hvilken fryd det da vilde bli’ at leve livet. Ingen hadefuld strid mere. Bare kappestrid. Alle øjne rettede mod det samme mål. Alle viljer, alle sind stevnende fremad, – opad, – enhver ad sin egen naturnødvendige vej. Lykke 126for alle, – skabt igennem alle. (kommer til at se ud i det fri, farer sammen og siger tungt:) Ah! Ikke gennem mig.


    Rebekka. 

Ikke –? Ikke gennem dig?


    Rosmer. 

Og ikke for mig heller.


    Rebekka. 

Å, Rosmer, lad ikke slig tvil komme op i dig.


    Rosmer. 

Lykke, – kære Rebekka, – lykke, det er først og fremst den stille, glade, trygge følelse af skyldfrihed.


    Rebekka  (ser hen for sig).

Ja, dette med skyld –.


    Rosmer. 

Å, det kan du så lidet dømme om. Men jeg –


    Rebekka. 

Du mindst!


    Rosmer  (peger ud mod vinduet).

Møllefossen.


    Rebekka. 

Å, Rosmer –!

(Madam Helseth ser ind gennem døren til højre.)

    127Madam Helseth. 

Frøken!


    Rebekka. 

Siden, siden. Ikke nu.


    Madam Helseth. 

Bare et ord, frøken.

(Rebekka går hen til døren. Madam Helseth meddeler hende noget. De taler en stund hviskende sammen. Madam Helseth nikker og går.)

    Rosmer  (urolig).

Var det noget til mig?


    Rebekka. 

Nej, det var bare husets sager. – Nu skulde du gå ud i den friske luft, kære Rosmer. Gå rigtig langt, skulde du.


    Rosmer  (tar hatten).

Ja, kom. Så går vi sammen.


    Rebekka. 

Nej, kære, jeg kan ikke nu. Du får gå alene. Men ryst så alle disse tunge tankerne af dig. Lov mig det.


    Rosmer. 

Dem får jeg nok aldrig rystet af, – er jeg ræd for.


    128Rebekka. 

Å, men at noget så grundløst kan ta’ dig med slig magt –!


    Rosmer. 

Desværre, – det er nok ikke så grundløst, du. Jeg har ligget og grublet over det hele natten. Beate har kanske set rigtig alligevel.


    Rebekka. 

I hvad, mener du?


    Rosmer. 

Set rigtig, da hun trode, jeg elsked dig, Rebekka.


    Rebekka. 

Set rigtig i det!


    Rosmer  (lægger hatten på bordet).

Jeg går og tumler med det spørsmål, – om ikke vi to hele tiden har dåret os selv – når vi kaldte vort forhold for venskab.


    Rebekka. 

Mener du kanske, at det lige så godt kunde kaldes et –?


    Rosmer. 

– kærlighedsforhold. Ja, du, jeg mener det. Allerede mens Beate leved, var det dig, jeg gav alle mine tanker til. Det var dig alene, 129jeg stunded efter. Det var hos dig, jeg følte denne stille, glade, begærløse lyksalighed. Når vi tænker os rigtig om, Rebekka, – så begyndte vort samliv som en sød, løndomsfuld barneforelskelse. Uden krav og uden drømme. Følte ikke du det også på slig vis? Sig mig det.


    Rebekka  (kæmper med sig selv).

Å, – jeg ved ikke, hvad jeg skal svare dig.


    Rosmer. 

Og det er dette inderlige liv i hinanden og for hinanden, som vi har ta’t for venskab. Nej, du, – vort forhold har været et åndeligt ægteskab – kanske lige fra de første dagene af. Derfor er der brøde hos mig. Jeg havde ikke ret til det, – ikke lov for Beates skyld.


    Rebekka. 

Ikke lov til at leve i lykke? Tror du det, Rosmer?


    Rosmer. 

Hun så på vort forhold med sin kærligheds øjne. Dømte vort forhold efter sin kærligheds art. Naturligvis. Beate kunde ikke dømme anderledes, end hun gjorde.


    130Rebekka. 

Men hvor kan du da anklage dig selv for Beates vildfarelse!


    Rosmer. 

I kærlighed til mig, – på sin måde, – gik hun i møllefossen. Den kendsgerning står fast, Rebekka. Den kommer jeg aldrig ud over.


    Rebekka. 

Å, tænk ikke på andet end den store, skønne opgave, som du har sat dit liv ind på!


    Rosmer  (ryster på hodet).

Den kan visst aldrig føres igennem, du. Ikke af mig. Ikke efter det, jeg nu ved.


    Rebekka. 

Hvorfor ikke af dig?


    Rosmer. 

Fordi der aldrig vindes sejr for en sag, som har sit udspring i brøde.


    Rebekka  (i udbrud).

Å, dette her er slægtstvil, – slægtsangst, – slægtsskrupler. De snakker her om, at de døde kommer igen som jagende, hvide heste. Jeg synes, dette her er noget sligt.


    131Rosmer. 

Lad det være, hvad det være vil. Hvad hjælper det, når jeg nu ikke kan komme ifra det? Og du kan tro mig, Rebekka. Det er, som jeg siger. Den sag, som skal vinde frem til varig sejr, – den må bæres af en glad og skyldfri mand.


    Rebekka. 

Er glæden da så rent umistelig for dig, Rosmer?


    Rosmer. 

Glæden? Ja, du, – det er den.


    Rebekka. 

For dig, som aldrig kan lé?


    Rosmer. 

Alligevel. Du kan tro, jeg har store anlæg til at være glad.


    Rebekka. 

Nu skal du gå, kære. Langt, – rigtig langt. Hører du det? – Se, her er din hat. Og her har du stokken.


    Rosmer  (tar begge dele).

Tak. Og du går ikke med?


    132Rebekka. 

Nej, nej, jeg kan ikke nu.


    Rosmer. 

Jaja da. Du er nu med mig alligevel.

(Han går ud gennem forstuen. Lidt efter kikker Rebekka ud bag den åbne dør. Derpå går hun hen mod døren til højre.)

    Rebekka  (åbner og siger halvhøjt).

Se så, madam Helseth. Nu kan De slippe ham ind.

(Hun går henover imod vinduet.)
(Kort efter kommer rektor Kroll ind fra højre. Han hilser taus og afmålt og beholder sin hat i hånden.)

    Kroll. 

Han er altså gåt?


    Rebekka. 

Ja.


    Kroll. 

Plejer han gå langt?


    Rebekka. 

Å ja. Men idag er han så uberegnelig. Og dersom De ikke vil træffe ham –


    Kroll. 

Nej, nej. Det er Dem, jeg ønsker at tale med. Og ganske alene.


    133Rebekka. 

Så er det bedst, vi nytter tiden. Sid ned, herr rektor.

(Hun sætter sig i lænestolen ved vinduet. Rektor Kroll sætter sig på en stol ved siden af hende.)

    Kroll. 

Frøken West, – De kan vel neppe forestille Dem, hvor dybt og smerteligt det går mig til hjertet, – dette omslag, som er sket med Johannes Rosmer.


    Rebekka. 

Vi var forberedt på, at så vilde ske – i førstningen.


    Kroll. 

Bare i førstningen?


    Rebekka. 

Rosmer havde det sikkre håb, at sent eller tidligt vilde De nok gå med ham.


    Kroll. 

Jeg!


    Rebekka. 

Både De og alle hans andre venner.


    Kroll. 

Ja, der ser De! Så skrøbelig er hans dømme134kraft, når det gælder mennesker og forhold i livet.


    Rebekka. 

For resten, – når nu altså han føler det som en fornødenhed at frigøre sig til alle sider –


    Kroll. 

Ja men se, – det er netop det, som jeg ikke tror.


    Rebekka. 

Hvad tror De da?


    Kroll. 

Jeg tror, det er Dem, som står bag det hele.


    Rebekka. 

Det har De fra Deres frue, rektor Kroll.


    Kroll. 

Det kan være ligegyldigt, hvem jeg har det fra. Men visst er det, at jeg bærer på en stærk tvil, – en overmåde stærk tvil, siger jeg, – når jeg tænker mig om og lægger sammen hele Deres adfærd lige siden De kom hid.


    Rebekka  (ser på ham).

Det foresvæver mig, at der var en tid, da De bar på en overmåde stærk tro til mig, kære rektor. En varm tro, havde jeg nær sagt.


    135Kroll  (dæmpet).

Hvem kunde ikke De forhekse, – når De la’ an på det?


    Rebekka. 

La’ jeg an på at –!


    Kroll. 

Ja, det gjorde De. Jeg er ikke så tosset nu længer, at jeg bilder mig ind, der var nogen følelse med i spillet. De vilde simpelt hen skaffe Dem indpas på Rosmersholm. Sætte Dem fast her. Det var det, jeg skulde hjælpe Dem med. Nu ser jeg det.


    Rebekka. 

De har altså rent glemt, at det var Beate, som tigged og trygled mig om at flytte her ud.


    Kroll. 

Ja, da De havde fåt forhekset hende også. Eller kan det kaldes for venskab, det, som hun kom til at føle for Dem? Det slog over i forgudelse, – i tilbedelse. Det arted ud til, – hvad skal jeg kalde det? – til et slags desperat forelskelse. Ja, det er det rette ord.


    Rebekka. 

De får være så god at huske på Deres søsters tilstand. Hvad mig angår, så tror jeg 136ikke, jeg kan siges at være overspændt på nogen måde.


    Kroll. 

Nej, det er De visselig ikke. Men desto farligere blir De for de mennesker, som De vil vinde magt over. De har så let for at handle med overlæg og fuld rigtig beregning, – just fordi De bærer på et koldt hjerte.


    Rebekka. 

Koldt? Er De så sikker på det?


    Kroll. 

Nu er jeg ganske viss på det. Ellers havde De ikke kunnet gå her år efter år og forfølge Deres mål så urokkelig. Ja, ja, – De har nåd’, hvad De vilde. De har fåt ham og det hele i Deres magt. Men for at sætte alt dette igennem, har De ikke skyd’ at gøre ham ulykkelig.


    Rebekka. 

Det er ikke sandt. Det er ikke mig. Det er Dem selv, som har gjort ham ulykkelig.


    Kroll. 

Har jeg!


    Rebekka. 

Ja, da De leded ham ind i den indbildning, 137at han var skyld i den forfærdelige ende, som det tog med Beate.


    Kroll. 

Så det har dog altså grebet ham så dybt?


    Rebekka. 

Det kan De vel tænke Dem. Så blødt et sind som hans –


    Kroll. 

Jeg trode, at en såkaldt frigjort mand forstod at sætte sig ud over alle skrupler. – Men der har vi det altså! Å ja, – i grunden så var det jo nok det, jeg vidste. Ætlingen af de mænd, som her ser ned på os, – han slipper nok for at rive sig løs fra det, som uafhændelig er gåt i arv fra slægt til slægt.


    Rebekka  (ser tankefuld ned for sig).

Johannes Rosmer har svært dybe rødder i slægten. Det er både visst og sandt.


    Kroll. 

Ja, og det skulde De ta’t hensyn til, ifald De havde havt hjertelag for ham. Men De kunde vel sagtens ikke ta’ den slags hensyn. Deres forudsætninger er jo så himmelvidt forskellige fra hans.


    138Rebekka. 

Hvilke forudsætninger, mener De?


    Kroll. 

Jeg mener forudsætningerne i udspringet. I oprindelsen, – frøken West.


    Rebekka. 

Nå så. Ja, det er ganske sandt, – jeg er gåt ud fra meget ringe forhold. Men alligevel –


    Kroll. 

Det er ikke stand og stilling, jeg sigter til. Jeg tænker på de moralske forudsætninger.


    Rebekka. 

Forudsætninger –? For hvad?


    Kroll. 

For at De overhovedet blev til.


    Rebekka. 

Hvad er det, De siger!


    Kroll. 

Jeg siger det jo kun, fordi det forklarer hele Deres adfærd.


    Rebekka. 

Jeg forstår ikke dette. Fuld besked vil jeg ha’!


    139Kroll. 

Jeg trode sandelig, De havde fuld besked. Det vilde dog ellers være besynderligt, at De lod Dem adoptere af doktor West –


    Rebekka  (rejser sig).

Ah så! Nu forstår jeg.


    Kroll. 

– at De antog hans navn. Deres mors navn var Gamvik.


    Rebekka  (går henover gulvet).

Min fars navn var Gamvik, herr rektor.


    Kroll. 

Deres mors bestilling måtte jo tidt og jævnt bringe hende sammen med distriktslægen.


    Rebekka. 

Det har De ret i.


    Kroll. 

Og så tar han Dem til sig, – straks da Deres mor var død. Han behandler Dem hårdt. Og dog blir De hos ham. De ved, at han ikke vil efterlade Dem en eneste skilling. De fik jo bare en kasse bøger. Og dog holder De ud 140hos ham. Bærer over med ham. Plejer ham lige til det sidste.


    Rebekka  (henne ved bordet, ser hånligt på ham).

Og at jeg gjorde alt dette, – det forklarer De deraf, at der var noget usædeligt, – noget forbrydersk ved min tilblivelse!


    Kroll. 

Hvad De gjorde for ham, udleder jeg af et uvilkårligt datterligt instinkt. Hele Deres færd for resten holder jeg for et udslag af Deres oprindelse.


    Rebekka  (heftigt).

Men der er ikke et sandt ord i alt, hvad De siger! Og det kan jeg bevise! For doktor West var ikke kommen til Finmarken, da jeg blev født.


    Kroll. 

Undskyld, – frøken. Han kom der op året i forvejen. Det har jeg undersøgt.


    Rebekka. 

De tar fejl, siger jeg! De tar aldeles fejl!


    Kroll. 

De sa’ her i forgårs, at De var ni og tyve år. Gik i det tredivte.


    141Rebekka. 

Så? Sa’ jeg det?


    Kroll. 

Ja, De gjorde. Og deraf kan jeg regne ud –


    Rebekka. 

Stop! Det hjælper ikke at regne. For jeg kan lige så gerne sige Dem det straks: Jeg er et år ældre, end jeg gir mig ud for.


    Kroll  (smiler vantro).

Virkelig? Det er noget nyt. Hvorledes er det kommet?


    Rebekka. 

Da jeg havde fyldt de fem og tyve, så syntes jeg, – ugift som jeg var, – at jeg blev så rent for gammel. Og så tog jeg mig for at lyve et år af.


    Kroll. 

De? En frigjort kvinde. Nærer De fordomme angående giftealderen?


    Rebekka. 

Ja det var tossedumt, – og latterligt også. Men der blir altid hængende et eller andet ved en, som en ikke kan gøre sig fri for. Vi er nu slig.


    142Kroll. 

Lad så være. Men regningen kan bli rigtig alligevel. For doktor West var deroppe på et flygtigt besøg året forinden han blev ansat.


    Rebekka  (bryder ud).

Det er ikke sandt!


    Kroll. 

Er det ikke sandt?


    Rebekka. 

Nej. For det har mor aldrig talt om.


    Kroll. 

Så hun har ikke det?


    Rebekka. 

Nej, aldrig. Og ikke doktor West heller. Aldrig med et ord.


    Kroll. 

Kunde ikke det være, fordi de begge to havde grunde til at springe et år over? Ligesom De har gjort, frøken West. Det er kanske en ejendommelighed i slægten.


    Rebekka  (går omkring, knuger og vrider hænderne).

Det er umuligt. Det er bare noget, De vil bilde mig ind. Aldrig i verden er det sandt, 143dette her. Kan ikke være sandt! Aldrig i verden –!


    Kroll  (rejser sig).

Men, kære, – hvorfor i guds navn tar De så på vej? De gør mig rent forfærdet! Hvad skal jeg tro og tænke –!


    Rebekka. 

Ingen ting. De skal hverken tro eller tænke noget.


    Kroll. 

Så må De sandelig forklare mig, hvorledes De kan ta’ Dem den sag, – den mulighed så nær.


    Rebekka  (fatter sig).

Det er jo så ganske ligefrem, rektor Kroll. Jeg har da ikke lyst til at gå her og gælde for et uægte barn.


    Kroll. 

Nå så. Jaja, lad os slå os til ro med den forklaring – foreløbig. Men så har De jo altså beholdt en viss – fordom på det punkt også.


    Rebekka. 

Ja, jeg har vel det.


    144Kroll. 

Nå, jeg tænker, det er ligedan bevendt med det meste af dette her, som De kalder for Deres frigjorthed. De har læst Dem til en hel hob nye tanker og meninger. De har fåt vide et slags besked om forskninger på forskellige områder, – forskninger, som synes at omstyrte adskilligt af det, der hidtil hos os har gældt for uomstødeligt og uangribeligt. Men alt dette er bare ble’t en viden hos Dem, frøken West. En kundskab. Det er ikke gåt Dem i blodet.


    Rebekka  (betænkelig).

Kan hænde, De har ret i det.


    Kroll. 

Ja, bare prøv De Dem selv, så skal De se! Og når det står slig til med Dem, så kan en sagtens vide, hvorledes det er fat med Johannes Rosmer. Det er jo den rene, skære galskab, – det er at rende lige lukt ind i fordærvelsen, når han vil træde åbenlyst frem og bekende sig som en frafalden! Tænk, – han med denne skyhed i sindet! Tænk Dem ham forstødt, – forfulgt af den kreds, han hidtil har tilhørt. Udsat for hensynsløse angreb af de bedste i 145samfundet. Aldrig i dette liv blir han mand for at stå det ud.


    Rebekka. 

Han stå det ud! Nu er det for sent for ham at trække sig tilbage.


    Kroll. 

Aldeles ikke for sent. Ikke på nogen måde. Hvad der er sked, det kan ties ned, – eller det kan i det mindste fortolkes som en blot og bart forbigående om end beklagelig forvildelse. Men – en forholdsregel er rigtignok uomgængelig fornøden.


    Rebekka. 

Og hvad er det for noget?


    Kroll. 

De må få ham til at legalisere forholdet, frøken West.


    Rebekka. 

Det forhold, som han står i til mig?


    Kroll. 

Ja. De må sé at få ham til det.


    146Rebekka. 

De kan altså slet ikke gøre Dem fri for den tro, at vort forhold trænger til at – legaliseres, som De siger?


    Kroll. 

Jeg vil ikke indlade mig nærmere på sagen selv. Men jeg tror rigtignok at ha’ iagttaget, at der, hvor det falder lettest at bryde med alle såkaldte fordomme, det er i – hm.


    Rebekka. 

Det er i forholdet mellem mand og kvinde, mener De?


    Kroll. 

Ja, – oprigtig talt, – jeg tror det.


    Rebekka  (driver henover gulvet og ser ud gennem vinduet).

Jeg havde nær sagt, – gid De havde ret, rektor Kroll.


    Kroll. 

Hvad mener De med det? De siger det så besynderlig.


    Rebekka. 

Å hvad! Lad os ikke snakke mere om de ting. – Ah, – der kommer han.


    147Kroll. 

Allerede! Så vil jeg gå.


    Rebekka  (hen til ham).

Nej, – bli’ her. For nu skal De få høre noget.


    Kroll. 

Ikke nu. Jeg synes ikke, jeg tåler at sé ham.


    Rebekka. 

Jeg bér Dem, – bli’. Gør det. Ellers vil De angre det siden. Det er sidste gang jeg be’r Dem om noget.


    Kroll  (ser forundret på hende og lægger hatten fra sig).

Nu vel, frøken West. Lad så være da.

(Det er en stund stille. Da kommer Johannes Rosmer ind fra forstuen.)

    Rosmer  (ser rektoren, standser i døren).

Hvad! – Er du her!


    Rebekka. 

Han vilde helst ikke ha’ mødt dig, Rosmer.


    148Kroll  (uvilkårligt).

Du!


    Rebekka. 

Ja, herr rektor. Rosmer og jeg – vi siger du til hinanden. Forholdet imellem os har ført det med sig.


    Kroll. 

Var det det, som De lovte, jeg skulde få høre?


    Rebekka. 

Både det – og lidt mere til.


    Rosmer  (kommer nærmere).

Hvad er hensigten med besøget her idag?


    Kroll. 

Jeg vilde endnu en gang prøve på at standse dig og vinde dig tilbage.


    Rosmer  (peger på avisen).

Efter det, som står der?


    Kroll. 

Jeg har ikke skrevet det.


    149Rosmer. 

Gjorde du noget skridt for at holde det tilbage.


    Kroll. 

Det vilde ha’ været uforsvarligt imod den sag, jeg tjener. Og desuden så stod det ikke i min magt.


    Rebekka  (river avisen i stykker, krøller stumperne sammen og kaster dem bag ovnen).

Se så. Nu er det ude af øje. Og lad det så være ude af sind også. For der kommer ikke mere af den slags, Rosmer.


    Kroll. 

A ja, kunde De så sandt mage det .


    Rebekka. 

Kom, og lad os sætte os, kære. Alle tre. Så vil jeg sige det altsammen.


    Rosmer  (sætter sig uvilkårligt),

Hvad er det for noget, som er kommet over dig, Rebekka! Denne uhyggelige ro –. Hvad er det for noget?


    150Rebekka. 

Beslutningens ro. (sætter sig.) Sæt Dem, De også, rektor.

(Rektor Kroll tar plads i sofaen.)

    Rosmer. 

Beslutningens, siger du. Hvilken beslutning?


    Rebekka. 

Jeg vil gi’ dig igen, hvad du trænger for at leve livet. Du skal få din glade skyldfrihed tilbage, kære ven.


    Rosmer. 

Men hvad er dog dette!


    Rebekka. 

Jeg vil bare fortælle. Der behøves ikke andet.


    Rosmer. 

Nu!


    Rebekka. 

Da jeg var kommen her ned fra Finmarken – sammen med doktor West, – så syntes jeg, at der ligesom åbned sig en ny, stor, vid verden for mig. Doktoren havde lært mig både løst og fast. Alt det spredte, som jeg vidste 151om tingene i livet den gang. (kæmpende og neppe hørligt.) Og så –


    Kroll. 

Og så?


    Rosmer. 

Men, Rebekka, – dette her ved jeg jo.


    Rebekka  (tar sig sammen).

Ja, ja, – det har du i grunden ret i. Du ved nok om dette.


    Kroll  (ser fast på hende).

Det er kanske rettest, at jeg går.


    Rebekka. 

Nej, De skal bli’ siddende, kære rektor. (til Rosmer.) Ja, det var altså det, ser du, – jeg vilde være med i den nye tid, som brød frem. Være med i alle de nye tankerne. – Rektor Kroll fortalte mig en dag, at Ulrik Brendel havde havt svær magt over dig en tid, mens du endnu var gut. Jeg syntes, det måtte kunne gå an for mig at ta’ dette her op igen.


    Rosmer. 

Kom du hid med en dulgt hensigt –!


    152Rebekka. 

Jeg vilde, at vi to skulde gå sammen fremad i frihed. Altid videre. Altid yderligere frem. – Men så var der jo denne skumle, uoverstigelige mur imellem dig og den hele, fulde frigørelse.


    Rosmer. 

Hvilken mur, mener du?


    Rebekka. 

Jeg mener det, Rosmer, at du ikke kunde vokse dig fri uden i det lyse solskinnet. Og så gik du her og skranted og sygned i et sligt ægteskabs mørke.


    Rosmer. 

Aldrig før idag har du talt til mig om mit ægteskab på den måde.


    Rebekka. 

Nej, det turde jeg ikke, for så havde jeg skræmt dig.


    Kroll  (nikker til Rosmer).

Hører du det!


    Rebekka  (blir ved).

Men jeg skønte godt, hvor frelsen var for dig. Den eneste frelse. Og så handled jeg.


    153Rosmer. 

Hvad er det for handlinger, du sigter til?


    Kroll. 

Vil De dermed sige, at –!


    Rebekka. 

Ja, Rosmer –. (rejser sig.) Bli’ bare siddende. De også, rektor Kroll. Men nu må det for dagen. Det var ikke dig, Rosmer. Du er skyldfri. Det var mig, som lokked –, som kom til at lokke Beate ud på de vildsomme veje –


    Rosmer  (springer op).

Rebekka!


    Kroll  (op fra sofaen).

– på de vildsomme veje!


    Rebekka. 

På de veje, – som førte til møllefossen. Nu ved I det, begge to.


    Rosmer  (som bedøvet).

Men jeg forstår ikke –. Hvad er det, hun står og siger? Jeg forstår ikke et ord –!


    154Kroll. 

Å jo, du. Jeg begynder at forstå.


    Rosmer. 

Men hvad har du da gjort! Hvad har du da kunnet sige hende for noget? Der var jo intet. Slet intet!


    Rebekka. 

Hun fik vide, at du holdt på at arbejde dig ud af alle de gamle fordommene.


    Rosmer. 

Ja, men det gjorde jeg jo ikke dengang.


    Rebekka. 

Jeg vidste, at du snart vilde komme til at gøre det.


    Kroll  (nikker til Rosmer).

Aha!


    Rosmer. 

Og så? Hvad mere? Nu vil jeg vide resten også.


    Rebekka. 

En tid bagefter – så bad og bønfaldt jeg hende om, at jeg måtte få rejse fra Rosmersholm.


    155Rosmer. 

Hvorfor vilde du rejse – dengang?


    Rebekka. 

Jeg vilde ikke rejse. Jeg vilde bli’ her, hvor jeg var. Men jeg sa’ til hende, at det nok var bedst for os alle – om jeg kom bort i tide. Jeg lod hende forstå, at blev jeg længere her, – så kunde der, – så kunde der ske, – hvad det så skulde være.


    Rosmer. 

Dette er altså, hvad du har sagt og gjort.


    Rebekka. 

Ja, Rosmer.


    Rosmer. 

Det var det, som du kaldte at handle.


    Rebekka  (med brudt stemme).

Jeg kaldte det så, ja.


    Rosmer  (lidt efter).

Har du nu skriftet alt, Rebekka?


    Rebekka. 

Ja.


    156Kroll. 

Ikke alt.


    Rebekka  (ser skræmt på ham).

Hvad mere skulde der være?


    Kroll. 

Lod De så ikke til slut Beate forstå, at det var nødvendigt, – ikke blot at det var bedst, – men at det var nødvendigt, af hensyn til Dem og Rosmer, at De rejste et andet steds hen – så fort som muligt? – Nu?


    Rebekka  (sagte og utydeligt).

Kanske jeg sa’ noget sligt også.


    Rosmer  (segner ned i lænestolen ved vinduet).

Og dette spind af løgn og bedrag har hun, – den ulykkelige syge, gåt her og trod på! Trod så fuldt og fast! Så uryggelig! (ser op på Rebekka.) Og aldrig vendte hun sig til mig. Aldrig med et ord! Å, Rebekka, – jeg ser det på dig, – du har rådet hende fra det!


    Rebekka. 

Hun havde jo sat sig i hodet, at hun, – som børnløs hustru, ikke havde ret til at være 157her. Og så bildte hun sig ind, det var pligt imod dig at vige pladsen.


    Rosmer. 

Og du, – du gjorde intet for at få hende ud af denne indbildning?


    Rebekka. 

Nej.


    Kroll. 

De bestyrked hende kanske i den? Svar! Gjorde De ikke det?


    Rebekka. 

Hun forstod mig vel så, kan jeg tro.


    Rosmer. 

Ja, ja, – og for din vilje bøjed hun sig i alle ting. Og så gav hun plads. (springer op.) Hvor kunde, – hvor kunde du drive dette forfærdelige spil!


    Rebekka. 

Jeg syntes, at her var to liv at vælge imellem, Rosmer.


    Kroll  (strængt og myndigt).

De havde ingen ret til at træffe et sligt valg!


    158Rebekka  (heftig).

Men tror I da, at jeg gik her og handled med kold og kløgtig fatning! Jeg var da ikke slig, dengang, som nu, da jeg står og fortæller det. Og så er der da vel to slags vilje i et menneske, skulde jeg mene! Jeg vilde ha’ Beate væk. På den ene måden eller på den anden. Men jeg trode aldrig, at det skulde komme alligevel. Ved hvert skridt, som jeg fristed og voved fremad, syntes jeg ligesom noget skreg indeni mig: Nu ikke længer! Ikke et skridt længer! – Og så kunde jeg ikke la’ det være endda. Jeg måtte friste et bitte lidet gran til. Bare et eneste et. Og så et til – og altid et til. – Og så kom det. – Det er på den vis, sligt noget går for sig.

(kort taushed.)

    Rosmer  (til Rebekka).

Hvorledes tror du, det herefter skal gå med dig? Efter dette?


    Rebekka. 

Med mig får det gå, som det kan. Det kommer det ikke så nøje an på.


    159Kroll. 

Ikke et ord, som tyder på anger. Føler De kanske ingen?


    Rebekka  (koldt afvisende).

Undskyld, herr rektor, – det er en sag, som ikke kommer nogen anden ved. Det skal jeg nok klare med mig selv.


    Kroll  (til Rosmer).

Og denne kvinde er det, som du lever under tag sammen med. I fortroligt forhold til. (ser om på portrætterne.) Å, – de, som er borte, – de skulde bare se op nu!


    Rosmer. 

Går du indover til byen?


    Kroll  (tar sin hat).

Ja. Jo før jo heller.


    Rosmer  (tar ligeledes sin hat)

Så går jeg med dig.


    160Kroll. 

Vil du det! Ja, jeg tænkte nok, vi ikke helt havde mistet dig.


    Rosmer. 

Kom så, Kroll! Kom så!

(De går begge ud gennem forstuen uden at se til Rebekka.)
(Lidt efter går Rebekka forsigtig hen til vinduet og kikker ud mellem blomsterne.)

    Rebekka  (taler halvhøjt med sig selv).

Ikke over kloppen idag heller. Går ovenom. Kommer aldrig over møllefossen. Aldrig. (går fra vinduet.) Ja, ja da!

(Hun går hen og trækker i klokkestrengen.)
(Kort efter kommer madam Helseth ind fra højre.)

    Madam Helseth. 

Hvad er det, frøken?


    Rebekka. 

Madam Helseth, vil De kanske være så snil at få min rejsekoffert hentet ned fra loftet.


    Madam Helseth. 

Rejsekofferten?


    161Rebekka. 

Ja, den brune sælskindskofferten, som De ved.


    Madam Helseth. 

Ja vel. Men gud bevare mig, – vil da frøkenen ud og rejse?


    Rebekka. 

Ja, – nu vil jeg ud og rejse, madam Helseth.


    Madam Helseth. 

Og det så fort på timen!


    Rebekka. 

Så fort jeg har fåt pakket.


    Madam Helseth. 

Nu har jeg da aldrig hørt magen! Men frøkenen kommer da vel snart igen, ved jeg?


    Rebekka. 

Jeg kommer aldrig mere igen.


    Madam Helseth. 

Aldrig! Men herre gud, hvorledes skal det bli’ her på Rosmersholm, når ikke frøken 162West er her længer? Nu havde den stakkers pastoren fåt det så godt og hyggeligt.


    Rebekka. 

Ja, men idag er jeg blet ræd, madam Helseth.


    Madam Helseth. 

Ræd! Jøsses, – hvorfor det da?


    Rebekka. 

Jo, for jeg synes, jeg har set ligesom et skimt af hvide heste.


    Madam Helseth. 

Af hvide heste! Midt på lyse dagen!


    Rebekka. 

Å, de er nok ude både tidlig og sent, – de hvide hestene på Rosmersholm. (slår over.) Nå, – det var altså rejsekofferten, madam Helseth.


    Madam Helseth. 

Ja vel. Rejsekofferten.

(De går begge ud til højre.)

Boken er utgitt av Henrik Ibsens skrifter

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Rosmersholm

Rosmersholm ble utgitt i 1886. Som det foregående stykket, Vildanden (1884), er skuespillet et psykologisk og symboltungt stykke.

Handlingen foregår innendørs på Rosmersholm, hvor den frafalne presten Rosmer bor. I huset bor også Rebekka West, som tidligere var selskapsdame for Rosmers kone, Beate. Beate tok sitt eget liv ved å kaste seg i mølledammen, og det viser seg etterhvert at Rebekka må ta en god del av skylden for at det endte slik.

Stykket handler om mennesker som søker etter frihet, men som blir innhentet av fortiden. Men stykket kan også lese som en kommentar til kulturkampen og den politiske utviklingen i samtiden.

Gå til Henrik Ibsens skrifter for bakgrunnsstoff, kommentarer, varianter, faksimiler m.m.

Se ibsen.net for informasjon om aktuelle oppsetninger.

Les mer..

Om Henrik Ibsen

Henrik Ibsen er den norske forfatteren som har oppnådd størst internasjonal utbredelse. I løpet av sine drøye 60 år som aktiv forfatter skrev han 30 skuespill og drøyt 250 dikt. I tillegg fikk han publisert ca 100 artikler, innlegg og anmeldelser i samtidens aviser.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.