Kom kun ind.

God morgen.

God morgen kære. Er der noget du vil?

Jeg vilde bare høre, om du har fåt sove godt?

A, jeg har sovet så trygt og dejligt. Ingen drømme –. (vender sig.) Og du?

Jo tak. Så ud på morgenstunden –.

Jeg ved ikke, jeg på lang tid har følt mig så let om hjerte som nu. Å, det var rigtignok godt, at jeg fik sagt det.

Ja, du skulde ikke ha’ tiet så længe, Rosmer.

Jeg begriber ikke selv, at jeg kunde være så fejg.

Nå, det var da ikke egentlig af fejghed –

Å jo, jo, du, – når jeg ser til bunds i det, så var der noget fejghed med.

Desto kækkere da at du brød overtvert. – (sætter sig hos ham på en stol ved skrivebordet.) Men nu vil jeg fortælle dig noget, som jeg har gjort, – og som du ikke må ta’ mig fortrydelig op.

Fortrydelig? Kære, hvor kan du tro –?

Jo, for det var kanské lidt egenmægtigt af mig, men –

Nå, så lad mig høre da.

Igår aftes, da denne Ulrik Brendel skulde til at gå, – så gav jeg ham en to–tre linjer med til Mortensgård.

Men, kære Rebekka –. Nå, hvad skrev du da?

Jeg skrev, at han vilde vise dig en god tjeneste, dersom han tog sig lidt af det ulykkelige menneske og hjalp ham med hvad han kunde.

Kære, det skulde du ikke ha’ gjort. Du har bare skadet Brendel ved det. Og Mortensgård er jo en mand, som jeg helst ønsker at holde mig fra livet. Du ved jo det udestående, jeg har havt med ham engang.

Men tror du da ikke, det nu kunde være ganske bra’, om du kom i et godt forhold til ham igen?

Jeg? Til Mortensgård? Hvorfor det, mener du?

Jo, for egentlig tryg kan du jo ikke være nu, – siden der er kommet dette imellem dig og vennerne.

Har du virkelig kunnet tro, at Kroll eller nogen af de andre skulde ville ta’ hævn –? At de kunde være istand til at –?

I den første hidsighed, kære –. Ingen kan vide det så sikkert. Jeg synes, – efter den måden, rektoren tog det på –

Å, du burde dog kende ham bedre end som så. Kroll er en hædersmand ud og ind. I eftermiddag går jeg ind til byen og taler med ham. Jeg vil tale med dem alle sammen. Å, du skal bare se, hvor let det går –

Hvad er det, madam Helseth?

Rektor Kroll står nede i forstuen.

Kroll!

Rektoren! Nej, tænk –!

Han spør’, om han kan få komme op og snakke med pastoren.

Hvad sa’ jeg! – Ja visst kan han så. (går til døren og råber ned af trappen.) Kom du op, kære ven! Hjertelig velkommen skal du være!

Jeg vidste nok, at det ikke blev sidste gang –

Idag ser jeg sagerne i et helt andet lys end igår.

Ja ikke sandt, Kroll? Gør du ikke det? Nu, da du har fåt tænkt dig om –

Du misforstår mig aldeles. (lægger sin hat på bordet ved kanapéen.) Det er mig magtpåliggende at få tale med dig under fire øjne.

Hvorfor må ikke frøken West –?

Nej, nej, herr Rosmer. Jeg går.

Og så må jeg be’ frøkenen undskylde, at jeg kommer her så tidlig på dagen. At jeg overrasker Dem, før De har fåt stunder til at –

Hvorledes det? Finder De, der er noget i vejen for, at jeg går her hjemme i morgenkjole?

Bevares vel! Jeg ved jo slet ikke, hvad der er ble’t skik og brug på Rosmersholm.

Men, Kroll, – du er jo rent som forvandlet idag!

Jeg anbefaler mig, herr rektor.

Med din tilladelse –

Ja, kære, lad os slå os fortroligt ned og tale sammen.

Jeg har ikke fåt lukket et øje siden igår. Jeg har ligget og tænkt og tænkt hele natten.

Og hvad siger du så idag?

Det blir langt, Rosmer. Lad mig få begynde med en slags indledning. Jeg kan fortælle dig lidt om Ulrik Brendel.

Har han været hos dig?

Nej. Han slog sig ned i en sjofel knejpe. I det sjofleste selskab naturligvis. Drak og trakterte så længe han havde noget. Siden skældte han hele kompaniet ud for pak og pøbel. Det havde han nu for resten ret i. Men så fik han prygl og blev kastet i rendestenen.

Så er han vel uforbederlig alligevel.

Frakken havde han også sat i pant. Men den skal være ble’t indløst for ham. Kan du gætte, af hvem?

Af dig selv kanske?

Nej. Af denne noble herr Mortensgård.

Ja så.

Jeg har ladt mig fortælle, at herr Brendels første visit galdt idioten og plebejeren.

Det var jo ret heldigt for ham –.

Visst var det så. (læner sig over bordet, lidt nærmere mod Rosmer.) Men nu er vi inde på en sag, som jeg for vort gamle – for vort fordums venskabs skyld pligter at varsle dig om.

Kære, hvad er da det?

Det er det, at der nok her i huset drives et og andet spil bag din ryg.

Hvor kan du tro det? Er det Reb–. Er det frøken West, du sigter til?

Ja netop. Jeg kan så godt forstå det fra hendes side. Hun har jo nu så længe været vant til at være den rådende her. Men alligevel –

Kære Kroll, du tar aldeles fejl i dette. Hun og jeg, – vi lægger ikke dølgsmål for hinanden på nogen verdens ting.

Har hun også tilståt for dig, at hun er trådt i brevveksling med redaktøren af «Blinkfyret»?

Å, du sigter til et par linjer, som hun gav Ulrik Brendel med.

Du er altså kommen efter det. Og billiger du, at hun således indleder forbindelse med denne skandalskriver, som hver eneste uge søger at sætte mig i gabestokken både for min skolegerning og for min offentlige færd?

Kære, den side af sagen har hun visst ikke tænkt på engang. Og for resten så har hun naturligvis sin fulde handlefrihed, ligesom jeg har min.

Så? Ja, det hører vel til den nye retning, du nu er kommen ind på. For der, hvor du står, der står vel frøken West også?

Det gør hun. Vi to har trolig arbejdet os frem sammen.

Å du blinde, besnærede mand!

Jeg? Hvor kommer du på det?

Fordi jeg ikke vover – ikke vil tænke det værste. Nej, nej; lad mig få tale ud. – Du sætter jo virkelig pris på mit venskab, Rosmer? Og på min agtelse også? Gør du ikke det?

Det spørsmål behøver jeg vel ikke at svare på.

Nå, men der er andre ting, som kræver svar, – en fuld forklaring fra din side. – Vil du finde dig i, at jeg holder et slags forhør –?

Forhør?

Ja, at jeg spør dig ud om et og andet, som det kan falde dig pinligt at mindes om. Ser du, – dette med dit frafald, – nå, med din frigørelse, som du jo kalder det, – det hænger sammen med så meget andet, som du for din egen skyld må gøre mig rede for.

Kære, spørg du, om hvad du vil. Jeg har ingenting at lægge skjul på.

Så sig mig da, – hvad tror du egentlig var den dybeste grund til, at Beate gik hen og endte sit liv?

Kan du være i tvil om det? Eller, rettere sagt, kan der spørges om grundene til det, som en ulykkelig, syg, utilregnelig foretar sig?

Er du viss på, at Beate var så aldeles utilregnelig? Lægerne mente i alle fald, at det kanske ikke var så ganske afgjort.

Hvis lægerne nogensinde havde set hende således, som jeg så mangen gang har set hende både nætter og dage, da vilde de ikke ha’ tvilet.

Jeg tvilte heller ikke dengang.

A nej, det var nok desværre umuligt at tvile, du. Jeg har jo fortalt dig om hendes ustyrlige, vilde lidenskabelighed, – som hun forlangte, jeg skulde gengælde. A, den rædsel, hun indgød mig! Og så hendes grundløse, fortærende selvbebrejdelser i de sidste år.

Ja, da hun havde fåt vide, at hun for hele sit liv vilde bli’ børnløs.

Nå, tænk dig altså selv –. En slig jagende, grufuld kval over noget ganske uforskyldt –! Og hun skulde være tilregnelig?

Hm –. Kan du huske, om du den gang havde bøger i huset, som handled om ægteskabets hensigt – efter vor tids fremskredne opfatning?

Jeg husker, at frøken West lånte mig et sådant værk. For hun arved jo doktorens bogsamling, som du ved. Men kære Kroll, du tror da vel aldrig, vi var så uforsigtige at indvie den stakkers syge i slige ting? Jeg kan forsikkre dig højt og dyrt, vi har ingen skyld. Det var hendes egne forstyrrede hjernenerver, som jog hende ind på de vildsomme afveje.

Et kan jeg i alle fald fortælle dig nu. Og det er, at den stakkers forpinte og overspændte Beate gjorde ende på sit eget liv for at du 71skulde få leve lykkelig, – få leve frit og – efter din lyst.

Hvad vil du sige med det?

Nu skal du høre rolig på mig, Rosmer. For nu kan jeg tale om det. I sit sidste leveår var hun to gange inde hos mig for at klage sin angst og sin fortvilelse.

Over dette samme?

Nej. Den første gang kom hun ind og påstod, at du var på frafaldets vej. At du vilde bryde med dine fædres tro.

Det, du der siger, er umuligt, Kroll! Rent umuligt! Du må ta’ fejl i dette her.

Hvorfor det?

Jo, for så længe Beate leved, gik jeg endnu i tvil og kamp med mig selv. Og den kamp udkæmped jeg ensom og i den fuldeste stilhed. Jeg tror ikke en gang, at Rebekka –

Rebekka?

Nå ja, – frøken West. Jeg kalder hende Rebekka for nemheds skyld.

Jeg har lagt mærke til det.

Derfor er det mig så ubegribeligt, hvorledes Beate kunde komme ind på den tanke. Og hvorfor talte hun ikke til mig selv om det? Og det har hun aldrig gjort. Aldrig med et eneste ord.

Stakker, – hun bad og trygled om, at jeg skulde tale til dig.

Og hvorfor gjorde du så ikke det?

Kunde jeg dengang et øjeblik tvile på, at hun var sindsforvirret? En slig anklage imod en mand som du! – Og så kom hun igen, – vel en måneds tid bagefter. Da var hun roligere at se til. Men da hun gik, sa’ hun: Nu kan de snart vente den hvide hesten på Rosmersholm.

Ja, ja. Den hvide hesten, – den talte hun så tidt om.

Og da jeg så prøvte at få hende bort fra de triste tanker, så svarte hun bare: Jeg har ikke lang tid igen. For nu må Johannes straks gifte sig med Rebekka.

Hvad er det, du siger –! Jeg gifte mig med –!

Det var en torsdags eftermiddag. – Lørdags aften kasted hun sig fra kloppen ned i møllefossen.

Og du, som ikke varsled os –!

Du ved jo selv, hvor ofte hun lod ord falde om, at nu måtte hun visst snart dø.

Det ved jeg nok. Men alligevel; – du skulde varslet os!

Det tænkte jeg også på. Men da var det for sent.

Men hvorfor har du så ikke siden efter –? Hvorfor har du fortiet alt dette?

Hvad skulde det tjene til at komme her og pine og oprive dig endnu mere? Jeg har jo holdt det alt sammen for lutter tomme og vilde indbildninger. – Lige til igår aftes.

Altså ikke nu længer?

Så ikke Beate ganske klart, da hun sa’, at du vilde falde fra din barnetro?

Ja, det forstår jeg ikke. Det er mig det ubegribeligste af alt i verden.

Ubegribelig eller ikke, – det er nu engang så. Og nu spør’ jeg dig, Rosmer, – hvor megen sandhed ligger der i hendes anden beskyldning? I den sidste, mener jeg.

Beskyldning? Var da det en beskyldning?

Du la’ kanske ikke mærke til, hvorledes ordene faldt. Hun vilde gå bort, sa’ hun –. Hvorfor? Nå?

Jo, for at jeg kunde gifte mig med Rebekka –.

Ordene faldt ikke ganske så. Beate udtrykte sig anderledes. Hun sa’: Jeg har ikke lang tid igen. For nu må Johannes straks gifte sig med Rebekka.

Nu forstår jeg dig, Kroll.

Og så? Hvad svar har du?

På noget så uhørt –? Det eneste rette svar vilde være at pege mod døren.

Godt og vel.

Hør nu her. I over år og dag, – lige siden Beate gik bort, – har Rebekka West og 76jeg levet alene her på Rosmersholm. I al den tid har du kendt Beates beskyldning imod os. Men aldrig et øjeblik har jeg mærket, at du tog anstød af, at Rebekka og jeg leved sammen her.

Jeg vidste ikke før igår aftes, at det var en frafalden mand og en – frigjort kvinde, som førte dette samliv.

Ah –! Du tror altså ikke, at der hos frafaldne og frigjorte mennesker kan findes renhedssind? Du tror ikke, de kan ha’ sædelighedskravet i sig som en naturtrang!

Jeg bygger ikke stort på den slags sædelighed, som ikke har sin rod i kirkens tro.

Og dette lar du gælde om Rebekka og mig også? Om mit og Rebekkas forhold –?

Jeg kan ikke til gunst for jer to fravige den mening, at der vel ikke er nogen svælgende kløft mellem den fri tanke og – hm.

Og hvad –?

– og den fri kærlighed, – siden du endelig vil høre det.

Og det skammer du dig ikke for at sige til mig! Du, som har kendt mig lige fra min tidligste ungdom af.

Just derfor. Jeg ved, hvor let du lar dig påvirke af de mennesker, du omgås med. Og denne din Rebekka –. Nå, denne frøken West, – hende kender vi jo egentlig ikke videre til. Kort og godt, Rosmer, – jeg opgir dig ikke. Og du selv, – du må søge at redde dig i tide.

Redde mig? Hvorledes –?

Hvad vil De?

Jeg skulde be’ frøkenen komme ned.

Frøkenen er ikke her oppe.

Så? (ser sig om.) Det var da besynderligt.

Du sa’ –?

Hør nu. Hvad der her er gåt for sig i løndom, mens Beate leved, – og hvad der fremdeles går for sig her, – det vil jeg ikke forske nøjere efter. Du var jo dybt ulykkelig i dit ægteskab. Og det får vel på en måde tale til din undskyldning –

Å, hvor lidet du i grunden kender mig –!

Afbryd mig ikke. Det er det, jeg vil sige, – at skal endelig dette samliv med frøken West fortsættes, så er det aldeles nødvendigt, at du dysser ned det omslag, – det sørgelige frafald, – som hun har forledet dig til. Lad mig tale! Lad mig tale! Jeg siger, at når galt skal være, så tænk og mén og tro, i herrens navn, alt hvad du vil – både i den ene retning og i den anden. Men behold bare dine meninger for dig selv. Dette her er jo en rent personlig sag. Der er da ingen nødvendighed for, at sligt noget råbes ud over hele landet.

Det er en nødvendighed for mig at komme ud af en falsk og tvetydig stilling.

Men du har en pligt imod din slægts traditioner, Rosmer! Husk på det! Rosmersholm har siden umindelige tider været som et arnested for tugt og orden, – for respektfuld agtelse lige over for alt det, der er hævdet og godkendt af de bedste i samfundet. Hele egnen har ta’t sit præg fra Rosmersholm. Det vil fremkalde en usalig, en ubodelig forvirring, dersom det rygtes, at du selv har brudt med, hvad jeg vil kalde den rosmerske familjetanke.

Kære Kroll, – jeg kan ikke se sagen så. Jeg synes, det er en uafviselig pligt for mig at tænde lidt lys og glæde her, hvor slægten Rosmer har skabt mørke og tyngsel gennem alle de lange, lange tider.

Jo, det vilde være en værdig gerning for den mand, med hvem slægten dør ud. Lad sligt ligge, du. Det er ikke passeligt arbejde for dig. Du er skabt til at leve som den stille forsker.

Ja, det kan så være. Men jeg vil nu med i livsstriden en gang, jeg også.

Den livsstrid, – ved du, hvad den blir for dig? Den blir en kamp på liv og død med alle dine venner.

De er vel ikke alle sammen så fanatiske som du.

Du er en troskyldig sjæl, Rosmer. En uerfaren sjæl er du. Du aner ikke, hvor overhændigt uvejret vil komme over dig.

Jeg skulde spørge fra frøkenen –

Hvad er det?

Der er en nede, som gerne vilde snakke et ord med pastoren.

Er det kanske ham, som var her igår aftes?

Nej, det er denne her Mortensgård.

Mortensgård!

Aha! Så vidt er vi altså! Så vidt allerede!

Hvad vil han mig? Hvorfor lod De ham ikke gå igen?

Frøkenen sa’, jeg skulde spørge, om han måtte komme op.

Sig ham, at her er nogen –

Lad De ham bare komme, madam.

Jeg viger marken – foreløbig. Men hovedslaget er ikke slåt endnu.

Så sandt jeg lever, Kroll, – jeg har ikke noget med Mortensgård at skaffe.

Jeg tror dig ikke længer. Ikke på noget punkt. Ikke i noget forhold tror jeg dig herefter. Nu gælder det krig på kniven. Vi vil dog prøve, om vi ikke kan få gjort dig uskadelig.

Å, Kroll, – hvor dybt, – hvor lavt nede du står nu!

Jeg? Og det siger en sådan en, som du er! Husk på Beate!

Kommer du igen tilbage til det!

Nej. Møllefossens gåde får du se at løse efter din samvittighed, – hvis du endnu har noget af den slags i behold.

Nå, «Blinkfyret» altså –. Tændt på Rosmersholm. (knapper sin frakke.) Ja, så kan jeg ikke være i tvil om, hvad kurs jeg skal styre.

«Blinkfyret» skal altid holdes tændt for at lyse rektoren hjem.

Ja, De har længe vist Deres gode vilje. Der er jo rigtignok et bud, som siger, at vi ikke skal aflægge falskt vidnesbyrd imod vor næste –

Rektoren behøver ikke at undervise mig om budene.

Ikke om det sjette heller?

Kroll –!

Behøves det, så er vel pastoren den nærmeste mand.

Pastoren? Ja, unægtelig er pastor Rosmer den nærmeste mand i det stykke. – Godt udbytte, mine herrer!

Ja, ja, – det får så være da. (vender sig.) 84Vil De sige mig, herr Mortensgård, hvad der fører Dem her ud til mig?

Det var egentlig frøken West, jeg søgte. Jeg syntes, jeg måtte takke hende for det gode brev, jeg fik fra hende igår.

Jeg ved, hun har skrevet Dem til. Fik De så tale med hende?

Ja, lidt. (med et svagt smil.) Jeg hører, synsmåderne har ændret sig i et og andet her ude på Rosmersholm.

Mine synsmåder har ændret sig i mangt og meget. Jeg kan næsten sige – i alt.

Hun sa’ det, frøkenen. Og derfor så mente hun, jeg skulde gå op og snakke lidt med pastoren om dette her.

Om hvad, herr Mortensgård?

Må jeg få lov til at fortælle i «Blinkfyret», at De er kommet på andre tanker, – og at De slutter Dem til frisindets og fremskridtets sag?

Det må De gerne gøre. Jeg bér Dem endogså om at fortælle det.

Så skal det stå der imorgen tidlig. Det vil bli’ en stor og vigtig nyhed, det, at pastor Rosmer på Rosmersholm mener, at han kan stride for lysets sag i den betydning også.

Jeg forstår Dem ikke rigtig.

Jeg siger som så, at det gir vort parti et stærkt moralsk rygstød hver gang vi vinder en alvorlig, kristeligt sindet tilhænger.

De ved altså ikke –? Har ikke frøken West sagt Dem det også?

Hvilket, herr pastor? Frøkenen havde nok svært hastværk. Hun sa’, jeg skulde gå ovenpå og få høre resten af Dem selv.

Nå, så vil jeg da sige Dem, at jeg har frigjort mig fuldt ud. Til alle sider. Jeg står nu uden noget som helst forhold til kirkens læresætninger. De sager kommer mig ikke det ringeste ved herefterdags.

Nej, – om så månen faldt ende ned, kunde jeg ikke bli’ mere –! Selve pastoren siger sig løs –!

Ja, jeg står nu der, hvor De selv har ståt i lange tider. Det kan De altså meddele i «Blinkfyret» imorgen.

Det også? Nej, kære herr pastor –. Undskyld mig, – men den side af sagen er det ikke værdt at røre ved.

Ikke røre ved dette?

Ikke for det første, mener jeg.

Men jeg begriber ikke –.

Jo, for ser De, herr pastor –. De er nu vel ikke sådan inde i alle forholdene som jeg, kan jeg tænke. Men når De nu altså er gåt over til den frisindede retning, – og når De, – som frøken West sa’, – vil ta’ del i bevægelsen, – så gør De det vel med det ønske at være både retningen og bevægelsen så nyttig, som De på nogen måde være kan.

Ja, det vilde jeg så inderlig gerne.

Nå; men da vil jeg bare la’ Dem vide det, herr pastor, at træder De åbenlyst frem med dette her om Deres frafald fra kirken, så binder De Deres egne hænder lige straks på timen.

Tror De det?

Ja, De kan være viss på, der blir ikke stort for Dem at udrette her på disse kanter da. Og desuden, – fritænkere har vi nok af i forvejen, herr pastor. Jeg havde nær sagt, – vi har altfor mange af den slags folk. Det, som partiet trænger til, det er kristelige elementer, – 88noget, som alle må respektere. Det er det, som det skorter os så svært på. Derfor er det rådeligst, at De holder tæt med alt sligt, som ikke kommer almenheden ved. Se, det er nu min mening.

Ja så. De vover altså ikke at indlade Dem med mig, dersom jeg åbent bekender mit frafald?

Jeg tør så nødig, herr pastor. I den senere tid har jeg gjort mig til regel, aldrig at støtte noget eller nogen, som vil de kirkelige ting til livs.

Er De da selv i den senere tid vendt tilbage til det kirkelige?

Det får bli’ en sag for sig.

Nå, således altså. Ja, da forstår jeg Dem.

Herr pastor, – De burde huske på, at jeg, – særlig jeg, – ikke har fuld handlefrihed.

Hvad binder Dem da?

Der binder mig det, at jeg er en mærket mand.

Ah, – ja så.

En mærket mand, herr pastor. Det burde særlig De huske på. For det var da først og fremst Dem, som fik sat mærket på mig.

Havde jeg den gang ståt, hvor jeg nu står, så havde jeg ta’t på Deres forseelse med varsommere hænder.

Det tænker jeg med. Men nu er det for sent. De har mærket mig en gang for alle. Mærket mig for hele livet. Nå, De skønner vel ikke fuldt ud, hvad sligt noget har på sig. Men nu kan De kanske snart få føle den svien selv, herr pastor.

Jeg?

Ja. For De tror da vel aldrig, at rektor Kroll og hans kreds har syndsforladelse for et sligt brud som Deres? Og «Amtstidenden» skal nok bli’ svært blodig nu, siges der. Det kan 90godt hænde, at De blir en mærket mand, De også.

Jeg føler mig usårlig på alle personlige områder, herr Mortensgård. Min vandel lar sig ikke angribe.

Det var et stort ord, det, herr pastor.

Kan gerne være. Men jeg har ret til at bruge så stort et ord.

Også om De vilde ransage Deres vandel så grundigt, som De engang ransaged min?

De siger dette så besynderlig. Hvad er det for noget, De sigter til? Er det noget bestemt?

Ja, det er en bestemt sag. Bare en eneste en. Men den turde bli’ slem nok, om ondskabsfulde modstandere havde nys om den.

Vil De så værs’god la’ mig høre, hvad det skulde være for noget.

Kan ikke pastoren gætte det selv?

Nej, aldeles ikke. Ikke på nogen måde.

Jaja, så får jeg vel rykke ud med det da. – Jeg har i mit værge et underligt brev, som er skrevet her på Rosmersholm.

Frøken Wests brev, mener De? Er det så underligt?

Nej, det brevet er ikke underligt. Men jeg har en gang fåt et andet brev her fra gården.

Også fra frøken West?

Nej, herr pastor.

Nå, fra hvem da? Fra hvem?

Fra salig fruen.

Fra min hustru! Har De fåt noget brev fra min hustru!

Ja, jeg har det.

Når?

Det var i salig fruens sidste levetid. Det kan nu vel være så en halvandet år siden. Og det brevet er det, som er så underligt.

De ved vel, at min hustru var syg på sindet i den tid.

Ja, jeg ved, der var mange, som trode det. Men jeg synes ikke, en kunde mærke sligt noget af brevet. Når jeg siger, at brevet er underligt, så mener jeg det på en anden måde.

Og hvad i al verden har min stakkers hustru fundet på at skrive til Dem om?

Jeg har brevet hjemme. Hun begynder omtrent som så, at hun lever i stor skræk og gru. For der er her på disse kanter så mange onde mennesker, skriver hun. Og de mennesker tænker bare på at gøre Dem fortræd og skade.

Mig?

Ja, så siger hun. Og så kommer det underligste. Skal jeg nævne det, herr pastor?

Ja visst! Alt sammen. Uden forbehold.

Salig fruen be’r og bønfalder mig om at være højmodig. Hun ved, siger hun, at det var pastoren, som fik mig afsat fra min lærerbestilling. Og så be’r hun så inderlig om, at jeg ikke må ta’ hævn.

Hvorledes tænkte hun sig da, at De kunde ta’ hævn?

Der står i brevet, at hvis jeg skulde få høre rygter om, at der gik syndige ting i svang på Rosmersholm, så måtte jeg ikke fæste lid til sligt noget; for det var bare slette mennesker, som spredte det ud for at gøre Dem ulykkelig.

Står det i brevet!

Pastoren kan selv få læse det ved lejlighed.

Men jeg begriber ikke –! Hvad bildte hun sig da ind, at de onde rygter gik ud på?

Først, at pastoren skulde være falden ifra sin barnetro. Det nægted nu fruen ganske bestemt – dengang. Og dernæst – hm –

Dernæst?

Ja dernæst skriver hun, – og det er temmelig forvirret, – at hun ikke kender til noget syndigt forhold på Rosmersholm. At der aldrig er øvet nogen uret imod hende. Og hvis rygter af den slags skulde komme ud, så bønfalder hun mig om ikke at røre ved det i «Blinkfyret».

Nævnes ikke noget navn?

Nej.

Hvem bragte Dem det brev?

Jeg har lovet, ikke at sige det. Det blev båret ind til mig en kveld i mørkningen.

Havde De spurgt Dem for straks, så havde De fåt vide, at min stakkers ulykkelige hustru ikke var fuldt tilregnelig.

Jeg spurte også, herr pastor. Men jeg må sige, jeg fik ikke rigtig det indtryk.

Ikke det? – Men hvorfor oplyser De mig egentlig nu om dette gamle forvirrede brev?

For at gi’ Dem det råd at være yderlig forsigtig, pastor Rosmer.

I mit liv, mener De?

Ja. De må huske på, De er ikke nogen fredlyst mand herefterdags.

De holder således fast ved, at her er noget at lægge dølgsmål på?

Jeg ved ikke, hvorfor en frigjort mand skulde la’ være at leve livet så fuldt ud som muligt. 96Men vær, som sagt, bare forsigtig efter denne dag. Skulde der rygtes et eller andet, som er på tvers med fordommene, så kan De være viss på, at hele den fri åndsretning får høre ilde for det. – Farvel, pastor Rosmer.

Farvel.

Og så går jeg lige i trykkeriet og sætter ind den store nyheden i «Blinkfyret».

Sæt alt ind.

Jeg sætter ind alt det, som godtfolk behøver at vide.

Rebekka! Re–. Hm. (højt.) Madam Helseth, – er ikke frøken West dernede?

Nej, herr pastor, her er hun ikke.

Rosmer!

Hvad! Var du inde i mit sovekammer! Kære, hvad har du gjort der?

Jeg har lyttet.

Nej men, Rebekka, hvor kunde du da det!

Jo, jeg kunde. Han sa’ det så stygt, – det om morgenkjolen –

Ah, så du var også derinde da Kroll –?

Ja. Jeg vilde vide, hvad der stak under med ham.

Jeg skulde nok ha’ fortalt dig det.

Du havde knapt fortalt mig alt. Og visst ikke med hans egne ord.

Hørte du da alt?

Det meste, tænker jeg. Jeg måtte ned en stund, da Mortensgård kom.

Og så op igen –

Tag det ikke fortrydeligt, kære ven.

Gør du alt, hvad du selv finder ret og rigtigt. Du har jo din fulde frihed. – Men hvad siger du så, Rebekka –? Å, aldrig synes jeg, at jeg har trængt således til dig før.

Både du og jeg har jo været forberedt på, hvad engang vilde komme.

Nej, nej, – ikke på dette.

Ikke på dette?

Jeg tænkte mig nok, at sent eller tidligt kunde vort skønne rene venneforhold bli’ til99stænket og mistænkeliggjort. Ikke af Kroll. Af ham havde jeg aldrig kunnet tænke mig sligt. Men af alle disse mange med de rå sind og med de uædle øjne. Å jo, du, – jeg havde nok god grund til det, når jeg så skinsygt la’ et slør over vort forbund. Det var en farlig hemmelighed.

Å, hvad er det at bry’ sig om, hvad alle disse andre dømmer! Vi ved jo med os selv, at vi er uden skyld.

Jeg? Uden skyld? Ja, det trode jeg jo rigtignok – lige indtil idag. Men nu, – nu, Rebekka –

Ja, hvad nu?

Hvorledes skal jeg forklare mig Beates forfærdelige anklage?

Å, tal ikke om Beate! Tænk ikke på Beate mere! Nu var du jo kommet så godt bort fra hende, som er død.

Siden jeg fik vide dette her, så er hun ble’t ligesom så uhyggelig levende igen.

Å nej, – du må ikke, Rosmer! Du må ikke!

Jo, siger jeg dig. Vi får prøve på at komme til bunds i dette. Hvorledes kan hun ha’ forvildet sig ind på den usalige mistydning?

Du begynder da vel ikke selv at tvile på, at hun var så noget nær vanvittig?

Å jo, du, – det er just netop det, som jeg ikke kan være så ganske viss på længer. Og desuden, – om så var –

Om så var? Ja, hvad da?

Jeg mener, – hvor skal vi så søge den nærmeste grund til, at hendes sygelige sind gik over i vanvid?

Å, hvad kan det da nytte, at du går her og fortaber dig i slige grublerier!

Jeg kan ikke andet, Rebekka. Jeg kan ikke la’ disse nagende tvil fare, om jeg end aldrig så gerne vilde det.

Å men det kan bli’ farligt – således bestandig at kredse om dette ene tunge.

Jeg må ha’ forrådt mig på en eller anden måde. Hun må ha’ lagt mærke til, hvor lykkelig jeg begyndte at føle mig fra den tid, da du kom til os.

Ja men, kære, om nu også så var –!

Du skal se, – det har ikke undgåt hende, at vi læste de samme bøger. At vi søgte hinanden og talte sammen om alle de nye ting. Men jeg begriber det ikke! For jeg var da så omsorgsfuld for at skåne hende. Når jeg tænker tilbage, så synes jeg, jeg var som på mit 102liv for at holde hende udenfor alt vort. Eller var jeg ikke det, Rebekka?

Jo, jo, det var du så visst.

Og du også. Og så alligevel –! A, dette er forfærdeligt at tænke på! Så har hun altså gåt her, hun, – i sin syge kærlighed, – tiet og tiet, – passet på os, – lagt mærke til alt, og, – og mistydet alt.

Å, jeg skulde aldrig ha’ kommet til Rosmersholm.

Å tænke sig til, hvad hun har lidt i taushed! Alt det stygge, som hun i sin syge hjerne har troet at kunne bygge op og lægge sammen om os. – Talte hun aldrig til dig om noget, som kunde bringe dig på et slags spor?

Til mig! Tror du, at jeg da var ble’t her en dag længer?

Nej, nej, det forstår sig. – Å, hvilken kamp hun må ha’ kæmpet. Og så kæmpet alene, Rebekka. Fortvilet og ganske alene. – Og så til slut denne gribende – anklagende sejr – i møllefossen.

Hør nu her, Rosmer. Om det stod i din magt at kalde Beate tilbage – til dig – til Rosmersholm, – vilde du så gøre det?

A hvad ved jeg, hvad jeg vilde gøre eller ikke gøre. Jeg har ikke tanke for andet, end dette ene, – som er uigenkaldeligt.

Nu skulde du begyndt at leve, Rosmer. Du var alt begyndt. Du havde gjort dig fuldt fri – til alle sider. Du følte dig så glad og så let –

A ja, du, – det gjorde jeg rigtignok. – Og så kommer dette knugende tunge.

Hvor dejligt det var, når vi sad der nede i stuen i mørkningen. Og vi så hjalp hinanden at lægge de nye livsplaner til rette. Du vilde gribe ind i det levende liv, – i dagens levende liv, – som du sa’. Du vilde gå som en frigørende gæst fra det ene hjem til det andet. Vinde sindene og viljerne for dig. Skabe adelsmennesker rundt omkring, – i videre og videre kredse. Adelsmennesker.

Glade adelsmennesker.

Ja – glade.

For det er glæden, som adler sindene, Rebekka.

Tror du ikke – smerten også? Den store smerte?

Jo, – når en kunde komme igennem den. Over den. Ud over den.

Det er det, du må.

Ud over dette kommer jeg aldrig – helt. Altid vil der bli’ siddende igen en tvil. Et spørsmål. Jeg vil aldrig mere komme til at svælge i det, som gør livet så vidunderlig dejligt at leve.

Hvad er det for noget, du mener, Rosmer?

Den stille, glade skyldfrihed.

Ja. Skyldfrihed.

Og således, som hun har forståt at kombinere. Så systematisk, som hun har sat det sammen. Først begynder hun at nære tvil om min rettroenhed –. Hvorledes kunde hun falde på det dengang? Men hun faldt på det. Og så vokste det til visshed. Og så, – ja, da var det jo for hende så let at holde alt det andet for tænkeligt. (retter sig op i stolen og farer med hænderne gennem håret.) Å, alle disse vilde indbildninger! Jeg blir dem aldrig kvit. Jeg føler det så godt. 106Jeg ved det. Ret som det er, vil de komme jagende frem og minde om den døde.

Ligesom den hvide hesten på Rosmersholm.

Ja slig. Susende frem i mørket. I stilheden.

Og for dette usalige hjernespinds skyld vil du slippe det levende liv, som du var begyndt at få tag i.

Du har ret i, at det er tungt. Tungt, Rebekka. Men det står ikke til mig at træffe valg. Hvorledes skulde jeg vel kunne komme ud over dette!

Ved at skabe dig nye forhold.

Nye forhold!

Ja, nye forhold til verden udenfor. Leve, virke, handle. Ikke sidde her og gruble og ruge over uløselige gåder.

Nye forhold? (går henover gulvet, standser ved døren og kommer så tilbage.) Et spørsmål falder mig ind. Har ikke du også gjort dig det spørsmål, Rebekka?

La’ mig – få vide – hvad det er.

Hvorledes tror du vort forhold vil arte sig efter denne dag?

Jeg tænker nok vort venskab kan holde ud, – hvad der så end kommer.

Ja, det var nu ikke just så, jeg mente det. Men det, som fra først af førte os to sammen, – det, som binder os så inderligt til hinanden, – vor fælles tro på et rent samliv mellem mand og kvinde –

Ja, ja, – hvad det?

Jeg mener, at et sligt forhold, – som vort altså, – egner ikke det sig nærmest for en livsførelse i stille, lykkelig fred –?

Og så!

Men nu åbner der sig for mig et liv med kamp og med uro og med stærke sindsstemninger. For jeg vil leve mit liv, Rebekka! Jeg lar mig ikke slå til jorden af uhyggelige muligheder. Jeg lar mig ikke foreskrive min livsgang, hverken af levende eller af – nogen anden.

Nej, nej, – la’ dig ikke det! Vær helt ud en fri mand, Rosmer!

Men ved du, hvad jeg så tænker på? Ved du det ikke? Ser du ikke, hvorledes jeg bedst kan vinde frigørelse fra alle nagende minder, – fra hele den triste forgangenhed?

Nu!

Ved at stille op imod den en ny, en levende virkelighed.

En levende –? Hvad er – dette?

Rebekka, – hvis jeg nu spurte dig, – vil du være min anden hustru?

Din hustru! Din –! Jeg!

Godt. Lad os prøve det. Vi to vil være et. Her må ikke længere stå noget tomt rum efter den døde.

Jeg – i Beates sted –!

Så er hun ude af sagaen. Helt ude. For evig og altid.

Tror du det, Rosmer?

Det må ske! Det må! Jeg kan ikke, – jeg vil ikke gå igennem livet med et lig på ryggen. Hjælp mig at kaste det af, Rebekka. Og lad os så kvæle alle mindelser i frihed, i fryd, i lidenskab. Du skal være for mig den eneste hustru, jeg nogen sinde har havt.

Kom ikke oftere ind på dette. Jeg blir aldrig din hustru.

Hvad! Aldrig! Å, tror du da ikke, at du kunde komme til at elske mig? Er der da ikke allerede et stænk af kærlighed i vort venskab!

Tal ikke så, Rosmer! Sig ikke noget sligt!

Jo, jo, – der er en spirende mulighed i vort forhold. Å, jeg kan se på dig, at du føler det samme. Gør du ikke det, Rebekka?

Hør nu her. Det siger jeg dig, – at blir du ved med dette, så rejser jeg fra Rosmersholm.

Rejse! Du! Det kan du ikke. Det er umuligt.

Det er endda umuligere, at jeg kan bli’ din hustru. Aldrig i denne verden kan jeg bli’ det.

Du siger «kan». Og det siger du så underligt. Hvorfor kan du ikke?

Kære ven, – både for din egen skyld og for min, – spørg ikke om hvorfor. (slipper ham.) Se så, Rosmer.

Herefterdags har jeg ikke noget andet spørsmål end det ene – hvorfor?

Så er det slut.

Mellem dig og mig?

Ja.

Aldrig blir det slut mellem os to. Aldrig rejser du fra Rosmersholm.

Nej, jeg gør vel ikke det. Men spør’ du mig tiere, – så er det slut alligevel.

Slut alligevel? Hvorledes –?

Jo, for så går jeg den vej, som Beate gik. Nu ved du det, Rosmer.

Rebekka –!

Nu ved du det.

Hvad – er – dette?