I. En Skitur fra Voss til Kristiania.

Aftenposten 1884, nr. 76 A, 29. mars

1(Korrespondance til «Aftenposten» fra FrithjofFrithjof] Seinere samme år endret Nansen stavemåten til Fridtjof (Vogt 2011: 17). NANSEN).

Bergen i Marts 1884.

2Det var Lørdag Aften den 26de Januar, – Vinden hylede gjennem Gaderne, Regnen pidskede En i Ansigtet med en Voldsomhed, der endog her i Bergen var usædvanlig; – over Himlen jog mørke, uveirspaaende Skyer, Thermometret viste mange Graders Varme, Barometret var i stadig Synken, stod for længe siden paa Orkan, jo det var rigtig hvad man kalder et «Hunde-Veir»,Hunde-Veir] Mildvær som vanligvis inntreffer under hundedagene, perioden fra 23. juli til 23. august. just et saadant, der kan bringe en Østlænding i Stemning, minde ham om den norske Vinters Skjønhed.

3Forretningsfolk ilede en forbi ned gjennem Gaderne med Paraplyen mod Vinden, Hatten ned i Panden og Hovedet ned mellem Skuldrene, de stundede tydeligvis hjem til sine lune Reder efter Ugens travle Stræv. Selv vandrede jeg ogsaa raskt hjemover efter endt Dagsgjerning, grundende paa det noget vanskelige Spørgsmaal, om dette evindelige Regnveir skulde faa en Ende, om der vel var noget Haab om, at Solen skulde vise sit huldehulde] vennligsinnede, nådige, velvillige Aasyn paa denne Side Paaske. Jeg troede det knapt, men mente som Per Gynt, «En faar spytte og haabe paa Vanens Magt.»En faar […] Vanens Magt] Nansen siterer fra Henrik Ibsens Peer Gynt (1867) fritt etter hukommelsen. Her refererer han til Peers dialog med Dovregubben i stykkets andre akt. Peer blir tilbudt ei kuruke og okseurin – «fristelser» trollene (gjennom sine inverterte sanseegenskaper) opplever som kake og mjød. Replikkvekslingen går som følger: «PEER GYNT grundende / Der staar jo skrevet: Du skal tvinge din Natur; – / og i Længden falder Drikken vel mindre sur. / Lad gaa! (føjer sig) / DOVREGUBBEN / Se, det er fornuftig sagt. / Du spytter? / PEER GYNT En faar haabe paa Vanens Magt» (Ibsen 2007: 551). Imorgen er det Søndag, fik slaa et Slag om Posthuset og høre, om der skulde være et «Idrætsblad»,Idrætsblad] «Idrætsblad» og «Idrætsbladet» var ofte brukte forkortelser for Norsk Idrætsblad, organet til Centralforeningen for Udbredelse af Legemsøvelser og Vaabenbrug. Etablert som Norsk Skytter- og Jægertidende i 1878, men endret navn i 1881. Våren 1883 lot bladet trykke fem omfangsrike artikler som Nansen hadde skrevet: Disse handlet om isbjørnjakt langs Grønlands østkyst, der han våren og forsommeren 1882 lå med selfangeren «Viking», på oppdrag for Universitetets zoologiske samlinger (jf. Vogt 2011: 22). og saa lige hjem for at gjøre sig det koseligt og lunt inden Døre, og glemme Verdens og Veirets Daarlighed.

4Jeg var kommen i Lænestolen, havde faaet Bogen frem og nu blot et flygtigt Blik i «Idrætsbladet», før jeg fordybede mig i Studiet. Men – hvad – stod der? – PræmieskirendPræmieskirend […] Februar] Skirennene i Husebybakken var Holmenkollrennets forløper. Arrangert første gang i 1879 av Christiania Skiklub. Fra 1883 stod den nystiftede Foreningen til Ski-Idrettens fremme (Skiforeningen) som ansvarlig arrangør. På grunn av varierende snøforhold, noe som førte til at rennet flere ganger ble avlyst, ble arrangementet flyttet til Holmenkollen vinteren 1892. i Husebybakken den 4de Februar? Var da det ogsaa muligt? Skulde der virkelig findes Skiføre et eneste Sted i Norges Land? Det kom over mig som et Lyn fra klar Himmel; Ski og Skiføre var vel det, der for et Øieblik siden var fjernest væk i mine Tanker, nu tog det med en uimodstaaelig Magt, alle de gamle, kjære Minder vaagnede atter som ved et Trylleslag, voxede og drog. Granskogen stod der saa lokkende hvid i sin Festklædning, og saa Bygderne og Lierne, Aaserne og Fjeldene, hvor blanke og hvide laa de der ikke og glitrede i Solskinnet, hvor friskt og let var ikke alt i den klingende Vinterkulde, Aanden strøg saa let om Kinden og rimede i Haaret. Jeg var atter paa Ski, kjendte atter Skibindingen klemme om Foden, følte Blodet rulle gjennem Aarerne og Vinden bruse forbi Øret under Farten.

5Søndagen kom endnu mere stormfuld og regntung end Lørdagen. Jo det var Veir til at tænke paa Ski i. Den følgende Morgen tidlig skulde jeg ud paa en længere Exkursion; – men Tankerne fra foregaaende Aften gav ikke Fred; jeg maatte have fat i den sidste Tids Aviser for at undersøge de meteorologiske Iagttagelser; men nei – næsten alle viste de Varmegrader over hele Landet, der kunde knapt være Skiføre nogetsteds, jeg fik heller reise paa omtalte Udflugt.

6Jeg blev nu rolig en Stund, det gik til ud paa Eftermiddagen; men da hjalp intet længer, – afsted maatte jeg, Reiselov fik jeg, saa ordne alt for Fraværet, saa Ski og Skidress frem, og saa er jeg færdig for at gaa med Toget til Voss næste Morgen Kl. 6 ½. Alle mente naturligvis, det var Galmandsverk at gaa over Fjeldet i sligt et Veir, Barometret stod saa lavt, som det i Mands Minde ikke havde gjort, Stormen hylede og rev i Vinduerne, Regnen styrtede ned i Strømme; men verken onde eller gode Ord hjalp; – til Skiløbet skulde jeg og over Fjeldet vilde jeg og mente nu, det nok skulde gaa.

7Den følgende Dags Morgen kom Skiklæderne paa i en Fart, lidt i Skræppen, en Slurk varm Kaffe i Livet, lidt Mad til Hunden, Skierne paa Nakken, Lue og Stok i Haanden, et kort Farvel, og saa afsted, Hund og Herre, til Jernbanestationen. Lokomotivet peb, og afsted bar det da endelig mod Voss i Graaveiret, medens Regnen trommede paa Vogntaget, – jo vakkert Skiveir, men blev vel bedre, naar man kom høiere tilveirs. Gjennem Tunneler og Skjæringer, ved Styrtninger og Afsatser gaar det frem langs de trange, vakre Fjorde med deres styrtbratte Fjelde i denne storslagne Vestlandstur. Eftersom jeg kom opover, begyndte Fjeldene at blive hvide, det gav strax mer Haab, paa Fjeldet var der sikkert Kulde og Sne. Fra Voss drog jeg Kl. 12, og lagde Veien op gjennem Rundalen,Rundalen] Raundalen for derfra at gaa over Fjeldet til Hol i Hallingdal. Der er et Stykke over Fjeldet her, men saa blir ogsaa til Gjengjæld Veien saa meget desto kortere. Med Skierne paa Nakken gik det derfor trøstigt opigjennem, skjønt Regnen silede, og alt var vaadt; det blev nok bedre, naar jeg bare kom paa Fjeldet, og did skulde jeg vel naa inden Kvelden. Men jeg gik og gik, og det saa mærkelig nok enda ikke bedre ud. Skaadden hang tæt og tung ned over Fjeldsiderne paa begge Sider Dalen, og Regndraaberne faldt lige store og uhyggelige. Jeg spurgte Folk om nogen vidste, hvordan Føret var paa Fjeldet; men de bare rystede betænkeligt paa Hovedet og mente paa, «det var Vanvid at tænke paa Fjeldet i sligt et Veir». Da jeg nærmede mig «Sverrestien»,Sverrestien] «Passasje i den uveisomme Rastalia ved Gravahalsen i Raundalen, Voss kommune, Hordaland. Etter tradisjonen den vei kong Sverre skal ha fulgt under tilbaketoget etter slaget på Voss 1177» (SNL, sverrestien). Den Norske Turistforenings aarbog for 1869 forteller også om Sverrestien (F.H. 1869: 111). Her presenteres nesten nøyaktig den samme reiseruta som Nansen følger fra Hallingdalen til Voss 15 år seinere, med det unntak at DNT beskriver en vandringsrute for sommerturister. Begivenhetene som har gitt navn til stien er opprinnelig skildret i Sverres Saga (Kong Sverres Saga 1834: 34–40). og det endnu ikke saa ud til nogen Forandring, tænkte jeg det kunde dog muligens være det fornuftigste at vende om og lægge Veien over til Gudvangen og derfra til Lærdal; herfra kunde jeg under alle Omstændigheder, hvordan end Veiret var, komme frem efter Postveien og være sikker paa at naa frem i Tide. Som tænkt saa gjort, og da jeg ogsaa var heldig nok til at træffe en Kar med Hest og Slæde, der just skulde samme Vei ind til Østlandet, og som tilbød sig at kjøre Skierne, lagede jo alt sig udmærket, og jeg drog ivei med trøstigt Mod og rak til Vinje om Kvelden. Her var der allerede et prægtigt Skiføre, blot lidt for mildt. Karen med Skierne og endnu en anden Hestehandler, jeg havde truffet paa Veien, laa begge paa Nabogaarden og lovede at snakke indom, før de reiste om Morgenen. Jeg sov godt efter den uvante Motion, – det er nok langt paa Morgenen; – jeg vaagner, farer op og skal se gjennem Vinduet, – men hvilket Syn møder mig vel ikke da paa Ruderne. De deiligste Frostroser, saa de var aldeles umulige at se igjennem. Op kom jeg i en Fart, og ved lidt Gnidning og Aanding fik jeg snart saa meget klart Glas, at jeg kunde se, der var et tindrende Klarveir med ny Sne. – Der var Jubel; – nu skulde da de kjære Ski atter spændes paa Benene! Frokosten blev fortæret i Hast, et kort, trøstende Brev til bekymrede Venner i Bergen, om at Veir og Føre var prægtigt og saa i Firsprang til Nabogaarden for at faa Skierne paa Benene, nu skulde det gaa til Gudvangen. – Men ak – Karerne var reiste for en halv Time siden og havde taget Skierne med. – Det var koldt Vand i Blodet, dog ikke værd at tabe Modet, kunde de naaes igjen før Stalheimskleven, fik jeg jo enda bruge dem der, og det var dertil jeg havde glædet mig mest; men did var det blot en Mil, og da er en halv Time et langt Forsprang; men de stansede vel en Stund paa STALHEIM, og i dette Haab drog jeg raskt paa, op igjennem Bakkerne, det var tungt at gaa i Sneen, men Veiret var herligt og Naturen storslagen, Fjeldene laa saa blinkende hvide indover paa alle Kanter og spillede i Solskinnet, Naaletrærne stod pudrede og hvide under Nysneen, overalt var der Vinter, deilig Vinter og det var jo mod den, jeg stundede. Hunden jublede ogsaa tydeligt nok over Livet, som den basede sig der i Sneen. Men hvor var her ikke dødt og stille, ikke en Skiløber at se, intet Skispor at øine paa nogen Kant. Fandtes her da ikke Mennesker? Jo, der var jo mange Gaarde, men Folkene sover nok om Vinteren paa denne Kant af Landet, hvor man intet bestiller, Gaardene staar mørke og triste, idet Røgen stiger træg op gjennem Skorstenen. Kvinderne spinder, men Karfolkene sidder hjemme og hænger; udenfor er der det prægtigste Skiføre, i Fjeldet er nok af Vildt, men Skierne kjender de næsten ikke, de ligger i Hi; og det midt i slige Omgivelser. Hvilket Liv kunde de dog her ikke leve? Lær dem at bruge Skien, og de vil atter blive Mænd, som de engang har været.

8Under lignende Betragtninger gik det raskt fremad gjennem den smukke Natur, over prægtige Fiskevand, der sov rolig, sov under Isen og Sneen, længtende mod Sommeren for da, omkransede af Løv- og Naaleskogen, at vise sig i al sin Ynde, og saa gjennem smaa vakre Skogteiger, hvor af og til Veien krydsedes af et friskt Hareslag; – Pus havde svær Sne at stræve i nu stakkels. Uden at jeg selv mærkede det var jeg begyndt at hale saa ind paa Karerne, at jeg af og til kunde se dem i Svingningerne af Veien forud. Aldrig saa snart blev jeg imidlertid dette var, før jeg lagde paa Sprang, og naaede dem nu virkelig snart.

9Stor var Glæden, da jeg kjendte Skierne paa Benene, og raskt skar det frem, Slæderne var snart af Sigte; hvor jublede det ikke indvortes hvergang det i susende Fart bar udfor en Bakke, dette var vel andet til Liv end at ligge i Bergen i Vaskevand og Bløde. Nu bar det afsted. Som jeg saaledes gaar, lægger jeg Mærke til, at der over Veien kunde det blive et pent Hop, Lysten til at Prøve de gamle Kunster vaagnede med et, atter skulde jeg faa føle denne løftende Følelse ved rigtig at faa svæve – et Par Slag op i Bakken og saa udover – oh, hvor er det ikke herlig, man føler sig Himmelen nærmere; men Skræppen er i Veien, derfor af med den, endnu høiere op, endnu mer Fart og saa – hyp, – svæve som en Maage udover. Jo man kjender, der er endnu lidt Saft i de stivnede Lemmer. – Men hvad var det? – Har du nogensinde set «Mauern» yre ud af «Mauertuerne» om Vaaren? Du har, – ja da kan du forestille dig, hvad jeg saa; fra alle Gaardene omkring yrede det ud med sorte Tingester,Tingester] ting, gjenstand, dings, levende vesen. Ofte brukt spøkefullt/nedsettende om det man ikke kan eller vil betegne nærmere; ofte om det man finner påfallende, løyerlig eller (lett) komisk. der blev ligesom med et Liv i alt, Unger og Voxne om hverandre, alle skulde de se, «ka det va for en Kar, som flau der og sprat himmelshøgt i alle Bakkene, han maatte være kjed Live sit han, eller og var det den Onde selv?» Jeg fandt jeg havde faaet sprætte nok for det første og tænkte, lidt Melk kunde nu gjøre godt, satte saa henover mod den nærmeste Gaarden. Men havde der før været Travelhed for at komme ud, saa blev det nu Kapkjøring for at komme ind; om hverandre bar det indigjennem Døren, med Forfærdelsen malet i Ansigterne. Endelig fik jeg dog en Mand i Tale.

10«Hvad heder denne Gaarden her da?»

«Han har nok staat paa Ski før den Karen!»

Goddag Mand Øxeskaft,Goddag Mand Øxeskaft] Tittel og frase fra et kort eventyr hos P. Chr. Asbjørnsen (Asbørnsen 1871: 166). men fik prøve paa igjen.

«Hvor langt kan det være igjen til Gudvangen naa da?»

«Aa er’n ifra den Karen da?»

Det var fortvivlende, bedst at gaa lige paa Sagen.

«Tror du det var mulig at faa en Draape Melk her?»

«Det var jille Ski, han hadde den Karen, aa er dem gjort a dem da?»

Nei, han var umulig, bedst at gaa ind i Stuen, kanske kunde jeg der være heldigere.

11Med ikke særdeles store forhaabninger spændte jeg da Skierne af og tren ind i en Stue, der var aldeles tyk af alle mulige og umulige menneskelige og dyriske Uddunstninger. Langs Væggene og i Sengerne stod og sad og laa Kjærringer og Mænd, Jenter og Unger. Paa Gulvet, som det ikke var let at afgjøre, hvorvidt det helt og holdent var Jordgulv eller om der under Skidten fandtes Træ, krabbede yngre Udgaver af Menneskeslægten sammen med Svin og Høns foruden mange andre Slags Dyr.

12«Er det muligt at faa en Draape Melk?»

Lang Pause, – og saa fra en af Kvindfolkene et langtrukkent:

«Jæ veit ikje, jæ.»

Nu her saa det ud til at kunne gaa heldigere.

«Har Dere ikke no Melk da?»

«Aa jau, me har nok noe au.»

«Ja kan jeg ikke faa kjøbt lidt da?»

«Du vil vel ikje ha’ sur, vel?»

«Nei Tak, jeg vilde nok helst ha’ lidt sød, kan jeg ikke faa det?»

«Aa jau, Du kan nok altis faa.»

13Og saa bar det da endelig op paa en Hylde for at hente. Efter en Stund kom hun igjen med en Par PottersPar Potters] «Pott» er et gammelt rommål, ofte brukt for flytende volum. Tilsvarer 0.965 liter. Spilkum,Spilkum] liten skål. Et «Par Potters Spilkum» betyr altså en bolle med i underkant av to liter melk. og Guderne skal vide jeg drak, hvor uappetitlig alt var forresten, saa ved jeg dog, Melken den var god, og gjorde ikke mindre godt der den kom; thi der var der en vis Tomhed forud.

«Naa, hvor meget skal Du ha’ for dette da?»

«Jæ veit ikje jæ.»

14Nu var jeg imidlertid fornøiet af Atmosfæren derinde; jeg havde faaet, hvad jeg vilde have, afbrød alle Underhandlinger, lagde nogle Penge paa Bordet og forsvandt. Ude var der naturligvis forsamlet rundt mine mærkværdige Ski et helt collegium polimiticum,collegium polimiticum] En feilskrevet allusjon til Ludvig Holbergs komedie Den politiske kandstøber (1722). I komedien finnes en gruppe legmenn og dilettanter som selvsikkert diskuterer politiske emner de ikke har innsikt i. Diskusjonsklubben kaller seg «Collegium Politicum» (Holberg 1923: 10). Første gang foreningen introduseres blir imidlertid bokstavene stokket om for å oppnå komisk effekt: «Der holdes alle Dage et Collegium, som de kalder Collegium Polemiticum, hvor over tolv Personer kommer sammen og snakker om Statssager» (Holberg 1923: 8). Nansens collegium polimiticum må forstås enten som en liten hukommelsesglipp, en skrivefeil, eller en trykkfeil begått av de som brekte sider for Aftenposten. Collegium Politicum var også navnet på en opposisjonell diskusjonsgruppe som Venstres kommende bannerfører Johan Sverdrup frekventerte på 1860-tallet – frasen ble også spøkefullt brukt om venstrealliansen i tida fram mot parlamentarismestriden vinteren 1884 (Nerbøvik 1999: 140). bestaaende af Udsendinger fra alle Nabogaardene. Ski og Skibinding var blevne undersøgte paa alle Ender og Bauer, og da Karen selv indfandt sig, blev der nu en Mønstring af ham fra Top til Taa; Spørgsmaal var der heller ikke vondt om. Jeg besvarede imidlertid blot de aller uundgaaeligste, fik Skierne paa og strøg fra dem op gjennem Bakken, ladende bag mig Ytringer som: «det var nokke til gjille Ski det», «det maa være nokke til Bein paa den Karen», «det var nokke til svære Hound», «det var lidte til Stav han hadde au» osv. osv.

15Efter at have gjort endnu nogle Hop til ny Forbauselse, fik jeg atter Skræppen paa og fortsatte Veien opigjennem i Selskab med en af Hestehandlerne, der nu just kom kjørende efter. Vi var ved STALHEIM omgivne af det mest storartede Natursceneri. Fjelddalen med Furuskogen op efter Fjeldsiderne laa tynget under Sneen, nede i Bunden gjennem en trang Kløft skar sig Elven, og ovenover hævede sig Fjeldene vældige og hvide, tindrende i Solen mod den blaa Himmel. Den er vakker, ja sjelden vakker Dalen her og dog intet mod, hvad den er længere frem. Forud lidt til Høire skar sig ind en trang, vild Dal eller rettere Kløft, omgiven af vilde, forrevne Fjeldformer. Jeg gik længe og undrede mig paa, hvor den vel bar hen; Bunden kunde jeg ikke se, den forsvandt langt under os, men Fjeldsiderne kunde jeg se, og det var noget af det mest stupbratte jeg nogensinde havde set. Jeg saa ogsaa ind i denne Revne, den tiltrak sig mer og mer min Interesse, skjønt det gik næsten som en Gysning gjennem mig, hvergang jeg saa derind; uvilkaarlig maatte jeg tænke paa Iskirken i «BRAND», hvor

«… et Vindstøds Kast
har tidsnok voldt at Bræen brast;
et Skrig, et Rifleskud er nok –»… et Vindstøds […] er nok] Sitat fra Henrik Ibsens Brand (1866). Ellipsen som innleder Nansens sitat, erstatter presten Brands formaning «Gaa aldrig did» (Ibsen 2007: 228). Nansen redigerer med andre ord Brands utsagn slik at det transformeres fra en advarsel mot fjellets farer til å uttrykke fascinasjon for det ville landskapet. «Iskirken» blir litt tidligere beskrevet slik av Brand: «Derinde mellem Tind og Topp / jeg komme kan fra Gut ihug / der findes skal et Dalstrøgs Slug; / Iskirken tror jeg det blev kaldt; / om den blev mange Slags fortalt; / et frossent Tjern er Gulv og Toft, / paa Skavlen ligger Sneen kram / og spænder vidt sig som et Loft / udover søndre Væggens Kam» (s. 227). Sitatet fungerer også som et frampek i femakteren, ettersom et rifleskudd i siste scene utløser et skred ved iskirken som blir Brands endelikt.

værre end her kunde det umulig se ud, og jeg kunde ligesom ikke faa Øinene bort. Det er unegtelig, at det vilde, forrevne i Naturen er det, der har den stærkeste Magt over Sindene, enten nu denne Magt er ond eller god.

16Pludselig stansede jeg; – Veien blev med et ligesom borte fremfor Foden. Vi stod lige foran og saa lige lukt ind i Fjeldkløften med et styrtende Svælg ret nedfor.

17Aldrig havde det kunnet falde mig ind, at gjennem denne Kløft bar Veien til Gudvangen; men nu saa det næsten saa ud. Jeg vendte mig til den anden, som kom efter; – jo det var rigtig, nede i Bunden gik Veien, og vi befandt os paa Toppen af Stalheimskleven ved Enden af Nærødalen.

18Jeg saa ned, – Elven og Dalbunden drog sig indigjennem som et smalt Baand der nede. Jeg saa mig rundt, – og aldrig skal jeg glemme, hvad jeg saa; et mer vildt, et mer storslagent Syn kan ikke tænkes. Ret foran skjærer Nærødalen sig nedigjennem med sine lodrette Fjeldsider, udover disse paa alle Kanter styrter Fjeldbækkene stivfrosne i sine grønblaa Vinterdragter. Hist og her, hvor der findes et Sted at fæste sig, ligger Sneen i hvide Pletter bortefter langs de isede og grønblaa Fjeldvægge, og udover hænger Skavlene store og faretruende hvide, færdige til at gaa med første Lindeveir. Lige paa høire er der en svimlende Afgrund, hvori Stalheimsfossen styrter ned med en dump Brusen under sit stivnede Isdække; et Stykke tilvenstre styrter en anden Fos ned i en lignende Kløft, ret ned for Foden slynger sig Veien i krappe Slyngninger fra den ene Afgrund til den anden ned mod Dalbunden, og op over det Hele rager JORDALSNUTEN, skarp og steil, som en vældig Jette.JORDALSNUTEN […] som en vældig Jette] I J.S. Welhavens dikt «I Nærødalen» fra Nyere digte (1845) heter det om Jordalsnuten at «den ligner et Taarn, den huser en Trold, / som raader for disse Fjelde» (Welhaven 1990b: 141–42). Jf. kommentar til «I Nærødalen […] er Natten lang» (Nansen 20). Længere bag som Ramme om denne tilisede, nedsneede Fjeldkløft hæver sig i en hæmsk Belysning Tinderne og forsvinder i mørke, tunge Skyer, og ovenover det hele vildt forrevne Landskab hvælver sig Himmelen blaa og klar, medens Solstreif spiller hen over Sneen og Isen i Forgrunden med de mest glimrende Lysvirkninger. Koldt og vildt er det Hele, det er sandt, – forfriskende vildt, – her maatte just Jotnernes og RimtursernesJotnernes og Rimtursernes] Jotner, noen ganger kalt rimtusser, er overnaturlige vesener fra norrøn mytologi. Det å påkalle mytiske skikkelser fra førkristen tid i møte med naturens velde, er et tilbakevendende fenomen i 1800-tallets reiselitteratur. I Aasmund Olavsson Vinjes «Fjellstaven min» (1862), teksten der termen Jotunheimen – jotnenes hjem – blir lansert, heter det for eksempel: «Ettersom det bar oppetter desse hengjande bratte lidene, såg me meir og meir av Jøtunheimen […]. Det var just ein heim for troll dette, so det var inkje under at denne landsens største og villaste bergmengd vart kalla Jøtunfjelli» (Vinje 1942: 231). Fjelde være.

19Efter at have set længe og dog saa langtfra nok paa dette Sceneri, hører jeg en Stemme tæt ved mig: «Kom her skal jeg kjøre Skierne Dine udover, saa slipper Du at bære dem». Det kvak i meg, – uf! det var et koldt Styrtebad midt i min høie Flugt ud over Fjeldvidderne; jeg havde glemt Menneskene, men det faar man aldrig Lov til længe, og med et «Nei tak, dem besørger jeg selv», lod jeg det til Karens Forfærdelse bære udover. Føret var godt, det skar lynende ivei nedigjennem Kleven snart paa Kanten af den ene Afgrund, snart over til den anden, Svingerne er mange og krappe, bræmse lidt paa Farten i hver, lægge sig godt ind i Svingen, og saa skjære afsted med desto større Fart, naar det atter bærer lige ud, Stav kunde ikke engang nytte her, man faar stole paa Benene. Midtveis for Billedet af en Bonde med et bestyrtet Ansigt mig forbi som et Glimt, han var krøben næsten helt ind i Fjeldvæggen af bare Forfærdelse. Før jeg fik Tid at Tænke mig om, var jeg i Bunden af Dalen; oppe i Svingerne kom Hunden som et brunt Nøste nedigjennem; men Hesten kunde endnu ikke sees ude paa Toppen af Bakken.

20Jeg fortsatte imidlertid Veien. Den gaar langs Elven her nedover i Bunden af Nærødalen, og lige til Gudvangen er den nu ganske flad næsten uden en eneste Bakke.

«I Nærødalen er Veien trang
og skummel og vild at vandre.
Med Trusel over den dybe Vang
staa Fjeldene mod hverandre;
i Dybet ved Elven er Natten lang.»I Nærødalen […] er Natten lang] Første strofe i J.S. Welhavens dikt «I Nærødalen» fra Nyere digte, utgitt høsten 1844, men med årstallet 1845 på tittelbladet. (Welhaven 1990b: 141–42)

21Ja saa staar der i Digtet, og det er sandt; Dalbunden er trang her, knapt nok er der Plads for Elven og Veien, og paa begge Sider hæver sig næsten lodret de isede Fjeldsider med sine udoverhængende Styrtninger; ovenover hænger Skavlene og mellem disse en Stribe af den blaa Himmel; ja reis gjennem Nærødalen en Vinterdag, og du skal nok sande «i Dybet ved Elven er Natten lang».

22Se saa hist og her disse vældige Levninger efter Sneskredene, hvor talende minder de ikke om, i hvilke Omgivelser man befinder sig.

«Og alt, hvad aanded dernede,
meiedes hurtig af
og nye Laviner skrede
over den vilde Grav.

Men siden er Dalen øde;
her stiger ei Røg af Hus.
Kun Gjeden søger sin Føde
Mellem det golde Grus»Og alt […] det golde Grus] J.S. Welhavens «En norsk Alpedal» fra Digte, utgitt like før julen 1838, men med årstallet 1839 på tittelbladet (Welhaven 1990a: 268–90). Ifølge Ingard Hauge er dette Welhavens første forsøk på å skrive en episk-lyrisk ballade med nasjonal overbygning (Hauge 1990: 372). Diktet utspiller seg på Filefjell – der Nansen legger sin rute (se Nansen 34, 39 og 52) – og det tar opp i seg flere elementer fra Sverres saga, som hadde kommet ut på dansk tidligere på 1830-tallet. Også Nansen anfører flere allusjoner til kong Sverre og hans saga, jf. kommentar til «Sverrestien» (Nansen 7), «denne Vei var […] Sagaens Beskrivelse» (Nansen 53) og «Sverre med sine […] næsten utrolig» (Nansen 75).

23Nærødalen er vel en af de Dale i Norge, hvor man er mest udsat for Skred, og Reisende behøver i Almindelighed ikke opholde sig mange Dage der, før de kan faa se og høre et saadant. Utallige og næsten utrolige er alle de Historer [sic], man har at berette om Skred her; du vilde knapt tro, at Mennesker kunde eller turde leve under slige Betingelser, og dog er man saa vant dertil, at det betragtes aldeles som en dagligdags Begivenhed, omtrentlig som vi betragter Tordenveir eller lignende, knapt nok man løfter paa Hovedet for at se paa det, naar det kommer tordnende ned igjennem, sættende hele Jordbunden i Bevægelse, som under Jordskjælv; har man blot forsikret sig om, at det ikke kommer did, man selv staar, er man ganske rolig. Lufttrykket, der kommer foran et saadant Skred, er saa stærkt, at det længere ude ved Nærøfjorden endog skal være hændt, at Folk derved er bleven ført fra den ene Side af Dalen over Fjorden og sat uskadt ned paa den anden og er paa den Maade mod sin egen Vilje blevne frelst fra at begraves under Skredet, der ofte er saa stort, at det kan fyld[e]fyld[e]] En e har falt ut av originalen. hele Fjorden, og begrave Baade og hvad andet, der tilfældigvis maatte findes paa dets Vei. Engang undgik Dampbaaden, som gaar herinde, kun med Nød og Neppe Skredet; man var bleven opmærksom itide, fuld Kraft sattes til for at komme undaf, med yderste Nød lykkedes det ogsaa, idet blot Agterstavnen et Stykke ind paa Dækket og Nedgangen til Kahytten blev fyldte af Sneen; i et Nu var hele Fjorden lige bagud fyldt, og havde Dampbaaden selv været et Par Skibslængder længere bag, skulde den vanskelig undgaaet at blive begraven, for aldrig mer at komme op.

24Jeg saa et saadant Skred, der var gaaet i Fjorden lige før jeg kom, og jeg maa sige det havde et ærefrygtindgydende Udseende, som det laa der og lyste mod de mørke Fjeldvægge omkring og det mørke Vand under. Paa Gudvangen viste man mig ogsaa en stor Sten, der kommen fra Fjeldet var gaaet tvers igjennem to Huse, slaaet en gammel Kone ihjel og lemlæstet en anden. Den var kommen øverst fra Kammen og taget det i tre Hop, i andet gik den aldeles som en Kanonkugle tvers igjennem begge Vægge paa det første Hus med slig en Fart, at den blot slog et Hul saa stort som den selv; i tredie Hop gik den saa gjennem Tag og Væg paa det andet; hvor de to Koner befandt sig, borrede sig ned i Jorden lige ved og blev liggende; i Sandhed et hyggeligt Naboskab, der af og til sender slige Venner.

(Forts.)

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.