Tre skiturfortellinger fra 1884

III. En Skitur fra Kristiania til Vos.

Vos] I tittelen til del 3 og 4 er Voss stavet med én s. Dette er eksempler på bevart inkonsekvens (jf. redegjørelse i innledningen 21).

Aftenposten 1884, nr. 85 A, 9. April


(Af FRITHJOF NANSEN).

48Dumbjelderne klang muntert ind i Natten, Krøderen strakte sit blanke Speil forover, saalangt Øiet kunde gjennemtrænge Mørket, og høit deroppe spændte Stjernevrimlen sit blinkende, tindrende Hvælv. Tanke fulgte Tanke, som jeg sad der i Spidsslæden med Skierne bagpaa og Hunden springende ved Siden, det gik i raskt Trav henad Isen mod Olberg. Atter laa da Hovedstaden med alt sit brogede Liv og Tummel bag, tilbage stundede jeg igjen mod mine frie Fjelde; men Dansemusiken fra sidste Kveld ringede endnu i Ørerne og lod Minderne, gamle og nye, et for et passere frem for Erindringens dvælende Blik. Aftenvinden legede om Panden, den bragte den første forfriskende Hilsen fra Fjeldet. Hvilken Overgang! Hvilken skrigende Forskjel mellem dette Liv, jeg vendte mig mod, og det, jeg netop havde forladt. Hist og her langs Krøderstranden under de dunkle Aaser blinkede venlige Lys fra Gaardene og Hytterne, hvor fredligt her var, hvor stille, lunt flyder ikke Livet hen her i Naturens Skjød, – ensformigt maaske, men ogsaa uden Krus,uden Krus] likefram – uten omsvøp, omstendigheter, dikkedarer uden Bram,Bram] Brukes både om pralende forstillelse og pomp og prakt. ingen Hulhed, ingen skjærende Disharmonier, det er enkelt og simpelt som Naturen selv.

49Men kvap! kvap! der traadte Hesten gjennem «Skrøvisen», jeg for op af mine Grublerier, jog paa og snart over Glatis, snart gjennem Skrøvis, saa Isstykkerne «skinglede» henover, gik det friskt mod Olberg. Næste Morgen bar det videre med Hest over Krøderen. Hvor hurtig kan ikke Naturen forandre sig, for vel halvanden Uge siden var her fuld Vinter, alt var hvidt, Sneen hang tung paa Skog og Krat i det straalende Solskin; men nu – nu var der bart og trist overalt, blot enkelte hvide, triste Flekker hist og her, Træerne stod der saa nøgne og bare, Hytterne laa der uden Sneen paa Tagene, Isen var blank og vaad; Luften mørk og regntung og Aaserne hævede sig med sine vaade Taagehatte saa dystre og tankefulde, ja der rugede en trist Regnstemning over den hele Natur, Vinterens lyse, friske Præg var forsvundet, det var lidet opmuntrende for den, der tænkte paa at faa bruge sine Ski, dog der skal mer til for at faa en Skiløber til at opgive Haabet; fornuftige Venners Raad og Forestillinger hjalp intet, de mørke Udsigter og alt paa tvers hjælper intet, man er vant til at finde frem paa sine Ski, og Svaret bliver derfor altid til sig selv og til andre det samme. «Aa pyt, det lager sig nok, i Høiden er der Sne». Ja, i Høiden der er Sne, did er det vi stævner, mod Fjeldet! Og raskt gik det op gjennem Hallingdal paa den runde, speilblanke Vei, hvor det ofte kunde være vanskeligt nok at holde Slæden midt paa uden at gaa i en af Grøfterne, dog bedst at kjøre paa og saa lade det bære eller briste. Lange Stykker kunde vi kjøre Elven, der laa den prægtigste Skøiteis, mer og mer angrede jeg paa, at jeg ikke havde Skøiter med, sikkerlig kunde jeg gaaet omtrentlig den hele Vei fra Jernbanestationen over Krøderen og op Elven til næsten inderst i Aal, det skulde blevet en lang Skøitefart. Men! – der traadte Hesten igjennem Isen, et Ryk i Tømmen, ind til venstre, nu var vi bjerget, men – det kunde været stygt nok. Det er bedst at have Øinene aabne, Isen er lumsk med Huller nu efter det langvarige Lindeveir. Der var den nok ogsaa tynd, den bugtede sig for Hestehoven, bedst at jage paa, da glider det lettere over, og i skarpt Trav jog det afsted.

50Vi var ved Næs, det var langt paa Eftermiddagen og allerede begyndt at mørkne, men da jeg agtede mig endnu de to Mil til Rolfshus samme Aften og tænkte, jeg kunde have godt af at mygne de stive Lemmer, tog jeg Skierne paa Nakken og drog videre. Det mørknede mer og mer og Veien var rund og glat og tung at gaa. Fra Elven hørtes af og til Dur af Isen, blandet med Raab og Latter, det var nok Skøiteløbere, der morede sig godt, og hvem Mørket endnu ikke havde skræmt i Hus. Strax efter passerer jeg en Gaard, sandsynligvis en eller anden Embedsmands, og hører en myndig Stemme raabe spørgende ud i Mørket: «Nu, kommer De ikke?» – og en Kvindestemme svare med Hallingakcent: «Nei, no har jeg robt mig reint hæs, men det er ikke Raad at faa dem til at lye».

51Hvor stod ikke med engang Barndommen lys levende for mig, hvor var ikke Elven og Dammerne deilige og blanke, ja, naar Isen laa og Skøiterne var paa Benene, var det ikke greit at faa os hjem til Stiler og Lexer, da glemtes alt Skolestøvet, daarlige Karakterer, Anmærkninger og alt, der laa knugende paa Samvittigheden, var for en kort og lykkelig Stund som strøget bort, og vi tumlede os frit og utvungent i Guds frie, herlige Natur, skar rappe som Fugle forbi hinanden unden Legen.

52Fredag Morgen kom med Klarveir og Kuldegrader. Paa Siden af Veien var der for det meste lidt Sne opover fra Rolfshus, og saa kunde da atter de kjære Ski komme paa. – Jeg stod paa Skilleveien som en Herakles, her maatte den endelige Afgjørelse ske;som en Herakles […] Afgjørelse ske] Myten om Herakles ved Skilleveien skriver seg opprinnelig fra den greske sofisten Prodikos (400-tallet f.Kr.). Denne versjonen av fabelen har imidlertid gått tapt. Fortellinga har overlevd ved at den gjenfortelles av historikeren Xenofon (ca 430–355 f.Kr.) i hans Erindringer om Sokrates (Xenofon 1967: 43). Nansen har neppe lest Xenofon. Når han allikevel var fortrolig med myten om Herakles, skyldes det dens overlevering i kulturen og at den stadig dukker opp som referanse. skulde jeg tage Veien gjennem Hemsedal og igjen over Filefjeld, eller op gjennem Aa[l] og over Hallingfjeldene. Wer hat die Wahl, hat freilich die Qual,Wer hat […] die Qual] Den som har et valg, lider også kvaler. Tysk ordspråk. siger Tyskeren, og saa var det ogsaa med mig. Det tryggeste var jo ubetinget Filefjeld, det kunde ikke negtes; men den var sandelig ogsaa i Længden noget tam denne Vei, – nei lad det gaa ind over Hallingfjeldene, Veiret var lokkende, visselig prægtigt Føre i Fjeldet, og der er jo tre Overgange at vælge mellem, en af dem maatte dog kunne gaa, og som tænkt saa gjort. Ofte blev Sneen paa Kanterne borte, og naar da Veien var altfor rund og staalglat, saa Skiene stadig svævede mellem Lysten til at gaa i Elven paa den ene Side eller Grøften paa den anden, da maatte, eftersom jeg egentlig ikke havde Lyst til nogen af Delene, Skiene tages af og bæres opigjennem. En kort Rast ved Veikanten paa en netop sammenkjørt Tømmervælte,Tømmervælte] Velteplass for tømmer som siden skal kjøres eller fløtes videre. Ofte samlet i haug eller bunt. et Stykke Honningkage og en Appelsin friskede godt og saa atter videre.

53Til Sundre kom jeg noget over Middag og talte her med Stationsholderen, om hvilken Vei han mente det var bedst at gaa over Fjeldet; men jeg maatte være over imorgen. Ja det mente han nu i det hele var rent umuligt, han havde aldrig gaaet mere end en Vei, den fra «Nygarden» over til Eidfjord, men jeg kunde umulig række til Nygarden idag, for did var fem Mil, først 3 Mil gjennem Bygden og saa 2 Mil Fjeldvei til Gaarden, som ligger enslig midt oppe i Fjeldet, nu det var aldeles umuligt at naa did idag, og da kom jeg ikke over Fjeldet imorgen, fik nok vente til iovermorgen. Nei at vente faldt ikke i min Smag, jeg fik heller reise til Gudbrandsgarden idag, øverste Gaard i Bygden mod Sogn og Voss, did var 4 Mil, derfra kom jeg vel over imorgen om ikke andet saa ned til Aurland i Sogn, men troede nu jeg rak til Voss. Ja der var Stationsholderen ikke kjendt, han havde aldrig hørt Folk tage den Vei før, især nu ved Vintertide, og ikke troede han det lod sig gjøre heller, ialfald fik man faa godt Følge med. «Mulig det», mente jeg, «jeg faar nu friste», men bedst var det nok da at faa sig en Hest til Nedaal (sidste Skydsstation) for at række Gudbrandsgarden nogenlunde i betids og saaledes kunne tørne tidlig ud imorgen. Ja Hest fik jeg, og det gik noksaa raskt til Nedaal over de mange, speilblanke Vande. Herfra gik det da endelig med frisk Hest mod Gudbrandsgarden, det var nu langt paa Eftermiddagen og begyndte stærkt at mørkne. Havde Veien været slem at kjøre før, saa blev den sandelig ikke bedre her. Paa mange Steder gaar den gjennem trange Fjeldkløfter med Fjeldvæggen paa den ene Side og Styrtningen paa den anden; under bruser og fosser Elven i sit vilde Løb nedigjennem mod de fladere Bygder. Veien var rundere og glattere end nogensinde, jeg maatte bære Slæden næsten mer end den bar mig, men det var ofte slemt nok at faa Fæste for Benene, saa man ikke gik udfor alligevel, det gjaldt da at stole paa Hesten, med sin skarpe Skoning fik den jo Fodfæste paa Isen, saa længe det holdt, og saa længe fik en støtte sig paa Tømmerne. Jeg havde kjørt et Stykke paa nogenlunde god Vei, faldt hen i mine egne Betragtninger, – denne Vei vardenne Vei var […] Sagaens Beskrivelse: I Sverres Saga fortelles det at da Sverre på sin ferd mot Bergen kom inn i Sogn «gik Vejen over en snæver Sti, hvor der paa den ene Side var saa strid en Aa, at den allevegne faldt i Fosse, saa at ingen levende Skabning kunde komme derover, uden flyvende Fugl; paa den anden Side vare høje stejle Klipper, som man ikke heller paa nogen Maade kunde komme over. Denne Sti var saa smal, at der ikke kunde gaae mere, end een ad Gangen» (Kong Sverres Saga 1834: 35). det altsaa Sverre maaske kom efter sin eventyrlige Færd over Fjeldet fra Voss, ja det var ikke umuligt, det kunde passe noksaa godt paa Sagaens Beskrivelse. Men pas paa! der slingrede Slæden ned mod Styrtningen, den stansede lidt mod en Sten, Skydsgutten bagpaa blev vippet og holdt paa at gaa i Fossen, et Greb i Nakken paa Gutten og et andet i Spidsslæden bragte dog atter begge paa ret Kjøl, men det gjaldt nok nu at være opmærksom. Veien blev styggere og styggere, det var stummende mørkt, Himmelen var overskyet, indover Fjeldene saa det ud til optrækkende Uveir, dette lovede ikke godt for Morgendagen. Dog ikke tabe Modet. Fremad gik det da, ofte Tomme for Tomme, støttende Spidsslæden og holdende sig i Tømmerne. – Endelig var vi paa Sunddalsfjorden, og nu bar det i skarpt Trav lige til Gudbrandsgarden. Jeg tren ind i den store, koselige Stue. Paa Peisen flammede et knitrende Baal af Tyri og kastede sit venlige, varme Skjær ud i Rummet. Man havde allerede lagt sig, men kom snart paa Benene, da det spurgtes at frammadekar var kommen tilgaards. Mand og Kone laa i en Seng borte i Krogen og var strax oppe, oppe fra «Hemsedal» under Taget hørtes tydelig og regelmæssig Snorken, der nok tilkjendegav, at her ogsaa fandtes Væsener, og kort efter kigede ganske rigtig et Par spørgende Ansigter ned fra Mørket.

54Det er noget vist hyggeligt og lunt ved disse gamle Hallinggaarde, og Gudbrandsgar’en er netop en af de ægte. Renslig er der sædvanligvis ikke i disse Stuer, det er sandt, Vægge og Tag er sorte af Ælde og Røg, og Gulvet ligesaa af Jord og andet, og dog hvormeget vilde de ikke tabe ved atter at blive lyse, ved atter at pudses og vaskes; nei der er Minder, der er Indhold i disse brunmørke Tømmervægge, og dette staute, røgsorte Bjælketag, LjoreLjore] røyk- og lysåpning i taket er der desværre ikke længer, men det bærer dog Minderne om hine Tider, og Peisen kaster dog sit varmende, koselige Skjær ud over det Hele.

55Jeg fik en Krak til Peisen og strakte mig rigtig magelig i den lunende Straalevarme; endnu mere Tyri kom paa, og det blussede rigtig op, Hunden krøb næsten helt op i Varmen og stirrede og vendte sig paa alle Kanter og fandt det rigtig deilig. Jeg forhørte mig imidlertid med Manden om Udsigterne til at række over Fjeldet imorgen. Ja, over til Aurland kunde jeg nok naa, mente han, Føret var vist godt i Fjeldet nu; ja, men jeg agtede mig over Hallingskeia og Vosseskavlen til Voss. Nei, det var Uraad Vinters Dag, han kjendte ikke den Vei, og aldrig havde han hørt Folk finde paa sligt paa den Tid af Aaret, det kunde nok være vondt nok om Sommeren. Tænkte jeg paa at gaa den Veien alene? eller tænkte jeg at faa en Kar med kanske? Jeg havde nu gaat Veien før, men havde intet imod at faa en spræk Kar med, som var flink til at bruge Skierne, det maaatte [sic] vel være nok af dem her. Nei, den Kar fandtes ikke der i Bygden, som vilde lægge med mig over Fjeldet til Voss nu, knapt nok nogen var kjendt paa den «Leia», det eneste skulde være Manden paa Myrstølen, var nogen kjendt og skulde nogen kunne følge, maatte det være ham, for han «rekte støt paa Fjelli, baade efter Rjupe og Rein», og vilde ikke han, da var det nok ikke værd for nogen anden at tænke paa det. Nuvel til Myrstølen var det 5 Fjerdinger,Fjerdinger] En fjerding tilsvarer en ¼ av en gammel norsk mil. Altså 2,82 km. den laa lige i min Vei ved Strandevandet, det var bedst at «tørne» tidlig ud imorgen og høre indom der. Tilkøis krøb jeg da, efter at Konen havde lovet at vække Kl. halv tre og have lidt Frokost færdig.

56Stor var min Forbauselse, da jeg, kommen til Bordet, om Morgenen blev trakteret med Havremels Rømmegrød. «Ja», sagde Konen, «Du faar tage tiltakke, men det er saa godt at gaa paa i Fjelli, med det at en ikke tørster efter». Jo saamen jeg kunde nok tage tiltakke og gjorde god Besked, ikke just fordi jeg frygtede Tørst i Fjeldet nu Vintersdag, men simpelthen fordi det smagte udmærket; jeg skulde dog komme til at sande hendes Ord, at det kunde trænges for Tørsten ogsaa.

57Stakkels disse gode Mennesker, hvor vilde de en det ikke godt, først havde de nok holdt sig vaagen næsten hele Natten for at kunne vække i rette Tid og saa koge Rømmegrød, fordi de mente det var bedst for en som skulde paa Fjeldet, og saa, da jeg nu skulde bede Farvel, hvor lyste ikke Velvillien og Medfølelsen ud af Øinene, idet de ønskede en lykkelig «Reis», og bad mig saa pent, at fare forsigtig frem over Fjeldet, hvordan jeg nu end bestemte mig, og jeg maatte huske paa, om jeg end var ung og spræk, saa var der gaaet mangen bra Kar til før der. Jeg lovede dette, saa et trofast Nævetag, og jeg begav mig ud i den maaneklare Nat.

58Føret var strygende, Sneen haard og Skierne skar susende afsted i den mindste Bakke, jeg fik nok flere Gange erfare, før jeg kom op af Dalen, at Maaneskin er lumsk at staa i. Inde mellem de faa endnu spredte Granholt kastede Træerne lange Skygger paa Sneen, overalt ellers blinkede og funklede den i Sølvglansen, hvor ikke Bakker og Forhøininger kastede sine dybe Skygger, hele den søndre Dalside hvilte i Mørke.

59Der fik jeg en lang Bakke, det susede afsted først gjennem et Skogholt mellem de ranke Stammer, saa ud paa en aaben Slette, hvor det for afsted i Straaleglansen over den knitrende Flade, men med et var atter Veien overskygget, tæt Krat stod paa begge Sider; det var vanskeligt at se, men – stop, der buttede det imod, og paa Næsen laa jeg i Skaren; ja, det var ikke den eneste Gang, jeg fik gjøre Bekjendtskab med Sneens Haardhed. Men lidt efter lidt begyndte Dalen at vide sig ud; alle Trær og Busker at svinde og Vidden bølgede sig fremover, hvorhen Øiet vendte sig var Sne, Sne, blot Hvid, tindrende Sne.

«Under Isklædets Folder laa Bæk og Elv,
Maanen stod rund over Fonnens Hvælv,
Og Stjernerne tindred sig store.»Under Isklædets […] sig store] Sitat fra Henrik Ibsens «På Vidderne» (Ibsen 2009: 550). Jf. kommentar til «Friluftslivet» (Nansen 40) og «Intet Sagn […] Aaren banker» (Nansen 28).

60Det gik nu raskt fremad, medens min egen Skygge dansede hen over Sneen ved Siden. Jeg kom paa en Høide, foran langt opigjennem udbredte sig Strandevandets hvide Flade og den lange Li bar lige ned paa Vandet, i strygende Fart gik det udover, af og til hoppede Skierne hen over Snekavlerne [sic] som over stivnede Bølgetoppe, det ristede i Benene, men det gik susende og det gjaldt blot at holde Balancen. Jeg var ude paa Isen, og nu havde jeg blot en halv Mil over denne til Myrstølen. Snart begyndte ogsaa Dagen at melde sin Ankomst over Fjeldrækken i Øst med sit dybeste, dunkleste Flammerøde, der stadig blev stærkere og stærkere og tilslut saa ud som hele Himlen stod i Brand, eller som et helt Land brændte under Horisonten og kastede sit flammende Gjenskin mod Himlen, knapt kan jeg mindes nogensinde at have set en lignende Glød, og det gjorde et mægtigt Indtryk her over den hvide, stille Vidde, medens det gav Fjeldene i Baggrunden, Sneen og alt et violetagtigt Overtræk. Lidt efter lidt begyndte det at changere over i orange og frembød den herligste Farvesymfoni, fra det dybeste violetrøde ved Horisonten gjennem rødt, orange og gult opover til Himmelens grønlige blaa, og høiest oppe dybe blaa, medens endnu Maanen skinnede med usvækket Kraft og kastede sin Sølvglans med lange Skygger henover Snefladen og glitrede i Iskavlerne [sic] paa Fjeldkammene, dog, hvor føler man ikke Ord afmægtige, naar det gjælder Skildringen af et saadant Naturspil, her kan intet uden Naturen selv tale, det er næsten en Krænkelse, hvorfor er man ikke stum.

61Men der var nok allerede MYRSTØLEN, jeg gik rundt Huset for at finde en Indgangsdør, det saa mest ud som et Fjøs det hele, men der var det nok, jeg skulde ind, jeg bankede paa, jo det var rigtig, der svaredes noget, og jeg aabnede Døren og gik ind i, jeg vidste i Begyndelsen ikke rigtig hvad, enten et Fjøs eller Menneskebolig, efter Lugten at dømme vilde jeg sagt Fjøs, nu lige meget, her var ialfald Mennesker og en Peis med Varme paa, hvad der var forresten kunde jo igrunden være mig ligegyldigt, jeg hørte Lyd, der tydelig tilkjendegav, at der ialfald i Rummet ved Siden af og Rummet under Gulvet var Kreaturer. Jeg saa bare Kvinder.

62«Godmor’n, er Manden hjemme?»

«Nei, han ligger paa nokken Støler paa den andre Siden Vandet med Reinsflokken, dei holder paa at mærke no.»

Aa hoi, tænkte jeg, Lykken er mig gunstig, denne Tamreinflokken, de holder her, havde jeg ikke taget med i Beregningen, og saa skulde det være saa laget, at han skulde ligge med den akkurat nu.

«Hvor langt er det dit da?»

«Aa ein halv Mils Veg, eller nokke saa, er det vel».

Hm, – hm, der var 7 a 8 Mil over til Voss, det kunde være nok det, om jeg ikke skulde faa Extraregning paa to halve Mil her for at hente ham; nei bedst at stryge videre med det samme, dog maaske kunde lidt Niste og en Fyrstikæske med sig være godt for alle Tilfældes Skyld.

«Har du lidt Niste at lade mig faa da, Mor».

«Aa jau, mæ tænker no det, om han vil ta tiltakke saa. Men aa skal den Kar’n hen da, han tænker no vel ikje at lægge paa Fjelli aleine no lel».

Jo det tænkte han da paa, Føre var vel godt i Fjeldet nu?

«Aa, jau det er nok godt, og er han bare kjendt paa Veien, saa er det jo ikke mere end 3 Mil over til Audal’n heller, men Dagen er kort no, og det kunde nok spøke med at række fram innen Kvelden lel.»

Nei paa den Veien var jeg ikke kjendt, tænkte nu heller ikke at tage den, men derimod over Hallingskeia, Grøndalsvatne og saa over Skavlen ned i Rundalen.

«Nei no har jeg aldrig hørt sligt før heller, tage over der saa mykje Snjo som det er no i Fjellli».

Saa meget des bedre, mente jeg, saa er der vel godt Skiføre og da.

«Aa jau, Føre var nok godt nok, men Du ræk’ ikje over der idag Kar, om Du end kan være nokke spræk, og ka vil Du saa gjera».

Aa, jeg fik nu betænke mig paa Veien; saa det altfor slemt ud kunde jeg jo tage Veien til Aurland alligevel. Men i alle Tilfælde fik jeg nu faa lidt Niste med, ogsaa kunde Du kanske skaffe mig en Fyrstikæske Du, sagde jeg henvendt til en ung, kjæk Jente, som stod ved Siden af mig. «Jau, det skal du faa», sagde hun, men tillagde saa, idet hun skjelmsk smilede med Øinene, «men saa skal du ogsaa love, ikke at tage Storfjelli fat».

Det kunde jeg dog ikke love hende sikkert, saa tungt det var; thi Kvindebøn er tungt at staa imod, jeg lovede dog at være forsigtig, og overlægge alt vel, naar jeg kom paa Gjeiteryggen, før jeg tog paa det. Dermed gav hun sig, og jeg fik en Fyrstikæske, som sammen med et Stykke Ost og et Par LeverLever] leiver Fladbrød blev «stoppet» i Skræppen, saa et hjertelig Farvel, og jeg for atter hen over den hvide Flade, hvor nu Maanens Lys ganske var fordunklet af den frembrydende Dag.

63Jeg var ved Enden af Strandevandet og tog just fatt paa de lange Lier opigjennem Dalen, der skjærer op mod Gjæteryggen, Vandskillet mellem Hallingdal og Aurland, da randt Solen, et mægtigt Straalehav brød ud over Fjeldvidderne, Topperne glødede i Purpur, Dødsstilhed rundt om, Naturen var grebet af Stundens Alvor, Lysets KongeLysets Konge] Formuleringen gjør det rimelig å anta at vi har å gjøre med en allusjon. Jeg har imidlertid ikke klart å knytte (den mulige) referansen til et bestemt tekststed. traadte i sin Hal; – «hvad er klart som Lyset, rent som Morgentanken».hvad er […] Morgentanken] Referanse til den danske lyrikeren Holger Drachmanns dikt «Beethoven. / (Niende Symfoni).» fra samlingen Dybe Strenge (1884). Denne samlingen ble gitt ut bare noen få uker før Nansens reiseskildring ble publisert i Aftenposten, og «Beethoven» er et av diktene som ikke hadde stått på trykk noe annet sted tidligere (Ursin 1956). Nansen inkorporerer med andre ord helt fersk litteratur i sin fortelling. Selve sitatet har han imidlertid stokket om. I Drachmanns original lyder gåten: «hvad er rent som Lyset, / klart som Morgentanken?» (Drachmann 1884: 63). Jf. kommentar til «dybere Strenge» (Nansen 32), «en Søvn […] hvide Sne» (Nansen 72) og «Hu–i! […] paa Kroppen» (Nansen 76).

64Jeg drog indigjennem Dalen, den bugter sig med jevn Stigning opover mod Høiden her, de sidste Sætervolde lægges bag, det gaar over det ene nedfrosne og nedsneede Fjeldvand efter det andet, dybt nede under Snedækket bruser Elven. Snart staar jeg paa Veiskillet, det gjælder nu Aurland eller Vosseskavlen.

65Ret foran mig ligger en stor Slette, der borte ved Kanten svinder Fjeldene, det helder nedover mod Sogn, det vilde ganske vist gaa raskt mod Bygden der.

66Jeg vendte mig om, der laa Fjeldvidderne hvide og blinkende indover, Tinde bag Tinde som en Leir af hvide Telte mod Himmelranden, bleggrøn og klar. Hvor de lokkede og drog; hvorfor ogsaa tage den lange Omvei om Aurland, hvorfor udenom og ikke bent over, hvorfor forlade de herlige Vidder, havde jeg fundet frem her før i Skaadde, Regnveir og Slud, saa kunde jeg sagtens naa frem nu i Klarveiret paa det mest sprættende Skiføre, rak en det ikke idag, saa rak en det imorgen, Ly kunde jeg søge i Hallingskeisæteren eller Grøndalssæteren, og i alle Tilfælde er nu den tørre, bløde Sne lun, lunere end en haard Stenhelle om Høsten, naar en er vaad til Skindet, derfor lad gaa, og gik gjorde det indover Vidden.

67Jeg var paa Høiden ved «Saaten»,Saaten] Såta, fjell i Hemsedal. et Fjeld med udpræget Form som en Høisaate,Høisaate] haug av høy hvorefter det har Navn. Det ligger just paa Ryggen, hvor Dalene fra begge Sider støde op mod hinanden og kan ses paa lang Afstand som et godt Veimærke for de faa Reisende, som farer over her om Sommeren. Ved dette Fjeld laa i ældre Tider mellem to store Stene en rig Englænders Hytte, det var godt om Ren her og mangt Dyr er bragt død til denne Hytte. Den er glemt nu, Taget er styrtet ned, blot Væggene staar igjen mellem Stenene. Det hele var dybt skjult under Sneen, her bor nu ingen uden Renen.

68Men der gik friske Slag efter en stor Flok. Se! hvor de har kastet Sneen lang Vei under Farten, hvor de har jaget over Vidden helt langt ud mod Horisonten, der taber Sporene sig i en Siddedal [sic]; hvor ubundet er dog ikke dette Liv over de frie Fjelde.

69Raskt bar det nu udover hele Veien, det for susende over Skaren i de Fjerding lange Bakker, Føret var saa godt som vel muligt, Stormen havde raset i mange Uger og blæst Sneen godt og fast sammen, Lindeveiret havde lagt en svag Skare ovenover, og saa derpaa et tyndt Lag med løs Sne, da har Du vel saa ypperligt et Føre som en Skiløber kan tænke det; Skiene satte blot saa vidt Spor henover, og det gik næsten af sig selv paa Sletten blot for Vinden, som stod mig i Ryggen. Af og til gaar det over lange, stille Vand inde mellem de ensomme Fjelde, saa atter afsted udover lange Lier af bratte Styrtninger.

«Det gik over Ur, over Tue
og over den styrtende Sti;
han var som en Fugl at skue,
han fløi paa de glatte Ski!»Det gik […] glatte Ski] Strofe fra J.S. Welhavens «En norsk Alpedal» (Welhaven 1990a: 288). Jf. kommentar til «Og alt […] det golde Grus» (Nansen 22).

70Ja det er sikkert det fløi paa de glatte Ski; men der gik det over nogle Spor, hvad var det? Det var Ulv! tre Ulve! – hm, der har Renen sin værste Fiende, og desværre den synes næsten atter at ville vende tilbage, af Tamrenflokken ved Strandevandet tog den ifjor 3 Ren, iaar havde den allerede taget 5, slemt skulde det være om den for Alvor kom tilbage, hidtil har det dog blot været enkelte Slængere. Sporene drog langt indover, og jeg fortsatte min Vei. Senere passerede jeg ogsaa flere Slag efter Gaupe og Jærv. Der har vi Renens tre værste Fiender næst Mennesket; dog den er ikke let at tage; paa Spranget tager ingen den, og da dens Sanser er skarpe, holder det haardt at lure den paa Lugt eller Syn.

71Jeg havde regnet paa godt at kunne være paa Toppen af Vosseskavlen Klokken fire, for «i Lyse» at komme ned i Runddalen; skulde Mørket falde paa før, kunde Nedstigningen blive slem nok. Men Klokken var allerede over to og endnu havde jeg ikke set noget til Hallingskeisætrene, de laa lige midt i Dalen, saa jeg kunde umulig komme forbi uden at se dem, strax efter kommer saa Grøndalsvatnet med Sæteren, og her, skal jeg tage af og op paa Skavlen; det drog stadig længere og længere ud, jeg saa og jeg saa efter Sætrene, men de var og blev borte. Vand efter Vand passeredes og i min blinde Tro paa først at finde Sætrene faldt det mig aldrig at tænke paa nogen af dem kunde være Grøndalsvandet. Da jeg saa det sidst, var det Regnveir, alle Fjeldene omkring var bare, blot Vosseskavlen hævede i Syd sin mæktige, hvide Kam og forsvandt i Skaadden, nu var det hvidt i hvidt altsammen, Vande, Fjeldsider og Tinder omkring og ikke tænkte jeg paa at nogen af dem kunde være Skavlen, jeg skulde og vilde have tag i mine Sætre.

72Klokken blev over tre – den nærmede sig stygt fire, – Haabet om at række over idag begyndte at svinde, jeg fik nok maaske, naar jeg kom til Sæteren, se at komme ind og overnatte, der var vel lidt Brændsel siden Høsten jeg skulde brase rigtig paa Peisen, lidt Ost og Fladbrød, og, hvis der var et Kar at smelte i, lidt smeltet Sne, hvor vilde dette ikke blive rigtig hyggeligt; men hvor blev de da af disse fortrollede Sætre, skulde jeg da have forregnet mig saa rent skammeligt paa Tiden. Dalen bugtede sig rolig videre nedigjennem og raskere og raskere skar jeg frem i Utaalmodigheden; atter var jeg ved Enden af et langt Vand, det bar udover, men Stup, – der stod jeg for en lodret Styrtning, Skavlen, jeg stod paa, hang over et svimlende Dyb, her bar ingen Ski udover, Elven fossede og bruste nedigjennem en trang Fjeldkløft, Dalsiderne stupbratte paa begge Sider[.]begge Sider[.]] Her har et punktum falt ut av originalen. Havde jeg nogensinde gaaet gjennem her før, nei, ikke kunde jeg mindes det; men det maatte vel saa være, Dalen og Elven gik denne Vei, og dem skulde jeg følge til jeg kom til Sæteren. Jeg fandt en Nedgang, lodret var den, det gjaldt at hugge sig fast med Skistokken i den ene og Skiene i den anden Haand, endelig var jeg nede i Bunden ved Elven, men her faldt Dalsiden saa steilt i Fosserne nedover, at det hvert Øieblik spøgte om at gaa i det sorte, skummende Vand nedenunder; Stokken hug jeg i til Haandtaget og den bar over, hvergang det glap for Foden. Men der hang Fjeldvæggen udover Elven, her maatte jeg op hvis jeg vilde frem. Jeg kunde ikke faa i mit Hoved, at jeg nogensinde havde været her før, men det maatte vel saa være, og opefter krøb jeg Skridt for Skridt. Øverst oppe hang Skavlen udover, jeg maatte hugge Staven ned saa langt ud paa Kanten, jeg kunde naa, faa Skierne ned ved Siden af, Skavlen var haard den holdt nok, og saa løfte sig op paa Kanten efter disse, – derpaa Hunden, og vi var begge hjulpne for den Gang. Det gik nu atter lidt jevnere et Stykke og bar i susende Fart ned paa et nyt Vand. Kommen over dette var der atter en Kløft værre end den første, efter megen Klatren og mange Anstrengelser kom jeg dog ogsaa forbi her og naaede et tredie Vand. Nu begyndte jeg imidlertid at ane Uraad, dette kunde aldrig være rigtig fat, jeg kunde dog heller ikke faa ind i mit Hoved, at jeg kunde have gaaet galt, og selv Synet af Birketrær kunde ikke fuldt ud overbevise mig derom. Da jeg imidlertid ved Enden af Vandet fandt stor Birkeskog og paa en Høide bortenfor saa et Par hundrede Fods Dyb ret nedfor, et nyt Vand, en Trang Dal, med Birkeskog paa begge Sider, da forstod jeg grant, at jeg var kommen i Nærheden af Sogn og var visselig ikke langt fra «Kaardalen». Did havde imidlertid ikke jeg bestemt mig: jeg skulde og vilde over Vosseskavlen, derfor helt om igjen, jeg fik søge Ly i Grøndalssæteren den Nat. Det værste blev atter at skulle passere de Fjeldkløfter, jeg netop kom fra, næsten glad ved at have sluppet med Livet. Dog var jeg kommen frem, kunde jeg ogsaa komme tilbage, og det gik igjen raskt over Vandet. Det mørknede allerede stærkt, Klokken nærmede sig 6, Stjernerne tittede en for en frem og lyste sitrende fra det dæmrende Himmelhvælv. Jeg kløv i en Fjeldvæg, Sneen var haard og glat; glap det her kunde intet stanse, og det vilde bære lige lugt i Fossen under; det blev steilere og steilere, jeg fik se at komme op; men en mægtig Skavl hang udover oppe paa Kammen, det var saa vidt jeg naaede til Kanten, Stok og Ski huggedes godt ned, jeg svævede et Øieblik frit over Afgrunden, fik saa Fæste for det ene Knæ paa Kanten, og hurtigst mulig trak jeg mig indover og var berget. Snart var jeg atter tilbage paa et langt Vand, forbi alle vanskelige Passager. Det gjaldt nu blot at finde Grøndalssæteren, den laa ved den sydvestlige Bred af Grøndalsvandet lige under et steilt Fjeld, blot nogle faa Alen fra Strandkanten, jeg kunde umulig gaa feil af den, trods at det jo allerede var stummende mørkt, idet blot Stjernevrimlen, der tindrede og tindrede, kastede et svagt Skimmer over Snefladerne. Trolig holdt jeg da tilhøire langs alle Vandene opigjennem og speidede og speidede, men saa ikke andet end Sne, og Sne og blot Sne, Vand kom efter Vand, men stadig samme Resultat. Nogen Sæter fandt jeg ikke. Det hele forekom mig som forhexet. Jeg maatte næsten snart være tilbage i Hallingdal og endnu ingen Sæter, jeg saa paa Klokken, saavidt Stjernerne tillod syntes jeg at skimte halv ti, det var jo Sengetid, og det kunde saamen ogsaa være paa Tide, efterat have været stadig paa Benene siden Klokken 3 om Morgenen. Vilde ikke Sæteren lade sig finde, saa kunde det sandelig ogsaa være det samme, jeg kunde nok finde vel saa blød Seng hvor jeg var. Det blæste en gjennemtrængende skarp Vind, det gjaldt blot at komme i Ly for den. Og hvor Vinden mod en vældig Sten havde blæst op en høi, haard Skavle, krøb jeg ned mellem denne og Stenen, grov mig et Leie ind under Stenen, tog paa en Uldtrøie, det eneste Reserveplag jeg havde, foruden min vanlige Paaklædning, og med Skræppen under Hovedet og Hunden i en Kul ved Siden af med Hovedet ind under min Arm sovnede vi begge blidt ind, og drømte og sov «en Søvn saa kysk som Nattens hvide Sne»;en Søvn […] hvide Sne] Dette verset avslutter Holger Drachmanns dikt «Nat», fra Dybe Strenge (Drachmann 1884: 89–90). jeg var træt efter Dagens Anstrengelser. – Jeg vaagnede, – det var lidt koldt paa Benene, jeg tittede ud og op fra min Hule, der saa lyst ud deroppe, Maanen tindrede nok allerede hen over Snefladerne. Jeg var udhvilet og kunde da ligesaa godt atter fortsætte, men hvorhen?

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Tre skiturfortellinger fra 1884

I 1884 hadde fortellinger om skiturer i høyfjellet nyhetens interesse. Lange skiturer til fjells for fornøyelsens skyld, og mer eller mindre litterære skildringer av slike utflukter, var simpelthen nye fenomener. Før 1884 finner vi kun noen få slike beretninger, mens de utover 1880-tallets siste halvdel og framover dukker opp til stadighet. Tekstene vakte oppmerksomhet, både begeistring og forargelse: Mange leste dem som framstillinger av hasardiøse galmannsverk. Vi snakker tross alt om 1880-tallets ekstremsport. Høyfjellet?! Om vinteren?! Hva har de der å gjøre?!

I denne samlingen har Audun Renolen Aasbø samlet og kommentert fortellinger skrevet av Henrik Angell, Fridtjof Nansen og Ludvig Schmelck vinteren 1884.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på X
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.