Det er tøis og tull, siger jeg, madam Karlsen. Har nogen hørt sligt. Den lange ungen. Hvad andet har hun at gøre?

Nei, det er det jeg siger. Hun har ikke andet at gøre. Det var sandt, san.

Og ikke skal nogen si om mig, at jeg har været en slem stedmor. Tror De kanske, at det er let at være stedmor? Bare navnet. Har jeg ikke gaat og varet mig alle disse aarene? Og aldrig har nogen sagt mig noget paa.

Det mener jeg heller ikke, fru Guldbrandsen. Alle kender Deres gode hjerte.

Godmodig er jeg, gudskelov.

Godmodig og munter og livsglad. De har jo saan rigtig bragt humøret op i Guldbrandsen.

Aa ja. Endda det gaar nedover. Men det er jo ikke hans skyld. Slige tider. Der er ikke meget at fortjene. Ikke har vi raad til at holde saameget som en pige. En kan snart ikke ta sig en udgangstur i byen engang.

Nei, det er det, jeg siger. Lidt glæde maa et menneske ha. – Men snil er han nu mod Dem.

Snil? Det skulde bare mangle, at han ikke var snil. Tosken, siger jeg. Gøre en til kone og skaffe en tre barn, i hans alder.

Han er nu ikke saa gammel.

Han er 16 aar ældre end jeg.

Ja, han giftet sig sent første gangen

Saa gjorde han det desto snarere om igen.

Det blev ikke stor sorg efter den første…

Nei, det var Deres muntre sind, som tog ham. Vesla var ikke mere end 4 aar.

Stakkars liten.

Og var jeg ikke glad i Vesla? Naar han kom med hende i konditoriet, det snaale, ensomme mennesket. Forærte jeg ikke barnet store poser med sukkertøi. Og 10 øres kager?

Ja, det var vel det, som tog ham. For han var glad i Vesla, dengangen.

Gik jeg ikke der og stelte med hende og lived ham op – den raringen – saa han tilsidst sa det til mig en dag: «De kunde passe til at bli en god mor for den tingen, De», sa han.

Ja, ser De. Han mente vel helst at De kunde bli en god kone for ham. For saadan er mændene. De slaar paa læsset og mener manden. Eller pigen.

Tror De det?

Den tosken. Han kan gøre, hvad han vil. Jeg kan vri ham om en finger…

Det kan De nok, fru Guldbrandsen.

Han er en snaal en. Kan ikke være fra mig. Og han gaar og tuller med de boggreierne sine. Hvad er det for slag? Jeg kunde gjort det meget bedre.

Men det var nu ham, som kom dengangen. Og en mand vokser ikke paa trær heller. De var en fattig pige og maatte tjene for Deres brød. Og gifte sig, det skal en jo.

Pyh! – De skulde bare vide. Men der siger De det jo selv, madam Karlsen. Maatte ikke jeg tjene, maatte ikke jeg arbeide. Faar vi ikke arbeide allesammen. Ja, fra en er saa liden som saa. Og saa siger De alligevel, at Vesla, at Elisabeth…

Det var det konditoriet. De havde det ikke slemt der. De havde Deres egen mor og et godt hjem.

Aa –.

Elisabeth kan ikke klage over mig som mor.

Det gør hun heller ikke. Det har jeg aldrig hørt, fru Guldbrandsen. Men ser De, det er alligevel saa rart, naar barna kommer… Ens egne.

Vil du la være at grise dig til, Yngvar. Jeg skal komme paa dig, jeg. Husk paa de nye bukserne dine.

Er det noget galt i dét, at Elisabeth gør nytte i huset, kanske?

Nei, det være saa langt fra mig at si, at ikke ungdommen skal gøre sin nytte.

Men jeg skal si, det er saa rart med det. Jeg var nu tilstede, da den lille tingen kom til verden, jeg. Ja, det var vist. Jormoren kom ikke. 6Men det gik saa godt, og jeg stelte med hende de første otte dagene. Og mangen gang siden ogsaa.

Ja, var det noget rart i det. De tjente jo i huset som pige. De bedre tiderne, dem opleved ikke jeg.

Gulle! Det lille Gulle. Moren var syg længe. Og som et lite alfebarn var hun deilig, et lite febarn… De sa det allesammen. Trolle mit! Maatte jeg ikke indom og se hvordan hun hadde det. Det var lang reise til byen, men’n Sigvart sa, at jeg kunde bli med denne gangen. Gulle mit!

Ja, nu har De jo været her baade fra og til i disse dagene. Og De har vel ikke set noget galt, skal jeg tro.

Nei, galt, nei. Og De har jo været saa snil og venlig, fru Guldbrandsen, og trakteret kaffe paa mig og alting. Jeg kendte jo Dem fra før, jeg. Det var ikke noget ondt i Dem de første aarene De var gift, og det er det vist ikke nu heller. De har oplivet Guldbrandsen med Deres muntre sind, ja, De har gjort ham til en anden mand. Det har jeg sagt, og det staar jeg ved. Han er nu vel bare altfor optat af Dem, kanske…

Pyh. Nei, jeg venter paa, at de bedre tiderne skal komme igen, jeg. Saa kunde vi være lidt med, vi ogsaa. Saa flinke barn, som vi har.

Ja, De er kry af dem. Og det er flinke barn, og pene barn. En ser det.

Saa kunde vi faa dem frem. Men han har slet ikke noget praktisk skøn paa det. Han gaar og tuller med de boggreierne sine. Og hænger i skørterne paa mig.

Ja, en ser det…

Vilde De sagt noget, madam Karlsen? Hvis det er noget mere om Elisabeth… For nu skal De jo reise iaften.

Ja, jeg skal det. Og derfor var det jo det, at jeg vilde lægge et godt ord ind for hende, fru Guldbrandsen. Om De vil høre paa mig da. For ser De – naar det nu er saa, at De har Deres egne, og manden hænger i skørterne paa 8Dem, som De siger. Ja, jeg mener, da er det vel saa, at – at det ikke blir saa stor plads for lille Gulle her i hendes eget hjem.

Jeg skønner ikke, hvad De mener nu, madam Karlsen.

Jo, jeg mener nu dét – at hun blir ligesom lidt fremmed saan, i sit eget hjem.

Nei, nu har jeg… Har en hørt paa magen?

Barnet er i en vanskelig alder, husk paa det! Hun gaar og feier og vasker og gør rent og steller med barna.

Ja, vi har ingen pige; husk dét! Og jeg gør sandelig mit.

Ja, De laver maden, og De gaar i byen til manden, og De liver ham op, og det blir ikke anderledes… De maa ikke fortryde, fru Guldbrandsen. 9Elisabeth! Hun som er saa stærk, hun skulde vel ha skade af dét. Lidt arbeide, – pyh.

Vesle Gulle er stærk, men hun er fin og tander, og hun er saa snil. Hun lar sig bruke taalmodig… Jeg ber nu for hende, fru Guldbrandsen.

Javist er hun snil, men hun er stri ogsaa. Jeg kender hende, jeg. Bedre end De kanske, madam Karlsen. Hun maa holdes med stram tøile, ellers gaar hun sine egne veie.

Aldrig var det nødvendig at holde Vesla med stram tøile dengang, nei. Gud velsigne hende! Det, De siger, gør hun lettere, hvis hun ikke har lidt glæde saan i det daglige. Nu har hun stelt og rullet i hele eftermiddag, ja, idag som igaar og alle dagene. Hun vasker og drar med bøtter og syr og lapper. Næsten ikke har jeg faat se paa hende og frydet mine øine og talt med hende, Vesla. Og nu skal jeg afsted… Men der er hun.

Ja, se nu. Staar der ikke ligesom en lysglans om det barnet… synes jeg.

Aa. Hun er saamen ganske almindelig.

Er du færdig med tøiet?

Ja. Nu er det lagt sammen.

Det var ikke storrulling idag. Ellers hadde jeg nok været med, kan De tro.

Nu faar du si adjø til madam Karlsen da. Og saa derefter maa du se at faa lagt barna og passe huset. For jeg og Guldbrandsen blir i byen iaften. Jeg skal træffe ham i butiken.

Ja, vi gaar jo sammen indover.

Gulle mit! Du er blit stor og pen… Ja, pen var du, da du var liten ogsaa. Og saa snil bestandig. Du vilde nu saa gerne gøre det, som ret var.

Det er du, som siger det, Anne. Du tror saa godt om mig. Jeg er slet ikke saa snil bestandig, jeg.

Er ikke du? Hør paa den stemmen hendes, er det ikke som Guds solstraaler. Jo, Vesla mi, du var snil, og du vilde gerne gøre det, som ret var. Straks en bare stelte lidt med dig. Du var villig og let at lede som en liten Gudsengel. Og du vilde gerne være virksom med hænderne dine, og du sydde til dukkerne dine fra du var fire aar, og du var lystig og fuld af moro. Hadde ikke vi moro?

Men siden blev det ingen, som stelte med lille Gulle mit.

Anne, det var du, som var snil. Hvor mange gange jeg længtes efter dig, du.

Jeg skulde jo gifte mig, jeg. Saa dum var jeg. Endda han Sigvart er bra nok mand, han. En kan ikke andet si. Og Guldbrandsen, han giftet sig ogsaa. Saa blev Gulle alene.

Nei, en skal nu ikke gøre det saa sørgelig heller. Det blir nok godt for Vesla mi. For hun er en af hans egne, hun…

Uf, Anne, du faar mig jo til at graate.

Og nu skal du reise ogsaa. Og næsten ikke har jeg faat tale med dig…

Nei, det er ligesom ikke blit stor tid. Det var noget du skulde gøre bestandig.

Men se her, barnet mit, har jeg noget til dig. Ja, det er ikke meget, men –. Jeg tænkte nu det, du skulde ha lidt for dig selv. Saan liten lommeskilling.

Nei, men Anne. Fem… fem kroner…? Du vil da vel ikke gi mig alle dem? Nei, kære, snille Anne, det maa du da ikke. Du er selv fattig, du er ikke rig i alle fald…

Jo. De skillingerne har jeg nu bestemt, at du skal ha. Du og ingen anden. Det er ikke meget, en kan gøre, men –. Køb dig noget nyt, pent, Vesla mi.

To, tre – fire fem. Men alle de pengene. Jeg har aldrig havt saa mange penge i mit liv. Aa, du snille, snille Anne!

Herregud, vesle Gulle mit! Men sig det ikke til nogen. De pengene skal du ha ganske for dig selv, forstaar du. Saan liten lommeskilling er godt at ha. Og køp dig nu noget nyt, pent…

Anne, ved du… Da vil jeg gi Sven en straahat.

Sven? Hvem er Sven da, barnet mit?

Det er den gutten… Bogbindergutten, som gaar her.

Har du ikke set ham?

Trykkerigutten, jo. Han kom her og hented bøger en dag, saa jeg.

Ja. Det er ham. Han er saa snil – og flink kan du tro. Du skulde se de tegningerne hans. Og han vilde saa gerne lære at bli arkitekt eller ingeniør. Men han er endnu fattigere end jeg, ser du. Og netop nu en dag sa han, at han ønsked sig saa en straahat. For den han gaar med er bare som en klud. Anne, du kan tro, 14jeg skal nok købe noget til mig selv ogsaa. Alle de penge, jeg har… Da kan jeg nok gi ham en krone og femti øre til en straahat. Vi kan faa den derhenne i butiken.

De er saa pene, saa.

Ja, Vesla mi. Du skal gøre ganske som du vil. Naar det kan glæde dig, saa.

Naa er dere vel færdige med at si adjø. Vi maa gaa, hvis De skal naa toget, madam Karlsen.

Er klokken saa mange? Ja, manden min venter… Jeg faar nok ikke komme for sent. –

Og Guldbrandsen venter i butiken, nu lukker de snart. Elisabeth, jeg har git barna mad, de sidder og spiser. Jeg har sørget for altsammen, for at du kunde si adjø til madam Karlsen. Nu ved du, hvad du skal gøre. Du vasker op og gør istand til imorgen og lægger barna. Glem nu ikke noget.

Nei, jeg skal ikke –. Naar kommer far og du hjem?

Det blir ikke før sent. Det er lyse sommeren nu. Laas nu efter dig, naar du gaar ind. Saa adjø…

Adjø… Farvel, du snille Anne.

Lille Gulle mit. Vesla mi. Gud signe hende!

Kommer De saa, madam Karlsen. Barna kan gerne lege en liden stund endnu, Elisabeth. Klokken er ikke mere end 7. Husk paa varebindet til Yngvars læsebog. Og laas, naar du gaar ind, hører du.

Vi skal ikke lægge os endnu. Mor sa, vi kunde være oppe. Du skulde lægge bind om læsebogen min, sa hun.

Det skal jeg nok gøre, Yngvar.

Mor sa til far idag, at du glemmer saa meget…

Sa hun det.

Hvad sa far?

Aa, han sa ikke noget videre. Du Vesla… Er du svært glad i far?

Du kan vel skønne, at jeg er glad i min far.

Men han snakker jo ikke noget videre med dig. Han snakker mest med mor.

Jeg synes ikke, at far snakker videre med nogen. Han er saa stille. Men mor liver ham op. Og det er godt, ser du.

Er du mere glad i far end i mor?

Hvorfor spør du om saa meget. Gaa ind og læs paa leksen din, Yngvar. Eller leg med de andre.

Sven! Du skræmte mig

Ja, her er jeg, du. Jeg vidste, at din far skulde ud med din mor iaften. Og straks vi hadde lukket butiken tog jeg turen hid. Jeg mødte dem paa veien, forresten.

Hvem? Mor?

Ja. Jeg sa til hende, at Guldbrandsen hadde sendt mig hid for at hente pap, og det gjorde han ogsaa – igaar eftermiddag. Men da holdt jeg paa med tegningen min, igaar aftes lige til midnat, og da glemte jeg det, ser du. Jeg kunde jo ikke faa talt med dig igaar alligevel, Vesla. Men nu kan vi. Vil du se?

Huser. Saa vakre huser. Nei, hvordan kan du faa tegnet det, du. Dét – og dét. Se det med gærde foran. Saa hyggeligt det ser ud der. Jeg skulde gerne bo i et saant hus.

Ja, og her ser du hvordan værelserne skal ligge. Og her er veranda. Det er en villa. Der skal være en balkon i hjørnet, her udenfor sovekammervinduet. Ovenpaa. Jeg har konstrueret det op. Se her.

Hvor flink du er, Sven. Bare du kunde faa lov at bygge saanne huser.

Ja, da skulde jeg bygge et lidet hus til dig og mig ogsaa. Først et lidet et, og siden kunde vi bo i et større. For du skal bli den lille konen min. Du ved nok det.

Men jeg er ikke voksen. Ikke konfirmeret engang. Vi kan ikke bestemme det endnu.

Jo, dig skal det være. Dig og ingen anden. Det er jeg bestemt paa. For du er den søteste og bedste jeg kender, du, Vesla. Ja, jeg er saa 19glad i dig, at –. Du er den eneste lysstraalen jeg har, du velsignede ungen min. Nei, kan du se, hvor vakkert det er her nu, solen gaar ned. Jeg blir saa glad, at –. Endda saa træt jeg er.

Idag kan du tro, jeg har travet.

Rundt med bøger. Og nu har du vel ikke faat nogen middag idag heller.

Nei, de faa pengene mine maa jeg bruge til andre ting, ser du.

Vesla, nu har jeg snart lagt op til et helt bestik.

Bestik. Hvad er det for noget?

Det er værktøi, som bruges til konstruktionerne. Med passer og saant. Det skal jeg nok lære dig, du. Saa skal du hjælpe mig.

Tror du, jeg kan det, da?

Hjælpe mig, ja. Du Vesla, kan du tænke dig noget saa vakkert som at to hjælper hinanden. Hele livet igennem.

Jo… Det synes jeg maatte være vakkert. Hele livet. Tænk helt til vi blir gamle. Da vilde vi være trofaste, du.

Ja, det vilde vi. Vi vilde dele godt og ondt. Og aldrig gaa fra hverandre.

Nei, aldrig.

Men det er skrækkelig, hvor jeg er sulten.

Du kan faa havregrøden min. Jeg har en hel tallerken fuld.

Nei, Vesla. Den skal du ha selv.

Nei, jeg bryr mig ikke om den. Ikke det gran. Det er sandt, hører du. Jeg har faat middag, jeg. Og madam Karlsen var her, og da fik vi kaffe. Nu skal jeg gaa ind efter den.

Saa moro, at jeg traf dig alene. Jeg er ligesom saa glad ikveld. Det blir nu vist en raad for mig ogsaa… Fattiggutten jeg er.

Ja, du Sven. Du, som hverken har far eller mor. Dig synes jeg synd paa.

Du skal ikke synes synd. Pyt san. Du skal se.

Og saa har jeg noget andet til dig, som du vil bli glad for. Nu kan du gætte, mens jeg er inde.

Saa, spis nu.

Men skal du slet ikke ha noget? En liten ske imellem. Jo, naar du er konen min. Se her, kom nu…

Nei, jeg vil ikke ha. Du skal spise op alt…

Ja, du kan tro, det smager. Hvad var det for noget rart?

Jo. Nu kan du kaste luen din.

Er du gal? Luen min. Jeg kan da ikke gaa uden lue…

Jo, for nu faar du en straahat. Se her, viser jeg har mange penge, jeg. En krone og femti øre koster en hat til dig. Og de andre… Dem kan vi lægge op, du. Vi kan købe noget til huset for dem. Engang, senere…

Men hvem har git dig penge, Vesla? Det er da vel aldrig betænksom aldrig en tilbeder, vel?

Du da. Dem har jeg faat af Anne.

Hvem er Anne?

Min gamle barnepige. Hun, som gik herfra for lidt siden, ved du.

Aa, madam Karlsen. Nei, men vil du gi mig den straahatten? Det er storartet – hurra!

23Og tænk, nu har jeg spist op altsammen!

Ja, du er en liten kone, du. Den eneste, jeg vil ha. Vesla!

Og da skal vi aldrig gaa fra hverandre?

Nei, aldrig.

tar sin Hat af og sætter den paa igen.

Tør jeg spørge: Bor her en bogbinder Guldbrandsen?

Jo. Det er huset der.

Men han er nok ikke hjemme iaften

Det var uheldigt. Jeg vilde just benytte denne aftenstund.

24Det synes mig forresten, at jeg har set Dem dernede… i bogbinderiet.

Deres principal har enkelte gode gamle sager, og jeg er bogsamler bl. a. Jeg gaar der iblandt.

Jo, jeg kan godt huske Dem, hr… hr…

Bryde. Bygningsingeniør Bryde. Ja, administrationschef nu, men det er jo ligegyldigt. Saa. Det var kedeligt, at han ikke var tilstede.

Denne pige…

Det er hans datter.

Naa, det er datteren.

Bor De her kanske?

Nei, jeg hadde et ærend hid iaften.

Saa. Det var ellers snurrigt nok. Mit ærend angaar nemlig…

Hør. Jeg talte gerne et øieblik med Dem paa tomandshaand.

Jeg maa gaa og lægge de smaa.

En vakker pige. Naa. De synes at være saadan… optaget. Ikke noget underligt i det. Ungdommen, vaaren, ja, ja. Og kanske ikke videre glæde, hvad? Det evige einerlei, løbe rundt med bøger, lidet at fortjene, lidet til mad og mindre til klær. Saa omtrent –

Hm. Hvorlænge har De saa været i den den butik derinde?

Omtrent tre aar.

Og før? De har gaat paa folkeskolen. Der er blit betalt for Dem. Ikke sandt?

Jo, det har jeg hørt. Af min mor.

Deres far er – han er –

Jeg har aldrig kendt nogen far. Det jeg ved.

Sandt. Nei, nei. Ser De, min gut, De… Sagen er: Sidder De sommetider og tegner i rummet bag butiken derinde?

Jo, det har jeg gjort. Adskillig.

De tegninger har jeg set. Nogen af dem. Og disse tegninger har interesseret mig. De viser en speciel evne i en vis retning. Det er ikke alle, som har den, nei ikke alle. Meget faa. Det har interesseret mig, ja. Derfor har jeg besluttet mig til, at jeg vil gøre noget for Dem.

For mig…?

Jeg vil – paa betingelser – hjælpe Dem frem. Bestride udgifterne ved Deres læreaar, Deres uddannelse i 5 aar. Lad os sige 5 aar. De skal bli bygmester, – arkitekt. Det er dét, De skal bli. Det du’r De til.

Men… Hvordan skal jeg da takke Dem! Hvad grund…?

En stor aarsag og grund. Hvorfor ikke sige den? Jeg kender den dag, da du blev indskrevet i kirkebogen. – Jeg er din far, Sven.

Er De min far…

Spør mig ikke. Jeg har længe været forhindret. Familieforhold… Nu er jeg fri. Hvorfor ikke si det. Takke mig, siger du. Du vil faa anledning til dét. Jeg er en ensom mand, Sven. Og for alle vil jeg anerkende dig som min søn, om du i disse 5 aar – og senere – holder, hvad jeg lover mig af dig.

De – kan forlange, hvad De vil og bestemme for mig. Jeg gaar ind paa alt.

Paa alt. Først taushed om, at du er min søn. Indtil videre.

De kan stole paa mig.

Her er min adresse. Du kommer til mig 28imorgen formiddag, ved 12 tiden. Saa tales vi ved. Farvel.

Er det en drøm?drøm?] rettet fra: drøm (trykkfeil)

Vesla… Du Vesla, vi er reddet. Hører du. Han vil hjælpe mig, du!

Vil han hjælpe dig. Den manden?

Han vil hjælpe mig frem. I 5 aar, og siden –. Hysch! Jeg tør ingenting si.

Hurra! Det er eventyr. Prinsessen og det halve kongerige. Og du er med i eventyret Vesla.

Men jeg var bange for den manden. Han saa – saa kold ud.

Han har set tegningerne mine. Han siger, jeg kan. Jeg skal bygge de deiligste villaer – og huse og slotte! Og et af dem skal vi to bo i.

Du skulde lægge bind om læsebogen min.

Yngvar, vil du ind med dig.

Nu kommer jeg. Jeg maa gaa, Sven. Klokken er saa mange.

Set saan pøik.

Vil du se at komme dig ind, gut!

Du maa ikke skænde. Han siger det til mor. Og da –.

Ikke vær ræd for mor. Nu mere. Jeg kommer og befrir dig, jeg. Akkurat som i eventyret ser du. Naar tiden kommer. Men hysch, jeg tør ingenting si endda. Maa du gaa, da?

En af de første dagene kommer jeg og snakker med dig. Kære, søte, velsignede.