Det er som jeg siger det, hr. arkitekt. Jeg ved ikke mere, jeg. Jeg er ikke den, som snakker om mine logerende. Men vist er det, at det gaar rart til her, paa det sidste.

Og nu er hun ude. Ved De ikke, naar hun kommer hjem?

Hun sa ikke noget. Men hun blir aldrig længe ude. Gaar ligesom og stunder og tænker og venter. Fra stuen her og derind peger tilvenstre og tilbage igen. Til langt paa natten. Og slig 97har det været nu – ja lad mig se – siden sidste torsdag. Det er netop en uge siden idag.

Var det den dag, han blev borte. Jeg mener, var det da, han flytted?

Nei, han flytted ikke den dag, det var to dage før. Flytted? – Jeg ved ikke, om han vil flytte, jeg. Han har ikke sagt noget til mig. Det er vel ikke andet end saan liten udflugt. De fleste af tingene er her endnu. Se, paa væggene, og dér paa bordet…

Undskyld at jeg spør, men det er efter et bud, jeg fik igaar: De hørte ikke, før han flytted eller hvad De nu vil kalde det – at der var noget iveien, paafærde? At de, ja f. ex. talte høit, var lidt uvenner…

Aldrig det som er, hr. arkitekt. I de dagene, da talte de mest ikke, synes jeg. Det var de dagene efter hun var kommet hjem en aften og maatte lægge sig, og hr. Rein fulgte hende op. Og hr. Rein, han har været her næsten hver dag siden. Det er en vakker en. Nei, uvenner. Kan nogen være uvenner med hende, som har de kære barneøinene og bare ser paa en. Syns jeg synd paa nogen i verden, da er 98det hende. Hadde aldrig trod, at jeg skulde komme til at synes saa synd paa nogen, som kvinde er. For jeg liker nu bedst mændene, jeg.

Liker godt hr. Bryde ogsaa. Men en kan jo begribe og skønne, at her er ulver i mosen.

Hvordan var det da den dag, da han kom tilbage. Nu sidste torsdag.

Hvordan det var? Ved jeg noget, jeg. Kan vel ikke se gennem væggen. Har andet at bestille end at se efter de logerende, jeg.

Men Rein sa, at De stod udenfor døren, da han kom. Bryd Dem ikke om dét, frk. Arnestad. Vi maa vide, hvordan det gik til, ser De. Ellers kan vi ikke hjælpe. Hun selv siger ingenting.

Nei, jamen syntes jeg, at hun blev saadan – lidt underlig efter den dagen. Ikke de allersidste dagene, ikke igaar, og ikke imorges, da hun gik ud. Hun var mere som almindelig. Men den eftermiddagen, da kom hr. Rein, netop som han var gaat, og hun laa paa gulvet…

Det fortalte han.

Og han blev her længe udover natten. Men det var ligesom hun var borte.

Det fortalte han. Men hvad var der gaat forud? De var jo vidne til det.

Var jeg vidne til det?

De stod lige ved døren, da Rein kom. De maa ha hørt…

Hørte jeg ikke? Det arme barnet. Han sa – han sa, at det var feil altsammen, sa han. En feil–ta–gel–se. Og snakket om, hvordan det var kommet, og at de begge hadde været barn dengang. At det ikke var saa rent alvorlig ment. Og der hadde været saa meget ondt. Og mange ting. Det var – det var ligesom en skyder en smaafugl, synes jeg. For med det samme han var i døren og gik sin vei, og hun saa, han gik, da seg hun tilgulvs og blev liggende. Og netop som jeg vilde gaa den anden vei og hjælpe hende, kom hr. Rein.

Og saa?

La vi hende paa sofaen her. Med tæpper over. Og jeg laved te, men den kunde hun ikke drikke. Hun bare laa stille. Hun sov ikke, og hun var ikke vaagen heller.

Til om morgenen?

Ved ikke hvor længe det var. Ikke saa længe. Hr. Rein sa, han hadde lavet te om igen paa apparatet ved 3 om morgenen og git hende. Og vin, noget fin sherry, som jeg hadde ude i skabet, fra min fødselsdag. Da hadde hun grædt saa forfærdelig. I timevis, og intet kunde hun forklare. Og jeg hørte igen ved 7 tiden, at hun raabte: Sven. Og hun vilde ud af døren, og han maatte holde paa hende. Saa sovned hun ind til udpaa formiddagen.

Derefter var det, De mærked, hun var underlig.

Ja. Jeg syntes det. Naar hun gik alene, saan ved dag og ved nat. Men ikke de aller sidste dagene, ikke igaar og idag. Hun var roligere og mere som almindelig. Naar jeg nu tænker paa det, saa syntes jeg hun sa, at hun skulde i en have… Imorges, hun gik ud. Maa vel snart komme tilbage. –

I en have. Det var besynderligt …

Kan De skønne, hvor hr. Bryde er. Flyttet er han ikke. Da hadde han vel sagt noget til mig. Reist er han vist heller ikke…

Bryde er i byen endnu. Jeg ved, hvor han opholder sig og vil tale med ham. Kommer igen senere. Farvel saalænge, frk. Arnestad. Nytter ikke at vente nu. Tiden er kostbar…

Farvel.

Ikke noe paa sit sted. – Liksom her er forstyrret. – Ligner ikke hende. – Hun, som er saa ordentlig…

Godmorgen, frk. Arnestad.

Godmorgen, hr. Rein.

Har nogen været her?

Ikke en sjæl, hr. Rein. Jeg mener –. Jo, arkitekt Wentzel, han var da her netop nu. Mødte De ham ikke?

Nei. Han gik kanske den modsatte vei. Det gør ikke noget forresten. Ikke nødvendigt…

Hr. Bryde er ikke reist. Arkitekten ved, hvor han er henne.

Hysch. Ikke nødvendigt. Hun er rolig nu. Hun er her lige efter – i trappen.

Kære. Hvordan gaar det da?

Hr. Wentzel har været her. Hvor har De været saa længe? Han spurte svært efter det. – Er De træt?

Ikke saa træt, nu.

Jeg blir her lidt, frk. Arnestad.

Skal gaa jeg. Har saa meget at gøre.

Vesla.

Tak for violerne. Jeg glemte vist at takke for dem.

Nei, det gjorde De ikke. De sa: mange tak!

Hvordan gaar det?

De ser, det hjælper ikke. Nu har vi prøvet idag og igaar og iforgaars.

Synes, De var svært kæk, jeg. Som da De kom op til mig iforgaars. Ganske af Dem selv.

Jeg turde ikke bli her. Disse væggene og dørene. Turde ikke stirre paa dem.

Fryser De?

Aa ja…

Skal vi lukke vinduerne?

De maa vist staa aabne. Naar jeg blir alene, lukker jeg dem op igen. For det blir saa indelukket her.

Men dette martssolskinnet er ikke at stole paa.

Nei, det er det ikke. Det er saa lyst. Det skærer i øinene. Men det varmer ikke.

De har været saa god, aa, saa snil. Men alligevel maa De gaa…

Hvorfor? – Var vi ikke enige om, at vi skulde prøve?

Hvilket?

At klare os uden Sven Bryde.

De saa det. Vi har prøvet det – idag og igaar og iforgaars. Vi var omkring paa de vakre steder, og vi hørte musik, det bare minded. I den deilige haven imorges. Der, hvor det var saa koldt endda solen skinte, og saa øde og fremmed og dødt. Jeg bad Dem være taalmodig. Og De var taalmodig. Hvorfor kom De ikke før? Men da maatte De vel være kommet svært tidlig.

Nei, lad være! Ved De, at Deres smil er spøgelseagtigt, uhyggeligt. Vil De gaa tilgrunde? Som De ser ud nu. De, i Deres fagre vaar. De er ikke stort over 20 aar. De skønner ikke livet. Véd – fatter De ikke, at saa er det for os allesammen. Foranderligt. Det, som var ifjor, for to, tre aar siden, det er ikke altid idag, nu. Kære, søde – barn, veninde, jeg vil frelse Dem. Lad Dem frelse. Trods, gør modstand! Begriber De ikke, at det er det eneste, De kan gøre. Svigter en ven – De har hundrede igen for én. Da var De ikke den, De er. Selv skælver jeg for Dem, for at miste Dem! Jeg har fundet en skat. Aa Gud – hvad taler jeg om. Kunde bli ligedan som De. I det øieblik en elsker, tror en, 106at det vil vare bestandig – livet ud – ak, der er ikke grænse…

Og hvorfor kan det ikke vare? Hvorfor kan ikke vi være ligesaa trofaste som Gud?

Gud… Hm. Er De – er De da saa vis paa, at han er trofast?

Ja. Men vi skønner ham vel ikke altid, vi. Det er kanske noget – vi skal lære.

Ta da imod lærdommen. Barn!

Maa gaa efter det, som er. Det som kommer. Og nu har jeg det saa forfærdelig ondt igen, at – at jeg maa være alene.

Og naar De blir alene?

Blir kanske værre. Jeg ved ikke

Tror De, at jeg gaar fra Dem, som De er nu, ikke et minut.

Jo. De kunde gøre en ting.

Hvad for en ting?

Find Sven. Hent Sven. Skønner De – jeg maa tale med ham. Jeg véd ingenting, ingenting. Tør ikke, kan ikke –.

Og naar han kom?… Vilde det bli bedre? Hvad vilde han si til Dem? Tænk over…

Jeg vilde tale. Jeg vilde si til ham… Minde ham om meget – meget. Om en aften. At han ikke maa gøre det. Jeg har ikke gjort ham noget ondt! At det kan komme over ham selv. For vi maa svare for vore handlinger, det har jeg lagt mærke til… Erik Rein! lad mig faa tale med ham en, en eneste gang! Han er god. Det kommer ikke fra hans inderste hjerte. Sven! han var min kamerat, min ven, min bror… Han vil forstaa…

Da maatte jeg gaa til Wentzel. Han ved, hvor han er.

Ved han, hvor han er? Her i byen? Han er ikke reist. Nei, det vidste jeg.

Han er her. Kanske nær ved.

Vil De da love mig at forbli ganske rolig her, til jeg kommer tilbage?

O ja, ja. Sikkert.

Se! jeg er rolig nu. Jeg er glad. De vil finde ham. Det vil De, Erik Rein! og jeg blir Dem taknemlig hele mit liv…

Jeg vil prøve at finde Sven og komme tilbage med eller uden ham. Men lov mig, tro ikke for fast paa det, som mulig er – forudbestemt for dere begge at gaa anderledes. Kanske til det gode. Jeg tør ikke si noget. Om et aar er De kanske lykkelig –.

Hvem kommer saa langt som til aar? Kommer ikke engang gennem dage, som de sidste. 109Det er minutter, sekunder. – Men det vil gaa over. Bare en liden stund endnu. Idag blir det godt.

Nu smilte De – anderledes end før. Barn, hvem er De…?

De hadde et udtryk… som De ikke længer tilhørte os.

Jeg gaar ikke fra Dem.

De maa. Og kom tilbage.

Gud bevare Dem! Hjælpe Dem!

Gik han!

Jeg kommer med kaffebræt, jeg. Og lidt mad til Dem. For De spiste vist ikke, før De gik ud imorges. De spiser jo næsten ikke om dagen.

Tak. Kære frk. Arnestad, det er snilt af Dem. Nei, det er sandt. Jeg har nok ikke spist idag.

Det er vel undt. En faar gøre det, en kan, endda det er ikke meget en kan gøre

Tænk, jeg er ordentlig sulten…

En ved det ikke, før en begynder. Spis nu bare. Mad maa vi ha, allesammen. Nytter ikke ellers.

Erik Rein alt tilbage? Nei…

Godmorgen! Det er ret. Der sidder hun ved sin kaffe. Fornuftig. Flink pige…

Sven!

Hvordan har du det? – Noksaa godt. Ja, ser du. Jeg vidste vel dét. Vi skal komme ud af 111det med hinanden. Du forstod mig nok, sidste torsdag. Netop en uge siden idag… Hvorfor er du saa sort, og bleg? Synes, du er blit mager… Vesla, kære! Du tar dig vel ikke saa nær af det –?

Hvilket?

At vi maa skilles… Jeg mener, at livet skiller os. Det gør det nu med saa mange, kære barn. En meget almindelig ting… Det sa jeg dig jo. Og du skal se. Bare en liden stund, saa gaar det bedre. For os begge to. For det kan du tro, at det har ikke været let for mig heller.

Nei…

En vokser sig sammen.

Og aldrig glemmer jeg dig og disse aar. Du Vesla, du Vesla. Du kan tro, jeg skal sørge for dig. Indtil – ja, ialfald saa længe du blir alene. Men hvem ved…?

Naa. Ikke sandt? Det var bra, at vi undgik en ubodelig ulykke, som det vilde ha været at binde sig for alvor. Selv om vi engang hadde de barnestreger for.

Du siger ikke noget, du. Men vi skal bare gi lidt tid. Saa kommer vi over det. Kan kanske mødes om et aars tid som de bedste venner. Hvad? – Ser du – en maa vænne sig til livet. Det er udvikling, forvandling. Og nu skal du høre. Det er bare en liden tjeneste, jeg vilde bede dig om. Derfor kom jeg egentlig.

Hvad er det?

Jo, ser du. Jeg skal afsted i eftermiddag. Op til fars landsgaard. Der blir jeg sandsynlig – lad mig se – et par maaneder, for det første. Har arbeide nok. Jeg skal planlægge og udføre to villaer. Sidste bestillinger…

Vor villa. Den blev aldrig færdig. Vort hus, Sven.

Hm. Som saa meget andet – kære Vesla! Kære barn! Hvor meget bygger vi ikke, hvor tit reiser vi ikke, i fantasien. Bygger luftslotte. 113Det hænder alle saa. Og hør nu, hvad jeg ber dig om…

Du har saa god rede paa alt og ved, hvor mine ting ligger. Du tar nok og pakker haandkufferten min. Den staar derinde, ved du.

Det er undertøi, skjorter, strømper, alt det, du finder i skufferne. Og kommoden dér. Papirerne og tingene her paa bordet gaar derhen og disse plancherne her.

Dem faar jeg brug for. Saa kommer jeg igen om en liden stund og henter dem. Har rent forskrækkelig mange ting at gøre i formiddag, ser du.

Er det mere? Nei, det andet kan være, hvor alt er. Og du maa bli boende eller flytte, ganske som du vil. Penge sender jeg dig ved hver maaneds begyndelse. – Vil du gøre dette for mig, da?

Helst nu med det samme. Saa fort du kan. Kommer ind om en timestid igen.

Naa? Var’n her? Hvad sa han. Han flytter vel ikke? – har havt saa travlt i køkkenet, jeg. Baltsersen skal ha middagen sin kl. 1 idag.

Er det her, De er?

Ja, jeg pakker. Sven skal reise.

Skal han reise? Han har ikke sagt noget til mig. Det gaar vel ikke an at flytte paa det viset.

Han ordner det nok, frk. Arnestad.

Ja, det maa han vel gøre. Har De faat travlt, ja… Godt at ha noget at gøre. Arbeide er bra for noget af hvert.

Men De har ikke spist. Ikke halvparten engang…

Tak! kære snille Dem… Jeg skal ikke ha mere.

Saa tar jeg det med igen, jeg.

Bare det ikke er… saa rart det gaar til her.

Papirerne… Plancherne. Store huser.

Smaatingene. Bestikket. Han har to. Alt dette.

Den!

Dyrehode…

Mon den gaar?

Anne, – Anne – du Anne. Kom til Gulle dit!

Nei! – nei! – nei!

Kors, i Kristi navn. Hvad er dét?

Det er vist – derinde. Ikke tør jeg gaa.

Vi maa gaa ind, skønner du. Ja, saa gaar jeg.

Hjælp mig, Kristine.

Det er Bryde og Wentzel, de er lige efter mig. Jeg traf dem et stykke herfra…

Der er hændt en ulykke…

For sent! Jeg ante det.

Fly efter doktor, Kristine. Den nærmeste.

Trykket den lige mod hjertet. Der er næsten ikke blod.

Hun dør, før lægen kommer…