Vi tar dette rummet her. Det passer.
Til kelneren.Her kommer snart nogen flere.
Til Rein.Det skal hjælpe lidt paa humøret.
De er et godt menneske, Wentzel. De gør, hvad De kan. Det vil jeg ogsaa. Lad os være to om det.
Kære, tal ikke om det. Ung forfatter, hvad?
Jeg har været heldig i det sidste.
Ja. De begynder at lykkes, tror jeg. De har en fremtid for Dem, De. Pas paa. Men iaften er det mig. Næste gang Dem, kanske.
Naar det bare kunde hjælpe.
At spille forsyn for to mennesker, som hører sammen?
Tror De saa vist, at de gør dét? Efter hvad jeg har set vilde jeg si det modsatte.
Det har ikke saa meget at si. Livet har sat dem sammen, og det har en mening med det – som altid. De faar brydes. Men baandet maa ikke briste. Jeg siger det for hendes skyld.
For hende var der vel andre udveie. Om saa skete.
Det gaar ikke, Rein. Vær forsigtig.
Jeg? Jeg spiller ikke slangen.
Nei. Det vilde ikke gaa Dem bedre end f.ex. Brager før i tiden. Hun sér bare én. Men kærligheden til den ene kaster straaler til alle kanter og mod alle.
Besynderligt. Som hun kan se ud sommetider. Besynderligt pigebarn…
Ja. Jeg gamle ungkarl, som blev sveget af min egen pige. – Naa, bryd Dem ikke om dét. Det er mange aar siden og et gammelt gengrod saar. Skønt hun var den eneste. Men jeg gamle ungkarl, siger jeg. Jeg er nu og da lige ved at bli vaad i øinene af det.
Hun er for god til ham. Det er sagen.
Og hun er ung og barn. En ældre vilde klaret det.
De mener –?
Jeg mener, hun er uerfaren i lovene for livet. Eller rettere: Lovene her paa vor forbandede 65klode. For jeg tror, der gælder en anden lov i himlen. Dér kan en vist trygt vise kærlighed. Her, – blandt uvidende og ufuldkomne, ubarmhjertige, egoistiske væsener, som bare vil æde en, gælder det: Modstand og ligegyldighed. Men det lærer en først gennem alle aarene. Naar det er for sent.
De er nu filosof.
Ja. Nu skulde jeg klaret min pige.
De kan le.
Jeg er kommet over det. Og kan le. Men min dyre erfaring har git mig et hjerte.
De gaar og ser paa de andre.
Kommer de bare over det, saa. Det er en fase. Det kan gaa over.
Jeg har aldrig set et mindre behersket menneske. Han er gal.
Ja… Hvis han da ikke er forelsket.
I sin nye kusine? i frk. Olga. Med sin maanestraale og sine klædebon. Og al herligheden og stilfuldheden og fornemheden. Har vel tænkt mig det.
Nu, det er et stilfuldt hus. Og de gør væsen af ham. Han er sin fars søn. Der er saa mange ting. Sven Bryde med sin stærke ærgerrighed…
Lad os si: Med sin utrolige, naive egoisme og ufattelige selvfølelse.
Nei, det er for strengt. Husk han er ung, 25–26 aar, den alder, da livet aabner saa mange muligheder og veie. Og det farlige er, han er aandsmenneske, et menneske i forvandling og tilbøielig til at skifte ham.
Den blege uslingen. Han kan være rentud ubehagelig mod hende, – som nu i eftermiddag. Jeg ønsked mig langt væk. Det var pinligt.
Hun skønner det ikke. Tar ham freidig og glad, med denne uslukkelige godhed.
Som gør ham sikker. Og som han ikke skønner. Ja. Uh, en kunde ærgre sig.
Det er det godes overlegenhed, ser De. Den lykkelige gudebaarne bevidsthed. Den, som ikke ser faren. Lever i solen og i Gud og den blaa himmel… Endog i en skummel butik og et uhumsk hjem. Aner ikke det graa, uhyrlige mørke med alle de livets uhyggelige fremtoninger, som én for én dukker op og griber efter en.
Nei, vistnok.
Sér ikke faren. For der er en fare endog i dét, at faren er over.
Hvorledes det?
Gamle Bryde sætter sig ikke mere imod forholdet. Sven fortalte mig det forleden. De kan gifte sig saa meget de vil.
Og alligevel – nøler han.
Den gamle ved nok, hvad han gør. Han kender ogsaa disse – livets love, som jeg talte om før. Vær vis paa han gør.
De mener: Naar han lar sønnen faa sin vilje…
Haaber han, at alt vil gaa sin skæve gang. Regner sikkert med Svens uafhængighedsfølelse og hang til at trodse hindringerne. Den gamle lurifaks under ham ikke længer de stjaalne glæder…
Men jeg faar ikke i mit hode, at hun holder saa meget af den – den –. Naar en kunde faa hende til at kokettere lidt i al uskyldighed. Gøre ham skinsyg…
Hun. Det sandeste, naturligste væsen paa jord! Desuden: det gir blot ham vaaben ihænde, mod hende. Prøv det ikke. Brager er fortiden, De nutiden. De saa, hvordan det gik i eftermiddag. Nei, gøre det hyggeligt, festligt for dem i en vanskelig tid, det er det eneste.
Bli ikke vred. Jeg tror nu ikke saa meget paa Deres velmente forsøg.
Nei, nei. Men jeg holder af dem begge to.
Og er desuden en selskabelig natur.
Ja… Noget maa en interessere sig for. Saadan om dagen. Smiler. 69Naar en blir ældre og ikke har kone og børn. Medgir gerne det. Hør, blir De siddende lidt. De andre maa straks være her. Jeg skulde løbe det ærend.
Vel. Jeg venter gerne.
Men barn. Kommer du alene. Hvor er Sven?
Han blev opholdt. Der kom en herre til ham, som vilde tale om forretninger. Han bad mig gaa forud. Han skulde komme straks, sa han.
Maatte du søge efter os her? Det var vel vanskeligt?
Nei, en af kelnerne sa mig straks besked.
Ser sig om.Er det her, vi skal være. Her er hyggeligt.
Det er nu alligevel en kafé. Han burde ikke la dig gaa alene. Nu om aftenen.
Tror du, jeg er bange for dét? Det er aldrig 70nogen, som gør mig noget. Naar jeg bare gaar ret frem og ganske fort. Jeg har gaat alene gennem gaderne ved 12 tiden. Flere gange. Og aldrig har nogen talt til mig.
Hvad tid var nu det? Har du gjort det fornylig?
Nei, det var – før i tiden. Mor sendte mig ofte ærender.
Den lange veien. Til og fra birkelunden.
At jeg ikke mødte Dem dengang. Skulde fulgt Dem vel hjem jeg. Mig er De ikke ræd for?
Hvorfor skulde jeg være ræd?
Nei, ræd er hun ikke. Ikke for dét, som andre folk er ræd for. Du Vesla. Du Vesla. Gud bevare dig, kære barnet mit. – Nu løber jeg det ærendet. Saa sidder du her hos Rein, til Sven og jeg kommer tilbage. Han kommer vel?
Ja. Han sa det. Sikkert.
Hvordan var humøret?
Jo. Det er bedre nu. Han var ganske glad. Jeg tror det var en bestilling.
De skal ikke være vond paa Sven for det i ettermiddag.
Nei, for min skyld. Det gør ikke noget
Ufrivillig.Men at han var ubehagelig mod Dem. Det kunde jeg ikke taale.
Det var han nok. Lidt. Men han mener ikke noget med det. Det er over igen straks. Sven er saa heftig.
Naa ja.
Uimodstaaeligt.Mildest talt.
Han er uberegnelig, det er sandt. Hvorfor negte dét, som vi alle ser. Men han har saa meget om dagen. Folk opirrer og plager ham…
Hvilke folk?
Forretningsfolk og andre. Han siger det.
Er dét en grund til, at han lar det gaa ud over Dem?
Aa, lad ham nu være i fred. Hvem er nærmere end jeg til at bære hans bekymringer. Er det ikke saa at – at man tar en hustru, for at hun skal hjælpe en at bære dét, som er for tungt at bære alene? Og hvor meget har han ikke taalt for min skyld.
Hør frk. Elisabeth. Eller – Vesla. Kære Vesla: En har nylig fortalt mig, at de bekymringer han har havt med hensyn til sit forhold til Dem, eksisterer ikke mere.
Nei, det er sandt. For 14 dage siden kom Sven hjem en aften. Han hadde været derude. Og da fortalte han, at hans far vilde la ham ha sin fri vilje. Da var vi saa glade begge to. Selv om han ikke vil støtte ham med penge. For Sven er flink. Han vil nok klare det alene. Og jeg skal hjælpe ham. Arbeide og spare, kan De tro…
For en sød liden frue. Jeg kan ikke la være…
Han vil lægge sin arm om hendes liv.Nei…
Hun forhindrer ham energisk.Hvorfor gør De det?
Paa graaten. Alvorlig.Hvorfor skal nogen tro, at jeg er en – en let vare. De ved ikke, hvor bedrøvet jeg blir.
Nei. Saa skal jeg ikke gøre det. Men er det virkelig saa – jeg kan ikke faa det i mit hode – at De holder saa overordentlig meget af den – den –
… Han er den eneste. Og endda saa gjorde jeg ham uret en tid. Ja. Det er jeg bedrøvet for nu.
De? Ham?
Ja. For to–tre aar siden. Han var i udlandet. Vi hadde lovet os til hinanden, da vi var to fattige barn. Men jeg vidste ikke, om han tænkte paa mig. Han skrev ikke paa en stund. Er det ikke underligt. Dengang tog jeg det noksaa rolig, at han kanske ikke tænkte paa mig. Jeg var vel saa ung…
Jeg maatte le, undskyld. De er tyve aar nu…
Snart 21. Var yngre, og jeg kendte ham ikke dengang. Ikke som jeg kender ham nu! De kender ham ikke. Ingen. Alle tar feil af ham. Ved ikke hvordan han kan være. Mild som et barn og god og lys som dagen…
Ja. Det er nu én side af ham. Men vi har mindst 7 mennesker i os. Der er skrækkelige afgrunde i os. Næsten i os allesammen. Ved De ikke det?
Aa. Det skønner jeg godt. For ved De, hvordan jeg var dengang. Saa vild og… og jeg holdt rent paa at glemme Sven. Og det var saa trist hjemme. Da var jeg meget sammen med Bjørn…
Brager.
Ja. De ved. Det er en af Svens første venner, ligesom Wentzel. Og han var hjemme, han. Det var ikke noget galt – vi gjorde. Men vi var lige ved at bli glade i hverandre. Og det er saa – saart at tænke paa, at jeg gjorde ham bedrøvet dengang. Kan ligesom aldrig faa gjort det 75nok godt igjen. Nei. Synes De, det var hjerteløst?
Ikke stort mere end at dronning Dagmar satte striger i sine ærmer den søndag morgen.
Det skal De ikke si. Jeg tror, det var det. Men, dengang vidste jeg ikke, nei, jeg vidste ikke –. Da han kom igen! Det blev nyt liv. Ja. Jeg husker ikke mere noget før den dag, da jeg kendte ham. Alt det, han lærte mig. Verden blev saa stor og ny… Hans verden. Og jeg vil saa gerne være bra. Jeg vil gøre ham det bedste… Tænk, hvad der ligger foran os. Kanske et langt liv. Det gode og onde, vi skal dele, men altid ved hinandens side. Det er saa – saa stort, at jeg sommetider ikke kan tro paa det og blir angst! Men det er skyggerne… Bare minder fra alt det ulykkelige, han tog mig bort fra. Mig, den lille fattige pigen.
Ja, inderlig, af hele mit hjerte ønsker jeg lykken for Dem – og ogsaa for ham. Kære Vesla! Er nu ikke det underligt. Jeg synes, at jeg har kendt Dem bestandig. Husker snart ikke noget før jeg kendte Dem.
De er god. Jeg kan tale saa trygt med Dem.
Det kan De. Men se at faa det i orden da.
Hvilket?
Jeg mener: Faa kontrakten tinglæst. Om vi skal kalde det saa. Gaa til byfogden med ham. Eller i kirken. Ikke for det: Det er ikke som i gamle dage. Ægteskabet er ingen havn. Snarere en udfart i en liden skrøbelig baad, som saare let kan strande. Men for øieblikket vil denne form være den mest betryggende for Dem.
Ja. Hvis en betryggelse trænges…
Smiler.Jeg behøver ingen. Maa vente, til han taler om det selv. Og nu har han saa meget at tænke paa, i denne tid. Jeg ved ikke, hvad det er altid. Han er saa stille iblandt. Gør mig næsten ræd.
De, som ikke er ræd for noget. Sig mig: Er han ofte hos…
Hos sin far, mener De? Ja. En tur næsten hver dag. Men nu flytter de ud til Brydes landsgaard. Den ligger flere mil herfra, nordover.
Hans niece ogsaa?
Frk. Bryde? ja, jeg tror det. Og frk. Leangen, husbestyrerinden. Han er kanske bedrøvet for, at de skal reise. Sommetider synes jeg, at han er næsten mere nedtrykt nu, da hans far har git ham lov, end før. Men der er saa mange ting. Jeg ved ikke…
Det blir nok godt…
Peger mod vinduet.Der kommer han.
Kommer han.
Ved vinduet.Hvor bleg han er?
Det er det elektriske lys.
Naa. Her skal jeg finde dere.
Med et blik paa Vesla.Etsteds maatte du vel være.
Han hænger frakken op. Kelneren kommer og tænder gasblussene i lokalet, gaar igen.Hvor er Wentzel?
Han kommer om et øieblik.
Hvorfor gik du?
Du bad mig gaa forud.
Det kan jeg ikke huske, at jeg gjorde. Jeg kunde ikke finde nogenting – da jeg skulde gaa. Mangled baade det ene og det andet.
Et bevis paa, hvad en kone er for en uundværlig ting.
Og desuden. Gaa saadan ud og ind, alene paa en kafé. Det blir en slem vane. Gaa og søge og spørge efter herrerne. Folk lægger mærke til det. Jeg saa det, sidst. Nu har du gjort det flere gange.
Jeg? Du tør vel la mig gaa. Wentzel hadde bedt os begge… Sven.
Ler.Er du gal?
Jeg vil helst, du skal være hjemme, ved du. Ta imod os der. Naa.
Stryger sig over øinene, ler halvt.Du tar vel ingen skade af det, du – som ikke har skade af noget. For den rene er alting rent. Jeg mener bare – altsaa – for folks skyld.
Da var det meget, en skulde og burde gøre for folks skyld.
Det er jo det, jeg siger.
Med overgang.Men skal det være gilde, saa la det være gilde.
Og nu er jeg i godt humør, se her.
Viser en tegnebog med sedler.Ren fortjeneste. Netto.
Bestillingen? Ja, husker De, Rein, jeg sa det.
Javel. Men jeg skal bruge saa meget. Kommer kanske til at reise ogsaa.
Reise?
Hun forstaar, roligere.Skal du følge dem derop. Kanske.
Jeg ved ikke, naar det blir. Men du kan skønne… Jeg maa gøre et besøg der.
Ja. Du maa kanske det.
Kanske? Det er vel ikke mere end rimeligt, det. Ikke mere end almindelig høflighed. Det mindste, jeg kan gøre. Som de mennesker har været mod mig. – Men hvor blir Wentzel af? Det er ogsaa en vært. Kelner! Seidler her.
Til Vesla.Hvad vil du ha? Ikke øl –?
Tak. Jeg skal ikke ha noget nu.
Vist skal du. Fort.
Nei, det er sandt. Jeg vil heller vente.
Det er min far, som har gjort dem. Her er rammer, skeer, papirkniv. Han er arbeidsløs.
Det var hjemmearbeidede sager, Sven. Kunde du ikke kjøbt noget?
Vist kunde jeg dét. Jeg la ikke mærke til ham engang.
Pigen byr sine blomster.Her er én til.
Han tar en rose fra hendes kurv og rækker Vesla den.Tak!
Fæst den!
Ja!
Hun fæster rosen ved sin dragt. Pigen faar sin mynt og gaar.Forresten er det en uskik. De skulde ikke ha lov at løbe omkring her.
Naa. Her sidder dere med øl.
Ja, her sidder vi med øl. Og Rein gør kur til min kone. Jeg er snart ked af det.
Naar du furter saa aabenlyst, gaar det vel ikke saa dybt. Du er ikke af de farlige ægtemænd, som tier og – skyder.
Nei, i dobbelt forstand ikke. Først er jeg ikke ægtemand, ikke endnu, og siden –. Det overlader jeg til andre.
Erik Rein ser urolig paa Vesla. Han sætter sig ned ved siden af hende. Sven Bryde skyver sin seidel bort. Igen med overgang.Lad os da faa vin. Af den gode vin, ikke sandt, Wentzel. Champagne gir jeg. En heldig afgjort forretning skal feires.
Vinen kommer. Jeg ved, hvad dere vil ha.
Og en liden kage til den dér.
Tar Veslas haand.Jeg synes, hun ser blegnæbbet ud. Og kold i haanden.
Halvsagte, mildt til hende.Kære, velsignede, jeg ved ikke, hvad jeg siger iblandt. Tilgi mig, ungen!
Hun ser paa ham, smiler lidt vemodig og nikker taus. Kelneren bringer et fad med kager, gaar. Musik høres fra salen ved siden af tilvenstre. De drikker med hinanden.83Musik…. De spiller Wagner. Bryllupsmarschen af Tannhaüser. Vi burde heller siddet derinde.
Der er saa mange folk.
Hørte den i Tyskland… Og forleden aften, paa piano. Nei… Ikvæld vil jeg sidde stille og høre. Det er hvile. I andre kan besørge konversationen. Hys!
De lytter til de stærke toner, marschen ender, musikken tier.Naa, saa var den herlighed forbi.
De begynder snart igen.
Du Wentzel. Siden bér vi dem spille «Rottefangeren fra Hameln». Den musiken er besynderlig…
De kan vist ikke spille «Rottefangeren fra Hameln».
Ja, hed den ikke det, da. Nei, det er ikke den, jeg mener. Det er dér, hvor han forekommer, 84han, troldmanden… Besynderligt, at jeg ikke kommer paa det…
«Freischütz», mener du.
Nei. En langt nyere. En mere moderne troldmand og en sælsom handling. Jeg hørte operaen dernede, pokker, at jeg ikke kan komme paa det…
En liden, underlig mand med en stor kurv i en rem over skulderen kommer ind fra høire og gaar hen mod bordet. Hans ansigt kan ikke ses klart, det er hverken gammelt eller ungt, snarere begge dele. Han har en sært sammensat dragt, og luen falder ham nedover ørene.Der har vi skam en til. Det er den tredie nu iaften.
Sætter sin knyttede haand i bordet.Kan vi faa fred engang for dere!
Nye opfindelser! Vil herrerne bare se her. Det allernyeste! Patent paa det meste. Nyeste opfindelser!
Han tar genstande fra kurven, viser omkring og lægger paa bordet.Her. Smaa perspektiver til at kige igennem, bare skrue om, kinematografbilleder. Der er 40 i det, hele pantomimer, en reise til maanen, 85flammedans, den nyeste Cake Walk. Her mindre, billigere, utrolig billig. 10 i dette, komiske situationer, lefende billeder, bare skrue om… snurre rundt…
Herrerne ser til og kiger gennem kikkerterne, ler stundom.Her… Brændglas, lysende fyrstikæsker, behøver ikke at lede i mørket, he. En evigvarende guldpen. De kan skrive med den i 7 aar…
Det er noget for Dem, Rein.
Leverer ham den.Her. Spillekort, lommespeil, selvlysende natlamper, buksesæler, skolidser…
Stop. De behøver ikke at tømme hele kurven, min gode mand. Vi har mere end nok med det, vi har.
Synes jeg kender Dem. Set Dem før. Er det ikke Dem, som spiller paa lirekasse ogsaa?
Jo. En nidelig lirekasse. Orkestrion. Men blir verbudt her, næsten alle steder, verdammte land 86… Ikke morsomt her, alt verbudt, verbudt, i udland dér glæde, uskyldig smil – som unge dame der. – Her so alvorlig, og prædiker – og kaffe – og skriver om alt, drøfte, drøfte sig, og ler ikke…
Ha, ha!
Det køber jeg. Perspektivet der.
Wunderfuld pantomime, reizend, blomsterdansen og Serpentine…
Han kiger selv.Billig, utrolig billig. En krone og en halv. Um Deres Willen.
Blomster har han ogsaa. Roser, violer. Men de er jo halvvisne.
Dem skal vi ikke ha flere af. Alt det, De hober sammen i den kurv.
De blir ved at se paa sagerne.Hvad er dét? Se dér – –
Hvilket? Hvor?
Dér.
Hun peger.Nederst paa bunden, under roserne –? Det er noget levende.
Hun trækker sig forskrækket tilbage.Dér, – ja, hvad er det. En – en slange. Hodet paa et dyr –?
Det rører sig. Ser De ikke, det rører sig.
Hun trækker sig yderligere bort.Ikke bange. Kære unge dame … Hvor for bange?
Hvad har De dér? Underst.
Viser.Det, – den. Gammelt skrab. Ikke sælgeligt. Ikke tilfals.
Han begynder at lægge genstande tilbage i kurven.Hvad var det? Vis os, hvad det er. Frem 88med det! Har vi set alt det andet, hvorfor ikke dette ogsaa.
Sven. Det ligned en levende slange…
Den. Denne, som gjorde dem verschrekt. Det er hodet af et dir, ikke lefende… Gammel kobber og gul elfenben. Gammelt schrab, ikke sælgeligt.
Et vaaben? En legetøisrevolver. Det er jo nips. En attrap, muligvis.
Prøver hanen, som ikke bevæger sigDen gaar ikke længer.
Lar den gaa rundt til de andre.Fy, den er rusten. Den har vist været brugt…
Den er skamferet. Men heftet er smukt. Ganske rigtig et dyrehode i elfenben og kobber. En kunstgenstand.
Faar jeg se den?
Hun tar den fra hans haand, betragter og leger med den.Det er en kuriositet. Egentlig meget morsom. Der er et par skruer borte…
Sigter for spøg skyld paa Wentzel, som nervøs holder hænderne foran sig.Vil du la være! Jeg liker ikke den slags spøg.
Haha. Den er jo ikke ladt, menneske. Og fjæren glipper.
Lægger den paa bordet. Vesla tar og ser paa den igen. Han tar den tilbage.Den passer ikke for dig. Jeg kunde ha lyst til at købe den selv.
Til Manden.Hallo. Hvad vil De ha for den dér?
Herren være so snil at gi mig min gevær tilbage. Ikke lege med den. Farligt. Ved ikke, om den er ladt. Kan endnu være en kugle eller to igen i løbet. Det er en ulykkelig historie. Den er ikke tilfals. Den tilhører slet ikke mig.
Hvad vil De ha for den, spør jeg.
Jeg tør – tør aldeles ikke sælge den.
Og De siger, at den er ladt. Vil De, at jeg skal melde Dem for politiet, naar De streifer omkring her om aftenen med ladte vaaben?
Sven! La ham da være.
Han skal ta imod fornuft. Nu har jeg faat lyst til den. Der er mulig en hemmelighed gemt, siden han gør vanskeligheder.
Melde mig. Det vil De sikkert ikke gøre. Ikke købe det daarlige kram.
Hvormeget vil du altsaa ha for den?
Slet ingenting. Om De la 10 kroner paa bordet, tog jeg den alligevel med mig igen.
Her har du 15.
Han kaster sedlerne til ham.Nu er den min eiendom. Forstaar du…
Jeg vil ikke ha Deres penge. Jeg vil ha min gevær.
Gi ham den tilbage, Sven!
Ingenlunde. Se at komme afsted.
Gaa Deres vei. Eller jeg melder Dem.
Hørt mage til menneske.
Ser sig om, til de andre.Her kommer saa mange folk.
Naa. Er det her, dere sidder.
Ja. Det er her. Vi driver paa kaféer. Og mennesker kommer og gaar, damer og herrer. Om det er damer, det skal jeg ikke kunne si. Hun saa ganske tvilsom ud, din –.
Skal du nu fornærme min dame?
Ler.Kendte du hende ikke, forresten. Minda Sjøstrøm.
Ho, ho! De generer sig ikke.
Nei. Hvorfor skulde de det. Har de ikke ret og lov til at gaa, hvor de vil.
Jo, inderlig.
Med halvt sideblik til Vesla.Den ene er snart ligesaa god som den anden. Men det siger jeg dig, at virkelige damer, de gaar her ikke.
Det var dig, de saa paa, Sven.
Vi kender arten. Her findes snart ikke anstændige piger mere. Dem faar en søge andetsteds. Der er nu noget, som heder det gode selskab.
Hvad feiler dig nu igen. Dit selskab er sandelig godt nok.
Jeg er mulig forvænt.
Med pludselig trang til at udtale sig.Længes did, hvor jeg ikke er. Imorges reiste mine bedste venner. Nu først skønner jeg, hvad de er. Hvad de har været for mig. Og føler mig alene, midt i vrimlen. Man har vel lov at ha en stemning. Her er ligesom ikke hjem nogetsteds.
Egoist. Uforbederlige! Vogt dig. Se…
Hvad feiler dig? Er du syg?
Lidt. Tror, jeg vil gaa hjem. Saa varmt her…
Du, som aldrig er syg. Hvad er det for noget… Sæt dig ned igen. Vi skal ha champagne.
Nei, Sven. Jeg maa gaa…
Nu – saa gaa alene, naar du er saa ufornuftig. Du kunde ha godt af et glas champagne, kunde du. Jeg vil ialfald… Kelner!
Kelneren kommer.En champagne. Pommery sec.
Jeg følger Dem.
Han hjælper hende med overtøiet.Hvad? Gaar dere virkelig. De ogsaa, Rein? Se, se, min kones ridder. Du, Vesla, som aldrig er syg. Ikke hysterisk heller. Du, som er saa fornuftig. Nuvel, saa gaa da. Vi blir her…
Hvor meget tror du, hun kan taale. Er det nok?
Det gaar, det gaar – – den vei, jeg ikke vil. Og vil den endda. Aa–h. Hvor jeg er ulykkelig!
Han hulker dæmpet. Reiser sig, da kelneren kommer med champagnen, som han trækker op.95Tak!
Kelneren gaar, Sven skænker i glassene. Tar sit og drikker, haanden dirrer.Det bar ikke frem. Jeg har draget hende ned. Jeg kan ikke reise hende op.
Fraser! Hun kan aldrig drages ned.
Han lar sit glas staa urørt.Hvor gik Bjørn hen? Gaar I fra mig allesammen. Du ikke, Wentzel, bli her. Vesla… Min ungdomsbrud. For svundne dage, for minderne –, tak! Men kan ikke stanse. Maa videre…
Støtter armene paa knærne med hænderne for øinene.Du lar hende ikke tilbage, Sven. Du gør det ikke. Maa ikke.
Vét ingenting mere.
Han ser op, tar champagneglasset, drikker. I en tone mellem letsind og patos.Naar kærlighed dør… Og banen vinker, og kærlighed lever –!
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Anna Munchs skuespill Vesla ble utgitt i 1909.
Stykkets hovedperson er den lettere naive og uskyldige Elisabeth, kalt «Vesla». Hun drømmer om en framtid med Sven, en bokbindersvenn som drømmer om å bli arkitekt eller ingeniør. Når Svens ukjente og rike far dukker opp, ser det ut til at framtiden er sikret, men livet blir likevel ingen dans på roser for Vesla.
Se faksimiler av førsteutgaven (nb.no)
Anna Munch er i dag kanskje mest kjent som romanfigur i Selma Lønning Aarøs roman Hennes løgnaktige ytre fra 2016, som handler om forholdet, eller kanskje rettere sagt ikke-forholdet, mellom Munch og Knut Hamsun. Men Anna Munch var en ganske godt kjent og produktiv forfatter i sin tid.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
