Vesla

av Anna Munch

II. billede


I vestkanten af byen, hos Frk. Arnestad, som leier værelser ud. Et stort rum, halv privat arbeidsværelse, halv leiesalon. Større bord med en bekvem arbeidsstol og plancher tilvenstre. Tegninger, plancher og raderinger paa væggene. Samme side dør med portièrer til et siderum. Paa baggrundsvæggen et stort vindu med nedrullede gardiner. Døre til siderne. En gammeldags kommode ved væggen tilhøire.

Julaftens eftermiddag.

Et grantræ midt i værelset paa en forhøining, dækket af draperier. Guldstjerne i toppen og lys fæstede. Røde æbler og forgyldte valnødder etc. Genstande og æsker paa stole og paa en chaiselongue ved et bord tilhøire.

Vesla, omkring 20 aar, mere udviklet og straalende frisk, ellers med det samme naturlige og uskyldige udtryk, og frk. Arnestad er beskjæftiget med at ordne derinde. To barn, en tarvelig klædt gut og pige, springer omkring og ser paa, halv lykkelige, halv undselige.


    32Frk. Arnestad  en ældre pige, oprindelig fra landet, ved lang vane noget af en vis værtinde-type: en blanding af godmodighed og frækhed. Lidt tyk og anstrengt.

Naa sitter Baltsersen og venter. Han skal ha teen sin klokken 7 præcis. Naa faar jeg straks ud til’en. Han har bod her i 17 aar, han.


    Vesla. 

Baltsersen ja, det var synd, om han skulde vente, julaften. Han, som er alene. Bare gaa De, frk. Arnestad.


    Frk. Arnestad  gir sig stunder.

Det er saa rart herinde. Skal De ha rigtig fest iaften?


    Vesla. 

Ja, her kommer nogen. Jeg ved ikke, hvor mange det blir.


    Frk. Arnestad. 

Flere end ifjor?


    Vesla  ler.

Ifjor. Julaften? Da var det jo bare min – jeg mener Sven og jeg.


    Frk. Arnestad. 

Ogsaa de barna.


    Vesla. 

Ja. Det ved De nok.


    33Frk. Arnestad. 

Men jeg synes, de er kommet lidt fortidlig nu.


    Vesla. 

Det er snart aften. Og jeg maatte lukke dem ind af den ene indgang her er.

Til børnene.

Men hør, barn, gaa ind med dere i sovekamret først og vask dere. Skinnende rene i ansigtet og paa hænderne. Ellers blir ikke onkel Sven blid.

Hun truer med fingeren og ler, lukker op døren tilvenstre og holder den aaben for børnene, som gaar ind.

    Frk. Arnestad  steller og dækker bord i forgrunden tilhøire.

Ja, en kan saa si. Det er mye rend. Her gaar’n og skal lukke op for baade Peti og Kleti.


    Vesla  ved juletræet.

Kære frk. Arnestad. Det er den ene gang om aaret.


    Frk. Arnestad. 

Naa, her kommer nu saa mange, altid. Baade den og den. Deres, jeg mener, hr. Bryde har svært mange venner.


    Vesla. 

Han maa ligesom ha det. Og hans venner er mine venner ogsaa. Men det er nu mest de samme, som kommer. Og er det ikke godt at 34kunne gøre det lidt hyggelig for dem, som ellers vilde sidde ensomme julaften?


    Frk. Arnestad. 

Hvor mange kuverter skal det være, da?


    Vesla. 

Nei, sæt bare tallerkenerne sammen der ved den ene siden. Og servietter, gafler, knive. Saa kan hver ta sit.


    Frk. Arnestad. 

Og maden?


    Vesla  ler.

Den har de med sig. Sven og de andre. – Brager sa, at han skulde komme med en hel stegt gaas.


    Frk. Arnestad. 

Det maa være rart at leve saan feltliv, synes jeg.


    Vesla. 

Aa ja. Men De skal se, vi faar nok engang vort eget hjem.


    Frk. Arnestad. 

Ja, det maatte være bedst, om en kunde gifte sig snart.


    Vesla. 

De ved, vi maa vente taalmodig.


    35Frk. Arnestad. 

Og hadde det ikke været for dét, at hr. Bryde har bod her hos mig i flere aar, saa hadde jeg nu aldrig gjort ham den tjenesten, jeg.


    Vesla. 

Kære frk. Arnestad. De ved, hvor taknemlige vi er Dem, fordi De tog imod os og lod os faa bo her.


    Frk. Arnestad. 

Ja, at jeg lod Dem faa bo her, ja. For han bode jo her før. Men hr. Bryde, han har nu saant væsen han, at han faar alting til. Han rent betrode sig til mig, ser De. Han sa, De burde ha en kvinde om Dem –. Og sød og snil, det er De jo. Naar det nu snart kunde bli til noget med det giftermaalet, skulde ingen være gladere end jeg. For Dem blir en glad i, saa sød og snil De er. Men dem, som er gode og snille her i verden, dem gaar det ofte galt. Og ikke skønner jeg, hvordan De altid kan gaa med det velsignede humøret, saa det lyser af Dem.


    Vesla  ved juletræet

Se. Blir det ikke vakkert? Nu kan vi snart tænde lysene, saa kan barna komme ind. Det er synd, de skal vente, stakkar. Det er nu for dem. Glad? Hjemme var jeg ogsaa glad mange gange, endda saa trist det var. Og skulde en ikke være 36det, naar alting gaar meget bedre, og naar en holder af sin mand, og han er god og snil…


    Frk. Arnestad. 

Ja – han er nu ikke Deres mand endda da – saan rigtig.


    Vesla. 

Jeg kalder ham det. For han er min mand. Det er helligt for Gud, vi har lovet det. Da er det ikke saa vigtigt med menneskenes form.


    Frk. Arnestad. 

Nei, det har han vel faat snakket ind i Dem. Jeg synes nu mangengang virkelig saa synd, jeg.


    Vesla. 

Men det blir godt altsammen. Vi maa bare vente lidt taalmodig…


    Frk. Arnestad. 

Ja, ikke si’er jeg noget ondt om hr. Bryde. Men der hænder saa mangt i verden. En raar ikke for noget. Hans far, det er en haard staur. De skulde ikke flyttet sammen, siger jeg. Han skulde ikke faat Dem til det. Ja, jeg synes nu mangengang rigtig saa synd, jeg.


    Vesla. 

Hys. Det gaar i gangen. Det er hans skridt, tror jeg…


    Frk. Arnestad. 

Ja. Og saa siger De til hr. Bryde da, at han 37ikke snakker for høit. For han snakker ofte saa svært høit, at de logerende klager.


    Vesla. 

Det skal jeg nok. Hys. Nu skal jeg skræmme ham.

Hun tar i hast en julebukmaske fra forhøiningen og sætter den for ansigtet. Fra en knag en sort kappe med hætte og kaster om sig.

    Frk. Arnestad. 

Alle de skøierstreger De har fore. Ha ha.

Hun gaar ud tilvenstre i baggrunden. Nogen tar i døren tilhøire.

    Vesla. 

Kom! Kom, Sven. Ingen hemmeligheder…


    Erik Rein  ind af døren. Han blir staaende forundret.

Undskyld. Jeg gaar vist feil… Det var mørkt i entréen –


    Vesla  farer tilbage, hun kaster masken og hætten. Undselig og skamfuld.

Jeg trode… Jeg trode, det var… Brister i latter.


    Erik Rein,  ser sig om, ler ogsaa, stanser, ser vedholdende og forundret paa hende. Om lidt.

Gaar jeg feil? Bor ikke hr. Bryde her. Sven Bryde, arkitekten?


    38Vesla. 

Jo, det gør han. Skulde De tale med ham kanske?


    Erik Rein. 

Ja, det var nu… Han har indbudt mig iaften, men jeg vidste ikke…

Smiler.

Mon jeg ikke gaar feil alligevel.


    Vesla. 

Nei, langtfra. Det er bare én Sven Bryde, som jeg kender da. Værsgo’ kom! Naar han har bedt Dem, saa er De jo vor gæst.


    Erik Rein. 

Mit navn er Erik Rein, og jeg er forfatter. Men… men hvem er De da?


    Vesla. 

Jeg er – Vesla.


    Erik Rein. 

Aa, De er Vesla.

Besinder sig.

Jo, jeg synes, jeg har hørt det navnet før. Af hans venner – eller ham selv.


    Vesla  nikker.

Jeg trode, det var ham, som kom. Nu maa han straks være her. Vi skulde tænde lysene. Vil De kanske hjælpe mig?

39Erik Rein stiller en firkantet pakke under juletræet.

Er det present? Cigarer til Sven? Det blir han glad for. Men vi har ingen foræringer iaar, vi. Det er sandt…

Hun lukker paa døren til siderummet.

Nu skal dere straks faa komme.

Til Erik Rein, mens hun begynder at tænde lysene.

Vi har barn ogsaa, det hører til. Vil De tænde, saa gaar det fortere.

Hun rækker ham en æske fyrstikker.
Erik Rein hjælper at tænde, ser og hører paa Vesla uden et ord.

    Vesla. 

Sven maa straks være her. Baade han og de andre. Men det er mine halvsøskende. De to smaa derinde, de venter, stakkar. De har ikke noget juletræ hjemme. Nu er vist alle lysene tændt, saa henter jeg dem.

Hun gaar til døren og kommer tilbage med et af børnene ved hver haand. I det samme kommer

    Alfred Wentzel  ind fra høire i baggrunden. Omkring 40 aar, ældre ungkarl, noget lav og undersætsig, med briller og et altid velvilligt smil. Af jovialt, tildels entusiastisk temperament. Belæsset med pakker.

40Godaften og glad jul! Er ikke Bryde kommet? Godaften, kære frue, skil mig af med dem.

Leverer hende pakkerne.

Velkommen i kredsen, Rein! Og smaarollingerne…

Begynder at danse med dem rundt træet. Barna ellevilde og lykkelige.

Jo, nu er vi vant til dere. Husker De ifjor, Vesla?


    Vesla  steller med barna, gir dem gaver, godter o.s. v.

Ja, det er sandt. De var med.


    Wentzel. 

Var kanske ikke jeg med. Har De glemt det? En glemmer altid mig. Nei, en husker aldrig mig.


    Vesla. 

Nei, for De er saa selvfølgelig. Og dere skal ha nye klær, barn. Kjole og strømper, trøie. Kom skal vi gaa ind og bytte.

Tar dem med ind i sideværelset.

    Erik Rein  til Wentzel, ser efter hende.

Wentzel… Hvem er hun?


    Wentzel. 

Hvem? Hun? – Vesla? Det er jo – hvem hun er? Har Bryde ikke talt om –?


    41Erik Rein. 

Han har aldrig nævnt hende. Men jeg hadde vel en anelse om, at der var – saan – en kvinde med i spillet. Hvem er hun, spør jeg…


    Wentzel. 

Hvem hun er? Hm. – Et høiere væsen. Kommet lige ned – peger derovenfra – for at gøre os mennesker lyksalige og gode.


    Erik Rein,  tvinger sit eget indtryk.

Gud bevar’ os. Lad os ikke bli sentimentale…


    Wentzel. 

Nei, lad os ikke det.


    Erik Rein. 

Hun virker besynderlig ægte…


    Wentzel  nikker.

Og freidig gaar hun gennem al høitideligheden og komedien. For hende er livet saa enkelt. Hun tænker ikke ondt. Men de sidder slemt i det.


    Erik Rein. 

Hvorledes det?


    Wentzel. 

Den gamle gir sig aldrig nu, da han har faat hende til at bo sammen med sig ogsaa.


    42Erik Rein. 

Hvem gir sig ikke?


    Wentzel. 

Hans far. Gamle Bryde vel. Traditioner og familie og sligt noget. De lever oppe i de høiere cirkler. Sven er der meget. Han deler sig mellem dem og hende. Han er halstarrig og ægges af modstanden. Fa’ren har jo anerkendt ham. Men aldrig gaar han ind paa, at hans søn hjemfører sin elskerinde som sin hustru. Det er en seig strid. Og vi hans venner gaar og ser paa. Nu i halvandet aar.


    Erik Rein. 

Og hun – holder saa meget af ham?


    Wentzel. 

Ja, dét gør hun. Hun er som Vorherre selv. Og han har sat det i hende fra hendes femtende aar. Stakkars Vesla – en liten mishandlet pige. Stedmor og saant. Hun hadde det forfærdeligt. Gaar han fra hende en dag, da –. Men det faar vi haabe ikke sker.


    Erik Rein. 

Holder han ikke af hende?


    Wentzel. 

Han elsker hende. For saa vidt som han kan elske da. Men han er meget kompliceret, Sven Bryde. Endda jeg beundrer ham. Det maa De vel ha mærket. Naa. Der er han.


    43Sven Bryde  hurtig ind fra døren tilhøire. Den 20-aarige gut er blit en velvoksen, elegant ung mand. Det samme nervøst-energiske og milde udtryk med momentan heftighed. For øieblikket i synlig bevægelse som efter en oplevelse. Kommer ind i reisetøi, hue og lang overfrak, kaster af sig og hænger tøiet ud i gangen, mens han taler. Hans fremtræden har noget bydende, kraftigt og gir indtryk af selvfølelse.

Kære venner! Goddag, goddag! Velkommen, Erik Rein. Har Vesla tat imod Dem? Hvor er hun henne, den velsignede ungen.


    Vesla  vender tilbage med børnene i sit nye tøi.

Jeg hørte stemmen din.


    Sven Bryde  hen til hende.

Min kære, elskede pige. Hun er underlig. Jo mere en er fra hende, desto mere man længes.


    Vesla  smiler.

Jeg løber ikke fra dig. Det er dig, som har saa meget at løbe efter.


    Sven Bryde. 

Ja. Naar en har krav paa sig. Baade her og der. Og de derude –.


    Vesla. 

Er der hændt noget?


    44Sven Bryde. 

Hændt. Det gør ikke andet end hænde.

stryger sig over øinene.

Dere kan forresten tro, at jeg kommer fra en julaften.


    Vesla. 

Vilde din far, at du skulde være dèr?


    Sven Bryde. 

Jeg kunde næsten ikke komme fra. De vilde paa liv og død, jeg skulde bli. Han er ensom, den gamle. Men iaften holder han selskab. Med lys og kandelabrer, med suppe og fisk og steg og is. Og tre vinsorter. Og champagne…


    Vesla. 

Var hans brordatter der?


    Sven Bryde. 

Frk. Olga, ja. Hun var som en maanestraale i sin hvide kjole. En kommer i stemning. De forstaar at gøre det festlig. Saadan i gammel stil, hvor de fører hverandre tilbords og konverserer. Og frk. Leangen, hun forstaar at lave mad. Men jeg gik fra baade suppen og fisken. Jeg længtes herhjem.


    Vesla. 

Da blev vel din far bedrøvet. Hvis han skønte, hvor du gik hen.


    Sven Bryde. 

Det skønte han vel nok. Jeg gidder ikke disputere med ham. Jeg har tat mit standpunkt. 45Er han sta, kan jeg ogsaa være det. Jeg trodser ham… For din skyld, Vesla. Det er min største glæde. For du ved ikke, – nei, du ved ikke, hvor glad jeg er i dig. – Men nu har du vel noget mad til os. Jeg er skrækkelig sulten.


    Vesla. 

Men… Du sa, at du skulde ta det med.


    Sven Bryde. 

Hvad skulde jeg ta med?


    Vesla. 

Maden. Du skulde købe, sa du.


    Sven Bryde  pirrelig.

Hvor skulde jeg ta penge fra? Det er rent slut. Ingen støtte mere. Han sa det iaften, da jeg ikke vilde bli. Og lidet at fortjene. – Har du ingenting?


    Vesla. 

Sven! Jeg gjorde mig saan umage. Men du ved, juletræet, barna…


    Sven Bryde. 

Ja, der har vi nu dine filantropiske ideer.


    Vesla. 

Alt tøiet hadde jeg sydd forud. Men det andet gik med.


    Sven Bryde. 

Det er en skøn historie. Skal vi sidde tørt her. Hvad siger du, Wentzel?


    46Wentzel. 

Jeg siger, at der er noget rart i de pakkerne der.


    Sven Bryde. 

Du er en brillant fyr.

Pakker op.

Kaviar, konserver, portvin, madeira. Hurra, vi er berget.

Han sætter sagerne paa bordet.

    Vesla. 

Brød og smør har vi da. Og frk. Arnestad loved at skaffe øl.


    Sven Bryde. 

Juleøllet. Naa, saa er det godt. Vi skal ringe hende op.

Han ringer ved den borterste dør tilvenstre. Han og de andre steller med bordet, aabner konserverne, trækker flasker op o.s.v. Vesla med børnene gaar fra og til. Frk. Arnestad kommer med øl og glas.

    Sven Bryde. 

Kommer De selv, frk. Arnestad?


    Frk. Arnestad. 

Maatte ønske glædelig jul. Naar hr. Bryde kommer hjem, saa. Det er nu min gamle logerende, det. Paa fjerde aaret. For her har De nu bod hvergang De ikke var ude og reise.


    Sven Bryde. 

Nu skal De sandelig ha et glas vin.

Han skænker i glassene.

    47Frk. Arnestad. 

Tak som byr. Og skaal for vært og værtinde.

De drikker.

Ja, hr. Bryde har kvindelykke, han. Det er sikkert det. Frk. Olga Bryde liker ham ogsaa svært godt. Det saa jeg, dengang hun var her.

til Vesla.

Men det var nu før De kom.


    Vesla  ler.

Ja, jeg liker ogsaa Sven.


    Sven Bryde  støder sit glas mod Frk. Arnestads.

Skaal! – Frk. Olga…? Nei, indbild Dem bare ikke, at hun tænker paa mig.

Bjørn Brager, med en vældig pakke ind af døren.

    Wentzel  til Vesla.

Der kommer en, som liker Dem.


    Sven Bryde  hastig.

Doktoren! Gamle ven… og min hustrus gamle ven. Skulde min hustru ikke ha lov at ha venner? Bjørn Brager, velkommen og glædelig jul! Husker du St. Hans-festen i birkelunden. Da jeg kom hjem fra udlandet netop som du dansed med hende?


    48Bjørn Brager  stærk og smuk og rolig.

Hvorfor ikke huske? En har vel hukommelse.

Han sætter pakken midt paa bordet.

    Sven Bryde  skænker til Brager.

Skaal! Maatte du ikke ha lov at danse med hende?

Han pakker op.

Jeg ber jer lægge mærke til, at det er en virkelig gaas. Delikat stegt. Og gaas er herremandskost her i Norge. De har ikke noget saa fint hos min far engang. Skal De gaa nu, frk. Arnestad?


    Frk. Arnestad. 

Ja. Jeg maa ind og stelle med de andre.


    Sven Bryde. 

Men imorgen, første juledag, kommer De og drikker et glas med os.


    Frk. Arnestad. 

Ja, det var sandt.

Ud.

    Wentzel. 

Nu skal doktoren tranchere. Han er ikke stud. med. for ingenting.

Allesammen ved bordet. Vesla gaar fra og til mellem dem og børnene, som har sit eget lille bord. Hun sørger for, at hver faar sit. Erik Rein iagttar hende skjult.

    49Sven Bryde  spiser med stor appetit. Om lidt til Vesla.

Skal du ikke sætte dig ned hos os?

Han drager hende ned ved siden af sig. Bjørn Brager paa den anden side.

    Wentzel. 

Vor dame leve. Hendes skaal

De klinker og drikker. Wentzel vedblir begeistret.

Ja, vor dame. Hun, som aldrig vil noget for sig selv. Hun, som lar sit aasyn lyse over os og bare gir og gir ifølge sin natur… Kærligheden, livets opholdende kraft…


    Sven Bryde  bevæget.

Vesla! Velsignede ungen. Lille konen min.

Drikker med hende.

Det er sandt, Rein. Har De læst anmeldelsen?


    Erik Rein. 

Den som kom til jul. Om Deres plancher og udkast? Jo, den har jeg læst.


    Sven Bryde. 

Hvad synes De?


    Erik Rein. 

Ypperlig, selvfølgelig. Hvem har skrevet den?


    Sven Bryde. 

Det ved jeg sandelig ikke. Men i rette tid kom den. Endelig.


    50Wentzel. 

Ja. Begavelsen skal frem!


    Sven Bryde  velvillig og i humør.

Hvem der skrev den eller ikke – det var en forstaaelsens naadegave. Han fandt de rette ord for mine ideer. Han staar paa høide med dem, denne ukendte. Hvor kan en ikke gyse for anmeldelser? Det bedste, høieste, en har tænkt, blir slaat til jorden med platte ord. Selv ros kan bli smædeord. Man vil bare for Guds skyld undvære den. Heller ties ihjel. Ikke at tale om det at bli affeiet af en uforstaaende og i egen indbildning overlegen. Naar et menneske ikke duer til andet, kan han altid bli kunstkritiker. Fan har skabt dem.

Ler.

Men denne var en af Guds naade. Han lod mig bli i min himmel.


    Wentzel  sidder og smiler lykkelig.

    Bjørn Brager  smiler ogsaa, godmodig ironisk, han ser forundret paa Sven Bryde. Gemytlig.

Spil nu ikke komedie, du. Eller hvad? Du vil vel ikke indbilde os, at du ikke ved, hvem der har skrevet den artiklen?


    Sven Bryde. 

Ved jeg? Nei, saasandt jeg lever og er til.

Mod Brager.

Hvad mener du?


    51Bjørn Brager. 

At han ikke er langt borte i alle fald.

Med sideblik til Wentzel.

Se hvor lyksalig han ser ud ved dine lovord. Men det kan da ellers være ligegyldigt. Hvem der skrev den, mener jeg. Jeg trode, du vidste det.


    Sven Bryde  nedstemt, pirrelig, efterhaanden ophidset.

Skal nu denne aften ogsaa ødelægges for mig. Du, Brager. Det kunde du tro. Det kunde du antyde. Og han sidder ved siden af min kone.

Idet han staar op og skyder stolen tilside.

Vesla, reis dig. Straks. Han er ikke værdig til at være i din nærhed.


    Wentzel, Erik Rein  samtidig.

Bryde! – Sven, hvad gaar af dig? – Han er syg.


    Sven Bryde  tar sig til hodet.

Ja, jeg er syg kanske. Folk vil mig tillivs. Allesammen. Det strømmer ind paa mig… Ikke paa en aften som denne kan jeg være i fred. Selv mine venner… Er det sandt, Wentzel? Er det du, som har skrevet artiklen?


    Wentzel. 

Ja. Det kan jeg jo ikke negte. Naar du spør.


    52Sven Bryde. 

En vennetjeneste altsaa. Og alle ved det. Undtagen jeg… Narrestreger.


    Bjørn Brager  godmodig.

Men kære, er det noget at ta sig nær af. Alle kender jo din dygtighed. Din selvstændighed i arbeidet.


    Sven Bryde. 

Aa. – Da burde det komme frem paa en anden maade.


    Bjørn Brager. 

Du er for saar, siger jeg.


    Wentzel. 

Eller der ligger noget under.

Til de andre.

Han har saa mange bekymringer.


    Sven Bryde. 

I skulde vide, hvad jeg har. Selv hun ved det ikke.

Han tyder mod Vesla, som er gaat hen til barna. Hun hjælper dem at samle sine sager.

Nu er da denne aften ødelagt.


    Vesla. 

Sven, du siger ikke det.

Hurtig.

Her er cigarer, deilige cigarer til dig fra hr. Rein.

Hun gir ham kassen.

    53Sven Bryde  lidt mildere.

Cigarer? Foræring… Dem har der ikke været mange af iaften, jeg mener: Jeg har ikke kunnet… Tak! Tak, Rein.

Han tænder en. Til Vesla.

Byd de andre.

Vesla byr omkring, herrerne tænder sine cigarer. De har reist sig en efter en. Hun følger barna ud i stilhed.

    Sven Bryde,  vemodig, til de andre.

Ja, det er smaat. Ser jeg omkring her, næsten bare leiede sager, – hotel garni. Vore faa eiendele, dem tar de vel snart fra os. Det var galt af mig, at jeg førte hende op i altsammen.


    Bjørn Brager. 

Ja. Efterpaa, naar festen er over, da tænker man. Vi raaded dig fra det, vi. Men du var ikke til at styre.


    Sven Bryde  heftig, gaar omkring og slukker ét for ét af julelysene, mens han røger stærkt af cigaren.

Vilde jeg ikke hjælpe hende ud af det? Værre end hun hadde det kunde det vel ikke bli. Dette frygtelige hjem, denne Toni, som lived manden op til han begyndte at drikke.

Gør en bevægelse.

54Helt herunter. En af tøsearten, ren demimonde, bedrager sin mand og morer sig. Vesla holdt det nogenlunde oppe den tid hun var der. Men den kælderagtige mørke butik, hvor hun stod dagen lang, det bagværelse, hu! – Og du, Brager, du har ikke noget at si. Du vilde nok gerne selv. –


    Wentzel. 

Aa, hold nu op…


    Bjørn Brager  ler.

Vi har alle samme ret. Du var langt borte, i udlandet. Du skrev ikke. Og ingen vidste, naar du kom igen.


    Sven Bryde. 

Og du tror, hun var en saan en, som vilde gaat med?


    Bjørn Brager. 

Det siger jeg ikke. Du kom.


    Sven Bryde. 

Ja. Det var kanske paatide. Dengang.


    Wentzel. 

Aa –! Denne gale jalousien. Hvor I er irritable. Bare en gnist, saa fænger det.


    Bjørn Brager. 

Hun gik jo med dig. Jeg siger, pigebørn er pigebørn. Og at du har forstyrret dine fremtidsmuligheder fordi du ikke kunde vente, det er vi 55vel alle enige om. Dette er hverken halvt eller helt. Det er roderi.


    Sven Bryde  meget bleg.

Du tænker kanske at – fiske i de rørte vande.


    Bjørn Brager  trohjertig og rolig.

Jeg tænker ingenting. Du ærted mig, og jeg svarte, det er det hele. Din kone er godheden selv. Og alle véd og sér, at hun er glad i dig. Er det saa godt?


    Sven Bryde. 

Naa, saa er det godt. Men nu er stemningen forspildt alligevel. Den fordømte artiklen.

Til Wentzel.

Ja. Tak for din tjeneste. Jeg ved, du mente det godt. Men nu gaar vi allesammen ud paa en kafé. – Henne hos Barth er der aabent iaften.


    Wentzel. 

Skal vi la din hustru sidde alene?


    Sven Bryde. 

Det finder hun sig godt i. Det gør hun saa mangen gang. Aftenen er forbi, lysene nedbrændte. Vesla er barn. Hun skal gaa og lægge sig. Hun blir ikke trist for dét. Hun er aldrig trist hun. Jeg skønner det ikke.


    Wentzel. 

Nei, du som er sort eller gylden, guld eller aske… Du, som svinger i stemninger fra minut 56til minut, du forstaar ikke hendes natur. Det er saa rimeligt det.


    Sven Bryde  hører ikke.

Der har vi hende. Ikke sandt, Gulle?


    Vesla  er kommet ind.

Hvilket?


    Erik Rein  som hele tiden har været taus iagttager

At De aldrig er trist. Er det sandt?


    Vesla  smiler.

Jeg ved ikke. Har vist ikke tænkt videre over det en stund.


    Erik Rein. 

Ikke over, om De er glad heller?


    Vesla. 

Jeg er glad.


    Erik Rein. 

Ja, da er De glad.


    Wentzel. 

Fuglen kvidrer. Den kan ikke andet. Hun er et drypp. Vesla handler, hun. Gaar og steller og lyser op rundt omkring sig og drømmer sin vakre drøm. Maatte hun aldrig vaagne af den.

57Halv for sig.

Du Vesla, du Vesla Guldbrand.


    Sven Bryde  halv ærgerlig, mens han og de andre henter sit overtøi i gangen og ifører sig.

Aa. I er bare saa gale i hende allesammen.


    Vesla  ser paa.

Hvor skal dere hen?


    Erik Rein  hen til hende.

Hr. Bryde vil lidt ud. Han var ikke ganske i humør. De ved…


    Vesla  nikker.

Ja. Det vil live ham op, kanske.


    Erik Rein. 

Men er det rigtigt, at vi gaar fra Dem?


    Vesla. 

Det gør ikke noget. Jeg har saa meget at rydde.

Viser omkring.

Men det er blit saa mørkt her.


    Erik Rein. 

Ja, hr. Bryde slukked lysene. Her erer] rettet fra: et (trykkfeil) ét… Det holder paa at ta fyr i granen.

Han slukker.

    58Vesla. 

De er ikke brændt helt ud. Mange af dem. Da kan vi gemme lidt til en anden gang.


    Wentzel  derhen.

Ja. Lille husmor. Det kan vi.

Han gir hende haanden.

Og tak for iaften!


    Erik Rein  med sin haand.

Jeg kommer snart igen. Faar jeg lov?


    Vesla. 

Ja, saa gerne. Velkommen!


    Bjørn Brager  med sin haand.

Godnat, du. Sov nu godt!


    Vesla. 

Ja. Naar jeg kommer saa langt. Og tak for gaasen, Bjørn.


    Bjørn Brager. 

Selv tak.

Han trykker hende i haanden.

    Sven Bryde  i overtøi, staar og venter og ser paa dem i baggrunden.

Blir I færdige snart, kanske?


    Vesla  mod ham.

Sven, Du skal vel si adjø


    59Sven Bryde. 

Du er saa optat, synes jeg.


    Vesla. 

Har du hørt magen.

Hun smiler et øieblik, med armene om hans hals, uden et ord.

    Sven Bryde. 

Bli nu ikke siddende for længe oppe.


    Bjørn Brager. 

Aa. Hun er vist ikke af dem, som sidder og venter.


    Vesla. 

Nei. Jeg skal bare rydde. Og sy lidt til imorgen, det er første juledag.

Til Sven, ler.

Den nye vesten, som sad saa galt.


    Sven Bryde. 

Jeg blir ikke længe.


    Vesla. 

Du maa bare bli saa længe du vil.


    Erik Rein  leende.

Gode vilkaar. De blir ikke slem at komme hjem til.


    Allesammen. 

Godnat! Godnat!


    60Vesla. 

Godnat!

Herrerne gaar. Hun gaar lidt omkring, nynner. Rydder op paa spisebordet. Ringer.

    Frk. Arnestad  ind.

Faar komme selv. Pigen er gaat hjem hun. Er det de dér. Ølflaskerne?


    Vesla. 

Og glassene, ja. Jeg tænkte, De vilde ha dem tilbage.


    Frk. Arnestad  ser sig omkring.

Er herrerne gaat sin vei? Tænk, saa tidlig de gik.


    Vesla. 

Hvad er klokken?


    Frk. Arnestad. 

Den er ikke mere end lidt over 10. Skal De nu sidde alene igen?


    Vesla. 

Ja. De gik hen paa en kafé.


    Frk. Arnestad. 

Jamen er De taalmodig. Tænk, slippe dem ud saan. De mandfolkene. Kan en vide, hvor de gaar.


    Vesla. 

Jeg synes det er deiligt at være alene en stund.

Hun staar og tænder en skjærmlampe.

    61Frk. Arnestad. 

De er rar De. Som stek om mandagen. Jeg synes det er fælt trist at være alene, jeg.


    Vesla. 

Nei, en har da altid noget at tænke paa. Og en ting til.


    Frk. Arnestad  steller med brættet.

Hvad for en ting?


    Vesla. 

Jo. Sven siger sommetider, at naar han er borte, saa længes han dobbelt. Og det synes jeg er saa fornøieligt. For det gør jeg ogsaa.


    Frk. Arnestad. 

Sku’n ha hørt sligt. Er det nogen stas i at længes, da?

Hun gaar med brættet. Vesla smiler og sætter sig til at sy ved lampen.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Vesla

Anna Munchs skuespill Vesla ble utgitt i 1909.

Stykkets hovedperson er den lettere naive og uskyldige Elisabeth, kalt «Vesla». Hun drømmer om en framtid med Sven, en bokbindersvenn som drømmer om å bli arkitekt eller ingeniør. Når Svens ukjente og rike far dukker opp, ser det ut til at framtiden er sikret, men livet blir likevel ingen dans på roser for Vesla.

Se faksimiler av førsteutgaven (nb.no)

Les mer..

Om Anna Munch

Anna Munch er i dag kanskje mest kjent som romanfigur i Selma Lønning Aarøs roman Hennes løgnaktige ytre fra 2016, som handler om forholdet, eller kanskje rettere sagt ikke-forholdet, mellom Munch og Knut Hamsun. Men Anna Munch var en ganske godt kjent og produktiv forfatter i sin tid.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.