Naa sitter Baltsersen og venter. Han skal ha teen sin klokken 7 præcis. Naa faar jeg straks ud til’en. Han har bod her i 17 aar, han.

Baltsersen ja, det var synd, om han skulde vente, julaften. Han, som er alene. Bare gaa De, frk. Arnestad.

Det er saa rart herinde. Skal De ha rigtig fest iaften?

Ja, her kommer nogen. Jeg ved ikke, hvor mange det blir.

Flere end ifjor?

Ifjor. Julaften? Da var det jo bare min – jeg mener Sven og jeg.

Ogsaa de barna.

Ja. Det ved De nok.

Men jeg synes, de er kommet lidt fortidlig nu.

Det er snart aften. Og jeg maatte lukke dem ind af den ene indgang her er.

Men hør, barn, gaa ind med dere i sovekamret først og vask dere. Skinnende rene i ansigtet og paa hænderne. Ellers blir ikke onkel Sven blid.

Ja, en kan saa si. Det er mye rend. Her gaar’n og skal lukke op for baade Peti og Kleti.

Kære frk. Arnestad. Det er den ene gang om aaret.

Naa, her kommer nu saa mange, altid. Baade den og den. Deres, jeg mener, hr. Bryde har svært mange venner.

Han maa ligesom ha det. Og hans venner er mine venner ogsaa. Men det er nu mest de samme, som kommer. Og er det ikke godt at 34kunne gøre det lidt hyggelig for dem, som ellers vilde sidde ensomme julaften?

Hvor mange kuverter skal det være, da?

Nei, sæt bare tallerkenerne sammen der ved den ene siden. Og servietter, gafler, knive. Saa kan hver ta sit.

Og maden?

Den har de med sig. Sven og de andre. – Brager sa, at han skulde komme med en hel stegt gaas.

Det maa være rart at leve saan feltliv, synes jeg.

Aa ja. Men De skal se, vi faar nok engang vort eget hjem.

Ja, det maatte være bedst, om en kunde gifte sig snart.

De ved, vi maa vente taalmodig.

Og hadde det ikke været for dét, at hr. Bryde har bod her hos mig i flere aar, saa hadde jeg nu aldrig gjort ham den tjenesten, jeg.

Kære frk. Arnestad. De ved, hvor taknemlige vi er Dem, fordi De tog imod os og lod os faa bo her.

Ja, at jeg lod Dem faa bo her, ja. For han bode jo her før. Men hr. Bryde, han har nu saant væsen han, at han faar alting til. Han rent betrode sig til mig, ser De. Han sa, De burde ha en kvinde om Dem –. Og sød og snil, det er De jo. Naar det nu snart kunde bli til noget med det giftermaalet, skulde ingen være gladere end jeg. For Dem blir en glad i, saa sød og snil De er. Men dem, som er gode og snille her i verden, dem gaar det ofte galt. Og ikke skønner jeg, hvordan De altid kan gaa med det velsignede humøret, saa det lyser af Dem.

Se. Blir det ikke vakkert? Nu kan vi snart tænde lysene, saa kan barna komme ind. Det er synd, de skal vente, stakkar. Det er nu for dem. Glad? Hjemme var jeg ogsaa glad mange gange, endda saa trist det var. Og skulde en ikke være 36det, naar alting gaar meget bedre, og naar en holder af sin mand, og han er god og snil…

Ja – han er nu ikke Deres mand endda da – saan rigtig.

Jeg kalder ham det. For han er min mand. Det er helligt for Gud, vi har lovet det. Da er det ikke saa vigtigt med menneskenes form.

Nei, det har han vel faat snakket ind i Dem. Jeg synes nu mangengang virkelig saa synd, jeg.

Men det blir godt altsammen. Vi maa bare vente lidt taalmodig…

Ja, ikke si’er jeg noget ondt om hr. Bryde. Men der hænder saa mangt i verden. En raar ikke for noget. Hans far, det er en haard staur. De skulde ikke flyttet sammen, siger jeg. Han skulde ikke faat Dem til det. Ja, jeg synes nu mangengang rigtig saa synd, jeg.

Hys. Det gaar i gangen. Det er hans skridt, tror jeg…

Ja. Og saa siger De til hr. Bryde da, at han 37ikke snakker for høit. For han snakker ofte saa svært høit, at de logerende klager.

Det skal jeg nok. Hys. Nu skal jeg skræmme ham.

Alle de skøierstreger De har fore. Ha ha.

Kom! Kom, Sven. Ingen hemmeligheder…

Undskyld. Jeg gaar vist feil… Det var mørkt i entréen –

Jeg trode… Jeg trode, det var… Brister i latter.

Gaar jeg feil? Bor ikke hr. Bryde her. Sven Bryde, arkitekten?

Jo, det gør han. Skulde De tale med ham kanske?

Ja, det var nu… Han har indbudt mig iaften, men jeg vidste ikke…

Mon jeg ikke gaar feil alligevel.

Nei, langtfra. Det er bare én Sven Bryde, som jeg kender da. Værsgo’ kom! Naar han har bedt Dem, saa er De jo vor gæst.

Mit navn er Erik Rein, og jeg er forfatter. Men… men hvem er De da?

Jeg er – Vesla.

Aa, De er Vesla.

Jo, jeg synes, jeg har hørt det navnet før. Af hans venner – eller ham selv.

Jeg trode, det var ham, som kom. Nu maa han straks være her. Vi skulde tænde lysene. Vil De kanske hjælpe mig?

Er det present? Cigarer til Sven? Det blir han glad for. Men vi har ingen foræringer iaar, vi. Det er sandt…

Nu skal dere straks faa komme.

Vi har barn ogsaa, det hører til. Vil De tænde, saa gaar det fortere.

Sven maa straks være her. Baade han og de andre. Men det er mine halvsøskende. De to smaa derinde, de venter, stakkar. De har ikke noget juletræ hjemme. Nu er vist alle lysene tændt, saa henter jeg dem.

40Godaften og glad jul! Er ikke Bryde kommet? Godaften, kære frue, skil mig af med dem.

Velkommen i kredsen, Rein! Og smaarollingerne…

Jo, nu er vi vant til dere. Husker De ifjor, Vesla?

Ja, det er sandt. De var med.

Var kanske ikke jeg med. Har De glemt det? En glemmer altid mig. Nei, en husker aldrig mig.

Nei, for De er saa selvfølgelig. Og dere skal ha nye klær, barn. Kjole og strømper, trøie. Kom skal vi gaa ind og bytte.

Wentzel… Hvem er hun?

Hvem? Hun? – Vesla? Det er jo – hvem hun er? Har Bryde ikke talt om –?

Han har aldrig nævnt hende. Men jeg hadde vel en anelse om, at der var – saan – en kvinde med i spillet. Hvem er hun, spør jeg…

Hvem hun er? Hm. – Et høiere væsen. Kommet lige ned – peger derovenfra – for at gøre os mennesker lyksalige og gode.

Gud bevar’ os. Lad os ikke bli sentimentale…

Nei, lad os ikke det.

Hun virker besynderlig ægte…

Og freidig gaar hun gennem al høitideligheden og komedien. For hende er livet saa enkelt. Hun tænker ikke ondt. Men de sidder slemt i det.

Hvorledes det?

Den gamle gir sig aldrig nu, da han har faat hende til at bo sammen med sig ogsaa.

Hvem gir sig ikke?

Hans far. Gamle Bryde vel. Traditioner og familie og sligt noget. De lever oppe i de høiere cirkler. Sven er der meget. Han deler sig mellem dem og hende. Han er halstarrig og ægges af modstanden. Fa’ren har jo anerkendt ham. Men aldrig gaar han ind paa, at hans søn hjemfører sin elskerinde som sin hustru. Det er en seig strid. Og vi hans venner gaar og ser paa. Nu i halvandet aar.

Og hun – holder saa meget af ham?

Ja, dét gør hun. Hun er som Vorherre selv. Og han har sat det i hende fra hendes femtende aar. Stakkars Vesla – en liten mishandlet pige. Stedmor og saant. Hun hadde det forfærdeligt. Gaar han fra hende en dag, da –. Men det faar vi haabe ikke sker.

Holder han ikke af hende?

Han elsker hende. For saa vidt som han kan elske da. Men han er meget kompliceret, Sven Bryde. Endda jeg beundrer ham. Det maa De vel ha mærket. Naa. Der er han.

Kære venner! Goddag, goddag! Velkommen, Erik Rein. Har Vesla tat imod Dem? Hvor er hun henne, den velsignede ungen.

Jeg hørte stemmen din.

Min kære, elskede pige. Hun er underlig. Jo mere en er fra hende, desto mere man længes.

Jeg løber ikke fra dig. Det er dig, som har saa meget at løbe efter.

Ja. Naar en har krav paa sig. Baade her og der. Og de derude –.

Er der hændt noget?

Hændt. Det gør ikke andet end hænde.

Dere kan forresten tro, at jeg kommer fra en julaften.

Vilde din far, at du skulde være dèr?

Jeg kunde næsten ikke komme fra. De vilde paa liv og død, jeg skulde bli. Han er ensom, den gamle. Men iaften holder han selskab. Med lys og kandelabrer, med suppe og fisk og steg og is. Og tre vinsorter. Og champagne…

Var hans brordatter der?

Frk. Olga, ja. Hun var som en maanestraale i sin hvide kjole. En kommer i stemning. De forstaar at gøre det festlig. Saadan i gammel stil, hvor de fører hverandre tilbords og konverserer. Og frk. Leangen, hun forstaar at lave mad. Men jeg gik fra baade suppen og fisken. Jeg længtes herhjem.

Da blev vel din far bedrøvet. Hvis han skønte, hvor du gik hen.

Det skønte han vel nok. Jeg gidder ikke disputere med ham. Jeg har tat mit standpunkt. 45Er han sta, kan jeg ogsaa være det. Jeg trodser ham… For din skyld, Vesla. Det er min største glæde. For du ved ikke, – nei, du ved ikke, hvor glad jeg er i dig. – Men nu har du vel noget mad til os. Jeg er skrækkelig sulten.

Men… Du sa, at du skulde ta det med.

Hvad skulde jeg ta med?

Maden. Du skulde købe, sa du.

Hvor skulde jeg ta penge fra? Det er rent slut. Ingen støtte mere. Han sa det iaften, da jeg ikke vilde bli. Og lidet at fortjene. – Har du ingenting?

Sven! Jeg gjorde mig saan umage. Men du ved, juletræet, barna…

Ja, der har vi nu dine filantropiske ideer.

Alt tøiet hadde jeg sydd forud. Men det andet gik med.

Det er en skøn historie. Skal vi sidde tørt her. Hvad siger du, Wentzel?

Jeg siger, at der er noget rart i de pakkerne der.

Du er en brillant fyr.

Kaviar, konserver, portvin, madeira. Hurra, vi er berget.

Brød og smør har vi da. Og frk. Arnestad loved at skaffe øl.

Juleøllet. Naa, saa er det godt. Vi skal ringe hende op.

Kommer De selv, frk. Arnestad?

Maatte ønske glædelig jul. Naar hr. Bryde kommer hjem, saa. Det er nu min gamle logerende, det. Paa fjerde aaret. For her har De nu bod hvergang De ikke var ude og reise.

Nu skal De sandelig ha et glas vin.

Tak som byr. Og skaal for vært og værtinde.

Ja, hr. Bryde har kvindelykke, han. Det er sikkert det. Frk. Olga Bryde liker ham ogsaa svært godt. Det saa jeg, dengang hun var her.

Men det var nu før De kom.

Ja, jeg liker ogsaa Sven.

Skaal! – Frk. Olga…? Nei, indbild Dem bare ikke, at hun tænker paa mig.

Der kommer en, som liker Dem.

Doktoren! Gamle ven… og min hustrus gamle ven. Skulde min hustru ikke ha lov at ha venner? Bjørn Brager, velkommen og glædelig jul! Husker du St. Hans-festen i birkelunden. Da jeg kom hjem fra udlandet netop som du dansed med hende?

Hvorfor ikke huske? En har vel hukommelse.

Skaal! Maatte du ikke ha lov at danse med hende?

Jeg ber jer lægge mærke til, at det er en virkelig gaas. Delikat stegt. Og gaas er herremandskost her i Norge. De har ikke noget saa fint hos min far engang. Skal De gaa nu, frk. Arnestad?

Ja. Jeg maa ind og stelle med de andre.

Men imorgen, første juledag, kommer De og drikker et glas med os.

Ja, det var sandt.

Nu skal doktoren tranchere. Han er ikke stud. med. for ingenting.

Skal du ikke sætte dig ned hos os?

Vor dame leve. Hendes skaal

Ja, vor dame. Hun, som aldrig vil noget for sig selv. Hun, som lar sit aasyn lyse over os og bare gir og gir ifølge sin natur… Kærligheden, livets opholdende kraft…

Vesla! Velsignede ungen. Lille konen min.

Det er sandt, Rein. Har De læst anmeldelsen?

Den som kom til jul. Om Deres plancher og udkast? Jo, den har jeg læst.

Hvad synes De?

Ypperlig, selvfølgelig. Hvem har skrevet den?

Det ved jeg sandelig ikke. Men i rette tid kom den. Endelig.

Ja. Begavelsen skal frem!

Hvem der skrev den eller ikke – det var en forstaaelsens naadegave. Han fandt de rette ord for mine ideer. Han staar paa høide med dem, denne ukendte. Hvor kan en ikke gyse for anmeldelser? Det bedste, høieste, en har tænkt, blir slaat til jorden med platte ord. Selv ros kan bli smædeord. Man vil bare for Guds skyld undvære den. Heller ties ihjel. Ikke at tale om det at bli affeiet af en uforstaaende og i egen indbildning overlegen. Naar et menneske ikke duer til andet, kan han altid bli kunstkritiker. Fan har skabt dem.

Men denne var en af Guds naade. Han lod mig bli i min himmel.

Spil nu ikke komedie, du. Eller hvad? Du vil vel ikke indbilde os, at du ikke ved, hvem der har skrevet den artiklen?

Ved jeg? Nei, saasandt jeg lever og er til.

Hvad mener du?

At han ikke er langt borte i alle fald.

Se hvor lyksalig han ser ud ved dine lovord. Men det kan da ellers være ligegyldigt. Hvem der skrev den, mener jeg. Jeg trode, du vidste det.

Skal nu denne aften ogsaa ødelægges for mig. Du, Brager. Det kunde du tro. Det kunde du antyde. Og han sidder ved siden af min kone.

Vesla, reis dig. Straks. Han er ikke værdig til at være i din nærhed.

Bryde! – Sven, hvad gaar af dig? – Han er syg.

Ja, jeg er syg kanske. Folk vil mig tillivs. Allesammen. Det strømmer ind paa mig… Ikke paa en aften som denne kan jeg være i fred. Selv mine venner… Er det sandt, Wentzel? Er det du, som har skrevet artiklen?

Ja. Det kan jeg jo ikke negte. Naar du spør.

En vennetjeneste altsaa. Og alle ved det. Undtagen jeg… Narrestreger.

Men kære, er det noget at ta sig nær af. Alle kender jo din dygtighed. Din selvstændighed i arbeidet.

Aa. – Da burde det komme frem paa en anden maade.

Du er for saar, siger jeg.

Eller der ligger noget under.

Han har saa mange bekymringer.

I skulde vide, hvad jeg har. Selv hun ved det ikke.

Nu er da denne aften ødelagt.

Sven, du siger ikke det.

Her er cigarer, deilige cigarer til dig fra hr. Rein.

Cigarer? Foræring… Dem har der ikke været mange af iaften, jeg mener: Jeg har ikke kunnet… Tak! Tak, Rein.

Byd de andre.

Ja, det er smaat. Ser jeg omkring her, næsten bare leiede sager, – hotel garni. Vore faa eiendele, dem tar de vel snart fra os. Det var galt af mig, at jeg førte hende op i altsammen.

Ja. Efterpaa, naar festen er over, da tænker man. Vi raaded dig fra det, vi. Men du var ikke til at styre.

Vilde jeg ikke hjælpe hende ud af det? Værre end hun hadde det kunde det vel ikke bli. Dette frygtelige hjem, denne Toni, som lived manden op til han begyndte at drikke.

54Helt herunter. En af tøsearten, ren demimonde, bedrager sin mand og morer sig. Vesla holdt det nogenlunde oppe den tid hun var der. Men den kælderagtige mørke butik, hvor hun stod dagen lang, det bagværelse, hu! – Og du, Brager, du har ikke noget at si. Du vilde nok gerne selv. –

Aa, hold nu op…

Vi har alle samme ret. Du var langt borte, i udlandet. Du skrev ikke. Og ingen vidste, naar du kom igen.

Og du tror, hun var en saan en, som vilde gaat med?

Det siger jeg ikke. Du kom.

Ja. Det var kanske paatide. Dengang.

Aa –! Denne gale jalousien. Hvor I er irritable. Bare en gnist, saa fænger det.

Hun gik jo med dig. Jeg siger, pigebørn er pigebørn. Og at du har forstyrret dine fremtidsmuligheder fordi du ikke kunde vente, det er vi 55vel alle enige om. Dette er hverken halvt eller helt. Det er roderi.

Du tænker kanske at – fiske i de rørte vande.

Jeg tænker ingenting. Du ærted mig, og jeg svarte, det er det hele. Din kone er godheden selv. Og alle véd og sér, at hun er glad i dig. Er det saa godt?

Naa, saa er det godt. Men nu er stemningen forspildt alligevel. Den fordømte artiklen.

Ja. Tak for din tjeneste. Jeg ved, du mente det godt. Men nu gaar vi allesammen ud paa en kafé. – Henne hos Barth er der aabent iaften.

Skal vi la din hustru sidde alene?

Det finder hun sig godt i. Det gør hun saa mangen gang. Aftenen er forbi, lysene nedbrændte. Vesla er barn. Hun skal gaa og lægge sig. Hun blir ikke trist for dét. Hun er aldrig trist hun. Jeg skønner det ikke.

Nei, du som er sort eller gylden, guld eller aske… Du, som svinger i stemninger fra minut 56til minut, du forstaar ikke hendes natur. Det er saa rimeligt det.

Der har vi hende. Ikke sandt, Gulle?

Hvilket?

At De aldrig er trist. Er det sandt?

Jeg ved ikke. Har vist ikke tænkt videre over det en stund.

Ikke over, om De er glad heller?

Jeg er glad.

Ja, da er De glad.

Fuglen kvidrer. Den kan ikke andet. Hun er et drypp. Vesla handler, hun. Gaar og steller og lyser op rundt omkring sig og drømmer sin vakre drøm. Maatte hun aldrig vaagne af den.

Du Vesla, du Vesla Guldbrand.

Aa. I er bare saa gale i hende allesammen.

Hvor skal dere hen?

Hr. Bryde vil lidt ud. Han var ikke ganske i humør. De ved…

Ja. Det vil live ham op, kanske.

Men er det rigtigt, at vi gaar fra Dem?

Det gør ikke noget. Jeg har saa meget at rydde.

Men det er blit saa mørkt her.

Ja, hr. Bryde slukked lysene. Her erer] rettet fra: et (trykkfeil) ét… Det holder paa at ta fyr i granen.

De er ikke brændt helt ud. Mange af dem. Da kan vi gemme lidt til en anden gang.

Ja. Lille husmor. Det kan vi.

Og tak for iaften!

Jeg kommer snart igen. Faar jeg lov?

Ja, saa gerne. Velkommen!

Godnat, du. Sov nu godt!

Ja. Naar jeg kommer saa langt. Og tak for gaasen, Bjørn.

Selv tak.

Blir I færdige snart, kanske?

Sven, Du skal vel si adjø

Du er saa optat, synes jeg.

Har du hørt magen.

Bli nu ikke siddende for længe oppe.

Aa. Hun er vist ikke af dem, som sidder og venter.

Nei. Jeg skal bare rydde. Og sy lidt til imorgen, det er første juledag.

Den nye vesten, som sad saa galt.

Jeg blir ikke længe.

Du maa bare bli saa længe du vil.

Gode vilkaar. De blir ikke slem at komme hjem til.

Godnat! Godnat!

Godnat!

Faar komme selv. Pigen er gaat hjem hun. Er det de dér. Ølflaskerne?

Og glassene, ja. Jeg tænkte, De vilde ha dem tilbage.

Er herrerne gaat sin vei? Tænk, saa tidlig de gik.

Hvad er klokken?

Den er ikke mere end lidt over 10. Skal De nu sidde alene igen?

Ja. De gik hen paa en kafé.

Jamen er De taalmodig. Tænk, slippe dem ud saan. De mandfolkene. Kan en vide, hvor de gaar.

Jeg synes det er deiligt at være alene en stund.

De er rar De. Som stek om mandagen. Jeg synes det er fælt trist at være alene, jeg.

Nei, en har da altid noget at tænke paa. Og en ting til.

Hvad for en ting?

Jo. Sven siger sommetider, at naar han er borte, saa længes han dobbelt. Og det synes jeg er saa fornøieligt. For det gør jeg ogsaa.

Sku’n ha hørt sligt. Er det nogen stas i at længes, da?