Han gik ud et minut. Det var vist noget, han hadde glemt at købe. Men han bad mig bestille vognen. Den er her straks.

Det er altsaa vist, at han reiser iaften?

Ja da. Nu har den reisen været bestemt længe. Og De skal jo flytte ind ogsaa, hr. Wentzel. Det er dagen.

Ikke iaften. Først imorgen. Idag skriver vi den 29. – den 29. marts.

Til Erik Rein i en tone af ængstelse.

Undres om han husker, at det er netop aarsdagen.

Nei. Det er det ikke. Det var igaar. Det er den 30te idag.

Ja, dét er det. Det er fra den dagen, De har leiet, hr. Wentzel. Og ikke ska’n sørge over det heller. Endda saa hjemmevant det var med hr. Bryde. Men som rimeligt er, at han ikke kunde trives. Selv om han fik et andet rum og alle tingene sine, som han er vant til det.

Underligt at mødes igen. De har været i udlandet.

Et halvt aar, ja

Med statsunderstøttelse. Jeg saa det i aviserne. Nylig kommet hjem?

For en uge siden. Og igaar mødte jeg Bryde ganske tilfældig. Han foreslog mig at være med 120paa denne lille udflugt. En afskedsfest, sa han, som ungkarl. Det er altsaa saa, at han skal…

Gifte sig, ja. Med frk. Olga Bryde. Det kunde en vide paa forhaand. Det var saa at si forud givet.

Ja – saa er livet. Mangfoldig sammensat. Der er ikke noget at sige til det.

Og Dem har vi ikke set siden – jeg tror, siden begravelsen.

Nei. Jeg maatte bort. Det var mig pinligt. Jeg begriber ikke Sven Bryde, eller rettere: jeg trode at forstaa. Begynder at bli filosof og menneskekender, som De.

Hvordan?

Husker De ham den dagen og de nærmest følgende? I nye sorte klær, som sad udmærket. Bleg og interessant. Jeg har aldrig set ham saa smuk. Kvinderne – iagttog ham med levende interesse. Og det syntes egentlig ikke at være ham imod…

Mon?

Naa. En skal vogte sig for at bli bitter.

Ja. Og ta menneskene som de er. Der er meget godt ved Sven. Nu f. ex. det, at han er saa – saa –

Underholdende. For en selskabelig natur. En glemmer at kede sig, hvad?

Hm… Jeg er skrækkelig bange for at kede mig. For tomheden hver dag –. Jeg liker mennesker, som ikke er af de tretten paa dusinet.

Godmorgen!

Velkommen! Ja, nu skal vi straks køre. Vognen var alt herudenfor. Men jeg sendte den bort paa en halv time. Vi faar vente paa Brager. Han blev opholdt en liden stund, sa han. Jeg mødte ham.

Det skal altsaa bli alvor nu. Du reiser virkelig iaften?

Ja, du ser.

Her er forberedelser nok. Dette hadde jeg tænkt at fuldføre, naar vi kom hjem ved aftenstid. Toget nordover gaar kl. lidt over 11, saa det blir endnu tid. Men nu kan jeg ligesaa godt bli ved til Bjørn kommer. Her – er cigarer, mine venner.

Og de er ikke daarlige. Ta dere en røg saalænge.

Foræring fra min far. Han holder bare første klasses. Nu tillader I, at jeg lægger ned disse sagerne her.

Du skal jo bo her, Wentzel, efter mig. Ikke saa nøie, om jeg ikke faar alt med. Ta vare paa det. Det dér peger kan bli hængende. Fotografierne? Apropos, har dere set det sidste. Af Olga? Her…

Ganske i stilen, ikke sandt? En rank fuldrigger. Dame til fingerspidserne, hvad?

Det er meget godt.

Ja. Du har set hende. Men et billede siger ingenting. Det er ikke damen, jeg sætter mest 123pris paa. Hun har sjæl, du, et hjerte af guld, i sin tilbageholdenhed. En sødme… Et lifligt væld af ømhed.

Hun elsker min lillefinger. Men bevares, fordringer har hun. Livsens fordringer. Det bør en ogsaa ha. Jeg trænger det saagar. Faar opdrages, jeg. Det har de nok forstaat, mine venner deroppe.

Ja, Gud har været naadig mod mig. Jeg kommer til en havn. Og lidt glæde har jeg da git dem igen. De længes efter mig nu. Blir en skøn tid, mod vaaren og sommeren. Jeg tør invitere dere alle tre hjem, naar villaen er færdig. Den ligger en kilometer fra fars gaard. Men til vinteren tænker vi at bo i byen.

Der er minder ved alting. Naar en skal reise og rydde op ide gamle sager. Se denne… Barnets, Veslas værktøivæske, som hun sydde til mig en formiddagsstund af gamle røde og sorte klædesrester, – det tog bare et kvarter for hende. Hun var nethændt med fingrene sine. Gud velsigne hende… Saa fattige vi var. Ja, det var de onde dage. Hadde jeg kunnet gi hende nogen flere af de gode!

124Barnet, ja. Hun kunde endnu været iblandt os. Glad som en fugl. Hun var en god kamerat. Kanske den bedste, jeg har havt og faar. Det var en særevne hos hende. Men hun forstod ikke livet. Gik bort i en vildfarelse. Aah – Jeg ser paa dere, føler, at I tænker paa hende i dette minut, som jeg…

Jeg tænkte – paa, hvad De talte om vildfarelse. Hvilken var den? Hvad mener De?

Jeg mener denne hendes fikse idé. At vi hørte sammen, for livet. Vi to, som var saa forskellige.

Er De vis paa, at hun ikke hadde ret? De siger, hun var Deres kamerat. Deres veninde som ingen anden.

En maa føle en kvinde som sin elskerinde. Ser De… Hun passed mulig til en andens elskerinde. Ikke til mig. Hadde nær sagt, hun var for intelligent for mig.

Jeg forstod hende ikke, altid.

Kanske fordi det at være elskerinde ikke var det høieste for hende. Er De vis paa, at det 125ikke er da, det varer? – Jeg har begyndt at forstaa. Hun har lært mig meget. Men – hvem forstod. Hun var langt borte fra os. Bevæged sig, saa at si, paa et andet plan…

Det var ikke Jordens, nei. Menneskelivets, med sine forviklinger og sin forandring. Hun var aldrig med paa alle disse knuder. Hvem tænker det samme naar han er 12 aar, som naar han er 20. Hendes vildfarelse var, at hun ikke kunde følge med.

Eller mulig Deres, at De ikke kunde følge med. Hun talte engang om Gud. Hun sa, at han var trofast. Igennem forvandlingerne, mente hun vel. I onde og gode dage. At vi skulde være som han…

Ja. Hun trode paa Gud. Hun var en barnesjæl. Kom egentlig aldrig over 12 aar.

Der var magt i den barnesjæl. – Trofast? Det er hun endnu, vær vis paa dét. Og Gud er med hende. Vær vis paa dét.

Hun drager besynderlig… Man glemmer hende aldrig. Men os kalder livet nu. Handling, 126pligter, glæde. Brudgomsfærd… Det blev nu saa.

Musik. Sjelden vare herhjemme. Blir snart slut. Jaget bort…

Den er ikke af de aller daarligste. Hvad man kalder en orkestron.

Wentzel… Se! De er saa nærsynt. Det er – det er jo manden fra den gang.

Hvilken mand?

Manden fra den aften. Ifjor. Paa restauranten

Det er det ogsaa.

Saa. Nu har han opdaget os. Han hilser. Kommer vist herop.

Undskyld… Entré stod oppe. Hilse paa herrerne en sekund. Kende dem alle tre… Reise? Glücklig reise. Tak. Mange tak. Bare en sekund…

Vi har travlt.

Jeg skal go. Herren skal reise. Glücklig. Farvel. Manke tak!

Det er en uhyggelig fremtoning. Han gør en helt nervøs.

Nu blev han da «verbudt» som han sa. Og det af selve frk. Arnestad. Hun er vel oplært.

Det er ogsaa en manér. At la entréen staa aaben.

Naa. Der har vi Bjørn. Kom du ogsaa gennem lukte døre?

Frk. Arnestad lukked op for mig. Hun holdt paa at skælde ud en mand. Ved ikke, hvem det var.

Og vognen? Sa du til?

Den er her straks.

Nu er dét bestilt. Bedst at bli færdig med det andet ogsaa. Det er gjort paa to minutter nu, resten.

Skal vi ha alt dette med os paa fornøielsesturen.

Det blir ordentlig drass.

Du kunde heller hjælpe mig. Eller ta dig en cigar saalænge.

Tak. Begge dele.

Skal hjælpe dig, jeg.

Nu er det bare haandkufferten igen. Min berømte haandkuffert. Den har fulgt mig tro i disse aarene. Paa udenlandsturene og hjemme.

Jeg behøver ikke alt det, du hober op der. Tøiet i den nederste skuffe kan bli liggende. Hører du.

Her er saa mange rare ting. Gud ved, hvad du har samlet paa i alle disse aarene. Saan er det at være fastboende hos frk. Arnestad. Kommer vel til at ende med at flytte hid, jeg ogsaa.

Du vilde sikkert bli vel modtat. Men blir I ikke snart færdige. Nu har vi vognen. Jeg begynder at længes efter…

Suppen og fisken?

Ja, den venter. Deroppe paa høiden. Men den blir ikke kold.

Hvor har jeg nu lagt mine hansker?

Bjørn, ræk mig bunken der. Den fra den tredie skuf. Altsammen. Saa.

Hvad er nu dette? Hvad? Et dyrehode i bronce, eller kobber – og elfenben. En gammel rusten revolver. Det var snurrigt.

Den er jo ubrugelig.

Nei. Lad den nu ligge. Hvor fandt du den? Gi mig den hid…

Vil du la være, Brager. Vil du? Skal vi da aldrig bli den forbandede tingest kvit! Det siger jeg dig, Sven. Du tar den med. Jeg vil ikke ha den her.

Men den er ganske uskadelig…. Se her. Hanen bevæger sig ikke, eller fjæren glipper. Der er et stykke af skæftet, og løbet er itu, og skruer borte. Se selv paa den…

Jeg vil ikke røre den med min lillefinger…

Har I set noget saa gammelt og antikveret. Som fra forrige aarhundrede. En kuriositet, ganske sjelden…

Gi den hid, Bjørn! Selv om du ikke var nærværende, skønner du vel…

Naa, saa

Maa jeg se den?

Kan I la den være! Mandfolk skal fingre ved alting…. Den ulyksalige fingringen…

De ser, der er ingen fare. Den gør ingen skade mere.

Du er en kærring, Wentzel. Se her… Det 132kan gøres gang paa gang, fjæren virker ikke. Overbevis dig da…

Gennem kindet… Op i hjernen…

Forbi –?

Almægtige Gud!