Er Du ikke gået endnu? Mødet skulde jo begynde kl. 3.
Du skrev brev, syntes jeg?
Nej, jeg skrev ikke. Jeg bare ordned min mappe.
Pennen er jo fuld af blæk.
Det må være efter før.
Er det Fenger, Du fører denne livlige korrespondance med?
Fenger!
Nu er det tredie gangen, jeg er kommen hjem og har truffet denne fyren hos Dig.
Du har en frodig fantasi. En gang har Du truffet ham. Igår.
Ja, heroppe. Men to ganger har jeg set ham komme ud af gadedøren, just som jeg bøjed om hjørnet.
Hvorfor har Du ikke talt om det, siden det lader til at ha gjort sligt indtryk på Dig?
Jeg gad ikke. Men Du, hvorfor har Du fortiet, at han har vært her?
Fortiet! Jeg har naturligvis glemt det.
Lad mig få læse det brev, Du fik igår.igår] rettet fra: igaar (trykkfeil)
Jegd ved ikke, hvor jeg har lagt det.
Tænk Dig om, så husker Du det nok.
Du går da vel aldrig og indbilder Dig, at der er noget mellem mig og Fenger.
Isjh!
(Han går ud af stuen. Man hører ham smelde entrédøren til efter sig.)Jeg vilde bare vise Dig kjolen, Sara, før jeg går op til fru Ulfsen med den. Er den ikke sød?
Den er altfor fiks til den stakkels skidne ungen, som skal ha den. Du er rigtignok snil, som gjør det, Agnete.
Det er så morsomt at sy barnetøj. Jeg elsker det. Nu er jeg begyndt at strikke på et lidet uldskjørt. Hun har jo næsten ikke spor af klær, det lille søde noss.noss] (dial.) kjælenavn for lite barn
Hvad har Du i pakken?
Et tørklæde, som Doris har hæklet til fru Rikkemor. Nej Doris, hun er snil! Næsten alt, hvad fru Ulfsen går med, har hun fåt af Doris. Men Du skal ikke sige, at jeg har sagt det.
(Ud af døren i baggrunden.)Kom ind.
Goddag frue. Har De ikke sét en spaserestok?
Nej.
Så må jeg have glemt den på kafeen. Skal De ud?
Det haster ikke. Sæt Dem ned lidt. De har vel ingenting at forsømme?
Jeg har forresten nogen ærinder at besørge.
(Tar frakken af og vil gå ud i entréen med den.)Hæng den der på garderoben. Entrédøren springer op undertiden. Der er flere gange blet ting borte derude.
Ja, døren stod åben, da jeg kom.
(Hænger tøjet på garderoben.)Derfor har vi vænnet os til ikke at ha noget derude.
(Pause, hvori Berg sætter sig)Hvorfor fik De vor morro til at gå overstyr i går aftes?
Jeg?
Det var jo for at muntre Dem, at jeg fandt på det.
Det er sandelig altfor venligt af Dem. Jeg trode forresten ikke, jeg gav indtryk af at ville så gjerne på morro.
Nej, netop derfor. Sånne sedatesedate] sindige; rolige herrer er så kjedelige. Synes ikke De?
Jo, det synes jeg vist.
Ja, hvorfor kan De da ikke være lidt morsom og gjerne ville more Dem lidt? (Da Berg ikke svarer) Mig er det forresten så ligegyldigt. Bare jeg var vel ude af hele komersen.komersen] (fr. commerce: handel) her: forhold; spetakkel; lystighet
Hvad for en komers?
Hvis jeg kjendte en, som vilde flygte med mig, så var jeg straks parat.
Kjender De ingen da?
Nej. Gjør De?
Nej.
Det var skade. (Pause) Hvis jeg nu også havde vært forelsket i Dem, dengang De var det i mig, hvad så?
Så var vi vel bleven gift.
Vilde De ønsket det?
Nej.
Men jeg var forelsket i Dem, ikke dengang, men senere. Tror De det ikke?
Når De selv siger det, så.
Men da var jeg jo gift.
De har fåt en snil mand.
Uf, dette væmmelige ord! (Afbryder Berg, da han vil tale.) For hvad vil det sige at være snil? Det er at være et mæhæ, som er éns mod alle, en fyr, som bare går og glatter ud alting, som ikke kan bli rasende for nogen ting i verden. Jeg liker ikke sånt, som Ulfsen siger.
Hvis det er Deres mand, De sigter til, så er De mildest talt uretfærdig.
Å, hvad véd De om det. Jeg kan ikke med ham.
Hvad har han da gjort Dem?
Gjort mig! Det er også et spørsmål.
(Reiser sig og driver på gulvet.)gulvet] rettet fra: Gulvet (trykkfeil)Det er synd i Deres mand, for han er vist forfærdelig glad i Dem fremdeles.
Å, glad i. Han var en træt og rolig mand, da han gifted sig med mig. Og det havde jeg ikke tænkt mig.
De har jo et barn. Det må da være en stor lykke.
Ja et barn – det er bra nok. Men ikke nok.
Sig mig, er det for Agnetes skyld, De er blet her i byen, efter at vi trode, De var rejst?
Hvor kan De falde på sligt, fru Wulf?
Hvad lever Agnete af?
Hvad hun lever af?
Der er dem, som siger, at hun ingenting får af sin forrige mand.
Jeg trode, De var hendes veninde.
Det er jeg også.
Det kan jeg ikke mærke.
Det er altså for hendes skyld, at De ikke er rejst.
Hvorfor skal det endelig være for nogens skyld?
Nu bilder De Dem ind, at jeg er forelsket i Dem, at jeg har lagt snarer for Dem, og at De har ståt imod som en helt. Ikke sandt?
Jeg synes, De har været nokså mærkelig, ja.
Forelsket i Dem – ikke spor! Det er ikke sådan man får det, når man er forelsket. Da blir 73man rørt og snil og stille lyksalig, som da jeg var forelsket i Adolf. Men Dem? Jeg liker Dem ikke rigtig en gang.
Det har jeg også altid troet.
Nej, men jeg skal sige Dem, jeg er altid på jagt efter at opleve noget, for jeg kjeder mig så frygtelig, og jeg synes, at alt er den bareste tomhed. Så fôr det igjennem mig i går, da det viste sig, at De alligevel ikke var rejst: Kanske han er manden til at få nogenting igang med.
Meget smigrende.
Og så tænkte jeg: Det er bedst at prøve ham.
Og hvis nu prøven var falden anderledes ud?
Ja, så kanske det var endt med, at jeg var blet forelsket i Dem, og da havde skjæbnen været over mig – den dejligste, den eneste skjæbne. For der gives kun ét, som er lykke, og det er at være forelsket. De synes ikke om, hvad jeg siger?
Nej. Jeg synes, det er en dårlig moral.
Min moral er den: Gjør det mest mulige godt mod dig selv, for at du derigjennem kan gjøre det mest mulige godt mod andre. Og der kommer først det fuldkommen gode ud af et menneske, når det elsker.
Elsk Deres mand og Deres barn. Det falder sammen med Deres pligt og Deres ære.
Ha, ha, ha! Fraser. Nej, jeg skal sige Dem, når min mand ikke er mand til at holde min kjærlighed vedlige, så får min pligt og min ære andre opgaver.
(Pause.)Nu må jeg afsted.
(Rejser sig.)Ja, det må jeg også. (Sætter hatten på) Agnete er forresten ovenpå hos Ulfsens. Hun kommer straks, hvis De har lyst til at træffe hende.
De får aldrig en bedre lejlighed. Adolf er til et møde, og jeg blir borte et par timers tid.
Hvis jeg vilde hilse på fru Lindemann, så var det vel mest rimeligt, at jeg søgte hende inde hos hende selv.
Men ikke så belejligt. De har håndtværkere. Bliv De bare ganske rolig siddende. Hun er her om et øjeblik.
En mærkelig interesse, De har for dette.
Ja, jeg har interesse for det. Jeg er nemlig blet aldeles sikker på, at De er indtat i Agnete. Og hvorfor skulde jeg såså] rettet fra: saa (trykkfeil) ikke ville hjælpe Dem?
De er et underligt menneske, fru Wulf.
Jeg er et menneske, som De ikke forstår. Men De er en stivstikker.stivstikker] tverr og sær person Tror De ikke, jeg kan regne ud, at det er bare, fordi De ikke vil ha mig til medvider. (Tar brevet på skrivebordet og stikker det i kåbelommen.) Men kom så. Så får jeg da den fornøjelse at følges ned ad gaden med Dem.
(Begge ud.)Fru Blom sa, da hun gik på skolen, at hvis der kom nogen, så skulde jeg vise dem herind. Og nu er der en herre, som spør efter fruen.
Lad ham komme.
(Den halvvoksne pige forsvinder og lar døren stå åben. Man hører hende sige: Værsgod.)De må ikke bli sint, men jeg måtte tale med Dem. Jeg har segetseget] spasert langsomt op og ned på strøget i timevis i håb om at træffe Dem, men De var ikke til at øjne. Jeg rént værker i fødderne. Har De ikke vært ude idag?
Jeg sa jo igår, at jeg måtte ha betænkningstid.
Det er heller ikke derfor jeg kommer. (sætter hatten på bordet og knapper op frakken) Får jeg lov at sætte mig? Jeg er så udaset.udaset] utmattet (Tar plads og tørrer sig på panden) Nej, det er for noget ganske andet. Jeg måtte drikke mig fuld igåraftes for at få sove, således tog det på mig. Og derfor havde jeg hverken rist eller ro, før jeg traf Dem. Og nu vil jeg spørge Dem oprigtigt om det, for jeg tror på, at De siger, hvad der er sandt.
De er så højtidelig.
Ja, sæt Dem ind i mit sted. Der har De endelig truffet et menneske, som De er blet glad i, som De er blet, ja, kort sagt, forelsket i. Som De er blet så forelsket i, at De vil gifte Dem med. Forstår De?
Jo da. Det er ikke så indviklet.
Jo, for hør nu bare. De har gåt hen og udtalt Dem for nævnte menneske, kort sagt, De har erklæret Dem.De har erklæret Dem] erklære seg: fri De er i det hele tat gåt så vidt, at De synes, De ikke sådan uden videre kan trække 78Dem tilbage. Det vilde ialtfald se underligt ud. Ja, ikke sandt?
Hvad er dette for noget?
Så sidder De netop selvsamme aften på en kafé og træffer nogle bekjendte og er i sån underlig, om jeg så må sige, løftet sindstilstand, at De ikke lægger mærke til, hverken hvad de andre siger, eller hvad De selv svarer, før De pludselig hører navnet på det menneske, De er forelsket i.
Var det da så skrækkeligt?
(Døren tilhøjre åbnes igjen, og den halvvoksne pige stikker hodet ind.)Her er en til.
Goddag.
Goddag Berg. Her er forresten ingen hjemme.
Nej, det vidste jeg. Det var også Dem, jeg søgte. Men hvis jeg havde anet, at De var optat –
De kommer forresten just tilpas. Hr. Egholm var netop ifærd med at fortælle en interessantinteressant] rettet fra: intressant (trykkfeil) historie.
Den egner sig bedst under fire øjne.
Aldeles ikke. Jeg vil netop gjerne ha, at Berg skal høre den. Tag tøjet af og sæt Dem ned, Berg.
Lad os heller gå en tur, så skal jeg sige det på gaden.
(Berg tar plads.)Nu videre, Hr. Egholm.
Nej, det kan være det samme.
Der er nogen, som har talt ondt om mig på en kafé. Noget frygteligt må det være, for hr. 80Egholm har travet omkring i hele dag som en gal mand for at få fat på mig og spørge mig, om det er sandt. Og nu sidder han der og vil ikke sige det.
Jeg vil sige det til Dem alene.
Genér Dem bare ikke. De kan være vis på, at Berg også har hørt det. Og når jeg nu vil det.
Ja, ja, men så er det ikke min skyld.
De var kommen dertil, at De pludselig hørte dem snakke om mig. Hvad sa de?
Det var ikke delikate sager just.
Det er jeg forberedt på. Altså kort og godt?
Noget med elskere, eller kanske det var værre?
Nej, det var elskere. Og de sa, at De så Deres fordél ved det.
Hvad ret har De til at komme her og vælte Deres skarnskarn] søppel ud over fru Lindemann?
De hørte jo selv, at hun tvang mig til det.
Hvad rager i det hele tat fru Lindemanns sager Dem?
Liksåmeget som Dem idetmindste.
Hys! Kom bare ikke op at skjændes for den sags skyld. Jeg for min del tar det ganske roligt. Når jeg tænker på alle de nederdrægtigenederdrægtige] ondskapsfulle ting, jeg har hørt i mit liv om både den ene og den anden, så undrer det mig ikke.
Ja, folk kan være temmelig gemene.gemene] sjofle; tarvelige
(Pause.)Hvad skal man gjøre med det?
Der er såmæn ingenting at gjøre, Egholm, far.
Men det er da frygteligt, at der blir sagt sånt om et menneske, om en dame, som man, ja som man kjender og har agtelse for.
Man får la være at tro det, og sige, hvor man kan, at det er løgn.
Men når folk går og siger det alligevel. (Forpint) Det var vished, man skulde ha. Vished. Men hvor har man den ifra?
Nej, det har De ret i.
At De vil finde Dem i at stå skoleret forstå skoleret for] bli (strengt) irettesatt av ham dèr!
Han dèr! De kan selv være han dèr.
Jeg synes, det er ganske rigtigt af Egholm, at han siger det til mig.
Der kan De høre, far!
Nå ja, jeg kjender jo ikke forholdet. Men hvis Dere vil fortsætte med dette, så skal jeg ikke genere.
(Tar sin hat.)Er mamma her? (Ser Berg. Løber hen til ham.) Kom ind og fortæl mig.
(Griber fat i hans hånd.)Jeg har ikke tid, søde lille Gerda.
Å jo, lidt vel. Bare et bitte lidet øjeblik.
(Trækker ham med sig ind i spisestuen.)Hvorfor blev den fyren så rasende? Går han på frierfødder til Dem, han også?
Ikke tanke på det.
Er det vist?
Å, lad mig nu i fred.
Skal De ikke ind til Dem selv?
Nej, jeg blir her.
Hele dagen?
Ja.
Så blir jeg her også.
Jeg er bedt om at være her.
Det angår mig ikke.
De var her jo igår.
Det var De også.
(Pause.)De kunde forresten gjøre mig en stor tjeneste, Egholm.
Hvorledes det?
Ved at gå ned på dampskibskontoret i Havnegade og hente en pakke, som er kommen til mig fra Norge.
Ja, hvis De vil følge mig.
Jeg kan ikke. Jeg har lovet Sara at sidde her og ta imod besked, mens hun er borte. Gjør det da, Egholm, er De snil. Jeg skal så nødvendig ha fat på den pakken. Vil De?
Når De bér mig, så må jeg jo, skjønt jeg værker så i fødderne.
De kan jo kjøre det meste af vejen. Bare be’ om den pakken, som er mærket fru Lindemann.
Ja, la’ mig så få følgeseddelen.
Følgeseddelen? Ja, det er også sandt, men den har jeg mistet. Derfor må jeg ha et ordentligt bud, siden jeg ikke kan selv.
Jaja da. (Går et par skridt; stanser og vender sig om.) Men kan det ikke være det samme?
Nej, det kan ikke, Egholm. Vær nu snil og gjør det.
Farvel da.
(Gir hånden. Ud.)Nå, så De er alene endelig.
Hvad vil De mig?
Forlover De Dem med Egholm nu?
Skylder jeg kanske Dem regnskab for, hvad jeg gjør, eller ikke gjør?
Jeg kan ikke rolig se på, at De for anden gang gifter Dem med en mand, som De ikke bryr Dem om.
Det kan De vist så udmærket godt. Jeg har ikke mærket noget til, at De har kjeretkjeret] brydd Dem om mig og mine anliggender i disse årene.
Hvorfor er De så bitter imod mig?
Jeg vil bare ha fred til at greje mig selv. Hvorfor skulde jeg forresten ikke være bitter?
Før i tiden var De anderledes.
Dengang jeg gik og indbildte mig, at De syntes bedre om mig end om andre.
Det gjorde jeg også.
Ja, jeg kunde mærke det af måden, hvorpå De rejste.
Jeg sa ikke farvel, nej.
Og af alle de breve og hilsener, De sendte mig, mens De var borte.
Grunden var ikke den, De tænkte.
Jeg er lige glad med grunden nu. Bare De ikke atter havde vist Dem. Hvad vilde De her? Hvorfor søgte De mig op? Var det for at se, om De kunde gjøre mig ulykkelig en gang til?
Hvor kunde det det? Jeg vidste jo ikke om, at De nogensinde havde vært ulykkelig for min skyld.
Hvor det er mandfolkeagtigt!
Jeg så jo nok, at jeg ikke var Dem helt og holdent ligegyldig. Men ulykkelig er sånt stærkt ord.
Ja ja. Lad os nu ikke rippe op i dette. Nu er det jo altsammen forbi.
Nej, det er just det, det ikke er. Men skal vi ikke sætte os. Jeg taler bedre da. (De sætter sig.) Jeg har altså længe vært glad i Dem. Allerede før De tænkte på at gå fra Deres mand, følte jeg mig så underlig i Deres nærværelse, og jeg måtte tænke på Dem meget mere, end jeg vilde og havde tid til. Da De så ved separationen lod mig hjælpe 90Dem med at ordne Deres sager, og vi senere jævnlig sås, blev det værre og værre.
Gudskelov for De siger det engang! Jeg har sandelig ofte spurgt mig selv, om jeg gik og var gal i den tiden.
Så rejste jeg min vej i det håb, at jeg skulde glemme Dem. Ja, for et ægteskab med Dem vilde altså vært som et slag i ansigtet på en af mine uomstødeligsteuomstødeligste] som ikke kan endres livsanskuelser.
Fordi jeg var skilt?
Ingen kvinde slipper uskadt ud af et dårligt ægteskab. Der går noget istykker i hende, hun blir forjasketforjasket] tilsølet; ødelagt og forkvaklet, hendes indre fysionomiefysionomie] trekk; karakter skifter præg, og hvad der så end kommer ud af hende, så skyldes det en anden mands vilkårlige hænder.
De er endda mere pedantisk, end jeg trode.
Ja. Jeg er gammeldags. Alle disse nye teorier om frihed og naturens ret, og hvad de kalder det, er mig i bund og grund imod. Jeg ser, at det bringer ulykke over os allesammen. Samfundene blir ikke længer trygge og fredede steder. Kort sagt, den rene elendighed.
Nå ja, for mig gjerne. Det ene er ikke stort bedre end det andet her i verden; så for den sags skyld kan vi såmæn gjerne beholde det gamle stas.det gamle stas] de gamle greiene
(Pause, hvori Berg ser på Agnete med et fortabt blik.)De falder nok i tankertanker] rettet fra: Tanker (trykkfeil) nu.
Jeg sidder og grunder over, hvor mærkværdigt det er, at det netop var Dem, jeg skulde bli glad i. Ja, for der har altid vært så meget hos Dem, som har stødt mig. F. eks. det, De nu sa, at alt var lige godt eller lige slet. Sligt røber moralsk decadence, og –
Nu tøver De, Berg.
Og så liker jeg ikke, at De ryger og drikker cognak. De er også altfor indladende med herrerne. Det gjør Dem ufin.
Tonen er anderledes i de kredse, hvor jeg vanker nu.
Det forekommer mig også, at De har den vane at smigre folk. Wulfs malerier f. eks. Der er ikke måde med begejstring. Og meget af det er dog noget tarveligt kram.kram] vare; gods; «skitt»
Ja, efter kunstforeningens begreber; men ikke efter deres, som forstår sig på det.
Og nu denne Egholm, en fyr, som De foragter og gjør nar af.
De siger heller ikke altid det samme til folk som om folk.
Men alligevel altså, til trods for, at jeg sér alt dette hos Dem så klart og kritisk (stanser). Forresten 93så har jeg altid vært mest glad i Dem, når jeg har vært borte fra Dem. Nu, mens jeg var udenlands, steg det til en ren lidenskab. Tilsidst kunde jeg ikke holde det ud. Jeg måtte afsted for at se, om jeg ikke kunde bli kureret.
Og det lykkedes over forventning. Gjorde det ikke?
Nej. Men det gik mig som før. Da jeg havde vært nogle dage sammen med Dem, begyndte jeg at kritisere Dem og at ærgre mig over Dem.
Syntes De, jeg var forandret? I ydre mener jeg.
Ja. De var blet vakrere, mere udviklet og fuldmoden liksom. Og så havde De fåt et mærkeligt udtryk i øjnene.
Hvordan?
Jeg véd ikke rigtig at forklare det. De har det heller ikke bestandig, bare øjebliksvis, når De sidder for Dem selv, og ingen taler til Dem. Jeg 94grunded længe på, hvad det var, det minded mig om. Endelig gik det op for mig, at det var om udtrykket hos en martyrkvinde, som jeg så på en samling i Dresden, tror jeg. Hun er flygtet over en åben slette og er segnet foran nogle forrevne sandstensklipper, hvor hun ligger på knæ foroverbøjet og drejer hodet tilbage over sin skulder. Blikket tindrer af angst og resignation, mens hun ser efter forfølgerne, som stormer frem et stykke borte.
Det var da underligt. Slog det Dem straks, De så mig?
Nej, ikke med det samme. For da lyste Deres ansigt af glæde. Eller tog jeg kanske fejl?
(Pause.)Sig mig, om jeg tog fejl.
Hvad er det, De vil vide?
Om De endnu er glad i mig?
Og hvad så?
Jo, for så vil jeg be Dem om at bli min hustru.
Vil De det alligevel, endskjønt De har så meget at udsætte på mig?
Jeg er jo nødt til det, Agnete. Nu har jeg kjæmpet og stridt og gjort alt, hvad der stod i min magt for at bli kvit min kjærlighed til Dig. Men det har ikke nyttet mig. Å, Du skulde vide, hvor ondt jeg har havt det. Når jeg er borte fra Dig, længes jeg altid efter Dig, længes og savner.
Ja, når Du er borte fra mig.
Jeg kan ikke tænke mig noget sørgeligere end at leve ugift, og får jeg ikke Dig, Agnete, så dør 96jeg som pebersvend.pebersvend] ugift mann Ingen anden kvinde kan jeg komme til at bli glad i. Jeg har Dig med mig, hvor jeg går og står. Altid er Du kommen imellem, når jeg har forsøgt på at synes om en anden. Hvad kan det så nytte at stampe imod.
Du overgir Dig altså virkelig?
Ja, jeg overgir mig.
Og Du rejser ikke mere pludselig din vej?
Nej, Agnete. (Slår armene om hende) Endelig, endelig. (Kysser hende.)
Hvor har Du vært den tid, siden Du forsvandt?
Jeg kom ikke længer end til Malmø. Så måtte jeg tilbage. Og her var jeg så i 4 dager og forsøgte at holde stand, men kunde ikke. Men sig mig nu Du, hvorledes Du vidste, at jeg var rejst.
Jeg gik ned på hotellet og spurgte efter Dig. Da ingen af os havde sét Dig i 3 dage, kunde jeg ikke dy mig længere.
Så har Du altså savnet mig, Agnete.
Jeg var fortvilet. Ja, for jeg stakkels fæ kunde jo ikke la være at få håb igjen, da Du pludselig kom her fra Tyskland. Og da Du så blev borte, og jeg begyndte at ane, at Du var rejst igjen, da var det som jeg døde for anden gang. Hvad har jeg dog ikke lidt for din skyld.
Ja har Du det, Agnete? For det er netop det, at Du gir indtryk af og altid har gjort indtryk af at være i sånt godt humør. Da jeg kom f. eks. Du så så strålende glad og fornøjet ud.
Ja Herregud, man lever jo op igjen, selv om man er død.
Og nu igår, mens jeg sad derinde i spisestuen, og Du stod og snaktesnakte] snakket herinde og ikke så mig – 98Så munter og næsten kjephøj Du var i stemmen. Det er da godt at mærke, at hun ikke har tat sig nær af det, tænkte jeg, og så blev jeg så sint på Dig idetsamme.
Ja denne gang gik det jo fortere med sorgen. Da jeg havde vært nede på hotellet og fåt besked, lå jeg og gråd hele natten. Nu er da al glæde og alt håb begravet for Dig for bestandig, tænkte jeg. Da jeg så stod op om morgenen, beslutted jeg at forhærde mig og at leve videre som om intet var passeret. Hvad kan det nytte at gå og græmme sig? En vinder intet ved det, men sætter alting til. Desuden, når en ting ikke kan være anderledes. Forresten var jeg så sønderreven netop igår. Munter og kjephøj, siger Du? Ja, man må jo ta sig en maske på, og når en har oplevet så meget ondt som jeg, så kommer der noget stivnet over en.
Å Agnete, hvor dette er dejligt. Kom, sæt Dig hos mig. (De tar plads i sofaen, han lægger armen om hendes liv, hun læner hodet til hans skulder.) Hvor tit har jeg ikke drømt, at jeg havde Dig således, tæt ind til mig. I sånne stunder var jeg så liden og myg som et barn, der efter lang adskillelse er kommen 99hjem til far og mor. Og når jeg så vågned op og fandt mig alene, sa jeg til mig selv: Du kan ikke leve uden hende. Græder Du, Agnete?
Ja. For det gjør så godt. Det er som om der løsned sig en skal om mit hjærte, så at det for første gang kan banke frit og helt i takt med den glæde, som findes i livet. Du er den eneste, jeg nogensinde har elsket. Tror Du mig ikke?
Jo Agnete. – Men hvor kunde Du så la denne Egholm sidde og snakke med Dig, som han gjorde igår?
Han friede til mig.
Og Du afviste ham ikke? Du lod ham tværtimod komme her idag og sad og hørte på. Nej Agnete, jeg forstår Dig ikke.
(Rejser sig hastig.)Jeg vidste jo ikke da, at Du var glad i mig.
Nå, og blev det ikke mig, kunde det ligegodt bli en anden. Forstår Du ikke, at dette må pine og oprøre mig?
Nej, det forstår jeg ikke. For hvis Du ikke havde bryd Dig om mig, vilde det jo ikke ha pint Dig. Og jeg trode jo, at Du ikke brød Dig om mig. Altså havde jeg ikke spor af hensyn at ta til Dig.
Husk dog på, hvad jeg før sa, at jeg havde besluttet at forhærde mig, og at jeg vilde leve videre, som om intet var passeret.
Jeg vidste ikke, at det at leve videre betød at gå ind til et skjænselsfuldt ægteskab.
Å ja, skjænselsfuldt. Jeg véd ikke, om det vilde være så skjænselsfuldt. Jeg er træt af det liv, jeg fører. Gå slig og dingle om alene, når en endnu er så ung som jeg. Jeg synes, jeg hører ingensteds til. Jeg har jo rigtignok Doris, og hun 101er et storartet menneske, det er vist – men alligevel. Og Du må da ikke tænke andet end at det, at vi bôr sammen har udsat os for griset snak o. s. v. Nej, en kvinde må ha en mand at støtte sig til, selv om der er aldrig så lidt ved ham, sådan er nu samfundet engang indrettet. Hun må ikke alene hede fru det og det, hun må også være fru den og den. Undertiden har jeg angret på, at jeg gik fra Lindemann. Ja tænk, at det har jeg.
Hvorfor vendte Du ikke tilbage? Du var sikkert blet modtat med åbne arme.
Nej, det vilde jeg dog ikke. Så heller gifte mig med Egholm.
Du har kanske allerede sagt ja til ham?
Jeg har bedt om betænkningstid. Men jeg vilde sagt ja, hvis Du ikke atter var kommen tilsyne igår. Ikke fordi jeg tænkte, Du vilde ha mig. Men man klynger sig jo til hvert et halmstrå. Sådan er man jo.
Å, hvor Du gjør det svært for mig, Agnete. 102Du er den kvinde, jeg elsker, men Du er ikke den, jeg vilde elske, hvis jeg kunde råde for det.
Nej, vi er meget forskjellige, Rikard. Men derfor går det vist godt an at være glade i hinanden. Husk, mit liv har vært så anderledes end dit. Hvad jeg har oplevet og erfaret, har gjort mig praktisk. Af to onder vilde jeg valgt det mindste.
I tilfælde altså – ægteskab med Egholm.
Ja. Så var jeg da kommen i havn på en vis.
Ja, Du var blet forsørget. (Drejer sig pludselig rask om imod hende.) Hvordan er det med dine finantser, Agnete?
Så slet som muligt.
Og igår forsikred Du det modsatte.
Igår ja.
Det forholder sig altså så, at Du intet har fåt fra din forrige mand i det sidste års tid?
Ikke et øre, siden han gik fallit for 10 måneder siden.
Og Du er dog blet ved at optræde, som om Du havde rigelige indtægter. (Kort pause) Hvordan er det gåt til?
Jeg har hjulpet mig så godt jeg kunde. Det er en jo nødt til, hvis man ikke har mod til at ta livet af sig. Og det havde jeg ikke.
Hvad vil det sige, at Du har hjulpet Dig?
Vil Du ikke sige mig det?
Jo. Men det er ikke let.
Sig ikke, det er sandt, hvad Egholm sa før.
Nej, det er ikke sandt.
Nå gudskelov.
Men det er næsten lige galt. Ialtfald er jeg bange for, at Du vil synes det.
Gjør Du det?
Nej jeg. Jeg har ikke gjort andet end, hvad jeg mener at kunne forsvare.
Spænd mig ikke på pinebænken.
Nej nu skal jeg sige det. (Retter hodet, lægger det bagover og puster ud. Hurtig:) Ja. Jeg har altså hjulpet 105mig frem fra dag til dag, først ved at pantsætte og sælge alt, hvad jeg havde af værdisager – disse småsmykker, jeg går med, er uægte – siden ved at låne og lyve og slå plader.slå plader] lyve
(Stanser og trækker vejret.)Slå plader?
Jeg har f. eks. flere ganger skrevet til forskjellige venner og slægtninger og foregit, at jeg er blet bestjålet, og at jeg har mistet min pengepung o. s. v. En gang har jeg også gåt omkring og samlet penger på en liste til nogle fattigfolk. Kort sagt, jeg har forsøgt alt.
Er der mere?
Nogle ganger har jeg også ligefrem stjålet.
(Det gir et sæt i Berg.)Så, nu véd Du altsammen.
Dette er det værste, jeg har oplevet i mit liv.
End jeg da! Hvad tror Du vel, det har vært for mig at måtte gjøre slige ting? (Hastig frem og tilbage) Jeg påstår, at de kvaler og lidelser, jeg har gjennemgået, meget mere end opvejer det gale, der var i det.
Så kunde Du vel ha ladt være.
Ha arbejdet mener Du? Jeg kan jo ingenting, véd jo ingenting. Jeg læste engang for Doris nogle timer på skolen med de små, og blev rent ødelagt af det. Dette at skulle møde op kl. 8 om morgenen og sidde der i den dårlige luft – jeg tålte det ikke, var ikke menneske hele dagen, men gik og gisped og havde smerter for brystet. Og slig som det skjæmmed mig! Jeg så ti år ældre ud de dage.
Men stjæle og bedrage.
(luder sig forover og dækker ansigtet med hånden.)For mig var der ingen anden råd. Min opdragelse, det liv, jeg leved, før fattigdommen ramte mig, har gjort mig slig, at jeg måtte ha de nødvendige penger. Jeg måtte gå klædt som før. Jeg måtte kunne være med på, hvad jeg havde lyst til, og jeg vilde ingen snyltegjæst være. Aldrig har jeg ladt nogen herre betale for mig, når vi gik på kafé eller andetsteds hen, endskjønt der ofte kunde vært lejlighed til det. Men det vilde jeg ikke. Det vilde ha krænket min æresfølelse.
Din æresfølelse.
(Dækker atter ansigtet.)Ja netop æresfølelse. Så mangen en lever åbenlyst på andres bekostning og er lige hæderlig for det. Hvis jeg havde betroet mig til Doris f. eks.? Hun havde delt med mig og gjort alt for mig, men jeg vilde ikke, at hendes lille kapital skulde sættes overstyr, og hun så stå på en bar bakke. Nu har jeg den tilfredsstillelse, at jeg har hjulpet hende ligemeget som hun mig. Jeg er stolt af, at jeg har båret min byrde ganske alene.
Slig en frygtelig venden op og ned på begreberne. Det er frugten af de moderne teorier.
Ingen moderne teorier! Jeg har ikke det bittersteikke det bitterste] ikke det minste med dem at skaffe.skaffe] gjøre De meninger, jeg har dannet mig, skylder jeg min egen sunde fornuft.
Det ligger i luften. Tror Du, at en kvinde som Du havde gjort dette for 20–30 år siden?
Synden er evig og uforanderlig som naturlovene. Det er kun samvittighederne, der undergår forandring.
Véd Du, at det er strafbart, hvad Du har gjort, at det kunde – (Stanser.)
Bringe mig i tugthuset. Sig det bare. Der sidder vist mange bra folk i tugthuset, folk, som er offere for ulykker og omstændigheder og for sin naturs eller sine manglers beskaffenhed.beskaffenhed] art; natur Jo, jeg véd det meget vel. Men jeg føler mig ikke mere brødebetyngetbrødebetynget] skyldbetynget for det. Jeg har aldrig tat 109eller modtat noget fra nogen, som ikke godt kunde undvære det, og jeg har ofte git bort til folk, som var fattigere end jeg selv. Jeg har et meget godt hjærte, kan jeg forsikre Dig, og når jeg har handlet som jeg har, så er det af tvang og nød.
Jo det er! En éneste ting stod åben for mig, og det var at komme og styre huset for min fætter, som er enkemand med mange børn og læge i Nordfjord. Men det vilde vært det samme, som at bli levende begravet. Jeg har vært på besøg der engang i 14 dager – det var forresten nokså morsomt – men bo der bestandig, være mor for de skidne, uskikkelige, snottedesnottede] snørrete ungerne, der havde kjertelsygekjertelsyge] sykdom i lymfekjertlene og vand i knæerne – ikke om de så dræbte mig!
Å Agnete, Agnete.
(Bukker sig pludselig helt forover og hulker.)Græder Du for min skyld, Rikard. Å gud, det er som dug over mit tørre indre. Så meget holder Du altså af mig.
(Lægger sit ansigt på hans knæ. Et øjeblik græder de begge stille. Så rejser Agnete sig, tørrer øjnene og blir stående foran ham.)Ja, hvis Du nu vil forskyde mig, Rikard, så får Du i guds navn. Men tænk dog på, om der ikke alligevel skulde være noget ved mig, noget, som gjør mig værdig til gjennem Dig at bli et bedre menneske. Jeg kunde jo ha tiet. Jeg kunde ha sagt Dig, at jeg havde klaret mig ved ærlige lån, at jeg var blet betalt for de korrespondancer, som jeg aldrig har sét et øre for, endskjønt de lovte mig penger, at jeg havde broderet for industrier og lignende. Du vilde ha troet mig. Det havde hørtes så rimeligt. Men lyve for Dig –. Til Egholm kunde det vært godt nok, ham havde jeg aldrig sagt sandheden, for ham bryr jeg mig ikke om, men Dig elsker jeg, Rikard, og derfor vil jeg ikke bedrage Dig. Jo jeg vilde nok, hvis jeg havde kunnet, men jeg kan det ikke. For det eneste, jeg har higet og tragtet efter, det er at klæ mig selv åndelig nøgen for den mand, jeg elsker på jorden, for at han skal se mig ganske som jeg er, og om muligt holde af mig tiltrods for, at han kjender mig helt.
Hvis Du nu lar mig gå, Rikard, så blir jeg et sletslet] dårlig menneske. Jeg har ikke vært det før, tiltrods for, at min rette plads efter lovene er på et 111sted, hvor man sidder under lås og lukke. Men hvis Du nu lar mig gå, så blir jeg gift med Egholm, og da – ja, jeg kommer ikke til at stjæle og lyve mere, men ringereringere] dårligere end før blir jeg dog.
(Pause, hvori Berg sidder ubevægelig.)Du har selv megen skyld i det, Du nu er så sønderknust over, Rikard. Hvis Du havde sagt mig dengang, at Du holdt af mig, og vilde vente på mig, da vilde alt nu ha vært anderledes. Men jeg havde jo intet og ingen at stå i forhold til. Så blir selvopholdelsesdriften den eneste drivfjær. Å Rikard, tag mig op til Dig, ræd mig, gjør mig til et godt og lykkeligt menneske.
Ja, Agnete, jeg kan jo ikke andet, for jeg elsker Dig.
Nej, lad mig ligge. Jeg er så fuld af taknemmelighed, ja af andagt. Et ord står for mig, som jeg ofte har tænkt på: «Om eders synder var røde som blod, de skulde blive som den hvide 112uld».«Om eders synder … den hvide uld»] jf. Esaias 1, 18: «Kommer dog og lader os gaa irette (med hinanden!) siger Herren; dersom Eders Synder (end) vare som Purpuret, da skulle de blive hvide som Sneen; om de (end) vare røde som Skarlagenets (Farve, da), skulle de (dog) blive som den (hvide) Uld.» Nu fatter jeg den salighed, de frelste tænkes at føle ved at bli tilgit og regnet for fuldgod af den gud, for hvem intet er skjult. Ja, dette er lykke, og intet andet kan nævnes ved det navn.
Agnete, min elskede, hvor er Du sød, tiltrods for alt.
(Det ringer, de farer fra hinanden.)Hvis det er hr. Egholm, Thea, så sig, at jeg er gåt.
(Lukker døren og kommer hen til Berg.)Venter Du Egholm?
Ja. Jeg havde jo den største møje for at få ham til at gå.
Og Du vil nok få møje med at få ham fra Dig i det hele tat.
Lad bare mig om det. Jeg skal skyde med kanoner efter ham.
(Thea ind.)Var det så hr. Egholm?
Nej, det var postbudet.
(Lægger et brev på bordet.)Kanske det er bedst, jeg snakker med ham straks. Så er det overståt. (Til Thea.) Jeg er alligevel ikke gåt, Thea, hvis hr. Egholm skulde komme.
(Thea ud.)Uf ja, denne Egholm.
Jeg bare lar ham tro, at det er sandt, hvad han har hørt om mig. Så løber han med syvmilestøvler.syvmilestøvler] referanse til folkeeventyr, hvor man med syvmilsstøvler kan komme syv mil for hvert skritt man tar
Og det vil Du nedlade Dig til?
Hvad kommer det mig ved, hvad folk siger og tror? Kan jeg bare rædde lykken for mig selv og for den, jeg er glad i, da er alt andet ikke til for mig.
Sådan tænker ikke jeg, Agnete. Dette snak, der har vært om Dig, vil bli en kilde til bestandig pine for mig.
(Det ringer.)Der er han sikkert. Han må være her nu. Gå nu Du og vent på mig nedenfor, eller sæt Dig ind i kaféen ligeoverfor. (Klapper hænderne sammen.) Gud, hvor alting er blet dejligt. Ha Dig til at vente på mig! Bare jeg ikke går fra forstanden af glæde. Men så gå da. (Truer til ham) Kan Du se til at rapperappe] skynde Dig!
Bliv nu ikke forlænge, Agnete.
Du har mig om et øjeblik.
(Lægger armene om hans hals og kysser ham.)Der var ingen, som vidste om nogen pakke dernede.
Pakke? – Å pakken, nå! – Nej, det kan jeg tænke. Det kan også være det samme. Jeg har ikke brug for den.
Det var altså bare komediespil med den pakken?
Ja, De må ikke bli sint, men jeg vilde ha Dem til at gå, Egholm.
Det er pine død et stærkt stykke!
De skal pine død ikke slå i bordet.
De burde behandle en mand, der har gjort Dem et alvorligt tilbud, på en anden manér, efter min formening. Det skulde undre mig, om De virkelig har råd til at være så kjephøj.
Jo, jeg har.
Er det Deres alvoralvor] rettet fra: Alvor (trykkfeil) dette?
Hvorfor bad De da igår om betænkningstid?
Fordi jeg ikke var enig med mig selv. Men da De idag kom op her og forberedte mig på, at De vilde trække Dem tilbage –
Det sa jeg ikke et muk om.
Fordi De havde hørt det modbydelige sladder om mig, da blev det mig klart, at De ikke passed for mig. For hvis det nu havde vært sandt, det, De var så forskrækket over, så vilde De ikke ha havt mig, vilde De vel?
Nej, det er rimeligt. Vel kan kjærligheden være stærk, men så stærk, vorherre bevares!
Ja men ser De, den mand, jeg skulde ha, hans kjærlighed måtte netop være så stærk. Forstår De? Netop så stærk, at han vilde ha mig, om jeg så havde bedrevet det værste i verden.
Jeg skal la mig hænge, om jeg forstår dette her.
De skal heller ikke grunde på det, Egholm. Tak De Deres gud, at De ikke får mig.
Bare ikke jeg havde sat mig så ind i det. Jeg har gåt og bygget så mange luftkasteller. Nu ramler de allesammen… Ja, for der er noget ved Dem, fru Lindemann, noget fra en anden verden. Jeg har følt sån en mangel hos mig selv. Der er så meget, disse ubehagelige menneskene hernede i Kjøbenhavn har snakket om, som jeg ikke har forståt. Og jeg véd jo, at der er dette herre store kunstens rige. Og så tænkte jeg, da jeg så Dem og blev så forelsket i Dem: kanske Du gjennem hende kan lære alt det, som skal til for at kunne hamle op med disse ubehagelige menneskene. Jeg er en opadstræbende natur. Der bôr noget i mig. Forstår De ikke det, fru Lindemann?
Jo, Egholm. Men jeg er også opadstræbende, og derfor passer vi ikke sammen.
Så tar jeg alligevel hende med musetænderne. Skomager, bliv ved din læst,Skomager, bliv ved din læst] hold deg til ditt eget (beskjedne) felt altså. Ja ja, så får jeg da ialtfald penger nok.
Ja penger er godt.
Havde hun endda kunnet ryge en cigaret, den fjollen. Men ikke det engang. Det er sandt, jeg har en pakke cigaretter i baglommen af de fine dyre, den skal De få alligevel.
(Trækker op en pakke og lægger på bordet.)Tak. De er virkelig altfor snil, Egholm.
Det har jeg altid vært, og hvad nytte har jeg havt af det? Men så vil jeg ikke genere Dem længere. Farvel da. Og gud gi, det må gå Dem godt i verden.
(Gir hånden.)Tak, og Dem også.
Ja, hvad mig angår –. Hun har forresten prægtig figur. Hun er bekjendt for sin figur. Jeg kunde få en meget værre.
(Går. Teppet falder.)Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Amalie Skrams skuespill Agnete (1893) er et mer seriøst drama enn det først kan virke som, med sin lett ironiske skildring av bohem-liv, hvor uhemmet flørting, sjalusi, ekteskapskonflikter og pengeproblemer uttrykkes gjennom til dels latterlige figurer. Skraper man litt i overflaten, er det tydelig nok et drama som tar for seg seriøse eksistensielle og sosiale spørsmål, som hvordan manøvrere mellom løgn og sannhet, om tidens dobbeltmoral og kvinners roller og begrensninger i datidens samfunn. Dramaet tar også for seg en eksistensiell søken etter en altomfattende, alttilgivende kjærlighet.
Stykket ble godt mottatt i samtiden og er blitt oppført på en rekke teatre i både Norge og Danmark helt fram til slutten av 1970-tallet. Stykket har også vært spilt i både Radioteatret og Fjernsynsteatret.
Denne utgaven er utstyrt med kommentarer og en fyldig innledning ved Jorunn Hareide.
Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.