Værsgod. Når nu blot fruen ikke tar for meget af dette antifeberstas.antifeberstas] stas: nedsettende betegnelse for noe fint og flott som ikke faller i ens smak
(Laver pulveret til.)Det gjør jeg vist, men det er det eneste, som hjælper lidt.
Aldrig har da heller hodepinen været så farlig som denne gang.
Og når så blot herren var her. Jeg er så bange for, at besvimelsen skal komme igjen. Hvornår venter fruen herren?
Det er netop det, jeg ikke véd. Hvad tar Gerda sig til?
Hun leger så pent med sine dukker, og hvert øjeblik siger hun til dem: Hys, vær stille, for bedstemamma er syg.
Det søde, lille troldet. Spør hun ikke efter sin far?
Nej, ikke nu mere. Men de to første dage snakkede hun i et væk om, at pappa var rejst til Berlin, og at han snart kom hjem igjen.
Idag er det fjerde dagen.
Hr. Ulfsen deroppe er også rejst.
Ja vidste De ikke det? Han og hr. Wulf rejste sammen.
Nej, jeg var jo i byen, da herren rejste, og jeg vidste ikke om noget, før jeg kom hjem. Nu skal fru Ulfsen også rejse. De er i færdfærd] rettet fra: Færd (trykkfeil) med at pakke ind deroppe. Der er kommet en gammel herre, som har boet der inat, og han vil ha fruen afsted, før hr. Ulfsen kommer tilbage. Han har gjort et farligt påstyr,påstyr] oppstyr siger pigen.
Det er nok onkelen.
Ja han er ialtfald norsk eller svensk, hvad det er, for jeg hørte ham snakke derude på gangen. Og hvis han er fruens onkel, så kan jeg godt begribe, at han er vred, for hr. Ulfsen var rejst, uden at fruen vidste det engang. Der kom brev om det bagefter, og der sad de uden en øre og uden en smule mad i huset.
Ja, jeg véd det nok.
(Det ringer.)Skal jeg sige, at der ingen er hjemme?
Nej, lad dem bare komme. Så går da den tiden.
Det kan måske muntre fruen op at komme til at snakke med et menneske. Det er så længe siden.
(Thea ud.)Vil De dræbe mig nu, Sara?
Hvad vil De mig? Skynd Dem og sig det, for De sér vel, jeg er syg.
Var De også syg igår, da jeg var her?
Ja. Men selv om jeg havde vært frisk, vilde jeg ikke ha tat imod Dem.
Hvorfor tar De imod mig nu da?
Jeg tænkte, det var bedst at snakke med Dem engang, siden De ikke holdt fred efter det brev, jeg sendte Dem.
Var det Deres alvor, det, De skrev?
Tvilte De på det? Hvis De vidste, hvad her er foregåt –. Men jeg gad ikke skrive det til Dem. Wulf har opdaget det altsammen. Han blev i slig sindstilstand, at han øjeblikkelig sa ja, da Ulfsen straks efter kom ind og foreslog ham, at de skulde rejse til Berlin.
Opdaget, siger De – hvorledes opdaget?
Han har læst nogle breve.
Havde De dem da ikke under lås og lukke?
Han har læst dem alligevel.
Det er nydeligt.
Jeg i hans sted, vilde gjort akkurat det samme.
Men det blir jo ikke penere for det.
Nej, det gjør det ikke.
Var han ubehagelig?
Ubehagelig?
Ja gjorde vrøvl,vrøvl] rettet fra: Vrøvl (trykkfeil)gjorde vrøvl] laget oppstyr mener jeg?
Det var det pinligste, jeg har oplevet. Han tog det forresten ganske roligt. Det var først da han sa ja til Ulfsens forslag, at jeg mærked, hvor nær han tog sig det.
Skal tro det?
Å De har ikke begreb skabt om nogen ting. Fordi om jeg har opført mig dårlig, har De ingen ret til derfra at slutte, at min mand er en dårlig person. Jeg stod der skamfuld og ydmyget foran ham, og følte utålelig stærkt, hvor uværdigt og meningsløst dette med Dem har vært. Og nu har De intet andet at gjøre end at gå Deres vej.
Jeg er så forbløffet, ja rent ud sagt, fladslåt. Skal det virkelig ende på denne måden?
Ja. Og tak De bare til, at De slipper så letvindt fra det. De kan endnu være glad, for De har ingen anden forurettet ved det. Men det har jeg.
I det stykke er jeg ikke stort bedre end De. Gift er jeg rigtignok ikke. Men ialtfald forlovet.
Er De?
Ja, det har jeg vært i over et år. Det skulde holdes hemmeligt, fordi hun er så ung.
Og De er blet ved med at være det?
Ja, for dette med Dem kunde jo ikke bli til noget.
De har altså skrevet breve til hende og ladt som ingenting?
Ja, det var jeg jo nødt til. For dette med Dem kunde jo ikke bli til noget.
De er en ækkel fyr.
Det mangled bare, at jeg skulde gjort det forbi med hende. Så havde jeg nu vært pent deran.havde jeg … vært pent deran] hadde jeg ligget dårlig an Hun er forresten datter af vor første boghandler der hjemme, og jeg skal ha forretningen, når vi blir gift.
Ha, ha, ha!
(Lægger sig ned igjen. Pause.)Hvorfor går De ikke?
Det haster vel ikke så svært, når det nu skal være sidste gangen.
(Det banker.)Nu må Du ikke være hidsig, onkel.
Mit navn er Stibolt, proprietær Stibolt fra Elverum, og hun der er mit kjødelige søsterbarn.
Ja, det er min onkel, fru Wulf.
Nå så det er fruen, det der (bukker lidt. Til Fenger.) Tør jeg spørge, om denne herre Ulfsen er kommen tilbage fra sin udenlandslysttur?
Hvor kan han vide det, onkel?
Det er en pén mand, Ulfsen. Synes De ikke?
Jo. Man kan ikke sige andet.
Javist, javist. (Ler sagte og indædt.)indædt] sammenbitt; sint Synes De, det er forsvarligt og manérligt mod kone og barn at fare afsted som Ulfsen?
Men onkel da, hvorfor snakker Du til ham om det?
Det kommer ud på ét. Han er vel af samme slagsen.
Jeg kjender ikke stort til Ulfsen, hr. Stibolt. Bare såvidt jeg har set ham et par ganger.
Ja engang her en aften i vinter og engang på restauration, da vi kom fra teatret.
Restauration,Restauration] restaurant så Du går på restauration?
Det gjør alle her, onkel.
Ja, Du er blet pent fordærvet, siden Du blev gift med den manden.
Har De ikke havt brev fra Deres mand, Fru Ulfsen?
Brev! Nej, det vilde være formeget forlangt af en stasmand som han. Tænke sig til at rejse afsted fanden ivold til Berlin for de første penger, den lømmel har fortjent i hele vinter.
SåSå] rettet fra: Saa (trykkfeil) De véd ikke, når de kommer tilbage.
De, hvad for nogen de?
Min mand rejste jo med ham.
Ser man det! (Til Rikke) Har jeg så ikke ret i det, at hans venner gjør ham værre? Og endda vilde Du forhindre mig fra at gå ned her.
Det var forresten Ulfsen, som fik Wulf overtalt til at følge med.
Ser man det.
Det er, fordi Svend er således. Han kan ikke hjælpe for det. Og mange ganger er han snil også. Her i høst, da småen havde kighoste, og han ikke fik sove om natten, fordi jeg gik oppe med barnet, skjændte han ikke det bitterste gran engang, bare gik ind i det andet værelse og la sig på sofaen.
Du havde kanske ventet, at han skulde pryglet Dig?
Nej, men for Svend at være, var det virkelig meget.
Ja, nu skal han bli kvit både Dig og barnet, han har lagt sig til. Jysses,Jysses] jøss det var han ikke sén med. 5 måneder efter brylluppet.
Nej, det var virkelig næsten 7, onkel.
Du skulde skamme Dig! Men nu tar jeg både hende og ungen og rejser hjem med.
Ja tænk, at det vil han.
Vil Du kanske ikke?
Jo – o, men –
Det kan Deres mand ha godt af, fru Ulfsen. Ialtfald for en tid.
Jamen onkel vil, det skal være for bestandig.
Skulde jeg kanske spilfægtererespilfægterere] fjase og agereagere] spille komedie med en slubbertslubbert] slappfisk; latsabb som Ulfsen? Kan han kanske ernære Dig og barnet? Bryr han sig om Dig, og lever han som en skikkelig mand med Dig? Har jeg ikke vidst om det og udvist langmodighedlangmodighed] tålmodighet i snart to år? Og punget ud, altid og altid punget ud.
Og alligevel var vi lige fattige.
Når rejser Dere da?
Nu med det samme. Vil De sige til Ulfsen, at han har set småen og Rikke for sidste gang. Det var derfor jeg kom ned her.
Skal De så bli boende i Kristiania, fru Ulfsen?
Nej tak. Vi har fåt nok af Sodomaer og Gomorraer.Sodomaer og Gomorraer] ifølge 1. Mosebok, 18–19) to førhistoriske byer som skal ha ligget ved sørenden av Dødehavet. Innbyggernes gudløshet og ugjestmilde oppførsel førte til at Jahve straffet dem ved å ødelegge byene med ild og svovel. Navnene brukes som synonym for usedelige og ukristelige steder. Hun flytter ud til mig på landet. Der skal hun få det som blommen i et æg. Jeg er ungkarl og vil gjerne ha nogen til at se på min ensomhed.
Hvor godt det dog er for Dem, at De har Deres onkel, fru Ulfsen.
Sådan er det altid her i verden. Mister man ét, så tyr man tilbage til et andet.
Ja, hvis der er noget andet at ty tilbage til.
Gud véd, hvorfor De gir Deres besyvbesyv] mening med, Fenger. Når man er såså] rettet fra: saa (trykkfeil) aldeles uvedkommende –
Men det er nu lidt rart alligevel. Når man nu engang har en mand.
Kalder Du sligt at ha en mand?
Ja, men når man nu ingen anden har, onkel.
Skam Dig, Rikke! Men kom nu. Her har vi ikke mere at gjøre (rejser sig). Sig nu farvel, Rikke.
Sig til Svend, at han endelig må skrive til mig.
Kom nu, Rikke!
Ja farvel,farvel] rettet fra: Farvel (trykkfeil) fru Wulf.
(gir hånden.)Farvel og lev vel.
Tak. (Lavt.) Og sig til Svend, at når der er gåt en tid, så er onkel ikke så sint længer, og så kan han godt komme og besøge os.
(Hen til Stibolt.)Farvel, fru Wulf. (Bukker lidt. Til Fenger.) Og De også, hr. Nægler.
Fenger, onkel.
Det kommer ud på ét.
Vent et øjeblik. (Reiser sig; hen og åbner spisestuedøren, råber ind:) Thea!
Følg fru Ulfsen og den herre ud, Thea, og luk så hr. Fenger ud med det samme.
(Thea går foran, åbner døren for fru Ulfsen og Stibolt og følger efter dem ud.)Det var nu altså ved den lejlighed.
(Ud.)Goddag fru Wulf. Undskyld, at jeg er så påtrængende. Jeg véd nok, at De er dårlig, men jeg vilde så forfærdelig gjerne tale et par ord med Dem.
Goddag, fru Blom. Kom herhen og sæt Dem. Jeg vil netop gerne ha lidt selskab, for jeg er i 136grunden lidt urolig for min mand. Jeg har slet ikke hørt fra ham, siden han rejste.
Ikke det?
I og for sig er det jo ikke spor af underligt – men alligevel.
Naturligvis.
Kan De ikke bli herinde idag? Ja, for jeg er virkelig så nervøs, at jeg nødig vil være alene. De véd sån, når man har det på følelsen, at der vil hænde noget. Hvor er Agnete?
Ja, det var netop hende jeg vilde tale om.
Jeg har vært dårlig, lige siden Adolf rejste. Det er liksom jeg kunde græde hvert øjeblik.
(Trykker lommetørklædet mod øjnene.)Det er forresten rart nok. Jeg er akkurat i samme sindstilstand.
Så?
Ja, det var derfor, jeg kom ind her. Jeg kunde ikke holde ud at sidde alene. Véd De ikke noget om Agnete?
Jeg har jo ikke talt med et menneske, siden Adolf rejste.
Agnete har altså ikke vært her?
Nej. Nu slår det mig, at jeg ikke har set hende i flere dage.
Er der ikke noget mellem hende og Berg?
Jo, det er der vist.
Forleden eftermiddag, da hun kom herinde fra, var hun så forandret, at jeg næsten ikke kjendte hende. Hun skinned og lyste af glæde og lykke. Og da jeg spurgte hende, hvad der var 138hændet, omfavned hun mig og kyssed mig, og lo og gråd. Og så tog hun tøjet på og skyndte sig ud – der var en, hun skulde møde – og så sa hun, at jeg ikke måtte sidde oppe og vente på hende, for hun havde ikke lov til at sige det endnu, men at hun nok fik det om et par dage.
Hun er nok blet forlovet med ham, skal De se.
Om morgenen var hun ligedan. Aldeles forandret i sind og skind. Vakker har hun jo altid vært, men da var det liksom hun strålte af skjønhed. Så om formiddagen fik hun et brevkort, og siden har hun ikke vært menneske.
Har Berg ikke vist sig?
Ikke hjemme hos os ialtfald. Men Agnete har jo vært ude både igår og iforgårs, og da kan hun jo ha truffet ham.
Har hun ingenting sagt?
Ikke et muk. Bare grædt og gåt frem og 139tilbage på gulvet inde hos sig selv. Og hvergang det har ringet, er hun kommen farende og har spurgt, om der ikke var brev til hende.
Sån har det også vært med mig i disse dage, siden Adolf rejste. Hvert øjeblik har jeg trot, der var brev til mig undtagen idag. Idag har jeg slet ikke ventet. Men kanske netop derfor får jeg det.
Ja, det går ofte så.
Men hvad kan det være med Agnete? Eller også kanske han kommer idag.
Hvem? Å Deres mand, ja det gjør han kanske.
Jeg skal sige Dem, vi havde havt en scene, før Adolf rejste. Det var forresten min skyld. Det er det altid. Sånt et bæst er jeg nu engang.
Tænk, Blom og jeg havde aldrig scener.
Nej, det har De fortalt.
Og nu da han er død, er det så dejligt at tænke tilbage på.
Slet ingen scener at ha, vilde jeg nu synes, var kjedeligt i længden.
Å nej da, sig ikke det, fru Wulf. Livet er så kort. Og jeg forstår ikke, at man kan være andet end snil mod den, man er glad i.
Jo, desværre. Det er der vist mange, der kan.
Å, er Du her, Doris – jeg har søgt så efter Dig.
Har Du søgt efter mig?
Ja, jeg har søgt alle steder. Min mor er jo død.
Du er syg, Agnete.
Ja, det er vist sygdom. Min tunge er så tør. Mor døde, da jeg var to år gammel.
Hvorfor snakker Du om din mor nu?
Jo, for jeg længes så ofte efter hende. Nu i disse dage –. Jeg véd ikke egentlig hvorfor. Tænk at ha en mor at gå til.
Å ja, Agnete. Men der er dog så mange mødre, som ikke forstår sine børn.
Men min mor var så god. Hun var fuld af kjærlighed. Den, som har kjærlighed, forstår alt. Og hun havde det ikke godt, mor. Far var ond imod hende.
Vil Du ikke ta tøjet af og slå Dig ned her, Agnete? Dere har jo fremdeles håndtværkere.
Er klokken 4 nu?
Ja. Den er straks 4.
Går Du ud igjen?
Ja lidt.
(Ud.)Der ser De selv. Sådan er hun. Nu skulde hun ned og passe op postbudet.postbudet] Det var postombæring i København i hvert fall to ganger om dagen sist på 1800-tallet.
Den Berg er også en bra underlig mand! Men det kan jo forresten også være andre ting. For der er noget skjult ved Agnete.
Det synes jeg aldeles ikke.
Jeg tror, jeg får ondt. Hys, der er nogen i entréen. Det er Adolf, jeg kjender ham på skridtene. Å, lad os være alene, fru Blom.
(Doris hurtig ud, døren tilhøjre.)Adolf!
(Så falder hun tilbage og besvimer.)Sara! Nej men Sara da, hvad er det (reiser hende op og støtter hende med den ene arm, mens han åbner nogle knapper i hendes kjoleliv). Aa Sara, søde, snille Sara min (kysser hende). Sara, min stakkels Sara.
(Dypper et lommetørklæde i vandglasset og lægger det på hendes pande.)Hvor dejligt, at Du er kommen, Adolf.
Ja Sara, her har Du mig igjen. Er det bedre med Dig nu?
Det er ganske over. Jeg har vært syg, siden Du rejste, Adolf, syg af sorg og angst. Og så den spændingen. Fik Du mit lange brev?
Ja. Og det gjorde godt, kan Du tro.
Jeg gråd hele tiden, mens jeg skrev det. Så kan Du vide, om jeg har tat mig nær af dette eller ei! Jeg, som aldrig græder!
Det har vært frygtelige dage.
Har Du vært meget sint på mig?
Å nej da.
Tænk, jeg var bange for, at Du skulde bli borte med det samme.
Jeg tænkte også på det.
Er det virkelig!
Ja, jeg tænkte på alt muligt desperat. Indtil dit brev kom, så drev længselen mig tilbage.
Gudskelov da! Jeg er alligevel så glad i Dig, Adolf. Jeg vidste ikke, at jeg var så glad i Dig, før dette kom på.
Det var trist, at der skulde så meget til.
Forfærdelig trist. Men sådan er jeg nu. Jeg må løbe linen ud, før der blir nogen skik på mig. Jeg tror, jeg er grundig kureret.
Gud gi, det var så vel.
Du tror det ikke?
Jeg tror, Du har en farlig natur.
Ja, det har jeg vist. Der er mange rare ting inden i mig. Ofte har jeg slet ikke greje på mig selv. Men forresten er det nu slet ikke bare min skyld, at dette er hændt. Hvis Du var bleven ved med at være glad i mig –
Har jeg ikke været glad i Dig?
Å jo. På din vis. Men det er jo dog længe siden, Du sa, at glansen var gåt af din kjærlighed.
Men hvis var skylden?
Min naturligvis. Eller din, fordi Du ikke mere så på mig med de samme øjne som før.
Lad os ikke komme ind på dette. Det har vi tidt nok forsøgt.
Ja sådan er Du. Du vil altid helst slippe for at gå tilbunds i noget.
Nej Du, ulykken er, at Du mangler den resignation, som udkræves for at kunne leve livet hæderligt.
Hæderligt? –
Ja, pligtopfyldende, trofast, sanddru. Det er altsammen resignation.
(Pause, hvori Sara ser tankefuld hen for sig.)Jeg i dit sted kunde ikke ha tilgit, Adolf. Jeg var rejst fra Dig.
Det tror jeg også.
Det viser, hvor forskjellige vi er.
Ja. Og det kommer vel med i et tilfælde som dette. Mine følelser er nu så sejglivede, Sara. Du er det menneske, jeg har vært mest glad i, i verden.
Det er Du også, Adolf.
Ja ja, Sara. Det gjør godt at se Dig igjen. Men hvor er Gerda? Lad os gå ind til Gerda.
(Han rejser sig og skynder sig ind i spisestuen. Det ringer. Sara vil følge efter ham, men så banker det, og Agnete kommer ind. Sara stanser og vender sig om.)Er Doris gåt ind?
Du ser elendig ud, Agnete.
Det gjør Du også.
Jeg har også været syg i 4 dage.
Det har jeg også.
Nu er Adolf kommen.
Så løber jeg igjen.
(Skynder sig mod døren i baggrunden.)Agnete, hvad går der af Dig? Jeg er virkelig ræd for Dig, Du ser så forstyrret ud.
Lad mig være, lad mig gå! Lad mig bare være, allesammen!
(River sig løs.)Du må ikke gå ned på gaden, slig som Du ser ud. Sæt Dig lidt, og se til at komme Dig. (Blødt) Stakkels Agnete, Du har det vist ondt.
Det ligner ikke Dig at være så kjærlig. Hvad stikker der under?
Der er hændt mig noget godt idag. Derfor har jeg trang til at være snil.
Har Du kanske fåt en elsker?
Jeg kjender Dig ikke idag, Agnete.
Har Du set noget til Berg siden sidst?
Har Du?
Nej. Sig mig, Agnete, blev det ikke til noget mellem Dig og ham forleden? Han er jo glad i Dig.
Har han sagt det til Dig?
Nej, men jeg mærked det på ham.
Fortæl mig, fortæl mig alt, hvad han har sagt. (Pludselig hen om halsen på Sara) Å Sara, Sara, jeg er så ulykkelig.
(Hulker.)Hvor blir Du –
(trækker sig straks tilbage.)Jeg må afsted, jeg må afsted!
Nej, vent nu lidt. Sæt Dig ned her ganske stille. Her skal ingen komme ind. Jeg kommer straks ind igjen til Dig.
(Det ringer.)Nej, nu går jeg, nu går jeg. Nu kommer der jo også nogen. Jeg kan ikke være her, jeg kan ikke være nogetsteds.
(Hurtig mod baggrundsdøæren, som hun river op.)Goddag Agnete. Hvordan står det til?
Sæt Dig ned, Agnete. Jeg har noget at sige Dig.
(Han lægger hatten fra sig. Trykker Agnete blidt ned på en stol, og sætter sig ved siden af hende.)Du har vel vært forundret over, at Du intet har set eller hørt fra mig i disse dage, siden Du fik mit brevkort, Agnete. Men jeg har heller ikke havt det godt.
(Pause.)Trode Du, at jeg var rejst igjen?
(Pause.)Jeg har vært her i byen hele tiden. Og jeg har kjæmpet med mig selv, Agnete.
(Pause.)Du véd, at jeg er glad i Dig, Agnete. Jeg har sagt Dig, at Du er den eneste kvinde, jeg har elsket. Jeg fortalte Dig, at jeg tit havde sagt til mig selv: Får Du ikke hende, blir Du aldrig gift.
(Pause.)Det er altså ikke af mangel på kjærlighed –
Spar dine ord! Du behøver ikke at sige noget. Intet mere behøver Du at sige.
Lad mig dog få lov til at forklare Dig, Agnete –
Å nej, lad mig slippe. Jeg véd det jo altsammen. Jeg har jo gåt her og vidst det i disse 153dage og nætter. Se på mig og se, om jeg ikke har vidst det.
Stakkels Agnete.
Ja, stakkels Agnete, stakkels, arme Agnete. Hun er nu ikke født til at ha det godt her i verden. Der er mange, som ikke er det.
Jeg kan ikke, Agnete.
Nej, jeg véd det nok, jeg ved det nok. Jeg følte det, må Du vide, da vi skiltes den aften. Dit godnatkys var så vissent. Og da Du gik ned over trapperne,trapperne] rettet fra: Trapperne (trykkfeil) og jeg stod deroppe på gangen, da skreg det inde i mig: Rikard, gå ikke fra mig!
Ja, det er sandt. Tvilen var allerede kommen.
Og så er det forbi. Der må ikke være tvil over kjærligheden.
Jeg er ikke mand for det, Agnete. Den, som skulde være min hustru, måtte ingen pletter ha.
Nej, Du er ikke mand for at elske. Å, hvor det er godt, at dette er kommet nu, og ikke efter at vi var blet gift.
Ja, det vilde ha vært værre da.
Du er for meget egoist. Du har altid elsket Dig selv over alt i verden.
Det véd jeg dog ikke.
Du har aldrig kjendt noget til den hemmelighed, at to mennesker kan elske hinanden rene. Hvor er dog alting forkjert i verden. At netop Du skulde være den, jeg kom til at elske, at netop Du skulde være for mig den eneste, der kunde bringe mig til at finde mig selv, til at få det bedste ud af mig selv.
Agnete, Du véd ikke, hvor dette smerter mig. Livet ligger foran mig som en ørken.
Ja. Og sådan vil det bli. Du vil leve rolig og uanfægtet og utilfredsstillet gjennem din ørken. For Du er skabt for ørkenen.
Skal vi skilles i vrede, Agnete?
Hvor kan der være plads for vrede hos et menneske, der er så sønderknust som jeg.
Vil Du ikke gi mig lov til at gjøre noget for Dig, hjælpe Dig? – Jeg har jo ingen andre. Tænker Du ikke på at komme hjem til Kristiania og leve der?
Jo. Jeg vil helst være der, hvor Du er. (Rækker hænderne ud imod ham.) Tag mig, lad mig være din alligevel, selv om Du ikke kan gifte Dig med mig. Du, som har så mange forbindelser, kan skaffe mig noget at gjøre, en eller anden bestilling. Jeg bryr mig om ingenting andet, når jeg bare har Dig.
Å nej, Agnete, ikke således. Du er for god til at leve livet hen i en slig skjæv stilling. Du vilde heller ikke kunne holde det ud i længden.
Alt kan jeg holde ud, når jeg bare er Dig nær, og jeg véd, at Du er glad i mig.
Nej Agnete, det går ikke. Jeg kan ikke finde mig i at være den, som er skyld i din ulykke. For det er ulykke. Dit rygte blir ødelagt. Hvorlænge tror Du, det vilde vare, før alle snakte om det?
Lad Dem snakke. Jeg har jo ingenting at miste ved det, men alt at vinde.
Men også for min skyld, Agnete. En mand i min stilling – det vilde skade min anseelse.
Ja, det er sandt, hvert øjeblik står jeg her og glemmer, hvordan Du er, og hvorfor Du støder mig bort.
Enhver hæderlig mand vilde i mit sted handle som jeg.
Hvis det var Dig –. Om Du havde begået hvadsomhelst, ikke et fnug af indtryk vilde det gjøre på mig.
Det forstår jeg ikke.
Nej, det forstår Du ikke.
(Pause, hvori Agnete ser mørkt frem for sig.)Hvad vil Du nu gjøre, Agnete?
Det véd jeg ikke.
Vil Du bli her?
Det er det samme, hvor jeg er.
Vil Du tillade mig at understøtte Dig?
Nej. Af Dig kan jeg ikke ta imod noget.
Hvorfor ikke af mig?
Å jeg ved ikke. Bryd Dig bare ikke om mig. Der blir vel en råd.
Gifte Dig med Egholm?
Nej den udvej er der ikke længer. Han er rejst sin vej.
Og det er jeg skyld i?
Det kan Du ta Dig let. Nu havde jeg dog ikke orket at gifte mig med ham.
Men fortsætte at leve som før? (lavt) Det er jo farligt.
Hvad siger Du, Agnete?
Å jeg taler med mig selv. Jeg siger bare: GakGak] gå ind til din herres glæde. Gak ind til din herres glæde] Jfr. Matteus 25, 21–23: «Hans Herre sagde til ham: Vel, du gode og tro Tjener! Du har været tro over Lidet, jeg vil sætte dig over meget; gak ind til din Herres Glæde!»
Hvad mener Du med det, Agnete?
De ord har det sagt inde i mig siden forleden. Det begyndte straks jeg havde talt ud for Dig, og Du løfted mig op til Dig. Det kom med en strømmende fred og fryd. Det vokste og vokste, så jeg syntes ikke, der var plads nok derinde. Det var som et kor af englerøster: Gak ind til din herres glæde – gak ind til din herres glæde. Og siden, da jeg ante, hvad der skulde ske med mig, er det blet ved at lyde som en bitterlig grådfuld klage.
Å, Agnete, Agnete, hvor dette er hårdt.
Men retfærdigt. Kun den gode og troe tjener går ind til sin herres glæde. Jeg forstår det nu. 160Du skal ikke lyve, ikke stjæle, ikke bedrage – de bud står fast. Og den, som går udenom, fortjener sin straf.
Nej, Agnete! Ikke Du, din sanddruhed mod mig, din hensynsløse oprigtighed udsletter dine fejl! Jeg er som opløst af sorg, Agnete. Mit hjærte brænder imod Dig. Jeg er nærved at ønske, at Du intet havde sagt mig.
Det er jeg ikke.
Om nætterne har jeg drømt, at det ikke var sandt, at det var noget, Du havde fundet på for at pine mig. Da har jeg vært glad, Agnete. Men når jeg så vågned op, er sorgen kommen og har lagt sig som et bjerg over mit bryst.
Ja, det er synd i Dig også.
At Du kunde gjøre det, Agnete. At Du kunde få Dig til det. Det er den mørkeste 161gåde, noget menneske nogensinde har stirret på. Hvis Du havde havt børn, som sulted, eller en mor, som led nød. Men jeg ser ingen grund, som tvang Dig. Jeg spejder forgjæves efter en formildende omstændighed.
Der findes heller ingen.
Du kan godt komme ind, Sara.
(Sara ind.)Berg vil gjerne sige farvel til Dig, Sara.
Skal han rejse?
Ja, nu skal han rejse for alvor.
Rejser han alene?
Spørg ham. Han er gammel nok til at svare for sig selv.
Ja. Jeg rejser alene.
Jeg havde tænkt mig noget andet.
Jeg rejser forresten også.
Jeg rejser til min fætter i Nordfjord for at bli hans husbestyrerinde.
Å Agnete, Du holder ikke det liv ud.
Det har altid ståt for mig som det værste i verden. Men det går vist ofte så, at man netop kommer til at gjøre det, man sidst af alt vilde.
Rikke er rømt!
Kom ind her og fortæl Adolf det.
(Begge ind i spisestuen.)Tak, Agnete, fordi Du har tat denne beslutning. Nu er jeg glad og rolig for Dig.
Rolig er jeg også, men ikke glad.
Du skal se, Du finder mange småglæder ved livet deroppe.
Jeg ønsker Dem det samme.
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Amalie Skrams skuespill Agnete (1893) er et mer seriøst drama enn det først kan virke som, med sin lett ironiske skildring av bohem-liv, hvor uhemmet flørting, sjalusi, ekteskapskonflikter og pengeproblemer uttrykkes gjennom til dels latterlige figurer. Skraper man litt i overflaten, er det tydelig nok et drama som tar for seg seriøse eksistensielle og sosiale spørsmål, som hvordan manøvrere mellom løgn og sannhet, om tidens dobbeltmoral og kvinners roller og begrensninger i datidens samfunn. Dramaet tar også for seg en eksistensiell søken etter en altomfattende, alttilgivende kjærlighet.
Stykket ble godt mottatt i samtiden og er blitt oppført på en rekke teatre i både Norge og Danmark helt fram til slutten av 1970-tallet. Stykket har også vært spilt i både Radioteatret og Fjernsynsteatret.
Denne utgaven er utstyrt med kommentarer og en fyldig innledning ved Jorunn Hareide.
Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.