[10]

103I bønnerummet over forsamlingssalen sat nogen av menighetens mest prøvede brødre og søstre.

Til forbøn var de samlet for den elskede broder og lærer Olai Oredal, som formedelst hustruens uhørte opsætsighet var stedt i stor indre nød og hadde søkt menighetens trøst og forbøn, for ikke at segne under anfegtelsernes korsbyrde.

Per Opstagard ledet møtet. Ung og brændende i sjælen sat han for øvre bordenden og bladet i den hellige skrift efter et høvelig gudsord at indlede med, avpasset for dette tilfælde.

De øvrige brødre og søstre var bænket rundt bordet og fulgte med stor andagt bevægelsen av hans fingre.

Søster Karine, en langkjaket jente med svært, sort haar og mysende øine, hadde en akordzithar og en ny sang, skrevet paa rosenrødt brevpapir foran sig. Midt imot 104sat en liten vissen, rynket mandsling av en lap og glante paa hende med glippende, rødbetændte øine, og tilvenstre for ham var Olai Oredal med ansigtet gjemt i begge sine store, haarete næver.

Per Opstagard løftet hodet fra boken og skuet kjærlig utover søskenringen.

«Lader os aapne denne hellige stund med at lovsynge den høieste i en ny sang,» ba han blidt.

Søster Karine fattet zitharen; de andre renset kremtende og harkende strupen og faldt ind i sangen littlitt] rettet fra: liit (trykkfeil) efter litt.

Lytter nu gamle og unge
– Kristus mit liv –
vil jeg nu altid lovsjunge.
Til strengelek vil jeg lovsynge Gud,
ti jeg er frelserens brud! :,:

Sangen om brudgommen klinger
– lovende Gud –
Bruden fra støvet sig svinger.
Sangen om Jesus den fryder min sjæl,
Jesus for mig alt gjør vel. :,:

Liflige trøst i al smerte
– Jesus er min –
jubler nu stedse mit hjerte.
Jesus er min, hold dig nær til hans bryst,
han er min glæde og lyst! :,:

105Jesus saa ømt mig bevarer
– Herlige trøst –
Jeg kommer snart, han mig svarer.
«Kommer du nu, og du tøver jo ei.
Herre, du ser her er jeg! :,:

I salig henrykkelse slynget de sangen op mot de lave loftsbjelker, som skuet de al himlens herlighet mellem spindgroens utspændte væv.

Per Opstagard reiste sig værdig med bibelen mellem hænderne.

«Jeg har Herrens ord til dig, du betyngede broder! Saaledes siger han i fjerde Mosebog, tredivte kapitel, og hans ord er evig sandhet:

«Og dersom en kvinde i sin mands hus har lovet noget eller paabundet sin sjæl med ed en forpligtelse til avhold og hendes mand hørte derom og taug dertil og ikke gjorde indsigelse derimot, da skulle alle hendes løfter staa ved magt.

Men har hendes mand gjort dem til intet paa den dag, han hørte derom, da skal intet staa ved magt av det, som er kommet over hendes læber, det være sig hendes løfte eller hendes sjæls forpligtelse til avhold. Hendes mand har gjort dem til intet, og Herren skal tilgive hende.

106Et hvert løfte og enhver edelig forpligtelse til avhold, til at ydmyge sjælen, kan stadfæstes av hendes mand og kan gjøres til intet av hendes mand – –»

Stilt la han boken ned, foldet hænderne og ba: «Herre du evige Gud, som har skapt kvinde og mand og budt dem være sammen, idet du sagde: Det er ikke godt for manden at være alene, jeg vil give ham en medhjælp til at være hos ham –

Til dig kommer vi med vor bøn og vore ydmyge paakaldelser for denne vor broder, der er stedt i stor nød og anfegtelse!

Herre gud, hans hustru, som du har givet ham til livsledsagerinde, dengang du lagde deres hænder sammen for dit hellige alter og velsignede deres pakt – hans hustru, siger jeg, vil ikke længer være ham til hustru efter kjødet.

Til dig, min Gud, kan jeg tale uten bluelse, du som kjender menneskenes tanker langt fra, du omringer vor sti og vort leie – Du kjender mandens lyster og begjær, og pinen ved at kue kjødets trang er ikke skjult for dig – Derfor gav du manden en hustru til hans forlystelse for at stanse hans fot paa syndens vei! Dig beder jeg: Gjør du Olai Oredals kvinde bløt i sind! Indfang 107du hendes irrende tanker, at hun maa ihukomme sine pligter og være sin mand underdanig i alle ting, ligervis som du har paabudt hende i dit evige ord. –

Men har en av den onde verden – en djævelens søn – forvendt hendes sind og daaret hendes hjertes længsel, knus ham i din vrede, tilintetgjør ham ved din munds aande! – Og død du begjæret i den forblindede kones sind og før hende angerfuld og bodfærdig tilbage til hendes mand, at han kan tilgive eller forstøte! Amen!»

… Den langkjakete reiste sig braatt, som frygtet hun, nogen kunde komme hende i forkjøpet, og jamret med skingrende stemme:

«Min brudgom! min Gud! Du vredes ikke over min stammende tunge og mine ringe ord! Nei, du elsker de enfoldige av hjertet – til de fattige i aanden har du behag! Min Jesus, jeg vil bede for min broder, Olai Oredal, som sitter her ved dette bord!

Du har sagt, at hvor to og tre er forsamlede i dit navn, der er du midt iblandt dem – Og at hvad som helst vi bede om i dit navn, det vil du give os – Aa Jesus, min brudgom! Du ser, hvor denne vor dyrebare, elskelige broder Oredal har sin hustru 108kjær. Se hans bleke forgræmmede kinder, hans av sorgen graanede haar! Jesus, tørr hans taarer, lat de bedrøvede ben faa fryde sig – Jesus, dit barn graater, Jesus, dit barn lider nød! Hans kjærligheds attraa til sin hustru piner ham – han kan ikke faa tilfredsstillet sit naturlige savn! Jesus trøst ham! Jesus hjælp mig, hjælp mig til at elske dig, lær mig at bede, salv min tunge! Aa brudgom, du maa høre! Du maa omvende hende! Du maa lade Satan slippe hende, saa at hun kan se sin store synd, som hun har begaaet mot sin elskelige mand! Du, du kjender ham! Du vet, han har baaret hende paa hænderne, at hun ikke skulde støte sin fot. Han har delt sit jordiske gods med hende, der hun var arm og fattig, og gjort hende til sin ægtehustru. Aa du kjender hans taalmod, hans store langvarige godhed mot hende!

Hjælp ham! husk han er dit barn, din øiesten! – Hvad kan vel Guds øie skade! Se, vi er din øiesten. Synger lad os være glade, intet kan os gjøre mén. Haleluja!»

Slutten av bønnen foredrog hun halvt syngende. Olai rugget i takt med foredraget og stirret rørt takkende paa hende, som saa vakkert forstod at tolke ham – Hun 109kunde ha været hans hustru, om han selv hadde villet – De utallige gange hadde hun røbet ham sit hjertelag. Ja engang under bønnens fryd, de var toene, hadde hun budt ham sin mund til kys og trykket sit legeme mot hans, saa han nærepaa hadde forgrepet sig, om ikke angsten for husets folk hadde hjulpet ham i fristelsen.

– – Det var en kjødets opblusselse – intet mere. Og mindet om hendes knoklete lemmer var veget av hans sind, straks han igjen hadde Sara i favn.

Men i denne hellige stund, mens hans brændende blik sænket sig i hendes, tændtes attraaen paany, og han visste ved sig selv, at inden aften kunde han ha hende og hans pine være stillet.

«Gud signe dig søster,» kviskret han dirrende varmt, og hun smilte blussende rød og fingret ved zitharen.

Lappen sprællet urolig. – Et rapt gnistrende øiekast streifet de to, og han slængte sig op paa bænken. Stod og kavet med sprikende arme og smaatraakket med de tynde, krumme ben, mens overkroppen vaklet tungt indi vadmelskuften.

«Herren byder mig! Herren pyder mig! Herren pyter mig!» pep han i. «Olai Oredals 110kone er pesat med Satanas, med tjævelen, med den onte selv – Jeg vil følge vor broter og læse pesværgelsens ord over hende. Jeg har gudskraft til at utdrife tjævelen. Herren byder mig! Herren pyder mig! Vi maa reise nu straks – i denne time, naar dampe gaa! Herren byder mig! Amen!»

«Amen, reis i Guds navn!» sluttet Per Opstagard og bredte hænderne til velsignelse.

Olai Oredal støtte til jentens fot under bordet og strøk hende med støvlesnuten mot smallæggen.

Da de til avsked trykket hinandens hænder, krislet hun ham let i haandloven med pekefingeren.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.