[16]

158En stille, frostblank dag ved slutten av oktober blev gutten født.

Sara hadde hanglet nogen dager i forveien og faat Aminda til at være hos sig, da Olai var borte som vanlig.

De skikket brev til ham, efterat alt var lykkelig overstaat. Men da han kom, var Sara alt ovensenge og puslet om ungen sin selv.

Egentlig blidstemt var han i førstningen hverken mot hende eller gutten – Istedenfor den sure, sløve kjærringen, han hadde forlatt, fandt han hende igjen plent opnyet. Munter og fuld av sang og rægler, straks ungen slog op øinene; men sov barnet, var der ikke rimelighet i, saa dødsensstille hun krævde det – Det burde være maate med bæs og krus for en patteunge. En anden hadde ogsaa retten til at bli lagt mærke til. – – – – Men vakker var tøisetinget, som hun gik og stullet for gutten, saa vakker og 159godsnil og optat av ham, at Olai blev trang for brystet av at se paa og gjerne kunde blet misundelig mot det vesle krypet, som fik givendes det, han selv altid hadde saknet hos hende.

Med at reise igjen blev der ikke noget av, al den stund han gik og ventet paa, at konen skulde faa syn for ham og – – For vilde hun som han, kunde det bli godt imellem dem, siden han saa hun hadde folkevet og var som et andet menneske.

Men Sara saa og sanset ingenting utenom gutten. – – – Rundlet og blaaøiet var gudsenglen hendes, og det brune silkefine hedninghaaretForfatternote: Det haar barnet er født til verden med. rakk ham nedover skjørtelinningen. Bedst koset han sig naken – – laa og sparket med de lubne smaa benene og sprikte med taatillene og hadde saa skræmmelig meget, han skulde ha tælt maman sin, at han plent glemte suge brystet…

Aldrig kunde hun være ham uten, ikke engang om natten, for da hadde hun ham i sengen hos sig, til stor forargelse for Olai, som maatte ligge som paa livet, for ikke at kværke kjonet. Han foreholdt hende uforsigtigheten 160– Saapas tungsøvd, hun var, kunde ulykken ske, før hun visste ordet av det.

Men da maatte Sara le: Trængte han be hende passe sig for at tilføie bansungen sin noget vondt! Aa nei, den omtanken kunde han spare sig – –

*

I det graa lys av dag, som langsomt aat sig over østhimlen, sat Sara og vugget og strikket. Stundimellem lot hun bundingen falde og bøiet sig over vuggen, som stod i strimen av det flakkende ovnskjær. Og hun lydde efter pusten til bankroken sin, som hadde været svært urolig til morgen og ikke villet smake patte. Han sov nu, med stutte rykninger efter graaten om sukkermunden sin, og varlig bredde hun snippen av dynen over de fine smaa næverne, som han likte ligge oppe med, og mumlet hen for sig: «Herren velsigne banet mit! Han maa ikkje bli syk for mæg.»

Men dagslyset fyldte stuen og slukket det flakkende ovnskjær, og stilt la Sara bundingen bort og tok paa at sy paa noget smaatteri til gutten. Stanset ret som det var og løftet arbeidet op mot vinduet og mønstret det nøie –

161Bare otte dage til, saa var han tre maaneder, og da skulde han bli stor-fin med splinterny sirtses kjole og hvit siklesmække. De skulde ha sjokolade hun og han den eftan og be Aminda til gebursdagen, smaasnakket hun og lo mot vuggen. – For Olai var sikkert og vist reist til den tid, siden han alt idag grasserte med at lægge varer i kramsækken og i kisten – To gange hadde hun maattet hysse paa levenet hans, ellers hadde han vækket kroken med ræket i dørene – –

Dampen skulde være der i kvæld, det var sandt, kanske tænkte han ta med den; men det kom vel an paa veiret. Hun stod op og aandet kikhul i frosten paa ruten: Isrøken var i fjorden – tæt og graa seg den mellem de øde, hvite fjelde og varslet veirforandring. Og godt og vel var det, for skibet fandt aldrig i verden frem i den skodden.

Barnet begyndte at ilskrike, hun sprang til vuggen og rev ham op. Han var blaa i ansigtet og vred sig i linden og krøktes sammen mellem hænderne paa hende.

«Herregud Olai, kom hit, han liten dør!»

I skjortærmer, med buksen aapen over maven og snadden i mundviken kom han 162og fattet forsigtig om gutten og holdt ham, mens hun varmet uldomslag og smurte med grønolje. Olai tidde for ikke at skræmme hende; men for hans øine saa det ut, som sønnen ikke hadde langt igjen, og han blev tung og saar om hjertet ved angsten for at miste ham, og la kindet ind til det kridhvite lille ansigtet, som døste mot armen hans efter anfaldet. Da tok moren barnet fra ham, tullet dynen om det og sat med det paa fanget og bysset og sang med graat i stemmen:

Jesus gik i skoven
bar sin forgyldte krone paa.
Lyset brandt, kronen randt.
Møtte han Sankt Peder –
Se mine hænder og se mine fødder
og se mine blodige taarer.
– – – – – – – – –

Hun trykket ham tættere ind til barmen og vugget sagtere og sang mere dæmpet, og gutten sov.

Jomfru Marja sat og sang,
holdt hun barnet paa sit fang,
holdt hun boken i sin haand.
Gud velsigne kvinde og mand!
Gud velsigne os alle!

Men Olai Oredal heldte vand i et krusfat og hentet salmeboken med ritualet og 163vilde døpe sønnen, mens livet endnu hang i ham.

«Du faar ikkje gjør det,» avværget Sara. «Han skal ha kristen daap –»

Olai blev harm over stædigheten hendes og sa bittert: «Jeg har et ord at si, jeg ogsaa, saa klein du anser mæg! For du skal prøve at huske, at han er min, som han er din. Og jeg under vort barn himmeriket, gjør ikkje du det.»

Men Sara reiste sig med begge armene om ungen.

«Du kalla dæg en sand kristen, æg veit det,» sa hun, og stemmen skar i haan. «Og du trur, at du ha forpakta Vorherre og himmeriket, og alle vi, som ikkje bær os akkurat likedan aat som du og den søskenringen, du driv med, vi tilhør fan og blir fordømt – Men nu skal æg sei dæg det, at Vorherre han e ikkje nokke, du kan putt i ei øske og ha for dæg sjøl. Han e for stor til det; og med al vor skrøpelighet, e vi han nærmere end nokken av dere forstaar – – Men før du skal faa døp banet mit, skal han faa døi udøpt! Æg agta dæg ikkje værdig til den gjerningen, saa mykje du veit det.»

Graaten holdt paa at bryte løs i hende, 164og for ikke at uro gutten, la hun ham varlig tilbake i vuggen uten at ænse Olai, som nummen i ansigtet slængte salmeboken fra sig paa komoden og gik til sengkammerset.

*

Men den dagen døde bankrypen, og Sara sat med ham i fanget og vilde ikke tro det var saa, til Olai næsten maatte ta liket med magt – – Hun graat og bar sig og blev liggende ukevis i uvett, og Olai var den som maatte ha omtanken og staaket med begravelsen og al sykepassingen.

Men han blev graa og mistrøstig paa de ukerne, og straks Sara kviknet til, saa han kunde overlate hende til sig selv, reiste han til søster Karine og tinget hende til hjælp, siden kjærringen var blet skral og skrøpelig, snart sagt baade paa sjæl og krop.

Hun trøstet ham og lovde komme til vaaren, før slap hun ikke fra hjemme; og Olai slæpte sit kors og bidde bedre dage.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.