[9]

90Lysringen fra lampen laa over skrivebordet og over præstens graasprængte haar, mens han luten bladet i boken foran sig. Stundimellem tok han lange drag av den med perlesnor og kvaster prydelig utstyrte langpipe, og røken tætnet sig i graa skoddeflaker om lyset, løsnet og sêv ut i krokenes halvmørke og dæmpet det svindende dagslys, som skimret gjennem vinduet.

Det knakket haardt og bestemt paa døren, som av en i hastværk.

Præsten dreiet lampeskjermen, saa lyset spredte sig i værelset, og ropte myndig: Kom ind!

Det var Olai Oredal og konen hans. Budsendt indfandt de sig for at staa skrifte, siden medhjælperne hadde meldt dem for usamdrægtighet i ægteskapet.

Byrg og sikker paa sin ret, med kameratslig hilsen til præsten, tren Olai frem mot bordet. Sara neiet nedved døren uten 91synderlig mot paa at flytte sig videre, men med et stivt drag av trodsig vilje i det bleke, uttærte ansigtet, som skottet frem under tørklæet.

Præsten skjøv frem en stol og ba Olai ta plads. Kanske Sara var saa venlig at vente utenfor.

Veien hadde været lang, og Olai var mødig efter turen. Med velbehag strakte han sig i den rummelige stol og la benene overkors. Ikke trængte han krysse præsten eller frygte irettesættelse for sin egen person.

Præsten krasset ut pipen og stoppet paany, trak rullegardinet ned og dreiet igjen paa lampeskjærmen, slik at Olai skulde sitte i fuldt lys.

«Min kjære Olai Oredal,» talte præsten mildt og venskapelig. «Jeg har maattet umake Dem denne turen, og takk skal De ha, for De var villig til at komme –»

«Der er indsendt klage over Dem og Deres kone. Dere er blet til en forargelse i menigheten, sies der. Fortæl mig nu, min kjære Oredal, hvad det egentlig handler sig om – Dem kjender jeg som en alvorlig mand og vistnok en ærlig, søkende sjæl – – Sara var, i den tid vi hadde med hende at gjøre, en flink, bra pike, ualmindelig videbegjærlig 92og særlig vel begavet. Hvad hun til eksempel rakk at faa læst de aarene, hun var i præstegaarden, var forbausende. Mine døtre har senere fortalt mig om det, for det var dem, som skaffet hende bøkerne. Baade jeg og min kone har hat en mistanke om, at al den læsning har sat hende griller i hodet – der er ellers ting ved hende, jeg ikke kan forklare – og kanske indvirket paa det, som nu er kommet.»

Olai Oredal rettet sig strunk og greiet skjægget med haanden: Den utredning ga han gladelig. Og en prøvet herrens tjener som præsten vilde ikke ta ham det ilde op, om han saa sig nødt til at tale rent ut som saken forholdt sig, uten nogen fortielse.

Præsten visste jo, at han hadde giftet sig med Sara, fordi han elsket hende, og aldersforskjellen var ikke noget at hefte sig ved. Det hadde sandelig ikke været for pengene, det giftermaalet kom istand, smaalo Oredal.

Nogen synderlig taknemlighet hadde hun aldrig synt, men snil og omgjængelig var hun i førstningen av ægteskapet, det maatte han late hende, naar han betænkte, hvad hun nu var blet til – –

Om han hadde vist hensynsfuldhet? – 93Bevars, det hadde han stedse lagt an paa. Men Sara saknet aldeles sansen for det aandelige liv. Det var stygt og saart at nævne det; men ham forekom det, som var hun død for hver paavirkning i den retning. Og det var en bitter skaal at tømme for Olai, som hadde levet og aandet i samkvem med sin herre og gud fra ungdommen av.

En søkende sjæl. Præsten hadde ret til at nævne ham det – Altid søkende – altid tvilende – kun ikke paa det ene: Jesus Kristus led døden for at gjøre syndere salig.

Aa nei da! Præsten maatte ikke velsigne ham for det. Det var naade, idel ufortjent naade, at han kunde avlæggs det vidnesbyrd. I sig selv var han en ussel, forbandet, fortapt og fordømt synder, værdig den evige pine, uten den tro. Og takket og priset være han, som gjennem tvil og mangehaande anfegtelser holdt den levende i hans sjæl – –

En stor guds naade var det, at han i denne stund hadde anledning til at aapne sit hjerte for en prøvet stridsmand som præsten, saa at det rettroende syn, som Olai heldet til, ikke stillet sig skyggende mellem dem –

Hvad der laa til grund for uforlikelsen? 94spurte præsten. – Det var akkurat det, han nu vilde betro pastoren. Sara nægtet ham kort og godt al legemlig omgjængelse – kaldte det hor og synd at være med paa sligt – –

Men kunde et ægteskap, indgaat for Guds hellige alter, regnes for ugyldig og magtesløst av en av parterne, saafremt der ingen ytre grund til skilsmisse kunde paavises? – Præsten kjendte mandens naturlige begjær, og vanskeligheten ved at leve et rent liv – Ikke vilde Olai omtale al den pinen, han hadde gjennemgaat for at kue sit kjød. Det blev mange vaakne nætter og dager uten rist og ro – – –

Hadde han blot kjendt sig skyldig – hadde han paa en eller anden maate forbrudt sig mot hende – det vilde likevel været en trøst, for da kunde han ha rettet paa det igjen.

Om hun var kjær i nogen anden?

Engang næret han sine tvil, men det var længe siden. Observeret hende hadde han, gjennemrotet tølerne hendes, ikke spor av mistænkelig var der. Da liknet det mer en slags besættelse, skulde han uttale sin ringe formening om saken.

Være kjærlig og overbærende mot hende! – Gud velsigne pastoren for paamindelsen. 95Han trængte den saart. – Præsten maatte endelig indeslutte ham i sine bønner, for han var bange for at komme til at ligge under i prøvelsernes storme og fristes til bitterhet, dersom korsets byrde blev ham for svær.

– – – – – – – – – –

Sara hadde sat sig paa øverste trappetrinnet, like utenfor kontordøren, for om mulig at lytte sig til noget av det, som blev forhandlet derinde. Men de snakket lavmælt, og de faa ordene, hun fanget, blev uten sammenhæng.

Synderlig varmt var der ikke paa den kolde gangen og derfor krøkte hun benene under sig og trak kaapen nedover knærne, for baade skjørtekanten og strømperne var blet vaate underveis.

Husjomfruen kom for at tænde ganglampen, og uvant, eggende matlugt fulgte og vakte sulten hos Sara. Var det stek, de braste? De var svær til at destelere god mat, husket hun, fra hun hørte til paa gaarden – – –

Jomfruen gik, og Sara tok til se sig om: Knagg i knagg hang der yttertøi rundt væggene. Præstens lange frak og pels og hatten og skidhuen og silkehalstørklæet, fint brættet. 96Det ved siden av var nok fruens. Sara syntes dra kjendsel paa slængkaapen og vinterhatten med perlekant og fjær og langt lysegraat slør til at knytte i sløife under haken. For en skindkrave der hang! De haletippene rakk da én sikkert nedover maven, kanske til knæs…

Og dér var stasen til frøknerne, og husjomfruens det paa knaggen bak gangdøren – – – Den brune jakken var ikke vanskelig at sy. Hun kunde gjort maken efter snaue synet her –

Præstefruen kom fra dagligstuen. Utvasket, med mange smaa rynker i det magre ansigtet og et stivnet smil om de tynde, velvillige læber liknet hun sig fra før.

Sara reiste sig og vilde handhilse.

Fruen less ikke se det – Olai Oredal var altsaa paa kontoret? Hun vilde meget gjerne tale med ham, naar han kom derfra, kremtet hun og gik ind.

Sara saa i det samme et kjendt glimt av de lune stuer med farvede lamper og bløte tepper paa gulvene, blomster og skinnende messing, og broderte servietter over stoleryggene.

Længst inde – i bedstestuen – var der nogen glade mennesker rundt et bord med 97kaffestel og fine kaker. Var det frøknerne som var blet saa store – – Monstro de vilde kjendes ved hende, her hun sat! Mer end én gang hadde de lekt morsomt sammen.

Saa optat med minderne var hun, at hun ikke sanset, kontordøren blev aapnet, før Olai puffet lempelig til hende.

Præsten viste hende ind og til sæte. Det suste for ørene paa hende, og hjertet hamret haardt mot kjolelivet. Saa rykket han stolen sin nærmere, tok hende varmt i haanden og talte mildt til hende, om hvordan hun hadde det.

Sara strævde at fri sig fra rædslen og rolig og liketil snakke om alt det, hun hadde grublisert over, men ordene hørte hun som kviskret av en anden og langt borte. Saa tidde hun og lot ham finde ordene for sig, mens haanden brændte mellem hans fine, hvite fingre.

Varlig ga han et utdrag av det, Olai hadde fortalt ham. Hadde det sig slik?

Ja, stammet Sara og vætet læpen med tungespidsen. «Men grunden, kjære dig – grunden menneske?» ivret han. Hun maatte betro ham den.

Da kjendte Sara sig fri og løst indvendig, 98og fortrøstningsfuldt sa hun ham alt, slik hun hadde følt det gro op i sig.

Alvorlig lyttet han efter. – Et par gange smøg som et litet smil om ene mundviken, længer kom det ikke, likevel saaret det hende, at han kunde finde aarsak til at smile ad den jammeren, hun berettet – – – – – – – – – – – –

Hun var færdig – tom og underlig angst – – – Ensteds i værelset pikket en klokke – et to, et to, det hørtes plagende nært, og hun snudde hodet efter lyden. Blev med det samme var tegningen paa rullegardinet og kom i hug alle de mangfoldige gange, hun hadde staat utenfor i mørket, naar lys var tændt herinde, og stirret paa slottet og svanerne og trærne, som hang ut over elven. Og den fine damen med parasol, dér paa broen, det skulde være hende selv, og manden, som gik imøtes med hende, det skulde være kjæresten – –

Præsten sukket tungt, tændte pipen, lænet sig tilbake i stolen og suget røken i lange drag, og ansigtet stivnet som i fjærne syner.

Hadde hun gjort ham ondt, tænkte hun og plukket ved kaapekanten. Hun holdt av ham fra den tiden, hun tjente gjæterjente, 99han var bestandig saa snil – men ikke fruen –

Dørgende still sat hun og vagtet paa ham og aandet ind lugten av den fremmede mand gjennem spilte næsebor, indtil han myndig og bestemt tok paa at snakke.

Det skræmte hende bratt, og hun sat vâr og sky for hver formaning til at bedre sin opførsel mot Olai. – At øve sig i kristelig taalmod og være kjærlig og velvillig overfor den bra mand, Vorherre hadde git hende – – Hun maatte ikke kalde det av Herren indstiftede samliv mellem to for utugt – Det gik ikke an, skjønte hun! Ingen utenom bohémer og ugudelige vaagde si den slags – – – Og selv om det faldt hende svært og kostet overvindelse fra hendes side, han vilde raade, hun tok korset og fulgte lydighetens bud. Livet hernede var kort og svært at vandre, men det var gjennem forsagelsen vi vandt hjem og krone over sky, hvor de retfærdige bor. Det hun nu var inde paa, det førte hende ind i sorg og synd og blev hende til forbandelse – –

Sara kvakk. Kunde præsten si det der, naar hun hadde forklaret ham begyndelsen til ægteskapet, og at hun ikke magtet gjøre anderledes nu for sin samvittighet.

100Samvittighet, snærret præsten, det var let at si… Nei, det var tidsaanden hun var smittet av. Hun hadde suget til sig av vore fordærvede digtere – Det, en Ibsen, en Bjørnson fôr med, hvorlangt bar det, mente hun? Var det skjold og værn i nødens stund? Et sønderrevet liv – en tom sjæl, det var frugten – – – Intet haap, ingen bærende tanke mot Gud og evighet.

Tro hun ham! Han var gammel og erfaren og øinet hulheten i kunst og literatur. Som en pestilense vilde den herje landet liketil til de inderste bortgjemte kroker og avkristne vort folk. Her sat hun, en av de mange, smittet av oprørets aand, og han var ikke uten skyld, for i hans hus var det, hun hadde faat læse bøkerne – om end uten hans vidende –

Men ikke visste han sig andet til redning og frelsedom end Gud og hans hellige ord, og rørt grep han hendes hænder. Han vilde gi hende et skriftsted at tænke paa, som ofte hadde trøstet og veiledet ham under kampen og anfegtelserne:

«Værer derfor Guds efterfølgere som elskelige børn og vandrer i kjærlighet, likesom og Kristus elskede os og gav sig selv 101hen for os til en gave og et slagtoffer, Gud til en velbehagelig lugt.»

Sara reiste sig tumlen og ba farvel. Præsten fulgte.

Døren til dagligstuen var aapen, og fruen og Olai stod i fortrolig passiar indenfor.

«Dere blir her og spiser til aftens med os, Sara,» lokket fruen indsmigrende. «Vi skal ha biff, og jeg har lat stuepiken lægge i paa kvistkammerset, for at det ikke skal bli koldt til natten. Dere skal ligge der –»

Tomt glodde Sara hende i ansigtet, som skjønte hun ikke det hun sa, mumlet ørsken «nei tak», og emnet sig lukke op ytterdøren.

«Hører du ikke, jeg ber dig bli her i nat?» gjentok fruen hidsig. «Din mand har tat mot indbydelsen, og det er for sent at gaa andensteds hen i aften.»

«Ta tøiet av, barnet mit, og slaa dig til ro paa gamle tomter,» la præsten venlig til.

Olai stod huldsalig smilende bak fruen og trak sig i skjægget – den vanen hadde han, naar han rigtig vilde te sig til sin fordel – og blunket overtalende.

Men Sara knuket om dørvrideren, saa knokerne hvitnet, og stirret ham ind i øinene, til smilet sluknet.

102Hun kunde ikke bli, for hun vilde ikke dele seng med Olai; og hun fik altid laant hus over natten hos en av husmændene, sa hun klarmælt og gik.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.