Hun sad alene i den tyske kupe. Og malmhjulet herunder vognen svirred rasende rundt. Hun sad og ingenting hørte, og de tyske pensemænd stod igen nordover i sin opstrammede armodslighed som staurer i en skigard. – Hun sad stirrende. Der var noget slunket over hendes skuldre; legemet fyldte ikke kjolebarmen. Der laa to lugger rødligt haar frem i panden paa venstre side. Mellem luggene klipped et øie lystig; og saa slukned det stundimellem og saa indover.

Det var engang det slukned saadan og lukked sig. Da tog hun et kort op av sin væske og skrev med blyant; der blev langt rum mellem hvert bogstav, som aabne store fang. Ved næste station sprang hun ud, stak konvoluten ned i postkassen. Hun hadde skrevet:

«Her sidder jeg og ruller paa den anden dag fra dig. Og alligevel, jeg kender dine 4buskete bryn mod min pande. Og hører dine stygge dirrende ord: Nu bedrager du mig ikke! Det er saa underligt altsammen.»

Hun hadde en hel liden pakke kort i væsken.

*

Det var solskinsdag. Hun gik over Piazza di Spagna sin første morgen i Rom. Borte paa holdepladsen var det svepesmæld og skarpe traakk fra rædde hestehover: det var tidligt, saa der endda var et par droskehester som hadde morgen-julingen igen. Omkring fontænen stod et mandshøit sprinkelværk med blomster og dufted; sælgerne hented vand og dynked bundterne; de blinked, blussed, spilled. Der gled et par lyse udenlandske ansigter imellem blomsterne og vidste med sig selv, at nu var de da i Rom; to barbente gutter gik paa hænderne for dem for en soldo.

Hun købte en stor buket chrysanthemum og vendte hjem igen.

Hun bodde i øverste etage. Hendes dør stod aaben ud til den lille loggia, hvor citronbusken vokste i sin zink-kasse; kølig morgenluft stod ind, vifted stille i gardinet. Derude paa den vaade loggia sken solen i hvasse blink, for det hadde regnet i nat. Men oppe mod den 5øverste gule murvæg, som reiste sig imod den blaa himmel – der sidste klædesvaskens hvide plag vaied, der stod solen fyldig, uden blink og stans. Mellem de to murvægge fløi to kaier frem og tilbage og legte elskovsfuldt tagfat. Dybt nede paa gaden suste det nu av appelsin- og avis-sælgernes skrik og av droskernes hjul.

Hun skrev igen et kort.

«Hvor syden er deilig! Her er ingen lav graa himmel, hvor der gaar gamle kærringer og skuler styggt paa det som er vakkert. … Denne solen, al denne hvidhed, chrysanthemumerne! Jeg har købt en buket av din kære blomst; de ligger her paa bordet og blusser forfløine imod mig med sin mange-fingrede krone; – aa denne glæde over det forfløine her syd! (Mente du virkelig hvad du sa, at jeg ligner en nysudsprungen chrysanthemum?) For der gaar vist ligesom saa mange hjemme og er forfløine uden at være glade. Tror du ikke ogsaa?»

Og saa napped hun nogen kronblade ud og la med ind i konvoluten, før hun klæbed den igen.

Og hun tænkte paa ham, som sad der nord og stirred sydover under buskete bryn fulde av tro. Hun borred et hul i det gamle 6fotografi, og i hullet knytted hun en traa, og traaen hang hun om sin hals, og billedet vendte ind imod bareste brystet. Det var et billede fra de vide benklærs tid, dette: – generalens eneste søn, men som var saa altfor nærsynt til at bli officer. Hun blev siddende og se ud; det vifted stille i gardinet … blaa himmel og sol; og de to kaier deroppe paa det øverste var smægtende og blanke og saa lydløst bløde i vinge-flaxene. …

Hun var prostens 18-aarige datter, inde fra bunden av en bi-fjord. Præstegaarden laa under en nut. Præsten hadde gibs-byster paa smaa hylder mellem epheuen, og han læste i bøger, som handled om kunst. – Det var ikke saa langt til den lille by, men det var længre til havet, og det maatte være stille veir for at kunne se dampskibs-røgen over ø-ryggen derude fra de svære fremmede turist-baater, som gled ud og ind store-fjorden.

Paa landhandleriets logiskammer i arken hadde adjunkt Georg Biehl bodd i sommer. Han laa og arbeided paa et værk om algerne. Han var nok omkring de femti. Han hørte daarlig. Han og hun traffes. De gik turer, naar han hvilte fra sit arbeid. Han lærte hende fiske hvitting paa vaagen. Han laante de nye hæfter av det tidsskriftet, som handled 8om kunst, og hun bragte ham dem oftest ud paa landhandleriet.

Han søgte om permission til at bli længer udover høsten; hans værk om algerne trængte den. Og han blev paa landhandleriet. Han og den salte sjø, som gled ud og gled ind alle vaagerne, – de var de eneste, som bragte bud eller gik ærind mellem fjordbunden og havets frie verden. – Men en dag var det bare en uge til han skulde reise.

Den dag var hun tidlig ude med de sidste kunsthæfter. Det var allerede oktober; tynd isskorpe i hjulsporene; lugt av raaddent potetesgræs over alle benveie; nødderne titted brunkindet og løse inde i hamserne. Hun satte sig paa stabbestenen og vented paa, at ark-vinduet skulde aabne sig. Hun ropte op, at her var nye hæfter! – Han blev med ud paa vaagen og fisked hvitting med det samme. – Lige efter middag sad hun igen paa stabbestenen: … kunde de ikke gaa en tur op i præstegaardsnuten? – hun vidste av nogen forfærdelig rare jættegryder. De gik op forbi præstegaarden. Bag have-muren stod præstens sidste solsikke og nikked i sin lille kyse indtil ruten. Stien gik gennem hasselskog. Saa kom stengarden. Derindenfor stod olderen i sin fede vaade muld. Gærdet var høit.

9«Nu er det otte dage, til De reiser,» sa hun.

Han kløv først over. Saa kom hun. Hun stilled sig opreist midt op paa gærdet:

«Jeg tror jeg hopper, jeg! sa hun.

«Nei,» sa han. «Det er for høit.»

«Jo!»

«Jeg skal faa lov … haanden …!»

… Solen stod paa. Det lugted lun lummer høst og raadne blad herinde, – saan lugted det lige indved fuglens dun … nysselig lummer lugt! … Han vidste ikke, hvordan det gik for sig. Men han bar hende vist.

Han bar hende udifra sig, næsten paa ret arm. Han var stærk. Hun holdt sin haand om halsen. – Han vilde sætte hende ned. Hun slap ham ikke. Hun ropte i av fryd: «Det er saa moro!» – Hans arm blev træt – hun sank nærmere indtil ham. Hun holdt sig med begge hænder om hans hals. Hun lo:

«Er jeg tung!»

Han stønned: «Nei; nei.» – Han stansed og stammed forfjamset: «Nei, det kan man ikke si – antar jeg –»

De hørte ikke, at det rasled i løv derinde mellem older-stammerne; der kom en gammel kærring frem. Hun stod med tusen viltre rukler i øienkriken og saa paa de to: … om de 10ikke skulde ha set likt til kalven hendes nogensteds her i olderen? …

Ingen svarte. Han slap hende ned. De satte sig begge klods ned paa den fede vaade muld og saa fremfor sig. Han smilte med en taare i øiet. Kærringen gled stilt videre og blev borte mod den anden kant med de tusen viltre rukler; nu hørte de saavel, det rasled i løv.

… Kyssed han? … Eller kyssed han hende ikke? … Hadde nogen av dem kysset hverandre? …

Hun var stiv i blikket, bleg:

«Det blir vist sent til de jættegryderne idag,» sa hun og reiste sig.

Han sad endda forundret i mulden og kendte ligesom merker inde i sin arm av den glatte frodige barne-lænd.

De gik nedover hagen. De kom lidt efter hverandre. De ledte efter leet denne gang.

Hun svinged ind i præstegaards-haven. Den sidste solsikke stod saa lattermild og saa paa hende og kendte hende næsten ikke igen: … hadde hun gjort noget galt? … Men hun stilled sig bort til den alligevel og napped i kysen: «Prost – præst – enkemand – ungkar. Det skulde egentlig været en præstekrave-blomst. … Prost – præst – enkemand – ungkar –»

11Faren stak hodet ud av vinduet og saa sin solsikke. Hun blev blussende rød.

«Hvad gør du!» sa han.

«Jeg bare lysker den lidt,» lo hun og slap den.

Der gik tre dage, og hun sad ikke derude paa stabbestenen under landhandleriet. –

En mørk kvældstund, de hadde spist, stod en kærring ude i præstegaardens bislag: … om prosten vilde komme ud som snøggest? …

Det gav et sæt i datteren; det var denne ormesledske stemmen, som dirred saa spændt av vilje, – som spurgte efter kalven i olderen den gang …

Prosten kom: … om hun kunde faa finde ham bare et ørlidet bil inde paa kontoret? …

Datteren stilled sig lige indtil døren og lytted; derude i mørket stod solsikken snauklippet klods ind paa ruten og keg ind i lampelyset. Det snakked derinde: Der var ikke kommet søvn paa hendes øine for anfægtelser disse sidste tre nætter, sa det. Saa sukked det: … om det var saa, prosten nu syntes det var ret at gi den tag over hodet, som han vidste leved i synd og hôks’pôks’? …

– Hun skulde nok vide bedre end som saa, svarte det.

12Hun sukked mygt: han hadde jo her i vaar jaget den kallen som bodde paa loftet hos hende til leie og drev sit spæl og ikke vilde gifte sig. … Om prosten ikke vidste, han hused én, folk nu gik og sa det om? …

– Hvem hun mente?

– Nei, det vilde hun ikke si. Men oppe i svartolder-rynningen bag stengarden var hun kommet til at se to her for en to–tre dage siden. … Og bygden var ikke saa mandstærk paa storfolk at her var svært mange at vælge imellem … Saa sa hun med ét: … Selv om nu den, én hused, netop var éns eget barn? …

Prosten lo tvungent: «Du tar feil, Mari! du tar feil!»

Med ét blev hun tungerap: «Nei gu! Eg saag for væl, kor haandaa hennar treiv utøve hin andre!»

Det blev stille derinde. Det pusted tungt.

«Gonat prostemand!» sa det næsten lystig og tog i dørvrideren. …

Hun som lytted var alt væk fra døren og ude i mørket; hun tog veien ned gennem haven, ud paa landhandleriet, stormed op paa hans værelse. Hun slog armene om ham, graat, klemte sig indtil ham, fortalte.

Han bad for sig: «Neinei, neinei!» Og 13reiste sig. Han stod længe med aaben mund, for han hørte daarlig; og under de buskete bryn lytted et graat gammelt lærer-øie som hadde slik evne til at se fusk i alt.

«Vil du – De – laane mig penge?» sa hun med ét.

«Hvad vilde De med dem?» sa han hæs.

«Mange penge! – Jeg vil ud! ud av denne lave graa himmelen! did hvor der ikke staar slike stygge kærringer og lurer bag olderen! Fjorden er for trang! Landet er for trangt!» Hun faldt hixtende ned paa en stol: «Og saa synes folk at jeg er saa stygg ogsaa! de kalder mig «Raufaxa» –!»

«Ja,» svarte han; han hadde jo mange flere penge end han brugte.

«– Og naar jeg kommer tilbage, saa maa vi træffes igen! For vi maa træffes!»

«Der kan ske saa mangt forinden –» Hvert ord sad fast i halsen.

Hun sprang op og hvisked ind i øret:

«Jeg vil gifte mig med dig, naar vi træffes!»

Han blev staaende lidt med hældende hode og lytte til lyden; men han kræmted tørt:

«Jeg laaner Dem pengene uden noget saadant. – Det er jo jeg, som rykked Dem op, paa en maade –»

14«Jeg vil gifte mig med dig –!»

Han værged sig med hænderne og blev ved at smile som til et barn, som tigger og maser: «Ja–h da. Ja–h da.»

Hun slap ham. Hun flytted sig unna bort mod døren. – Han vendte sig efter hende:

«Nei; det er umuligt! Du har for viltre øine –»

Hun smilte koldt: «Ja jeg har saa. – Og saa har jo De denne bogen om algerne.»

Han kom nærmere:

«Ved du ikke, at øinene er saa store og forfløine, og laakkene blir ligesom for trange stundom –?»

Der kom et skarpt blunk til ham:

«Jeg hører altsaa, at De siger det –»

Han kom endda nærmere, næsten knælte, rakte haanden ud. Hun saa rank paa ham:

«Hvorfor kommer De efter mig nu?»

«– Og saa har du saanne deilige rige læber med den dybe furen under næsen nedover til underlæben! – jeg kender ikke nogen, om hvem jeg tror de er tro med den furen. – Rømmer du for mig! Vi kan jo da si, at vi er forlovet. For denne kærringens skyld –»

Han tog om hende. Hun slog armene om ham. De blev lystige. «For denne kær 15ringens skyld!» lo de og kyssedes og hang sig i hverandre.

«Nei; det er umuligt!» sa han med et langt kys, og de buskete bryn kælte hende over pande og nedover kind og blev længe dernede ved hendes hals.

Hun stod og blunked under den røde haarlok og graat og hvisked, men hun graat for ingenting:

«– Og saa synes folk at jeg er saa stygg med disse røde haarfliserne mine!»

«Du er en chrysanthemum der du staar, med sol over, flammende, luende, forfløien!»

Han satte hende pludselig ned, snudde ryggen til:

«Det gaar aldrig slikt –»

«Hvad – slikt?»

«Slik – kærlighed … følgerne … lænkerne … de skurrende stunder … de bundnes pinsel …» Han brølte i: «Bleierne, hører du!»

Hun skoglo.

Han satte sig paa stolen: «Og jeg har jo mit værk om algerne –»

Hun gik igen mod døren.

Med ét sprang han op, tog om hendes hode med begge hænder ligesom for at klappe hendes kind. Han slog.

«Rømmer du!» sa han.

16«Slaar du?»

«Ja, jeg slaar! slaar!» Han slog én gang til: «Jeg holder av dig, slik. Jeg er gammel!» Hun stod forfærdet og samled sammen et opløst ansigt. Slagene gled over i klap-klap og bare klap. Han stemmed sin pande mod hendes og sin næseryg mod hendes, og hans graa øie ledte længe rundt i hendes øie, til der blev en rolig flæk dernede. Han tagg:

«Nu bedrager du mig ikke?»

Det stammed, famled inde i hende, og den rolige flæk skalv: «Nei,» sa hun.

Han saa, det flytted sig. Saa smilte han et saart smil, og øiet tindred. «Der glir seilere herinde i øiet,» sa han.

«Jeg stammed, fordi det var stygt av dig at tvile,» sa hun.

«Du hadde vel en mening med det, naar du vilde ud did hvor ingen laa paa lur.»

*

Men om høsten, da hun reiste, gav han hende en æske hvide kort med.

Hun styred sydover. Hun syntes, hun sad paa en seilbaad, som styrer ud leden for at bli borte ude i sollysets blændende blink, der hvor intet øie er stærkt nok til at skille baad og folk og hav.

Der gik storm over Rom.

Den kom vaad fra sydvest paa havets graa dynninge-rygge, kasted sig iland fra de grønlige bølgetoppe, som brød sig i lys sandstrand. Den krused hvid opover den gule Tiber, og overfarts-færgerne holdt sig op imod strømmen uden hjælp av linen, som spændte sig stram av væde mellem bredd og bredd.

Det sused indover Campagna-slettens tørkede græsstraa, drev blanke regndraaber av de faldefærdige gærdestænger, rusked i haktornsbuskene, dured gennem strunke popler, brummed bredt i runde pinjekroner. Og de to karabinierer, som gik sin runde sydover landeveien til Ostia, de slutted at passiare, slog sin lange kappeflig to gange om halsen.

Det sused østover og nordover. Bakkerne begyndte, vignerne, villaerne. Saa stod selve Rom i veien, med sine syv høie, med alle sine 18gamle teglstens-tag skurvede og graa, som de var tækket med gammel østers. Stormen rev kaie-flokkerne av de irgrønne kirketaarne, jaged dem flaxende rundt indover byen, skrikende, husvilde, saa de tilsidst alligevel maatte ta til takke med lave loggia’er, hvor citron-busken stod lunt i sin zink-kasse. Og Monte Pincio’s stenege sendte haardføre grønne blade paa langfart indover Villa Borghese’s brede park.

Stormen gik over Rom den hele dag, regnbyger, graa lave skyr, pressed det sammen derinde i øst mod Abruzzernes fjældtindemur, saa det laa som et tæt sort tække ovenover blyblaa olivenskraaninger.

Det led mod aften. Det glimed op i vest mellem lyse nøstete skyr, ligesom det stundom gør det nede i brynet tilhavs en rigtig stormdag; og da syntes selv Garibaldi’s stivbenede bronce-ganger paa Gianicolo’s høi at ha faat fart i sig og sprænge unna indover staden, østover mod de mørke fjæld. Det smægtende kaie-par paa den lave loggia, som hadde vovet sig over den gule murvæg, helt op paa aller øverste, da det lysned av glimet i vest, vendte rent forskrækket tilbage og satte sig for tiende gang til for natten bag zink-kassen, hvor citronbusken bar i ly. Og missions-lærlingen klatred 19op den øverste vindeltrap høit oppe paa propaganda-bygningens tag, søgte ud i de øgende stormkast med sine ensomme anfægtelser; i blodrød flagrende kiton tramped han hidsig frem og tilbage deroppe, ased sig ud, stirred mod det glimende, fornyed sit kyskheds-løfte for aften og nat.

Stormen øged. Det regned ikke. Det gløded. Aften-himlen sænked sinte bryn over gløden.

*

Hun sad hjemme paa sit værelse i eftermiddag. Det nærmed sig spisetid. Inde i køkkenet ved siden holdt husets herrer til, værten og to sønner; de slap netop speilægget ned i panden; de skrek i munden paa hverandre, gav ordre, sprang om hverandre, som de reved store-bramseil for en kaste-flage.

Der laa et kort til hende, da hun kom hjem fra galleriet idag, hans første kort:

«Det er netop det jeg gentar for mig selv hver time paa dag: hun var ubevidst som den havens blomst som vugger sig for vinden; derfor blev hun ogsaa min … Gud velsigne den gamle skulende kærringen! … Og dine chrysanthemums-kronblade, som ligger i hvert brev fra syden, dem brer jeg ud paa min pude 20den kvæld de kommer og sover blandt dem den hele nat.

Jeg kommer ingen vei med algerne om dagen.

Din gamle
G. Biehl.

P. S. Der er vist en interessant biologisk station i Neapel.»

– Der laa et kort til paa bordet; det var hendes nye til ham:

«Du var for mig som en stille vældig aa, som læsker eng-bredder. Men du drev mig til havs, Georg Biehl med de buskete bryn!»

Hun sad og saa paa de to kort; – det var slaat ned i hende saa underlig idag i galleriet: hun var jo ikke den eneste som hadde elsket! Hun var bare en av de hundrede tusener, en av millionerne …! Kærligheden var alles eie; og alle var de kærlighedens eie. … Alt det andet, de ytre omstændigheder, eied den enkelte; – men selve kærligheden – selve dette rige herinde som bobled op mod brystbenet, som heded aarernes blod – det har alle kendt …! Hun sad saa underlig sørgmodig og klog.

Det banked paa. Der steg en ung mand ind. Han var glatraket. Han saa sig sky om; for hun hadde slet ikke bedt ham se op:

21«Jeg kom over en flaske gammel Orvieto,» sa han og la hatten i sængen. «Hvis jeg faar lov –?» Han bukked sig og knækked sig paa midten. Han løfted flasken op mod lyset: «Se hvor den er blank trods sin alder! Har De glas?» Han satte sig: «De er vel træt av gallerierne nu, frøken?» Han flytted sig fra stol til stol, stundom sad han i sængen: «… Det var rasende originalt det De sa i museet idag: det er kærligheden de meisler og maler, allesammen, sa De –!» Han sprang op, løfted ned mandolinen fra væggen, klunked: «Spiller De?»

«Jeg tar lidt information –»

«En mørkøiet italiener – hvad?» Han hang den pludselig op: «… Ja, for det var i grunden det De sa; jeg har ledd høit for mig selv, hver gang jeg er kommet til at tænke paa det; – hvordan var det nu De sa det: … Aa; der er saa mange vist, som elsker …! Saadan opgit, saa var det –»

Hun søgte at le det bort. Hun kom med to glas:

«Alle kunstnere kan i grunden bare fortælle os det ene, hvordan de selv er gla’ i hverandre paa …» Men did hadde hun slet ikke tænkt før nu, da det var sagt. Hun blev med ét stille og grunded over det; – for hadde hun ikke ret? hvad var det for en evne, som 22øged i en, naar en hadde gaat der og set og tænkt, eller siddet og læst, uden netop evnen til at elske? …

Han skaalte og drak:

«… Se kærlighedens tradition i kedelige gallerier, kærlighedens almen-historie, mestrenes hjærteanliggender …!» Han bøied sig fremover, lo gennem næsen, lo med munden, med blikket – en eneste formløs rødlet latter, og øiet fik saa mangfoldige rynker i krikene og paa de tykke laak: «Hvordan kan De komme paa slikt, frøken! Det kom saa indenifra ogsaa.» Han ledte med øiet; det stansed med ét ved kortene paa bordet: «De sidder og skriver billets? Jeg forstyrred Dem?»

Hun gemte kortene ned i skuffen. Der blev liggende igen et chrysanthemums kronblad paa bordet.

Han greb lystig pennen og et kort; men blev ved at stirre paa kronbladet. Han satte sig til, lo som før:

«Kom her, skal jeg hjælpe Dem! Hvad skal jeg saa si i kortet?»

Hun svarte ikke. Han ødela et hvidt kort med en snirklet streg nedover; den anden haand ledte bortover bordet, sprætted hidsig kronbladet væk av tæppet.

23Hun blev stillere. Han slængte pennen. Det blev saa kvælende tungt i værelset, det var som luften stønned. Ingen sa noget paa længe; de voved sig ikke ud med sine stemmer. De sad og hørte zink-pibernes rustne skrik, som vagged sig i stormen derude paa loggia’en. De sad længe.

«Hvilket?» sa han; men stemmen brast og blev ukendelig.

Hun saa forundret op.

«Aa, jeg syntes De sa noget,» sa han.

«Nei,» sa hun.

Han saa pludselig paa klokken:

«Nei, jeg glemmer jo rent –! Undskyld – jeg skulde –.» Han skyndte sig ud; den gamle blanke Orvieto blev staaende igen i hans glas.

Hun blev siddende. Hun tog chrysanthemums-kronbladet op fra gulvet. Hun kyssed det. «Det er helligt, naar det engang har været bestemt for dig!» sa hun indtil det … Denne vildfremmede mand, som vilde veire sig frem til det, som var skedd mellem hende og ham med de buskete bryn! …

… Men det var jo hun som bused ud med det suk idag: aa, der er saa mange vist som elsker …!

24Hun kunde ikke styre sig. Hun sprang ud paa loggia’en i stormen for at se ned i gaden. Der stod han og saa op fra fortouget. Hun sprang ind igen. Hun trak fotografiet op av sit bryst – stirred paa det, snakked halvhøit, bad til det:

«… Dette er Georg Biehl … denne hake! den blev vist svært spids, naar han smilte … fine næsevinger … brynene som lette ternevinger i tegningen … dette er blit de buskete bryn …» Hun la sit kind indtil billedet: … hvad var det han skrev i sit kort? – laa han og sov blandt hendes chrysanthemums-kronblade? …

… Tænkte han paa at komme sydover … den biologiske station i Neapel? – Ja-ja …

Hun sad og saa over Roms teglstens-tage mod Garibaldi’s malmganger langt deroppe paa Gianicolo, som endda sprængte unna den tynde stribe glimende stormhimmel i sydvest; men han kom ikke av flækken. Hun stirred mod den: … det er menneskenes ridt unna kærligheden. …

Det varte længe før der kom svar fra Georg Biehl. Hendes kort gik hver uge nordover. Men nu stansed hendes ogsaa. Da kom der kort fra ham:

«Det var netop dette, jeg var rædd for, da Du reiste – hvad jeg ogsaa antyded –, at det var mig der rykked Dig op (drev Dig tilhavs som Du siger). Men Du husker jo, at det var Dig der gjorde det første skridt. Det var Dig, der ikke vilde slippe mig, da jeg hjalp Dig ned av stengarden. – Hvergang siden var det Dig. Saa fulgte jeg kun modstræbende efter. Men jeg indrømmer villig at jeg ikke i alle maader har handlet ret, saa jeg ogsaa bærer min del av skylden.»

Da hun fik det kort, skrev hun ikke svar. Hun begyndte at skrive for sig selv i sin lille regnskabsbog.

Den 1. februar skrev hun:

26Jeg mente det jo ikke saa. Det var i svimlende jubel jeg skrev det, over at føle mig fri og ude av den graa lave himmel. Men det nytter ikke skrive noget til ham, for han sidder og leter ud det stikkende og stygge. –

Aften: Han lo idag, maleren med den rødlette latter, da han kom derud under pinjerne for at tegne; han kom efter mig, fordi han først maatte læse ud det nye poem om kærlighed, som har gjort saadan lykke. «Pinedø’!» sa han (han bander saa fedt og lunt og hyggeligt). «Det var en bog for mængden! Det er jo som forfatteren hele sit liv hadde staat bag disken i en galanterivare-handel og solgt transparent undertøi til gamle kokotter.» … Kærlighed er ikke transparent undertøi; jeg tror jeg ved hvad kærlighed er: den kommer listende indtil os, stille, ligesom solen gennem smaa gamle grønne ruter en sommerdag – den er i stuen uden nogen har merket det. – Jeg sa det til ham ogsaa. Og det syntes han vist var vakkert sagt. Han lo forresten: «Det er altsaa Deres erfaring,» sa han. «Kærlighed gennem smaa gamle grønne ruter!» – Men han har aldrig veiret eller frittet noget siden den dag han sprætted chrysanthemumsbladet av bordet. Han vil forresten svært gerne 27snakke om kærlighed, synes jeg jeg har lagt merke til.

2. februar. Morgen.

Uf, det var altsaa anden gang jeg bused ud med ting til ham jeg ikke vilde! Det er saa underligt: jeg blir saa ofte stille og ligesom synsk paa en maade, naar jeg er sammen med ham, og ser et og andet saa klart. Og saa maa jeg si det med det samme. – Jeg kom bare til at huske paa hvordan det var inde i mig den dag jeg regned ud, at nu hadde Georg Biehl ikke mer end otte dage igen at være i fjorden: kærligheden var i stuen uden nogen av os hadde merket det.

15. februar:

Idag er vaaren her alt, tætheden i luften, vaarørsken. Det er forfærdelig saa fort som vintren gaar. – Men det er ligesom slik angst med al denne sommeren. Hernede maa en bli tidlig gammel.

1. mars. Aften.

Gud for en sol, for et lys om dagen! –

Jeg gad rigtig vide, hvad han egentlig tænkte, da han lo den gang og gentog: «Kærlighed gennem smaa gamle grønne ruter». For han ved jo igrunden ingenting andet om Georg Biehl, end at han er den velhavende ven som forærer mig reisen. –

28Gud for en sol om dagen! Derude i bakken hvor vi tegner, der staar mandel-trærne allerede i blomst paa de nøgne grene. Blomsterne hænger hvide op i luften over nyspad, brun, tung muld. Jeg liker saa at staa i den bakken og vente paa aften. Da klinger et lyst avemaria ensteds ud av et lidet klostertaarn, risler spædt og ungt; det svarer tungt og ældet fra et kirketaarn inde i byen, det bruser, durer, samler sig saa i et vuggende hav som stiger skyllende op over al Rom, over alle vigner, over Campagnen. Da dør vestenhimlens rødhed; de gulhvide lygter tændes, staar som blege uldne dusker, med lyskransen om sig ud mod dis og dunst. Da flyver mandel-blomsterne rent væk ind i skumringen.

Han maleren liker ogsaa at vente. Da snakker ikke han heller. – Tænk han er bare 26 aar! …

Imorges fik jeg jamen kort igen der nordenfra. Nu kommer de tæt! Det er ligesom jeg har stukket ild i gammelt løv, saa det ikke vil stanse. Nei, det var stygt sagt av mig! …

… Tro, det gaar an at bli forfløien fordi man ikke er glad! …

8. mars. Aften:

Er der nogen giftigere smerte end den 29ikke at føle udvælgelsens evne? Jeg kyssed ham iaften under mandel-træet uden at ville det! Uden at ville det –

Nu ligger min gamle der nord og sover blandt falmede chrysanthemum. …

Hun sank sammen i sofaen. Den hele sene aften sad hun stille inde bag den lukkede loggia-dør. – Hun tog et kort frem og skrev:

«Du skriver at det var jeg som gjorde det første skridt: Jeg som sad stængt inde i fjordbunden – husk paa det! … Tror du det gaar an at være forfløien fordi man ikke er glad? – Jeg har spurgt dig om det i et av mine første kort. Men det svarte du mig ikke paa.»

Saa rev hun det tversover og skrev i sin dagbog:

… Svar mig nogen som kan det! …

Hun stilled sig borte ved loggia-døren og saa paa vaar-stjernerne. Og de buskete bryn gled ud av hendes sind, som rimblomtser glir væk fra en kold rute. Hun skrev i sin dagbog:

8. mars. Nat:

Jeg er bundet til en anden, svarte jeg ham under mandel-træet. – Man er aldrig bundet til en anden, sa han. …

Hvad var det mere han sa? … Dit øie 30er som vaar-smæltningen, udflydende, lysende ligesom over det hele – sa han vist. … Er dette «Raufaxa»? …

Men jeg gaar ikke ud til mandeltræ-bakken i eftermiddag …

9. mars. Eftermiddag:

… Jeg har siddet inde den hele dag og stirret udover de mange tag… Tro om du venter mig derude? … Men jeg tænkte kanske du var kommen herop, siden jeg ikke kom paa kafeen i formiddag. … Det er glæde i al denne hvidheden i luften, tro i al denne blaaheden. Det hvisker, hvisker! – Hvad er det det hvisker? Det hvisker til mig: gi dig du bare hen til alt det, som skælver i dig! – Hvad er det som skælver i mig? Det er lykkelængslen, kærligheden. Og hvidheden hvisker: lad ikke noget gammelt løfte stanse dig! ingen buskete bryn gøre dig forstemt, intet letende øie! Det gjorde heller aldrig nogen av de store mestre, som leved herude i de fremmede land.

… Chrysanthemum!! – det er min gamles blomst. Nei! hvide mandel-blomster svævende over grosvanger muld –!

… Staar du nu alene derude i mandeltræbakken og tutler med paletten? Staar du 31kanske alt med lukket malerkasse nede paa Tiber-broen igen og stirrer ind i lygternes lyse dunst-krans? Min rødlette unge faun med de tykke øienlaak! … Hvor tror du jeg blir av? … Nei, du skal ikke staa alene derude, tutlingen min. …

Og samme dags nat skrev hun, da hun sad hjemme igen:

Aa! – Kærlighed er ikke blomster! ikke mandel-blomster! ikke chrysanthemum! ikke – ikke blomster! – Den er hviskende kys, den er brusende favntag; den er menneske-legemers brændende ild, den er blod som vil byttes! … Han stak min haand ind paa sit bare bryst der under mandel-træet. … Jeg er saa forfærdelig angst. … jeg tror han er haaret paa brystet. … Men der er saa mange vist som elsker; – hvorfor skal jeg være angst? … Jeg gidder ikke tegne mer. Jeg blir aldrig kunstner. …

Om morgenen laa der et kort igen i salon’en fra Georg Biehl:

«Jeg længes saa efter dig, deilige runde barnelegemet mit!» stod der.

11. mars. Morgen.

Nu maa jeg skrive til min gamle der nord og fortælle alt.

32… Aajo, kærlighed er nok alligevel menneskernes hvide blomst. Men den kan bare ikke svæve til evig tid, for den svæver over tung, tung grosvanger muld.

… Flyver I væk, alle mine blomster? …

Det var en eftermiddag, som solen seg ned i glød bag Monte Mario’s store pinjer, og herskabsvognene rulled fornemt hjem fra de gamle parker. Avemaria’s klokkeklemt gik over Roms alle de gamle teglstens-tage. Det var endnu før midten av denne samme mars.

Hun sad i sofaen. Ved hendes side sad han. De sad med hænderne i fanget. Det blinked gult fra glas i skumringen. Stille lykkehavblik; kys og elskov hvilte.

«Iaften saa drikker vi vort bryllup,» sa han og løfted glasset.

Det banked paa. Det vented ikke til det blev svaret. Det stormed ind. Det blunked under gamle graa bryn. – Hun reiste sig. To blege adjunkt-hænder strakte sig frem:

«Der staar chrysanthemumen min!» sa det. «Min unge chrysanthemum –!»

Hun værged sig vegt.

34«Kom, jeg maa kende dig indtil mig!»

«Du har ikke faat mit sidste kort?» sa hun.

Han greb efter hende:

«Du skrev aldrig –?»

Hun gled unna:

«Jeg? – jeg hadde vist brugt op kortene –»

Han studsed, stansed:

«Det var netop det jeg skønte: du for ilde herude alene. Derfor kommer jeg saa tidlig –»

Hun tagg og værged sig: «Aa nei! aa nei!»

Men han vilde klappe hendes kind; men han slog, slog –!

Og han i sofahjørnet reiste sig:

«Hvem er den gamle manden?»

Den anden saa sig rundt:

«Er der en fremmed mand paa dit værelse?»

Hun retted sig rød i kindet, haanlo:

«Det er jo kærringens stygge gamle smil –!»

Maleren sprang frem:

«Jeg er ingen fremmed her!»

Hun blev ved:

«Hvem tror De jeg er!»

Den anden gik tilbage for at ta tilsprang, og begge de buskete bryn reiste sig som bust:

«Hvem har retten her, De eller jeg?»

35Det lo til svar fra maleren:

«Her er ligesom spørsmaal om mer end om ret!»

«Var det derfor jeg kosted dig ud –!»

Men hun blev ved:

«Han der betaler Dem laanet tilbage!»

Han gik hvislende ind paa hende:

«Saa kom med pengene! kom med dem!» Han graat: «Jeg elsker dig! Har du ingen kærlighed igen til mig –?»

Hun blev ved:

«De og kærlighed! – opstrammet armodslighed! De ligner en tysk pensepasser der De staar!»

«Nu kan du vælge mellem ham og mig!» Han slap sig ned paa gulvet: «Vælg! vælg, siger jeg –!»

«De er gammel; – vælge –!»

Han krøb efter hende paa knæ:

«Men le ikke! le ikke!»

«Jo, jeg ler med hver draabe blod i mig, – ler jeg! – Vælge –!»

Han stængte hende ind i et hjørne, tog om hendes knær, gemte hodet i hendes skørter, hixted:

«Vælg! vælg! … Men maa det ikke kunne være som før imellem os –!»

Hun rykked kjolen til sig, skøv ham bort med sin fod:

36«Eier De ikke stolthed, gamle?»

Han reiste sig. Det var et øde graat øie som lukked sig som i smerte for et slag; det var en sammenskrumpen liden mand som snakked – han vendte sig lidt, da han stod i døren:

«Men betal mig aldrig laanet tilbage!» –

Han gik. Hun sa med ét tonløst: «Nu vendte han vist tilbage til sit værk om algerne» …

Maleren tog sit glas: «Skaal! Iaften saa drikker vi altsaa vort bryllup!»

Hun tog ikke glasset:

«Kære, det blir en begravelse, dette; – saa du ikke lægdskall-øiet under det graa bryn? … han som løfted mig ud av fjordbunden! han som –, han som –!» Hun tog sig over panden: «Du maa gaa! Jeg maa ha det øiet fra mig.»

«Glem ham nu! Nu! – Hører du ikke mine ord: jeg elsker dig! Kimer de ikke ind til yr helg i sindet dit?»

«De gjorde saa før –»

«De gør det endda! De lyser, kimer, klinger! Drik med mig! vi jager de gamle øine!»

Hun risted paa hodet. Han satte sit glas bort og saa rolig paa hende:

37«Det er gold askese at minnes løfter, naar det sker for løftets egen skyld –»

«Her sker ingenting for løfters skyld.»

«– For du elsker mig?»

«Jeg ser bare et gammelt graat øie, hører du, som er sluknet og nu igen sidder og ser fusk i alt.»

Han sank mørk ned i sofaen:

«Jeg vilde ringe ord frem, til der stod et brusende klokkeklemt om os –»

Hun stod med panden mod loggia-dørens kølige rute. Det var stilt i værelset. De sidste herskabsvogne rulled dernede paa gaden. Nogen begyndte at slaa sine vindus-skodder igen derover. – Det blev ved at være længe stilt i værelset. …

«Hvilket?» sa han.

Hun saa fremmed bort paa ham som første gang han sad her paa hendes værelse.

«Aa, jeg syntes, du sa noget,» sa han.

«Nei,» sa hun.

Han tog sin hat. «Kærlighed gennem smaa gamle grønne ruter,» smilte han. Han gik.

Det blev saa stille inde i hende og synsk, og hun syntes hun pludselig saa, hvad kærlighed var. Hun pusted paa ruten og skrev:

38Man elsker bare én gang, selv om det er med den ældste faun i skogen. Man elsker nok siden mange gange. Ja man kan ha beruselsen! Men beruselsens vilde duft, den er der bare en eneste gang, den første hengivelsens stund, selv om det saa er med den ældste faun i skogen. …

Det gik ud, det hun skrev. Hun pusted andre steder og skrev det. Det vilde slet ikke staa.

… Det samme kunde det ogsaa være! Det var nok igen en gammel dum sætning, som folk kendte: Fordi de vidste det, gik der vel saa mange ensomme rundt om os paa jord, som hadde sat sig paa det, de ikke vilde prøve for anden gang. …

En graaveirsdag lidt efter gik hun omkring i vignen paa et osteri lige søndenfor Rom. Brune rige vaarskyr løste sig op, nøsted sig sammen; snart sken sol, snart drypped det; tung lummerhed, varm vaad os av jord og træ.

Der gik en med hende. Der var kommet en enkemand til byen; han hadde fire barn hjemme. Det var en doktor med sort sidt skæg og en blød bredbræmmet hat. Og landsmænd gik og undredes for hverandre, hvorfor han egentlig kom herned. Han var kending og skolekammerat av hendes far, og han hadde hilsen med; han kendte hende ogsaa fra hun var barn, saa det altid var med ironisk festivitas han sa «frøken», fordi han i grunden ikke vidste hvad han skulde si, du eller De.

De vented paa maden. De spaserte rundt mellem rosenhækkene. Det var just ikke første gang hun spaserte her den sidste tid; her 40hadde været mer end én munter dag. De hadde været mange i følge. – Og hun tænkte paa den første gang hun gik her; det var dagen efter at han med de buskete bryn var reist videre til den interessante zoologiske station i Neapel. De hadde drukket meget. De snakked høit. De lo. Damer og herrer hadde gaat spaserture to og to her nedgennem hækken. Der kredsed tre herrer efter dem. Den yngste listed sig ind paa hende bagfra, la begge sine hænder over hendes øie. Hun skulde gætte: «Det er –, det er – jeg ved ikke! men vil De ikke ta min arm?» De hadde svinget av i en sidegang. – «Deres ansigt er som det bare solskin!» sa han. – Og da de kom tilbage, randt en anden herre paa hende her i hækken: «Nu har De det store brusende blik!» sa han. «Maa jeg gemme min haand op under Deres varme arm?» – Hun hadde svaret: «Gem saa mig ogsaa! Gem mig rigtig godt!» Og saa gik de lænd mod lænd nedover. – Der var kommet to til, som hun hadde gaat turen med. Og saa hadde de gaat en ny omgang hver: – var ikke himlen lys og høi her syd! – hvad gjorde ikke de store mestre! … Det hadde skreket inde i hende av fryd: «Jeg er en chrysanthemum! jeg er 41en chrysanthemum! – Se herrerne!» Og naar hun hadde tænkt paa dem, saa hadde hun tænkt paa dem som paa det unge værgeløse græs, som ljaaen feier ned en høisommerdag. – De hadde tilsidst kysset hende allesammen her i rosenhækken. Og hun hadde kysset dem igen: «Jeg brusende!» det skoggerlo inde i hende: «Det var en gammel lægdskall som drev mig til havs – det var det! Det var en kroket kærring som stod i olderen ogsaa – det var det!» … Og paa hjemveien hadde gaderne været lumre; duggen væded stenene; stemmerne bare hvisked. Der blev staaende fire herrer paa rad foran hendes port. Da hadde hun holdt en tale til dem:

«En gammel kall døbte mig med livsens krav. En gammel kærring stod fadder bag olderbusken. Godnat, alle mine unge fauner!»

De hadde staat og maabet – de trodde bare hun var beruset; og ante ikke hvorfor de hadde faat de mange kyss. …

Dette gik hun i vignen og mintes ved enkemandens side. Der stod en mandshøi solsikke under den kalkede husvæg; den minned hende om en fornuftig solsikke bag præstegaardsmuren hjemme. Hun stansed. Han gik videre nedover haven og beundred landets frugtbarhed.

42«Jeg skal lyske dig jeg!» sa hun til solsikken og stilled sig bort under den – den var høi som hun selv; hun napped ud kronbladene: «Prost – præst – enkemand – ungkar –» Det blev paa enkemand: «Tosk!» Hun gav solsikken en ørefig, saa den dasked ind imod ruten og blomsterstøvet føg.

– Maden færdig! ropte det. Enkemanden snudde. Solsikken retted sig. Hun fiked igen.

– Bordet stod dækket inde. Men vinduet stod oppe. Solsikken laa snauklippet næsten op i karmen og saa mod syd. Han sad midt mod vinduet og saa ud og gredde med fingrene i sit lange skægg. Hun sad om bordhjørnet og skotted paa ham. Han hadde ogsaa det tunge øienlaak.

«De kom herned for at se Forum og Palatin?» sa hun.

«Aa – ikke egentlig det –»

«For at studere national-økonomi paa aastedet?»

«Aa – ikke egentlig det heller –»

«For at smugle hjem et romersk sjal?»

«Aa – ikke egentlig det – jeg har jo ingen –»

Hun lo: «For at se et oprør da!» Hun 43hadde faat slik lyst til at lette paa det tunge laak og fylde det graa øie med sol.

Han smilte og drak av sit glas; men hans blik blev lukket. Han saa ud paa det som laa bag og mellem rosenhækkens øverste lyse skud, – ud paa det frugtbare land, udover den blaagrønne fede artichok-skraaning, som endte henne i Campagnens regntunge dis.

Hun la sig lidt udover bordet for at komme der hvor nu hans øie laa, for hun kunde ikke styre denne lysten paa det graa øie. Der glimted noget langt inde under enkemandens øienlaak.

«Nu tænkte De paa de fire smaa hjemme!» smilte hun.

«Det ogsaa, ja –» han svælged tungt. «Hvordan falder forresten frøknen paa det?»

«Jeg saa noget trist glimte –»

Han kasted lystig paa hodet: «Tristhed! tristhed!» Men tog brillerne av sig, aanded paa dem, pudsed. «… Det er nu bare naturtrangen i os som vanstyres, det, … naar den leter saadan forgæves …»

Han vendte sig mer unna, for ligesom at se bedre ud paa det frugtbare land, plystred sagte. – Hun reiste sig med ét:

«Jeg synes synd!» bruste det imod ham. «Jeg synes synd paa Dem! paa de fire!»

44Han vendte sig. Hans øie aabned sig og blev ungt. Hun tog hans haand. Det var en veirbidt frilufts-haand – en tyk varm doktor-haand.

Og solsikken stod tungnem op i karmen og nikked, nikked ligesom dybere nu den forstod noget.

*

Han foreslog, at de skulde ta en hest. De kørte til Piazza di Spagna.

«For blomster maa vi ha paa vor lykkes dag,» sa han.

Han købte en stor buket chrysanthemum, to store, tre store – saamange der kunde ligge paa vognsædet foran dem. Og solen spilled i kronbladene.

Hun lo høit, da de laa der. Saa begyndte hun at snakke; hun snakked aandeløst, uden stans:

«… Aa! er ikke chrysanthemum herlig, naar solen spiller i dem! de blusser! Og saa er det ikke det alene med chrysanthemum, at den saa gerne tar imod sol og gemmer sol! Den straaler lyset ud igen imod os, er selv en sol. … Men det er bare én dag – bare 45én dag – den blusser slik; saa falder den sammen efter den ene blussende dag – aa, jeg kender til chrysanthemum’erne –! »

Han trykked hende skøieragtig indtil sig:

«Du er formelig veltalende –»

«… Kanske to dage – kanske to dage! Saa bærer de den ud efter de to blussende dage. … Jeg er saa bange. … For en chrysanthemum ender altid derude i søplekassen. Og da er det saa forfærdelig græsselig trist …»

«Hva? Graater du, vennen min? – Jeg køber en buket til, siden du er saa balstyrig gla i dem. Saa holder de sig nok én av dem.»

«– Jeg synes bare saa synd paa hele heleste verden!» svarte hun.

Om Trækfugle og andre

Samlingen Trækfugle og andre kom ut i 1899 og inneholder 6 noveller: «Chrysanthemum», «Ude i de store kulturlande», «Renæssance», «Virgo immaculata», «Odin i sivet» og «Fête Champêtre».

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

• 1. utgave, 1899 (nb.no)

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook