En lummer november-aften. Kaierne vented styggeveir, for de kunde se langt udover Roms syv høie.
De vagled sig tidlig idag inde i den gamle kirkes mosegrodde klokketaarn. Der var kaier av forskelligt ytre. Mestendels var det selvsikre folk, som regned sig halvveis for verdensstadens faste indvaanere. Men forøvrigt var det kaier uden bestemt levevei. Der sad den gamle hankai, slægtens onkel, med langt næb og udeliggende øine, som stirred dumme udfor kirkevæggen ned i gaden, bare modtog indtryk og strakte hals, naar en kostbar damehat rørte sig dernede med sine skrikende farver – det var naturligvis en av aristokratiet. Der flaxed de lette frøkner, som hadde forsaget og nu bare kniste uskyldig ad de unges taabeligheder i sin almindelighed, naturligvis med udgangspunkt i det specielle tilfælde. …
168De ledte efter sin plads. Der var stød og stiklerier og grætne ord og lydløs sladder. For de hadde sin forening kaierne ogsaa – hvert klokketaarn i Rom hadde sin. Men der var grupper inden foreningen; og grupperingen var stræng og hævdet. Der var ét parti over klokken og ét under. Og den gamle hankai fixerte hver aften raden: der kunde ingen komme der nedenfra hid op, ei heller nogen her ovenfra derned.
Hver gruppe sad for sig tæt sammenklemt og stirred spændt i aften. Sagen var den: idag hadde styggeveiret, som var ventende, ført store kai-sværmer ind mod deres klokketaarn. De hadde set dem flaxe over hustagene i hele eftermiddag; nu var de ventende hid til klokketaarnet! … De sad nok og haanlo av hver ny landsens kai, som fløi indover verdensstaden og egentlig slet ikke kunde ha nogen rigtig følelse av hvor de var, naar de bare tog herind for uveir. Men de skotted op med stive øine: de vilde ha dem, hver gruppe! De sad med sammenbidte næb, dødsens stille av spænding: nu fik de vælge gruppen! Og slægtens onkel lod den straalende nye damehat paa gaden seile sin egen sjø.
Der kom de susende ind i klokke-taarnet!
169Du store gud, de satte sig hvor de fandt en ledig plads! De gjorde sig skyldig i de besynderligste feiltagelser. De var ikke det spor inde i grupperingen paa verdens-stadens klokketaarn! Nogen satte sig heroppe, nogen satte sig dernede. De trodde sand for dyden, det gik an at sætte sig op til hvem som helst, saadan uden videre! …
… Men kanske de var uvenner disse ogsaa og delt i grupper! Og slægtens onkel begyndte alt at lete kræsen blandt de nyankomne, om der skulde findes beskedne smukke unge mænd, som ingenting sa, eller ialfald ytterst lidet.
Da ropte en av de fremmede dernede op til sin ven paa raden heroppe.
… Trodde han virkelig han kunde bli ved at være godvenner med dem som hørte til paa den anden side, ligefuldt! – Hadde man valgt sin gruppe, saa hadde man ogsaa valgt! …
Der ropte fler.
Da fløi de to gamle grupper op; de skrek i næbbet paa hverandre: der var ved gud noget som hed samhold alligevel, og karakter ogsaa … krah – krah –! Og slægtens onkel skarred dybt: «Agtelse for venskabets hellighed krah – krah – krh –»
Det bar løs. De under klokken og de over 170klokken angreb sammen: Skrik; lusing med vingespidsen; næbbe-knib! De sloges paa haarde livet. De slængte ud den ene efter den anden; de vilde ha faldt lige i gaden, hadde de ikke kunnet flyve: … Fanden danse, skulde ikke denne skøier-fjæra fra landet ud! … denne bandit-stjærten! … dette raaskindet! …
De fremmede landsens-kaier fandt sig tilsidst igen spredt og forvirret paa ly-siden av kuppelen, men uden egentlig tag over hodet. De hadde endnu i grunden ikke forstaat, hvorfor de hadde maattet slaas; de sad paa det mosegrodde tag og ordned forundret sine fjær.
Men de andre inde i taarnet vagled sig igen og dupped i to grupper. Og styggeveiret rykked nærmere op mod Monte Mario i natten.
Der klasked noget ovenfra ned paa en fjærham nedenunder klokken. Det kniste rustent heroppe i mørket. Det svor der nede. Det var igen slægtens onkel, som benytted hver anledning til at kaste smuds paa dem under. Og de dernede sovned paany. For dette var jo noget som skedde hver aften i klokketaarnets kaiforening.
Der var uveirs-nat i Rom. Torden; fosforlysinger rundt paa de ytterste av de syv høie; brak; styrtregn; vild droskerammel. …
171Nedenunder kirken laa en vinkneipe. Det var en stille natkneipe, som holdt oppe til to-tre om natten og gerne længer, naar der var folk.
Der sad landsmænd i kneipen. Denne kneipen den var deres; de hadde fundet den, og vogted den og værged den mod fremmede landsmænds besøg. De saa sig altid hid og did, før de gik ind gennem døren. De hadde besat det inderste værelse, indenfor de mange rum, indenfor komfyren og kobberkarrene og oljestanken; det var deres værelse. Og der stod en speciel opvarter i døren og fyldte deres tømte liter-flasker; det var efter ordre fra den oprømte vært, for til ingen solgte han saamange liter som til denne flok, som stadig indfandt sig her to gange om ugen.
Der sad et bord fuldt av damer og herrer. Det var deres bord. Ordene fløi, latteren suste som svære vinger; – en lun og fredet gruppe, som holdt trofast sammen midt i verdens-stadens sladder, hvor hver trygt kunde være sig selv. Den var nøie sigtet; de hadde skilt ud alle, som holdt til i andre grupper, og den optog ingen ny, som kunde bringe misstemning eller hørte til paa den anden side.
Det var langt paa nat. Udenfor fik drosker og torden gaa sin vilde gang.
172– Der sad en ung billedhugger for enden av bordet. Det var han som altid hadde ordet længst ad gangen i aften, for han var sidst ankommen til byen og netop optat i gruppen.
– Han hadde studeret teologi og var alt ordineret. Saa var det en vaardag han stod paa stolen og saa solstreifet paa kirkevæggen, at han kendte noget som en trang i sig til at bli kunstner; der laa nu ogsaa kunstsans til slægten – hans mor f. ex. hadde ry for at sætte sammen smagfulde buketter; og selv hadde han netop den vaar modtat kurven av en vakker dame.
Han hadde en anelse om, at han var av de mindre kunstaander. Derfor gjaldt det at braake i lag. Og det kunde han, for talegaver hadde han ført med fra sin præstestand. Sad man stille og beskeden hen, blev man simpelthen glemt – ja saadan var nu engang vor tid! Ingen kom og spurte ham, det gik endog saavidt i hjemlandet, at ikke engang et øie søgte ham efter hans mening. Og det underlige var, at det ikke blev bedre med aarene; stærkere og stærkere vendte den forbandede anelsen tilbage, at han kanske ikke var saa stor en kunstner.
173Han reiste ud. En ung rig ven og hans frue hadde indbudt ham til at bo hos sig paa sit ledige værelse i Rom. –
Han ligned et gammelt staalstik, der han sad for bordenden. Han bar en svagt stivet krave og et virkeligt halstørklæ, som var vundet tæt om halsen de to gange og endte i en fast blaaknude over struben. Han hadde beholdt skægget fra sin præstetid: den smale strimmel kortklippet tæt pels, som gik fra øret, ned under haken, dækked hals og strube og randt væk nedi halstørklædet. Men haken selv og læberne de var nøie barberet. Et ansigt med fin blød guttehud, en mund med lange linjer; men der var intet spil.
Den svenske frue la sig op til hans vens frue og hvisked:
«Han er jus som et enda förtjusande äventyr, så där –!»
Men hans vens frue reiste nakke og vendte sig unna: – hun hadde det med at ville si alt, den svenske fruen! –
Og billedhuggeren saa dette, trods alt han snakked. Og han kendte sig som ude paa havet – stod længer og længer ud. En herlig seilas: Venus! Venus! Venus! – der sad de paa rad om bordet og hvisked om Adonis! … Det 174var sit liv, sit kunstsyn, han brætted ud for dem; han talte om sin idé med det nye relief.
… Der er et gammelt digt som heder «Haavamaal» eller den høies tale, som altid staar der lige ungt trods ælden. Det digt hadde han fæstet sig ved; hans livs værk skulde bli en frise ud av det digt. Han myste med sit øie:
«– Det er Odin selv, som sidder i sit høisæde. Han lærer os mod og store ting og gir moralske bud; han kræver trofasthed, at sin vens ven skal man være. Aah! det er som et helt liv, det kvad, saa rigt! Det er det kvad som med rette staar høiest i folks lov. – Nu er der et dunkelt vers i det digt, som heder saa: «Den erfaring gjorde jeg dengang, da jeg sad i sivet og stunded mod min elskov; mit kød og mit hjærte – det var den gæve mø, saa saare jeg ikke maatte eie hende.» Mærk: det er Odin selv som taler. Det er Odin dette hænder. Det er Odin, selve skaldskapens gud, som den store kærlighed møder. – Hvor har Odin været? om han har forgrebet sig paa en andens kærlighed, eller om han gerne vilde det – det ved vi ikke. – Det er et dunkelt vers, som kaster et forunderligt lys over Odin. Men det vers har jeg grebet med al min kunstneriske kraft –» Og han rev sig i sit 175krøllede tætte haar: «En dag skal jeg overraske verden – ja gu skal jeg det! – yhh!» Han suged den store tanke tilbage ind i sig.
Og den svenske frue hvisked igen:
«Så fasleg vakker som han är, när han svär –!»
Men vennens frue, som saa tungt og blegt paa ham, vendte sig unna, for hun vilde eie sine hede tanker selv.
Han saa det for anden gang:
«Det er sjelden jeg har set noget saa klart for mig som dette,» sa han sagte og stirrende. Og hans idéer flommed endda om i den store vaade mund.
«Hvordan har du egentlig tænkt dig det, stillingen … udtrykket …?» sa hans ven.
Han kasted sig frem, som han var sint og førte en retfærdig sag:
«Jeg! – Det blir en frise, hvor æserne har paa stedet hvil og udstiller klassiske muskler, saaledes som de gamle gjorde – tror du det! – Eller en saadan frise, som de gør den nu, hvor guderne ligger fremover i vild springmarsch udav rammen, som de kapsprang paa bare livet for at komme unna selve det som er indholdet – hva, tror du! – Nei! en stille medaljon vil det bli! Sammenknuget sidder 176Odin, fortæret! – saadan ser jeg ham for mig, lys levende. Han sidder paa huk. Han evner ikke røre sig – med et blik! med et blik, siger jeg – yhh! Mit kød og mit hjærte, det var den gæve mø: «hold ok hjarta var hin horsca mær» –»
Han snakked, saa han fik den mørke skorpe langs læben av vinen og de stærke ord. Og de unge damer trykked sig tættere op til ham, for han blev dem mer og mer et eventyr der han sad.
«Rysligt roligt, så där –!» sa den svenske.
«– Der er skaldskapens gud, som faar kærligheden over sig og synker sammen i sivet under sin egen lidenskab – det som er al lyrisk digtnings urgrund: den sammensunkne elskov, som dog tilsidst retter sig og finder de skære ord og sangen istedenfor besiddelsens tomme faktum: «hold ok hjarta var hin horsca mær». Jeg vil gøre ham saadan, at det slaar alle: han blev just skaldskapens gud, da han reiste sig fra denne sammenknugede stund i sivet. Aah, dette øie –!
Men jeg har tænkt mere ved det! … Odin i sivet, hvor længslen kryster livsmodet ud av ham: savnets ydmygelse, den illegitime kærligheds selvfortærende goldhed, dens angst, for 177han har jo ingen ret til den kvinde han stunder mod – for fan! Selv om hun stilled sig foran ham og sa: ta mig! – Odin svarte nu kun det ene, og vinked hende bort: jeg har gjort et digt! –»
En ældre dame sukked lettet:
«Aah! Tænk at nu endelig ogsaa en kunstner tilslut har faat øinene op for det!»
Men vennens frue sad blegere end før og hvilte ved hans store linjerette mund, hvor intet spil fandtes.
«– Jeg vil gøre ham saadan, at man nok skønner, hvad digt han synger elskoven efter den stund – yhh –»
«Aah!» stønned det stilt.
Men herrerne sad rent tilovers. De la sine dumme hænder paa bordet og stirred fremfor sig. Vennen forsøgte at smile:
«Hvad var det du sa: illegitime kærligheds selvfortærende goldhed –, goldhed –?»
«Tror du jeg har ranglet mig frem til mit kunstsyn!» Han glefsed: «Næ–hei! Jeg tilhører en ny art kunstnere, skal jeg si Dem, mine herrer. Hjah!–»
Den ældre dame blev ved:
«Tænk at nu endelig ogsaa en kunstner var saa modig at si det bent ud!»
178«– Jeg ved: hjemme i Norge netop nu sidder de og venter paa mig, efter dette svi–i–neriet! – Yhh –» Og der laa endda mange idéer og flommed i den store mund. Han blev stillere: … «Over skaldskapens gud kom kærligheden saadan første gang; – og saaledes gaar den igen i hver ny gang. For kærligheden, skal jeg si Dem, dens form er uden grænse i tal: den kan komme som stridsindets forløser, den kan komme som fortvilelsens lægedom, den kan komme som kaathedens og vilterhedens sidste indfald og ytterste slut, den kan komme som saa mylrende mangt – som fugledun, som en deilig sørgemarsch, som det sidste jubelhvin; – men det er den første gang, som gaar igen i hver gang. Det er første gang, som bestemmer kærlighedens art i et menneske-sind: saaledes som den kom første gang, saaledes vinker den gennem hele menneskets liv. Hjah – yhh –»
Herrerne sad stumme og retted sig forsigtig som myge trær efter et stormkast. Men damernes øie hvilte ved den bestemte mund, som kunde sværge saa henrivende sødt.
Da reiste vennens frue sig:
«– Se hvordan veiret er? – klokken er snart fem!»
179Billedhuggeren saa op, da hun reiste sig. Det var en stor og fyldig dame. Hun løfted ogsaa sin rige kjole op og trak den frem over sine prægtige hofter, saa de vugged og vexled derinde under det glatte strammede stof, efter hver fod hun satte frem. Han saa efter hende, som hun seiled ud gennem rummene: … skønt! skønt … plastik! Han reiste sig: «Det maa da for satan snart bedage sig!» sa han og seiled ud efter.
De blev længe derude for at se paa veiret. De blev saa længe, at den svenske dame reiste sig urolig. Det gjorde de andre damer ogsaa: «Det maa da snart bedage sig –!» – Vennen reiste sig ogsaa. «Det maa da snart bedage sig –!» mumled han underlig forlegen. Damerne vipped alt om hverandre ud gennem rummene.
Derude, i den ytterste bælgmørke gang, stod billedhuggeren og vennens frue tæt omslungne; de saa dem mod gaslyset fra lygtepælen, som stod over paa den anden side gaden. Og deres kys var uden ende. «Mere!» – «Mere!» ynked det. «Min deilige sørgemarsch!» sa den ene. – «Min Odin!» sa den anden; «kys mig! kys mig!»
Han tumled ud, lige i rutedøren, saa glasstykkerne 180sang, sled i døren; den var stængt. Han krøb gennem aabningen, hvor ruten nu var væk. Han sprang ud paa den vaade gade, først nedover gennem regnet, stormen, tordenen, snudde saa og sprang opover: … stod der nogen i kneipedøren og stirred efter ham med knyttede næver! – vilde vennen brugt dem? … og vennens venner? … Der lige skraa over stod kirken: Det lyste vist i ruten over indgangen! – et fredlyst sted! Han tumled ind.
Det var stille herinde. Der tassed bare en gammel mand omkring med en lang stang; han tændte lysene om Madonna’s billede i nischen.
Billedhuggeren gik bort til manden. De hvisked sammen. Der klang nogen soldi i mandens haand. Billedhuggeren tog hans lange lysstang. Manden tassed ud.
Billedhuggeren sank sammen paa knæ foran Madonna-billedet i nischen, med lysstangen opreist mellem sine ben, folded raadløs hænderne over den knirkende sivstol, bad.
Der var endda ingen herinde i kirken. Det var mørkt i krokene. …
– Der kom en gammel mand ind i vinkneipen nedenunder kirken; det var han, som tændte lysene om Madonna-billedet i nischen. 181Han kom tassende helt ind i det inderste rum. Hele gruppen hadde reist sig; de stod og saa blunkende paa hverandre. Men vennen og hans frue var ikke herinde; de var alt paa hjemvei fra den bælgmørke gang – de gik et langt stykke fra hverandre.
Kirketjeneren hadde et kort med til opvarteren.
Opvarteren rakte billedhuggerens frak til den gamle og den bløde sorte filthat med den lille bræm og paraplyen med de bugede spiler. Kirketjeneren tassed ud igen.
Der er et gammelt digt som heder «Haavamaal» eller den høies tale, som staar der lige ungt trods ælden. Det er Odin selv, som sidder i sit høisæde og lærer os mod og store ting og gir moralske bud. Og der er saamange, som fæster sig ved det digt med de store bud, ung som gammel, og kappes om at lære det fra sig igen gennem sin kunst, ved store møder, i hjem, paa vinkneiper. Det er ogsaa det kvad, som med rette staar høiest i folks lov.
Nu er der et dunkelt vers i det digt; det fortæller, at Odin sad i sivet engang og stunded: «mit kød og mit hjærte – det var 182den gæve mø, saa saare jeg end ikke maatte eie hende,» staar der. – Hvor har Odin selv været? …
Det er et dunkelt vers i den høies tale, som kaster et saa forunderligt lys over Odin.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Samlingen Trækfugle og andre kom ut i 1899 og inneholder 6 noveller: «Chrysanthemum», «Ude i de store kulturlande», «Renæssance», «Virgo immaculata», «Odin i sivet» og «Fête Champêtre».
Se faksimiler av 1. utgave, 1899 (nb.no)
Hans E. Kinck er mest kjent i norsk litteraturhistorie som en stilsikker, nyromantisk novelleforfatter. Kunstsynet hans gikk ut på at litteraturen skulle gi innsikt i menneskesinnet og skildre det impulsive og stemningsbærende. I likhet med kunstnere som Obstfelder og Munch interesserte Kinck seg først og fremst for menneskets lengsler, drømmer, angst, kjærlighet og for kampen for å overvinne frykten for å leve.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.