Elven kommer glidende ovenfra dalen, glat og blaa over hvid sand. Den har jaget de lydløse mil nedover, lige der oppe fra hvor høifjælds-bække og hver ung-aa inde paa heiene la bort sit barnslige skvatr og de ugreie kast, blev enige om at samle sig og gaa mod havet.

Hernede stanser den for første gang og tar sig en pust. For nu begynder fjorden. Aaen stagger sit løb med en stor sving, før den stikker ud i selve fjorden; attebæren er dyb og paa bunden fuld av raadden stok og svær sten. Gennem hundreder av aar har den gaat den svingen og kastet op hvid sand, til det reiste sig en lav sandgrunde nederst, lige der attebærenForfatternote: attebære – bagevje. begyndte opover igen; og den blev ved altid at gaa svingen til samme kant, for paa høire side laa en umedgørlig graa ur. Og 76sandgrunden øged til en tynd tange. Men hvad elven la op dernede, tog attebæren igen opunder sandmoen heroppe til venstre, hvor nu den bratte grus-rein staar igen med nøgne fururødder sprikende i høieste luften.

Sandgrunden øged. Nu ligger der en stor lav flate indover i ly av den umedgørlige ur; den er ikke langt fra en fjæring paa hver kant. Men altid bøier der av et ljaastyndt spidst nes ytterst derude og fortæller at fladen øger og voxer; for attebæren trænges længer og længer tilvenstre.

Det er Gjuvelands-fît, med sine magre slaatter, med sine sand-rygge, med smaaolderen langs dikete bækkeløb, hvor frosken plasker mellem sleipe bukkeblad-stængler, med sine svære tyri-rødder, med de halvraadne tømmerstokke – de ligger igen langt inde paa voldene, for naar vaarflommen først i juni er der, staar fîten under vand og har vaade smaaøer og grønne trær som svømmer, og da gaar tømmerstokken, hvorhelst den vil.

Det var ligesom saa mangt som var skedd derude paa den flaten, endda den kanske ikke var saa mange hundrede aar gammel; sagn og forskelligt – her over fîten var det stanset. Der var i sin tid flydt op et menneske paa 77den sandspidsen ytterst ude hvor attebæren svinged – hun skulde være kommet bort en forsommernat flommen var paa det sværeste. De hadde været to i prammen, en gut og en jente, og saa var de vel kommet ned i attebæren, maavite. Men den jenten skulde ha været med barn, sa folk, og vilde gutten skulde gifte sig. Det var ogsaa dem, som skulde ha hørt skrik ude fra aaen den nat, og det hadde lydd mer illt end som rop paa hjælp fra én, som bare blev; det var ogsaa stanset saa braatt. Gutten flød aldrig op igen, saa han hadde nok været tung i vandet, den karen; – folk sa saa mangt. – Og der skulde være spøgeri paa fîten; de hadde set alven strække sig i en bække-os. Og der fortælles en stump om én som sprakk, for solen naadde den.

Men endnu til den sidste tid hadde den hat slik egenskab til at trække til sig underlige hændelser. Her paa samme ytterste tangen laa en tusenkunstner død en morgen, og det var ikke for mer end 30–40 aar siden, saa folk mindtes det. Han var fra Gjuveland, fra et lidet plass netop dernede hvor fîten begyndte. Det var en lystig kar, som heller ikke hadde været sikker for at drikke de senere aar. Han hadde hat slik lun med konstrige laas. Det 78var iser en gild laas han hadde grundet paa i flere aar; han vilde forære den til kirkelaas; den hadde været næsten færdig hver prækesøndag et helt aar; saa slog han til en lørdagskvæld: nu var den pinedø færdig! Han satte den paa. Han laaste. Om morgenen da almue og præst mødte til kirke, stod han der alt og vented; han vilde selv levere arbeidet fra sig til præsten. – Han fik ikke laasen op; der var et kneb, som han hadde glemt paa sin egen laas. Folk lo lidt, ja: – den som kunde sætte slik laas for pengeskrinet sit, du! sa de. Han flirte selv og tog sig over hodet; – det var nu lykke, her var saa godt veir, trøsted præsten. Han maatte præke ude den dag. Men manden blev staaende foran kirkedøren hele tiden og kende paa laasen. Da præken var slut, strøg han ind i uren. De hørte han lo høit. Dagen efter flød han op ude paa sandgrunden. Han var nok faldt udfor uren, enten han nu ikke hadde set sig for, da det blev mørkt, eller hvorledes det var. … For det maatte vist ha tat ham vondt, at han hadde vaset sig rent fast med den laasen. Og der var dem som paastod, de dagen efter hadde set ferske far i sanden efter en mand; længer inde paa flaten hadde en hælring skaaret barken av en olderrot, 79saa han hadde nok været paa vei til kirkedøren; men saa var der et nyt far et andet sted: da snudde hælringen og var paa udgaaende. Han hadde vel gaat att og frem slik og vaset der ogsaa, sa de besindige; – aaja bare det han kunde ha lun med slikt unyttigt barneværk som konstrige laas synte, hvad slags to der var i karen.

… Men det hadde altid været en lystig mand, som støtt lo og var kaat, netop naar det røinte mest; – flirte han ikke, da laasen gik i staa? Det var dem som mente, det var ikke saa sagt, han var støtt saa lystig, for det om han flirte. …

– Aaen den stikker ud i fjorden. Fjorden gaar videre mod havet, at blandes med al verdens vand, at eies av alle vinde. Der er faa som tænker sig at aaen naar saa langt som den virkelig naar. Men Gjuvelands-flaten ligger igen med attebæren i ly av den umedgørlige ur. Den følger ikke. Den maa ligge her og samle sagn og de underlige hændelser. Den blir altid, altid hjemme.

Opfor denne fîten, søndenfor uren, ligger Gjuvelands-gaardene. Det er mange gaarde. De ligger i sesser opover fra flaten, med en bratt ups imellem, en eller to gaarde paa 80hver sess. Og den øverste ligger lige op i himmelsynet.

*

Han var billedhugger og hed Germund Gjuveland. Han var netop søn af den laassmeden som kom væk.

Da han blev voxen, hadde han fundet frem farens laas-modeller. Det varte ikke længe, saa sad han ogsaa og grunded over laas. De besindige vared ham og sa, den hadde ingen velsignelse med sig, en slik hug med konstrige laas; han lo av dem: det kunde vel være det samme for dem, hvad han hadde hug til eller ikke, naar bare laasen var brugbar og god. – Ja, det var netop det, at den var brugbar, gliste de. – Han svarte dem ikke; han vidste vel hvordan en laas skulde være: den skulde være grei, men maatte ikke late sig op paa første ordet. …

Han var træskærer ogsaa. Han var rede til alt, som der skulde hændighed eller gløgg omtanke til.

Han hadde et stort hode og var mørk. Han hadde en lav bratt pande med haarbunden forlænget i en krøllet lugg, som rak midt nedpaa 81panden. Panden var knudet og kødfuld. Han snakked lidet og i dyb bas; det kosted ham ligesom at snakke, han maatte først rynke brynene over panden, og den var ikke let at rynke, for det vilde bli puder i steden, og paa skraa op over begge bryn laa det som et lidet bukkegewirr gemt i musklen. Men naar han først kom i prat, da blev han ligesom varm, og da stod panden i en eneste rukle den hele tid; da kom den ene reglen morsommere end den anden og mest jaged hverandre i hjæl; da var det ikke vandt om en latter. Han hadde i det hele det ytre, som ofte tusenkunstnere og flinke smede i bygder har, den lyse tryghed i sindet og det sortsmudskete godlunet.

Og han var som en slags bygdedigter. Han laged morsomme stubber om de besindige, og nidstev var han saa før med, naar han vilde, at det vel snøtt gaves hans make i hele Norges land, sa ungdommen. Og de besindige skumled: det hadde nu altid stukket en styg skælm i den karen; – de likte slet ikke, at skriverfolket paa Gjuveland gjorde saa meget av ham. –

Men naar han saa efterpaa et slikt latterskred blev alene, glatted panden sig og blev klar saa underlig langsomt: «Ja d’æ sikkert dæ,» pleied han si træt hen i veiret.

82For det var ikke de lystige viser eller reglerne eller nidstevene han selv satte høiest; han likte bedst en vise som han hadde laget i det gamle mæle med omkvæd. Og det var en sørgelig vise. Det var om alven, som laa i bække-osen paa Gjuvelands-fît en nat og likte saa godt at kende smaabølgerne ind i sit øre, som de trilled unna attebærens strømsætning og op i storr-græsset, krislende, tiskende, saa det blev for sent at ha sig unna og han sprak i morgensolen. Og omkvædet det var:

«Dæ blænkje so blitt
paa Gjuvelands-fît
onde Gjuvelands-li …

Det stansed saa underlig op og stilned saa godt inde i ham, naar han sad og sa den visen frem for sig selv. Han hadde laget den en høst efter en slik latterskred og hadde den færdig til sommeren, naar storfolket kom til skrivergaarden; der kom saa mange belæste og instruerte folk der om somrene.

Han sa den frem paa lovebroen en søndag; bygdefolk sad der ogsaa og lydde paa. Det var mange slags raad han fik. Der var en vidspurt kunstkender blandt dem den sommer; han kom paa landet for første gang i sit liv og var derfor skarpest i sit krav til naturtroskab 83– den slags folk saa klarest, for de saa nu paa avstand: – han vilde vide mer og bestemtere om disse utysker: hvorfor – hvorfor pokker sprak de ved solen! … og desuden – hvor holdt de til? for ingen hadde set dem! … I de store kulturlande, som Amerika, trodde de forresten ikke længer paa dem. – Og en ældre frue, som læste gratis historie med ham og viste ham, at historien saa forunderlig klart bestandig pegte i en og samme rette linje: mod udryddelsen av de dyriske instinkter, – hun vilde simpelthen ha andre væsner beskrevne; – vi var da gudskelov kommet over troldstadiet! Hun vidste, hun hadde mængden og de besindige bag sig i det stykke, – hvor lovende end visen i og for sig kunde være. Hun var det literære skøn i lang omkreds i og udenfor dalen.

Kort og godt, Germund Gjuveland fik vide, man var færdig med det der nu. Og de besindige stod og blunked tilfreds til hverandre: «Ka sa me!» sa de; – det var ingenting andet at vente, naar én ingen tiltag eller stadighed hadde med noget slag. – Da var det den lange magre sorenskriveren reiste sig, bød ham understøttelse til ophold ved tegneskolen inde i byen:

84«Du skal arbeide med det din hu stærkest staar imod, og gi fan i alle de andre!» sa han.

Germund Gjuveland var da 40 aar gammel.

*

Saa var han kommet hjem vaaren to aar efter, og gik i gang med en statuette. Først bygged han et stolpeværk ude paa fîten. Det naadde op i furu-topperne; det ligned et vagttaarn som krigerne bruger paa stepperne. Øverst oppe var der indredet et atelier. Han vilde arbeide herude mellem de mørke furutopper. For han blev nu ved at synes, den sørgelige vise om alven var den bedste – den vei hadde han mest hug til at gaa.–

Hver dag arbeided han her i vox. Det var sorenskriverens frue han for øieblikket modellerte. – Det var en fin dame av gammel by-slægt, som engang i sin pureste ungdom hadde hat en deilig stemme, men saa hadde hun mistet den ved en hals-sygdom og tog sin ældre fætter, enkemanden med de mange børn, for børnenes skyld – for at ha et kald i livet.

Hun kom ud til Germund paa fîten og sad for ham. Og hendes veninde, den literaturkyndige 85frue, fulgte hende titt ud. Men hun gik videre bort paa evjen og baded. De kunde se did fra taarnet. «Men De Germund er saa dydig De,» lo hun. Det var ikke saa lidet i grunden han fik lov til, fordi han var saa dydig. Og det hadde kildret ham av og til. Men denne badingen nu, naar hun sad her oppe hos ham som model, – den likte han slet ikke. – Stundom fulgte steddøtrene ogsaa med ud paa fîten.

Hun sad lidt foroverbøiet paa en lav stol eller krak, saa hendes ben rak et stykke hen paa gulvet, laa over hverandre ved vristen; ogsaa hænderne i fanget laa over hverandre – den ene haand tog løst om den andens haandled med sine hvide lange fingre. Hun hadde selv valgt den stilling. – Hun ligned et barn lige bag øret og i nakken, en lyttende forunderlig blød rundhed.

Han hadde én gang villet lægge sin haand der paa hendes nakke og bare si den ene ting, at hun var det skæreste han vidste, en klunger-rose – saa frisk stod det av hende, naar hun steg her ind paa atelieret fra stigen. Men han hadde ikke hat mod. Det var saa meget det kom av; – hun var jo ogsaa sorenskriverens frue, og i vinduet paa Gjuveland stod 86han selv og vented; – saa kunde ogsaa hun med det rene historiske syn komme tilbage fra bad. Men det var vist ikke egentlig dette det kom av. Han fulgte hende den aften ogsaa hjem over fîten som han pleied; det var begyndt at skumre. Han hjalp hende over tømmerstokke som græsset grodde tæt om; han synte hende en benvei over bække-osen, hvor froskeunger skvat og smaaørret visked med sporen. Her laa alven i visen, lo han og kaldte det «Alvesund». Han rulled en fururot ned i til bro for hende.

Det hælded mod sommerens slut, statuetten stod færdig en kvæld. Men han sa ikke det; han kunde ikke slippe hende, sa han, hun maatte være saa snil at sidde endda en dag. Hun studsed lidt; «Jeg trodde den var færdig idag.» – Han svarte ikke paa det, – hun fik gøre hvad hun vilde, da, smilte han; han saa et underligt glimt av uvished i hendes øie, som om hun vilde ta flugten – var det ikke som hun blev lykkelig ogsaa? …

Hun kom næste dag. Og hendes veninde var ikke med, for solen sken ikke, og da vilde hun ikke bade. Hun sad for ham. Han gik rundt om hende. Det skumred. Blodet skød i tunge slag op gennem den store hals-aare. 87Det dirred som av svære klokker i luften. Han sansed sig ikke. Han hadde modet. Han la sin haand paa hendes foroverbøiede nakke, barnenakken.

Hun retted sig, saa op. Der gik angst i hans haand. Hun smilte vist. Haanden var forlængst borte. Hun reiste sig:

«Det hadde jeg ikke ventet af Dem.» Hun sa det langsomt; men det var vist ikke fordi hun selv var tung av anger.

Han stod bort i hjørnet urørlig, med lukkede øine, famled under bukke-gewirret efter lystige høirøstede ord:

«Dæ vart myrkt fyr okkon idag!» næsten skrek han.

Hun var alt ude paa stigen. Han stod og hørte det knirke.

Han stod længe. Det mørkned oppe mellem furutopperne ogsaa; det var alt sort dernede mellem stammerne. Nattevinden pusled med den tørre bark udenpaa tømret. Der gik noget lyst indover fîten dernede, paa den kendte sti, paa fururoten over Alvesund. …

Da kom omkvædet farende af hans gamle vise:

«Dæ blænkje so blitt
paa Gjuvelands-fît
onde Gjuvelands-li …»

88… Hun … den lyse … paa hans fururot. …

Han satte sig ned i kroken, saa henover gulvet. Der borte ved døren laa en død padde. Hun var krabbet herop, og igaar da de gik, hadde de vel klemt fødderne fast i døren. Han blev ved at se paa den: … langt mellem øinene … denne lave pande med den svage milde knude over hver tinding … blidhed og vanvid. Han tog den op, la den paa en plankeende.

To dage og to nætter sad han i sit taarn og arbeided; naar det mørkned, sad han og tænkte; naar det lysned av dag, tog han udkastene frem. Han vilde forme den angsten for solen, som dræbte, til et ansigt. Han sad og skalv; han kendte den angsten inde i sig, og alt udenom ham var dødt og stille uden dette ene: angsten. – Og den brandt, den suste, den pusled i hver krok. Han samled det i sig, alt det han vidste fra Gjuvelands-fîten: angsten, da hun i prammen saa gutten ikke vilde ha hende, stilheden efter udaaden … hans egen fars angst, da han kendte, han hadde vaset sig naglende fast med den bedste laasen sin, smilet det vanvittige smil, morgensolen som lyste paa hælringens hvide skar i older-roten … og saa 89nu denne nye angst fra Gjuvelands-fîten: var ikke han selv en alv som hadde lat bølgerne leke om sig og saa kom for nær solrenningen! Det var den fornemmes sikre greb paa plassmands-gutten, den overlegne lyse sol-ro, som smilte blidt saa trold-liv visned. … Han tegned om igen, han arbeided. Det formed sig sammen til et barne-ansigt, som saa op bag en furu-rot, et rundt ufuret barne-kind og et svagt barneøie, som stirred stille bent frem med de sorte øie-stener lidt sænket, saa der syntes meget hvidt ovenover dem … et barne-øie, som aldrig hadde været rigtig klogt, men som alligevel hadde vidst om en liden grænse mellem sig og vanviddet … nu var den grænsen overskredet…

Han saa paa den døde graa padde, paa de sorte tegninger over de lukkede milde øienlaak: der kunde næsten ligge et lyst smil indunder dem! – Han knaded vox-statuetten om igen, formed, kasted det, tog nyt. Det ene udkast efter det andet – den tredje dag var det færdigt. Om natten var han borte i Alvesund med en staur og hented furu-roten op. Han skar billedet ind i selve den gamle roten, malte det: … Natur-angsten … et barn med blondt barneblødt haar, som kunde vandre stilt 90ud i en graastens-ur en kvæld, uden beslutning, uden vilje, og dræbe sig uden saameget som en rynke paa kind … bare et smil, et vanvittigt smil. …

– Ingen kom ind til ham og fik se. Stolpeværket stod laast hele sommeren. Udpaa høsten slog han sammen en stor kasse. Det kom sne. Paa slædeføret gled kassen over fîten og ud dalen. I byen stilled han det ud. Der stod skaaret ind paa et glat feldt rundt roten, der hvor stammen hadde begyndt:

«Dæ blænkje so blitt
paa Gjuvelands-fît
onde Gjuvelands-li …»

Da kom de. Kunstnerne snakked om det; man lo mest: «Jæxla te han Germund», blev det hedende. Byens gamle slægter lo. Og i deres kunstorganer, vittigheds-bladene, kom der karikaturer og brandere: «… hvordan en rod blir intetkøn» … «rodemesteren», og juryen, som antog arbeidet, hed «rodeforstandere»… Da kom raadgiverne, de som skrev, – han som hadde været paa skrivergaarden en sommer: arbeidet var affekteret, ufrit, uden anelse om de kunstneriske midlers virkning! … Et overnaturligt væsen skaaret ind i en veritabel fururot! 91– snurrepiberier, smagløsheder – fremfor alt: stilløst! … Denne forbandede lodne naturmystik som aldrig sprak i solen! … dette som gjorde at vi aldrig fik et monumentalt værk her i landet! … Da kom ogsaa alle de andre, som maatte si noget uden at ha noget at si og derfor absolut maatte fortælle, at de hadde saadan trang til at være retfærdige: – men dette kunstværk og dets idé …! – kunstneren et advarende offer for den nu overlevede naturalisme. – Og den gamle professor som besøgte skriveren om sommeren, praied Germund paa gaden, gik med ham en hel formiddag, og forklarte, der var forskel paa angst som virkning og angst som aarsag; – det var dydelig naturangsten som saadan, som var kunstværkets causa finalis; men kunsteren selv hadde staat i angst. Herved var symbolerne gonfunderede – ded objektive og ded subjektive –; og angstens egen idé forflygdigedes. En gonfusion som aldrig fandt sted i kunstens gyldne tidsalder. … Han skrev imidlertid en varm attest, at Germund Gjuveland tilvisse fortjente at komme i betragtning ved anstundende stipendie-uddeling; det gjaldt for ham som for saa mange i dedde land at komme ud av naturalismens umiddelbare og derfor uvæsentlige realided 92for under sydens sol at dyrke Ars i dens eget evig unge tempel.

Der var bare én kunstkender som var revet med: et nyt geni! skrev han.

Den vaar fik imidlertid Germund Gjuveland ikke stipendium, endda det nok var en billedhugger som skulde ha det aar; – en kunstkender i komitéen vidste at hans far nok hadde været sindssyg.

Da loved sorenskriveren, at han vilde betale Germund Gjuvelands studie-ophold i udlandet. Han tænkte snart paa at ta avsked; og da kunde han ikke sætte sig selv en smukkere mindesten end om han nu bidrog til at løse kunstevnen hos en av vore dales begavede sønner. –

Om høsten reiste han sydover. Han sad i kupéen og svor: … Der var ingen gavnløsere pessimisme til end den at si: det var vel saa godt gjort i kunstens gyldne tidsalder! – Det sa de gamle professorer, som kendte syden fra smukke oljetryk og nu sidst fra smaaskisser, en datter som netop var vendt tilbage for ti aar siden, hadde farvelagt! … Det sa de ogsaa som begyndte at bli gamle og kendte sig agterud for de yngste i saft; de var feige og tog et rummeligt tal: det var alligevel bedre gjort for 93et halvt tusen aar siden! og nogen vilde rigtig døive dem og sa to tusen aar! – man maatte slet ikke gøre sig indbildninger med hensyn til originalitet eller ny teknik. … Han maatte spørge dem alle: – gik ikke historien fremover som en ret streg?

… Det han hadde gjort, sokned det dybeste i hans sind: saa de ikke at det brandt i hver linje! – Var ikke den famlendes livstegn herligere end den fuldkomnes harmoni og skønhed! … Ham tog de – ham – begynderen! – og de hadde nok tat mange før ham og krøket! … Det bedste var lettest at latterliggøre. For det bedste var det naive: det naive var det som garderte sig daarligst.

Han flirte av dem. Galden aad sig videre, omspandt hele landet som slimet over et dike – dette land som aled de faarefeige klumpe som bare turde ta begyndere. Og han laged en nidvise paa det landet:

I vort vesle beiske land
der dægges, bysses hvad er ældst –
der løftes næver høit i veir,
strax der ses en ukrøkt mand.

Han sad og flirte i et eneste uklart oprør.oprør.] rettet fra: oprør (trykkfeil) Det aad om sig. Det greb selve ham, som hadde 94skrevet, at han var et nyt geni: – han hadde det nu med det at opdage et nyt geni hvert aar, saa der laa en hel søplehaug gamle genier efter ham i det vesle beiske landet og smuldred! …

Men han skulde vende hjem igen og indvie stolpeværket paa Gjuvelands-fîten! Han var den ukrøkte manden! …

Han gik gennem gallerierne i sydens kunstbyer som en arg protest, og husked bare professorens Ars i kunstens eget evig unge tempel; han saa flygtig paa hver ting. Og den ornamentiken, han mødte, var ikke værre end han og faren mest hadde gjort det samme paa laasene sine hjemme. …

Men han vidste ikke hvorav det kom: han hadde flere gange grebet sig selv i, at han gik og undred sig paa, hvad det var som gjorde, faren saa endelig vilde ha med det knebet, saa laasen kom til at gaa i staa den gang.

– Han kom til Neapel. Han besøgte museet.

Han stansed i et hjørne. Der stod en statue av en kvinde i side gevandter. Han kendte ansigtet: det var hun som læste historie gratis med ham, hun som baded derude i sand-evjen paa fîten. Han gik rundt om hende: … 96hun som lo bestandig! hun som skred stundesløs! … Det var livsmod hun hadde manglet! de blanke smale læber bar trettenaars-alderens anende livstrang, men blikket stirred inderst inde druknende efter mod … Det smilte av hende, øinene smilte, munden smilte, den bagoverbøiede klare pande smilte! – smil, bare lyst goldt smil! og historiens udviklings-linje var saa forenklet og klar …

Han saa i katalogen. Han lo: her hed hun Diana. Død og pine!

Han maatte tilbage og se paa hende én gang til: … hun hadde sine «sager» – fredssag, kvindesag – i evig skriden, hun hadde sit jagt-feldt … Og hun lod Aktaion rive i stykker av hundene, fordi det hankræ belured hende i badet … Og hver dag hun siden baded, drømte hun op igen i stille frydfuld gysen Aktaions skændsels-daad … Død og pine!

Men i samme sal stod en anden statue. Han stansed. Han tog sig over sin knudede kødpande: der sad hun jo, hans model, sorenskriverens frue, klunger-rosen! … Resigneret, med hænderne overkors; hodet lidt forover, lyttende: hun hadde jo aldrig levet, bare lyttet til livet! … den samme buede, kræsne linje fra øverst i næsevingen hen over kindet … 97den bløde let krusede overlæbe, som hvilte trygt og fyldt av nydelse mod den rolige underlæbe … den rette næse … den lyse stolte pande …

Han blev gaaende rundt om hende. – Det stod heller ikke, hvem den statue var av. I katalogen stod bare: «En fornem romersk dame.» – Det var en træl som hadde hugget hende – han saa det paa nakkens bøining; … én som vel heller ikke hadde hat sig unna i tide for solrenningen …

Det var et haardt stød: for en to tusen aar siden hadde der levet én som hadde set hende! – Man hadde set dem begge! – og saa hadde man set dem saa klart, saa utrolig tydelig! Det var underligt ogsaa, til at tænke paa. … Han skyndte sig ud. Det var som et ørlidet hjul inderst inde i ham rørte paa sig, eller som en risling: en underlig mathed og saa et ustanseligt arbeide. Det var saa dybt nede, at han ikke skønte hvad det var. Og hvis en læge havde sagt ham: nu gik der hul paa din inderste liv-aare, saa hadde han trodd ham. … Og arbeidet øged – der kom ligesom flere og flere hjul med; det fyldte hans bryst, det steg op mod hans hjærne. – Han maatte ha mere rum! Ud av gaderne! …

98Han tog sporvognen opover mod høiden, forbi kastellet, udover mod Posilip. Han fulgte veien opover skraaningen. Han stod paa Posilip-tangens ryg. Der nord laa Ischia – inde i bugten det gamle Bajæ, det vellystsvangre badested. Han stormed udover veien mellem mur-gærderne. Han kom saa langt ud, at han fik golfen under sig der syd, Sorrent-næssets runde odde, Capri-øen, rank, i dis. Der laa tre smaa fartøier derude i himmelbrynet. Dovne bølger rulled hvidt skum i land allevegne saa langt syd han saa. Paa muren dernede sad en mand med mandolin; der laa to gutter paa maven og stirred udover mod golfen og mod Capri. Den ene klimpred frem de solstraaltynde toner.

Han stansed her. Han stod og saa paa de tre først. Tonerne tog ham underlig, disse bevidste, klare, sentimentale: – De mennesker kendte ikke den intime sansesløse svir med naturen, som han og de der nord! rusen den lod sig løse ud i et par sommerklare sange, som flød frit som runde bølger langs med runde golfe, og som alle sang og spilte. … Men de blev ikke stille av det de saa; der var ingen ild, som næredes av det uudsigelige; disse sletter av bare haver, dunete drueklaser, sjøen, 99golfers krumme næs – alt hadde det kun samme ærind i stemningen, som guld-ornamenterne har i en hvidmalt festsal; for det var ikke det som var selve tilværelsen – det var menneskerne i festsalen, og festsalen var deres uomstridte eie, og festsalen det var dette sonettens, barcarolens og canzonens land. … Natur-angst! han behøved bare nævne ordet her, saa maatte én le; – hadde ikke menneskets fri seirende vilje for længe siden sat sin hæl paa hver ubevidst drift! … Og her var intet ensomt sted; der var fiasco-skaar og minner efter mennesker i hver bugt – her var intet ensomt sted! …

Han la sig paa muren som de, til at stirre mod golfen og mod Capri. Mandolinen taug. Der kom manden med sin hat og hented sig to-tre runde plader kobber for sin stemning. Og saa gik de. Han blev liggende og stirre. De tre seil lyste ude paa golfen:

… Her nordover langs land kom Cæsar’erne seilende hjem fra store tog; her kom pragten, rigdommene – purpurgevandtet slæbte efter i kjølvandets sydende skum; her kom slavinderne, verdens skønneste kvinder … Det kom farende over ham som sang, og sindet folded sig ud i lyse brede ord som kalabægret. Han sad med en sol i øiet:

100Latiner-seilets hvide ving
har fløiet med sit maage-lette skrog
op de myriader bølge-rygges hvidt,
ned de myriader vinblaa dales dyb.
Og det blaa, det vinblaa hav
har lagt sit hvide brus om land
lige kælent, lige pige-ungt og blygt
for tusen aar og nu:
Sekler ruller sig i ring …

Han slog ud med armen: … Her ved golfen hadde kongesønner bolet med sorte Afrikanerinder – en snehvid arm om en kulsort midje! Og her dufted synden i hver udspekuleret form, bredte sig i de grelleste kombinationer: sekler ruller sig i ring! det var det han saa. Han vidste ikke hvorfra tanken kom: – men i hine tider kunde jo saa godt hver fordringsfuld vivør fra idag ha levet og fundet sig til rette med alt sit nydelsessyge raffinement; for de hadde det jo alt den gang! … Det uforanderlige i historien! – det var det som kom med de lyse brede ord. Det hadde han aldrig set før. … Det avklarede! – Det hadde heller aldrig hun pegt paa, som læste historie med ham. Han kendte sig som en fugl som hadde fløiet længe og nu endelig faldt ned, klapped sammen sine slappe vinger: … For det var bare denne higen fremover i ret linje som var det uklare i historien …

101Hans tanke seiled tilbage til disse tre som netop hadde ligget paa muren og stirret mod golfens sabelkrumme odde og mod Capri: … Ja, hvad var det ogsaa for noget denne ild som næredes av det uudsigelige! – Udover, mod liv og sol, folded alt levende sig! og ikke indover! Og den udfoldelse gik mod ry og mod guld og mod elskov – dette var det uforanderlige i historien, det stærke, det klare; det var derfor historien blev uforanderlig, fordi den higen gentog sig uforanderlig i hver sjæl, higen mod ry og mod guld og mod elskov. Bare det døende lukked sig av angst og av minner fra Gjuvelands-fît, stod stille i søgen efter en uforløst smertes udtryk, visned i nuancernes uklare spil, – som om hver nuance var en kostbar perle! Udover folded alt levende sig! … Og i byens gader, ved dag og ved nat – dette over menneskernes liv! – denne stormende fryd i forvildelsen, over synden i hver udspekuleret form, over det perverse! – netop dette samme: bølgegangen uden hinder! syndens udfoldelse uden anger og angst! – Skønt! skønt! fordi synden brused i sindene med liv og med lyst! …

Han gik hjemover mod aften, med øiet udover golfen. Han mindtes det ljaastynde 102sand-nes hjemme, som krummed sig ud fra ytterste fîten. Og han smilte.

*

Han satte sig til at arbeide. Han hadde sit sidste værk fra Gjuvelands-flaten i hodet. Han kunde ikke bli kvit det. Han gjorde nye udkast. Kunstværkets idé! hadde de krævet. Han sad og grunded paa sin far igen, hvad det egentlig var med ham. Og han begyndte at skønne det: han vilde ligesom, at det han gjorde, skulde ha noget staaende ugjort igen og kalde paa ham, saa han kunde bli ved at være tilstede i værket – en løierlig syg længsel, en navlestreng! Han var saa uløselig glad i det han gjorde! Og saa blev konstrigheden saa sammenvaset og bøied ham mer og mer indover mod ham selv og laas-modellen. …

Germund arbeided: … Natur-angstens øie var stivt i sit blik; angsten hadde jo en holdning, for det var en kraft. Men for at lave en holdning, blev det nødvendigt at lave den som indgød angst, paa den ene side – en som stod der tryg paa sin vælde, angstens avklarede majestæt, lidt duknakket, saa en saa at den hented sin magt indenfra … Germund Gjuveland var begyndt at tænke; kunstværkets idé! kunstværkets idé! sa det … Det var laas-smeden 103inde i ham som maatte skilles ud! – navlestrengen, den seige syge fars-smerten til det han gjorde! For et kunstværk skulde aldrig sokne efter det saareste i éns sind; – var det ikke ogsaa i grunden netop det han selv hadde svaret de besindige i dalen uden at skønne det: hvad fanden kom hans lun med laaser dem ved, sa han, naar bare laasen var brugbar og god! – hans egen hug var dem ligegyldig. – Et kunstværk skulde sokne efter det almindeligste hos mængden. Et kunstværk skulde være som en gavl-figur, som enhver som gled forbi paa gaden forstod ved første øiekast. «Jeg maa ha fat i plebsen! Jeg maa ha plebsen under min fod!» sa han. Og da blev kunsten glad, en fri herlig udfoldelse mod ry og mod guld og mod elskov; der var plads for gauk og skælm bag hver idé til at titte og le av dem som gled forbi: Kunsten var ikke sørgmodig; – det var den anden vei han kom til at gaa. …

Det blev en mandig skikkelse han gjorde udkast til, sin vælde bevidst. Den stod ude i en oliven-skog, bred, fyldende rummet mellem to gamle stammer. I baggrunden bag en røis flygted buskap og gæter.

Pan!

… Men han likte ikke denne flugt, denne 104uro, jaget; – hvorfor skulde de flygte der i baggrunden? – Der sad noget igen av laas-smeden i det. Og hans øie vandred did op paa Posilip-tangens ryg hver eneste dag og stirred mod golfen og mod Capri og hented støtte i sin søgen efter store lyse legems-linjer. – Han rev sit udkast i stykker; – forstod plebsen Pan! – Nu saa han, hvad han vilde: Et klart billede av den kamp, da mennesket seirrig la naturen under sig som sit eie, stoltheden, reisningen hos den som seired – naturen allegoriseret i en vanskabt drage.

Han arbeided. Han gjorde nye udkast. Og hvert udkast suged lidt av hans stemning ud av stoffet: … dragen flygte? – den skulde stanse som det onde princip i selvødelæggende trods. Nu kom der ballance i kompositionen! – Han arbeided. Og hvergang han syntes han var færdig, hvisked det: kunstværkets idé! og skræmte ham op til nyt arbeid. I fire aar bodde han her langs kysten og stirred mod golfens rolige bøining. Og hvergang kraften syded med sit overskud i hans blod, og fantasien ligesom blev ugrei og lodden, dukked han sig ned i byens fordærvede vrimmel og mætted sig. Men gennem alt var det dette som brandt i ham: kunstværkets idé! Det var ogsaa 105stormklokken, som sanked ham op igen fra gadens fordærvede vrimmel.

Det var som et fjernt minne, og ingenting andet, synet fra Gjuvelands-fîten, da han kendte han hadde bugt med stoffet, og vidste hvordan linjerne var i hvert lem. Og han maatte smile, da han tænkte paa sin angst oppe i stolpeværket, dengang han sansesløs hadde lagt haanden paa hendes nakke; det var med kunsten som det var med flirten og kurtisen i en selskabssal: den gled først rigtig klar og glat og ufarlig for den gamle drevne vivør, han som gaar paa bordel. For vi ved alle, hvordan det er med den unge, som kanske ikke engang er gift: for ham sidder ordene fast, tunge som livsskæbner.

Saa er det og med kunsten.

Der kom tre sure pinsedage i Sundet. Det blaaste koldt. Himlen hadde sin hvide jævne hinde lige nede fra sjøen længst i syd helt til bag de grisne bøgekroner der nord. Solen skinned nok ogsaa, men det hjalp lidet.

Men stundevis tykned hinden til en graa skybanke, og solen stod dunkel som et lys i en skindlygte. Da blev det til mer end bramseils-kuling, saa vindmøllen bort paa bakken gik rasende rundt for bare grindværket, og andeparret la sig veirfast lige i fjæren under nederste ribsbusken, paa udkik om han dog ikke skulde bedage sig. Da fik den traurige vagt av avkuttet poppel-pil i stranden, som skulde værne Danmarks dyre muld mod de hidsige bølger, rigtig holde godt fast med sine rødder for ikke at miste. Støvskyen stod høi og hvid over alle Sjællands flade veie. Der oppe ved svingen, hvor den hvide tavle stod med 107de snirklede gudsord-bogstaver: «Bicyklist, stig av!» og saa nedenunder den pegende haand: «Birkedommeren lige hernede!», der passerte bare to ryttere om dagen; og de satte fødderne op paa maskinen udover hældingen og brydde sig i alt dette tørre støv slet ikke om birkedommeren lige hernede. – Det la paa med vinden. Og fiskermadamen, det gamle skind, stod i hønsegaardens dør – og tørklæsnippen slog hidsig, og draaben under hendes næse steg til himmels – og myste bekymret paa sit andepar, som ikke fik lov at løbe ud for brændingen. Men her inde i gaarden gik det fuldt saa hedt og syndig til som før, og haremets yndlingshøne hadde snart ikke mer fjær igen i nakken. De gav pokker i veir og vind, og de kendte desuden saa vel paa sig, det var just saadan vintren sprængte sig og somren pleied rigtig komme.

Og den fjerde morgen var det aldeles stille i Sundet. Og bøge-grenen spredte lysegrøn og skær ud sin brede blad-flate som en brikke for at bære sol og sommer helt ind til stammen. Det smaaknepred i andeparret; det vælted sig til sjøs i ellevild trang, styred ud mod glitret. For solgangs-brisen kom krusende hidover fra svenskekystens smale stribe, som den gør hver dag, naar somren ligger i Sundet.

108Nu fik poppel-pilens rødder igen sin fulde hyre med de listige bølgers lefleri og slik. De nye skud bukked ridderlig. Men de gule grisne blade skalv for Danmarks muld. Solgangs-brisen gled indover det land, hvor ingen siger nei. Den red ind paa de grønne jorder, som steg opover i buet mag, red i klisne vift paa rugakrenes rygge, graa som skyens skygge; den løfted sig, var helt oppe i vindmøllen, som var stanset imorges trods sin fulde seilføring, rørte ved dens vinger, saa den vendte sig en langsom gang og dured melankolsk. – Indover til de store skoge gik ridtet. Men da det naadde skogbrynets graa bøgestammer, var toget træt. Og en sidste vildstyring av et vindpust styrted sig raslende ned gennem bøgegrenens blad-flate, slængte sig, rent som den var hjemme her, ned paa den første den bedste glade solflæk og skræmte parret i det grønne halvmørke endda længre ind. For langt derindover mellem stammerne laa stilheden graa som før og lytted og lokked og saa ud og passed paa: solgangs-brisen den kunde faa gaa saameget den lysted dernede paa Sundets grønlige langgrund – den skulde alligevel bli staaende udenfor og bare faa glytte ind deroppe mellem grenene, hvormeget den end vinked som et lystigt eventyr. Stilheden hadde alt lukket 109ind derinde mellem stammerne mer end et bankende hjærte; og den vented fler at gemme. For naar nu aftenen rigtig kom, og solen dirred rød i Hveen’s bratte grus-skrænt, og naar saa det blaa derude paa Sundet blekned, og det bleke ovenover sjøen blaaned, og himmel og vand løb i et, da naadde ingen vildstyring av et sidste vindpust hidop i bladene længer og skræmte de ensomme to. Da slukned det lystige eventyr deroppe i glyttet mellem grenene, og de hvide seil slog mødige i natte-taagens graa. Da slakked poppel-pilen sikker sine rødders sene. Og hvert mørke i tykningen fik en spil levende vilje, kurred, kvækked, pisted, hvisked, skovduens hulk, nattergalens ustyrlig-triste vellystkluk … elskov … mørke … derinde hvor ingen siger nei …

*

Fem uger bodde Germund Gjuveland hos fiskermadamen ved Sundet. Tidlig denne vaar gik kassen fra syden med gruppen hugget i marmor; den skulde paa udstillingen hjemme. Han vidste vel, at hans værk hadde det sving over sig, at det blev forstaat ligesaa godt et hvilketsomhelst andet sted i Europa som hjemme; men han vilde ha det saa for at seire der først. 110Og sorenskriveren, som hadde lagt ud disse tusener, skulde ogsaa se resultatet.

Han gik i spænding: Han vilde slaa igennem! han, Germund Gjuveland, vilde lyse! Men hvis han ikke slog igennem –! Han hadde ikke mer at sætte over styr, for han hadde sat sin egen stemning over styr. Han laa i fjæresanden og døsed, han laa og vented paa sine landsmænds dom.

En søndag morgen stod han ved stranden under poppel-pilen og saa udover vandet. Det var en godveirsdag, blek og lys som det danske flagg. Fiskermadamen det gamle skind kom nedover, og hendes grævling-hund vrikked efter paa godlidende kommode-ben. Hun rakte ham post nordenfra:

«En saadan rar hund!» sa hun, den snapped fluer i tangen. «Hun har aldrig havt unger. Nei, hun vil kun leie med de andre hunde; naar de vil gørre noet andet, bider hun saamæn. Den er saa rar den hund!»

«Vil den kun leke,» sa han tonløst og satte sig i sanden.

Hun gik; hun vilde egentlig ogsaa fortalt, at nu var badegæsterne kommet til madamen bagom ribsbær-hækken – etats-raaden med den smukke frue. –

111Brevene, aviserne, angik vaarudstillingen. Hans kødfulde pande rukled sig. Hans store mund lo en lydløs stillestaaende latter under de sorte smaa barter.

Det ringed med en klingende matklokke fra glasverandaen bagom ribsbær-hækken. Han sprang op, hopped yr over hækken, stormed op forbi fruen og ind i de fremmede værelser – ringingen gjaldt hendes mand. Han sikred sig en av de to egestole ved frokostbordet.

Etats-raaden kom ind. Germund forestilled sig med stivt buk og reiste sig ikke fra stolen: «En avklaret kunstner! – som har plebsen under sig.» Han lo skraldende, med stillestaaende øine. Etats-raaden studsed; men saa gik han lynsnart ind paa den lystige spøg, strøg sig lunt i hænderne, hented sig en pindestol:

«Det var rigtig rart! – saa De kunde komme til frokost!»

«Jeg gjorde hvad jeg kunde,» sa han i dyb bas; han hæfted servietten i halsen.

«Jeg har tænkt saameget paa det,» sa Germund: «Hvad er det skovduen tar sig til ude i de mørke tykninger de lange nætter?»

Og de andre undred sig paa hvor haren gik de lange nætter. Man kom strax ind paa jagt. 112Man lo. Man snakked. Man talte om rugdetræk. Samtalen knitred av indfald. Altid var der en tvetydighed under. Og lange stunder turde fruen bare myse gennem de lange øienhaar; hun sad der frodig og blød som bøgens krone. Ingen hadde spist en mere løssluppen frokost. –

Og da etats-raaden gik for at hente cigarerne, sa fruen tilfældig og ligesom bedrøvet:

«Og min mand som skal reise iaften! …»

– Dagen endte. Natteskodden kom over Hveen og om de hvide seil. Matte bølger klinte sig stædig i land, slikked muld unna poppel-pilens søvnige rot.

Etats-raaden var reist ind til byen om aftenen. Det gjaldt at være betids i forretningen næste dag, sa han til fruen. Til Germund hadde han dvask blunket noget om skovduefangst de lange nætter…

Germund Gjuveland sad paa sin veranda og morred sig. For der sad en lys sommerkjole bag den anden veranda’s ruter. Hun sad der for at vise, at hun – at hun var ene! Hun hadde sagt, da de kørte til stationen i aften med hendes kedelige mand: «Der strømmer en bedøvende duftfylde ud af blomster, som lukker sig mod nat og vaad dugg.» – Han sad og rørte sig ikke.

113Hun hented hatten; men hun satte den ikke paa sig, hun bar den i hakebaandet – ogsaa det hoved var saa vidunderlig fint i nakkelinjen. Hun gik opover mod bøgeskogen.

Han tog ogsaa sin hat og gik opover mod bøgeskogen.

Veien svinged sig om de smaa haver. Den gik op en liden bakke; saa var det fladt indover til skogen. Og det var et ganske kort stykke. Der var en græsgrodd jordvold langs veien; kanske her engang hadde staat kanoner.

Hun huked sig derhenne. Hun lod som hun tog en blomst i græsset og satte i sin hat; men hun saa hidover. Hun saa at han kom spaserende. Hun gik videre. Nu gemte bøgegrenen hendes hat og den sommerlyse kjole. Han la sig ned paa maven bag volden og lo: – skønte hun ikke, disse løierne bare var et udslag av noget! … Var ikke kunsten glad! … ligeglad! …

Her i brystlommen bar han posten nordenfra. Professoren skrev om hans arbeide: … Det var uden sammenligning det dybeste i hjemlig kunst paa mindst én menneskealder … denne sjælfulde behandling av stoffet, disse beaandede muskler … et sandt trylleri, som bragte tanken hen paa intet mindre end selve Venus fra Milo’s kunstner! 114… Begrebet natur-angst var avklaret og spaltet i to: denne herlige stolte skikkelse paa den ene side, seierssikker, gudbaaren, og dragen paa den anden side; nu skelned han mellem det objektive og det subjektive. – For gruppen fremstilled en mand, som stod i ophøiet majestæt med draget sværd; foran ham laa dragen og stirred op med øine som en hund som skulde ha prygl. – Og nu var ogsaa den kyndige vidspurgte kunstkender tilfreds: … han hadde netop selv tænkt sig naturen fremstillet slik av en moderne aand, degenereret, vanskabt, med dødsmerket i de brudte linjer … Alle skrev: her var noget monumentalt, som vilde overleve slægterne! –

Taaberne! nu laa de for hans fod – plebsen! …

Og gruppen hed nu ikke «Pan» længer, og endda mindre stod der «Dæ blænkje so blitt» paa soklen; den hed «Herakles og den lernæiske hydra». Han var tilbudt 15000 for den.

… Og saa skulde han nu gaa over den flade eng og ind i skogen efter hende! Hans udfoldelse gik imod ry og mod guld endnu! Han lo saa han skrek, svang avisen: «Hei! Di skovdue!» Det tog rent pusten. Den stærke skælmen i ham, som hadde laget galne stubber og stygge 115slængestev hjemme, sprang ud, solte sig ustyrlig og over alle grænser.

Og han reiste sig, gik tilbage nedover bakken, nynned: der banked et hjærte for ham derinde i tykningen. … Men strax han sa det for sig, maatte han kaste sig ned igen, til at skrike av latter: «Et hjærte i tykningen!»

Og han reiste sig igen og tugted sig: … denne stygge grumme faune-fryd! – var ikke et hjærtes spæde banken det dyre guld blandt menneskerne, den skønneste urt som voxed i verden, hos hvem den end fandtes, hos jomfru som hos frue? Var han blit gammel? vidste han ikke længer, hvad kærlighed var? …

… Et hjærte i tykningen! – Han faldt igen om i latter. Han skrek: «La banke!» – Han strøg sig over sin knudede pande: var han gal? …

Han sprang hjem og pakked. Inat vilde han nordover: … Var ikke kunsten glad! …

Det var jonsok i dalen. Gøken gol. Soldaterne var ventende hjem. Sommerkvældens hvide damp laa over Gjuvelands-fîten.

Den stod saa vuggende fuld av folk. De stod i runding ved stolpeværket. I rundingen stod der bænker og borde. Det var tilstelling for Germund Gjuveland. Mad tog de med sig selv og kopper; men chokolade holdt sorenskriveren. De valgte fîten; her stod hans stolpeværk graanet av sol og regn, med alt det underlige op paa loftet – ordføreren hadde tænkt at lage som et slags bygde-museum og «ôldsak» av det en gang. Og herfra kunde de ogsaa se jonsok-baalene, naar de nu tændtes nordover og sydover dalen.

Det var først nu i kvældingen Germund Gjuveland naadde frem. For han gik tilfods den sidste mil i eftermiddag. De vented ham i dalen – hans ry var gaat foran ham; de samled sig i 117veien, hilste paa ham, fulgte efter. Det øged til et stort tog. Men ellers syntes Germund, dalen var den samme – der sad kanske en og anden i husvæggen nu med en solsikkeblom eller en valmue, som ikke sad der for fire aar da han reiste, og myste forhaabningsfuld sydover dalen, hvad mere nyt kulturen monne bringe foruden solsikke-blom og valmue.

Og her paa Gjuveland stod festkomiteen, ordføreren og to mand, og sa, de mente at ønske ham velkommen tilbage nede paa fîten.

Ved bordene sad skriverfolket. Skriveren som var begeistret for kunsten paa samme vis som før, stakkar, – han var ældet paa disse aar; til høsten vilde han ta avsked. Derfor var her saa fuldt av byfolk paa besøg i aar, fordi det var den sidste sommer. Der sad damer i lyse toiletter; der var unge herrer med smaa mustascher, som lo med hvide tænder. Der sad skriverens frue, som han hadde modelleret i vox, og der hans yngste 18-aars datter. Hun var sortklædt og høi. Hendes haar var rigt og mørkebrunt, og huden i nakken under haar-roten næsten kobberrød av sundhed. Kjolen sad stramt om det unge bryst. – Der skred hans gamle lærerinde i historie omkring med sit Dianasmil – hun hadde vist aldeles vænnet sig av 118med at sidde i denne vor rige tid. Man trykked sig tæt op til ham, de vilde hedes av berømmelsens sol, og de hang ved hans mund, som der kunde pakkes ud en ny tanke av hvert, hans ord.

Men saa var der nogen, som holdt sig unna i en klump, netop fordi han var saa berømt; det var mest herrerne med de smaa mustascher og de hvide tænder. De sad tværre ved et bord for sig selv for bedre at hævde sig. – Og disse lo stadig Germund over til, naar der var noget: «Hvad skulde nu dette være til … denne tilstelningen!» sa han. «… Dette affekterte stolpeværket!» For han vilde vinde netop disse; hans ry maatte være fuldtonende. –

Midt i rundingen stod dalens ordfører. Han endte just sin velkomst-tale. De stod og skotted bort paa han Germund vor, han hadde nu paa en maade gjort dalen saa til at si europeisk berømt. Nogen pusted tungt. Nogen saa paa hans gruppe – for der var udsalg av fotografier der indunder stolpeværket.

De vented paa Germund’s svar; han vilde vel si noget om kunst, mente de.

Han reiste sig. Han bøied sig ned blandt de selvstændige ved det andet bord: «Vuggen har staat her i dalen, ja. Her er bleierne skyllet.» 119Nu lo de tilsidst til ham igen. Han saa opover dalen; der laa aaserne alt i mørke; bratte nuter; stup; brudte linjer … takket, stækket, som linjerne i hans hydra! – Han saa rundt paa dølerne, som endda gik krumme under naturen, klipped koldt med øiet; det var som han klipped tunge sjæle ned av en snor, saa de faldt i volden og han traakked paa dem: – her stod de nu og hylded ham, sønner av den besindige almue, som kniste av farens konstrige kirkelaas! Nu stod han midt i kunstens kirke og kunde stænge dem ude og laase dem ind, som han lysted, han som vidste hvordan natur-angstens mindste muskel stod uden selv at kende et fnug angst i sit sind længer. Han gad ikke svare dem:

«Tak!» sa han bare. «Ja det gaar fremover med Norge.»

De studsed – han var vist blit stolt han Germund – og begyndte at pusle med baalene. Men sorenskriveren fandt sin stok og gik mut hjemover. – Der syd om aasen skingred reveljen, saa det svarte i nuten; det var soldaterne! De var fulde; de hujed. De stansed under Gjuveland; de vilde ogsaa finde han Germund vor, som skulde være kommen idag.

Folk flytted bordene og bænkene om stolpeværket 120og rydded til dans. Der kom andre drassende med kvist og bar til baalet. Og storfolket tog sig en liden tur imens; parvis toged de rundt udover fîten. Germund hadde fruen under armen. De konverserte og lo. «Her er Alvesund,» sa fruen ensteds. – «Ja, her er Alvesund,» kniste han stille. De lo begge som gamle folk ler til rigtig fjærne minner; han saa tilfældig, at hun hadde den bløde lyttende rundhed der bag i nakken. Han tog hende om livet, da de ballancerte over tømmerstokken – der stod bare glans av ham nu og ingen varme. Og Diana skred ved fruens side. De selvstændige med mustascherne og de hvide tænder trykked sig tættere om ham: – de begyndte at tro paa hans begavelse nu, siden han haante dalen. – Og de andre lytted: – der spired vist underlige meninger i de klassiske lande. …

Diana sa:

«… Jeg forstaar Dem ikke. Der er da noget godt i alle mennesker!»

Germund svarte stolt:

«Levedygtigheden er det gode!»

«Men de som ikke er levedygtige? – f. ex. alle disse uklare hoder som ingen vei kommer i verden? Jeg tænker paa Deres begavede far og kirkelaasen –»

121Fruen kom til for at lempe paa det:

«– Disse sind altsaa som sidder fast i bare frodighed –?»

«– Og de som en eller anden angst har tat og tullet rent væk –?»

Germund svarte:

«I dem er det ingenting godt –»

– Den yngste datter ropte i det samme:

«Her er et firkløver!» Hun viste moren det leende: «En-to-tre-fire – et firkløver! – Hvad skal jeg da ønske mig? – Kan jeg ikke ønske mig noget da?»

«Du skal bli lykkelig.»

Hun blev stille:

«Skal jeg bli lykkelig, mor?»

De unge lo alle paa én gang:

«Med hvem?» larmed de.

«Ja det siger firkløveret ingenting om.» – Og Diana skotted paa Germund.

Stedmoren blev ved:

«For man er jo altid sin egen lykkes smed, ved du.»

Datteren blev sprutrød; hun vilde fæste firkløveret i sin sølje. Germund saa, at hendes fingre skalv. – Og han vendte tilbage til det de hadde snakket om:

«Ja, min far gik der og glemte væk et kneb 122paa laasen. Det var det kæreste av dem alle –»

De stod igen ved stolpeværket. Dansen var i fuld gang. En gammel døv mand sad og gnog paa en fele op til en furulæg; han var den likeste de hadde i dalen, med det han kunde spille i ét uden stans. Han sad med ryggen til dem. – Soldaterne kom i springmarsch hidover fîten; det dured i volden, det skvatt i Alvesund. – Storfolket blanded sig i dansen.

Det skumred nede mellem furustammerne. Og det var daarligt med baalet; eneren laa bare og kogte og røg. Kyssene tog til efterhvert … de smaa mustascher og de hvide tænder; hænderne om livet blev modigere. De var nu ogsaa saadan omtrent forlovet de fleste.

Men skriverens yngste datter stod tilovers under furugrenen og gemte sig bort; engagerte nogen, svarte hun, at hun vilde vente – hun maatte sætte firkløveret godt fast. Germund Gjuveland saa det; men han saa, hun napped kløveret løst, hvergang det sad. Han gik bort og spurgte, om ikke han skulde sætte firkløveret fast. Hun tog hans arm; det bar ind i dansen.

Han saa paa hende, mens han dansed, 123dette purende unge: latteren i blodet, den varme arm! – Og han følte igen sit eget store ry; han saa det hvirvle i menneskernes sind, svømme paa deres samtaler. Det lyste om ham, og glansen om hans landskendte navn vendte tilbage, jaged om hans blik, vildrende, som solfyldt skodde jager godveirsmorgen indover høifjældet. Han trængte bare pege paa hvem han vilde eie her; – nu gik udfoldelsen mod elskov! – De dansed længe. De styrted øre ud av ringen. Han gik med hendes unge runde arm i sin ind i tykningen; og Diana klemte moren i armen og glæded sig, og tyktes at sorenskriverens udlæg var vel anvendte penge. – Han saa paa hende: … dette øie som laa op til ham! … Bare et saadant hode i marmor … uden anelse om hvad lykke var! – og saa kalde det «Lykke». – Nu hadde han en ny yndig idé! – Og derinde i tykningen tog han hendes hode i sine hænder og kyssed hende – én gang, to gange … dette var skriverens datter … hun var rig ogsaa. Han kyssed hende tredje gang: … Det burde være saa: Germund Gjuveland – skriverens datter … Og hun fæsted firkløveret i hans knaphul … nogen bølgende minuter. De sa ikke et ord.

Hun satte sig paa en tue. Han la sit 124hode i hendes fang og lukked øiet. Hans syn fløi sydover; han saa de runde bølger langsmed golfens runde strande – de kendte klare udfoldelsens linjer for alt det som kærlighed og stor følelse var…

Hun hvisked ned i hans øre:

«Glemte din far det kæreste knebet i sin laas –?»

«Ja,» smilte han. Han reiste sig: «Men det knebet har jeg lært.»

Han saa paa hende: … dette øie som alt var blit tungt og tænksomt av kyssene! … hendes fyldte hjærte! – Og avstanden mellem ham og hende i denne stund slog ham; det tog ham med stille henrykkelse, ligesom naar én faar en storslagen udsigt foran sig. Hans sjæl var i svingning. Han maatte ha en ny dans, mens dette varte! – Han stormed ud av tykningen med hende: – En ny yndig idé hadde han! …

De svang sig rundt stolpeværket. Han tegned ansigtets linjer; han la sig dem paa minne. Og saa denne unge hede nakke-reisning! … Kanske det var synd i hende dette; – for hun ante ikke hvor langt borte han var. Og den tanke igen krisled – der for smaa krusninger over hans sjæl. Han slugte linjerne. Han maatte arbeide! for han arbeided 125saa udmerket, netop under disse smertekrusninger! … hun som ikke ante hvor langt borte han var …!

De gik ind i tykningen. Han saa paa hende: «Ja–ha–ja», sa han loddent, slik som bønder bruger i pauserne for at lokke folk til at si mer end de vil.

Der sprang nogen kendinger paa ham med hver sit fotografi; de vilde nu se om han var blit stolt.

«Æ dæ du so lage skrônetekningje aat okkon?» sa en.

«Æ dette sjø-ormen?» sa en anden og pegte paa hydra’en.

«D’æ noko anna so lage konstrige laas!» sa de alle blide.

Germund lo med dem:

«Aaja du! Ein fær inki vase mæ eigjen modæl der. Ein maa inki stængje almogen ute.» Han lo høit: – disse kom som en frost-iling som han ikke forstod, frost paa et nøgent sted…

Hun hørte bresten i hans latter.

Der kom to besindige til, seilende ud av dansen:

«Du like te drive mæ sovore?» glytted én.

Den anden kniste: «Dæ lyte nokon gjere dæ og, om ein hev alli so lite bruk fy dæ.»

126Den tredje smaalo bare: «… Denne konsto ja …»

Hun hørte de besindiges knis og knustørre ord. Og hun værged ham:

«Kunsten er hellig!» sa hun mod dem. Hun trak avsted med ham ind i tykningen. De kom frem igen borte ved stolpeværket. Hun trak ham med sig som før; han gik modvillig op stigen. Døren skrek; der var bare en pinde i krampen. De stod derinde. Der var graat av spindelvæv, der var sop i ene tag-hjørnet. Her laa udkast rundt om, vox-figurer og andet, – ordføreren hadde hentet det ned idag fra loftet. – Derude gik felen. Soldaterne hujed paa større baal!

Hun la sin haand paa hans firkløver i knaphullet:

«Har du lært det knebet, siger du?»

Det ligesom bruste mod hende, og han pegte rundt paa voxet og udkastene:

«Det knebet er stoffets aareladning for stemning, min egen fryds død er det. Da skabes den store kunst, som lægger plebsen for din fod, stænger dem ude, laaser dem ind –!» Han slog om: «Nei, staa saan du! – ikke rør dig! – Tak! Dit blik var saa vidunderlig fyldt –.»

Hun kasted sig om hans hals:

127«– Være kunstner maa være noget forfærdelig svært!»

Han lo lidt, for her begyndte ligesom at bli trangere:

«Ja–ha, konsta kræver sin mand –»

Hun slap ham:

«Det maa det rigtignok!»

«Ja–ha–ja,» sa han igen loddent, han stod vist endda og lurte paa nye træk til sin byste.

Hun vred sine foldede fingre foran sig i usikker begeistring:

«Og saadan lykke –!»

«Lykke? – Jo–e. Jo–ho, det er. Jo da, det er en svær lykke at drive saadan med konsta.» Det var som han blev klemt mer og mer op imod væggen; han saa rundt paa det som laa herinde.

Soldaterne hujed paa større baal dernede. Han greb et vox-relief.

«Hvad er det?» sa hun.

«Aa; det er mit første udkast til «Dæ blænkje» –» Han stod i døren, ropte ned: «Her æ kveiksle –!»Forfatternote: kveiksle. – stikker e.l. at tænde op med.

Hun tagg: «Nei! Nei! – Dette er vist dit mere end nogen andet –»

128Han fôr rasende op:

«Det som mest er mit maa dø!» Han brølte ned: «Her æ kveiksle!»

Hun napped det bare fra ham alligevel:

«Det kæreste faar ikke dø!»

Hun klatred ned stigen. Han kom efter, smilte, bad:

«Her staar valget mellem det kæreste og noget andet!»

Hun hørte ikke et ord, bare ropte:

«Jeg vil redde det –!»

Han stansed:

«Vil du redde det kæreste –?» Han tog sig godlynt over panden: «Jaja. Siden du vil redde det kæreste –»

Hun skvatt unna som en erle indover fîten: «Redde det! redde det! redde det!»

Han storlo oppe i stigen: «Eg skal finne anna kveiksle. Ja–ha–ja,» sa han igen; men nu sa han det med et valent flir.

Han gik op stigen for anden gang og ind. Og Diana saa det og glæded sig, at nu var man endelig kommen saa vidt i verden, at en kvinde greb avgørende ind i en kunstners liv. –

Felen gik som før. Den døve sad med ryggen til dem og gnog:

129Dara dudelam dutt dam du
du dei a, du du
dara dudelam dutt dam du –

De dansed.

Der knitred det oppe i selve stolpeskuret. Det røg. Soldaterne hujed ellevildt: «Den Germund! den Germund!» – han var nok ikke stolt! han var den gamle skælmen! – Der randt vox, eller det var bek, ned gennem sprækkerne i gulvet, drypped brændende i bakken. Og han med fotografierne maatte rømme. – «Dæ va kveiksle du!» – Ordføreren vilde slukke. Men de omringed ham og skøv ham væk. De storlo. De dansed længe. Luen brød ud, sused ædende opover de tørre fede furuplanker. Der stod tyk røg udav taget. Og de dansed.

«Men kor æ han Germund!» ropte én.

«Germund?» svarte de. «Germund?» sa det bortover hele flokken. «Germund, seie du?»

Det gik som en hed ild gennem flere paa én gang. Og en av dem sprang op stigen. Men det var stængt deroppe.

Der kom en hel flok springende op; – jo det var stængt indenfor. Og det var ikke raad at sprænge døren med næverne, for én hadde ingen magt fra den bratte stigen. Fulde var de ogsaa, saa de stod i veien for hverandre.

130Der kom fler op i stigen. De stod hele stigen opover, saa tæt de kunde paa hvert trin. Saa gav det øverste sig; de dratted ned paa næste. Det gav sig. De tog trinnene ud, det ene efter det andet nedover. – De laa om hverandre i et nøste nede paa bakken; de laa og saa op i gulvet, hvor brændende draaber drypped, og skrek:

«Tig stidde, spelemand! – Tig stidde, høirer du!»

Men han hørte ingenting; han gnog. Og de fuldeste dansed. – «Germund!» hujed de. – Damerne hven. Herrerne satte i sprang over fîten for at hente sprøiter eller spand.

De mødte ædru folk ovenfra gaardene, hvor de hadde set røgen. De kom med stiger og vandbytter. De slog ind væggen, bar vand paa og slukked. Gennem den voldsomme røg fandt de Germund Gjuveland. Der stod et stille smil i ene mundvigen. De bar ham ned, stræved med ham; – men det var strax raad til at se, at dette her var mer end uvet.

De stod stille og saa paa hverandre og grunded. Da mindtes de faren. – De besindige stod og blunked til hverandre: «Ka sa me!» sa de; – det var vel slik slag som med de konstrige laas: én grov sig mer og mer væk 131i den «konsto», saa paa resten fandt én ikke tilbakers der heller; – hadde han ikke kaldfliret ogsaa! …

Dara dudelam dutt dam du
du dei a, du du –

Han gnog, gnog, gnog. Der sprang én frem og slog felen fra ham:

«Ve du tige mæ deg, din gamle dævel –!»

Der var ikke raad at sanse sig for dette fele-gnaget! For der var nogen andre som tænkte paa det, han Germund selv hadde sagt, at han hadde lært det sidste knebet, saa han stængte ikke almuen ude; … men han maatte ikke rigtig ha lært det, alligevel, da…

Men skriverens yngste datter skvatt videre ind over fîten med Germund Gjuvelands første udkast til «Dæ blænkje so blitt». Hun holdt det tæt indtil sit unge runde bryst, ræd for at nogen skulde ta det: … Et barne-ansigt og et barne-øie, som stirred svagt bent frem, med de sorte øienstene lidt sænket – et barn, med blondt barneblødt haar, som kunde vandre stilt ud i en graastens-ur en kvæld, uden beslutning, uden vilje, og dræbe sig uden saameget som en rynke paa kind … bare et smil, et vanvittigt smil, som man maatte kende godt for at vide hvad var. …

*

132Elven kommer glidende ovenfra dalen, glat og blaa over hvid sand. Den har jaget de lydløse mil nedover, lige der oppe fra hvor høifjælds-bække og hver ung-aa inde paa heien la bort sit barnslige skvatr og de ugreie kast, blev enige om at samle sig og gaa mod havet.

Men den stanser sit rette stærke løb ensteds, der attebæren begynder, svinger rundt unna en graa umedgørlig ur, svinger og svinger, lægger igen sand, lager grund til en hel stor flate.

Og fjorden dernede blir ved at gaa videre mod havet, at blandes med alle verdens vand, at tumles av alle de glade vinde.vinde.] rettet fra: vinde (trykkfeil) Der er faa som rigtig tænker sig, at aaen naar saa langt som den virkelig naar.

Men Gjuvelands-fîten ligger igen med attebæren, i ly av den graa ur. Den følger alligevel ikke. Den ligger her og samler sagn og de underlige hændelser og binder dem paa mangfoldig vis, hvor langt end aaen naar. Den blir altid altid hjemme.

Om Trækfugle og andre

Samlingen Trækfugle og andre kom ut i 1899 og inneholder 6 noveller: «Chrysanthemum», «Ude i de store kulturlande», «Renæssance», «Virgo immaculata», «Odin i sivet» og «Fête Champêtre».

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

• 1. utgave, 1899 (nb.no)

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på X
Del på Facebook