Hendes mor var fra Riga. Man vidste ikke hvad hun var mest, russisk eller finsk. Hun døde, da datteren, hendes eneste barn, var sytten aar; hun døde, før endnu de utallige stolkærrer var begyndt at trille pludrende turistsværme forbi ind i fjældene under major Jahren’s havemur, og støvskyen stod graa over ribsbær-hækken. Hun sad aldrig her paa havetrappen og tog imod denne hilsen hver sommerdag fra fremmede land, eller vented paa nye, naar næste svære turistbaad la sig paa vaagen og rodde baadladning paa baadladning i land.

To aar efter morens død blev datteren forlovet med en arkitekt, som laa her den sommer og undersøgte rosemalingen og gjorde studier i national arkitektur. –

Moren pleied sidde og fortælle hende om sit hjem der syd, paa dette nye sprog som hun aldrig ordentlig lærte, stille, enstonende, 136slæbende. Saalænge hun leved, hørte datteren aldrig efter; disse fortællinger var ligesom lige hverandre, en jævn streg, en kedelig landevei over et sletteland, uden sving og bakke. Moren begyndte nu ogsaa saa tidlig, alt mens hun laa i vuggen; de blev strax en søvnig vuggesang, hvor der ingen ord og mening var.

Men nu en dag i sommer, da moren var borte – det var det besynderlige, da vaagned dette, som før var døde glemte ord, vækked fler og fler udav vuggesangens søvn; ord steg og kom stimende, saa hun blev borte lange stunder i dem. Stærkest hørte hun den stækkede længsel som var gaat gennem hver fortælling.

Det er en kendt sag, og alle har det slik: der er ting vi har hørt aarevis dag ud dag ind, som vi ikke opfatter, eller som vi har kedet os ved. Saa, pludselig en dag, naar alt er forstummet, levner fortællingen, først som et ekko langt borte fra, kommer nærmere, trækker flere med sig der bortefra, kan øge til en storm; du forundrer dig hvor i al verden det har været henne hele denne tid. – Naar det sker i religionen, kaldes det omvendelsens under ved dig: de gamle ting er gledet sindet forbi lige fra du var barn, din katekisme, din bibelhistorie 137– de siger, har banket forgæves paa din hjærtes dør; saa en dag, da der er genklangens bund i dit sind og det er lytt, og der hvælver sig høi høsthimmel ovenover, da kan du bli stanset paa en dørtærskel, eller med foden paa den første stang i et gærde du skal til at klyve over, eller midt udpaa kloppen over bækken, og de gamle ting slaar dig med nyhed. Da kaldes det, at den Hellig-Aand har været paa besøg hos dig; et nyt liv er begyndt inden i dig.

– Det var en saadan sjælens klarveirsdag ekkoet kom over hende; det var en dag som hun efter middagen netop hælded sig over sofaen for at lægge sig ned et øieblik, og hendes forlovede, den tykke arkitekt med den brede pande og de svære skuldre sad derude paa havetrappen i kurvstolen, – hun saa, at cigarasken laa nedover den kulsorte fip og flonelskjorte-brystet; han sov virkelig.

Det var som de aldrig hadde set hverandre, da de saa mødtes igen til kaffe ude paa stentrappen. Hun smilte sky, da han tog om hende nede fra stolen.

Faren saa dette. Han kendte øiet igen, som fæsted sig langt borte ensteds med denne underlige bleke udlængsel, som kræved saa grænseløst 138meget, men som fik saa lidet. – Og en dag kom han stikkende med to hundrede-kronesedler til en tur sammen, de to alene, ind i fjældene med turist-sværmen, saadan paa en uges tid. For hun var hans eneste barn; det maatte ikke ske, at slægten Jahren døde! – De blev borte én nat. De laa paa et skifte. Det var vistnok saa, at han hadde bedt om et værelse til hver. Hun sa ham godnat alt ved aftensbordet. Hun stængte sin kammerdør. Han lytted: hun prøved vist med nøklen, om ikke laasen var av dem til at dreie om to gange. … Morgenen efter foreslog han, om de ikke ligesaa gerne skulde snu.

Der var intet sammenstød med ord-saar som ikke læges. Der var heller intet flaaseri med budeien eller anden utroskab. Der var intet brev heller. Arkitekten reiste bare en dag; og hun fulgte ham paa bryggen ogsaa. Landgangen blev tat. – «Kast tauget!» skrek det oppe fra brættet. De to stod og snakked til hverandre over rællingen.

«Det er kanske bedst, vi ogsaa kaster tauget,» sa han, og et blink i øiet ligesom klipped av.

«Det er kanske det,» sa hun.

Det smilte blekt og stille mellom dem. De var visnet av hverandre.

*

139Hun gik hjem svimmel av stilheden i sig.

Paa en saadan klarveirsdag blir sindet pludselig en planet, som jager gennem rummet tusener av mil, og saa er vildfremmed der hvor det stanser.

Men der var saadan egen trang i hende efter at kende sig fæstet og hjemme ensteds, ogsaa. Hun la sig udstrakt paa volden, lukked øiet; det var saa godt, naar solen stak i øielaakket. Det var sanserne, som søgte at fæste sig ensteds.

Fra den dag paa bryggen var det hun hørte skog og mark og sjø til; men paa sin vis.

Naar det regned, gik hun nu netop ud, med smalbræmmet hat, men helst uden noget paa hodet: det var saa godt, naar regndraaben randt kølig nedover den varme ansigtshud. Hun laa ofte op i aasen og skar enerstok til sin far: det var saa lifligt, naar blodet pibled der barnaalen stak. Hun tog kold styrt hver morgen, og var før til at bade i sjøen om vaaren end nogen anden i bygden: det var denne grøssingen, som var saa vidunderlig, naar kulde fyldte hver den legemets pore. Og siden paa sommeren, det var ogsaa vidunderlig deiligt, naar hede solen fandt vei dybt ind i inderste porerne; en gammel kærring 140kom en dag med forfærdelse tilbage – hun hadde været paa ved-henting ude ved det ytterste neset; der saa hun hende paa et avsides hvidt bærg, hvor solen stak ovenfra og ogsaa nedenfra, for den kasted blændende tilbage fra det blanke vand. Kærringen hadde lagt sig paa lur bag en ener og ventet. Hun kom tiskende hjem: – hadde hun ikke ligget to timer i træk og bare solet kroppen sin egen! – to timer, og endda laa hun der! – Hvor hun fandt blomster, rev hun dem med sig, satte det sammen i herlige buketter: det var saa gribende deiligt, naar en blomsts duft stribed sig indover lugtehinden. Og paa sit værelse, midt i lummer blomsterduft og muldens os, kunde hun sidde i timevis udover skumringen foran sit speil og hvile med sit storlaakkete øie ved sit legem; hun glæded sig som linjerne runded sig, fryded sig paa sin vis ved hvert fyldighedens tegn.

Hendes stemme blev heller ikke den samme med aarene; der kom mere barn i den, den blev kærere; og dommene over menneskerne var blidere, de bar stundom over med alle og alt. Og en vinterdag sa hun, og kneb sine øine tæt sammen: «Det bedste du kan gi mig til hver jul, er en fin, fin parfume, far.»

141– Det gik hele femten julaftner slik. Hun var blek, øinene var store og nærsynte, næsen var spids; læberne var tynde og kunde gæpe sig i smaa myge tunger hvor de vilde, men ikke netop kruse sig. Hendes ansigt var i det hele ledeligt og saa ud til at være flinkt til at skære grimaser. Hun tegned. Hun modellerte ogsaa. Men her hjemme i fjorden var det vanskeligt at faa model. Hun vilde nu i grunden helst ha en mand. En idé var ogsaa ved at modnes – en statuette: en blek ung mand, lidt slunken, uden arkitektens svarte erotiske appetit.

En høstdag sa hun, at nu kunde faren komme med sine hundrekrone-sedler; hun vilde til syden en vinter. Hun smilte med de tynde løse læber:

«Jeg begynder at bli gammel ogsaa.»

Det var julaften paa hans tag. De sad ved bordet de to. Der var juleskynding i hvert vognhjul dernede paa gaden, piskesmæld, rop – alle som kunde vilde i hus. Over taget, over Roms hvide lysdis laa den isblokke-grønne himmel og maanen. Der stod frugt og vinflasker i sin kurvfletning paa bordet. Der stod en rad lys. Der laa blomster udover dugen – han kendte frøken Jahren’s fryd.

Han hadde bedt hende spise hos sig iaften, han sad der i grissent blondt skægg og røde kinder; han laa i syden, for der var frygt for, at det skulde begynde i den anden lunge.

Trattoriets bud stod ved bordet og tog op den sidste varme ret av den ophedede zinkkasse. Budet gik.

Det blev stille. Han fyldte glasserne. Hun saa ned; hun sad og brætted noget i fanget. Hun var i festdragt; hun var udringet. 143Han saa paa hende over bordet, men han turde ikke hvile med øiet der: – det var som at staa midt i en lys eng og saa lukke øiet og vide, at alle de blanke straa omkring sig, hver hvid blomst, vugged sig, blinked, suged fryd. For det var for ham hun la sin barm aaben, ligesom blomsterne de sommerlyse dage lægger sin snehvide kalk frem til solen. Hans øie ledte bare langs haar-roten og stansed ved panden, hvor der var en tynd blaa aare og ellers skør bleghed.

Hun skønte alt dette og fryded sig, det var jo som solstraaler stak i barmens porer! …

– Men det var ogsaa noget han vented paa.

Hun saa op, rakte ham papiret over bordet. Det var det han vented paa.

«Tak for digtet De lod mig læse igaar. – Men – men – De maa forklare mig: «Nirvana» – jeg siger ikke det er en feil, – men hvad er det De mener med hymnen?»

Han tog digtet, stak det i lommen; han hadde igrunden ventet, at hun skulde reist sig op og slaat armene om ham isteden. Han risted paa hodet:

«Nei – uf!» sa han og skaalte; – det var fordi han elsked hende han hadde skrevet 144det digt, bedøvet av denne indestængte underlige blomster-os, som slog ham imøde fra hvert hendes blik: … nirvana, sønderknuselse, tilintetgørelse av alt udenom! – paa ruinerne, ensomt midt i universet, bygged de saa op sit elskovs syge kloster! Derfor skrev han digtet … «Det er saa kedeligt at præke kunst,» sa han.

«Hm, De skal ikke slippe saa let! – De siger der, at tidens øie er blit koldt –?»

Han bød hende av bordet: «Nei, uf – vi kommer bare i daarligt humør –!»

«Hm, De skal ikke slippe saa let! – For det er jo netop det fine bløde, som nu arbeider sig frem i hvert spørsmaal, i hver reform, – det kvindelige element? – hjærtelaget, det er tids-geniet –»

Han svarte ikke.

«– Og saa skulde tiden bare ha lært at hitte paa ord, som er varme –?»

Han værged sig:

«De opfatter den jo anderledes: Deres statuette … en bleg ung mand, med brændende varmt øie, som gir en gammel kone brod –?»

«– De siger, det er tidens hemmelighed, at der i sjælen falder blade tyst til jord ved tankernes strid, ved fremskridtets kav – fler blade end om en leved aldrig saa frit og vildt –?»

145«Har De fundet model nu til Deres statuette?»

«– Og saa er De da vist selv en av de blødeste mennesker jeg nogensinde har truffet –»

Han blussed op:

«Netop derfor!»

«Men bløde folk skal si bløde ting, ved De. De skal la haarde folk si de haarde ting –»

Han blev ved:

«Der er en synd som heder synd mod den Hellig-Aand, forhærdelse: den synd maa enhver karakter i vor tid begaa for ikke at bli slimet til av disse tidens tomme varme ord –»

«Det er det jeg ikke forstaar! Det er det jeg ikke forstaar!»

Han faldt træt sammen. Han saa paa hende; men nu gled hans øie fra panden, helt did ned, hvor snehvid hud runded sig og hvælved sig, og løb saa frydfuld hen og gemte sig ned i kjolelivets brune dunbord. Men han sa, og øiet stak:

«Der maa være noget betændt i Deres fantasi, siden De aldrig blir færdig med den figur De modellerer – «tidens genius». – De sætter længslerne saa uvittig langt frem, at det blir goldt og blegt det imellem, det hidenfor. – Hvordan hadde De det i Deres barndom 146– jeg mener i Deres hjem? … Dette at De aldrig blir færdig … ligesom ikke orker opgaven …? – tids-geniet …?»

Hun studsed. Hun retted sig fornemt:

««Nirvana» – det var vort tema: Hvor vil De tilsidst hen med digtet? Det er en feil, at meningen er saa dunkel.»

Han blussed op igen. Og hans øie ledte langs den brune dunbord: om han hadde aandet sin hede aande ned i denne skære hud, hun hadde ikke følt det! … Han snakked hidsigere og hidsigere. Det tog pusten fra ham. «De springer jo rent lybsk!» sa hun. «De snakker Dem i ring!» ropte hun. Men saa tog det pusten fra hende ogsaa. Hun blev revet med. De snakked sig ind i en foss – med hoderne nikkende mod hverandre over det lille bord:

«Ved jeg hvor jeg vil hen! – Jeg sender ikke livet i meningernes ærind, jeg sender meningerne i livets ærind! Forstaar De forskellen? – Livet er for rigt til at la sig forenkle og snøre ind i et par ærind som fremskridt eller hjærtelag eller sandhed eller reaktion! livet opløser meningerne, ordene – ærinderne opløser det –!» Han hosted.

Hun gentog: «Livet opløser ordene –? er det hid De vil med digtet –?»

147«– Spør naturen derude, hvor den vil hen, naar den voxer, naar den dør! – For naar menneskerne begynder at kende sine ærinder, da er perioden allerede paa hældingen; da kan De overlade den til byraa’erne, til den jævne fuldmægtig, som stiller ved sin pult hver morgen kl. 10¼. Den som er klar og kender sit ærind, har mistet sit gærings-stof, saften i rødderne: han gror ikke længer!» Han hosted.

Hun gentog forundret: «Han gror ikke længer –?»

Han skrek gennem hosten; han blev sprængrød i ansigtet:

«– Se paa genierne, de rigeste naturers liv – ved de hvorfra eller hvorhen! Geni, det er det dyriske som kaster hammen; det er den berusende overgang fra dyr til menneske og tilbage igen, hvor det som er uset og nyt, kommer susende: utopierne – oljebladet i hvert genis næb; samspillet som kan bli vanvidsskrik, som ogsaa blir den sublime hymne. Men ved de hvorhen –!»

Hun saa betat paa ham: «Men ved de hvorhen –!»

«– For feil har de! – Feil har vi alle. Feil, det er det som mængden for øieblikket ikke liker. Feil, det er altsaa det av mine 148syner, som mest er mit eget, som skiller mig ud – ud! – Men naar feilene blir saa store, at der gaar menneskealdre for at bli forstaat, da har der været et geni paa flugt der engang, som slængte efter sig et oljeblad. – Der er ingen anden vei for geniet –!»

Hun fik en ny liden aare i panden:

«Der er ingen anden vei for geniet –!»

«– Der er ingenting goldt og blegt mellem dem og længslerne; thi de er selve længslen –»

«Der knuste De min statue!»

Han hosted og saa hende tilfreds ned i barmen. Der glimted et indfald i øiet:

«Men det var én ting jeg vilde si Dem –»

Hun avbrød ham, løfted hænderne i rus:

«Ja, Deres hymne er selv det som De i den siger om livet: det er en havstorm, som jager stolte dynninger ind imod skærene for at knuses –»

«Men det var én ting jeg vilde si –»

«– Nirvana! nirvana! Ødelæggelse, det er livet – saa rigt er livet! – nu skønner jeg digtet –!»

«Men det var én ting –»

«– En grusom havstrøm, uden anelse om hvor den vil hen! – som strør med geniers 149liv paa skær og over fjære! – Der er intet andet liv! – Aah! det er høi kunst! – Hvad var det for en ting De endnu vilde si mig?»

Han hosted sig færdig. Han kluklo: det var som han skulde til at smage paa en liflig vin. Saa sa han med alvor i hvert træk og blev ved at se ned i hendes hvide barm:

«Jeg ved alligevel ingenting saa vakkert som et vakkert knæ.»

«Hvordan kom De nu ligesom til at si det?»

Han svarte ikke. «De sukked,» sa han bare. Han saa paa hende som før; han hadde faat lyst til at si mer, til al stikke:

«Synes De ikke vestalinderne paa samlingerne hernede er morsomme? – Dette strænge graa blik, som vogter den hellige ild? … dette pudede tomme enfolds-gæp i mundvigen, som kommer, naar kvinde-ansigter ældes uden de hede kyss … naar ligesom alt det imellem dem selv og længslerne blir blegt og goldt –?»

Hun sad og famled, spiste; hun lo kort:

«De er ikke lidet ung –»

Han trængte sig efter hende; han slog ud med haanden og pegte ligesom paa alle de landsmandinder, som var i byen i vinter:

«Nu kommer de mylrende hid syd vestalinderne for at vogte sin sidste rest av livets 150hellige ild.» Han nikked over bordet, snøvled koldt: «Har De forresten i grunden ikke selv en liden ansats der ved mundvigen?»

«De begynder at faa torne,» sa hun. Hun reiste sig, kasted kaaben om sig, gemte barmen: «Uf, her er koldt! – Der er forresten genier i hjærtelag ogsaa.» Hun aabned døren ud til loggia’en: «Her er maane!» – Hun steg ud. Han steg efter.

De stod alene med den isblokke-grønne himmel og maanen. Der laa hvid lysdis over Rom’s tage; Pincio-høien stod tæt og kulsort med sin stenege-mur og med pinje-kuplerne. Dybt dernede paa gaden var der juleskynding i hvert vognhjul; det var endnu tidligt – folk vilde i hus. De kunde ikke se derned. De saa op i himlen og paa maanen. Det var saa svimlende høit did.

«Hvor vil alt dette vel hen?» sa han.

Det var køligt herude. Nordenvinden rasled i epheuen og i de bladløse vinstokke, som kroked sig lig knudede taugstumper henover jærntraa-nættet over loggia’en. Han knapped sin trøie; han begyndte at hoste. To hak: først et lidet og vart, som han vilde prøve at slippe let; saa maatte han ta et dybere, som kanske naadde i blod.

151Det var over:

«Jeg som er ung og tror paa det rige liv mer end nogen frisk gør! – For jeg har ogsaa plads for hadet.»

Hun trak kaaben helt paa sig:

«Hjærtelags-genierne er de største,» sa hun. «Dem kan ingen havstorm strø bort. De bøter paa det som revet er. De ved ikke av nirvana. – Glædelig jul!»

Det var søndag. Han var idag kommet fra Sicilien, hvor han hadde været for sit bryst disse to-tre vintermaaneder. Han kendte sig stærkere – det var nok alligevel stanset med den ene lunge. Han kendte vaaren i hver aare.

Han møtte hende paa det tætteste corsostrøg. Det kom gyngende over ham som vindens tøilesløse flugt over straa og blomst; det var ikke som han hadde bare én lunge. Han stormed lige paa hende, bedøvet som første gang han saa hende:

«Husker De julaften ifjor?»

Hun blev vist vaad i øiet:

«Om jeg husker –!»

Saa hvisked han:

«Jeg har aldrig set saa hvidt bryst som Deres dengang –!»

Hun lod være at svare.

153Han lo ligesom:

«Er det altsammen saa hvidt, saa –» Han tog hendes haand for at si adjø. Men saa kom det, saavidt det hørtes, blussende stilt som en glo under asken: «Jeg har slik lyst til at kysse øienlaakkene Deres!»

Saa lo hun høit:

«Saa følg med hjem paa atelieret og kyss dem da, tosken!»

De gik.

Men ved porten sa hun:

«Aa nei da, aa, la os heller ta paa landet først, for veiret er saa deiligt idag –»

«Saa kan vi heller … siden … iaften …» hvisked han.

De satte sig i en vogn og kørte ud i Campagnen.

Ude i osteriet spiste de. De spaserte om i vignen; de stod nede i solbakken, i muldosen, stirred paa det som voxed, paa de rige blaagrønne artischok-planter. De satte sig ved sit bord igen oppe ved kalkvæggen, aanded sol; der gik lystige sol-streif ogsaa over dugen.

Han laa udover bordet. De snakked sagte, bare av og til. Saa sa han; og det var som 154alt kun var lyse rene solstreif, endda ordene ikke var saa rene:

«Aa! det hævner sig, aldrig en eneste gang at gi sig hen med legeme og sjæl … befolke det golde rum, som ligger mellem en selv og længslerne –!»

Hun svarte med ét øie:

«Loggia’en nu julaften –?»

Han nikked:

«Der gaar nok ikke noget par frem for præstens alter, hvem den enes legeme er saa helligt for den anden –»

Hun drømte med begge de store nærsynte øine:

«– Og ateleriet nu idag –?» Saa skød hun lystig foran ham: «Ja, De vilde kysset mig deroppe De!»

«Vi lod det gli forbi os – ogsaa den gang lod vi gli!»

Hun fik et solstreif og lo:

«Det vilde nu været ligesom ukyskhed.»

«De er klog – hvad er kærligheden?»

Det blev længe stille, og solstreifene ligesom tænkte. – «Uf ja –» stønned det til sidst. –

– Der laa alt en kobber-lysning i vest langt ude og langt nede, bag Campagnens pinjerade, 155bag Campagnens halmstakke, over havet; ulden taake-dis kom krybende her nede fra fordybningerne opover hver haug og skraaning. Og værten skrudde veken paa den netop fyldte lampe; den skulde ned i porten, hvor skildtet stod: de kørte nok indover forbi hans port, disse byfolk som hadde været ude i Campagnen idag, droskerne, som sled paa udlændinger, de gule stolkærrer med kaate velpiskede heste inde i de lange skæker og to vinrøde slagterborgere paa sædet. De kørte nok forbi, de, – men nu kom strax bønderne udover, som hadde været inde til torvs i byen idag.

Der stak et par indom porten, med røde opløste ansigter, træt og hemmelighedsfuldt, hvem kærlighed og kyss hadde sinket bag en haug derude; de hadde endda ikke spist. De steg ind i løvhytten lige ved de to for at suge det sidste tause kyss av den saare læbe.

Frøken Jahren reiste sig:

«La os gaa! For nu mørkner det vist derude.»

De dreied ud av porten, satte ind i folkesværmen, som stevned ind mod byen. Men de gik langsomt, strømmen gled fra dem; de blev tilsidst gaaende næsten alene paa den flade 156støvede vei. Aftendampen reiste sig op fra jorden i hvide høie tunger, sløred kobbergløden bag pinjerne der vest. Nu kom bønderne udover i klumper, høimælte av forfalsket byvin. De lange fjærløse vin-kærrer skrangled forbi, med ustanselig dinglende bjælder fra hver rem i sæletøiet; oppe paa sædet, inde i seildugsskærmen, laa kørekaren og sov. Karabinierparret sprængte forbi med sablerne i de hvide bandolierer.

Hun stansed. Han stansed. Luften skalv av et ensomt froske-kvækk. Der kom fler, det svarte. Det steg. Hundreder av stærke elskovskrav stimed skarrende ind mod dem gennem aftendisen, fra grøft, fra pyt, fra Tiberens bred.

Der kom ogsaa avemaria inde fra byen, havet av alle de kimende kirkeklokker, som stod rungende lige over dem, indunder natten – den tindred sort ovenfra himlen og sank nedpaa aftendampens hvide tunger, sank, sank.

Det blanded sig alt dette. Men ingenting hørte de uden det mægtige kor fra elskovsfyldte froske-svælg. Han stod. Hun stod. De stirred. Og han fik lov til at lægge sin arm om hendes liv, og hun lod hans hule haand fyldes som en skaal av sit brysts rundhed.

Han sa stille:

157«Hvad er det De ser –?»

«Jeg? – Jo, jeg ser paa disse gamle øg, som slæber paa de tunge læss denne lange fæle veien. De er trætte og – og – og – gamle.» Hun stønned tungt.

Han smilte; nikked ind i froske-koret:

«Ved De hvad alle de der tigger om?»

Hun ligesom vaagned, vendte sig braatt, gik indover mod byen. Det lyste hvidt fra hendes ansigt.

Han stod igen og saa paa disse gamle øg, som slæbte paa de tunge lass denne lange fæle veien.

For det er saa underligt med kærlighedens blomst: naar den gaar i frø en sjælens klarveis-dag, saa flyr den avsted udover livets sandsletter, en tør husvild frugt paa sin letende dun, for alle slags vinde, og lægger sig gerne til at dø paa de rareste steder. Men ensteds vil den dog ligge.

*

Det var en vaad december-eftermiddag. Det var jomfru Maria’s ubesmittede undfangelses-fest i byen. – Det skumred. De kulørte papir-lygter kom ud av hvert vindu; de hang i rad langs etagerne, svaied stille for luftningerne, freded om sit rædde voxlys derinde.

Baldakin’erne i rød silke og guldfrynser straaled nedover kirkens indgangsdør; kærterne langs væggen flakked fredløs med sit bare lys i trækken.

159Folk strømmed gennem gaderne mod kirken. Ærbare damer tripped hurtig op stentrinnene med sin sømmede bønnebog i haanden; deres brødre fulgte i den kaffebrune sækkefrak, deres fædre, deres mødre. Og gadens ensomme dame gled nervøs frem og tilbage udenfor paa fortauget, ledte, skotted; hun løfted op, naar hun vendte for en kaffebrun signore, saa det rasled i det hvide stiveskørt til tegn paa ubetinget gunst, sopte æggende som paafuglen med sin prunkfjær-svans. Og de ugifte søstre tripped dobbelt hurtig ind. For det var jomfru Maria’s ubesmittede undfangelses-fest i byen.

Han mødte frøken Jahren under en gaslygte. Han tog hende lystig under armen:

«Godaften gamleflammen min!»

«Nei, god – dag!» Hun saa skøieragtig op. Og han blev hængende ved hendes arm:

«Hvordan gaar det med Deres statue ‘Geniet’?»

«Han! Han datt ned og slog sig istykker for mig her om dagen – mit livs værk, ja –»

De storlo begge.

«Saa syntes jeg, det var bedst at ordne det jeg hadde igen – saadan, mit livs rige høst. Nu har jeg tre skuffer fulde av frierbreve –»

160«Det er kedeligt De ikke har noget fra mig –»

«Ja, jeg skulde hat Deres omfavnelse skriftlig den froske-aften for to aar siden. For jeg ordner dem i aargange, som man gør med god vin; jeg lægger dem i gummi-stropper. Og saa tegner jeg til dem –»

«Saa kan De jo alligevel ta det vaarlandskabet udenfor muren: en øde aften, bare en eneste ensom frosk med et uhyre svælg, som naar fra havet og aftengløden lige op i Abruzzer-fjældene –»

Hun skoglo:

«Ja; og kalde billedet: Selvportræt. – Synes De ikke, jeg har faat et aparte humør siden sidst?» Hun vented ikke paa svar: «De siger ogsaa i pensionen, de har ikke truffet nogen med saa forfærdelig godt humør som frøken Jahren.»

Hun sa godnat. Hun hadde det travelt. –

Hun var blit federe; hun hadde næsten dobbelthake. Og hendes stemme var gjaldende.

Han fulgte efter. Hun gled ind i kirken. Der var trængsel; ud og ind gled flokkerne. Han gik ind. Der var lys og lygter rundt i de smaa kapeller, og i en nische stod Maria’s bogstav i gylden transparent. Der hang de 161stille tænksomme helgenbilleder av de gamle mestre; de var blit tungsindige av bare røgelse. Folk knælte, bad, mumled; stolben skrek. Der stod en præst langt derinde i røgelsens graa skylag, bleg i den lumre luft, stolt og stor som en romersk senator paa sin rostra; han sa brændende ord til Maria, og der laa mørke skorper langs hans underlæbe. – Der langt inde, op til en søile, stod hun. Han trængte sig ogsaa langt frem.

Der holdt præsten inde.

Det stemte i oppe fra koret, fyldte hvælvet med sin store bølge, som skylled over hoderne den lumre serenade til Maria’s ære. Da stansed flokkerne, som gled ud og ind.

Og hist paa galleriet stod evnuken ensom, med det blege hode paa den lange hals, skar sig frem som lyset, klar og spinkel saa det gik til marv og ben: «Mari–i–i–a!»

Det gav et sæt i hende i det samme; hun tog et skridt frem. Og folket faldt ind uden forbehold, fuldtonende, de tykke mødre, som holdt paa renhed, de urørte jomfru-søstre, som længtedes, tandløse fædre fra Corso’ens spradestrøg, som hadde elsket sig svagelige paa sit timelige legeme, – alt det som hadde blomstret, alt det som endnu ikke hadde faat springe ud 162– goldhederne og de lumre længsler. Det skrek. Det nynned. En rivende strømhvirvel. Sind flød herreløse rundt i hvirvlen, i røgelsen, i røgen. Det sank helt ned til en jævn mumlende sus. Det steg op igen til et tøilesløst skraal. Og den unge bror i laksko uden haar paa hodet, som hadde nikket saa mut til paafuglen udenfor kirkedøren, den døende adelslægts sidste ætling i den kaffebrune sækkefrak, han hven: «O Mari–i–i–a, ora pro nobis!»

Og helgenbillederne stirred rent tilovers ud av de smaa kapeller.

Hun droges nærmere og nærmere, stirred med det store nærsynte øie op mod galleriet, hvor den klare stemme lyste. Hun vilde ligesom snakke med ham; hendes læber tunged sig og rørte sig. Hun satte i med. Og han saa, at adelsmanden i den kaffebrune sækkefrak hørte det, og de flytted sig nærmere hverandre, han og hun derborte. De saa over til hverandre. De sang. De stod med aabne munde og svarte op mod galleriet gennem den graa røgelse. Han lo av deres munde. Han tænkte paa froskestrubernes krav, som skalv den aften i den uldne vaar-dis. Og det var som alt pludselig lo: husene derude lo, væggene lo, vognene lo, de vaade gader lo, de smaa 163lys inde i de dansende papir-lygter risted og kluklo.

Han maatte flytte fod under sig. Han skoggerlo himmelhøit.

Men skoggerlatteren drukned i tonernes larmende strømhvirvel. Saa hven han i med. Han fyldte sin ene friske lunge, tog kastratens himmellyse stemme:

«O Mari–i–i–a!» –

– For det er saa underligt med kærlighedens blomst.

Om Trækfugle og andre

Samlingen Trækfugle og andre kom ut i 1899 og inneholder 6 noveller: «Chrysanthemum», «Ude i de store kulturlande», «Renæssance», «Virgo immaculata», «Odin i sivet» og «Fête Champêtre».

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

• 1. utgave, 1899 (nb.no)

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook