Det var midt paa sommeren et stykke ind mod Abruzzer-keden. Det store mangfoldig tusen fod høie fjæld reiste sig mod sky som en krap overmodig sjøryg; langt derinde laa de andre, men de var dovne som havdynninger som gaar til ro. Der tindred sne i en eller to revner, og det stak i øiet; men ellers var det rødbrunt bærg; og selv hvor bærget i grunden var lysegraat, eller hvor de hvide grus-render, som laa igen efter svære flom-dage, løb nedover skraaningerne, selv der la hede-røgen skælvende sit røde skær.

Nedenunder laa sletten, rummelig og rund i ring, paa en mil i tværsnit, med sin aa og poplerne, med vignerne, med sine kridhvide veie, hvor de to karabinierer gik. Den hadde storfjældet paa den ene kant og store beitehauger paa den anden, kollede og runde som en hvælvet grydebund; de stod brune og gule, 186med avsvidde græsstraa, uden en saueflok, for de var nu forlængst reist ind i de svale dybe dale langt oppe i storfjældet eller ogsaa derop paa den anden side, bagenfor den døde skraaning, hvor det løb indover i brede høifjældsvidder.

Solen stegte. Den hadde staat og brændt over sletten fjorten dage i træk. Akren var gul, almetræets blade gisped visne, bækkene laa tørre, blinded øinene med glansen fra sin hvide sand. Der var vildelse i luften, hede syner; der var ingen sammenhængende vilje eller en klar tanke. Der gik ingen mennesker paa veiene uden de to karabinierer, som marschered til jernbanestationen, hvor et tog var ventendes. Sletten laa og stønned i feber. – Og oppe paa dalbundens høieste haug laa den lille gamle bys murhus i uorden og stabel som en graa stenrøis og klemte sig fortvilet bag hverandre optil det gamle kastel, og ingen vilde være ytterst mod solstegen. Der gik ingen mennesker i gaderne. Og toldbetjenten og hans gamle ven gaardsfogden paa slottet ned i bakken, Cesare, hadde flyttet bænken væk fra by-porten bort i den bedste skygge bag muren; for derinde i toldkontoret sad den overordnede og sov og sikled i protokollen. De sad 187tæt indtil hverandre, og den gamle laa over i den unges fang. Den unge ledte i hans sølvhvide haar med fingrene, fandt noget, leverte det taus nedtil ham; den gamle saa paa det en stund, knækked det mellem tommelneglerne, slap det ned i den hvide sand. De sa ingenting. Den unge fandt noget mange gange i det sølvhvide haar. – Der trilled en forsinket vogn ind gennem porten; der sad en sved mand under solskærmen. De to saa ikke op. Men vognen holdt alligevel, for manden hadde en kag vin at fortolde. «Et glas gammel chianti?» hvisked han snedig. De to reiste lidt paa sig; men de flytted sig ikke av bænken. Han i vognen undred sig og saa sig rundt; saa blev han var embedsmanden, som sov i statens protokol derinde. «Jeg har bare et halvt glas, desværre,» sa han og bar det bort. Den gamle drak det alt; toldmanden fik det tomme glas og slikked efter de sidste draaber. Manden kørte uvisiteret og stille ind i byens murhus-skygger. Den gamle sank igen som en abekat over i den unges fang.

Det var bare nonneklostret lige under storfjældet, den lange bygning med de to rader smaa vinduer, som var naadd lidt i skygge for idag og begyndte at vaagne; – i priorindens 188cypres bag porten sad smaafugl kølig alt og pipped svagt.

Paa sletten under byporten laa det gamle slot med sin jord og de femti bygselmænd. Rundt om gik den graa mur; det glitred i solen fra skarpe glasskaar, som sad cementeret fast paa murens ryg mod tyv og illgerningsmand. Det laa mellem byen og storfjældet. For nonneklostret laa op i selve fjældskraaningen og stemmed med sin havemur mod flom og ras og hvad der kunde komme nedover den hvide grus-rende.

Slottet laa endda i solstegen med lukkede grønne skodder, og de to cypresser ved gaardspladsen oste. Det var længe siden her var nykalket; nedenfor hver skodde gik skidne striber i muren, som om hvert vindu tygged skraa og hadde det med at spilde i mundvigerne. Bygningen var fra rococoens tid, bukkehornsornamenter og snirklede arabesker og lunefulde masker som gren ud av løvet; der laa gulgrøn mose nu i tegningerne. – To langraggede foler med uklippet man stod i skyggen under staldvæggen og kølte sig saa godt de kunde.

En skodde stod paa klem; den nederste lem var hægtet op. Det brased inde i køkkenet. 189I karmen laa signora Giulia med albuerne paa sin røde vindus-pude og keg ud paa gaardspladsen under den ophægtede lem og gennem sprinkelværket. Paa puden sad et lidet barn paa halvandet aar, tykt, brunt, med sorte øine og bryn saa sorte, at huden saa lys ud mod dem; selv indsiden av øienlaakket og kanten var mørkebrun.

Signora Giulia stod der i bare særk, med morgenkjolen over; men paa en hed dag som idag var den ikke knappet igen foran, og brystet stod aabent; huden derinde laa i stive folder, stærk og avdød som barket skind. Det var et pudet gammelt ansigt, med et lystigt blaat blik. For hadde hendes øine været tunge og mørke, vilde de gjort et lastefuldt ansigt av hendes hængende seige træk. Lige under haken voxed to lange hvide haar, som krølled sig stridt opover.

Hun var fra Nord-Italien. Hendes ungdom faldt i det tredje keiserdømmes tid; av franske officerer hadde hun lært sin flydende fransk. Hun hadde tilhørt mange. Den første, en ung poet der nord, hadde sagt en solskinsdag de stod i vignen, den dag da druerne var modne: «Du staar der hvid og dunet som druen førend nogen haand rører den!» Han hadde kysset hende og skrevet en sonet til druens hvide dun. 190– Den anden hadde sagt, og han hadde knælt med hodet i hendes fang: «Hvor Deres navn er skønt! – Giulia! Giulia! et fyldigt stornavn, som vækker minner fra historiens glanstider! Alle store kvinder hed Giulia. Hvor De ogsaa er fyldig og stor! hvor Deres fang er bredt!» Det var en general i et avsides osteri fire dage før et blodigt slag. Han vendte ikke tilbage. Hun fik et barn; det blev sat ind i klostret her syd i fjældskraaningen. – Den tredje var en fransk løitnant; han hadde sagt: «La os gøre en reise sammen, frue! Jeg tar til badested i sommer, saa morrer vi os lidt. La reine de la fête!» Det var i vognen paa hjemveien fra et lystigt gilde i en have nær Rom. – Den fjerde, en italiensk senator, hadde sagt: «Jeg skal paa forretnings-reise til Paris. Den by er stor, og jeg kender ingen, jeg trænger en at hygge mig hos. De taler og skriver jo ogsaa udmerket fransk, frue. Blir De med, reiser jeg ogsaa paa II. klasse, og sparer billetten ind paa det og paa de reducerede translatør-udgifter.» – Der kom flere, flere – hun skulde ogsaa ha redet lange ture alene med kongen. En dag kom hun til at minnes sonetten til druen – den gik saa længe fra haand til haand i vinpressens tid, til der ikke længer 191var en plet hvidhed eller urørt dun. Da gifted hun sig med en aldrende vinhandler der nord. Og vinhandleren døde uden nogen formue. – Saa kom der en dag melding, at hendes datter i klostret laa for døden og ønsked se sin mor; hun reiste, men datteren var død, da hun naadde frem. – Da kom hun hid paa slottet for at styre hus og køkken for enkemanden marchese don Ferrucci, den nuværende eier don Ferruccio Ferrucci’s far. –

Signora Giulia lekte med barnet, som sad paa puden; kun nikyssed det, spiste det paa arm og hals. Hun tog det om begge skuldre og risted det. Hun satte sit hvidhaarede hode ned i dets mave, stanged: «Atiti–titi–ih! atiti – ih!» Og barnet lo i vilden sky. Det var kokkepigens datter.

Der kørte en charabanc over gaardspladsen, nedover den lange alme-allé, som hadde benyttet den stille tid til at grønnes i brolægningen, mens don Ferruccio var borte. Nede i porten vented gaardsfogden Cesare og steg opi; der reiste sig en støvsky efter dem bag muren nedover mod jernbanestationen. De vented marchesen hjem med eftermiddagstoget fra badestedet derude.

Der stod ti solbrændte arbeidere nede i 192haven og hypped om finochierne.Forfatternote: finochi – selleri-art. De stod i klynge og spaerne hang; de saa sinte ned og deres stemme knurred: … idag var han død den syvaars gut, som han gaardsfogden Cesare hadde klædd av og kastet nøgen tilbage op paa glasskaar-muren – han stjal figen indenfor slottets mure. – Det gik tilbage paa godset, og forpagter-kontrakterne blev haardere og haardere for hvert aar; ingen jordleier var alligevel endda flyttet fra, for de hadde jo alle plantet og faat kært hvert ungt træ, som stod her og nu bar frugt. … Men – hadde fogden virkelig ret til at slaa bygselmændenes sønner ihjæl! Hvad tro marchesen vilde gøre, naar han nu kom hjem?

Og Signora Giulia saa efter støvskyen og tænkte det samme; … idag gjaldt det, at kalkunen var mør og ung for Cesare’s skyld. Hun vendte sig ind til kokkekonen, som halted bleg og træt inde i køkkenet:

«Hvorfor gemmer du din ældste datter bort dernede i hytten idag vi venter husbond hjem?»

Kokkekonen smilte hvidt:

«Don Ferruccio er et godt menneske; men han elsker kvinderne for meget. … Og Lætitia er kun sexten aar, donna Giulia!»

193Hun laa i karmen: «Saameget mindre grund! Du trængte ogsaa hjælp idag at snu kalkunen.» – Hun saa ud. Dernede i køkkenhaven stod Flavio; han stod nærmest heroppe og væk fra klyngen, som mumled. Han stod ligesom og undred sig: – det var hans lille bror som var død idag. – Det var ham, Lætitia og moren likte. Han hadde været i straf et par gange for tyveri; men det hadde saa mange! – han var lige hjærtegod for det. – Der stod et lidet lysthus av rør der øverst i haven; over taget laa en rosenbusk og to jasminer. Donna Giulia snudde sig ind mod køkkenet: «Sæt fadet med polenta ud i lysthuset!»

«Men donna Giulia –?»

«Strax, siger jeg!»

Hun gik.

«Atititi – ih!» Og barnet lo i vilden sky.

Donna Giulia glytted ud gennem sprinklerne: Flavio var træt; han søgte indunder lysthuset. Han var ogsaa sulten; han hadde staat her i hele dag uden andet end en brødskorpe. Hun saa, han greb en næve polenta,Forfatternote: polenta – mais-grod. aad. Han tog flere. Han gik ned paa finochi-akren. Han kom op igen i lysthuset, fyldte lommerne, gik 194ned igen for anden gang. – Donna Giulia vendte sig ind mod køkkenet:

«Gaa ned i haven, hent fadet!»

«Sissignora.»

Kokkekonen kom tilbage forfærdet: «Polentaen er der ikke mer!»

«Ah, Flavio har stjaalet den! – Han har været straffet før – ikke sandt? Nu blir det mindst et aar! … Men det gør ingenting, hent Lætitia herop at snu kalkunen. Saa tilgir nok don Ferruccio ham –»

«Men donna Giulia –?»

«Strax! Jeg hører toget alt bremse op i dalen.»

«Sissignora!»

Hun halted avsted nedover alme-alléen, svinged ud porten.

«Atititi–ih!» Donna Giulia stanged maven, og barnet lo i vilden sky.

Der nede svinged præsten, gemt under sin store paraply. Han kom hurtigere opover alléen, for donna Giulia var nu alene i køkkenet. Han saa uskyldig paa blomsterne i veikanten, han la nakken ned i ryggen og smilte op i almetræet; hans sorte kjoles bryst skinned blankt av mad og olje. Ogsaa han hadde hørt toget bremse op i dalen. Det slap sig i store svinger 195udfor fjældsiden; nu kom det trillende tilbage over sletten ind paa stationen.

Præsten saa Flavio og stansed derfor lidt paa gaardspladsen, og hans graa uglebryn spidsed sig alvorsfuldt helt til halvveis op i den lave pande; han studerte slottets viltre ornamenter. Folk sa han gerne søgte donna Giulia; nogen lo og sa han gik og søgte figen paa et høstet træ. Han glytted under uglebrynene mod køkkenvinduets halvaabne lem.

«Goddag hr. præst!» sa det indenfor. «De kunde avse lidt av nonneklostrets tid idag?» – Hun lo mod ham, da han stod i køkkenet: «Skælmen! veired De kalkun idag?»

Han skød sine grisne bryn endnu mer i sky:

«Hvordan gaar det med hjærte-ondet, donna Giulia?»

Hun svarte ikke. Hun saa ud, og øinene blev smaa og plired; for opover alléen kom Lætitia. Langt dernede halted moren efter. Hun skraadde hid over gaardsrummet, høihalset, hed i huden, rund, og øinene brændte store, med den samme sorte kant i laakket som barnet. Donna Giulia vinked præsten hid – de la sig begge paa den røde pude:

«Se hvor hun er kraftig her!» sa hun; hun tog sig om begge sine hofter.

196Præsten kneb øinene sammen i fryd:

«Men deroppe hos os er der én som er endnu kraftigere –»

Hun reiste fornemt og hidsig med nakken:

«Jeg trodde ogsaa, De aldrig mangled kalkun deroppe! Hvad vil De her?»

Han retted sine ord med alvorsfulde bryn:

«– At se til, da –»

Lætitia stod i køkkenet:

«Donna Giulia ønsker, at jeg hjælper til at snu kalkunen.»

«Hvor det røde koralbaand klær din hals!» Donna Giulia blunked skælmsk: «Don Ferruccio’s arm vil klæ den endnu bedre.» –

Der steg en vældig hvid støvsky op mod pinje-kronerne – de stod dernede ved muren langs hovedveien, som løb forbi porten. Skyen seiled op mod byen sammen med omnibussen. Der svinged en rytter ind alme-alléen, sprængte i gallop opover; don Ferruccio førte altid sin ridehest med til badestedet. Veistøvet vælted ind porten efter, skygged for glitret fra murryggens glasskaar. Lige efter kom Cesare og gutten i charabanken, med kofferter og tøi. Det bøied brusende ind paa pladsen mellem de to ranke cypresser, som stod i giv-vagt. Det hadde voldsommere fart end vanlig idag.

197Donna Giulia mumled:

«Idag gælder det at kalkunen er mør, for gaardsfogdens skyld!» Hun slog sin morgenkjole bedre om sig.

Don Ferruccio sparket hesten i siden med sporen; den dansed skræmt rundt om paa gaardspladsen. Og de langraggete foler traved ud av skyggen. De ti mand nede i haven kendte sig lettet og hjemme; de ti spaer gik faste og ivrige. Hans sinne gjorde dem klare og vaagne i viljen; om han for aldrig saameget med uret, det la sig velgørende indtil dem, ligesom den høie mur, som laa om dem hver dag med de grusomme glasskaar paa ryggen og leded hver forfløien tyvelyst tilbage paa ret vei. Men dennegang gjaldt jo ogsaa sinnet velfortjent gaardsfogden selv. …

Hesten stod stille. Don Ferruccio sprang av, en rødbrun mand paa firti aar, med smaa sorte knebler, med bred, men lav pande, med runde rynkefrie kinder, smaa øine, og øret sad tykt og lavt og fastgrodd i hele sin længde lige til ytterste snippen; han var tyk og hadde runde laar, han hadde en liden mave. Han var elegant, i jagtridt-antræk, hvide benklær, gule gamascher.

Han var rasende, og de korte bryn stod 198frem som bust; han hopped i veiret, sprang frem med knyttet haand. Og de ti mand dernede arbeided ivrig og lytted næsten ikke mellem spaetagene. Cesare stod stille, med sit pløsete rødflækkede kind, med de store kogte øine og det lange hvide skæg.

«… De forbandede embedsmænd! de anmoder mig her paa stationen om at faa mit frireise-kort tilbage! … Heh, det er to aar siden jeg var deputeret her fra egnen – ja vel! Men hvad djæ–velen har jeg med at lystre! … Elendigt styre! – ved Kristus den kæltring! …» Han saa Lætitia: «Hvem er du?»

De andre saa forundret paa hverandre: … Men Cesare? – den dræbte gut? …

Lætitia svarte:

«Jeg er kokkekonens datter, signore, som er her for at snu signorens kalkunkylling paa spiddet idag.»

Donna Giulia tog pludselig og fornemt hans arm:

«Den stegte kalkun er færdig, don Ferruccio.»

Han fulgte med uden at høre; Cesare stilled sig i korridoren. – Raseriet blussed op inde i salen; han slog i bordet, drak ud sit glas. Og præsten benytted larmen til at sætte sig uden at være buden. Don Ferruccio drak 199endda to glas. Donna Giulia prøved forsigtig: «Cesare har vel fortalt –» Og Cesare blev modigere og stilled sig frem i døren, bukked sine store fiske-øine: «Signore, gutten stjal figen –»

«… Billet-kontrolløren kommer dernede ved badested-stationen. Jeg sad i første klasse. Deres billet? – Jeg er deputeret. Jeg reiser frit paa alle rigets baner. – Deres frikort? – Saa sa jeg: Her er mit frikort. – Saa sa han: Men er det Dem som er deputeret fra Pianola? – Saa sa jeg: Vover du usle jernbanetræl at stille dette spørsmaal til en Ferrucci! – Saa gik han. – Men i kupeen ved siden sad den hæslige bedrager, blodiglen, ministeren selv. Jeg hørte trællen spørge ind: Don Ferrucci er jo deputeret fra Pianola? – Toget gik i det samme. Men jeg hørte lømlen rope ud til stations-mesteren: Det er jeg som nu er valgt fra Pianola. – Det ropte til svar: Jeg telegraferer til kamrets kontor i sagens anledning. – Da jeg stiger ud her i Pianola, møder stationsmesteren mig med et telegram fra kamrets kontor! … Har jeg snydt staten! Har jeg ikke altid stemt med regeringen mod hvert omvæltnings-forsøg, den tid jeg sad derinde blandt kæltringerne og stemte! …» Han tømte igen sit glas: «Har jeg ikke her i egnen 200øvet det press ved valgene, som stod i min magt!»

«Hvad svarte De da? hvad gjorde De?» sa præsten.

«Selfølgelig, jeg udleverte ikke mit kort; – staten har faat valuta og mer end det!»

«De skulde slaat ham ned der han stod! – Den kalkunen smager fortrinlig, donna Giulia.»

«… Jeg telegraferte øieblikkelig til min ven senatoren, som sidder i jernbaneselskabets direktion. … Ved Madonna den skøge! Cesare!»

Og Cesare stilled sig igen i døren, bukked sine trælle-øine:

«Signore, jeg lod bare gutten gaa den samme vei tilbage over glasskaar-muren –» Det flømmed av ham.

«Nei nei nei!» Han greb ned i sin vestelomme som efter blyanten til kvittering: «Har ikke telegraf-budet været her?» Han kom op med en tandstikke av gaasefjær: «Jeg venter svar fra min ven senatoren.»

«Nossignore.»

«Gaa din vei!»

Og Cesare bukked.

Don Ferruccio snakked, bandte, drak. De spiste, de aad. Der kom ret efter ret, og don Ferruccio ropte paa Cesare mellem retterne: 201«Telegrammet?» Og hver gang kom pegefingren op med gaasefjær-stikken. – Der kom salat, skinke og figen, terter, søde sager, nødderne. – Donna Giulia sad tæt op til ham. Der var reisning i hendes nakke, i den maade hendes hvide haar var sat op i baghodet. Naar han la haanden paa hendes hvide stolryg, steg reisningen; der kom festsals-minner over hende og hvid silke og dristig decolletage og nærgaaende herrer og lette kys. Og hun skotted paa de hvidmalte empire-stole, som stod rankrygget langs væggen; de hadde ogsaa set glade dage; saadan hadde de staat, da kongen av Neapel gæsted slottet med sin svite – aa Gud, de hadde kostet, de vilde feste! –

«Men Cesare –?» spurgte hun op til don Ferruccio.

«Min ven prefekten har jeg sendt besked. Stjal han kanske ikke, gutten?»

Cesare gled ind, lo tørt og kort:

«Han blev spiddet paa sin egen gerning. Ellers gir jo ikke glasskaarene respekt – ecco.»

«Gaa din vei!» – Og Cesare bukked sine store fiske-øine.

Don Ferruccio’s haand krøb videre fra stolryggen, krisled hende paa den bare hals: – det hadde været andre sager her engang end 202dette døde lær! Og hun nikked til de hvidmalte empire-stole, som ligesom lysned i sin forgylding av muntre minner:

«Donna Giulia, jeg tilspørger Dem» – han pikked hende langsomt paa den bare hals – «har De sørget for anden kylling til mig, donna Giulia?»

«Saa De ikke Lætitia i porten, don Ferruccio? – Hun bad og tagg at faa komme og ta imod Dem; saa gav jeg efter, endda hun blot er sexten aar.» Hun vendte sig til præsten: «For De er en signore, og jeg er en signora, saa vi nok forstaar en spøg.»

Præsten bøied sig og stammed frem gennem kalkun-tuggen:

«Vi har alle syndet –»

Marchesen lo: «– Selv paa nonneklostret –!»

Hun ropte braatt og hidsig: «Lætitia!» Og putted munden fuld av valnød-kærner. Hun tygged smattende som et dyr – der laa lige meget ude mellem læben og tænderne, som der laa indenfor tænderne. «Lætitia!» – hun ropte, saa vaade valnød-stykker trilled ud av den aabne mund og nedover fanget: … disse nonnerne og præsten! …

Lætitia kom ind, og hænderne ledte forlegent over maven.

203«Lætitia!» sa don Ferruccio, han saa nedover hende med smaa sammenknebne øine.

«Sissignore.» Hun blev brændende rød.

«Kom hid!»

Hun kom, stod og neied.

«Hvad vil du?» sa han.

«Don Ferruccio har sagt, at jeg skal komme hid.»

Donna Giulia’s øine blev smaa og prøvende og plirende, da hun hørte hendes stemme.

«Bravo!» Han rakte hende sit glas: «Drik!» – Hun drak. Hans haand la sig om hendes hals; hun saa spørgende paa donna Giulia. Men donna Giulia kasted bare hodet hidsig tilbage, som hun sa: «Tyss! jeg blir trods alt festens dronning!» Og en stor klump tygget valnød-grød vælted over haken ned i fanget.

«Du sover her paa slottet nu inat!» sa han.

«Sissignore.»

«Paa gensyn!»

Lætitia gik. Og don Ferruccio slog ud med armen: «Ved Bacchus’s blod, det er deiligt at komme paa landet igen! … «Horizontalerne» dernede ved badestedet – luxuskvinderne –!» han smækked foragtelig med tungen og satte tommelfingren nægtende i veiret: «ingenting! ingenting!»

204Donna Giulia nikked kendt over til empirestolernes ranke ryg:

«For De er signorer, og jeg er en signora, saa vi forstaar en spøg.»

«Sissignora!» sa præsten og bøied sig, for han svælged paa et nyt stykke kalkun. –

Der kom nye flasker ind. Kokkekonen stod og vasked op inde i køkkenet; det varte længe idag, for de blev ved at spise, – og hun fik først mad, naar opvasken efter signorens bord var over. Barnet laa og krøb paa stengulvet. Lætitia stod i korridoren rød i ansigtet og graat; Cesare smilte med de store øine.

Saa reiste donna Giulia sig fra bordet; hun klapped Lætitia paa hoften, da hun strøg forbi: «Kanske don Ferruccio nu selv snur kalkunen – hæh.» Hun gled over i køkkenet, tog barnet, satte det i karmen hos sig, kyssed det. – Lætitia flytted sig ud i ytterdøren. Flavio kom hidover fra haven med sin spae, han slutted for idag. De to hvisked; han fik ogsaa kindet rødt. – Donna Giulia hørte det; hun læned sig ud og ropte Flavio ind.

Han stod i køkkenet med blide rædde øine, som sa sissignora. Og Cesare stod i korridoren og lytted.

205«Hun befale, donna Giulia?»

«Du stjal av fadet i haven idag!»

«Nossignora».

«Du staar der med polentaen i din lomme. Kom nærmere!» Hun greb ned i den. Han stammed: «Sissignora».

«Skynd dig, røm av gaarden, saa ikke don Ferruccio faar se det –!»

Flavio halted saarfødt avsted nedover almealléen i de svære lærsko. –

Lætitia steg ind i køkkenet, gled unna morens øie:

«Jeg vil bære vand.»

«Her er vand, Lætitia.»

«Jo! Jo!»

«Hvorfor er du rød om øiet?»

«Jeg vil bære vand for dig, mor!»

Moren tog en nyfyldt conca, løfted den bort i vasken, tømte vandet ud.

«Tak,» sa det; hun satte den tømte conca paa sit hode og gik.

Og moren tømte en ny concaForfatternote: conca – vandkrukke. ud i vasken. Hun tømte den ene efter den anden.

De drak derinde. Det blev aften. Don Ferruccio’s stemme larmed mer end ellers, det 206slog i bordet; han skældte præsten ud: – hvem hadde bedt ham til middag! – Var det ikke han og nonneklostret, som hadde kostet godset mer end alle store feste tilsammenlagte! – «Ud!»

– Det blev stilt i slottet. Det snorked dybt i stuen. Donna Giulia blev liggende paa sin røde pude i karmen. Natten laa tung i luften, høit oppe i fjældet ensteds. Den sank og lukked sletten av; ildfluer sad paa muren og lyste der hvor glasskaarene glitred før. – Lætitia gik stum med concaen mellem vandspringet og køkkenet. Donna Giulia saa efter hende og nynned sagte hen for sig:

«C’est le premier pas qui coûte – c’est le premier pas qui coûte.» – Hun stanged: «Atititi–ih!» Og barnet lo i vilden sky.

Præsten kom stilt paa taa ind i det mørke køkken; men saa fik han øie paa kokkekonen og kræmted høit og satte sin fod fast ned i stengulvet, som man det gør paa retfærdighedens sti. Han la sig i vinduet paa donna Giulia’s røde pude.

*

Han var vaagnet marchese don Ferruccio Ferrucci, der han sad paa empire-stolen 207foran bordenden. Der var nat i stuen. Han var hed.

«Hvor er jenten!» skrek han.

Præsten gled ned fra vindues-karmen. Donna Giulia gled videre, ud i korridoren; barnet var sovnet paa hendes arm:

«Lys! lys!» – Ja hvor var jenten! Hun hadde glemt det hele i karmen, her hun stod ved præstens side og saa ildfluer: «Lætitia! Lætitia!» – Og præsten brummed hjælpsom: «Lætitia!» – «Jenten!» brølte det inde fra empire-stolen.

Ingen svarte. Hun maatte ha sneget sig ned til hytten, den taske! Donna Giulia ropte paa kokkekonen: «Spring ned og hent hende!»

«Sissignora.» Hun halted nedover almealléen.

Don Ferruccio slog i bordet og skrek: «Den tøs! den kæltring-tøs!»

Men moren kom ikke tilbage.

Han kom ravende ud i korridoren, brølte: «Præst, hent jenten!»

«Sissignore!» Han dilted ud. Men han stansed i alléen, lytted, drømte under uglebrynene: … Der fandtes neppe livsaligere eventyr til end en saadan mæt ildflue-nat op til donna Giulia’s hofte! …

208Don Ferruccio larmed: «Cesare, Jenten! Hun er rømt av tjenesten.»

Det bar nedover almetræs-alléen med dem begge. Præsten flytted sig unna bag en stamme; de passerte. Donna Giulia seiled efter paa sine tunge ben, med morgenkjolens fliger viftende aaben til begge sider. Præsten greb hendes arm i mørket; de to slog følge. –

Men nede ved rørhytte-væggen stod fuldt av jordarbeidere med spae. De vented noget av hvert, for kokkekonen hadde varskoet dem alle og samlet dem. De stod tause og lytted. Der hørte de don Ferruccio’s stemme der oppe! De stilled sig tættere sammen.

Der stod Flavio midt i veien. Don Ferruccio gik lige paa ham, skrek:

«Er ikke jeg med mit kastanjebrune haar den vakreste mand i Abruzzer-fjældene?»

«Sissignore. Sissignore.»

«– Og var altid den første til at eie de unge hjærter? – spørg jer unge koner, I andre!»

«Jus primæ noctis,» messed præsten mekrende.

«Sissignore. Sissignore,» svarte det fra alle munde.

«– Og tiltrods for at blondt haar er vakrere end det kastanjebrune!»

209Alle nikked: «Sissignore. Sissignore.»

«Heh? Er blondt haar vakrere end det kastanjebrune!»

De saa paa hverandre i mørket: hvad hadde de sagt! – Thi signorens haar var jo kastanjebrunt. … De rømte over hverandre nedover stien, saa det dured under de tunge sko. Men Flavio smøg ind i hytten, og lyset i den lille olje-lampe blev slukket derinde.

De nede paa stien braastansed: … det var jo mørkt i luften! hvorfor rømte de? – De stormed tilbage, og angsten slog om i sinne, ligesom hos hunden, som vender om, naar den er blit skræmt, og sinnet dobled sig til kokende raseri. De stilled sig tæt op til rørhytte-væggen, bed sine stærke kæver sammen.

Don Ferruccio greb i hyttedøren. Kroken stod paa paa indsiden:

«Jenten! – Saa jager jeg hver eneste bygselmand av eiendommen!»

Det svarte bag hytte-væggen: «Gør ingenting. – Ingensteds er kontrakterne blodige som her.»

Han sled i døren; det skummed av hans mund:

«Jeg lar støbe nye glasskaar paa murene! saa skal børnene faa lidt at krabbe paa og leke med!»

210Det ropte inde i hytten:

«Han maa vogte sig! Der hænger en ljaa over døren; den kan falde ned.»

Der var nok fuldt av folk derinde ogsaa. Han spændte døren op; han stak hodet ind i bare varm lummer menneskepust. Flavio hugg; ljaaen traf pulsaaren i halsen. Flavio slap ljaaen. De skrek alle i kor derinde: «Han maa vogte sig, signore, ljaaen falder!»

Don Ferruceio brølto rasende: «Jenten!» – Han sank sammen og stønned: «Hjælp!» – Og lidt efter hvisked han sløvt: «… Ljaaen falder. …»

Cesare forsøgte at tænde fyrstikker. De slukned den ene efter den anden. Han slukked dem selv: – han kunde gerne ligge der og forbløde sig! – en fille marchese, som skyldte sin gaardsfoged, og ikke engang hadde raad til at betale sin egen jernbane-billet! … Men bygselmændene saa blodstrømmen – de hvide ridebuxer med røde rænder! … De rømte, saa det dured nedover stien.

Præsten sank paa knæ med foldet haand: «Santa Maria! var hans sidste ord,» sa han. …

Bygselmændene braastansed, vendte om: … Ljaaen falder, det var jo hans egne sidste 211ord! … De mumled i munden paa hverandre, stagged, forklarte:

«Væggen risted –»

«Don Ferruccio spændte døren ind –»

«Og saa faldt ljaaen –»

«Og saa faldt ljaaen,» gentog de alle og saa paa Cesare.

Cesare saa paa dem og forstod: «Ja, saa faldt ljaaen,» sa han avgjort. «Ingen har her nogen skyld. Ulykken hænger over godset: nu nys faldt jo Flavio’s syvaars bror ned paa murens glasskaar, stakkar –» han saa paa dem: den ene tjeneste fik være den anden værd, naar de nu kom for retten.

«– Faldt ned paa murens glasskaar, stakkar –» gentog de alle.

«– Og saa faldt ljaaen,» mumled de alle.»

De stod numne og pusted og saa paa hverandre gennem mørket. –

Men der stod et telegrafbud iblandt dem med il-telegram fra marchesens ven senatoren. Donna Giulia aabned det:

… Han, don Ferruccio Ferrucci, skulde selvfølgelig beholde fribilletten ved alle statens baner. Der var truffet forføining til, at den taktløse konduktør blev fjærnet. …

Der stod en ny signore paa slottets loggia tidlig næste høst. Der var gæld efter den sidste Ferrucci, og en kasse i byen, som han bestyred, var i underskud. Der maatte sælges, her trængtes kontanter, – og bygselkontrakterne kunde ikke strammes mer.

Den nye eier kom til sit gods idag. Det var en rig Amerikaner, en enkemand med en blond syvaars datter, – bleg, mager med brunlig sportmands-bart sænket over sørgmodige læber. Han kom med mange bøger.

Men han hadde ikke lært reformtrang og menneskekærlighed av bare bøger.

Han stod barhodet i morgensol og saa gaardspladsen fyldes hidenfor de ranke cypresser; hans blonde datter stod ved hans side. Blandt dem som kom derude var ogsaa Flavio, som igaar slap ud av straf. Den nye eier kendte sagen: En syvaars gut hadde stjaalet figen; det 213var ikke loven, som rammed ham: Cesare spidded ham paa murens glasskaar. – Det var ikke loven, som rammed Cesare, og det var ikke engang ham det rammed: Marchesen vilde ta en kvinde med vold; han blev dræbt istedenfor Cesare. – Det var ikke marchesens drab, loven rammed; de svor sin ed i retten de femti bygselmænd, at ingen hadde rørt ved ljaaen. Retten kom ingen vei. Men nogen maatte rammes her ogsaa, skønte de vel! – og luften var trykkende: om ingen vidste noget? – noget som helst! – «Flavio stjal polenta den samme dag,» sa donna Giulia. De femti bygselmænd skrek glade: «Ja, Flavio stjal polenta!» – Og den sultne Flavio fik otte maaneders fængsel for sin klatt polenta til 25 centesimi. Loven rammed én ogsaa denne gang. …

Den nye eier kendte folket: der fandtes ligesom ingen almen retssans i landet; ikke samhold heller, og ikke løfter som gjaldt! Han hadde undret sig mer end én gang over det, og nu saa han det, her han stod i morgensolen: det var individets frigørelse, som i længst hensvunden tid var gaat saa stærkt over menneskerne her i landet! – det var inderst inde grunden til dette. For al denne troløshed, kæltringstregerne, var frigørelsen og selvhævdelsen 214paa vrangsiden, selvhævdelsen saaledes, som fra først av kun var brugt i de snævre vendinger; – var troløsheden som fast egenskab andet end et voxent barn av nødløgnen? det var nødløgnen, hver gang nu et alment princip eller moralkrav eller lovens arm holdt paa at gribe og faa tag paa én. …

Det var nødvendigt, at frigørelsen kom over menneskerne; men naar den kom, fik menneskerne som arv en hvislende ormetunge i sin sjæl, som aldrig vilde ligge stille, fordi den vilde sig selv og andre ondt, saa titt den saa sit snit. Ti frigørelse var altid ødelæggelse av noget. Hvem kunde si, hvorfor det skulde være saa? De stærkeste love i naturen er jo de, som ikke kan bevises, de stærkeste stemnings-brydninger i menneskesindet er de, som ikke er begrundet. …

Men denne ormetunge i slægtens sjæl maatte kunne rykkes ud igen, naar en med formue reiste sig blandt dem og gød godhed over kivet, samled og dulmed det sønderslidte, bragte ro til det skræmte. Han kunde ikke gaa tilbage til deres grumme historie for de tusen aar, heller ikke til den nye frigørelse for nogle hundred aar siden. Ingen kunde det. Han begyndte stilt med denne sidste sag. Han 215hented op nye lag i folket, i hvem retfærdighedens blomster-plænte kunde sættes ud, og voxe sig stor og stærk; det var disse splinternye lag, som nu fyldte gaardspladsen dernede og stod færdige til at avløse det gamle; der i dem maatte skabes det rette forhold mellem straf og brøde. Saa vi ikke ogsaa nu overalt blandt folkeslagene, at retssansen fornyedes? En ny tid var inde: retfærdighedens vaar stod snart for døren ogsaa for den fattige og forskræmte. …

Og de to brune foler stod trygge op til hverandre under slotsvæggen og lytted.

Han stod og nikked til dem, som gled ind paa gaardspladsen forbi de ranke cypresser, de femti bygselmænd med hvide bælteskærf om maven. Cesare sad alt avskediget deroppe i stadsporten hos sin unge ven toldbetjenten.

Han vinked først paa Flavio og ropte ham op.

Men donna Giulia skøv sig foran, og Flavio stansed i korridoren – donna Giulia hadde ligesom første ret paa gamle tomter. Hun traadte først ud paa loggiaen:

«Don Ferruccio Ferrucci – gud signe hans minne – sa, at jeg skulde ha værelse og ophold paa slottet saa længe jeg leved. Der kom ingenting skriftligt mellem os; han døde jo 216saa uformodet. Men De er en signore, og jeg er en signora, saa vi tror hverandre paa vort ord –»

«Jaja, behold De Deres værelse. Jeg lar desuden anvise tyve lire maaneden – Men det var Flavio –?»

«Øieblikkelig, signore –»

Hun førte præsten ind og stansed Flavio.

Præsten bukked sine øine under uglebrynet:

«Jeg formoder, at vor religion ei er den samme, signore. Men ligemeget: De er kommen hid til egnen for at avhjælpe nød og sygdom. Just heroppe paa nonneklostret driver vi jo ogsaa et lidet hospital –»

«Jeg skal tænke paa Jer.»

«Men iaar har en tung sygdom rammet priorinden selv –»

«Hvorlænge syg?»

«Just idag sine ni maaneder, signore – en mægtig svulst i bugen. Men vi mangler sygevogn; ved de grave tilfælde kører vi de syge til byens klinik. Og det kan komme paa dag som nat –»

«Jaja! Men det var Flavio –?»

«Jeg laaner Deres ny kalesche med fjærer under. Thi det kan komme paa dag som nat – en saadan svulst –»

«Ta den!»

Donna Giulia stængte korridoren for Flavio; 217hun sendte kokkepigen ind. Hun halted ud paa loggia’en og sa:

«Jeg er retmæssig enke efter en, som omkom ved en ulykke. Jeg har to børn at forsørge. Don Ferruccio – Santa Maria signe hans minne – loved mig paalæg i min løn. Men han døde jo, som herren ved, saa uformodet –»

«Jaja! – ti lires paalæg i din løn! – Men Flavio! Flavio!»

Flavio brød sig frem i korridoren, traadte ud paa loggiaen med det blide blik, som sa sissignore:

«Don Ferruccio Ferrucci vilde min trolovede Lætitia godt: han loved hendes brudgom en strækning av sin egen have til forpagtning. Han omkom, som herren ved, ved en ulykke – forbandet være den stund, da Lætitia’s far hang ljaaen over døren! Nu elskes jeg av Lætitia, og Lætitia elskes av mig –»

«Det bedste stykket i haven er Jert!»

Og Flavio glemte at bukke og blev rød. Den nye eier fulgte efter:

«Men det var det jeg vilde si: Ta nogen mand med og riv ned glasskaar-murene ud til bygselmændenes jorder. De skal gøre det. De er den rette! Her er mangt som 218maa repareres. – Helst idag, hvis det passer Dem?»

Flavio blev forundret: «Jeg er jo helt til signorens tjeneste –»

Og den nye eier vinked de femti bygselmænd op:

«I eier Jer bygseljord, venner!»

De spurgte i munden paa hverandre: «Hvor stor procent, sa De –?»

«I eier Jer jord!»

De stod og gabte.

«Men en fire fem faar hjælpe Flavio med muren idag, hvis det passer Jer.»

De svarte i diskant, med næsten arge rynk i panden:

«Men det er akkurat som signoren selv ønsker!»

«Det har ingen hast, ser Dere –»

De strakte arme mod ham, skrek i kor:

«Men vi er jo helt til signorens tjeneste!»

De gik. Han studsed: strakte de ikke arme ud som de kræved sin ret? …

*

Da aftenen kom, gik en fiasco god vin i gave til hvert av de femti smaa bygslerhjem. Der blev jubel i hytterne.

219I toldportens blaffende lygtelys sad Cesare uden bestilling og lytted misnøid ned mod sletten; han hadde søgt en konstabelpost idag. Da fik den unge bekymrede toldmand et glimt; han hvisked:

«Hvergang du saa jeg snød stat og komune her ved porten blir altsaa alligevel mellem os?»

«Hvad mener du?»

«Jeg mener, at lige under donna Giulia’s vindu finder du iaften sent en antændt lunte; et lidet stykke derfra en pomodoro-daaseForfatternote: pomodoro – tomat. fyldt med krudt.» Han tog en daase op, smilte: «… Denne her … Du husker, du søger post ved politiet –»

«A! jeg forstaar.»

– Og den nye eier hørte jublen i hytterne. Han listed sig nedover haven i den lumre høstluft; han vilde ud paa jorderne gennem den nye spræk i muren, titte ind i hytterne og se de tilfredse smil.

Der dunked noget lige foran ham i finochibedet. Der stod en og kasted sten op i figentræet. Der faldt en figen, stundom faldt der to; de faldt bløde, overmodne ned i græsset, for det var sent paa aaret. Der pusted en – det ledte nede mellem grønsagerne.

220Han gik lige paa, tog ham i trøien. Det var Flavio.

«Dette er nok mit figentræ, min ven!» sa han mildt.

«Sissignore, sissignore.»

Han pegte mod de nedrevne mure:

«Jeg reparerer egentlig ikke her. Dette skal nemlig rives og køres væk alt! For det er min tillid, som skaber ansvar hos Jer; Jer ansvarsfølelse er min mur. – Men klyv bare opi og ta dem De ønsker!»

Han listed sig videre nedover. Flavio satte efter i mørket, sprang forbi, hopped over den nedrevne mur; han fortalte hvad der var skedd og hvad den nye eier hadde sagt: – alle murene med glasskaar skulde væk! Det løb fra den ene hytte til den anden. De studsed; de tog sig for panden, rynked brynene; de hvisked ivrig i munden paa hverandre: … Ikke kunde han gi ordre – han spurgte stadig, om det «passed» dem! … Var han feig? var han en taabe? … Og de hadde set ham med spaen i haand idag netop under det figentræ: var det nogen signore! … Da var den gamle gaardsfoged en anden kar, som for en figen spidded Flavio’s syvaars bror paa glasskaarene! …

221De svimled. De slog sig for panderne. Det steg til skrik med ét – haanlatter-skrik, hvin, arge ulvehyl: – han vil ikke ha nogen mur med glasskaar! …

De vælted ind gennem mursprækken, de unge først, saa kvindfolk, de ældre, barn. De fyldte haven; de stormed figentrærne; hjærnerne rased: … han vil ikke ha nogen mur med glasskaar! … Den nye eier gik igen dernede og titted ind i øde hytter. Han kom springende efter over muren; han ropte efter dem i mørket: «Klyv bare opi! ta–ta!» – Han stammed: «Jeg skønner Jer: denne glasskaar-mur har bare stængt Jer ude for længe! I har ikke ansvarsfølelsen endnu!»

De studsed: – Vilde han ikke spænde imod, den mand! – hvor djævelen var han henne! … Vilde han gøre dem rent husvilde! … Ved Madonna’s blod! …

De skrek. De rev, ribbed. Der gik en svær gren! det braked over hele haven. Alle hørte bresten; de slap sig ned fra trærne, randt avsted nedover mod murrevnen alle som én. De braastansed, retted sig, ligesom saueflokken, naar den jages av uvorren hund. De stirred paa hverandre gennem mørket: «Hvad var det?» De vidste, at hvert ansigt var hvidt. 222De kendte angstens brusende hvirvel i hverandres sind, svimmelheden i tanken. Det samled sig til nyt raseri; i yr vildskab kasted de sig om, stormed opover igen. Flavio hven arge ulvehyl.

Den fremmede tagg forfjamset: «Gaa! Nei, – nei gaa!»

De brød ned værre end før. De flækked grene efter de store kløfter; hele trær stupte. Det knaked og brast over hele haven: … hvor djævelen var han henne, denne fremmede! … her i braken, i grenene, i de slidtne rødder, i ødelæggelsens hede maatte han findes! …

Den fremmede satte i et par hop, rømte opover. Med ét stansed han, retted sig; det var som noget kom farende gennem luften og snudde op ned paa ham, vrængte ind ud. Han sprang ned igen. Han greb noget i flokken, kasted det op paa muren. Det skrek; det var en barne-stemme. – «Hvad er det!» ropte det i sorte larmen.

Han stod lamslaat. Saa kasted han sig om, rømte i svære spænstige hop opover haven, ind, stængte porten.

«En unge i glasskaarene!» skrek en kone. Og Flavio’s stemme brølte: «Den fremmede spidder unger!»

223… Hvad! spændte han imod? … Hadde ungen skaaret sig? – spurgte nogen. … Det var det samme! svarte det. … «Paa morderen!» hylte Flavio og hopped ned fra træet; … trodde han han var den gamle gaardsfoged! …

De styrted ned til mur-revnen for at hente sten. De knytted næverne, de stormed rasende opover haven, kasted paa maa faa ind i mørket. De skrek i kor, hven av sig arge ulvehyl: «Paa morderen!»

De fyldte gaardspladsen, mens skodde efter skodde smældte sig hurtig i langs slots-væggen. For donna Giulia gik derinde og stængte. – De stormed stalden, slæbte halm ud og la paa gaardspladsen fang efter fang. Andre hented ny sten fra mur-revnen. Hadet steg, mens de stræved, skriket øged; det voxed saa ulklart sammen med selve minnerne … den gamle gaards foged … marchesen som knækked hver ungmøs foraarsstængel … «Paa morderen!» skrek det.

Og de tændte halmen, og kasted ny halm paa, saa flammen slog opom de ranke cypresser. Og stenene begyndte at gaa mod slottets murvægg; de bare kasted, kasted og hvilte ikke, saa de snapped efter veir til hylene; det skummed av deres mund. Løsnede ornamenter krafsed nedover muren, tunge gesimser datt, og 224agave-urnerne paa loggiaen sprak, slap sin muld, trimsed ned; sten knuste skoddernes sprinkelværk, ruterne klirred indenfor, messingfalsen slitned. Det hvide empire-skab fik revne, stolene dansed bortpaa gulvet, en og anden forgyldt ryg gik.

En regn uden stans av sten! et eneste hav av stakaandede hyl!

Og derinde i korridoren paa en stol sad han, Amerikaneren, som slægternes samvittighed, hvid og rædd. Og hans blonde datter stod og holdt hans haand i sin og strøg hans lyse haar.

En bombe sprang nede i haven. Cesare skrek fortvilet: «Det var min!» Han løb rundt, ledte. Saa skrek det jublende under donna Giulia’s vindu: «Her er den! – her er lunten! … En fyldt bombe!» – Cesare kom frem om slotshjørnet med en pomodoro-daase; han svinged en fræsende lunte i luften. Den unge toklbetjent skrek: «Bravo! – Leve Cesare!» – Cesare sprang nedover alléen.

Karabinierer marscherte ind gennem porten i det samme. Cesare brølte mod dem: «Jeg har fundet den! den er min! Jeg bringer den selv til politiet!» Han rømte i sprang forbi dem og ud porten.

Karabiniererne rykked frem mod halmglørne. 225De stormed over glørne, ind i mørket. Ingen merked dem. Der glimted et skud, to skud. Folk rømte; det dured i jorden mod alle retninger.

Men en syvaars gut, som hadde lekt med Flavio’s bror den tid han leved, springer paa karabinier-sergeanten, griber om sabelklingen, hænger sig fast, biter i den hvide dusk. Karabinieren brøler slip! Han slipper ikke. Karabinieren rister hidsig sablen; men klingens ægg maa skære sig ud av de smaa rasende fingre. Karabinieren kommanderer fremad efter de flygtende. …

– Det blev stille paa gaardspladsen og nedover haven.

Præsten sad inde paa donna Giulia’s værelse og lytted – hun var gaat tidlig i sæng i aften for hjærteklap. Han sad strunk paa hendes undertøi paa stolen, med hænderne hvilende paa den store paraplyholk og næsen dryppende; han pusted tungt, og øinene flytted sig som brikker under uglebrynet, – men de hadde bare flyttet sig et par gange den hele tid.

Han reiste sig, gik bort til vinduet, løfted lidt paa skodden: … kaleschen stod tryg i klostergaarden og vented priorindens anfald …

Donna Giulia sa: «Hvorfor glytter De stadig op paa Deres nonnekloster inat?»

226Præsten satte sig: «Vi har alle syndet –»

Donna Giulia reiste sig i sængen: hørte hun ikke et skrik der ovenfra i mørket? …

Præsten reiste sig, sukked dybere: «Vi har alle syndet –»

Der kom flere skrik, lange; dette var ikke folke-larmen. Hun kendte skrikenes art. Hun saa paa præsten. Hun skoggerlo. Hun stammed:

«… Svulsten, hr. præst … priorindens svulst. …»

Hun lo værre og værre. Hun vilde snakke mer, men kunde ikke. Hun krøb frem av sængen, satte sig paa kanten i bare særken, snapped efter pust. Men latteren kvalte stemmen; hun blev blaa i ansigtet. Det kom nærmere der oppe. Hun skrek det ud:

«– paa filantropens ny kalesche!»

Hun faldt om paa gulvet, trilled sig i gurglende latter. Det stilned; den svære krop rykked i sig, sank rallende sammen.

Præsten folded sine fede hænder: «Der falder ikke en liden – en stor spurv –»

Han lytted ud mod vindus-skodden. Derudenfor paa veien galopperte det forbi fra nonneklostret til fødselsstiftelsen i byen, under veers lange hvin. Han gik ud i korridoren, la 227sig paa knæ hos slottets nye eier, folded igen sine fede hænder:

«Og dog falder der ikke en stor spurv til jorden uden den almægtiges vilje.»

– Men langt ude paa den øde landevei traved to langraggete foler side om side med uklippet man; de traved ud i den vide mørke verden, vetskræmte av stenkast og skud og skrik, snubled op i skarpe pukstens-hauger, sank ned i dybe grøfter.

Oppe i byavisens trykkeri blev alt stof kasseret om natten; sætterne fik extra-arbeid med artikler om anarkist-optøierne ved det gamle slot. De beretted om Cesare’s modige daad, gaardsfogden hos slottets forrige eier, den exentriske marchese Ferruccio Ferrucci: En bombe var alt sprunget; han løb hen og napped lunten av den næste. Præfekten hadde i regeringens navn lovet ham et gratiale av indredepartementets hemmelige fond; medalje var han jo selvskreven til; man kunde ikke være i tvil om, at i vore urolige tider rette vedkommende vilde gribe første givne anledning til at knytte ham til ordenspolitiet i vor stad; – det var i prøvelsens stund man fandt de bra folk. Kække 228gaardsfoged Cesare med det vakre sølvhvide haar og det lange skæg blev imorgen dagens helt.

*

Thi Italien steller sig til vaar. Den ligger lummer mellem fjældene. Brune vaade vaarskyr snur sig og vaser sig sammen over sletten, uden bestemt drift, raadløse, færdige til at styrtregne naar det skal være.

Italien steller sig til vaar indenfor slotternes høie glasskaar-mure. Det ligger og gror og suger med unge rødder i jorden. Det ligger og raadner dernede. For der gaar en vingaardsmand og vender ny jord for den vordende vaar. Det er slægterne, som skifter. Livets store lov. Og smaaspurv-parret, som var ægg ifjor, sidder sikker i priorindens cypres og pusler med den samme lov, at der er liv som dør og liv som kommer, loven for livsens sørgespil.

Der er en opløsningens lov i livet. Men det som dør, skal gøre nytte; selv det som raadner og stinker, brænder efter at bli med som næring i det ny. For det er det underlige, at livet er netop selve opløsningen, netop den stund, da et raadnende blad vandrer over i næring for det ny blad.

Og i et folk gaar det for sig med den 229samme opløsningens sørgmodige lov, der er brugte lag, som raadner, der er lag som gror: marchesen gaar, arbeidsmanden vender op. Retfærdighedens vaardag ventes over landet; Italien steller sig til vaar.

Der gaar en vingaardsmand og tror han vender jord for den vordende vaar. Der staar to langraggete foler op til hverandre i skyggevæggen og bier saa trygge.

Men der ligger brune vaade vaarskyr høit oppe mellem fjældene, over slotternes glasskaar-mure, over priorindens cypres.

Det braker løs; blaablege lyn spraker langs fjældsiden. Det høljer ned fra skyen med hagl og regn, under stærke vindstød. Det fosser udover skraaningen, udover de kollede beitehaunger; for der er hugget saa lige ind til skindet disse aar, at der ikke er en trærod længer som hæfter vandet. – Men saalænge nonneklostrets tykke havemur staar deroppe i dalrenden, er der ingen fare for slottet nede paa sletten; for alle disse aar har flommen maattet svinge forarget om hjørnet og følge mursiden nedover paa skraa, udover i næste dalrende, hvor egentlig bækkeløbet gaar.

Muren falder idag – aarevis har vandet svinget her og pilket saa smaat paa kalken. 230Yr tar flommen bent over køkkenhaven, lige i et stærkt hjørne; men den finder ikke porten. Den gaar rundt i haven, stiger, river artischockerne op med rot, vælter cølibatets ranke træ, hvor smaaspurv-parret pusled nys, soper med sig, rundt i rundt, og bruser. Der springer træporten! majolika-Madonna op i gavlen stuper udi som en and. Det bærer udover; naar nonneklostrets mur er brudt, ligger veien aaben lige paa det gamle slot. Det buldrer; flommen sprænger broer, mure, vælter stenene udover markerne, og vandet vælter efter. Det suser, det skummer, det roter op hver dægget spædrod, river vignens rørstænger overende, graver ned i sand unge gode ranker, som vingaardsmanden nys bandt fast til stangen, vælter figentrær, gruser op, driver rundt, uden skaansel, uden retfærd, uden fnug av forhold mellem straf og brøde. –

Hvor er vaaren? hvor er den store sørgmodige lov for livsens sørgespil? – Et spirende liv eller to – hvad vægt ligger der paa det! Hvem sidder vel til doms, naar dæmmet falder?

Bred og yr gaar flommen over slot og slette, bruser ud den ene stolte ting: ét liv eller to – i satans navn, hvad vægt ligger der 231paa det! en hel dal eller to, ja et helt folk! …

Og langt ude paa sletten ensteds, naar nu igen de vaade vaarskyr letter og flommen spreder sig, kan det hænde, der ligger kanske netop noget udtjent – en bleget pinde, som ikke gror, noget ubrugeligt – øverst i det ny som danned sig, kanske et raadnende blad, som alt var begyndt ifølge den store faste lov som næring under jorden for det ny, og smiler godfjottet op i solen.

Det er jo den ene ting, som vingaardsmænd de aldrig husker, at naturen stundom holder fête champêtre.

Om Trækfugle og andre

Samlingen Trækfugle og andre kom ut i 1899 og inneholder 6 noveller: «Chrysanthemum», «Ude i de store kulturlande», «Renæssance», «Virgo immaculata», «Odin i sivet» og «Fête Champêtre».

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

• 1. utgave, 1899 (nb.no)

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook