UDE I DE STORE KULTURLANDE

Campagnen laa i sol.

Urørlig som selve pinjen, sad gæteren paa sin hest langt derude i vest mod himlen; han sad i sin keglespidse hat og lugted sjøbris, med fole-flokken rundt om sig; den lange rørstang laa som en rebet seilraa over tvers foran ham paa sadlen. De falmede halmstakke, som stundom var skavet av lige indtil benet, stod og røg av sine kupler, som der var folk indenfor og kogte. Paa haugene, rundt nybygge-forsøgene længst borte, hang febertrærnes underlig visne blade og vifted sønderslidte i den solhvide dunst.

Det var sidst i mars.

Paa «Trionfo del Baccho» blev det pludselig folksomt. De kom ind fra den klassiske 50brostensvei, som her lige ved indkørselen til osteriet gjorde en liden sving.

Det var et stort firkantet gaardsrum, og rundt gaardsrummets væg laa der en rad smaa hytter; de laa efter hverandre som smaabaaser skilt ved tynde gule rørstænger, som krydsed hverandre i firkantede ruder. Der hang roser og epheu ned i ruderne. Der laa siv paa taget. Derinde stod et træbord og to langbænker. – Der laa en barbenet gut op i en halmdunge paa gaardspladsen og øved sig paa mundspil. Der sad en gammel kone i døren der ovenpaa bag loggia’en og saa ud; paa gelænderet foran hende stod en opsats, hvor hendes grønne papegøie fra Uruguay solte sig paa sin pind og læsped «Frederigo». – Der stod to store pinjer i porten, der hvor den klassiske brostensvei begyndte at løbe i ret linje indover mod Rom. Og over pladsen tusled vinden i febertræets slappe blade. –

De spaserende kom i klumper paa to og to; de hadde slaat sig sammen idag og beset kendte grav-ruiner fra Roms storheds-tid. Og de satte sig strængt efter klumper ind i hver sin baas.

De var nu saarbente og hede under fodsaalen. Og paa den klassiske vei hadde de ikke været rigtig enige om, hvad geni var. 51Striden var begyndt med Rafael. Det var gamle tante Ring, som hadde grosserer Meyer under armen – hun var blit alene nu i verden, fordi hendes tykke moppe døde i høst av forstoppelse, – og saa reiste hun til syden; hun hadde sagt: «Rafael maler stof saa godt, at man formelig venter, hans skikkelser skal falde ned av væggen – illusorisk saa det formelig er nifst.» – Da hadde fede runde fru Smitt svaret – det var rige grosserer Smittes sine fra Kalfaren, som nu hadde bodd ude i to aar for de svage lungers skyld: «Og paa samme tid saa aandig, so te si himmelsk!» For fru Smitt gik med præsten under armen. Han var ugift og graanet. Han hadde med sorg gennemgaat ministerial-bogen hjemme i sit kald: den opviste jævn væxt av de uægte fødsler i sognet. Han blev stille, han blev trist; han var jo ogsaa ugift selv. For det var netop her han hadde lagt sit meste arbeid, i hjemmene, paa stolen, mod øget renhed. Saa sa hans læge: «Reis til syden, De far! lugt lidt paa antiken! – saa faar De nok fred for Deres uægte fødsler!» Derfor kom nu præsten ud til syden. – Men gamle tante Ring hadde faat bidt fru Smitt ordentlig av: «Det er som bekendt netop denne forbindelse som er det geniale hos Rafael.» – 52Grosserer Meyer fortsatte: «– Det at det saadan haler i begge ender, saa billedet blir akkurat hængendes igen midt paa væggen.» – «Rafael er en elendig smører!» hadde det svaret rapt og klart; det var den unge lysskæggede stipendiat, med kridhvide tænder, med blaa øine, som kasted underlig blege blink; han skulde vide saa overvættes meget, sa folk; han hadde fladt bryst. – Men tante Ring hadde faat bidt ham ordentlig av alligevel; «Om smag og behag kan man ikke discuttere!» – Og saa var da spørsmaalet geni kommet frem, hvad det var. Det gik samme vei. Ogsaa der hadde de faat bidt hverandre rigtig ordentlig av: om smag og behag kan man ikke discuttere. …

Men striden var inderst inde og allerførst begyndt med valg av osteri. For der var bare én av alle disse, som hadde faat sat igennem sit osteri; og hver anden her vidste om et andet. Og stipendiaten tabte, han, endda den anden bare hadde været én maaned længere i Rom end han.

Og saa var de ogsaa saarbente og hede under fodsaalen.

De satte sig strængt to og to i hver sin baas. Det var bare én, som blev staaende bredbringet paa gaardspladsen. Det var fædrelandets høieste tillidsmand, Norges delegerede til den store 53internationale kongres. Han kom lige fra Peterskirkens kuppel hid til gravruinerne. Nu hadde han siddet i graa vadmels-klær og fedtlærs-støvler hele fire eftermiddage til ende paa Roms fineste hotel, og hans blaa høifjælds-øine hadde stirret ufravendt bag tykke hornbriller paa den dør, hvorigennem han vented visit av stormagternes delegerede; men der kom ingen – det var igen de rænkefulde svenskers skyld! – Saa tog han sig fri denne eftermiddag med sin sekretær. Han blev staaende alene midt paa gaardspladsen og stirre hult paa vandposten, som den var en av stormagternes forsømmelige delegerede.

De andre satte sig. Der sad hans datter, præceteristen Borgny, som hadde fulgt sin far, da han ifjor repræsenterede fædrelandet i Paris, og som derfor holdt paa fransk sprog og fransk vin, som kunde staa optrukken én hel maaned uden at bli bedærvet. Hun var kortklippet, og hendes stemme var god; hun var kæk og rasende frisk, sa veninderne til hende. – Og den unge glatrakede literat gik ind i hendes hytte. Det var et prægtigt hjærte-menneske, hvorav der er saa faa nu for tiden blandt de unge, og var derfor ansat som sekretær hos Norges udsending.

54Det var han, som hadde faat sat igennem sit osteri denne gang.

Der sad i baasen ved siden av gamle tante Ring og grosserer Meyer. Hun titted mellem rørsprinklerne ind til literaten, som var ved at sætte sig; hun snakked halvhøit med sig selv:

«… Der er hun lige ved ham! … der hvisker han! … der – aa!» Og saa kom et kort hvin: «Uf ja, hr. grosserer, naar de astmatiske anfaldene kommer, – jeg forsikrer Dem paa, da maa jeg formelig skrige. – Synes De ikke ogsaa, den unge literaten er et deiligt menneske?»

«Jo, astmaen er en rigtig underlig sygdom, frøken –»

Der sad i baasen længer ud en svensk groshandlare og den gamle skolemand. Han var lærer i de gamle sprog og saa ikke op til nogen nulevende i tiden; kom en elev alligevel stikkende frem med en storhed, syded det av selvopholdelses-trang; han spytted tørt og rev ned i ung ustyrlig fryd – det var for ham en kamp mod frasers voldsherredømme, mod humbugen i verden; og de unge ledte altid nye storheder frem for at ærte ham. Men for hver nedrakning blev ringen lidt trangere om læreren; og saa endte det med, at han tilsidst 55ikke kunde skønne, der i grunden var luft og rum overhodet for noget ideal i tiden nu. Men det var ikke saa slemt endda, for det var moderne, det vil sige, moderne i bedste og yngste forstand. – Men han kendte sig som en skibskaptein, som hadde faret længe og underholdt førsteplads-passagerer: han begyndte at faa lidt mange faste historier nu, ogsaa udenfor skolen. Og det var værre. Da var han reist for at komme ud av ringen.

Den anden i baasen var en gemytlig og ligetil svenske, som alt indenfor Roms mure var begyndt at snakke om «hæmroider». Og nu skulde de strax drikke «brorskål». – De to sa ingenting; – nu hadde jo heller i grunden svensken ikke mer at snakke om.

I baasen længer ud stod præsten. Han bukked galant for fede fru Smitt og satte hende fra sig paa træbænken.

«Tak, herr pastor! – Ja saadan arm i arm kan vi gaa her i Italljen –».

Sidst igennem porten kom et dansk par; men de var nygifte, saa de vilde gaat for sig selv alligevel. Han var maskinklippet og hadde to lange godhjærtede nakkesener; fødderne stod rask udtilbens, som der var brølet holdt! midt i en springmarsch. Der stak en sort bonjour 56under den lyse vaarfrak. Hun var blid og lys, hendes haar var gult og rigt som modent korn. De satte sig i den ytterste hytte, helt bagom pinje-stammen, for de vilde ikke la sig snyde for noget, naar de nu først var gifte. –

«Garçon, fermez la porte!» skrek det ud av en baas; det var datteren til Norges repræsentant.

Det svarte høit og koldt borte fra den inderste hytte:

«Som bekendt bruger man ikke døre i rørhytter paa italiensk!» Det var igen stipendiaten, som hadde vidst om et andet bedre osteri.

Det blev stille i baaserne. Det var bare hos præsten det smaasnakked, for han holdt endda paa at lægge sin frakke dobbelt paa træbænken under fede fru Smitt: «… Vil De ikke ha en stump av Deres egen frakke!» – De satte sig tæt indtil hverandre paa samme frak: «… Har De set de etruskiske vaser, hr. pastor, tegningerne? … De er jo rædsomt obscøne iblandt – simpelthen rædsomt! Der ser man den kristne religions gerning? … Har De set hermafroditen? Det er jo forunderligt at man kan finde paa slikt … høist karakteristisk for tiden … Har De ikke set den … rædsomt! …»

Der strakte sig igen en valkyrje-arm ud mod værten, som stod i skjorteærmer, bød:

57«Garçon, fermez la porte!» Thi hun kunde fransk, enten pokker saa der var dør paa italienske rørhytter eller ikke. Og hendes far stod med lys og løftet pande, som der defilerte tropper i gala forbi ham. Han steg ind, for atfor at] rettet fra: forat (trykkfeil) de kunde være tre sammen og støtte hverandre.

Det var bare hos præsten, det tisked som før:

«… Ok, livet her ude i de store kulturlande! Eg er so fjærnt i tankegang og i sprog fra dem himme i Norge no – tænke seg te komme him fra Europa no …!»

Men ellers sad de og lytted, holdt øie med hverandre gennem rørsprinkler og epheu som edderkoppe bag sit spind. Stipendiatens øie skalv: … dette osteriet var pinedø ikke avgjort endda! Hadde han ikke konsekvent sat sin vilje igennem og vundet hver eneste gang siden den skolefest, da han fik to hundrede dele daarligere end sin klasse-kammerat! – Der sad en lærerinde inde i hytten hos ham, hvis specialitet egentlig var de engelske almuskolers undervisnings-metode i smaaklassen; men saa blev hendes hørsel svag, og hun kritiserte nu moderne literatur i et hovedstads-blad. Hun sad lys, med blaa øine, og de tynde tørre læber kom ligesom aldrig i rigtig hvile.

58Saa sa literaten seierstryg:

«Er det ikke en fortrinlig vin, da!»

Og udsendingens datter svarte:

«Jo, i høi grad!»

«Et udmærket osteri!»

Det svarte høit og flydende fra den inderste hytte:

«Det er altsaa det kedeligste osteri i hele Roms omegn!» Saa hvisked det høit til lærerinden: «Nei, da ved vi et andet – ikke sandt frøken?»

Hun hørte daarlig, saa hun sad med munden halvaaben, da han snakked, for at ha gennemtræk i øregangen; hun lo til svar over hele ansigtet – det var det sikreste, for hun var aldrig tryg at hun hadde hørt rigtig. Han la merke til det træk; men det gjorde ingenting, naar hun bare satte sig her i hytten og holdt med ham! …

Luften blev ved at dirre over gaardspladsen. Det var stilt i alle rør-hytterne.

Men saa letted én forsigtig paa stilheden; det var præsten, som gerne vilde fly for tegningerne paa de etruskiske vaser:

«Kan De i grunden tænke Dem en sublimere statue end Belvedere’s Apollo?»

«Jo-e. Jo-e. Jeg synes at jeg blir rent grebet af den. Jo-e.»

59Det svarte fra stipendiaten i den inderste hytte:

«Det er altsaa den mest affekterte statue jeg kender.»

Præsten satte sig bedre op paa frakken. Men grosserer Meyer lo:

«Ja, det er so du kunde faa løst te kitle den manen i arm-kriken.»

Det peb inde i den inderste hytte:

«Jeg kan altsaa ikke drikke vinen paa dette osteri! – Kan De, frøken? – ikke sandt? De skal se vi vinder.»

Literaten sa uanfægtet i sin hytte:

«Men De beundrer jo den døende galler, frøken?»

«Ja, i lange baner,» svarte udsendingens datter.

Tante Ring hørte det; – denne literaten hadde ikke henvendt saapas som et ord til hende paa den hele tur! Hun sa høit ligesom ind til den inderste baas, hvor lærerinden sad:

«Det er en anden kunst end denne moderne, hvor kunstnere og saanne literater behager sig i at skrive sygejurnaler fra hospitalet istedetfor kunst.» – Hun skulde sidde her og nøie sig med denne grosserer Meyer! – hun var da ikke ældre end at hun endda hadde to uplomberte 60tænder, og hun halted da bare paa den ene fod! … «Ikke sandt, frøken? – De anmelder jo.»

Stipendiaten svarte inde fra den inderste hytte:

«Ja, hvorfor gav De mig ikke strax ret derude med mit osteri, frøken Ring!»

Det lytted rundt i baaserne – den samme uhyggelige stilhed.

Men literaten blev rolig ved:

«… Dette døds-udtryk –!»

Saa skrek det gneldrende fra den inderste hytte:

«Det er altsaa den ting ved den døende galler, at han trænger altsaa bare lidt grøn olje paa maven for at komme sig.»

Stilheden trykked, og Norges udsending skued. Literaten slog om:

«Der staar 8 soldi paa porten; jeg tror nok jeg skal faa halvliteren for 6, jeg –»

Det snakked høit i den inderste baas:

«Og saadan bedrager som værten paa dette osteri er! Ser han ikke ud, som han netop vilde ta 10 soldi halvliteren og si, det var ifjor den kosted det som staar paa porten! – De skal se vi vinder, frøken!»

«– For jeg kender værten personlig –» blev det urokkelig ved i den anden baas.

61Da kokte det op i stipendiaten:

«… I dette land, hvor vanstellet er slaat om i moralsk forvildelse … denne vældige anarkist-fabrik som heder Italien … dette land, hvor ikke sanddruhed gælder noget, ikke ærlighed, ikke engang samhold mellem kæltringerne … her hvor hver eneste mand bedrager … Ikke sandt, frøken?»

Hun stammed og lo igen over hele ansigtet som mod en vits:

«Jo fordi – Og saa er det det –»

Men literaten kaldte høit paa værten:

«Vinen koster jo det som staar over porten?» – Værten nikked. – Han vendte sig overlegent til Norges udsending: «I det hele, det gælder at lære folket at kende, saa finder man mange redelige blandt Italienerne ogsaa – her som andensteds; naturligvis!»

Stipendiaten kasted sig fremmenfor den anden; det hvisked høit omkap i begge baaser.

Han sa:

«Jeg maa jo si, jeg personlig har i grunden bare truffet ærlige Italienere –»

Den anden sa:

«Jeg har ialfald truffet mange ærlige Italienere –»

62«– Italienerne er ærlige folk de som andre; naturligvis! Ikke sandt, frøken?»

«Jo, fordi – Og saa er det det –»

«– Saa ærlighed er da ikke noget særegent for dette osteri – er De ikke enig med mig, frøken –?»

Derude i næstytterste baas snakked skolemanden til sin svenske bror:

«Jeg synes imidlertid, at vinen er god.»

Det haanlo fra inderste baas:

«De! De!» Men saa vilde han ligesom hviske igen: «Forresten, frøken, har De hørt gamle skolemænd hernede, naar de snakker om kunst? De snakker med en hul stemme som de gumled varm grød, eller ligesom den nyomvendte, naar han taler om guds-riget –»

Skolemanden reiste sig. Han sa ingenting; han bare gik. Han gik med svensken under armen; de to hadde heller ikke været uenige om hvad geni var.

Literaten letted paa sig:

«Man taler om lærere og kunstsnak. Hvad siger man saa om lærerinder og kunstsnak?» Han saa glubsk opover mod den inderste baas: «Disse latterlig tunge prammene som sidder fast midt op i evjen, og aldrig kommer flot! – Hadde man nemlig hat den paddehatte-flor 63paa kunstforstandige i den antike tid, var nok hverken Belvedere’s Apollo eller den døende galler blit til –»

De var alle tre i hans hytte ude paa gaardspladsen; der stod ogsaa Norges udsending. Hans blaa høifjælds-øine stirred stumt og truende. Den lyslette stipendiat spratt op, fyldte døraabningen i sin baas; men han kunde en lang stund ikke faa et ord frem for sinne: «Kongres-sekretær! … Pas Deres egen digterpram, De, som nu har sat sig fast i stortingsbudgettet!»

Literaten blev ved – snakked ligesom kun med Norges udsending og pegte smilende mod døren i den inderste baas:

«Og slikt sender man ud med offentligt stipendium! – Selvfølgelig! hans stemme er jo klar som den trillende ært: det er av dem som har en glimrende karriere for sig … upersonlig nok til at bli noget i antike fresker som i romerret … ved hjælp av professorers elsk og sine hvide redelige tænder –»

De tre gik.

Da skreg det fra den inderste baas, og en mager haand klorte i luften:

«De er en fordømt pøbel … og … og en upraktisk mand i det hele altsaa, som ikke 64skønner sig hverken paa vin eller osteri eller noget slag … og … og … og en ganske almindelig tarvelig fyr, altsaa …» Han trak sig tilbage; han gik op og ned derinde med de hvide læber.

Grosserer Meyer reiste sig. Han bød tante Ring sin arm:

«Der ligger imidlertid møkke ærligt stof i den unge manden derinde og boltrer seg. Bare nu stipendierne løkkelig udløste det en dag!»

De gik.

Men i præstens baas sad runde fru Smitt paa frakken og vented; hun vented og vented. Men det danske par bag pinje-stammen vilde være sidst.

De gik.

«… De etruskiske vasemalerier … rædsomt! … dette rafinement i passionen… Jeg har nogen fotografier jeg skal faa lov –»

Og saa letted det danske par og stevned indover bag dem.

Den italienske vært stod igen i skjorteærmer og saa forundret efter parrene med de lange mellemrum; der ude mellem de to pinjer, indover den klassiske brostens-vei, vandred skaren, to og to, mod den evige stad. De hadde slaat sig sammen i dag og beset de merkelige grav-ruiner fra Roms storheds-tid.

Derude tog runde fru Smitt præstens arm:

65«So gjer vi i Italljen … ok, livet ude i de store kulturlande, hr. pastor …!»

*

Han som gik op og ned i den inderste baas, satte sig. De to sad stille igen og stirred frem for sig.sig.] rettet fra: sig (trykkfeil) Han svælged et par gange for ligesom at faa giften ned, som hadde gæret mellem hans tænder, skummet ustyrlig over hans tungespids:

«Der ser De jeg vandt tilsidst – ja er De ikke enig med mig i det, frøken?»

«Jo, fordi – Og saa er det det – Ja da –!» Hun var mer jagende og hæs i stemmen end ellers, og snapped efter veir, som hun hadde mistet pusten op for en bakke.

De stirred igen modløse fremfor sig:

«… Det at jeg vandt …» han ligesom bare tænkte det henfor sig. «Ja synes De ikke det, at vi fik ret med osteriet?»

Hun svarte ikke nu.

Der snudde værten sig paa gaardspladsen; – de hadde jo slet ikke forlangt vin! sa han, han ropte paa en liter hvidvin og to glas.

Hun vendte sig til værten.:

66«Nei – nei – nei! En kvartliter rødvin til mig!»

«Det er altsaa den sletteste vin De kan faa her, frøken – er De ikke enig med mig i det?»

Hun gentog til værten:

«En kvartliter rødvin til mig!»

Han studsed:

«De er vist blit flink i italiensk, frøken. – Jeg hørte forresten «Kresjanja» av udtalen.»

Hun smilte:

«Udtalen er vel saa hip som hap hos os begge, kan jeg tænke.»

Han søgte igen at svælge det som skummed over tungespidsen.

… Udenfor deres hytte var der søndag og sol, og hvide snefjæld i nord og øst inde i Abruzzerne. En spurv sad paa brøndkanten og dypped lidt med vingen. Mellem halmlevningerne laa gutten endda og hadde nu næsten faat tarantella’en til paa sit mundspil; en anden stod ved siden og slog takt med en nøkle mod den tomme kobber-conca.Forfatternote: conca – krukke at bære vand i. Der lød et geværskud langt ude bag pinje-raden i vest: en Jæger vel, som skød lærker. …

De sad og stirred hen for sig.

67Hun saa ind mod gaardspladsen. Der oppe skued den grønne pappegøie fra Uruguay udover landskabet fra sin opsats, slog saa ud med vingerne, vilde ind i den hvide frie sommerdis. Den faldt ned igen nøiagtig paa samme sted paa pinden, læsped arg: «Frederigo!» Den hadde en tynd kætting av messing om den ene foden. Men næsten hvert minut glemte den det og slog ud med vingerne… Pappegøier hadde vist altid en tynd kætting om foden her syd – hun hadde set flere. Det var da som forgjort! bestandig faldt den ned igen, hvæste argere og argere: Frederigo! – «Freder-i-i-go!» Det var navnet den havde lært. Den skrek i hæs ilske.

Den gamle kone i loggia-døren storlo.

Men som hun sad og stirred op paa den grønne pappegøie, kom der noget susende forbi hende og gjorde øinene saa store – ind til hendes eget livs historie. Og hun hørte ensteds ligesom sin egen hæse jagende stemme, som altid snapped efter veir:

… Først og længst tilbage i tiden var der en ung herre i den pension hvor hun bodde – det var en moderne mand, som læste moderne literatur. Han hed Kaare. Hun slog ud med vingen mod den hvide frie sommerdis. Herren 68gifted sig med en anden. … Saa blev hun lærerinde. Hun slog igen ud med vingen: reform i skolevæsenet – fællesskole! Hun faldt ned paa samme sted: «Kaare!» hvisked det i hende. … Saa begyndte hun at skrive digte. Hun slog ud med vingen. En dag sad hun der bare og regned ud, hvor stort bindet blev og hvormeget hun vilde faa i honorar. Samme sugende hvisk for brystet: «Kaare!» sa det. … Saa tog hun literaturanmeldelsen i avisen. Hun slog atter ud med vingen: renhed! cølibat! Hun gemte kravet, for det var jo uden mening; hun for des mere strængt frem mod dem som skrev om kærlighed – hun dømte ubestikkelig al deres digtning slibrighed: «Kaa-aa-re!» – et hæst ilskeskrik indover kunst og digtning, altid samme skrik, som blev argere og argere som aar de gik: «Freder-i-i-go!» – «Kaare!» det var det navn hun hadde lært. Hun mente: «kærlighed!» – Det var jo i grunden dette literaten hadde sagt idag: denne tunge pram som sad saa latterlig fast i evjen. …

… Den gamle kloge verden sad som konen deroppe og lo. –

– Stipendiaten sad og saa til den anden kant; han saa gennem rørsprinklerne udover mod pinje-raden i vest. Paa en haug her nærmere 69stod en stor oxe i profil. Han stod urørlig, glinsende sort, med holdning; hornene reiste sig mod sky; pinje-raden naadde netop opunder bugen, den storfryndsede hals, hvor madklumper steg og sank, tegned sig mod himlen.

Stipendiaten sad og stirred paa den. Der kom noget susende forbi ham og gjorde ogsaa hans øine store, vendte dem indover imod et minne – det som hændte hjemme paa embedsgaarden, før hans far tog avsked for sit svage brysts skyld. Det var en tvillingbror han hadde hat; han blev stanget ihjæl av en oxe. Det gik saa for sig: der var en ung oxe paa gaarden, et prægtigt avlsdyr. Broren lekte med den fra den var liden kalv, borte paa volden; han vilde altid prøves med den i stanging. Han tog den da om begge de varme blanke hornene og satte sin pande i oxens lugg. Oxen morred sig ogsaa, og brugte aldrig al sin kraft. Det blev mer og mer med den lek for hver dag, men oxen vandt hver eneste gang. – En dag sa de til broren han skulde passe sig – det kunde braatt slaa om med oxen. «Jeg har nok tænkt paa det jeg ogsaa,» svarte broren; «men jeg kan ikke la være at vinde en gang.» – Den dag blev oxen pludselig rasende borte paa 70volden; den stak hornene indunder ham, kasted ham i veiret, slap ham, tog ham igen, spidded ham. Broren laa blød som en sundtrampet makk, da folk kom til og fik udyret væk og samled ham op. … Dette var minnet som kom susende: hans tvillingbror kunde ikke stanse, mens det var lek – han vilde virkelig vinde. … Blød som en sundtrampet makk! …

De tænkte paa hver sin ting de to. – Tarantella’en lykkedes bedre for hver gang borte paa halmdungen; hidsigere og hidsigere hvirvled den sig om dem. Febertræets slappe blade tusled i den hvide frie sommerdis.

Han vendte sig stilt, saa paa hende: … det var i grunden hans historie, det som hændte tvillingbroren den gang … dette brystets sug efter altid at vinde og ha ret … Blød som en sundtrampet makk! …

Hendes haand laa bortover træbordet og lekte med en knap i ene hansken: … og det var i grunden hendes historie, det som foregik deroppe foran loggia-døren – helt til nu i vinter, hun tog de penge hun hadde lagt op for sine gamle dage, og reiste ud til syden …

Han la haanden frem paa bordet, tog i hansken.

«Jeg er glad i Dem,» sa han.

71Hun la hodet paa skakke og aabned munden for at faa træk i øregangen.

«Hvad?» sa hun og lo. For hun var aldrig tryg om hun hørte ret.

«Jeg er glad i Dem,» sa han.

Hun la haanden længer frem, saa de kunde mødes. Det var stille over bordet.

«Faar jeg smage din røde vin?» sa han. «For den er bedst. For dette er i grunden et godt osteri.»

«Hører du hvad pappegøien siger deroppe!» sa hun. «Frederi-i-i-go! Og saa findes der jo slet ingen Frederigo at være saa arg for. Bare hvid sommerdis! Bare kærlighed!»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.