VED BÆKKEN

23Gjennem en liden dal, ikke langt fra gaarden, randt en bæk. Længst oppe strømmet den smal og arrig gjennem en skog af bregner. Længere nede fosset den i to smaa fald ned, did dalen var bred og flad i bunden. Saa listet den stille og kroget videre. Til den med et nyt stup kastet sig ud i det store vand og blev borte, gjemte sig i dybet.

Vaar og høst, naar gutterne ikke var paa sæteren, kunde de holde til her hele dagen.

Steinar havde gjærdet ind aker og eng i den flade dalbund. Og han havde lade og fjøs der. Først var gjærdet bare smaa pinder og husene muret af smaa sten og torv. Han havde da ogsaa en 24buskap af gran- og furukongler. Siden feiet han det foragtelig væk. Og en vinter hug han ned alle de trær, han raadde med, og vaaren efter tømret han sin første lade. Mens han tømret, sad Orm og telget med en liden øks eller snittet med kniven i enderne paa de smaa stokker, saa da laden var færdig, grinet der et dyrehode fra hver stokende i noverne.

For Steinar var det lidt vanskeligt at begribe, hvad det var for dyr, eller om det idetheletat var nogenting, andet end et hug og et skaar.

Men det kunde Brynjulv fortælle ham. Han sad som regel hos Orm og tegnet med fingeren eller med et stykke kul paa stokken. Og bare Orm fulgte hans anvisning, blev det til det vidunderligste dyr. Og Brynjulv kunde fortælle dem, hvad det var for en skabning, og hvorfra den kom, og hvad den vilde dernede i dalen. Da laden var færdig, var den for ham det forunderligste hus i verden, 25hvor alle skogens dyr løb efter hverandre fra nov til nov.

Ellers sad han og lavet siljufløiter og spillet, mens de andre arbeidet. Han kunde spille saa ubegribelig vakkert, at de slap baade øks og kniv for at høre paa. Men det nyttet dem ikke at prøve paa at spille selv. De fik ingen rigtige toner frem. Steinar haanet forøvrigt hele spillet. Det var gagnløst stræv, syntes han. Men han stanset dog midt i arbeidet og hørte efter.

Da han kom fra fjeldet, sent paa sommeren, slog han og berget saa meget hø, at han fik laden fuld. Saa hjalp faren ham at reise et lidet fjøs og gav ham to lam.

Og Steinar vokste uhyre i værdighed. Han skulde nok, som den ældste, arve Steinarstad engang med tiden. Men det var længe til. Og det skadet jo ikke at ha et lidet eget brug, mens han ventet.

Orm lavet sig en liden mølle ved bækken. 26Men han blev snart træt af den. Det monet saa lidet det, han mol. Og Steinar stod bare og haanfliret og tog den næve mel, han kunde male paa en dag, og blæste det hen i veiret. Saa Orm i raseri sparket hele møllen ud i bækken.

Men en dag havde han muret op en liden smie. Og den kunde ingen drive ham bort fra. Alle de jernstumper og andet metal, han overkom, og som han turde ta, slæbte han hen til smien. Nu kom ogsaa for en dag alle de spænder og knapper og gamle knivbrott, han med et merkeligt instinkt havde samlet. De kom frem fra alle mulige gjemsler mellem stene, under trærødder og under husmuren.

Sort og skidden hamret han paa sit jern dagen lang, med en gammel udslidt øks som slægge.

Og han fik være i fred der.

For en dag, da Steinar kom og stod 27over ham med sin haanflir, tog Orm med de bare hænder et glødende jern og kastet det lige mod Steinars ansigt.

Steinar dukket sig.

Da greb Orm øksen i de forbrændte hænder og løb mod ham.

Steinar veg og kom sig unna.

Siden holdt han sig borte fra smien.

Brynjulv kom heller ikke did ret ofte. Han havde meget andet at ta vare paa i skog og mark. Om vaaren var der alle fuglerederne, som maatte findes. Saa skulde alle trostungerne mades. Og de smaa harer, som krøp mellem buskerne, skulde der kjæles for. Og hver morgen gjaldt det at finde igjen de smaa ekornunger, han dagen før havde git granfrø og enebær og sop, og som var blit flyttet i løbet af natten.

Og naar han kom ned fra fjeldet om høsten, saa var det aspen og birken, som dag for dag kappedes om, hvem som kunde klæ sig vakrest. Svinget 28aspen en morgen sine blade i høstsolen, saa det var, som rislet der en blinkende strøm af rødt og guld over den, da hang birken saa sorgfuld med det fine løv. Men traf solen først birken en morgen og den stod der saa skinnende gul og hvid, da sitret aspen saa kuldskjær og utrøstelig i skyggen. Og naar saa nætterne blev kolde og marken laa hvid af rim hver morgen og bladene begyndte at falde, saa var der jo først alle de vidunderlige stjerner og figurer over den vaade mose og de smaa vandpytter og saa de faldne blade, som raslet og raslet og søgte leie, som smaa dyr, der gaar i hi. Og saa trærne, som stod saa opgit og urørlig stille og lod bladene falde.

Til de en dag stod der fattig og ribbet. Bare rognen pranget med de glødende røde klaser.

Da var der saa stille, saa tomt for lyde i skogen.

29Men nede ved vandet klang den glasklare is mellem sivene. Og nede i den lille dal mumlet bækken sin høstlige vise.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.