67Vel et aar efter fik Ormbrødrene og faren til at hjælpe sig med at rydde tomt og bygge en smie og en stue inde i skogen saa langt ovenfor Steinarstad, som han kunde gaa, fra sol gik op, til den gik ned, paa aarets længste dag. Han gik op længden sammen med faren. Og da solen stod høiest paa himlen, satte de op en sten, som grænseskjel mellem gaardene for alle tider.
Da stuen var færdig, hug han ind sit bomerke over døren: en orm, som ligger i ring og bider sig i halen, og en slægge som et kors inde i ringen. Og næste aar paa aarets længste dag gik han med brødrene som vidner en halv dag dybere ind i skogen og satte en ny 68grænsesten. Ogsaa tog han høitideligt alt, som var mellem de to stene, i evigt eie.
Han bygget et fjøs og kjøbte for en øks en ko af faren. Og han kaldte sin gaard Ormsbol og blev boende der. Han gav sig ikke synderlig af med at rydde eller bryde op jord, Orm. Det havde han ikke tid til. Men da baade faren og brødrene trængte til ham som smed, ryddet de og brød op jord for ham til gjengjæld. Selv stod han i smien fra morgen til kveld eller laa ved milen ude i skogen.
Han for hver vinter til markedet med smie: økse, knive og ljaaer. Og det var, som havde han et dybere, inderligere kjendskab til metal end alle andre, som var han ene om at ane dets sande væsen og natur.
Hans ry bredte sig, saa folk langveis fra kom til markedet, ja endog helt op til Ormsbol, for at kjøbe, hvad de trængte. Og med hans ry som smed 69gik ogsaa fortællingerne om, hvor han var underlig af sig. For det hændte, at folk var reist den lange vei og vendt tomhændet tilbage. De var kommet saa selvsikre og trygge paa, at reisen ikke var forgjæves. Det var handlere, som vilde kjøbe mest muligt og sælge det igjen med vinding. Og naar han saa aabnede de store laasede kister inde i stuen, tog de økserne og knivene eller ljaaerne i hænderne og saa paa dem saa ubevægede, saa uden ømhed, som var det en livløs og ligegyldig ting, de holdt i sine hænder. Da lukket han kisterne for deres øine. Og hvormeget de tinget og bød, saa aabnet han dem ikke, aabnet ikke munden engang, saa bare paa dem saa fornærmet afvisende, at de tænderskjærende af arrigskab maatte fare tomhændet hjem. Og det tiltrods for, at de lod de skinnende, blanke sølvdalere blinke for hans øine. Og det vidste alle, at kunde noget røre 70hans hjerte, saa var det det hvide skjær af nye sølvdalere. Hver vinter, vidste de, førte han med sig hjem fra markedet foruden sit læs jern en pung med sølvdalere gjemt inde paa barmen. Og som aarene gik, vandret der rundt mer og mer eventyrlige sagn om hans rigdom.
Den dyrkede jord paa gaarden vokste ved brødrenes hjælp aar for aar. Saa han kunde holde flere kreaturer og hest.
Naar ikke nogen av brødrene var der, levet han helst alene.
Og som aarene gik, blev de mere og mere uvillige til at komme, naar han trængte dem. Det var ikke meget, de fik for besværet. Han var ikke rundhaandet, Orm.
Saa besluttet han da, langsomt og modstræbende, at skaffe sig fremmed hjælp. Der var ingen anden raad.
Og en vinter fik han med sig hjem 71fra markedet et kjæmpesterkt kvindfolk, han havde truffet dernede, og som var ledigt.
Siden la han alt gaardens arbeide paa hende. Saa han, udenfor den travleste tid i slaatten, kunde staa hele dagen i smien.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Andreas Hauklands fortellinger om Ormungene kom ut i 1912.
Boken handler om de tre brødrene Steinar, Brynjulv og Orm (sønnene til Orm og Ormhild), som vokser opp på gården Steinarstad. Gården ligger for seg selv og den hardt arbeidende nybyggerfamilien lever i pakt med naturen.
Haukland skildrer både natur og folkeliv i Nordland.
Andreas Haukland er i dag en nokså glemt forfatter, men han utga omkring 20 verker i årene 1902–1933 og ble oversatt til en rekke språk. I den grad han huskes i dag er det for naturskildringer fra og sin tilhørighet til Nordland.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.