I FJØSET

Orm paa Steinarstad og Ormhild havde tre sønner, Steinar, Brynjulv og Orm. Der var et par aar mellem dem. Orm var den yngste.

En vinterdag stod den otteaarige Orm og stirret mod snefjeldet langt bag skogen. I flere uger havde de ikke set solen. Men igaar saa de en tynd streng af ild over fjeldkammen. De havde staat ude paa tunet allesammen i taus andagt. Og fra den glødende streng der langt borte var det, som klang en tone af jubel ud over skogen, ud over al verden. En underlig lysning gik gjennem luften, høit over deres hoder. Det var, som blev der svunget en hvidglødende ljaa over skogens toppe. Og 10det var, som hvert træs øverste spir tændtes og blev ved at gløde efter at den var faret derover. Men ved roden og i dybet af dalen syntes dagslyset at minke, som krøp det sammen i favnen paa mørket, som taalte disse ugers halvlys ikke skjæret af det, som skulde komme.

Nu stod Orm utaalmodig og ene og stirret. De andre vidste, at det endnu var for tidligt paa dagen.

Men som han stod der, fik han se den tolvaarige Steinar liste saa underlig hemmelighedsfuldt over mod fjøset. Og Orm kunde ikke bare sig, han maatte efter og se, hvad det var, broren havde for. Da han kom ind i fjøset, var Steinar allerede oppe paa fjøsloftet. Orm stod lidt – og begyndte saa at klatre op stigen han ogsaa. Men før han kom op, mødte han broren. Han kom ned med et fang af det fineste hø. Orm for tilbage og saa med forundring paa høet. 11Han vidste ikke andet, end at det fine hø for længe siden var git hestene, saa der ikke fandtes straa igjen. Nu fik hverken hester eller kjør andet end beit og bar og det grove myrhø fra fjeldet.

Han spurgte stammende af spænding, hvor Steinar havde det hø fra.

Steinar saa arrig paa ham, gal over at bli opdaget. Saa bar han høet til en rødkollet ko, som var hans egen, og kastet det op til den i baasen.

Du maa ikke fortælle det, sa han og vendte sig til Orm:

Du skal faa det store spændet mit. Bare du vil tie.

Jamen hvor har du faat høet fra? sa Orm.

Tidlig i vinter, fortalte Steinar, havde han gjemt bort en stor dynge i kroken bag alt myrhøet. Og hver dag havde Rødkolla hans faat et helt fang.

Se – hvor hun skinner! sa han og strøg koen over det blanke skind.

12Han fniste lurt og inderlig tilfreds og spurgte Orm, om han ikke havde hørt det, at baade far og mor trode, at Rødkolla var tuftkal’n sin ko, for der var ikke ko i fjøset, som var saa velfødd og melket saa jevnt.

Ved siden af Rødkolla stod Orms ko, Ormros, og sutret, mager og tafset i haarene, som alle de andre.

Orm saa paa dem og fik taarer i øinene og spurgte, med hikke i halsen, hvorfor han ikke ogsaa havde git Ormros noget af høet?

Da blæste Steinar mod ham i inderlig haan og mente paa, at det kunde han selv. Han havde vel sligt at gjøre.

I det samme raabtes der ude paa tunet:

Steinar! Steinar!

Det var faren.

Du faar spændet, hvis du tier! sa Steinar og løb ud.

Da døren havde lukket sig efter ham, 13styrtet Orm ind i baasen til Rødkolla, langet i en fart alt høet over til Ormros og stod saa og klappet den, mens den aad.

Dit feite best! sa han og sparket efter Rødkolla, da den strakte hals over bolken og sutret efter høet.

Han stod hele tiden og lyttet spændt, om Steinar skulde komme tilbage.

Alle kjørene havde reist sig. En sagte klage af hunger fyldte fjøset. En og anden af de langhornede kjør banket hornet mod bolken. Og gjennem al lyden, øgende de andres kval, lød Ormros’s tyggen.

Pludselig for han sammen. Nu hørte han nogen komme. Det var sikkert Steinar! Han stod endda lidt. Saa løb han hen og gjem te sig i den inderste tomme baas.

Da Steinar aabnet døren, mødte han Rødkollas store øine og dens klagende mæle.

14Hvad? Har du ikke faat nok? sa han, og stemmen var blød og mild:

Jeg har ikke mere du.

Men nu hørte han Ormros tygge, og han skyndte sig hen til baasen. Da saa han, hvad der var sket.

Orm! raabte han:

Orm!

Men Orm svarte ikke.

Og det var det sidste fang! sa han og var paa graaten af sinne:

Der er ikke et straa mere!

Orm! skreg han og knyttet hænderne.

Men Orm svarte ikke.

Da styrtet han frem i fjøset og fandt en vidje. Og saa gav han sig til at banke Ormros, mens han stønnet mellem slagene:

Du har ædt op høet! Du har ædt op høet!

Da var Orm med et over ham. Grædende og skjærende tænder kastet den lille gut sig ind paa den store med 15saadan voldsomhed, at de begge tumlet omkuld og blev liggende og spænde og slaa, saa komøken føg om dem. Steinar, som var fire aar ældre, fik snart Orm under sig og slog løs paa ham, næsten sansesløs af sinne. Men Orm var smidig og sterk som en liden djævel. Og før Steinar vidste ordet af, var han ude af hænderne paa ham og oppe. Lynsnart greb han vidjen og slog løs paa Rødkolla med tænderskjærende fryd. Da Steinar endelig sanset sig og for op, fik han et slag af vidjen tvers over ansigtet, saa han tumlet ind mod væggen. Og i samme nu satte Orm paa sprang mod døren.

I det samme aabnedes den, og Brynjulv kom ind. Han havde ledt efter dem, og saa havde han hørt skraalet.

Han stanset Orm og lo høit. Gutten saa ud, som var han drat op af en gjødselbinge.

Nu kom Steinar efter og saa ikke 16bedre ud, og hans ansigt var fortrukket af raseri, og tvers over det flammet en rød strime efter det svidende vidjeslag.

Da blev Brynjulv med et alvorlig og stillet sig mellem de to. Hans vakre blaa øine saa bønligt og mildt, men fast, ind i Steinars smaa, gnistrende brune.

Men Steinar ænset ham ikke, vilde bare forbi og faa fat i Orm.

Er du fra vettet? sa Brynjulv og steg i veien for ham.

Da skjøv Steinar til ham.

Men Brynjulv flyttet sig ikke. Han syntes at vokse og bli fast som en støtte.

Da løftet Steinar armen for at slaa.

Men Brynjulv greb ham om haandleddet.

Er du fra vettet? spør jeg, sa han og blev hed i kinderne.

Da sanset Steinar sig:

Slip mig! sa han.

Og Brynjulv traadte tilside, med Orm 17bag sig, og lod Steinar komme forbi og til døren.

Døren slog haardt i efter ham.

Da han var ude, vendte Brynjulv sig til Orm og spurgte, hvad der var i veien, hvad i alverden de var saa uvenner om.

Da kastet Orm sig ned og stortutet. Brynjulv satte sig ved siden af ham. Da han kom lidt til aande, fortalte han, at Steinar i hele vinter havde gjemt bort det fineste hø og git Rødkolla – han kunde jo selv se, hvor smellende fet hun var – og saa havde han git sig til at banke Ormros, som knapt kunde staa paa benene, fordi hun havde faat et fang af høet.

Jeg skal slaa ham ihjæl! tutet han i magtløs harme.

Brynjulv tog ham ind til sig, saa skidden han var. Og da graaten stilnet, begyndte han at vugge ham, som var han et lidet barn og ikke hans bare to 18aar yngre bror. Og mens han blev ved at vugge ham, begyndte han at synge, ganske sagte, om solen, som nu kom igjen, om sneen, som randt fra bakkerne og lierne, og om den grønne gror i snevandet, om lammene, som danset i bakkerne og nappet gror, om sommeren paa fjeldet, hvor Ormros skulde æde sig ud og bli fed og blank og skinnende, om et godt aar, saa fjøsloftet og laderne blev stoppende fulde af finhø, saa Ormros og alle de andre kjørene næste vinter bare skulde ligge og pæse af mad.

Orm lyttet og klarnet lidt efter lidt op. Tilsidst saa han op paa broren og lyste af skadefryd:

Men Ormros fik da ædt høet alligevel, sa han.

Da smilte Brynjulv og saa paa ham, men sa ikke noget.

Men spændet skal han ud med, sa Orm pludselig, eller jeg fortæller det til far.

19Spændet? sa Brynjulv.

Ja – saa fortalte Orm, at Steinar havde lovet ham det store bæltespændet, hvis han vilde tie.

Ja, sa Brynjulv, det faar du nok, bare du tier.

Saa er du vel tilfreds! sa han og smilte. Han vidste, at fik Orm et spænde eller en kniv eller en blank knap, saa var al hans sorg borte.

Noget efter gik de ud.

Ude paa tunet stod de andre, gaardens folk.

Den tynde ildstreng, de saa igaar, var idag blit til et baand af ild. Og gløden over trætoppene var sunket dybere.

De strakte hænderne i veiret, vendte de mørkevante ansigter opad i længsel efter, at det nye lys skulde ramme deres fingre og langsomt synke nedover armen og saa endelig, endelig bade deres haar 20og pande. Og saa og saa kunde de lukke øinene og føle lyset, det nye lys gjennem de lukkede øienlaag.

Aa det kom vel! Det kom nok!

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.