FELEN

43En vinter tog gamle Orm alle tre sønner med til markedet nede ved fjorden. De var næsten voksne nu. Steinar havde været dernede et par gange før. Men det var første gang, de to yngste var med.

Paa Orms og Steinars slæder laa dynger af vildt. De havde drevet paa den hele vinter med at sætte snarer og fange harer og ryper og storfugl. Orm havde smiet sakse til ræv og maar. Han for altid hemmelighedsfuldt frem, Orm. Saa ingen af de andre vidste om det før nu, de skulde afsted, at han havde en hel hop vakre skind gjemt i et tillaaset skur bag smien.

Steinar blev blek af misundelse, da 44han fik se dem. Han vidste, hvad de var værd nede paa markedet.

Men Brynjulv eiet hverken vildt eller skind. Han havde et helt læs med næver, som han havde flaaet af de store birke i lien sidste vaar, da han fik løfte af faren om at komme med nu i vinter.

Da de kom ned til markedet, fulgte den gamle dem til opkjøberen af vildt og skind og til kræmmeren, som kjøbte næver. Han vilde paase, at de ikke blev snydt altfor grovt. Da de hver havde faat sine penge, la han dem meget alvorlig paa hjerte at passe vel paa skillingerne og se sig for, før de kjøbte noget, og ikke være saa taabelig at gi, hvad der forlangtes for varerne.

Saa gik han for at besørge sine egne erinder og lod de tre skjøtte sig selv.

De blev sammen en stund, gik tæt til hinanden, ligesom uvis, om de kunde klare sig hver for sig i folkemassen, som stod i store klumper eller drog sig segt 45og sent frem og tilbage mellem boderne.

Men da Orm fik øie paa en bod fuld af jernvarer, skilte han lag og gik ind og blev der, til der ikke fandtes den ting derinde, som han ikke havde vendt og dreiet paa alle leder og kanter, og prentet billedet af hver ting ind i sin hjerne. Han kjælet for det haarde, ru jern, speilet sig i det blanke staal og lod neglen glide over kniv og økseeggen, løftet det polerede metal op til næsen og lugtet til det. Han svang en stor forskjærkniv mod sit ansigt for at nyde den rislende gysen gjennem rygraden ved bladets blinken i luften. Og han saa paa manden, som eiet boden, med en blanding af misundelse og dyb, næsten tilbedende ærefrygt.

Det var skogsmandens første møde med de fremmede kræmmere.

Ogsaa Steinar og Brynjulv skilte lag. De kom til en stor bod. Og ud fra den 46lød der toner saa fremmede og saa forunderlig lokkende, klagende og jublende, at Brynjulv uden ord listet ind og blev staaende helt betat og høre paa.

Ved den inderste væg i boden sad enen] rettet fra: en en (trykkfeil) mand og drog en bue frem og tilbage over nogle strenge, som var spændt fast paa noget, som lignet en langskaftet træøse med laag. Buen kjendte Brynjulv godt. Han havde selv faat en buestreng til at klinge ved at slaa paa den med fingeren eller med en træpind. Men aldrig havde han trod, at noget kunde synge saa vidunderlig som dette.

Han listet sagte nærmere. Til han var manden saa nær, at han tydelig kunde høre, hvor hver lyd som ekko jog rundt i bunden paa træøsen og saa strømmet ud, som graat og latter og sang og hylen, af aabningerne i laaget. Strengene hven, som grene, der gnides mod hinanden i stormen i skogen, eller 47de sang skjælvende, som siv, der synger i vinden. Og de samledes, kogte ligesom, sammen i bunden paa træøsen og kom ud samlet, som vældige fugletræk om vaaren.

Han turde knapt aande. Saa betat, saa overvældet var han.

Og da spillet pludselig endte, for han sammen og drog veiret med et støn, saa spillemanden vendte sig mod ham og saa ind i hans bevægede ansigt:

Hvad er du for en? sa han:

Hvor er du fra?

Fra Steinarstad, sa Brynjulv og blev rød. For de saa paa ham og smilte, alle derinde.

Spillemanden tænkte sig lidt om.

Aa! – saa kjender jeg far din, sa han.

Du har vel ikke været paa market før?

Nei, sa Brynjulv.

Saa har du vel ikke set en fele før heller?

48Fele? sa Brynjulv.

Er det der fele?

Ja, sa manden og lo:

Hvad trode du, det var?

Nu lo de allesammen rundt om ham. Og han blev kogende rød af skam og harme, men taug.

Vil du kanske spille lidt for os, sa manden og rakte ham felen og blinket rundt.

Næsten uden at vide det tog Brynjulv felen. Han glemte alt om sig, følte bare, at om det saa gjaldt hans liv, kunde han ikke lade være. Varsomt, angst for, at den skulde gaa istykker mellem fingrene, tog han den. Skjælvende drog han buen over strengene.

Du maa lægge haardere til, sa manden.

Og med et ryk drog han haardt, saa strengene skreg og manden holdt sig for ørene.

Brynjulv stanset med et. Han sænket 49baade fele og bue og stodog stod] rettet fra: o gstod (trykkfeil) en stund og saa saa hjælpeløs og bedrøvet ud, at ingen lo.

Saa la han igjen felen under hagen og begyndte igjen varsomt at stryge med buen. Og da strengene nu atter gav lyd, blev han ved. Det pep, det skurret og hven. Men han stod som i en ild af glæde ved at høre, at den ogsaa kunde lyde under hans hænder.

Saa strakte spillemanden haanden ud og tog felen fra ham.

Ja – ja, sa han.

Ingen er mester med engang. Jeg har set dem, som havde daarligere haandlag end du.

Brynjulv gjemte sig borte i en krog og blev der, saalænge manden spillet. Da det var slut, saa han, at næsten alle derinde gik hen og gav spillemanden penge. Men han følte sig saa skamfuld, saa liden. Han kunde ikke faa sig til at gaa frem igjen, midt for øinene paa alle de mennesker.

50Saa listet han ud saa – usigelig fattig og bedrøvet. For han kunde ikke tænke sig, at der fandtes mere end en fele i verden.

Han traf Steinar midt i en klynge af hestebyttere, som stod samlet om nogle gamper. Steinar lyttet spændt til bemerkningerne om hestene, til skrydet og dadelen og gav nu og da sit besyv med.

Brynjulv stod en stund og saa beundrende paa broren. Jo… han klarte sig! Han var voksen kar nu, Steinar. Han forstod sig paa heste… det var ikke til at ta feil af. Der var ingen, som smilte eller lo ad ham. Nei – – Steinar klarte sig nok, hvor han kom.

Og med en sterk følelse af sin egen ynkelighed sneg Brynjulv sig derfra.

Da han kom forbi Kaffe-Lars’s bod, saa han ind og saa faren sidde derinde. Og han gik ind.

Der sad en liden mand med en fin 51pels kastet tilbage fra skuldrene. Han var tyndhaaret og havde et blegt, skjægløst ansigt og smaa vagtsomme øine. Han dreiet en snusdaase af forgyldt sølv mellem tynde, graa fingre.

Just som Brynjulv satte sig hen til faren, vendte den fremmede sig mod dem og spurgte med et underligt mæle, som Brynjulv knapt forstod:

Om de havde hjemme langt oppe i skogene?

Ja – sa gamle Orm, de havde tre dagsreiser hjem.

Om der var tæt bebygget deroppe?

Nei – der var ingen andre end dem. Der var en hel dagsreise fra Steinarstad til nærmeste nabo nedover. Og paa de andre kanter bode der slet ingen.

Der var vel stor skog deroppe?

Orm gren.

Ja – han skulde tro, der var skog ja!

Pludselig satte den fremmede øinene i ham og spurgte:

52Om han eiet gaarden?

Orm gren igjen.

Ja – han skulde tro det. Hans far havde ryddet og bygget gaarden.

Hvem havde faren kjøbt af? spurgte den fremmede og slap ham ikke med øinene.

Kjøbt af?

Orm fnøs haanlig.

Hans far havde ryddet i vilde skogen. Der var ingen, som eiet noget deroppe før ham. Nu vidste han ikke bedre, end at gaarden var hans, Orms.

Den fremmede sænket øienlaagene og saa plirende paa ham.

Havde han brev fra øvrigheden paa, at gaarden var hans?

Orm studset:

Øvrigheden?!

Det var et mystisk begreb, som han bare kjendte som noget fjernt noget, som han og hans aldrig var kommet i berøring med.

53Ja, sa den fremmede og blev ved at plire mod ham:

Du har sagtens brev paa, at gaarden er din.

Nu flokkedes de om dem, alle derinde.derinde.] rettet fra: derinde (trykkfeil) De var skogbønder allesammen.

Orm syntes, de saa saa spottende paa ham. Og der sad denne fremmede, saa selvsikker, som om det var han og ikke Orm, som eiet Steinarstad.

Da gnistret pludselig hans smaa øine, og hans gule ansigt blev mørkt af harme.

Han reiste sig og slog i bordet:

Der skulde hverken øvrighed eller andet dævelskab komme og si, at han ikke eiet sin egen gaard.

Og han blev staaende en stund, med de knyttede næver støttet mod bordpladen, foroverbøiet, med ryggen skudt op i bue, som paa sprang.

Men den fremmede løftet bare langsomt øienlaagene og saa paa ham, uskyldig forbauset.

54Da satte han sig ned. Og sad siden ordløs, fortrak bare læberne nu og da. Det var, som sad han og knurret.

Den fremmede reiste sig lidt efter. Langsomt og omhyggeligt knappet han sin pels og drog hansker paa.

Saa nikket han rundt og gik.

Det saa et øieblik ud, som om Orm vilde efter ham. Men han blev siddende.

Det blev tyst derinde. Det var, som om en ny og fremmed tanke pludselig var kastet ind i alle sind.

De talte ikke om, hvad de tænkte. De var ikke vant til at lægge op raad sammen og handle i fællesskab.

Men Brynjulv, som sad der spændt og lydhør, forstod, at den samme bekymring la sin utryghed over dem allesammen. Og for første gang gryet den tanke i ham, at der var nogen, som var herre over hans egen far, og som fik ham til at grue. Og det var ikke aander 55eller underjordiske eller andre usynlige væsener, som han vidste kunde gjøre faren mørkræd, saa han laa skjælvende med fælden opover ansigtet i stormnætterne, eller naar tordenen brakede. Men at nogen anden end hans far kunde ha nogen ret til Steinarstad – det var en tanke saa umulig, at den var ikke til at fatte.

Men hvor verden maatte være stor! Og hvor kom han fra, denne mand med det underlige mæle? Og hvad var denne øvrighed, han talte om?

Ja – hvor verden maatte være stor!

Og en dyb længsel greb ham efter at se og høre alt dette, som han ikke kjendte. Der var kanske mere end en saadan fele, som han havde hørt idag … bare han kom did, den var. Op til Steinarstad kom ingen. Did kom bare fuglene hver vaar. Og de reiste igjen om høsten. Hvor drog de hen? Hvor var de om vinteren? Ja –hvor fløi 56de hen? Og solen – som var borte mange uger. Hvor var den henne? Og skyerne, som drog bort over skogen og bort om fjeldene. Hvor drog de hen? Hvor kom man hen, naar man for ud fjorden i de store baade, som laa derude?

Han sad helt fortabt i drømme.

Til Kaffe-Lars’s stemme buldret haanende gjennem rummet:

Jo – nu snart blir det nok anden dans i skogen! sa han.

Han havde været vidt om, Lars. Han kjendte til noget af hvert.

Nu – snart – fik de nok baade tigge og betale for at faa lov til at sidde paa gaardene, sa han.

Og braatebrændingen fik de slutte med, om de ikke vilde jages fra gaardene.

Hvem skulde jage dem? spurgte Orm

Det lød, som rullet der smaasten mellem tænderne.

57Han, som sad her! sa Lars.

Han dansken eller flensborgern – eller hvor han nu var fra. Du kan bande paa – han har baade kongens og øvrighedens brev paa baade skog og gaarde. Jeg har set det andre steder, Orm. Der sidder jorddrotter baade her og der. Og ingen af dem har ryddet en tomme jord. Og de er ikke her fra landet nogen af dem. Din odelsret, Orm, gir jeg ikke en lort for.

Du kan jo snakke med ham om det, sa han og smilte eggende:

Han kommer nok igjen. Der ligger snusdaasen, sa han og pegte paa bordet, hvor den fremmede havde siddet:

Den er mere værd end al eiendomsretten din!

De saa paa daasen. Og de saa paa Orm, alle derinde. Der havde staat gru af gamle Steinar. Og de vidste, at Orm vanslægtet ikke paa faren. Og nu saa de en kold, stille trudsel i hans før saa 58gnistrende øine. Hans ansigt blev roligt, næsten mildt af beslutsomhed. Han smilte endog…. løftet de tynde læber, som et dyr, der advarende viser tænder.

Ogsaa Lars saa det og taug.

Der blev igjen helt stille derinde. De sad alle i spændt venten paa, hvad der nu vilde ske, naar den fremmede kom igjen.

Bare han kom! Bare han kom!

Ventetiden red dem som en mare.

Men Orm sad saa rolig, som hastet det slet ikke. Og det var, som al harme havde forladt ham. Den kolde ro vokste i ham, som naar han dagevis sad udenfor bjørnens hi om vaaren og ventet.

Endelig aabnedes døren, og den fremmede steg ind og gik hen til bordet og tog daasen.

Med en mine, som var han helt ene, som saa han slet ikke de mørke miner 59rundt om sig, tog han sig en pris og stod lidt og dreiet daasen mellem fingrene.

Da Orm reiste sig og gik mod ham, løftet han skuldrene og smilte spottende overlegent i tilgjort frygtløshed.

Fin pels! sa Orm og strøg ham over pelsen.

Og med et pludseligt tag i hans ene skulder dreiet han ham rundt.

Ja – fin pels! blev han ved og la armene bagfra om ham og trykket ham til sig.

Den fremmede blev pludselig blaa i ansigtet og stønnet.

Hjælp! Er du gal mand! Hjælp!

Men ingen rørte sig. Der for bare over alle ansigter en skadefro munterhed.

Og Orm stod bare og holdt ham ind til sig. Hans ansigt var bøiet, som hvisket han den fremmede noget i øret.

De kunde ikke se Orms ansigt. Men den fremmede blaanet mer og mer. Og 60veiret gik fra ham. Saa der lød ikke støn engang.

Tilsidst saa de, at gulvet under ham blev vaadt. Vandet randt fra ham.

Da krognet mændene derinde sammen i et brøl af latter.

Orm løftet hodet og slap ham. Og han sank sammen, som en klud.

Orm stod lidt og drog veiret tungt og saa spændt paa manden, som laa ved hans fødder.

Mændenes latter stanset. Med tilbageholdt aande stod de og stirret paa manden, som laa der.

Til de saa, at han begyndte at aande og livne op.

Da fortrak Orm de tynde læber fra tænderne og sa:

Nu kommer han sig! Jeg saa… han fik ondt. Saa jeg syntes, jeg maatte holde paa ham.

Det var første gang, nogen hørte et 61skjæmtsomt ord fra Orm. Og latteren tørnet igjen ud af alle svælg.

Orm gik stille mod døren og ud, mens latter og raab af vild lystighed blev ved at drønne derinde.

Brynjulv fulgte. Han vovet knapt at se paa faren. Han gik i en forfærdelig følelse af farens grufulde vælde. Alt, han havde oplevet denne dag – det blev intet ligeoverfor dette. Nu vidste han, at der fandtes intet levende, som hans far frygtet.

Men Orm sa, da de var kommet udenfor, at han fik se at finde sine brødre og si dem, at de skulde gjøre sig færdig til at fare hjem.

Brynjulv vidste, at det havde været meningen, at de skulde bli et par dage dernede. Men han tænkte ikke paa det. Han havde gjennemlevet saa umaadelig meget denne dag.

Naar skulde de fare? spurgte han.

Nu – i nat, sa Orm, haardt og afgjort.

62Ja – Brynjulv gik og fandt brødrene og sa dem det.

Men da han atter kom forbi spillemandens bod, kunde han ikke andet… han maatte ind og høre paa.

Det var en vild slaat, som blev spillet. Og manden trampet takten med hælen og svang hodet frem og tilbage.

Det syntes Brynjulv, at det, han just kom fra… mændenes latter og vilde lystighed… og farens frygtløse styrke… alt tonet ham imøde. Det var, som hele verden laa gjemt der i felens bund, saa manden bare behøvet at stryge kaldende over strengene, saa kom det.

Da spillet endte, var han, uden at vide det, kommet helt frem, saa spillemanden fik øie paa ham.

Du vil vel gjerne ha en saadan fele? sa han.

Det sang gjennem Brynjulv af haab og undring. Og han spurgte stammende 63af angst for svaret, om der da fandtes mere end en fele?

Og haabløsheden tog ham idetsamme. For selv om der fandtes… saa kom han nok aldrig did, de var.

Er du gal? sa spillemanden og lo:

Der findes ingen flere. Denne dat ned til mig fra himlen.

Og de saa paa Brynjulv og lo alle, som var derinde.

Da forstod han, at de havde ham til nar. Men han ledte forgjæves efter Steinars haanflir paa deres ansigter. De lo vel, men var venlige i minerne.

Men du kunde kanske faa kjøbt denne her, sa spillemanden.

Da tog Brynjulv frem alle sine penge. Det var sagtens for lidet, tænkte han. Men han havde jo ikke flere.

Spillemanden saa paa pengene og tællet dem.

Jeg har ikke fler, sa Brynjulv skamfuld.

64Du faar faa den da… i guds navn, sa manden og tog pengene og gav ham felen og frydet sig hemmelig. For felen var ikke det halve værd.

Brynjulv skyndte sig ud med sin skat. Kommen udenfor satte han paa sprang, ræd for, at manden skulde angre sig og komme efter.

Da han naadde deres egen bod, var faren og brødrene færdig til at fare.

Steinar havde kjøbt en vakker ungmær, som han lod løbe løs efter slæden.

Men Orm den unge havde kjøbt jern for næsten alle pengene. Bare nogle blanke sølvdaler havde han gjemt i en pung inde paa barmen.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.