HEVNEN

111En dag, længere ud paa sommeren, var Steinar paa vei op mod fjeldet.

Han gik paa skraa den bratte li op. Han gik med fjeldfolks lange, seige skridt og stanset først, for at puste ud, da han var over det værste. Han satte sig paa en sten og saa ned mod dalen. Lige under ham var der et stupbrat flaag, og under det væltet uren sig helt ned mod skogflaten.

En bred bæk fosset gjennem uren. Tvers over den laa en vindfældt furu etsteds.

Nede paa flaten saa han de mange huse og de brede, slagne enge og de gulnende akre paa Steinarstad. Og det store vand glitret i solen.

112Han saa alt dette, som var ham saa kjendt og kjært. Og han følte en dunkel undren over, at der i ham ikke mere var nogen glæde ved at se det og vide, at han eiet det.

Saa lod han sit blik langsomt glide videre udover skogen. Og da han langt henne saa røken fra Orms mile, knyttet han hænderne og spyttet en ed ud mellem tænderne.

Han reiste sig og tog, i sit magtløse had, en sten og slynget den udover i retning af milen.

Saa satte han sig igjen og sad en stund og stønnet af indestængt ondskap.

Men pludselig blev hans miner spændt og lyttende. Der klang en hestebjælde i lien over ham.

Han begyndte at skjælve. Han for op… kunde ikke sidde rolig. Og med som en blodsky for øinene, saa han udover det blanke flaag.

Der jog en erindring gjennem ham. 113Aa! Nu husket han det. Det var farens fortælling om en flok ren, som blev jaget udfor Ravnaflaaget.

Og med mindet om farens fortælling susende i sit blod og knapt bevidst, hvad han gjorde, i en vild rus af fryd ved tanken paa, at nu skulde han seire, løb han op lien did, bjælden kaldte.

Da han var tæt ved hesten, stanset han, speidet og lyttet.

Saa hujet han.

Stod saa og lyttet efter svar.

Og hujet igjen.

Men ikke mandsmaal svarte i lien, bare hesten knægget glad og sagte imod ham.

Da vidste han, den var alene.

Han gik tæt til den. Og den kom ham humrende imøde.

Saa tog han en mosdot og stoppet i bjælden, greb hesten i fakset og begyndte at lede den ned mod flaaget.

114Han klappet den paa mulen, strøk den over halsen og halet den med sig. Og mens han sled for at faa den hurtig afsted, fyldtes han af en inderlig kjærlighed til dyret. Han græd og skar tænder paa samme gang. Men ikke et fnug af en tanke om at lade være kom i hans sind. Den vilje, som med et havde besat ham, red ham, som en uafrystelig mare. Den havde intet med hans følelse for dyret at gjøre. Det var en gjerning, han hulkende maatte udføre, før fik han ikke fred. Sveden flød nedover hans ansigt, og han skjalv i alle lemmer.

Da han kom ud paa flaaget, svinget han hesten rundt og greb den i næseborene og skjøv den baglængs mod flaagets rand.

I det samme den tabte fæstet for bagbenene, hug den forbenene i kanten af berget og blev et øieblik hængende.

Da greb et tænderskjærende raseri 115manden. Han svor og spændte den paa benene.

Men i samme nu, denne forandrede, rasende tone i mandens ord naadde hestens øre, luet dens øine af forstaaelse, og den sled hodet løs og hug med tænderne efter manden og fik tak i hans ene ærme.

Manden kastet sig bagover med et voldsomt, instinktivt kast. Tøiet i ærmet flængedes. Og atter runget i Steinars øre en hests rædselsfulde dødsskrig.

Han reiste sig, kold og klar. Det pludselige kast tilbage havde rystet hans sind lysvaagent. Og hestens ondskap havde slettet ud af ham al medynk.

Han krøp hen til styrtningen, saa ned og raabte:

Jeg skulde hilse fra Svarten!

Saa krøp han tilbage, reiste sig og saa igjen nedover mod gaarden og saa videre mod røken fra milen.

116Men saa underligt, saa underligt det var. Det syntes ham alt saa fattigt. Som om al glæde og glans var død og borte fra skoglandet.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.