SPILLEMANDEN

75Ogsaa Brynjulv fik sig sin egen gaard. Han havde fundet en lun plads i lien bortenfor uren og flaagene. Der var en mængde stor birk, som han kunde ta næver af om vaaren. Og saa var der den herligste udsigt ud over skogen og det store vand.

Han havde set ud pladsen allerede første gang, han tog næver der. Men der gik to–tre aar, før han kunde tænke paa at bygge, eller bare snakke til faren om det.

For gamle Orm blev saa sint, da han fik se, hvad han havde brugt pengene til nede paa markedet, at det var med nød og neppe, han fik reddet felen. Havde faren faat tak i den, havde han 76kastet den paa varmen. Han svor paa, at det skulde bli sidste gang Brynjulv fulgte med ham til market. Slig jypling vilde han ikke ha med sig. Der skulde ikke komme det ord ud, at folket paa Steinarstad kjøbte gagnløst skrap for pengene sine. Han havde set en dansende apekat dernede engang. Den havde pelstrøie paa og hue med smaa ringlende bjælder og sad og krøb sammen og hostet i kulden, naar den ikke danset.

Næste gang kunde Brynjulv kanske komme fra markedet med en slik apekat paa armen. Saa de for hans skyld skulde komme til at hede apekattene fra Steinarstad.

Brynjulv turde ikke røre felen, saa faren saa eller hørte det.

Men saa snart han havde en ledig stund, listet han op i lien, og der sad han mellem birkene og spillet. Og det varte ikke længe, før buen var saa lydig i 77hans haand, at den ligesom af sig selv fandt just de toner, som sang inde i ham. Naar han la felen under haken, var det, som om den slynget usynlige arme om hans hals og hvisket til ham. Og saa sad de og hulket og jublet mellem træerne. Naar fuglene kom om vaaren, skvatret strengene omkap med trosten, og som ekko af gjøkens gal klang det høie, klare kuku fra bunden af felen. Og før første vaar var tilende, kunde han spotte maaltrosten, saa den af misundelse og arrigskab holdt paa at sprænge strupen. Og han lærte sig at kneppe paa strengene og snakke med aspen om dans og klingende klokkespil. Og han kunde hviske saa kjælent med den hviskende bly birk, at den af blussel sænket alle sine blade og søgte at skjule sin hvide fod. Og han kunde bruse af fryd, som den farende storm gjennem skogkronerne. Han fandt toner saa klare som sommerens skinnende 78sol. Og om høsten sad han og hørte mørket gro op fra felens bund, som det grode op fra jorden mellem stammerne, til det rugende, rungende tungt fyldte skogen.

Da vinteren kom, og det blev for koldt til at spille ude, gjemte han felen. Og saa sad han inde de lange kvelder, taus og stille, og lyttet efter frostens knagende fjed rundt væggene. Eller stod ude paa tunet, naar maanens kolde lys klang over jorden. Naar kulden saa jaget ham ind igjen, satte han sig ved varmen og lyttet til den raa, syngende ved paa gruen.

Da faren og brødrene udpaa vinteren for til markedet, og han blev alene med moren og bedstemoren, tog han frem felen, listet sig bort i et af udhusene og sad der og talte med den, saa varsomt, saa ingen skulde høre det, om al sin længsel efter vaaren og den fri laat i skogen. Men den vilde ikke svare. Den jamret bare saa saart af kulde.

79Udpaa dagen fandt bedstemoren, gamle Thorbjørg, ham derude. Hun klappet ham paa kinderne og fik ham til at ta felen med sig ind i stuen.

Moren stod med en gryde, som skulde over ilden.

Da hun saa felen, satte hun gryden fra sig. Der kom et glimt af bortgjemt ungdom i hendes øine, og hun smilte. Aa – – det var længe, siden han havde set hende smile.

Han stod skamfuld og forlegen.

Hun stod og blev saa ung og rank, og der kom rødme i hendes graa kinder. Og hun saa og saa, som havde hun ikke set ham før, saa paa hans blaa øine og hans lyse haar.

Brynjulv! raabte hun pludselig. Saa bøiet hun sig sammen og græd.

Han mindtes ikke at ha set hende græde før. Og han følte sig saa ulykkelig, som om han havde voldt hende al verdens ondt.

80Men bedstemoren nikket stille, og taarerne randt ogsaa nedad hendes rynkede kinder.

Ja – det er Brynjulv, sa hun sagte:

Vi har ham igjen – ja – vi har ham igjen.

Hun nikket og nikket:

Jeg har vidst det længe. Jeg har altid vidst det. Han maatte komme igjen paa nogen maade. Nu har vi ham. Ja – nu har vi ham.

Og hun smilte gjennem taarerne.

Aa – han mindtes heller ikke at ha set hende smile før.

Han saa fra den ene til den andre og forstod det ikke. Var det saa forfærdelig galt, at han, trods farens vrede, endnu havde felen? Og hvis det var saa galt –hvorfor smilte hun da og var saa blid og glad i mælet?

Men nu tørret hun sine øine og bad ham sætte sig og spille for dem.

Ja han satte sig, begyndte smaat 81og famlende af undseelse, men glemte lidt efter lidt alt om sig… bare spillet.

Og de lyttet.

Han spillet vaaren og sommeren og høsten ind i stuen. Og spillet tilsidst vinteren og kulden og det knitrende nordlys og maanens klang over jorden.

De sad og lyttet. Og alle de lange, tunge aar gled fra dem, og de hørte sin barndoms træer suse og sin ungdoms fugle synge.

Men da spillet endte, koldt som vinteren, var ilden sunket sammen paa gruen, og mørket var tæt i krokene, og en stjerne glimtet ned gjennem røkhullet i taket og glimtet tilbage fra det blanke vand i gryden paa gulvet.

Da blev de med et gamle igjen og begyndte at undre sig over, hvad dette var for et mirakel. Hvor i alverden havde han lært at spille?

De sad en stund tause.

82Saa bad bedstemoren ham spille en slaat for dem.

Men han forstod ikke, hvad hun mente.

Da begyndte hun at nynne en halvglemt springer. Og han fulgte hende med felen.

Moren tog nogle vedskier og la paa ilden.

Og saa sad de der hele kvelden. Bedstemoren trallet alle sin ungdoms slaatter. Og han lyttet og spillet.

Det blev sen nat, før de sluttet, trætte og lykkelige.

Men hver kveld siden sad de og trallet og spillet. Og felen gjemtes ikke før den dag, de hørte bjælder og saa de hjemvendende heste og folk nede paa isen.

Da slæderne stanset paa tunet, reiste en ung kvinde sig fra det ene læs. Det var Ormhilds brordatter. Hun skulde bli Steinars hustru. Det var afgjort med hendes far nede paa markedet.

83Hun blev ført ind i stuen. Og de gamle kvinder tog af hende pels og sjaler, nysgjerrige og ivrige efter at faa se, hvorledes hun saa ud. Nu lignet hun bare en bylt. Da ydertøiet var af hende og hun stod der, liden og rund, med røde kinder og smaa, lysende øine, tog de hende mellem sig og førte hende frem til varmen, som var hun et lidet forfrosset barn.

Saa gav Ormhild sig til at dække bordet.

Da de alle havde ædt, satte de sig rundt ilden. Mændene tændte sine piper. Og de tre kvinder sad, med den nykomne i midten, og snakket sagte sammen. Den unge, Brynhild hed hun, fortalte om markedet. Det var første gang, hun havde været der. Der var en stor, stor stue, fortalte hun, og den var fuld af folk, og en mand sad derinde og spillet saa vidunderlig paa fele, og da de havde hørt paa ham en stund, gik alle 84mandfolkene frem og gav ham penge og snakket med ham, og saa begyndte de at danse.

Du danset vel du og da? sa Thorbjørg.

Ja – ja! sa hun og lo og rørte benene, som sad dansen hende endnu i lemmerne.

Thorbjørg taug og blev eftertænksom i minen.

Lidt efter spurgte hun:

Fik han mange penge, spillemanden?

Ja, hun skulde tro det! Indertrøielommen var saa fuldstoppet, at han gik, som om han var skjævrygget, da de sluttet.

Thorbjørg spurgte ikke mere. Men sad siden og nynnet for sig selv og saa ud, som var det noget, hun tænkte paa og glædet sig til.

Pludselig lo Steinar, en kort, snøftende haanlatter. Og da moren spurgte, hvad han lo af, fik de vide, hvad Kaffe-Lars havde fortalt ham: Ifjor var der 85kommet en mand ind til markedet og havde brev fra øvrigheden eller kongen paa, at alt land og gaardene og skogen herinde var hans. Men han havde faat hastverk med at komme sig derfra. Der var nok den, som havde sat skræk i ham. Men da han var kommet tilsæde i baaden og de, som skulde ro ham ud, sad ved aarerne, da havde han truet stygt med at komme mandsterk tilbage.

Steinar snøftet igjen:

Han kommer nu ikke før dommedagen, sa han.

For Lars sa, at han taalte ikke sjøen. Han fik blodbrækninger og døde ude i fjorden.

Brynjulv skjalv, saa han hakket tænder, da han hørte det. Han saa paa faren. Gamle Orm sa ikke et ord, sad bare og rørte læberne, som om han knurret.

Men da Steinars korte, snøftende latter lød igjen og det syntes, som han 86havde mere at fortælle, reiste faren sig:

Slarv! hvæset han ind i sønnens ansigt og gik ud.

Steinar sad en stund skamfuld og tiet. Saa reiste ogsaa han sig og gik ud og saa til hestene i stalden.

Brynjulv saa skræmt fra den ene til den andre.

Men de var alle blit saa underlig stille. Brynjulv sad blek som et lik.

Noget efter reiste Ormhild sig og tog et par bøtter og bad Brynhild bli med hende til fjøset.

Da de var færdig derude og melken var silet og sat op paa store hylder under taket, gik de alle tilsengs i de vægfaste bænke i stuen.

De første dage efter lød nu og da Brynhilds lyse latter i den stille gaard. Men den døde saa gjenlydsløst bort. Og snart hørtes den ikke mere.

Brynjulvs fele var gjemt. Og selv sad han taus og længtet efter vaaren. 87Men da den kom og sommeren, blev det heller ikke synderlig tid, han fik til at liste sig bort og røre buen. For da maatte han være med at rydde og bygge paa Ormsbol.

Saa gik det aar tilende.

Da markedstiden igjen nærmet sig, lavet Thorbjørg sig istand til at fare derned. I alle de aar, siden gamle Steinar døde, havde hun ikke forladt gaarden. Og de undret sig alle over, hvad i alverden der gik af hende. Hvad skulde hun dernede? Men de ventet til det sidste med at si hende imod. For det var vel ikke andet end et gammelt menneskes indfald. Og hun betænkte sig vel, før det bar afsted, mente de.

Men da de begyndte at dra frem slæderne, forlangte hun hest og slæde til sig.

Sønnen studset over det bestemte i hendes ord og miner. Det var længe nu, siden hun havde kommanderet over 88noget paa gaarden. Men han kjendte hendes vilje. Han havde altid bøiet sig for den, den tid hun raadet. Og respekten sad ham endnu i blodet. Hun var nu engang den ældste.

Du kan jo sidde paa med en af os, sa han.

Nei! sa hun.

Hun vilde ha hest og slæde selv.

Saameget eiet hun vel endnu paa Steinarstad, sa hun og rettet sig og saa sønnen fast ind i øinene.

Hans smaa øine flakket under hendes blik.

Ja, ja da, sa han og gav efter:

Men tror du, du kan kjøre selv, gammel, som du er?

Brynjulv skal kjøre med mig, sa hun.

Da skar han tænder af sinne.

Den jypling! sa han.

Aa, han blir da sammen med mig, sa hun.

89Og hun stod saa tryg, som han knapt mindtes at ha set hende.

Ja, ja, du faar gjøre, som du vil da, sa han og vendte sig fra hende for at gaa, men snudde, og mælet var hæst af sinne, da han sa:

Du faar komme ihu, at vi kanske alle faar skam af det.

Aa, jeg tænker, jeg tar det paa mig jeg! sa hun.

Han gik. Men det, at han havde maattet gi sig, øget hans harme, saa han paa hele turen ikke en eneste gang saa til den kant, hvor hun og Brynjulv var, eller talte et ord til dem.

Brynjulvs fele havde hun faat gjemt under slædefælden. Og da hesten var sat ind i stalden ved markedsboden, tog hun den under sit sjal, og saa bad hun Brynjulv gaa med sig til den store bod, hvor der blev spillet og danset.

Da de kom did, spurgte hun efter 90manden, som eiet boden. Jo, han var der, og hun fik da snakke med ham.

Om der skulde spilles ikveld?ikveld] rettet fra: ikved (trykkfeil) spurgte hun.

Han smilte og saa paa hende. Det var ikke netop slike som hun, som kom til market og spurgte efter spil og dans.

Men han var arg i mælet:

De havde ingen spillemand, sa han.

Han, som brukte at komme, laa vel fuld etsteds ude i fjorden. Kommen var han i allefald ikke.

Det kunde vel bli raad for det, mente hun.

For hun havde med sig en kar her, som kunde bruke felen.

Idetsamme tog hun felen frem og gik ind i den tomme bod.

Jasaa, sa manden og fulgte efter.

Vi faar høre, hvad han kan da, sa han og saa paa Brynjulv.

Spil nu slaattene mine, sa hun og gav Brynjulv felen.

91Saa spillet han for de to, den ene slaat efter den andre.

Og lidt efter lidt kom der folk ind i boden. Tilsidst var den fuld.

Da stanset manden ham og sa til ham, at han skulde spille bare en slaat ad gangen og holde op en stund mellem slaattene. Nu kunde han drive paa hele kvelden. Og pengene, han fik, skulde de dele, naar det var slut.

Ja, Brynjulv spillet. Og bedstemoren sad ved siden af ham og traadte takten.

Naar en dans sluttet, kom de svedige dansere og la penge i hendes skjød. De skjønte nok, at de to hørte sammen. Det var ikke saa vanskeligt at se forresten. Og saa skrød de af spillet. Sligt spil mindtes ingen at ha hørt før.

Brynjulv hverken saa eller hørte noget om sig. Han sad som i en stor drøm og bare spillet, lyttende til tonerne i sit eget sind og til svaret fra felen. Naar bedstemoren tog ham om 92armen for at faa ham til at holde op, eller stanse ham, naar han var ved at forlade danseslaattene for at fylde boden med alle de toner fra lien, som suste i ham, da sad han med bøiet hode og lukkede øine, til hun begyndte at nynne en af sine slaatter i hans øre.

Saa for han sammen, løftet felen og spillet igjen.

Det var langt paa nat, da hun saa svedperler begynde at hagle fra hans pande og han sad der saa dødsens blek.

Da samlet hun pengene sammen og knøt dem ind i sit sjal. Og saa tog hun ham ved armen og ledte ham ud.

Der blev saa stille, da de gik mod døren, som om hver en derinde stod og holdt aande og bare stirret paa den dødsbleke unge mand, som vaklet ud.

Udenfor i den kolde luft rettet han sig, strøk sveden af panden og smilte, som vaagnet han af en underlig deilig drøm.

93Manden, som eiet boden, kom efter dem. Og mens han og Thorbjørg delte pengene, stod Brynjulv og støttet sig mod væggen og smilte, det samme undrende, lykkelige smil.

Til bedstemoren igjen tog ham i armen og ledte ham hjem til deres egen bod og fik ham i seng.

Brødrene sov. Faren laa vaagen og ventet. Men han lod, som han sov, han ogsaa. Skjønt han ikke havde set hen til dem paa turen ned gjennem skogen, havde han dog hele tiden lyttet efter bjælden for at være vis paa, at de var med. Og hernede havde han ikke sluppet moren af syne. Saa han vidste, hvad som var hændt. Han hadde staat udenfor danseboden og kiket ind og hørt paa spillet, men listet sig væk, da de kom ud, og gaat foran dem saa nær, at han kunde høre deres skridt bag sig i mørket.

Nu laa han og lod, som han sov, men 94hans forundring over det, han havde hørt og set, var saa stor, at den holdt ham vaagen den hele nat.

Var det troldom? Var det nøkken, som havde lært gutten at spille? Han havde hørt sagn om slikt. Og pengene! Pengene! Saa var det jo ikke saa gal handel, gutten havde gjort. Den felen fik han nok snart betalt.

Gudfader! tænkte han, der han laa.

Hvor maatte ikke andre stræve for at faa fat i saamange penge, som der var sopet ind for den felelaaten. Penge! Penge! Han havde hørt smaaskillingerne rasle og set det blinke i ortstykker, ja hele blanke dalere. Nei, det var ingen daarlig handel det felekjøbet.

Men at nogen vilde gi en skilling for at høre paa, det var ham det ufatteligste. Enten var der troldom i felen, eller ogsaa var folk galne. Han fik fare varsomt med gutten herefter, for han havde kanske hjælpere med sig, som ingen saa. 95Forresten var han ingen gut længere. Det var paa tide, han fik sig sin egen gaard. Det var bedst at ta alt brukbart land deroppe i skogen, mens tid var. Der kunde, hvad dag som helst, komme folk, som havde lyst paa det. Det var bedre at være føre var end efter snar. Ja, saamænd var det saa, ja. Og var det saa, at Brynjulv havde usynlige hjælpere, saa drog de nok tilhuse til ham, saa der blev ikke fattigdom paa den gaarden. Noget underligt havde der altid været med den gutten. Havde han ikke fra bitteliten snakket med fuglene og dyrene, som om han forstod alt, de sa. Ja – saa forskjellig fra sine brødre var han, at havde det ikke været, fordi han lignet saa paa bedstemoren og paa sin farbror Brynjulv, som reiste og aldrig kom igjen, og som han var kaldt op efter, ja saa skulde han svoret paa, at han hørte ikke til slægten, men var en bytting. Men alle byttinger, 96han havde hørt om, var tullinger. Og rent ud tulling, det var han da ikke. Saa rar han end var.

Han sa ikke et ord til Thorbjørg eller Brynjulv om morgenen og heller ikke de øvrige markedsdage. Han lod, som han havde saa nok med sit eget, at han knapt undte dem en tanke.

Og de holdt sig for sig selv og fulgte aldrig med de andre ud, saa det blev ikke meget, Brynjulv havde fælles med faren eller brødrene, de dagene. De gik, alle, hver sine veie. Steinar holdt sig mest der, hvor der byttedes eller solgtes hester eller aftaltes kjøb og salg af kreaturer eller jorder. Og Orm, den unge, tilbragte hele sin dag i jernvarehandlernes boder.

Først da markedet var slut, snakket Thorbjørg og gamle Orm længe og alvorlig sammen. Han næsten græd af glæde, da hun talte op de ti daler for ham, som sønnen havde tjent. Og han 97lovet da høit og helligt at hjælpe Brynjulv, som han havde hjulpet Orm, med at rydde og bygge, saa ogsaa han kunde faa sig sin egen gaard.

Og aaret efter blev der saa bygget en liden stue i lien. Og Brynjulv fik sig en ko, men maatte gi faren fem blanke daler for den.

Saa havde Brynjulv da sin egen gaard, saa liden den var. Og han kunde nu sidde i fred i sin egen stue og spille, saa meget han lystet, naar han ikke maatte over til Ormsbol og hjælpe broren. Orm kom aldrig til Brynjulvsli og hjalp ham. Det havde han ikke tid til. Han havde for travelt i smien.

Men bedstemoren flyttet op til ham og passet koen.

Et par aar efter fik hun ham gift med Brynhilds søster.

Med hende fik han en datter, som blev kaldt Thora. Og da moren kort efter døde fra barnet, blev det til det, 98at Thorbjørg blev boende hos ham og flyttet ikke tilbage til Steinarstad.

Han for hvert aar til markedet og spillet, og hans velstand øgedes aar for aar.

Men han var ingen stor rydningsmand. Saa det varte længe, før han kunde holde egen hest. Han maatte derfor tinge sig markedsskyds med en af brødrene hvert aar.

Han var ingen daarlig arbeider, naar han arbeidet sammen med andre. Men var han alene, glemte han alt andet for solstraalernes spil over skogen og den evige sus i lien.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.