BRAATEN

135Den brede, flate opsats, hvor Brynjulvs gaard laa, strakte sig en halv mils vei langs lien.

En dag tog gamle Thorbjørg sin stav i den ene haand og den tiaarige Thora, Brynjulvs datter, i den andre og gik over den lille rydning om husene og vandret videre, ind i skogen. Træerne stod saa høie, og saa tætte var kronerne, at der var bestandig skumring mellem stammerne. Og jorden laa sort og klæbrig af raadnende naale og løv.

Time efter time vandret hun rundt, med barnet ved sin haand, der i skogen. Og vendte først hjem til gaarden om kvelden.

Thora var baade træt og sulten efter 136turen. Men da hun havde ædt, satte hun sig hen til faren og hærmet efter fuglelaaten og trak skuldrene sammen og hvisket gysende i hans øre, saa han skulde høre og forstaa, hvor skyggerne listet fra stamme til stamme, og hvor der var fuldt af vandrende lyd og af stille mumlem mellem træerne.

Tilsidst maatte han ta felen ned fra væggen og spille alle skogens vilde laater for hende. Men endda fik han ikke fred. Før han fik slutte, maatte han lægge ord til lydene og lave en vise, saa hun kunde synge med. Visen blev lang. Men hun lærte den og gjemte den. Ham selv gik den af minde. Efter hvert som han lavet nye strofer, glemte han de forrige. Han anet ikke, hvad det var at spare og gjemme. Det suste jo altid af nyt i hans sind.

Han stanset dog tilsidst. Det var sen kveld jo.

Men hun tog visen op igjen fra begyndelsen 137og sang den. Og han maatte følge med felen.

Lidt efter lidt sænket han spillet. Og den høie, klare barnestemme sank med.

Saa døde endelig al lyd. Og hun sov.

Tidlig næste morgen vækket Thorbjørg ham, satte mat for ham og bad ham ta øksen og følge hende ud i skogen, naar han havde ædt.

Da de var komne derud, sa hun til ham, at det var baade synd og skam, at al den deilige jord laa der uden at gi grøde. Nu vilde hun, han skulde hugge og brænde skogen og saa rug i den kolde aske. Saa havde bedstefaren gjort nede paa Steinarstad. Og han vidste selv, hvilke herlige akre og enge der var dernede. Og jorden heroppe var like god, og her var mere sol i lien, og den raa taage og frostnætterne kom sjeldnere. Saa Brynjulvsli kunde bli en makeløs gaard. Men arbeide maatte der til, sa hun og saa strængt paa ham.

138Han stod haandfalden, med øksen i hænderne, og saa paa den vældige skog. Den bruste imod ham, saa magtfuld og uovervindelig, at han sank i knæerne som i afmagt.

Men hun stod saa tryg og seiersikker, at han skammet sig og begyndte at hugge. Og for hvert træ, som gav sig til at stønne, før det brakende sank til jorden, var det, som skogens magtfulde brusen døde og det bare stønnet mer og mer hjælpeløst fra træ til træ. Han blev hed af arbeidet og fuld af iver. Han grebes som af en rus ved at føle sine lemmers styrke og fyldtes af en seiersæl jubel ved tanken paa at vinde over det uovervindelige.

Saadan blev han ved hele dagen. Og hun sad den hele tid paa den stamme, han sidst fældte, nikket til ham, naar hun mødte hans blik, og flyttet sig med ham fra træ til træ.

Om kvelden rørte han ikke felen. Og 139morgenen efter stod han op før hende. Han arbeidet ogsaa de følgende dage like ivrigt, som havde arbeidet besat ham. Han tænkte ikke paa, længtet ikke efter anden lyd end øksens klang og den tunge, afmægtige brusen gjennem skogen, naar et træ sank jamrende sammen.

Hun var altid med ham og nikket glad, hver gang han løftet øksen mod en ny stamme.

Men en dag, som han nærmet sig en vældig birk, stanset hun ham og bad for træet.

Han saa paa hende forundret.

Hun sa:

Lad den staa! I den skal gjøken gale om vaaren. I den skal fuglene kvidre og bygge sine reder. Og under dens hængende løv skal Thora sidde og synge alle dine viser. Og naar baade jeg og du er borte, skal der komme ungdom og skjære navne i barken.

140Da smilte han og blev vaad i øinene af glæde.

Men det var, som om tanken paa alt dette tog magten fra ham. Han blev gang paa gang staaende og drømme og smile. Og længer og længer blev det mellem hver gang, et træ sank brakende mod jorden.

Og om kvelden tog han igjen felen ned fra væggen og spillet for Thora og digtet en vise om en kjæmpe, som gik ind i skogen og fældte tusender af træer og brændte en umaadelig braate og lod en, bare en, uhyre birk staa midt paa braaten. Saa høi var den, at syvstjernen gynget paa dens grene og maanens blanke skaal gled klingende ud og ind mellem løvet. Alle luftens fugle kvidret, og alle gjøke gol paa dens kviste. Og en pige skar hans navn i barken og satte sig og sang ved foden af træet og saa paa rugen, som krummet sig spæd og myk og grøn op af jorden og vokste, 141til den bølget og bølget som et gyldent hav, helt ind i den blaa himmel uendelig langt borte.

Dagen efter arbeidet han vel ivrigt lange stunder, men stod ogsaa lange stunder hensunken i drømme. Og han sluttet tidligt om kvelden.

Det blev alligevel en bra braate, de fik sætte fyr paa, da den havde ligget og tørket en tid i solen.

Da asken var blit kold og himlen en dag lovet regn, gik de ud for at saa.

Men før de kastet kornet, gik Thorbjørg rundt braaten og bad til muldets mor, til den gamle eierinde, den gjæstfri giverske af alt godt fra jorden, at hun og hendes døtre skulde værne frøkornet, saa det kunde spire og la alle jordens kræfter komme det tilgode. Og hun bad til skaberen i det høie, han, som vaager med vælde i skyen, om at se med naade ned til akeren og la sin dug og sit regn falde og sin sol skinne.

142De saadde først kornet, da hun hadde gaat akerjorden tre gange rundt og gaat bedende tvers over den to gange, saa hendes fodefar dannet et kors, over den sortgraa aske.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.