LOMMEN

33Det var tidlig morgen. Den ene dalside skinnet i sol. Men ned over den andre væltet skyggen sig som en sort flod, til den mødtes med lyset, midt ude paa vandet. Under den mørke aas var vandet bundløst sort. Men under den lyse laa det med skinnende flaker, som blanke speil, og ind mellem flakene graa strimler og border, som tindrende dug.

Brynjulv og Steinar kom i en baad over vandet. De skulde trække fiskegarnene, de havde staaende udenfor bækkeosen.

Pludselig drog Brynjulv ind aarerne og pekte ind i viken:

Se!

34Steinar vendte hodet:

En lom! sa han.

Den er spak! sa han forundret.

Sandelig ligger den ikke helt stille og ser paa, at vi kommer.

Nu dykker den! raabte Brynjulv.

Og han blev siddende og holde aande og vente.

Der er den! Der er den! raabte han stakaandet.

Paa samme flækken!

Den sidder fast i garnet! sa Steinar.

De drog igjen i aarerne og rode nærmere.

Lommen blev ved at dykke og dykke. Men kom bestandig op samme sted.

Tilsidst laa den stille. Som en matgraa sølvskaal flød den paa det blanke vand. Den slanke hals løftet høit det smale, fine hode med det lange, spidse næb. Som mørk purpur flammet dens strube i solen. Og som to runde granatstene glødet dens øine i det graa sølvhode.

35Brynjulv drog aarerne helt ind og blev siddende med en blanding af fryd og hulken i sit hjerte.

Noget saa vidunderlig vakkert havde han aldrig set.

Og mens Steinar stadig rode baaden nærmere, husket han engang, de havde truffet to lommer i et tjern oppe paa fjeldet og givet sig til at stene dem. Fuglene havde rede paa en liden tue ude i vandet og var ikke til at drive bort fra tjernet. Hver gang stenene hvinet gjennem luften, dykket de. Tjernet var et godt stenkast bredt. Og naar gutterne løb rundt for at komme dem nærmere, flyttet fuglene over – – saa de altid var et stenkast fra dem.

En halv dag blev gutterne ved at kaste sten. Til armene værket og stivnet, saa de knapt kunde løfte dem.

Men fuglene laa bestandig derude ved den modsatte bred og vogtet paa de hvinende sten, lydløst og uden at røre 36paa vingerne. Og ikke en sten traf dem.

Nu forstod Brynjulv ikke, at han havde havt hjerte til det. Men han kom dem jo ikke saa nær dengang, at han fik se, hvor de var smukke.

Hvordan skal vi faa den løs? sa han bekymret.

Vi skal da ikke dræbe den! sa han angst.

Steinar snøftet:

Den satan!

Den har naturligvis revet garnet i filler, sa han forbitret.

De var nu ganske nær den. Den kom lige mod baaden, med løftet hode, kampfærdig. De røde øine glødet som blodig ild, og purpurrosetten paa dens strupe flammet, og det fine sølvhode og nakken skinnet. Den lyste som glødende metal og ædle stene hele fuglen. Nede i vandet blinket det fra dens hvide bug. Dens vinger sad fast i garnet, som den slæbte med sig.

37Tror du ikke, vi kan ta den levende og faa den løs? sa Brynjulv.

Steinar fnøs af haan:

Prøv du. Den hakker hænderne af dig.

Slaa den med aaren og faa den ind i baaden, sa han utaalmodig.

Men Brynjulv rørte sig ikke, saa bare paa fuglen og følte sig helt hjælpeløs af medynk.

Da løftet Steinar en aare og hug den over nakken. Dens hode sank langsomt ned og boret næbbet i det speilblanke vand.

Der gik et søkk gjennem Brynjulv i det samme, som var det ham, hugget traf. Og det syntes ham, at fuglens make dukket op fra dybet og mødte den, kysset dens næb under vandet.

Steinar tog den om halsen og drog den ind over baadripen. Garnet fulgte efter. Det var snurret sammen som et tykt taug.

Satans fugl! sa han og kastet garnbunken 38haardt ned i baaden. Nogle fisk sprællet inde i bunken.

Fuglen laa med lukkede øine, og glansen svandt fra fjærene. Men en stund efter aabnet den atter øinene og vrikket svagt paa hodet og skjælvet.

Den lever! raabte Brynjulv.

Ja – den satan er ikke til at faa livet af! sa Steinar, reiste sig og knuste dens hode med hælen.

Brynjulv strakte hænderne værgende ud for sig:

Aa nei! Aa nei! jamret han.

Din tosk! sa Steinar harmfuld og foragtelig.

Det er da bare en fugl! Og en stor fisketyv er han. Et rigtig ugagns-kræk.

Saa tog han igjen aarerne.

De havde mange garn ude. Og Brynjulv hjalp til at faa dem ind i baaden. Men hver gang han la et ned, strøg han over fuglens fjære. Og en dyb sorg fyldte ham mere og mere. Det, som nu 39var hændt, skygget over alt, han havde levet med i indtil nu. Det var, som vaagnet han langsomt op af en grufuld drøm.

Og siden om dagen, da han gik der hjemme paa gaarden, skinnet de røde øine for ham hele tiden.

Nu var de døde og uden al glans.

Slimet som fiskeøine, tænkte han og blev klam af uhygge.

De øine, han havde set gløde som røde stene.

Ja, som han endnu saa, ligesaa tydeligt, som laa fuglen endnu levende foran ham. Men de døde hvert øieblik. To par øine jog hinanden i hans sind. De røde, glødende og de slimet glansløse.

Sent om kvelden, da han stod ude paa tunet, hørte han et langt jamrende skrig nede fra vandet. Det lød som fra et menneske i yderste nød. Det steg og sank. En hjælpeløs, hjerteskjærende jammer.

Steinar stod ogsaa ude. Han blev bleg, da han hørte det.

40Det er nøkken, hvisket han hæst.

Han stirret paa Brynjulv og mumlet:

Er det en af os, som er feig?Forfatternote: feig: skal dø.

Og han gik ind i stuen, kold af gru.

Men Brynjulv blev staaende længe derude. Og det blev til fuld forvisning i hans sind, at det var den døde loms sjæl, som jamret fra vandet. Som en kold og klam skygge svævet den mellem sivene, klagende over tabet af det skjønne liv, som endte under en grusom menneskehæl.

Da skriget endelig endte og alt var stille, bare den lyse, sitrende vaarkveld vugget sine milde rytmer i hans øre og over hans sanser, da vidste han, som noget, der ikke var overtænkt og besluttet, men altid havde ligget som uafvendelig bestemmelse i ham, at han aldrig mere med vilje vilde dræbe nogen skabning.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.