HESTEKAMPEN

101Orm paa Ormsbol havde alet op en prægtig hingst. Den var hvid med sort man. Den var en vældig traver.

Og naar den i strakt trav kom ind mellem markedsboderne, knæggende og med den sorte man, som en fane over det kneisende hode, da samledes markedsfolket om den i store skarer. Det sken og glitret af sølv og messing fra sæletøiet, og bjælderne under bryst og hake klang som det fineste klokkespil, og indi og over den fine laaten kimet, som den herligste lille kirkeklokke, en stor bjælde paa skaaken. I lange tider havde Orm og Brynjulv, i forening, arbeidet paa disse klokker, støbt dem om og om igjen og prøvet den ene metalblanding 102efter den andre. Men saa var det ogsaa blit et spil, som der ikke fandtes make til.

Orm var umaadelig stolt af hingsten. Han fik gjentagne bud paa den, men vilde ikke sælge.

Brynjulv delte hans stolthed og kjørte altid sammen med ham til market og sad og frydet sig over klokkespillet og hingstens prægtige holdning. Men i Steinar grode der en mer og mer rasende misundelse. Han havde sagt til Orm, at han kunde forlange, hvad han vilde, for dyret, saa skulde han faa. Han fik huske paa, mente han, at Steinarstad var slægtens hovedgaard, saa det var jo ren haan mod farsgaarden, naar han, udflytteren, kom kjørende, som om det var ham, som var den mægtigste i slægten. Orm svarte ikke. Men han blev saa ond i øinene, at Steinar forlod ham i haabløs forbitrelse.

En vinter, da Orms hingst allerede 103var over sin bedste alder, kjøbte Steinar nede paa markedet en kulsort unghingst. Den tegnet til at bli et pragtfuldt og kraftigt dyr, og Steinar pleiet den med omhu og tillod næsten ingen andre at komme nær den. Og det var, som om han ikke havde andet i sine tanker end hesten. Han kunde staa timevis og kjæle og snakke med den. Og kom nogen saa nær, at de kunde høre ham, saa hørte de bestandig det samme: Om et aar eller to eller tre… ja nu fik den se til at vokse – ja – nu fik den se til at vokse… og han strøk den og klappet den i takt med ordene… saa skulde den banke Orms hest i aaben mark… og siden fare forbi den, som et lyn, paa isen om vinteren, og storme ind gjennem marketgaden, saa folk bare fik tid til at kaste sig ind i teltene eller ind til bodvæggen og undre sig over, hvad det var for en fnysende, sort satan, som for 104forbi. Og saa stod de efterpaa tvekroket af latter, naar de fik se Orms hest komme træt og hinkende bakefter.

Ja, saa sterkt levet han i tanken paa denne triumf, saa taalløs var hans længsel, at han midt om natten for op i søvne og hujet, som sad han paa slæden i fuld fart over isen.

Gaardens folk kjendte ham knapt igjen. Han ænset dem neppe, lod dem skjøtte sin gjerning, som de kunde, og stod aldrig over dem med sin kolde haanflir. Det var, som levet han i en anden verden end de. Og det var ikke frit for, at de begyndte at ængstes for ham. Gud maatte vide, hvad der gik af ham. Kanske havde han lagt sig til at sove paa bar mark uden at slaa kors for sig eller spytte tre gange i navnet faderens, sønnens og den helligaands. For det vidste de jo, at det var hændt, at de, som bode i jorden, havde rørt ved en sovende mands lemmer, saa han blev 105lam resten af livet, eller aandet paa hans pande, saa han siden aldrig var vel bevaret.

Da han havde havt hesten i to aar, hændte det en sommerdag, han stod ude paa tunet, at han saa den reise sig paa bagbenene og med kavende forben slide i tjoret og knægge vildt og kamplystent ud mod skogen. Og det svarte derudefra. Han kjendte mælet, hørte ogsaa det tunge trav gjennem skogen. Det var Orms hest, som kom mod gaarden.

Da løb han hen til unghingsten, tog tjoret af den og lod den løbe:

Nu fik det i herrens navn staa sin prøve! Nu vilde han se, hvad mod og manddom der var i den!

Der var en liden dal mellem gaarden og skogen. Og i det samme han løste hesten, hørte han det brake i gjærdet ved skogranden. Og saa kom den gamle hingst, med flagrende man og knæggende over dalen.

106Den unge styrtet imod den.

De mødtes midt i bratteste dalsiden, reiste sig og slog bringerne sammen, saa det drønnet dumpt og hult fra de vældige barme. Men bakkeskraaningen gav den unge en overvægt saa stor, at den gamle blev kastet bagover og slog saa tungt mod jorden, at det grøsset i Steinar af gru og glæde. Unghingsten stupte fremover den og skred paa knæ ned mod dalbunden. Da den reiste sig, uskadt, hujet Steinar vild af triumf.

Men han stoppet midt i sin vilde hujen og lyttet. For det svarte fra skogen, med et brøl, som fra et saaret dyr. Og Orm kom styrtende ned mod dalen.

Den gamle hingst laa helt stille. Og da Orm stanset og knælet ved dyret, lo Steinar høit og haanfuldt:

Du skulde passe bedre paa det gamle kræket dit! raabte han:

Her er kar, som kan ta mod’n, paa Steinarstad!

107Orm saa op. Og hans ansigt var fortrukket af sorg og harme.

Men pludselig slog den gamle hest hodet iveiret og reiste sig. Den stod og ligesom samlet sig. Den blev saa underlig tæt. Der sprang store muskelknuter frem paa laarene. Dens hals svulmet, kort og krum. Dens øine flammet.

Og saa…! De to, som saa paa, stod med tilbageholdt aande og dirrende lemmer. Det syntes, som den sprang med et eneste sæt ned mod dalbunden. De hørte et skjærende rædselsskrig, som døde i en gurglen… saa dødsens angst, at det isnet dem gjennem marv og ben. Og de tumlet side om side ned ad skraaningen, glemmende had og harm.

Men det var for sent.

Med overbidt strupe laa den unge hingst. Og den gamle var saa vild, at de veg og først turde nærme sig med hver sin stør, som de sled ud fra gjærdet.

108Da de endelig fik den jaget bort fra den faldne, sank Steinar sammen ved den døende hest og tutet, som et vetskræmt barn, helt magtløs af ophidselse og sorg og fortærende had.

Orm saa paa ham en kort stund. Hans træk blødtnet, viskedes lidt efter lidt helt ud. Han bevæget læberne et par gange, men uden lyd. Saa vendte han sig fra ham, drev sin hest foran sig ind i skogen. Og blev borte.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.