Ormungerne

av Andreas Haukland

VED AADSLET

119Steinar stanset med ljaaen løftet. Han gik og slog oppe paa fjeldet. Der kom en tanke saa braat paa ham, som om nogen havde raabt i hans øre:

Mosdotten i bjælden!

Om Orm ledte efter hesten og fandt sporene og saa kravlet ned i uren, saa kunde han jo ikke tvile om, hvad som var hændt, naar han fik se mosdotten i bjælden.

Det var et par dage nu, siden hesten styrtet udfor. Kanske havde Orm allerede været der?

Steinar slængte ljaaen fra sig. For en tosk han var! Hvad skulde ogsaa mosdotten i bjælden? Der var jo ikke 120folk i lien! Aa – han havde ikke tænkt over det, bare gjort det… for at faa det stille om sig. Den klang jo saa forfærdelig i hans øre, da ekkoet af hans egen hujen døde hen mellem klipperne og der ingen anden lyd var end hestens humren og denne bjælde, som kaldte og kaldte.

Han begyndte at løbe ned fra fjeldet, tog ikke bent ned mod flaaget, men løb udenom, saa han kunde komme ned i uren og kravle over den vindfældte furu over bækken og følge bjørnestien, som gik langs lien under flaagene.

Da han kom ned til bækken, saa han slag efter bjørn. Han stanset og undersøgte dem nøie, mens hver sans i ham blev vaaken og var. Nei – de var ikke friske. De var en dag gamle, mindst. Den havde gaat over furuen, over bækken, og tilbage. Den havde nok været henne ved hestekadaveret… ja ha.

Han gned sig i hænderne og lo knurrende 121af skadefro lystighed. Jo jo! Nu havde han en at skylde paa! Nu skulde ingen komme og beskylde ham for hestedrapet. Bare han nu fik mosdotten ud af bjælden. Han klukket af latter, mens han krøp over furuen. Han nød paa forhaand den lønlige fryd, det skulde bli, at sidde og høre om bjørnen, som havde jaget Orms hest udfor flaaget og med haanlatter rungende i sit hjerte vide, at han… han alene… vidste, hvordan det var gaat til. Han kom til at tænke paa barneaarene, da han sad ved peisen fuldsprængt af indestængt lystighed og hørte paa snakket om tuftkal’n, som pleiet og passet just hans ko i fjøset.

Sagte, speidende og lyttende, listet han fra sten til sten, kroket, næsten krypende, bort did, hesten laa. Bjørnen havde ikke rørt den. I en stor ring havde den gaat rundt om kadaveret. Den maatte ha gaat rundt og rundt. 122For der var en fasttraadt vei i det høie, saftige græs mellem stenene.

Han tog mosdotten ud av bjælden og følte sig helt tryg. Ingen mandsfod havde traadt i græsset før ham.

Han saa udover mod solen, som sank. Det var kveld snart. Han fik vel krabbe opover til sæteren. Men det skulde være moro at se den karen, som gik der og labbet i uren. Den kom vel tilbage til natten.

Han stod lidt og tænkte sig om. Saa gik han langs foden af flaaget, til han fandt en smal, dyp spræk, klemte sig ind i den og la sig til at vente. Nu og da reiste han sig og lyttet. Vinden kom fra bækken og bar dens brusen, med tonende ekko langs det blanke flaag. Naar han strakte sig paa tæerne, kunde han se helt bort til det fossende vand.

Det blev nat. Sprækken fyldtes af kulsort mørke, skogen nede paa flaten hulnet, som sort uld, og graa skumring 123laa over uren. Bare bækken skinnet, som et hvidt sølvbaand i skumringen.

Da reiste han sig med et sæt og strakte sig og stirret og holdt aande og lyttet.

Han tog ikke feil. Der var en ny lyd, som klappet mygt og saftigt mod hans øre. Og nu jamret en grens knaken gjennem ham. Bækkens brusen havde tonet sig ind i ham, saa den laa som i et leie under hans øre, saa al anden lyd larmet, som om han stod i den dybeste stilhed og lyttet.

Nei! Han tog ikke feil. Nu saa han et stort dyr vagge ud paa furuen over bækken. Det stanset, med næsen mod stammen, og snøftet. Aha, det lugtet ham. Han havde jo krøpet over stammen. Nu gik det igjen, stadig med næsen mod stammen.

Da det var kommet over bækken, løftet det hodet i veiret, fyldte sine næsebor og tømte dem igjen, stod og dreiet 124hodet fra side til side og drog veiret gjennem næsen med en skurrende lyd.

Saa gik det igjen, fulgte sin egen fast trampede vei rundt aadslet.

Pludselig stanset det, strakte snuten mod en sten og lugtet til noget, som laa der.

Steinar stirret af al magt gjennem halvmørket. Han kunde ikke se, hvad det var. Men da han hørte en hul brummen, forstod han.

Det var mosdotten, som han havde knuget i de hede, svedige hænder og slængt fra sig.

Dyret sank sammen i bagbenene og reiste sig paa to og gik baglængs nogle skridt. De blottede tænder skinnet, og der kom fra dets bryst et hult rungende brøl.

Saa kastet det sig braat om og labbet tilbage… over furuen… og blev borte.

Steinar la sig ned i bergsprækken og ventet, til dagen gryet.

125Saa krabbet han gjennem uren, forbi flaaget, en anden vei end den, han var kommet ned, og gik op til sæteren.

Han var alene deroppe, fandt frem mat og aad. Siden la han sig til at sove og sov hele dagen.

Om kvelden stod han op og aad igjen.

Saa tog han en flintbørse ned fra væggen, saa paa den og kastet den rasende mod jordgulvet. Det var jo bare en fuglebørse. Og der var ikke andet end hagl i skindpungen.

Han stod en stund og trampet af sinne. At han ikke havde tat med sig en ordentlig kuglebørse! Denne gamle hagle havde hængt der paa væggen et par aar og var rød af rust.

Han rev sig i de sorte haartafser. Og i sammenbidt trods, som ikke vilde bøie sig, gik han ud og fandt en ljaa og en stør og gik atter ind og gav sig til at fæste ljaaen paa støren, saa den 126kunde brukes som spyd. For mod bjørnen vilde han. Ja, om han saa skulde rives i filler, som hans bedstefar og navne, gamle Steinar.

Aa! blæste han:

Gamle Steinar havde dræbt mere end en bjørn med spydet, før han reves ihjæl.

Da han havde skaftet ljaaen, la han den fra sig, stoppet tobak i sin lille jernpipe og sad en stund og røkte og tænkte.

Han tog børsen op fra gulvet, stak en finger ind i løbet. Og da han lidt efter, med samme finger, stoppet tobakken sammen i pipehodet, slog det ham, at aabningen i tobakspipen og i børsepipen var like store. Han havde ofte set Orm støpe. Og han var med engang klar over, at det maatte la sig gjøre at støpe kugler i tobakspipen.

I en fart gjorde han op et vældigt baal paa gruen, tog stekepanden og 127hældte blyhaglene ud af skindpungen og ud i panden. Da veden var brændt sammen til en svær glohaug, satte han panden ind paa den, la en ny vedhaug over og lod det brænde.

Da blyet var smeltet, satte han tobakspipen fast i ildtangen og hældte den fuld af bly. Saa gik han ud og kjølte den af i renvandsbækken, som randt gjennem sæterkveen, karret saa blyklumpen ud og gik ind og fyldte pipen paa nyt.

Da han var færdig med støpningen, hamret han med øksehammeren kuglerne bedre til, saa de passet bra i børseløbet, tog krudthornet, kuglerne og børsen og gav sig ned mod uren.

Hele natten sad han i den smale bergsprække og ventet.

Men ingen bjørn kom.

Om morgenen kravlet han igjen op, aad og sov hele dagen.

Da det begyndte at skumre om kvelden, gik han ned igjen.

128Han satte sig paa samme plads, sad lysvaagen og ventet.

Henved midnat for han op. Det var noget, som traadte i saftigt græs etsteds.

Han stod i spændt lytten.

Ja! Ja! Der kom den. Det var ikke til at ta feil af. Men den gik mere stille end sidst, nærmet sig varsommere.

Han trak sig tilbage ind i bergsprækken, spændte hanen og følte paa fængkrudtet og listet saa igjen ud til sprækkens aabning.

Nu kom bjørnen over bækken. Den lugtet paa furustammen og murret tilfreds. Mandslugten var blit gammel, var saagodtsom borte.

Med snuten fremstrakt gik den hen til mosdotten, snuste til den og vendte den med snuten. Og murret igjen tilfreds… lugten var gammel.

Steinar løftet børsen.

Men idetsamme dukket bjørnen sig og gik, skjult af de store stene og det høie 129græs, sin sti i ring om aadslet. Det lugtet allerede lang vei. Og Steinar kunde høre, hvor den velbehagelig suget ind den liflige stank.

Da sænket han børsen. Han kunde gjerne vente, til den gav sig i kast med sit maaltid. Det maatte vel nu være saa passelig gjæret og lækkert.

Jo – jo! Solen havde varmet det tre, fire dage nu – saa lugten af det maatte faa den kræsneste bjørn til at bli vaad om tænderne.

Lad den bare faa noget i skrotten, tænkte han, saa blir den ikke saa let paa foden, om første kugle ikke gjør det af med den.

Saa… nu er den der!

Det var, som børsen løftet sig af sig selv. Men han sænket den igjen.

Bjørnen gik lugtende rundt kadaveret. Og begyndte saa at røre det med labberne, flytte paa det, væltet det saa pludselig helt rundt og gik et stykke 130fra det og stod og vugget hodet og virret.

Saa nærmet den sig igjen, tog om det paa midten og løftet det op, fik det op i favnen og begyndte at slæbe det med sig, gaaende paa bagbenene.

Aha! tænkte Steinar.

Du skal gjemme det!

Han vidste, der var en myr bortenfor bækken.

Æd du, mens tid er, mumlet han. Du trænger ingen julekost. Den, som gjemmer til natten, gjemmer til katten!

Men bjørnen blev ved at slæbe, gaaende baglængs hen mod bækken.

Da bed Steinar en ed itu mellem tænderne og løftet børsen for alvor.

Men nu dækket hesteskrotten bjørnen, saa der var ikke sigte at faa.

Da svor han næsten høit. For nu snart maatte han frem fra sprækken og følge efter, om han skulde faa ram paa 131den. Og det var uvist, om han kunde fare saa stilt, at den ikke hørte ham.

Saa – for dævelen! Nu var der en svær stenblok mellem ham og bæstet.

Da tog sinnet ham. Han krøp ud og smøg frem til den fasttraadte bjørnesti og listet mellem det høie græs nærmere og nærmere. Nu vilde han ha ende paa det.

Men da han kom saa nær, at han igjen kunde se den i halvmørket, var den ved bækken. Den stod nu paa alle fire og arbeidet med hestekroppen for at faa den op paa ryggen. Den boret hodet ind under den og fik tilsidst ogsaa skuldrene under og løftet den op. Men den gled af paa den anden side. Det saa ud, som om den døde hest slog kolbøtte over bjørnens ryg.

Da brølet bjørnen i raseri og tog den svære krop og slængte den over nakken, hug tænderne i hestens ene forben og vagget med sin byrde ud paa furuen.

132

Da løb Steinar frem. Nu skulde den faa sin bekomst!

Bjørnen var midt ude paa furuen. Men hestekadaveret laa over dens vældige ryg og dækket den.

Da hujet Steinar fraadende af harme. For kom den over bækken, slap den fra ham.

Bjørnen skvat til, da den hørte manden, og furubarken brast og løsnet under dens labber. Og der hang den, skrævende med alle fire ben paa den sleipe stamme. Og over den, tyngende den ned, laa den døde hest. Da styrtet Steinar med et par lange sprang helt frem til bækken, kastet sig paa knæ og fyret. Ekkoet larmet øredøvende fra flaagene. Et hæst brøl lød fra bjørnens strupe. Saa svinget den rundt. Og hest og bjørn tumlet ned i den skummende bæk. De blev liggende en stund og stemme op for vandet. Saa væltet de, kast i kast med bækken, ned gjennem uren.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Ormungerne

Andreas Hauklands fortellinger om Ormungene kom ut i 1912.

Boken handler om de tre brødrene Steinar, Brynjulv og Orm (sønnene til Orm og Ormhild), som vokser opp på gården Steinarstad. Gården ligger for seg selv og den hardt arbeidende nybyggerfamilien lever i pakt med naturen.

Haukland skildrer både natur og folkeliv i Nordland.

Les mer..

Om Andreas Haukland

Andreas Haukland er i dag en nokså glemt forfatter, men han utga omkring 20 verker i årene 1902–1933 og ble oversatt til en rekke språk. I den grad han huskes i dag er det for naturskildringer fra og sin tilhørighet til Nordland.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Følg Bokselskap i sosiale medier

Instagram      Facebook
Bluesky          X

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.