Albertine

av Christian Krohg

VII. Toldbodgaden 5 III.

152Endelig havde hun ringet for at faa en Ende paa det – hun var saa træt og elendig og udgraadt og øm under Fodsaalerne af at gaa op og ned paa Karl Johan.

Han lukkede selv op – paa en af Knaggerne hang Uniformshuen hans, og hun gik forbi, ind i Stuen.

En stærk Duft af Eau de Lubin opfyldte hele Værelset. Midt paa Gulvet stod et Bord med fint, tykt Bordtæppe paa og Vin og Kage og Mandler og Rosiner. Han skulde nok ha’ Selskab.

«Tag af dig Tøiet da, Albertine.»

Tilvenstre var en Dør med grønne Portièrer foran, og et rødt Skjær kom gjennem dem.

»Jeg synes, Du ser daarlig ut.»

153Hun satte sig paa Kanten af en Lænestol – han skjænked af en Karaffel – der hang en liden Sølvplade i en Kjæde om Halsen paa Karaflen, som det stod «Sherrry» paa – hun saa igjen paa Bordtæppet, ja, det var tykt og loddent og fint med røe Blomster og gulbrun Bord. Gid hun turde ta’ i det? Hun havde aldrig været i saa fint et Værelse. – Bagom havde hun Følelsen af noe vondt, som voxte langsomt og sikkert op – som en murrende Frygt.

Han lagde Mandler og Rosiner paa en Tallerken og begyndte selv at knække Mandler og snakkede, mens han smasked paa Mandlerne, men hun hørte ikke stort, for hun ventede paa, hvad der skulde komme. –

«Det er stygt Veir idag», sa’ han. «Det er næsten, som det skulde være Høsten.» –

« Ja. »

«Du Albertine», sa’ han, «det var egentlig det, som jeg vilde si’ Dig, at Du burde ikke gaa saamye sammen med Jossa. – Jossa har havt Indkaldelse – hun møter efter Tilsigelse –.»

Var det ikke andet han vilde hende?

«Ja» – sa’ hun fort – «ikke sandt – det maa jeg slet ikke – Jossa er ikke skikkelig, hun har vært tilsnakket af Politiet, men jeg 154har ikke vært sammen med Jossa paa mindst to Maaneder, jeg. Kunde ikke falde mig ind at være sammens med Jossa, jeg sa’ det lige til hende i hendes aabne Ansigt – Du er ikke skikkelig Jossa, sa’ jeg, Du er det ikke, og Du maa rigtig undskylde, men det er ligesaagodt, jeg siger dig det med engang, sa’ jeg, atte jeg kan ikke være sammens med Dig, sa’ jeg – og neidda – det kunde ikke falde mig ind i Drømme at være sammens med Jossa, hverken at gaa paa Gaden med hende eller ellers, og ikke med Valeria Eriksen heller, for hun er naa vist mye værre endda end som Jossa, hun er rent offéntlig.» –

«Ja – Valeria hun er jo ottedags, hun. Hun har vært paa Syghuset – paa Fila –.»

«Har hun – ja det kunde jeg tænke, det skulde gaa den Veien med hende – nei, jeg holder mig altfor god til at være sammen med slige – hun havde engang sat ut om mig, at jeg var indlagt! Ja – ja – det var rigtig tilpas til Valeria, hun, som har sat ut det om mig. Synes De vel, at Valeria er det mindste pen?»

«Aa – nei –.»

«Ogsaa har hun saan frygtelig daarlig Smag 155– og klær sig saa stygt – saa –.» Hun snakkede ivrig.

Winther skjænkede et Glas af Karaflen og la’ Mandler og Rosiner til hende.

Det var deiligt at faa Vin, og hun blev lidt modigere, men forfærdelig søvnig – og hun tog et Glas til for at bli’ rigtig vaagen.

«Sæt Dig lidt bedre op i Stolen Du, Albertine», sa’ han.

Han havde siddet og knækket Mandler en Stund. Nu saa han op fra sin Tallerken.

– – – Hun var sovnet ind – Hodet laa til Siden, Kinden bleg imod den mørkegrønne Fløiel under det varme Overlys fra Hængelampen. En stor Muskel, som straktes, hævede sig kraftig paa Rundingen af Halsen, og bredt og ungdommeligt løftede Brystet sig regelmæssig under den tætsluttende, snorebroderede Jerseytrøie. – Hun var sunket bagover – dybt ind i den bløde, mørkegrønne Fløiel.

Han blev siddende og se.

Lige og smal som linjeret, gik Skilningen lysende midt henover den fine Hovedform, gjennem det mørke Haaret.

«Hun har jo et deiligt Haar!»

Pandeluggen havde delt sig lidt – en Trekant 156af Panden skinte frem – han reiste sig forsigtig og delte det endda lidt mere.

Under Øienbrynene faldt der dybe Skygger, og derudaf rundede de lukkede Øielaag sig frem, sluttende fast til Øiet og med et træt, lidende, blaaligt Emailleskjær over.

«– – – lange Øienhaar!»

Han satte sig igjen.

Efter som Kindets blege, ovale Linje gled forsvindende nedover mod Halsen, tabte det varme gule Lys sig uden nogen Grænse i Skyggen nedenfor øret og kom saa for sidste Gang igjen paa Halsens strakte Muskel. Saa seirede Skyggen og blandede sig i umærkelige Overgange med den bundløse, mørke Afgrund i Fløilen.

Han vilde ønske, at han var Maler, eller at han havde en Maler her. – Hvor hun var vakker – formelig en Skjønhed – ja han vilde slet ikke vige tilbage forat bruge Ordet Skjønhed!

«Skuldrene lidt for brede.»

Men det gjorde ingenting, syntes han – og Haanden lidt for stor, men Partiet over Knogerne meget fint alligevel. Helgesen var en stor, stor Tosk, hvis det var sandt, hvad han havde fortalt ham, at han ikke havde rørt hende, en stor, stor Tosk.

157Han bøiede sig frem og saa rigtig nøie. Skulde Næsen være lidt for spids – nei – Helgesen var en stor Tosk.

«Vakrere end Oline.»

Han reiste sig forsigtig og gik ind bag Portièrerne i det rødlige Skjær og rumsterede forsigtig med noget derinde.

Han var kommen ind igjen og satte sig igjen til at se og mumlede:

«– En stor Tosk.»

Han havde siddet længe – tilsidst tog han og knækkede en Mandel. Hun slog Øinene op, saa sig forundret om og reiste sig hurtig og forlegen i Stolen.

«Gud – det er vist sent – nu maa jeg gaa – undskyld – jeg var saa fælt træt, jeg har ikke sovet i Nat.»

«Sid lidt og tag Dig et Glas Vin først, Du ser saa daarlig ud.»

Hun blev rar i Hovedet af Vinen og likesom likeglad. Winter skjænkede i et Glas til af Karaflen og gav sig til at knække Mandler. Hun drak. Med en Gang blev hun bange – hun kunde vist komme til at gjøre noe, som var rigtig galt, og det var ligesom Vrangen var vendt ut paa alting, og Vrangen var rigtigere end Retten – 158hun reiste sig og bad, om hun kunde faa Lov aa gaa. Hun bad, som man ber en Lærer – det var noe ved ham, ligesom om han var en rigtig streng Lærer.

«Kan jeg faa Lov aa gaa naa–?» Men det var, som om hun bad om noe galt, og hun næsten skammede sig for at gjøre det – og hun vidste, mens hun bad, at hun ikke vilde faa Lov.

Hun saa hans kortklipte, mørke Isse, bøiet over Mandelen, de korte, hvide Hænder, som plukkede det lyserøde Skallet forsigtig af.

«Nei», sa han, «sæt Dig ned igjen. Det er ikke værdt, at Du gaar naa, for saa kommer Du paa Stationen.» – Han saa paa sit Uhr. – «Nei – det er ikke værdt – det er slet ikke værdt – nei, for da kan det hænde, Du blir tat paa Stationen. – Sæt Dig ned.» – Han tog Karaflen og fyldte hendes Glas.

Hun vilde ikke bli der – hun skulde nok klare sig for at komme paa Stationen, men det var vel bedst, hun satte sig ned først, siden han sa’ det. Hun satte sig og drak lidt Sherry.

Med en Gang kom hun til at huske paa igaaraftes igjen – og hun blev saa træt med en Gang, saa græsselig træt af at tænke paa det.

Han lagde et Par Mandelkjerner hen til hende. 159«Spis dem Du, Albertine – de er gode – meget gode – meget gode Mandler.» Hun spiste en – det var, ligesom hun ikke turde spise mer. «Drik Sherry!»

Nei, nu vilde hun gaa – nu vilde hun reise sig og spørge, om hun fik Lov at gaa.

«Kan jeg faa Lov til at gaa?» Hun havde reist sig – det var jo en ren sort Pelshue, han havde paa Hodet – med noen graa Haar indimellem.

«Sæt Dig ned», sa’ han uten at se op.

Ja – nei – hun vilde naa gaa, det var sikkert, men hun kunde jo ligesaagodt vente lidt til da, siden han sa’ det, og hun satte sig ned. –

Han knækkede Mandler, og hun satte sig til at se paa det fine grønne, lodne Bordtæppe med de røe Roserne i og den gulbrune Borden omkring – det var, ligesom hun allerede kjendte det svært godt – mon hvad det kunde koste? – Nu vilde hun gaa.

«Drik – drik Sherry – Skaal – drik, sier jeg – Du ser daarlig ut. Det er bedst, Du gaar ind og hviler Dig lidt paa Sengen derinde. Og han pegte med en Vending af Hodet mod Portièrerne. Det var mørkt med et rødligt Skjær bag dem.

160Hun reiste sig langsomt. – Gud, saa træt hun var – og rar i Hodet. – Hun blev forundret over at høre sig selv si’, da hun stod paa Tærskelen:

«Ja, men jeg tar ikke af mig Klæerne.»

«Jo!» svarte han uten at se op – «det er det bedste, at Du tar af dig Klæerne. – Ja, det er det bedste.»

Væggene var mørke, og der laa et rødligt Halvlys utover fra en Maaneskinslampe. Værelset var skjævt – Væggen til høire var meget mindre end den til venstre – det syntes hun, var rart. Sengen stod paa den skraa Væggen lige mod Døren. Hun havde godt vidst, at den stod slig og var af Mahogni. Hun hørte, at han reiste sig derinde. Han slap først den ene Portièren ned og saa den andre. Der blev igjen en lang, lysende Stribe i Midten. Der var Gulvtæppe paa Gulvet.

Hun klædte sig af, det var, ligesom det skulde saa være – og hun la Strømperne sine under de andre Klæerne, for hun husked paa, at der var Huller i dem.

Hun var græsselig træt. Mon hvad han brugte alle de Flaskerne til? Aa, det var vist 161Aadelybeng – hun var for træt til at gaa bort og se. –

Hun steg op i Sengen og lagde sig dybt ned – og gyngede op igjen. Jassaa naa – saa det var det, de kaldte for Springfjermadrasser. Saan havde hun aldrig hvilt, det var deiligt at ligge der, og Hodet sank lidt efter lidt ned i den bløde Puden – i Begyndelsen var det, som det ikke rigtig turde. Gud, hvor grov og graa Særken hendes var mod alt det fine hvide!

Med engang blev den lysegule Striben mellem Portièrerne borte, og der kom noen ind. En kom hen og klappede hende paa Hodet og kyssede hende paa Panden. Eau de Lubin! Der var noen, som klædde af sig – først dunkede en Støvle blødt mod Gulvtæppet ossaa om lidt en til. Hun hørte et Uhr bli’ trukket op, og saa blev det hængt op paa Væggen over Sengen.

Hun fik et Kys paa Panden, og hun bøiede Hodet bagover for bedre at kjende den fine Lugten – og saa fik hun et langt paa Munden – et langt og saa flere bagefter og saa endda flere.

Hvad var det, hvad var det, hvor var hun? Hun følte en knugende Vægt paa Brystet, saa hun var nær ved at kvæles. Der var noget, som gjorde forfærdelig ondt. Et Skrig – – – 162– – det var hendes, og lysvaagen og ædru og angst til Døden forstod hun med en Gang alt og klorte og slog og krafsede og skreg. –

«Hysch, hold Kjæft», sa’ en forpustet Stemme lige i hendes Øre – det blev en lang Kamp som for Livet, men to Arme af Jern holdt hende fast, og hun lukkede Øinene.

Om en Stund trængte et flakrende Skin ind under Øielaagene. En Fyrstikke blev tændt, og hun saa Winther staa foran den store Vaskevandsbollen med et Stearinlys ved Siden af sig.– Hodet med den sorte, kortklipte Nakke var bøiet forover, og nedenfor den gulgraa Jæger-Skjorte stak de to stygge, lodne, hjulbente Ben. – Gud hvor hun hadede ham!


Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Albertine

Den naturalistiske romanen Albertine handler om den troskyldige og glade, men fattige sypiken Albertine som forføres og voldtas av politifullmektig Winther. Etter voldtekten forandrer Albertine seg og hun havner på «skråplanet». Hun ender som prostituert i Kristiania.

Albertine kom ut i 1886 og var et skarpt innlegg i datidens moraldebatt. Boken ble beslaglagt og førte til en voldsom diskusjon om offentlig prostitusjon. Striden omkring romanen bidro til avskaffelsen av den offentlige prostitusjon i Norge.

Krohg brukte Albertine-motivet også i flere malerier, det mest kjente Albertine-bildet er nok «Albertine i politilægens venteværelse».

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1886 (nb.no)

Les mer..

Om Christian Krohg

Christian Krohg er nok i dag først og fremst kjent som maler, men han var også forfatter, journalist (Verdens Gang 1890–1910) og ikke minst samfunnsdebattant. Han kjempet for sosiale reformer og enkeltmenneskets og kunstens frihet. I over 50 år var han en viktig og innflytelsesrik deltaker i norsk kulturliv.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.