Innleiing

Den norske baronen og sjørøvaren Alv Erlingsson har forkledd seg som messedreng, men han blir gjenkjent og arrestert. Som fredlaus må han rekne med å miste livet. Han blir førd til Helsingborg, og der dømer den danske dronninga Alv til å leggjast på stegl og hjul. Før han blir avretta, angrar han syndene sine:

Gud være mig blid oc miskundelig,
der effter monne ieg forlange:
At ieg effter denne her haanlige Død
det euige Liff maatte fange.
Fordi klæder Alff baade Steyle oc Hiul
saa høyt faar Øresund
(DgF III: 438).

Det ligg historiske hendingar til grunn for denne balladen. Alv Erlingsson var ein norsk stormann som herja i Danmark, stort sett på eige initiativ. Han gjekk også til åtak på Oslo og fanga og drap hertug Håkons høvedsmann i byen. I 1290 vart han vart fanga av danskane og avretta, slik visa seier. To år seinare vart leivningane frakta til Tønsberg og gravlagde.

Det har truleg funnest ei eldre norsk form av balladen om Alv Erlingssons avretting, men berre omkvedet er att: «fæ dæ klæder Elv baade Staggel’ aa Hjul saa høgt over Ørsund» (Ressem 2011: 311–312). Dette omkvedet skreiv Lindeman opp (1851) saman med første strofe og melodi, etter telemarkssongarane Jon Jonsson Myre (1799–1872) frå Sauland og Olav Kjetilsson Stigen (1809-1887) frå Tuddal (1861) (Jonsson & Solberg 2011: 179–180, 186–187). Dei relativt få norske tekstane går tilbake på Vedels viseform (1591) og ikkje minst Peder Syvs kjempevisebok.

Alv Erlingsson hadde ei særleg tilknyting til Tønsberg og Vestfold, og segntradisjonen om han heldt seg lenge der (Eriksen 2002: 147–166).

I tradisjon og balladedikting blir Alv Erlingsson gjerne kalla mindre Alv. Epitetet mindre er ei omsynging av milde, ein heidrande karakteristikk som vart bruka om stormenn i mellomalderen.

Utsyn 182
DgF 151

Oppskrift A

TSB C 17: Mindre-Alvs død

Kjempeviseboka III 15, s. 370–372

Oppgjeven tittel: Den anden Vise om Minder Herr Alf, Græve udi Tunsbierg.

*

1. Alf han er i Norge land fød,
hannem lyster der intet at være:
Han haver vel femten Herreder i Leen,
han kand sig deraf nære.

2. Alf han ganger paa grønnen Vold,
og læser han der sin Tide;
Der møder hannem Bendit Rimaardsøn,
hans Skiæben var hannem ikke blide.

3. God Morgen, god Dag, liden Milde Alf,
du est saa modig en Herre:
Men bliver du kongens Fange i Dag,
ikke staar Landet disverre.

4. Ikke saa er jeg Mindre Herr Alf,
du tør det ikke vente:
Jeg er en liden Messe-Dreng,
skal Viin for Præsten hente.

5. Saa løste han op hans høye Hat,
og saae hannem i sin Pande:
Alt est du Norske Herr Minder Alf,
om jeg kand ret forstande.

6. Du haver været en Klerk med mig,
det maa jeg sige for sande:
Jeg kiendte dig i det Skole-Huus,
du giorde os andre stor Vaande.

7. Og est du Bendit Rimaardsøn,
og da est du min Frende:
Du svær en Eed for mig i Dag,
det du mig aldrig kiende.

8. Saa toge de hannem Minder Herr Alf,
de sloge hannem Bolten om Foed:
Førde de hannem til Helsingborg,
den Danske Dronning imod.

9. Tage I nu Minder Herr Alf,
lade hannem i Stuen indgange:
I lade de Fruer og stolte Jomfruer,
skue saa riig en Fange.

10. Det da svarede den Danske Dronning,
det første hun Minder Alf saae:
Er det ikke andet for en Mand,
der saadanne Safn gaar fra.

11. Enddog jeg er paa Vexten liden,
dog er jeg Mandelig kiøn:
Men aldrig lever du saa god en Dag,
at du føder saadan en Søn.

12. Jeg gav dertil min Kaabe blaa:
er skaaren i Roser og Lille:
Jeg maatte ikkun en Nat hos eder sove,
om det var saa eders Villie.

13. Maatte jeg en Nat ikkun hos eder sove,
det viste ikke uden eders Terne:
Det vil jeg for sanden sige,
I bade for mig saa gierne.

14. Det svarede hannem Dansker Dronning,
hun slog sin Haand imod Bord:
Du skalt klædde en Steyle i Morgen,
førend Folk de gaae til Bord.

15. Hvi steylede du ikke Knud af Sønderborg,
ikke Iver af Holstebroe.
Ikke da vare de meget bedre end jeg,
dog de vare dig nest tro.

16. Toge de liden Greve Herr Alf,
lode hannem af Stuen udgange:
Nok saa have Fruer og stolte Jomfruer,
skued denne Skalkagtige Fange.

17. Og de ledde Minder Greve Herr Alf,
Østen for Helsingborg ud:
Sine Synder han kiendes saa klagelig,
saa fast raabte han til Gud.

18. Jeg raader hver ærlig Danne-Quindes Søn,
han tragte efter Heder og Ære:
Han bliver i Land og teer sig vel,
med Lige kand han sig nære.

19. Nu haver jeg tagen og røvet med skiel,
saa mangen god Dag og Aar:
Hvad mand med Synd og Uræt bekommer,
med Skam og Sorg det gaar.

20. En Græve var jeg af Ellings Art,
ove Tunsbergs Læn det rige:
Det volte mig Fald og Vedermod,
jeg vilde for ingen Mand vige.

21.. Først da bedrev jeg grueligt Mord,
paa hver som jeg fik i Sinde:
Saa sparde jeg hverken Quinde eller Møe,
jeg dem baade laste og skende.

22. Jeg tog den fattig Borgere fra,
sit Gods og Liv tillige:
Det klager baade Enke og Faderløs Barn,
saa høyt til GUd monne skrige.

23. GUd være mig blid og miskundelig,
der efter monne jeg forlange:
At jeg efter denne her haanlige Død,
det ævige Liv maatte fange.

*

I Kjempeviseboka står denne etter ei vise med tittelen: Minder Herr Alf, Greve af Tunsberg, steylet for Helsingborg.

Som innleiing til visa står det: Hvad denne Græve Herr Alf Ellingsøns Historie er anrørendes, er tilforn noksom omtalet. Man mener han skulde haft en Befæstning ved Skaanør, og der haft sin Tilflugt til og fra, ikke langt fra Søekanten, hvorom der intet formeldes andet, end hvorledes han blev fangen af Herr Bendix Rimaarsøn, som haver uden Tvivl været tilforn i Staalbroder Laug i Ungdommen med hannem. Maa vel skee, været saa god paa Haandværket som han, som det finnes af Herr Jon Rimaarsøns Handel, som tilforn blev rørt. Saa beder man undertiden best, den eene Ref med den anden […] Men det er raadeligt at følge den vise Davids Raad, Ps. 37. Haabe paa Herren, og giør got, bliv i Landet og nære dig rædelig.

Oppskrift B

TSB C 17: Mindre-Alvs død

Oppskrift: Udatert av Sophus Bugge etter Signe Gjermundsdotter Napper, Skafså, Mo, Telemark.

Orig. ms.: NFS S. Bugge IV, s. 239

Oppgjeven tittel: Mindre Herr Alv.

*

1. = Syv V. 1.
L. 3: han haver sig de Snækker syv.
– Fordi træder Alv påOver ordet står: [sic!] steiel å hjul så høit over Ørsund. –Samlarkommentar: [Den samme Efterslæng til Visen brugte Hæge Aarmotes Fader, o.fl.]

2. = Syv, V. 4. L. 1: Jeg er ikke liden mindre–.
L. 2: det tørst du ikke tænke.

3. = Syv V. 13.

4. Det var danske droningji,
hun blev så ille derved:
«Du skal klæde en steiel idag,
før solen den går ned.»

5. Så hugge de hannem hovedet af

*

Over oppskrifta står det: [Hun kjendte Visen fra Kjæmpebogen, men sagde, at den ogsaa blev kvædet paa en anden Maade, men mindedes kun nogle Vers.]

Om Historiske balladar

Dei norske mellomalderballadane er forteljande viser med opphav i mellomalderen. Denne boka inneheld dei historiske balladane (TSB C-gruppa).

Dei historiske balladane handlar om historiske personar, eller dei har tilknyting til historiske hendingar, som eit brurerov, eit bryllaup, eit drap, ei krigshandling. Men historiske i eigentleg forstand er desse balladane likevel ikkje. Derimot har dei i emneval og tematikk mykje til felles med riddarballadane.

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook