Innleiing

Etter at kong Sverker den gamle døydde i 1156, kom det ein periode der sverkerætta og eriksætta kjempa om kongedømet i Sverige. Då eriksætta kom til makta, vart Sverker den unge sendt til Danmark der han voks opp hos morsætta si. Då kong Knut Eriksson av erikssætta døydde i 1195, sørgde den mektige jarlen Birger Brosa for at Sverker vart henta heim til Sverige og gjort til konge der. Eriksætta hadde fleire kongsemne som slo seg saman og søkte hjelp i Noreg. I januar 1208 kom dei over grensa med ein stor norsk leigehær. Sverker den unge hadde fått hjelp frå Danmark – kong Valdemar Seier kunne godt tenkje seg å få ein del av Sør-Sverige som takk.

Dei to hærane møttest ved Lena kongsgard i vestre Götaland. Gamle kjelder seier at Sverkers hær var på 18 000 mann, mens erikssønene berre hadde 10 000. Desse tala er sikkert overdrivne, men det må ha vore fleire tusen mann på kvar side. Arkeologar har funne restar av våpen, reiskapar og menneskebein over eit svært stort område. Dette skal ha vore eit hardt og svært blodig slag – det verste som til då hadde vore sett i Sverige. Erikssønene fekk siger, og dei flyktande danskane vart massakrerte. Avgjerande for sigeren var nok at dei norske og svenske soldatane var meir vane med å slåst i snødrev og kulde enn dei danske troppane. Sverker den yngre slapp unna med livet, men fall to år seinare i slaget ved Gestilren. Vi veit ikkje lenger kvar Gestilren er, men det ligg truleg ikkje så langt unna Lena.

I motsetning til andre historiske balladar, fortel denne visa dei historiske fakta ganske nøkternt. Sverker ber danskekongen om hjelp til å hemne drapet på far sin. Han får med seg ein hær frå Danmark, og dei dreg over Øresund og oppover Sverige til Lena. Kampen er hard og Sverker tapar.

Ei strofe frå denne visa har vorte spesielt kjend:

De fruer stande i høyeloft,
de vente deres herre skal komme.
Hestene kommer blodige hjem,
Og salene de er tomme.

Denne strofa inspirerte Christian Skredsvig til å måle biletet «Ballade» i 1881:

Visa er kjend i Noreg gjennom Kjempeviseboka. I 1860 skreiv Lindeman opp eit vers med melodi etter Torstein Reiarsson Gvåle i Tuddal.

DgF 136
SMB 56

Oppskrift A

TSB C 5: Kong Sverker

Oppskrift: Kjempeviseboka, Anden Part, XX, s. 192–197.

Oppgjeven tittel: Unger Sverke, Konning udi Sverrig.

*

1. Det var unge Sverke,
gaar for Dan Konning at stande;
Min ædle Herre I det ikke fortryde,
jeg klager for eder min Vaande.
– Thi føre de Riddere deres Skiolde, der græder saa mangen. –

2. Min Fader er slagen ihiel med Svig,
og jeg af Landet dreven:
Dan Konning I laane mig af eders Mænd,
jeg kand det ærligen hefne.

3. Jeg vil laane dig af mine Mænd,
baade Sædlandsfar og Jude,
disse ere de beste Mænd,
som baade kand hugge og skiude.

4. Jeg vil laane dig Engelbret,
og der til Herr Carl graa;
Der er ingen i Sverriges Land,
som eene kand mod hannem staa.

5. Jeg vil laane dig Herr Offe Dyre,
med sit forgyldte Horn;
Han hugger ned for Foed i Striid,
som Bønder de meye Korn.

6. Det var om en hellig Søndag,
der Messen var goed at høre;
Sverke han rider til Øresund,
han lader sit Folk overføre.

7. De lagde ud med deres Snekker fra Lande,
det var saa faur en Flode;
De vare vel siu og siusindstive,
foruden de andre smaa Baade.

8. Ungeste Sverke stander i fremmer Stavn,
og seer han ud i Sunde:
HErre GUd lad os enten Seyer vinde,
eller siunke her ned til Bunde.

9. Saa kaste de deres Anker,
alt paa den hvide Sand;
Og det var unge Konning Sverke,
han træn der først paa Land.

10. Først drog ungen Engelbret,
og saa han Herr Carl graa;
Saa kom ungeste Sverke selv,
hans Banner var guul og blaa.

11. Det meldte han ungen Engelbret,
og saa tog han paa:
Heer Sverke I sende vore Fiender Bud,
I lade dem Feide-Bref faa.

12. Bort da reed den raske Smaadreng,
hannem skinde Guld paa Hænde:
Der kunde hverken Høg eller Hund,
følge hannem Dag til Ende.

13. Ind da kom den liden Smaadreng,
og steddis han for Bord:
Han var snild og streng i Tale,
han kunde vel føye sine Ord.

14. Det da meldte han uden Gammen,
der til gav han goed Efne:
Sverke min Herre haver sendt eder Bud,
sin Faders Død at hefne.

15. Hure da tør du uselige Dreng,
biude mig Eggen hin hvide;
Hans Fader stoed mig ikke uden et Hug,
han bier mig ikke udi Striid.

16. Høre I Sverrings Høfding bolde,
I kunde det ikke forunde;
Op da voxer den liden Hund,
med hvassen Tand udi Munde.

17. Det da var den liden smaa Dreng,
han sprang til Ganger røed;
Det vel jeg for Sandhed eder sige,
han reed som Fuglen Fløy.

18. Hil sidde I unge Konning Sverke,
og Kæmper saa have I fromme;
I sadle eders Hest, I drage imod,
eders Fiender monne nu komme.

19. De droge ad Bierge og Lide,
og Lene monne de det kalde;
Der lagde de af deres Kaaber blaa,
de førde sig i Brynie alle.

20. Tilsammen da droge de ædle Herrer,
det var saa ynkelig en Leeg;
Det var ont at stande udi Striid,
som Sønnen Faderen sveg.

21. Frem da rede de Danske Hofmænd,
de førde saa got et Moed;
De sloge ned de Vester Gyllands Mænd,
hvor de fore frem for Foed.

22. Konning Sverke hug og Sverting bed,
der giordes saa varmt om Hænde;
Det var saa ynksommelig en Striid,
som Faderen ikke Sønnen kiende.

23. Konning Sverke hug og Sverting bed,
og Hielmene de giordes røde.
Det var stoer Ynk i Striden at staa,
som Sønnen slog Faderen til døde.

24. Det var unge Herr Engelbret,
blæser i forgyldene Horn:
Saa vog han de Vester Gyllands Mænd,
som Bønder de meye Korn.

25. Det var Sverriges Høfding saa brad,
han hug med Sverd saa fast;
Ikke kunde ungen Sverke andet giøre
end bøde for de Kast.

26. Nu haver jeg standen dig femten Hug,
ja fleere og ikke ferre;
Du stander mig et for alle dem,
alt for din Høfdings Ære.

27. Det var unge Konning Sverke,
han der ikke lenger bødte:
Han hug den Høfding i forgyldte Hielm,
at Odden i Sadelen mødte.

28. De Danske de stoede saa Mandelig bi,
de Svenske til liden Fromme:
Langt heller de vilde paa steden døe,
end fra Herr Sverke rømme.

29. De Svenske vare to og tre mod en,
thi blev i Krigen stor Nød:
Saa mangen Ridder der blegnet om Kind,
saa mangen Hofmand blev død.

30. De vare dem vel otte tusinde Mand,
der de af Danmark fore hen;
Vel neppelig Fem og Femtig Mand,
Komme hiem til Landet igien.

31. Imellem baade Bierge og dybene Dale,
der gielder baade Ugle og Ørn;
Der græder saa mangen Ydske Enke,
og halv fleere Faderløse Børn.

32. Imellem de Bierge og dybe Dale,
der gielder baade Ugle og Ravn.
Der græder saa mangen smuk Festemøe
haver mist sin Festemand.

33. De Fruer de stande udi Høyeloft,
de vente deris Herre skal komme;
Hestene de komme blodige hiem,
og Sadlene de vare tomme.

34. Konning Sverke vinker gjennem gyldene Hielm,
Haver nu denne Striid en Ende;
Flygtig Mand ey mister sit Mod,
han kand engang omvende.

35. Mine Fiender ere slagen,mine Maue ere døde,
det giør mig Hiertens Vaande:
Men lever han Sverke Aar og Dag,
han kommer igien til Lande.

36. Her er tabt og her er vunden,
her forgis paa begge Sider:
Saa vel troer jeg Dan Konning god,
til hannem jeg henrider.

37. Min Fader er slagen med Falsk og Svig,
og skal jeg Landet rømme:
Saa ilde skal det de Oplændiske Bønder,
og deris Medfølg bekomme.

38. Og førre da skal jeg lade mit unge Liv,
og Blod og Aand opgive:
Førend jeg skal træde fra Kongeligt Navn,
Mine Fiender det overgive.

39. Indbyrdes Hofferd og hemmelig Had,
Fordærvelsens Roed monne være:
En Moder til Kiv, til Kamp og Striid,
som tager bort Liv og Ære.

40. Den eene den anden fordærver i Grund,
naar tvende tilsammen fegtes:
Saa kommer den Tredie og tager det bort,
uden Sverdslag hannem ey negtes.

*

Strofene er nummererte i oppskrifta. Over balladen står ei innleiing om den historiske bakgrunnen.

Oppskrift B

TSB C 5: Kong Sverker

Oppskrift: 1869 av Ludvig Mathias Lindeman etter Torstein Reiarsson Gvåle, Tuddal, Telemark.

Orig. ms.: NB Mus ms 2456/1860:203, nr. 55, Lindemans manuskriptsamling, her gjengitt etter Ressem 2011.

Utan oppgjeven tittel.

*

1. Fruga stander i høia Loft,
hun ventar sin Herre at komme,
men Hestene komme saa blodige hjem,
og Salen’ dei vare tome.
– De fører de Riddare i deres Skjolde og der græder saa mange. –

*

Strofa er unummerert i manuskriptet.

Om Historiske balladar

Dei norske mellomalderballadane er forteljande viser med opphav i mellomalderen. Denne boka inneheld dei historiske balladane (TSB C-gruppa).

Dei historiske balladane handlar om historiske personar, eller dei har tilknyting til historiske hendingar, som eit brurerov, eit bryllaup, eit drap, ei krigshandling. Men historiske i eigentleg forstand er desse balladane likevel ikkje. Derimot har dei i emneval og tematikk mykje til felles med riddarballadane.

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på X
Del på Facebook