Efterskrift

114«Der gives ingen Grader i Sandhed ingen Grader i Sædelighed.»
Weininger.

Opfordringen til at skrive en Selvbiografi vilde bringe det store Flertal af Mennesker i en pinlig Forlegenhed, siger Weininger: de færreste vilde kunne gjøre rede for, hvad de foretog sig igaar, end sige mere. Særlig gjælder det Kvinden, at hun ingen sammenhængende Erindring har om den egentlige Kontinuitet, som først rigtig kan forvisse Mennesket om, at det lever, er til i Verden. Naar Kvinden «tilbagefølende» og «tilbageseende» betragter sit Liv, fremstiller det sig ikke for hende som en uophørlig, aldrig afbrudt Stræben, det bliver tvertimod altid hængende i enkelte Punkter.

Og hvilke Punkter er det? Det kan kun blive de, for hvilke Kvinden i følge sin Natur har Interesse.

115Kvinden forføier overhovedet kun over én Klasse af Erindringer, og det er de, som hænger sammen med Kjønslivet. «Erindringen om Elskerne, Frierne, Brudenatten, om hvert Barn, som om hendes Dukker. Om Blomsterne, hun har faaet paa Ballerne, Buketternes Pris, Tal og Størrelse, om hvert Vers, hvert Digt, der blev skrevet til hende, om hver Udtalelse af Manden, som har imponeret hende; men fremforalt – med en Nøiagtighed, der er ligesaa foragtelig, som den virker uhyggelig – om enhver Kompliment uden Undtagelse, som er hende sagt i Livet.

Det er alt hvad Kvinden erindrer af sit Liv.»

Dette læste jeg hos Weininger og naturligvis blev jeg sint og raabte: Nei, i al Evighed nei! Og jeg sagde som Festus til Paulus: den megen Lærdom gjør dig rasende! Dette er Løgn og Bagvaskelse. Og for 99de Gang slog jeg fast, at han intet ved, og intet kan vide om Kvinden. Men det arbeidede i mig. Og jeg dæmpede min Vrede og tænkte igjen: prøv nu at være sand. Tænk vel efter.

Ja – noget Ret har han; vi husker godt alt denslags. Jo, han har meget Ret, bedst husker vi alt fra vort Kjærlighedsliv. 116Men længer kan jeg ikke gaa i mine Indrømmelser. Det er ikke alt, hvad vi husker. Der er Grader i Sandheden. Tusinder af Kvinder husker ligesom Mændene en Livskamp i Slid og Arbeide, fuld af Skuffelser og Haab, og med alle Evner spændt til det høieste.

Men alle, som skriver om Kvinden, tænker kun paa de store Byers ørkesløse, overkultiverede Damer – Drivhusplanterne og Ballernes Dukker, eller ogsaa paa de opagiterede, ensidig udviklede Emancipationsstræbere.

Hos Bondestandens og de næringsdrivende Klassers mange Kvinder, vilde Psychologen komme til andre Resultater, dersom han vilde nedlade sig til at studere dem. Der er en Mangfoldighed af Kvinder, som udfører større og vanskeligere Hverv i Livet, end nogen Stuelærd eller Kavaler fra den høiere Selskabsverden drømmer om.

Og da først og fremst de mange direkte eller indirekte jorddyrkende Kvinder i de store Bondesamfund – Gaardmandskonerne.

Den, som har mistet al Tro paa Kvinden, dette famlende Væsen, som søger ud over sig selv i evig Misfornøielse, vil blive beroliget og atter faa Haab om en naturlig 117Løsning, naar han i et Bondeland som Norge reiser rundt og ser, hvad Landets Flertal af Kvinder yder i Retning af Arbeide og Omtanke. Ofte ser man i Virkeligheden her, at Patriarkatet ganske rolig og uden Vrøvl er gaaet over til et fornuftigt og vakkert Matriarkat, og alle Mennesker bøier sig i Respekt for «ho sjøl» (mater familias) ligesaavel som for «han sjøl» (pater familias). Og ingen vil kunne negte, at mangfoldige af disse Kvinder eier en Evne til at drage Slutninger og handle efter dem, med andre Ord, Evnen til at tænke og handle logisk, en Evne, der af Psychologerne altid fraskrives Kvinden.

Og spørg nu disse Kvinder, hvad de mindes, naar de ser tilbage paa sit Liv. Først og fremst vil ogsaa de, ligesom vi fra andre Samfundslag, huske alt det, som hænger sammen med hendes specielle Liv som Kvinde – Manden og Børnene og alt, hvad der dreier sig om dem, det er sandt; men uden Undtagelse skal man ved Siden deraf faa høre om et bevidst Liv som Samfundsmenneske, om en tappert og udholdende gjennemkjæmpet Livskamp med dens Sorger og Glæder, Seire og Nederlag. – Om et værdigt Menneskeliv, som Mandens Raadgiver 118og Medarbeider, der har sin Hædersplads i Høisædet ved hans Side, og for hvem de voksne Sønner bøier sig i Ærbødighed. Husets Hjerte, men ogsaa Hjerne.

Det giver noget at tænke paa. Kanske er det alligevel sandt, at Menneskene er paa farlige Veie – Veiene bort fra Naturen, og kanske er den eneste Løsning paa alle Spørgsmaal og alle Forviklinger den enkle, at Mand og Kvinde skal tage hverandre i Haanden og tillidsfuldt og ydmygt vandre tilbage – kortere eller længere – de samme Veie, paa hvilke de nys hæsblæsende kapløb i Mistro og Had – den ene altid jagende forbi den anden. Men alt gaar jo i Ring, og derfor er det egentlig galt, naar man taler om at gaa tilbage. Det største af alle Fremskridt er jo dog gjennem det komplicerede at naa det enkle. Og selv det enkleste vil altid tage nye Former.

– Men, selv om der ingen Grader var i Sandheden, og Kvinderne kun huskede alle de Ting, Weininger regner op, og som er ham saa foragtelige, saa er det sikkert, at alle de Ting, Mænd – Massen af Mænd – husker, forekommer mig mindre værdifulde. Kvindens Erindring dreier sig altsaa altid om det ene store, selv om enkelte Ting kan 119synes smaa, og om man kan sige, det er latterligt og barnagtigt – ja foragteligt at huske dem, saa har det sin Mening og sin dybe Grund i hendes Helhed som Natur. Det hænger sammen med det store. Det er Udslag af den Ensidighed, som er hendes Styrke, og saasandt det er denne Kvindens Styrke, som bærer Menneskeslægten, saa er ogsaa denne Last i Virkeligheden en Dyd. Men ogsaa Dyd kan antage Former, som er mindre tiltalende. En Mand burde dog i det høieste smile af disse smaa kvindelige Svagheder. Og føle sig smigret. Thi selv idet mindste og latterligste er det altsaa ham, vi husker.

Men hvad er det nu, Massen af Mænd erindrer, naar de tænker tilbage paa sit Liv? (Man maa engang komme til det, at «Massen af Kvinder» sammenlignes med «Massen af Mænd» – ikke med Undtagelserne.) Det er Jagt, Kort og Schakpartier, problematiske Valghistorier, Væddeløb, erotiske Streiftog, der ikke altid er sobre eller synderlig værdige, Jag efter Embeder og Stillinger, Titelsyge og politiske Kandestøberier, «Sager» og Trætter og Smaaærgjerrighed. I Samfundslag, hvor der ligefrem kjæmpes for det daglige Brød, kjæmper Kvinden med – og husker det.

120Eller er jeg uretfærdig?

Men intet er mig mer imod end disse evige Opregninger af hverandres «Skyld», da kunde man holde paa til Dommedag. Det er ogsaa alle Ægteskabers hæsligste Sygdom.

Jeg vil tænke større paa det hele og ikke lade mig hidse – selv ikke af Weininger, men kun tvinge mig til at se, hvad jeg inderst inde føler som Sandhed.

Og Sandheden er for mig den, at Kvinden er, har været og maa vedblive at være ensidig, thi det er hendes Styrke. Hun har sin Begrænsning, og saasandt hun for Alvor ønsker at regnes for et tænkende Menneske, med hvem man kan snakke nøgternt om Tingene, saa maa hun lære at kjende og erkjende denne sin Begrænsning, respektere den, og se dens inderste, virkelige Storhed. Men inden sin Begrænsning kan hun dog naa ligesaa langt i Udvikling og Menneskeværd som Manden. Hos os omsættes kun Værdierne anderledes. Alt uvæsentligt maa tilsidesættes for det ene – vort Liv som Slægtens Opretholdere. Vi maa have Udvikling, fordi Slægten gjennem vor Udvikling forædles. Vi skal og maa have Udvikling, ikke for at «frigjøre os fra Kvinden og blive Mænd», som Weininger og 121Kvindesagskvinderne vil, «men for at blive mere «Kvinde», aandelig og legemlig stærke Mødre for en aandelig og legemlig stærk Slægt».

Thi Høiden af vort Værd som Menneske naar vi som Mødre. Men er det mindre end at naa det som Dommer, Politiker, Lensmand, Foged eller lignende? Det, som nu er lukket for os, er jo nemlig i Virkeligheden kun de aller kjedsommeligste af Mændenes Arbeidsfelter – Retten til den tvilsomme Fornøielse sin Livsdag lang at staa i Kø foran den trange Port til alt, som Embeder heder. Misunde dem, hvem som kan! Alt «frit» Arbeide, alle Omraader, al Kunst, alt, som er noget at misunde, staar os jo i Virkeligheden aabent – og maa saa gjøre.

Vor Vei er nu ikke trangere, end den har været for mangfoldige af Verdens største mandlige Aander, de ydre – kunstige Hindringer – er ikke større for os, end de har været for mangfoldige fattige og vanskeligt stillede Kunstnere og Videnskabsmænd, der har naaet de høieste Høider af menneskelig Ydelse. Adgang til Lærdom og Uddannelse staar os aaben, og maa saa gjøre; men ikke en af tusind Kvinder vil endnu 122være saa meget «Mand», at hun hele sit Liv kan hævde sin Plads i de mange opslidende og ansvarsfulde Samfundsstillinger, som kræver et helt og udelt Menneske. Det er et uendeligt haabløst og unyttigt Arbeide, og fortvilet meget bortkastet Tid at diskutere den Ting i det uendelige – Naturen vil dog tilslut afgjøre det. Det vil regulere sig selv. Thi den største Hindring for fuld ydre Ligestilling er ikke Manden, men Kvinden selv.

I Aarenes Løb har jeg kjendt mange Kvinder, og naar jeg nu tænker tilbage paa de høiest udviklede, jeg har truffet, de aandeligt frieste, klogeste og klareste, de dygtigste, og de, som har naaet længst som Borgere, Samfundsmennesker og Kunstnere, ved jeg ikke en, som modbeviser, hvad jeg ovenfor har sagt. Tvertimod, de har alle været interessante og lærerige Bekræftelser derpaa, og selv er jeg mig endelig den sidste Bekræftelse. Idealet var visselig, om vi kunde sige: «Alt er os tilladt, men ikke alt er os nyttigt,» og dersom vi var overlegne nok, burde ogsaa de sidste Skranker væk, det vilde være skjønnere; men det er farligt for de unge. Det vil forvirre deres Begreber, og skaffe dem tusind Skuffelser senere i Livet. 123Vi er ikke modne til fuld Frihed, før vi har lært at erkjende vor Begrænsning. Og det har vi ikke endnu.

«– – Kvinden vil kunne være ukysk, og hun vil Sanselighed af Manden, ikke Dyd. – – Selv Mandens høiere platoniske Kjærlighed er hende i Grunden ikke velkommen; den smigrer og behager hende, men den siger hende intet. Og dersom Tilbedelsen paa Knæ foran hende vilde vare for længe, blev Beatrice ligesaa utaalmodig som Messalina,» siger Weininger.

Ja, uden Tvil. Naturen taaler ikke Sygdom. Den vil have Sundhed og levende Liv.

Platonisk Kjærlighed er en Fornærmelse mod Naturen.

Og ingen Forsmædelse er større for en sund og ufordærvet Kvinde, end den ikke at blive set paa og attraaet som Kvinde.

Naturen taaler det ikke. Og den bruger alt hos os, vor Stolthed, vor Forfængelighed, vore bedste og sletteste Egenskaber, som sine Vaaben. Den forlanger os helt. Og forat dens Vilje skal fuldkommes, maa vi være ensidige og stærke.

«– – Efter Kjendsgjerningerne at dømme, synes kun to Ting muligt for Kvinderne. 124Enten den løgnagtige Akceptering af det af Manden skabte, idet de selv tror at ville det, som modsiger deres hele, endnu usvækkede Natur, den ubevidst løgnagtige Harme over Usædeligheden, som om de var sædelige, over Sanseligheden, som om de vilde usanselig Kjærlighed. Eller den aabne Tilstaaelse, at Kvindens Indhold er Manden og Barnet, uden den ringeste Bevidsthed om hvad de dermed tilstaar, hvilken Skamløshed, hvilket Nederlag der ligger i denne Erklæring.»

Jeg kan ikke fatte med min Forstand eller føle med min Følelse, hvori denne Skamløshed bestaar. Og hvor faa Procent af «M» maa der altsaa ikke være i mig! Ja saa uhyggelig nærmer jeg mig det «rene Q», at jeg synes det skjønneste Livshaab og den herligste Evighedstanke ligger i denne Tilstaaelse – baade for Kvinden og Manden!

«At Kvinden virkelig nogensinde vil Kyskhed af Manden, kan man aldrig tro, skjønt det af og til paastaaes,» siger Weininger videre, – «thi en Kvinde, som forlanger Mandens Kyskhed, er, bortseet fra hendes Hysteri, saa dum og saa uden al Evne til Sandhed, at hun ikke engang dunkelt føler, 125at hun dermed tilintetgjør sig selv, uden Redning gjør sig værdløs, eksistensløs.»

Det er i Sandhed ikke greit at være Kvinde! Af de to Muligheder, hun har, er den ene afskylig, den anden endnu afskyligere, den ene lastværdig, den anden endnu værre. Intet Under derfor, at «Kvinden maa gaa under som saadan, før kan ikke Guds Rige oprettes paa Jorden. Ved egen Kraft kan hun vanskelig naa det Maal. Den Funke, som saa svagt brænder i hende, maatte altid paany tændes ved Mandens Ild. Eksemplet maatte gives. Før Kvinden ophører at eksistere som Kvinde for Manden, kan hun selv ikke ophøre at være Kvinde. Da Kvindens Eksistens som Kvinde afhænger af Mandens Sexualitet, vil Kvinden vedblive at være Kvinde, indtil Manden har overvundet denne».

– Maa vi saa ikke frygte for, at Guds Rige paa Jorden vil lade vente paa sig?

Naar et Træ ikke længer bærer Frugt, hugges det om og kastes paa Ilden, og Naturen skaffer sig af med alt, som ikke har Livskraft og Livsglæde i sig, alt, som er tørt og vissent. Men det sunde lever evigt. Saa er det, og saa tror og haaber vi dog, det vil vedblive at være.

– «Forholdet mellem Mand og Kvinde er intet andet end Forholdet mellem Subjekt 126og Objekt. Kvinden søger sin Fuldending som Objekt.»

Ja, søger, men naar den sjelden. Maaske fordi Subjektet selv ikke er «fuldendt». Sin Fuldending kan man først finde i noget fast og færdigt; har Nutidens Mænd for meget af Kvinde i sig?

Er de naaet for langt paa Veien mod den ideale Fællestype, siden vi mere og mere vanker paa vilde Veie og søger vor Fuldending udenom dem – i os selv? – For heller ikke der at finde den.

*

Jeg husker, da jeg var ganske ung, neppe voksen. «Manden», «Mysteriet» beskjæftigede altid min Fantasi; men ved Siden af drømte jeg om et Livsværk. Jeg grebes af Tidens Tanker, efterhvert som de naadde mig, og ofte trodde jeg at have fundet mit Livskald. Mellem Kunstnerdrømmene kom andre. Snart var jeg besat af politisk Iver, agiterede som en Rigsdagskandidat før Valgene, drømte at blive en ny Jeanne d’Arc. Snart var det Religionen, snart Afholdssagen, snart Sygepleien. Saa blev jeg Stuart Millgal. Kvindens Frigjørelse var det høie Maal, 127jeg skulde vie mit Livsarbeide. Og jeg læste mange Bøger, klippede mit Haar kort og kjøbte en Ridepisk.

Tiltrods for alle mine Naragtigheder havde jeg mange Friere. Det kan ikke være ubeskedent at sige det; thi det er jo ikke altid for sine Dyders Skyld, man gjør Lykke hos Mændene. Men jeg forelskede mig dødelig i en, som gjorde langvarig Kur uden at mene det alvorlig, medens to af mine andre Venner elskede mig alvorligere, end jeg fortjente, og tog Mén af det for Levetiden. Saa sørgede vi hver paa vor Kant. Efter fem Aars Sorg forelskede jeg mig igjen og blev gift. Og saa begyndte min anden Periode. Naar jeg nu ser tilbage paa det altsammen, faar jeg Mistanke om, at der sidder en stor Humorist et eller andet Sted og laver Komedie med Menneskene.

Helt fra Barndommen har jeg af og til havt Anfald af en forfærdelig Ensomhedsfølelse. Jeg græd som en besat over at «ingen holdt af mig, ingen vilde have mig, ikke engang Gud!» Og Natten og Mørket var min Rædsel.

Rædslen for Ensomheden, for Nat og Mørke melder sig nu igjen, stærkere og stærkere, og jeg ligger de vaagne Nætter og 128føler mig som den eneste levende paa en endeløs Kirkegaard. Og intet andet kan dulme denne Rædsel, det ved jeg, end at føle et andet levende Menneske nær mig. Men jeg er alene.

Før min Reise var disse Nætter sammen med de lange forfærdelige Dage nær ved at tage min Forstand. Nu er alt roligere. Men endnu er der mange vaagne Nætter, og jeg græder over mit Arbeide, og jeg græder over mig selv.

Vil det blive anderledes, før Alderdommen lægger Slør over mine Sanser, og Glemsel over mit Sind? Jeg tør ikke haabe det. Hvor jeg søger, i mig selv eller udenom mig, finder jeg ikke min Fuldendelse.

«Erst Mann und Weib zusammen machen den Menschen aus,» siger Kant. Ja, men hvorledes skal den ene finde sin Fuldendelse i den anden? Jo mere de gaar fremad, jo større bliver jo tilsyneladende Afstanden mellem dem. Eller er det, som Weininger har fundet ud, at det, som ser ud til at fjerne dem fra hverandre, netop er det, som i dybeste Forstand skal føre dem sammen – i Fællestypen? Mangt og meget tyder paa det; men fæl er Tanken.

*

129Mer end nogensinde gjælder det om saa dybtsøgende Arbeider som Weiningers, at det egentlig er forbrydersk at tage enkelte Slutninger ud af sin Sammenhæng og angribe dem. Det er altfor let. De grundige Undersøgelser, som har ført ham til disse brutale Slutninger, maa ikke overspringes. Jo mere samvittighedsfuldt man læser ham, jo vanskeligere bliver det at sige noget. Man overvældes, og en udisciplineret Hjerne gaar mange Gange træt. Først tænker man kun paa at forsvare sig, væbne sig. Men man mærker snart, at her kan der ikke være Tale om Forsvar. Det er bare latterligt. Thi det er jo intet «Angreb» i almindelig Forstand, det er dybere end som saa. Mangt og meget kan en ulærd heller ikke forstaa paa Grund af manglende Sprogkundskaber. Latin og Græsk forekommer f. Eks. ofte.

Men Hovedsagen er klar, og hvor meget eller hvor lidet Ret Weininger har i den, hvor megen eller liden Sandhed der er i hans Bog, saa er min Konklusion i alle Tilfælde den modsatte af hans:

Kvinden skal ikke frigjøres fra sig selv og blive Mand, men hjælpes til at blive endnu helere, stærkere og ensidigere, end hun nu er, saasandt Kjærligheden er Livets 130Sol og Dug, og saasandt al Frugtbarhed er skjøn og al Sygdom og Unatur hæslig.

Men intet sundt og normalt Menneske kan tænke sig Jorden uden «das Gekribbel und das Gewimmel der Menschen» eller den «Fællestype», hvorom der forresten ogsaa profeteres i Bibelen,Forfatternote: «Og Herren blev spurgt af en: Naar kommer dit Rige? Da svarede Herren: Naar to bliver et og det ydre som det indre, og det kvindelige staar sammen med det mandlige, og der bliver hverken Mand eller Kvinde, men begge tilsammen.» uden at fyldes med Gru.

Alle, som er sunde, vil raabe: Lad Solen faa Lov at skinne paa Menneskene og lære dem at le mod den gryende Dag!

Feigt er det at flygte for Livet!

*

Endnu hænder det mig af og til, at jeg tvinges til at tænke paa ham. Da forhærdes mit Hjerte, og jeg ler. Endelig, endelig ler jeg!

Hevn? Hvem taler om Hevn! Du var et Trin paa den Stige, jeg maatte opad, en Tilfældighed paa min Vei i et Øieblik, 131da min Sjæl var syg af Ensomhed. Hvorleds skulde du have Skyld? Alt var jo mig, bare mig. Selv skabte jeg mig den Mand af dig, som jeg i Øieblikket havde Brug for; du var ikke Menneske nok til at kunne have Skyld. Og skulde jeg saa hade dig, eller tale om Hevn!

Dit Ansigt er udslettet af min Erindring – jeg husker dig ikke! Amen.

– – – Men hvorfor skjælver min Haand –!

Jeg ser et Øie, som stirrer paa mig – langt borte fra, og pludselig staar der skrevet foran mig:

«Die Verlogenheit der Frau!»

Boken er utgitt av OsloMet

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.