Kvinden skabt af Manden

av Hulda Garborg

[IV]

102«Es ist mehr Vernunft in deinem Leibe, als in deiner besten Weisheit. Und wer weiss denn, wozu dein Leib gerade deine beste Weisheit nöthig hat?»
Nietzsche.

Jeg gik som i en Drøm den næste Dag. Af og til stod jeg stille i min ensomme Stue og slog Hænderne sammen og hviskede: «Hvad er der hændt? Hvad er det, du staar i Begreb med at gjøre?» Og atter travede jeg op og ned i ulidelig Spænding. Jeg var som en Streng, der var spændt til det høieste. Naar vilde den briste! Aa, hvor en Dag kan være lang! Der var endnu tusinde Aar til i Aften!

Men da Tiden nærmede sig, blev jeg rolig. Jeg betoges af en underlig vemodig, høitidsfuld Stemning. Jeg kyssede mine Børn, som om jeg aldrig mer skulde se dem, og gik ind og sagde et høist forstyrrende Godnat til min Mand. Jeg maatte stryge ham over Haaret, jeg maatte se til hans Lampe. Hvor var jeg taknemmelig over, at han kun var en Smule grætten, og ikke det mindste rørt. Havde han havt det gode, hjælpeløse Blik, og den trætte resignerte Stemme, som han undertiden havde, da havde det været forbi med mig.

103Nu kunde jeg gaa med den trygge Overbevisning, at min Nærværelse nærmest generte ham.

Saa klædte jeg mig rolig og med Omhu – helt i hvidt – og kjørte afsted.

Jeg sad i Vognen og drømte om ham. Jeg saa ham komme imod mig med vor deilige Hemmelighed – det var, ligesom jeg syntes han maatte være brudgomsklædt. – Jeg kom jo for at gjentage: Her er jeg!

Hvilken Dag maatte ikke ogsaa han have gjennemlevet. Aa, min Ven, at du nu har det ondt og pinligt for min Skyld. For ondt, og forfærdelig vanskeligt er det jo ogsaa for dig – tror du ikke, jeg forstaar det. Men det ene opveier alt – ikke sandt, kjære, kjære dig!

Du er saa forsigtig, saa klog. Men jeg er dum og uden Maadehold. Da du læste mit Brev, blev du da forfærdet over mig? Tænkte, at jeg er «moralsk fordærvet». Er jeg det, min elskede Ven? Jeg ved Ingenting mer! Du vil tænke bekymret paa mine «Pligter», jeg ved det, og have ond Samvittighed. Men for dig maa jeg tilstaa det, jeg har ikke ond Samvittighed – det forfærder mig selv undertiden – men det er sandt, og jeg føler ikke Pligter mod nogen. 104Jeg har aldrig gjort noget af Pligt. Naar jeg har været en god Mor, og det har jeg, saa er det, fordi det har været min inderligste Trang – kanske var det den sorteste Egoisme, hvad ved jeg! Og naar jeg var en god Hustru, og det var jeg, saa var det, fordi det var mit Liv at være det – dengang.

Men det er sandt – det er et, jeg har gjort af Pligt – det eneste, som er mig uskjønt at tænke paa. Aa, min Ven, kunde du forstaa, hvor jeg har været ensom!

Men – kan det være stygt og ondt og umoralskt, at jeg selv er glad, og at min Evne til at glæde andre vokser?

Aldrig har jeg tænkt saa lyst og vakkert om alle, aldrig været saa god og sand, som naar jeg har været glad!

Og nu, min forunderlige, gaadefulde Ven, nu er jeg glad! For om fem Minutter skal jeg se dig, føle din Haand i min. Se din Tak og din Glæde lyse ud af dit Blik, ligesom du skal se min!

– Jeg stod i Entréen og tog mit Tøi af, og mit Hjerte bankede, og mine Hænder var brændende hede. Nu stod han derinde, ventede i Spænding. Min stakkars Ven, jeg kommer jo, hvor kunde jeg andet.

105Jeg pustede langt ud. Ah! Nu gjælder det Selvbeherskelse.

Døren gik op, og jeg gled ind i Lyset. Gudskelov, han var ikke i det første Værelse. Lettet hilste jeg paa Værtsfolket og andre Kjendte. Blev fanget ind i en Kreds af leende og disputerende Damer. Det var godt. Jeg trængte Tid. Min Ophidselse var for stor. Jeg kunde naarsomhelst gjøre Skandale. Hvor klogt af ham at holde sig tilbage. Men alligevel – mit Blik gled skuffet omkring – at han kunde sidde rolig derinde! Han maatte jo nu have hørt mig. En pludselig Angst greb mig. Var han her ikke? Her var ligesom saa tomt, trods de mange Mennesker. Jeg nærmede mig en Smule den aabne Dør til det indre Værelse, men gik hurtig tilbage – turde ikke se derind.

Atter fangedes jeg ind i Dameflokken, hvor jeg maatte høre paa et anstrengt Jag efter at sige morsomme og spirituelle Ting. Høre, hvorledes de bedste Venners smaa og store Svagheder blev gjort latterlige, og deres smaa og store Sorger blev udnyttede til at sige gode og dybsindige Ting om. Hvor alt, selv det saareste og bitreste, et Menneske havde lidt, paa det grusomste og mest raffinerede blev gjort om til Underholdning. 106Ja selv egne Sorger, egne Livstragedier blev med passende vibrerende Stemme og klædelig Selvbeherskelse interessant og alvorlig serveret. Hvert stort og lidet Ben blev afgnaget til det yderste under den almindelige Trang til at hævde sig som dannede Mennesker, der kunde snakke om alt, fordi intet menneskeligt var dem fremmed.

Men jeg, som stod der med hver Nerve spændt i Angst og Uro, og i Glæde, som jeg ikke turde give Luft, jeg blev ræd. Aldrig før havde jeg saa dybt følt det moderne Selskabslivs Hulhed, og aldrig var Menneskene forekommet mig saa rovdyragtige, saa grusomme. Dersom de nu kunde faa et Glimt af min skjælvende Sjæl at se, hvor vilde de ikke kaste sig over den som Hyæner, og slæbe den blodig omkring paa Torvene. Jeg gik fra dem og nærmede mig atter den aabne Dør til Røgeværelset.

Da kom Fru N. hen til mig, lagde sin Haand paa min Skulder og sagde leende: «Nu, hvad siger du om Bjørnen, som saa pludselig er reist! Og nu, da vi trodde, du rigtig havde faaet ham i Bur. Ja, det nytter ikke, du ser dum ud – han var krøbet ydmygt i Bur! Ja, min Ven, der har du meget paa Samvittigheden!»

107Hendes Ord lød som langt borte fra. Jeg tog fast om hendes Arm og sagde: «Jeg er ikke frisk. Hjælp mig, Marie.»

Hun lagde forskrækket Armen om min Skulder: «Aa kjære dig – kom!» Og hun støttede mig ud, stilfærdigt og smaasnakkende, saa ingen skulde mærke noget, og lidt efter laa jeg paa hendes Seng.

Hun sad hos mig. «Vil du hjem, Eva?» «Ja tak.» Saa gik hun stille ud og kom først tilbage om en Stund med mit Tøi og sagde, at en Vogn var hentet. Taus hjalp hun mig Tøiet paa og fulgte mig ned af Trapperne. Dernede i den mørke Gang klappede hun mig paa Kindet og sagde stille: «Vær ikke vond paa mig, Eva.»

Jeg bare rystede paa Hovedet. Saa kjørte jeg hjemover, tungt støttet mod Vognens Puder. Marie havde ladet Kaleschen slaa op.

Men da jeg kom ind i min egen Entré, og Pigen stod forskrækket foran mig og spurgte: «Men kjære – er Fruen syg,» da svigtede Kræfterne mig, og jeg maatte hjælpes ind i min Stue, hvor Bevidstheden – trods den voldsomste Viljeanstrengelse – forlod mig.

Da jeg vaagnede, laa jeg paa Chaiselongen, og min Mand sad hos mig og holdt 108min Haand. Da jeg saa ham, lukkede jeg uvilkaarlig atter Øinene. Han strøg mig over Haaret og sagde: «Kjære Eva, du er syg.» Og hans Stemme var saa tyk og underlig. Da var det, som et Jernbaand løsnede fra mit Bryst, og de varme Taarer strømmede ned over mit Ansigt.

Atter klappede han mit Haar og spurgte med Angst i alle Miner: «Hvad er det?»

Jeg fik endelig presset frem: «Jeg har det ikke godt!»

Stille sagde han: «Nei nei.» Men hans dybe resignerte Suk gjorde mig ondt. Jeg vilde jo gjerne sige ham alt. Men jeg sagde bare: «Bryd dig ikke om det – det er vist bare det, at jeg pludselig er blevet voksen, og det er saa ondt at blive voksen.»

«Ja – aa ja, skjønt naar det først er over … men prøv nu at sove. Skal jeg gaa?»

Men som i Rædsel holdt jeg hans Haand fast, og paany brød Graaden frem i krampagtigt Udbrud: «Aa, hvorfor skal jeg altid være alene! Alene bestandig! Aa, hvorfor slap du mig!»

Da bøiede han sig over min Haand og kyssede den og sagde alvorlig: «Kjære dig, jeg har megen Skyld mod dig. Men du 109skal tro mig, naar jeg siger dig: Aldrig har jeg holdt inderligere af dig end nu! Du er det eneste Menneske, som ikke kjeder mig – ikke plager mig!» Saa slap han min Haand og bøiede sig fremover med Panden mod sine Hænder: «Men slig er det. Livet er ingen Leg.»

Da var det mig, som tog hans Hænder og kyssede dem. Og jeg bøiede Knæ for ham i mit Hjerte; men intet Ord fik jeg over mine Læber. Alt, hvad jeg kunde sige, blev saa banalt, alt blev Fraser ligeoverfor denne enkle Menneskelighed, denne mandige Sorg.

Om en Stund, da han taus reiste sig for at gaa, sagde jeg uden at se paa ham: «Tak, tak for dette … aa, jeg vilde saa gjerne sige dig …»

Men han slog afværgende ud med Haanden: «Sig mig Ingenting. Jeg ved alt. Det er jo naturligt – altfor naturligt. Jeg er modløs og magtesløs, jeg er gammel, og du er endnu ung.

Tænk ikke paa mig. Tænk paa dig selv. Prøv at hvile, bringe dine Nerver til Ro. Godnat!»

«Godnat og tak!»

– Jeg blev liggende ubevægelig. «Aldrig har jeg holdt inderligere af dig end nu!»

Ja, saa sagde han.

Boken er utgitt av OsloMet

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Kvinden skabt af Manden

Hulda Garborgs Kvinden skabt af Manden (1904) er en kommentar til Dr. Otto Weiningers psykologisk-filosofiske verk Geschlecht und Charakter som ble utgitt kort tid før den unge østeriske filosofens selvforvoldte død i 1903. Garborg hevder at verket, der Weininger gir uttrykk for sine holdninger til kjønnsinndelingen, inneholder «Megen Sandhed; men ogsaa megen Sygdom».

I lys av Weiningers verk reflekterer Garborg over kvinnens utgangspunkt. Hun skildrer et ekteskap som har kjølnet og viser til hvordan kvinnens behov og erfaringer skiller seg fra mannens.

Jeg-personens konservative ektemann lever først og fremst for sitt arbeide og er mye fraværende. Hennes opplevelse av forsømmelse og mangel på samsvar i ekteskapet, driver henne først inn i veldedighet og foreningsliv, men så treffer hun en som kan fylle tomrommet i tilværelsen.

Les mer..

Om Hulda Garborg

Hulda Garborg er i en viss grad en glemt forfatter i dag. Vi kjenner henne mest som kulturpersonlighet og forkjemper for bygdekultur. Hun engasjerte seg sterkt i kvinnekampen og i kultur- og samfunnsdebatten. I samtiden var hun imidlertid også en viktig stemme i litteraturen.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på X
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.