[II]

79«Allzulange war im Weibe ein Sklave und ein Tyrann versteckt. Deshalb ist das Weib noch nicht der Freundschaft fähig: es kennt nur die Liebe.

– – Noch ist das Weib nicht der Freundschaft fähig. Aber sagt mir, ihr Männer, wer von euch ist denn fähig der Freundschaft?»
(Zarathustra.)

Næste Gang skulde Klubben være hos mig. Jeg var nervøs. Irritabel. I Grunden var jeg træt af det hele. Det var saa meningsløst altsammen. Vi kapløb jo med Tungen ud af Halsen mod Graven; det var det hele. Og vi satte Præmier for den, som kunde le høiest, vrøvle mest, saa vi ikke skulde sanse, hvor det bar hen, ikke høre, hvor Stenene rullede foran os nedover Skraaningen. Ak, hvor det hele var sørgeligt – og latterligt. Dersom der sad et ophøiet Væsen over os og saa denne vilde Dans og disse Galmandsgebærder foran Afgrunden, hvor maatte det ikke le – og græde.

Jeg sad stille i min Stue et Par Dage og kjendte paa min Sjæls Puls og fik Rynker paa kryds og paa tvers i mit Ansigt. Aa, hvor jeg var træt af min Sjæl og mit Ansigt og altsammen. Jeg holdt ikke Stilheden ud. 80Og jeg reiste mig omsider og knyttede Hænderne og sagde til mig selv: Nei, ikke Sottedød, ikke Stuedød! Jeg vil slaas med Livet endda en Stund. Slaas med hvemsomhelst og hvadsomhelst – bare ikke denne fortærende Stilhed.

Ja, hvorfor ikke – med ham vil jeg slaas! Jeg gjorde en trodsig Grimace til mig selv i Speilet: Ja–ha det vil jeg! Tror du den Smule Rynker, du viser frem, skræmmer mig!

I næste Øieblik sad jeg ved mit Skrivebord og rablede følgende Billet til Fru N.

Kjære Marie!

Tak for igaar!

Det var jo yderst elskværdigt af din Mand, at han vil være vor Torsdagsgjæst. Han er selvfølgelig inderlig velkommen ogsaa hos mig. Men hans Prærieven, hvad skal man sige til ham? Han var dog det mest uforskammede Mandfolk, jeg endnu har havt den Ære at være sammen med! Og slig som han saa ud! Som et Dyr. Jeg er vis paa, at han gaar paa fire, naar han er alene!

Men – din Mand har altsaa villet det, og du har gjort Begyndelsen. Og man er da Gudskelov velopdragen. Altsaa tager man 81Tingene med Anstand og opfører sig comme il faut. Jeg skal sende ham min Adresse.

Hjertelig velkommen paa Torsdag!

Din
Eva.

Samtidig skyndte jeg mig, at sende følgende Kort til Bjørnen (Svar fra Fru N. maatte altsaa ikke faa Tid til at indtræffe først. Hvorfor blev dette mig med en Gang saa magtpaaliggende?):

Hr. Ingeniør!

Da De i Torsdags gjorde det vovsomme og, sandt at sige, en Smule forbausende Skridt at melde Dem ind i vor Klub sammen med Hr. N., vil jeg ikke undlade at meddele Dem, at man næste Gang samles hos mig. Men jeg skal, for alle Tilfælde, oplyse, at Klubbens Medlemmer er ganske og aldeles fri, og aldeles ikke behøver at møde hos alle. Uden Fortrydelse fra nogen Kant kan man rolig udeblive.

Deres
Eva S ……

Næste Morgen fik jeg følgende Brev fra Fru N.

Kjæreste Eva, du er virkelig altfor troskyldig! Du kan da vide, at det var en 82Spøg af min Mand, og ogsaa af «Dyret». Du slipper dem saamen begge. «Dyret» er forresten meget bedre, end han ser ud til. Han er klog, og en grei, dygtig Kar; men der er noget i hans Liv, som har gjort ham brutal, stundom kynisk. Han har havt en Affære derborte i Vesten, som har sat ham ud af Stilling; men hans Kamerater, deriblandt min Mand, er overbevist om hans Hæderlighed og holder meget af ham. Han har altsaa, som saa mange, været uheldig, og det har gjort ham haard.

Men, som sagt, tænk ikke mer paa dette. Du har selvfølgelig ingensomhelst Pligt ligeoverfor ham. Min Mand hilser og takker forresten. Han er skral, og i alle Tilfælde ausgeschlossen.

Jeg glæder mig til en frisk, fro og freidig Damerangel paa Torsdag. Sidst gik det lidt ud af det gamle, gode Spor.

Din
Marie.

Jeg bed mig i Læben og kastede Brevet i Kaminen.

– Ved Middagsbordet fortalte jeg min Mand med megen Iver og flængende Kritik om den amerikanske Bjørn, som havde forstyrret vor Sammenkomst.

83Det var mig en Lettelse at snakke. – Nu kom der vel snart en Billet, hvorfra Ironien lyste. Det kunde han.

Men Dagen gik, og der kom intet. Om Kvelden gik jeg rastløs frem og tilbage i min Ensomhed. Hm! Den høflige Herre svarte ikke engang. Maaske sidder han nu og smiler over min Billet. Finder det overflødigt at svare. Triumferer! Jeg blev hed, der jeg gik alene i min Stue.

– Jeg havde et Arbeide, som hvilte paa mig. Jeg tog det frem som i Feber. Prøvede at tage fat. Det var ligesom Livet om at gjøre denne Gang – jeg var ræd, hver Gang jeg saa paa det. Som Katten om den hede Grød gik jeg omkring det, droges imod det, men turde ikke, kunde ikke. Det var som en pinefuld Hemmelighed mellem mig og «Magterne». Nei, jeg kunde ikke røre det her mellem Mennesker og graa Mure. Jeg maatte være alene med det, høit oppe, langt borte, hvor ingen saa eller hørte mig. Hernede i Myldret hængte jeg en Fille igjen af mig paa hver Dør, jeg gik ud og ind af, og hvert Menneske, jeg talte med, stjal et Stykke af min Sjæl. Men til dette mit Arbeide maatte jeg komme rig og hel, som til en elsket Elsker!

84Aa for velklingende Undskyldninger! Jeg kunde jo ikke, jeg var jo ikke rig, det var jo bare det!

Men nu var det alligevel, som om Tidspunktet var kommet, da jeg maatte. Jeg tog mig voldsomt sammen, prøvede, men Taarerne styrtede frem, og jeg fór op og gik igjen i rund Ring og vred mine Hænder. Jeg var nervøs indtil Vanvid. Herregud, hvad var det? Jeg havde gjort en liden Dumhed. En ganske liden Dumhed, en Barnagtighed, det fik da bæres. Men foran mig saa jeg et Smil i en Ramme af vildt, rødt Skjæg og et Par Øine, som lyste af en modbydelig Ironi!

– Nei, hør nu, min Dame, du er paa Vei ti at blive gal. Og ligesom i instinktmæssig Trang til at redde mig fra en Ulykke gik jeg pludselig, bestemt og hurtig ind til min Mand. Han saa distrait og forvirret op fra sit Arbeide. Da blev jeg med en Gang flau som en Skolepige og spurgte efter en Kvittering. Jeg havde faaet en Regning to Gange; men han skulde ikke lede nu, jeg kunde faa den siden. Og ganske idiotisk gik jeg ud igjen, og atter kom Taarerne styrtende.

Jeg vilde fortalt ham om min Dumhed med Billetten, og om Mandens grænseløse 85Uhøflighed, og spurgt ham, som Gentleman, hvad en Dame havde at gjøre i slige Tilfælde. For jeg var altsaa ærgerlig, det vilde jeg sagt ham.

Men jeg var jo alene. Altid alene. Han var tusinde Mil borte fra mig, og hvad saa? Ja, dersom nogen virkelig havde fornærmet mig, saa havde han nok taget sig sammen og hjulpet mig. Men dette vilde han smilet af og sagt: Det hele er en altfor stor Bagatel, kjære; tag det med Ro.

– Men tidlig næste Morgen kom et Brev med fremmed Haandskrift. Jeg sprang ind med det og laaste Døren og sad længe med det uaabnet. Hjertet hamrede i mit Bryst.

Jeg kaldte paa min Dameværdighed, paa mine Aar, og jeg skammede mig selv ud. Hvad var nu dette for Idioti, og endelig aabnede jeg med skjælvende Haand Konvolutten. Det, som slog mig, var en svær, tyk Haandskrift. Bjørnelabben, sagde det inde i mig. Men der stod kun følgende:

Høistærede Frue!

Jeg siger Tak! Jeg kommer selvfølgelig.

Deres ærbødige
N. N.

86Jeg kommer! Og selvfølgelig! Simpelthen. Huh, hele Manden var ligesom bare et eneste stort Jeg! Det var en Freidighed uden Lige!

Jeg stod op, gik omkring og knugede Brevet, hed og nervøs. Men saa maatte jo min Mand med, og de andre Mænd! Det hele Arangement maatte forandres. Nei, nei, Mødet maatte indstilles; jeg maatte blive syg. Dette gik ikke.

– Han kommer! Og pludselig kastede jeg mig ned paa Sofaen og græd, som mit Hjerte skulde briste. Aa Gud, jeg er jo syg!

*

Næste Formiddag, da min Mand var gaaet paa Bibliotheket og mine Børn paa Skolen, gik jeg omkring i rastløs Huslighed. Jeg maatte have alt slig, som jeg likte det omkring mig. Jeg ordnede Blomsterne, lagde Birkeved paa Kaminen. Jeg vilde arbeide. Idag var det, ligesom jeg var saa uendelig langt fra Verden, saa uendelig alene. Nu maatte jeg vove at tage mit Arbeide frem. Men jeg satte mig bare foran Ilden og lod mine Hænder falde tungt ned.

Da ringte det, og Pigen bragte mig hans Kort. Hurtigere end jeg kan skrive det, 87var jeg ved Speilet, slyngede et stort hvidt Blondetørklæde om Halsen og satte min høie Skildpaddekam i Haaret. Kastede et Blik paa mine Hænder – og saa stod han der.

Han takkede for Brevet. Var blevet svært overrasket. Behagelig overrasket. Han havde ikke drømt om, at hans Spøg skulde blive saa elskværdigt vendt om til Alvor. O.s.v. Jeg har sikkert aldrig i mit Liv rødmet dybere, og han lod mig mærke, at han saa det. Det ironiske Smil trak op. Atter fór den Tanke gjennem mit Hoved: Hvorfor slaar du ham ikke! Men jeg stammede de dummeste Ting: Nei, De maa aldeles ikke tro … det har intet med Elskværdighed at gjøre … men man vil jo nødig være uhøflig. Og dette med, at Gemalerne skulde med af og til, er gammelt. Han smilte, bukkede og begyndte at se sig om, ugenert og ligesom undersøgende. Jeg bød ham en Stol ved Kaminen.

«Hvor pent De har det! Saa mange Farver.»

«Ja, Jeg liker Farver.»

«Den ligner Dem selv denne Stuen; der er slige dristige, forbausende Overgange – men som Hele –»

«Tør jeg byde en Cigar. Min Mand har en Kasse staaende herinde.»

88«Tak.» (Pause.)

«Maa jeg byde et Glas Vin. Kjølig Rhinskvin?»

«Tak! I grønne Glas. Naturligvis. Det passer herinde. Ved De hvad, Frue. De er næsten for stilfuld.»

«Hvad mener De?»

«Det virker saan lidt … lidt affekteret. Som saan «kunstnerisk» Stræben. Jeg skal sige Dem, jeg fordrager ikke Kunstnere. De er ikke Mennesker.»

«Hm. Og jeg kan egentlig ikke fordrage andre Mennesker end Kunstnere, naar jeg skal være oprigtig. Netop fordi de er saa meget mere Mennesker end andre. Uskyldigere og naivere. Og saa er de ikke saa stemningsforladte, som det praktiske Livs Mennesker ofte bliver.»

Vi drak Vin og vrøvlede. Alt, hvad jeg sagde, modsagde han. Mine «Meninger» tog han neppe nok alvorligt, og der fandtes ikke Retfærdighed i hans Sjæl, naar det gjaldt Kvinder. Jeg maatte tænke: hvilken Modsætning til min altid retfærdige, finttænkende Mand!

Hans Visit blev kort, og da vi skiltes, blev vi leende enige om, at to mere forskjellige Individer end vi neppe nogensinde 89havde set Dagens Lys. Vi kunde vist holde det gaaende med Kjægl og Trætte fra Morgen til Aften. Men jeg tilføiede, at jeg forøvrigt ikke kunde tænke mig det Menneske, som ikke maatte trætte med ham, saa umaadelig vrang som han var.

– Jeg var i slet Humør, da han var gaaet. Det var sandt; han ødelagde enhver Stemning. Jeg holdt ham ikke ud. Og det endelige Resultat blev: Torsdagsmødet indstilles.

Men det blev ikke indstillet. Tvertimod. Alle Mænd blev budne; der kom to foruden ham.

Min arme Mand, som selvfølgelig var fortvilet i sit Indre, bar det med Resignation. Ud paa Aftenen fandt han og Bjørnen hverandre i et naturvidenskabeligt Emne, og alt gik over Forventning for saavidt.

Men da alle var gaaet om Kvelden, kastede jeg mig træt paa Sofaen. Jeg var skuffet. Aa, hvor det hele var tomt og trist!

Nei, fremforalt ikke disse fortvilede Selskaber med Pligtægtemænd. Fri fik da voksne Mennesker være – hver i sit.

Men min Mand reiste til Udlandet, og Bjørnen kom siden alle Torsdage. Vi saaes ogsaa ellers, oftere og oftere, og jeg fandt 90tilslut Mennesket under Bjørnehammen. Vi endte med at blive Venner, gode Kamerater, som var dygtig hensynsløse mod hverandre, og som ikke var enige om en eneste Ting paa Guds grønne Jord, og derfor aldrig manglede Stof til Samtale og Trætte. Jeg udviklede mig til en ren Debattant, og det hændte, at jeg gjorde ham ganske ør med alle de vilde Paradokser og freidige Paastande, som han hidsede mig op til. Ofte sagde han: «Men velsigne Dem, Frue, hvordan kan en saa ulastelig Dame, som De, være saa totalt blottet for Moralfølelse, Religion, Ansvarsfølelse og alle andre Følelser, som et moderne Samfundsmenneske, og især da en Kvinde, er nødt til at have. De er jo en Vild ifra Afrikas Skoge.» Og jeg sagde ham, at han ved sin irriterende Udmærkethed tilslut drev mig helt og holdent ind i Urskogen. Sad han ikke der og var saa skuffende lig et Menneske, en Mand, og saa var han bare en Maskindel! Da reiste han sig undertiden halvt i Stolen og saa ud, som om han vilde tugte mig korporlig. Og det endte med Latter og hans inderlige Forsikring om, at jeg ialfald var «moralsk fordærvet».

Saadan gik Vinteren, og han var som Kamerat og Ven rigtig i sit Element.

91– – Men – «Allzulange war im Weibe ein Sklave und ein Tyrann versteckt. Deshalb ist das Weib noch nicht der Freundschaft fähig: es kennt nur die Liebe.»

Saa talte Zarathustra.

Boken er utgitt av OsloMet

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.