[I]

19«Sich im Grundproblem ‘Mand und Weib’ zu vergreifen, hier den abgründlichsten Antagonismus und die Notwendigkeit einer ewig-feindseligen Spannung zu leugnen, hier vielleicht von gleichen Rechten, gleicher Erziehung, gleichen Ansprüchen und Verpflichtungen zu träumen: das ist ein typisches Zeichen von Flachköpfigkeit– – –»

«Ein Mann hingegen, der Tiefe hat, in seinem Geiste wie in seinen Begierden, auch jene Tiefe des Wohlwollens, welche der Strenge und der Härte fähig ist und leicht mit ihnen verwechselt wird, kann über das Weib immer nur orientalisch denken –»
Nietzsche.

«Das Weib ist zur Wahrheit über sich selbst unfähig.»
Weininger.

Altsaa skriver jeg det følgende ikke for at blive troet af Manden, men til Hjælp for min egen Tro.

20– – Jeg er en Videnskabsmands velsituerede Frue, ganske pen, frisk og noksaa klog, og jeg har friske, pene og velbegavede Børn.

Jeg har altid været, hvad man kalder «et kvikt Hoved», praktisk og ganske dygtig i denne Verdens Ting, men uden solide Kundskaber.

Den «høiere Pigeskole», jeg besøgte i min Barndom, satte sig ikke andet Maal end at gjøre presentable Damer af os, og til det skulde der ikke overvættes megen Lærdom.

Jeg blev gift i Tyveaarsalderen og har endnu den samme Mand, skjønt jeg nu er «mellem 30 og 40». Naar jeg kalder mig velsitueret, saa er dermed ikke ment, at vi er rige. Tvertimod. De Penge, mine smaa Talenter indbringer mig, kommer vel med. Jeg har nemlig Talenter. Desværre i Flertal, og jeg har endel smaa Svagheder, som koster Penge, og jeg liker at være selvhjulpen, for jeg er en moderne Dame.

Vi lever meget stille, for der arbeides i vort Hus. Jeg længter nok ud – ak altfor ofte – efter Liv, Lys og Glæde, efter «Luft under Vingerne»; men det lille 21Samfund, vi lever i, lokker mig ikke længer. Mine smaa Flyveforsøg er nemlig altid endt som ynkelige Fiaskoer. Saar og dybt skuffet er jeg hver Gang rømt tilbage til min ensomme Stue med de mange Blomster og Sol gjennem grønne Glas. Og ved min store Kamin, hvor Ilden flammer og giver Liv og Farve til de døde Ting omkring mig, har jeg sat mig ned i de sene Kvelder og set Livet i Øinene. Min Dame, hvad vil du? Du er gammel! Det er ikke Luft, du mangler, men Vinger! Nu har du set Livet, der er ikke mer! Nei, der er ikke mer. Og Ilden slukner, og jeg kryber træt og frysende i min ensomme Seng. Som dannede, moderne Mennesker, der respekterer Toheden i Ægteskabet, har vi selvfølgelig to Soveværelser.

– Min Mand lever for sin Videnskab. Jeg ser ham ved Maaltiderne, og jeg hører ham af og til kremte inde paa Kontoret, hvor han tilbringer Dage og Nætter med sine Bøger. Hans stillesiddende Arbeide har ogsaa svækket hans Helbred, og han har ingen Glæde af Livet. Han kjender Verden; han ved meget og forstaar meget, men haaber lidet og tror lidet, og hans Pessimisme truer med helt at jage ham 22bort fra Livet. Hvert Aar gjør han en Studiereise og hver Formiddag arbeider han nogle Timer i de offentlige Bibliotheker.

Den moderne Kvindes Emancipationsforsøg støder min stilfærdige Mand. Han vil Ro og gammel god Orden i Tingene; men han dømmer aldrig. Han siger bare: det er ubehageligt for os Mandfolk; men det har naturligvis sin naturlige Grund. Naar Manden ikke længer kan hævde sin Plads som Herre, saa faar han blive Tjener. En Smule bittert siger han det; men heller ikke mer. Han er en dannet Mand, og desuden interesserer det hele ham i Grunden saa lidet. Han drømmer om Klosterfred og ønsker ikke at blive gammel. Til vore Børn staar han fremmed, har fra første Stund overladt dem til mig. De er «min Sag». I mig er han af og til endnu forelsket, men hans Forelskelse har altid været af en anden Karakter end min. Den var af eruptiv Art, og mellem Udbruddene var jeg ikke Kvinde for ham. Men han var altid «Mand» for mig. Og jeg led de 5-6 første Aar af vort Ægteskab ligefrem af ulykkelig Kjærlighed til min egen Mand. Jeg var skuffet. Jeg taalte ikke i lange Tider at 23være for ham bare som «et andet fornuftigt Mandfolk», man bor sammen med og tier sammen med og arbeider sammen med. Eller «Husets Frue», som man viser skyldig Respekt og takker for god Mad og forlanger sine Knapper isyet af. Hans kolde Høflighed ærgrede mig. Og ofte, naar han var snil og snakkede med mig om Ting af almen Interesse, tænkte jeg: kys mig, stryg mig over Haaret, se paa mig! Se paa min Kjole, se paa min Krave, sig, at jeg er pen! Vær forelsket! Men naturligvis: jeg vilde blevet fornærmet, dersom han ikke ogsaa havde talt til mig om Ting af almen Interesse. Jeg tænkte vel bare ubevidst: ak, der bliver en Masse Tid siden – naar vi bliver gamle. Men han var 10 Aar ældre og havde sit Livsarbeide. Jeg havde bare min Kjærlighed, derfor blev jeg fordringsfuld.

Jeg fandt paa tusind smaa forelskede Tilnærmelser, overøste ham med Blomster og Kjærlighedsgaver ved alle Leiligheder. Han kunde aldrig huske min Fødselsdag, og til Jul kunde han aldrig «finde paa noget». Saa hængte han en Pengeseddel paa Juletræet. Aa, hvor den Pengeseddel gjorde mig bedrøvet. Den var ligesom saa fattig – saa fattig paa Kjærlighed! Naar han fik 24mine Gaver, takkede han og anstrengte sig for at være rigtig optaget af dem – han vilde jo saa gjerne – men om en Stund fandt jeg dem henslængt i en Krog. Han huskede ikke engang, at han havde faaet dem. Og jeg gav ham dog festlige Gaver. Hvor anderledes med mig. Jeg husker engang han havde taget sig sammen og virkelig fundet paa noget. Det var en Uldvest, forfærdelig styg, men god og varm. Han kom ganske undselig som et Barn og gav mig den. Hvor var han sød! Han havde husket, at jeg frøs saa paa Ryggen her forleden, og det var saa ubehageligt at fryse paa Ryggen, derfor havde han kjøbt denne Vest, som skulde være varm, trodde han. Aa, hvor jeg elskede den stygge, uformelige Uldvesten! Jeg bar den sent og tidlig, skjønt Gud skal vide den ikke klædte mig. Men han havde altsaa tænkt paa mig, da han gik nede i Byens Gader, tænkt paa mig og ikke paa sine Problemer, tænkt paa, at jeg sad hjemme og frøs paa Ryggen. Ak, min Ven, dersom det ogsaa vilde gaa op for dig, hvor du lod mig fryse i Sjælen!

Jeg græd, naar jeg saa, at mine Gaver ikke interesserede ham; jeg fattede ikke, at noget af Kjærlighed kunde være ligegyldigt. 25Og hvor var jeg ikke taknemmelig, naar han af og til kom ind i min Stue og sad hos mig. Jeg snudde Roserne ind fra Vinduet, tændte mange Lys, satte i Hemmelighed paa mig store, hvide Kraver eller vakre Naale, og alt blev Fest for mig derinde. Og naar jeg dengang hørte Fruer sige, at det var deiligt, naar Manden gik paa Kontoret, saa de fik røre sig, saa trodde jeg, det maatte være Affektation. Men nu hænder det mig – det maa jeg tilstaa –, at jeg tænker, naar han sidder her: «Min snille Ven, det vilde være saare bekvemt, om du nu rusled ind til dig selv. Du hefter mig» –

– «Kvinden er intet andet end Sexualitet,» siger Weininger. «Manden er sexuel og dertil noget mere.» Kvinden er stadig sexuel, Manden kun periodevis; deraf forklares den mandlige Kjærligheds eruptive Karakter. Alt hvad vi kalder Kjærlighed, er altsaa kun Drift. Al den Ømhed, Godhed, Hengivenhed og Opofrelse, alle disse tusind kjærlige Smaating, vi altid har Trang til at gjøre for den elskede, for at vise, at han er i vore Tanker og i vor Omsorg altid, at vi gjerne vil lette Livet og gjøre det godt for ham – alt er kun et løgnagtigt 26Slør om vor aldrig slumrende Sexualitet. Maaske. Hvad ved jeg om «Kvindens sande Natur». Men jeg ved, at er det Løgn, saa er det en skjøn Løgn, uden hvilken Kvinderne ikke kan leve; den er deres Livs Poesi. Og vi beklager Mændene, som ikke behøver den.

– Længer og længer blev det mellem hver Gang, jeg følte min Mands Forelskelse blusse op. Aa, hvor jeg nu kunde det godt altsammen. Efter lange Tiders Kameratliv begyndte hans Øine en vakker Dag at fæste sig ved mig igjen. Han saa, hvad jeg havde paa, roste mine Kjoler, greb efter min Haand, naar jeg gik forbi, og jeg saa, at han følte min Nærværelse. Ellers kunde jeg sidde lige indtil ham, reise mig og forsvinde, komme og sætte mig igjen, uden at han mærkede det. Og hans Blik blev varmt, og jeg vidste, at nu vilde han kysse mig, og at nu var vi Ægtefolk. Men Dagen efter var vi atter kolde i Blikket, og de ugifte Perioder blev længere og længere; jeg blev mer og mer Mor og Veninde. Men hvergang mit søgende Blik mødte et koldt, og min søgende Haand fik et kort, distrait Haandtryk, følte jeg det som en dyb Krænkelse. Det hændte, at vi var timevis i samme Stue – alene eller 27med Venner, uden at hans Blik én Gang søgte mit. Da vred jeg mine Hænder over Livets Fattigdom. Og min saarede Forfængelighed indgav mig onde Tanker, saa jeg ligefrem følte fiendtligt for ham, og der var noget i mig, som raabte paa Hevn.

Var det alligevel saa, at «i al Kjærlighed elsker Manden kun sig selv»? Jeg vidste jo, at han ikke holdt af nogen anden, at det ikke var hans Tanke at saare mig. Men han glemte mig, saa mig ikke, uden i de Øieblikke hans erotiske Følelser vaagnede i ham. Da var jeg deilig. Da fyldte jeg Stuen.

«Den som paastaar, at han endnu elsker en Kvinde, han begjærer, lyver, eller har aldrig vidst, hvad Kjærlighed er. Saa forskjellig er Kjærlighed og sanseligt Begjær (Geschlechtstrieb). Derfor føles det ogsaa som Hykleri, naar nogen taler om Kjærlighed i Ægteskabet.» Aa, den forfærdelige Weininger! Men dette er Sygdom, ikke Sandhed! Jeg maa være vis paa det, ellers er det sandt, at «den laveststaaende Mand staar endda uendelig høit over den høieststaaende Kvinde». Thi vi begjærer jo altid, og elsker altsaa ikke. Da er vi altid Dyr, Manden ogsaa Dyr.

28Og dog støder det mig ofte netop, at min Mands Kjærtegn enten udebliver eller maa ende i fuld legemlig Hengivelse. Den Verden af Ømhed, som ligger imellem disse to Yderligheder, kan jeg ikke undvære, tiltrods for at ogsaa Hengivelsen er mig skjøn og ophøiet. Det er indviklet; men det er saa. Den Varme og Fortrolighed, den inderlige Følelse af hel Godhed, hel Harmoni, som følger Hengivelsen, var dog ofte det, som fyldte mig og varede ud over Øieblikket. Derfor trodde jeg maaske, at Kvindens Hengivelse var mere Kjærlighed end Sexualitet – trods alt.

Engang sagde jeg til min Mand, i et Øieblik, da jeg var lykkelig over hans Nærhed, at for mig var det Andagt, Religion. Og jeg spurgte, om Mænd følte det slig; men han sagde: «Nei, i det tror jeg dere Kvinder er mere Sjæl, vi mere Legeme.» Og saa føles det. Og jeg er dog ingen uerotisk Kvinde. Hvem har Ret? Han eller Weininger?

Ingen normal ufordærvet Kvinde vil føle andet end Modbydelighed ved Intimitet med en ligegyldig Mand. Det maa være ham, «den eneste Mand». Anderledes skal det være med Manden.

Men er da ikke Kvindens Erotik rensligere?

29Forøvrigt, hvad er Legeme, og hvad er Sjæl i Kjærlighed. For mig er det ét, og maa være ét. Naar jeg elsker, d.v.s. er kommet til det overfor en Mand, at alt mit Liv gaar op i ham, al min Tanke tænker ham, og al min Vilje vil ham, da ved jeg ikke andet, end at mit Legeme og min Sjæl er et helt Væsen, som søger et andet helt Væsen.

Jeg har hørt Kvinder sige om en Mand: Jeg kan ikke gifte mig med ham, for det er bare hans Sjæl, jeg elsker, hans Legeme gefaller mig ikke, eller omvendt. Men da elsker de ikke. Thi naar man virkelig elsker, da glemmer man at analysere og regne, da er i den elskedes Person det mindste for stort, det daarligste for godt. Alt bliver et og alt bliver godt.

Han bliver mit ene fornødne, mit Liv.

Hvad denne Magt er, som tvinger alt under sin Vilje og gjør Menneskene til skjælvende Siv under sin Vælde, det ved jeg ikke; men jeg ved, at den er grufuld og deilig og kan gjøre Verden til en Edens Have!

Og al Frugtbarhed er skjøn!

– – Lidt efter lidt foregik der en stor Forandring med mig. Min Mands Passivitet antog mer og mer Karakteren af Ligegyldighed. 30Især var Børnene Luft for ham, og det sved mig i Hjertet. De kjærlige, gode smaa, som elskede ham og saa op til ham som til et høiere Væsen! Nei, hans Kulde mod dem kunde jeg ikke tilgive. Den krænkede mig og bedrøvede mig mer end alt. Jeg samlede paa Bitterhed og blev kold. Og mange smaa Ting kom til den ene store, og Ilden i mit Hjerte sluktes. Jeg havde grædt saa meget, været saa fuld af Utaalmodighed, nu blev jeg roligere, og det kjendtes som en Befrielse.

Mit Humør blev jevnere, jeg plagede ikke længer min ærlige Ven med Taarer og længselsfulde Suk. (Ak, hvorfor bringer Kjærligheden altid saa mange Taarer?) Jeg spøgte med ham om vor «Alderdom» og lod ham i Fred med sine Bøger. Han blev ogsaa friere og befandt sig tydeligvis vel derved. Børnene holdt jeg mest muligt borte fra ham og fordoblede min egen Omsorg og Ømhed for dem.

Men hans Forelskelse vaagnede fremdeles af og til, og da hændte det forfærdelige, at jeg stundom følte min hensynsfulde Mands beskedne Tilnærmelser som Vold. Og det skreg i mig: Herregud, er dette Ægteskab!

31Min Blufærdighed var saaret, alt var hæsligt og ondt. For er ikke det hel, straalende Fest, da er det værre end alt!

Det hændte dog, at hans Ømhed for en kort Stund atter vakte min gamle Kjærlighed; da skammede jeg mig og rørtes over ham. Saa tillidsfuld kom han altid til mig, saa tryg, og saa fuld af Omsorg og Taknemmelighed gik han bort. For Gud være lovet, det er efter min Erfaring ikke saa, at Kvinden «efter den legemlige Hengivelse altid føler sig ligesaa foragtet, som hun nogle Øieblikke før følte sig tilbedt». Den Paastand er en af de mange «løse» i Weiningers mærkelige Bog. Altfor grusomt blev det at være Kvinde, dersom det var sandt!

Maaske stemmer den Tankegang med den gamle orientalske Opfatning af Kvinden; men Nutidens dannede Mænd tænker ikke «kun orientalsk om Kvinden». Hun er ham ogsaa Menneske, og han agter hende som saadant, og den fri Hengivelse indgyder andre Følelser end Slavindens. Det maa vi faa tro er Regelen.

Men dersom Weininger nu havde kunnet læse dette, vilde han rolig svaret: Die Verlogenheit der Frau ist tief.

Kvinden lyver ikke engang efter 32Weininger, hun kan ikke lyve, hun mangler Grundbetingelsen for det, thi hun mangler Sandhedsevnen. Hun er den absolute Løgnagtighed – Arvesynden, hvis eneste Opgave er at gjøre Manden «skyldig». Altsaa kan en Kvinde ikke vidne hverken for sig selv eller andre. Hendes Vidnesbyrd er uden Værd.

Men alligevel!

– – Dagene gik i Arbeide, uden Glæde, men ogsaa uden egentlig Sorg. Jeg var bare saa underlig tom og træt, og om Nætterne vilde ikke Søvnen komme. Mine Tanker begyndte at søge udenfor mit Hjem. Jeg maatte finde paa Udveie. Fylde Tomheden. Ensomheden pinte mig, og jeg sad i de lange Kvelder og stirrede ind i Ilden og længtede, saa det kjendtes som Sult og fysisk Smerte – ikke efter Mennesker, men efter et Menneske. Et Menneske, som igjen kunde begrænse mine Tanker og døve min Angst for Livet og min Angst for Døden. Rummet var mig for stort, Gaaderne for mange, Døden for nær.

Jeg sad ved mine Børns Senge og sagde til mig selv: dette er jo dine Mennesker! Her er det, som skal begrænse dine Tanker og fylde Tomheden i dit Hjerte. Og jeg kyssede deres smaa Hænder og græd over 33dem! Hvorfor maatte jeg gaa bedrøvet og ensom bort fra dem jeg elskede over alt paa Jorden og glad vilde give mit Liv for?

Og jeg satte mig igjen til at stirre ind i mig selv.

Hvor var ikke vi Mennesker hjælpeløse og famlende. Intet kan vi være for hverandre, naar det gjælder. End ikke en Mor kan være noget videre for sit Barn, saasnart det er voksent. Hvor mange Gange ønskede jeg ikke, naar jeg gik fra dem om Kvelderne, at jeg havde havt en Gud at betro dem til, en «Faderfavn» at lægge dem i. Men ogsaa Gud havde jeg mistet. Jeg blev i min tidlige Ungdom Fritænker. Maaske tildels fordi det laa i Luften. Vi læste i den Tid Voltaire, Rousseau og Darwin; men mest bidrog dog et skarpt og klart naturvidenskabeligt Arbeide af min Mand. Ogsaa Religionen har han taget fra mig. Det faldt mig aldrig ind at studere Tingen paa egen Haand. Jeg havde ikke engang læst Bibelen. Meget senere kom jeg – ved en Tilfældighed – til at lære de gamle indiske Religioner at kjende, og de optog mig saa stærkt, at jeg gjennem dem fik Lyst til ogsaa at kjende Kristendommen. Men jeg kjendte Gautama Buddha, før jeg kjendte 34Jesus, i hvis Lære jeg var døbt og konfirmeret. Da jeg saa vilde have rede paa Jesus, læste jeg heller ikke da straks Bibelen, men først Renan. Alt var tilfældigt og hulter til bulter. Nu har jeg ogsaa læst Bibelen; men min Kristendom har jeg ikke kunnet vinde tilbage.

Da jeg gik til Konfirmation, var jeg stærkt religiøst paavirket, fordi jeg, som flere af mine Kamerater, tilbad vor Prest, en bleg, fanatisk Kristen, ugift og med en Helgens Dyder. Jeg var vis paa, at han aldrig vilde gifte sig, og til Ære for ham vilde jeg gaa i Kloster. Og til Ære for ham læste jeg Morgen- og Aftenbøn knælende foran min Seng og klædte mig i Sort og vandkjæmmede mine viltre Krøller. Men Kristendommen selv var mig en lukket Bog ogsaa da.

Jeg tænkte paa de mange Mennesker, jeg havde kjendt, paa gode Venner, jeg havde havt, paa ham, jeg elskede som en Vanvittig, da jeg var 17 Aar, paa de to, som elskede mig saa uendelig meget mer, end jeg fortjente, og paa de mange «lettere Tilfælde» i Ungdommen og senere. Til en livlig, pen Dame – gift eller ugift – men allerhelst gift, skal der jo gjøres Kur, og der var en dernede i Syden, da jeg som ung Frue var 35paa Reiser – ja der var to! Det ene Tilfælde var endog temmelig «alvorligt». Men hvor uendelig ligegyldige var de mig ikke allesammen! Latterlige! Jeg har aldrig forstaaet Fornøielsen ved Kurtise af ligegyldige fremmede Mænd. Det interesserer mig absolut ikke. Jeg gjæsper af Kjedsomhed ved det. jeg kan ikke «Flirt og smaa Stemninger»; saa nøisom er jeg ikke. Al Salonkurtise med pikante Situationer og Tidsfordriv i Krogene har noget ufriskt og uskjønt ved sig, som byder mig imod. Enten – eller. Greit Kameratskab eller Kjærlighed. Men Kjærlighed har intet med Pikanterier og smaa Stemninger at gjøre. Den kræver alt og giver alt. Det er en grusomt alvorlig Sag. Den, som kan regne og beregne og sige hvis og dersom, han ved ikke, hvad Kjærlighed er. Heller ikke den, som giver sig stykkevis og snakker om Pligter og Fornuft. Naar man elsker, er der intet hvis, ingen Pligter, ingen Fornuft; da tænker han ikke Hverdagstanker, da regner man ikke Nytteregning. Og da er man hverken dydig, dygtig eller talentfuld – man er genial. Ubevidst naar man Tilværelsens Tinde i Vilje og Tanke. Intet andet end Kjærlighed binder. Naar Kjærligheden forlanger det, brister alle andre 36Baand; thi den er suveræn og maa saa være.

Men naar Kjærligheden dør, da bliver man nyttig og brav og pleier sine Talenter.

Nei, jeg kan Ingenting halvt. Derfor er der ogsaa et Slags Mænd, som jeg tydelig mærker finder mig yderst kjedelig, og det er de snipkjolede Parykblokke, som flyder omkring i det moderne Selskabsliv ligesom Fedtøine i en Suppetallerken.

Men de morer, ved Gud, heller ikke mig.

Mon jeg nogensinde mer træffer et Menneske, som bringer mit Hjerte til at banke? Aa nei, aldrig! Og jeg ønsker det heller ikke. En umulig Tanke! Et nyt Menneske! Gaa igjennem den tunge og uendelig vanskelige Ting at lære et nyt Menneske at kjende! Saa mange Mærker, som der er sat i ens Sjæl i Aarenes Løb, saa meget der er levet af godt og ondt! Hvilken besværlig og vanskelig Opgave at lægge dette frem for et nyt Menneske, gjøre sig selv klar for det. Nei, det vilde være umuligt.

Thi selv om Kjærligheden dør, kan ingen slette et Ægteskab ud af sit Liv. Intet kan udslettes, selv ikke den mindste Ting, end sige ens dybeste Tilværelse gjennem 37mange Aar. Nei, aldrig kunde jeg tænke mig et nyt Forhold til en Mand! Aldrig mere kunde jeg elske. Jeg var kold. Jeg var færdig som Kvinde.

Da var det jeg tog frem mine smaa Talenter og begyndte at pleie dem. Og jeg kaldte det mit Arbeide, og dette Arbeide skulde nu fylde mit Liv. Mine Børn blev snart store, og da vilde min Ensomhed blive endnu forfærdeligere, altsaa gjaldt det! Fylde sit Liv med Arbeide, leve et værdigt Menneskeliv i Frihed og Selvstændighed!

Det var jo Recepten for en moderne Kvinde. Der var noget, som hed Fædrelandskjærlighed, den burde heller ikke være fremmed for en Kvinde. Og der var noget, som hed Samfund. Landet og Samfundet havde tusind Krav, til hver arbeidsdygtig Borger, ogsaa til Kvinderne. Optage i sig de store Verdensidéer og omsætte sig selv i Offer og Arbeide for Fædrelandet og den lidende Menneskehed, det var først og fremst Kravet til Kvinden.

Ja, nu havde jeg Tid, og jeg kastede mig ind i Flokken og blev en Stund en feteret Velgjørenhedsdame.

Jeg vilde, skulde, maatte fylde denne Tomhed, som var mit Liv!

38Saa hvirvlede jeg en Vinter rundt i Komiteer og Foreninger og deltog med Iver i alleslags Tilstelninger for Fattige og Syge. Især var jeg en flittig og anvendt Dilettant i kunstneriske og literære Foretagender. Jeg tumlede mine Dage bort mellem mange Mennesker og delte mig selv ud i tusind smaa Portioner i veldædige Øiemed; men om Kvelderne vandrede jeg ensom hjem, træt og sjælesyg, og jeg stod foran mine Børns Senge og følte en Forladthed og Tristhed, som knugede mig til Jorden. Se, hvilken Mor I har! Der er ikke en hel Tanke i hendes Sjæl. Hun er tusind smaa Stykker, som portioneres ud paa Torvene. Hvad kan hun være for eder! Og jeg gik ind til mig selv fyldt af en ubeskrivelig Flauhed, og jeg følte, at dette kunde jeg ikke mer. Gjemme mig i det mindste Musehul, bare ikke dette. Jeg blev flad, udvasket, udtraakket! Andre Kvinder kunde gjøre megen Nytte, de var praktiske, greie og fik meget istand. Og de var tilfreds ved det. Men for mig passede det ikke. Jeg duede ligesaa lidet til det, som til alt andet.

Skulde jeg da aldrig faa samlet mig selv sammen igjen og blive glad!

Min Mand var mer end nogensinde 39slugt af sit Arbeide. Han var bleven Grubler for Alvor og trodde sig nær ved at finde Løsningen paa et Problem, som i Aarrækker havde optaget ham. Men han fik aldrig Klarhed, og han led og han grublede, og hans Forbindelse med Menneskene ophørte næsten ganske. Hvert Aar reiste han til en liden fransk Klosterby og gjorde Studier i de gamle Arkiver. Jeg følte mig ikke længer som gift. Jeg var nu kun Mor.

– Til alles Forbauselse meldte jeg mig pludselig ud af alle Komiteer. Den Velgjørenhed, jeg skulde øve, maatte være en anden – jeg kunde ikke dette. Saa gjorde jeg et og andet Smaatteri i mit Lønkammer for de Fattige og tog mig igjen for Alvor af mit Hus, og som hver Gang jeg kastede mig over noget nyt, sagde jeg beroligende til mig selv: Se, dette er dit Kald. Mit Kjøkken blev mit daglige Opholdssted. Jeg fandt paa udmærkede nye Retter, praktiske Forenklinger, økonomiske Forbedringer. Og jeg skrev godt og fornuftig om Mad og Husstel i Kvindebladene og blev en hel liden Autoritet paa dette Omraade.

De Par Venner, som endnu af og til kom i vort Hus, forspiste sig regelmæssig hos os og var altsaa henrykte, ja ligefrem 40overstrømmende hyggelige, og min Mand lod sig det smage, og Bordets Glæder kunde for en Stund gjøre ham til Menneske. Det hændte endog, at han saa paa mig og nikkede og sagde: dette var godt! Hvilket vel vilde sige omtrent saa meget som: Der har du ogsaa et tækkeligt lidet Talent; plei det! Han opmuntrede mig ellers altid i mit Arbeide og anerkjendte det. Forøvrigt havde han ingen Tid for mig og – hvad der gjorde mig aller bitrest – endnu mindre for Børnene. Deres Tilværelse var ham nærmest ligegyldig. Men jeg tror, at han selv led ved det. Han kunde bare ikke give mer. Han havde intet tilovers. Han var en Mand, en Hjerne, som grodde over Hjertet.

– Ja, jeg var i Sandhed mangfoldig, og altid havde jeg Succes – kun for mig selv var og blev jeg en eneste stor Fiasko. Og atter og atter satte jeg mig hen og saa mit Liv i Øinene. Min bedste Dame, hvad vil du? Hvad forlanger du mer af Livet? Du er gammel – du er færdig! Se til at blive voksen, lær at resignere. Det er det eneste. Taabeligt, uværdigt, Mangel paa Overlegenhed, paa Kultur, er det at piske omkring efter det vidunderlige i din Alder. Det vidunderlige ligger bag dig, du har set Livets 41Høide, forbered dig nu paa en tækkelig, ikke altfor uklædelig Sortie!

Men sæt, at jeg skal leve endnu i 30, maaske 40, 50 Aar. Skal jeg da være gammel hele denne Evighed! Skal hver Dag være en resigneret Vandring mod Graven? Er mit Liv da virkelig kulmineret! Har jeg nu naaet Høiden af mig selv? Skal jeg aldrig blive andet end et Nummer i dette Samfund af Abekatte, som jeg lever i!

Og jeg gjennemgik i Tankerne min Ungdoms Drømme og stolte Forhaabninger.

Jeg huskede Livet i den lille By ved Kysten, hvor vi unge Piger gik og stirrede udover Havet og længtede mod «den store Verden». Men Veien derud gik gjennem den store Kunst, hvis Prestinde jeg skulde blive. Sammen med ham skulde den vandres Veien derud, sammen med ham, uden hvem jeg ikke kunde tænke mig nogen Verden. Aa, for en Fremtid jeg saa for mig, saa rig paa Farver, Lys og Lykke.

– Og jeg huskede ogsaa vore Lege paa de store, tomme Lofter i Trægaardene nede ved Havnen; det var altid det ene, store hemmelighedsfulde, som optog os: Kjærligheden, Manden, Mysteriet; hvordan Mennesker blev til. Og vi stoppede os ud og 42fødte vore Dukker med Smerte, og vi snakkede Barselsstuesnak, som vi havde opsnappet fra vore Kroge i Hjemmene, og prøvede at gjætte os til den store forlokkende Hemmelighed. Vi giftede bort vore Dukker og legte alle Smaapigers Yndlingsleg: Far og Mor.

Og intet paa Jorden var interessantere end at hjælpe hemmelig Forlovede til Stævnemøder – og saa lytte. Ældre Søskens Kjærester dyrkedes ligefrem. (Sml.: Das Phänomen der Kuppelei. Weiningers «Geschlecht und Charakter»: Ganz kleine Mädchen leisten bereits, und zwar selbst dem Liebhaber ihrer älteren Schwestern, Mittlerdienste.)

Men naar jeg nu træffer mine Veninder fra Barndommen og spørger, om de husker det altsammen, vore Lege, vore Drømme, saa ser de forbauset paa mig. Husker hvad? Nei, absolut Ingenting husker de. Og de gaar fra mig frydefuldt overbevist om, at det kun er mig, som har en skidden Fantasi! (Die Verlogenheit der Frau.)

– Tiden gik. Egentlig var min Mand og jeg de bedste Venner af Verden, bedre og bedre jo sjeldnere vi saaes. De Scener, bitre Ord og Misforstaaelser, som kunde falde, da vi endnu var forelskede, forekom 43ikke længer. Vi var som to prøvede Kamerater, der kjender hverandre og kjender Verden. Naar Bitterheden af og til vilde op i mig, tugtede jeg mig selv og sagde: Herregud; det hele er jo en Overgang, snart skal vi dø. Og hvad vil du? At Elskoven skal vare, kan ingen forlange; det strider mod al menneskelig Erfaring, og kjed af hverandre er vi egentlig ikke, hader hverandre endnu mindre. Altsaa i Grunden et Idealægteskab. Især hvis vi ogsaa kunde indtage vore Maaltider hver for os. Nu sidder vi der i Tausheden og hører hverandre tygge, og det er ikke morsomt. Mandfolk med Skjæg slurper desuden ogsaa Suppen – det vil sige, naar man ikke er forelsket i dem. Da hører man det ikke

Af og til er vi formelig muntre og har rigtig hyggelige Smaastunder sammen. Vi raillerer med Humør – jeg ikke uden en Smule Koketteri – over Elskov og Ægteskab, snakker klogt og ligefrem om Alderdommen og vore graa Haar – som jeg forresten endnu ikke har.

Vi er enige om, at den nuværende Ordning af Forholdet mellem Mand og Kvinde har sine Ulemper og naturligvis ikke er den endelige. «Men Gudskelov, det kan 44ikke interessere os,» siger min Mand og ser paa Klokken. «Det faar blive deres Sag, som kommer efter os.» Og han gjæsper diskret. Det smitter, og ogsaa jeg kniber af en liden Gjæsp bag mit Haandarbeide. «Ja ja, Godnat, og sov godt!» – «Godnat, tak du ogsaa!»

Og vi skilles med et venskabeligt Haandtryk.

Mon min Mand da begyndte at elske mig? Siden han altsaa ikke begjærede mig længer.

*

Mine Dage gik i Rastløshed, og om Nætterne vilde ikke Søvnen komme.

Ak, der var Tider, da jeg vaagede af andre Grunde. Da jeg ikke syntes jeg havde Raad til at sove bort min Lykke. Naar hans Hoved hvilte paa min Arm, og han var sovnet hos mig med Haanden mod min Pande eller mit Kind. Da maatte jeg ligge og se paa ham og være glad. Taknemmelig. Eller jeg sad med et deiligt Barn paa Fanget, for egoistisk til at lade det faa Fred i Vuggen. Maatte sidde og vaage og kjende, at jeg virkelig havde det varmt og levende i mine Arme. – Siden, siden kunde jeg 45sove! Naar jeg blev gammel. Saa tænkte jeg; men nu er jeg gammel og sover alligevel ikke.

Fuld Tryghed, fuld Harmoni i mit Væsen, fuld Tilfredsstillelse og Lykke har jeg kun fundet de korte Øieblikke, jeg har havt en elsket Mand eller et elsket Barn i mine Arme. Da var jeg et «ønskeløst» Menneske. Men saasnart mine Arme er tomme, kommer Uroen, Livsangsten.

Men naar jeg sad med Barnet, længtede jeg efter at dele det med Manden. Jeg vilde helst, at vi begge skulde sidde sammen og holde det. Jeg var saa ræd, at Baandet et Øieblik skulde løsne mellem os tre. Tæt, tæt ind til mig begge, saa havde jeg det bedst.

Men Manden vil sove om Natten, og Manden kan ikke fatte, hvad bedaarende det er ved et lidet Barn, som forstyrrer ens Arbeide om Dagen og Søvnen om Natten og desuden sætter Flekker paa ens Klær!

– Nei, Barnet alene var mig ikke nok, skjønt jeg elskede det med en Kjærlighed, som lignede Smerte, og hele mit Væsen var gjennemtrængt af Trang til at vise det Ømhed, Omsorg og taknemmelig Kjærlighed. Hvorfor var det mig ikke nok? (Sml. Weininger: 46«Die Mutterliebe ist instinktiv und triebhaft: auch die Thiere kennen sie nicht weniger als die Menschen. Damit allein wäre aber schon bewiesen, dass diese Art der Liebe keine echte Liebe, dass dieser Altruismus keine wahre Sittlichkeit sein kann – –.»)

Og alligevel er intet Offer for stort for en Mor, naar det gjælder Barnet. Eller rettere, intet er Offer. Det har jeg sagt mine Børn daglig, fra de begyndte at forstaa. Alle Sorger, alt Besvær, ja selv den dybe Ve og Vaande, under hvilken vi føder dem til Verden, er tusindfold belønnet i det Øieblik vi holder dem i vore Arme! Alt, hvad vi gjør for dem, gjør vi for os selv – af Kjærlighed, af Egoisme.

*

– Mine Børn og jeg! Vi, som er ét i en Grad, der gaar over al Forstand! Disse velsignede Væsener, som jeg har levet sammen med Dag og Nat i alle disse Aar, som jeg er blevet voksen sammen med, og som aldrig har bragt en Times Bitterhed ind i mit Liv. Kun Lys og Glæde har de været for mig. Og selv Angsten for dem, den Livsangst og Dødsangst, som følger al Kjærlighed, 47selv den har været mig en Kilde til menneskelig Vækst. Hvor maa jeg ikke takke for det altsammen!

Og alligevel lever jeg et helt Liv udenfor dem. Et helt, vanskeligt Liv, som de ikke kan blive delagtige i, fordi de er Børn.

Men hvorfor kan ikke vor gjensidige Kjærlighed fylde mit Liv, give mig Tryghed og Ro? Hvorfor kan ikke den stolte Bevidsthed om at have født dem til Verden, og Glæden over at eie dem og leve sammen med dem give mig den værdige Resignation til at gaa Alderdommen imøde, som Mænd saa ofte har? Hvorfor længes jeg altid? Venter? Ja, hvorfor? Og uden at jeg er mig bevidst, hvad jeg længes efter eller venter paa.

Dersom mit Liv var et Dagdriverliv: men jeg hader Dovenskab og er altid virksom.

Er det, fordi Moderen i mig er svagere end Elskerinden? Fordi jeg af Natur tilhører Kategorien «Dirne», til dem, for hvem en Mands stadige Kjærlighed og Kjærlighedshyldest er ligesaa nødvendig som Lys og Luft, til dem, som bliver «Muse for Mænd». Men heller ikke det er jeg blevet. Ak, jeg maa smile ved Tanken. Men mit Smil er 48bittert. Min Mand, han som er bare Realitet og Logik, han har ikke Brug for nogen Muse. Eller kanske det netop er Bristen i hans Liv, at jeg ikke kunde blive det? Hvad ved jeg? Hvad ved overhovedet vi Mennesker om hverandre. Ikke mange er det givet at være saa «vielwissend» som den unge, ulykkelige Weininger. Men ofte tænkte jeg i mit kvindelige Enfold, da jeg læste ham: Dersom han havde været saa gammel som jeg, maatte ikke da hans Bog blevet kortere? Eller er det kun for Kvinderne, at hver Dag, som gaar, bringer større og større Uvished i alt, saa man tilslut føler det som en stadig stigende Fortvilelse og Vanmagt! Ikke før har man fundet en Sandhed, før en anden reiser sig imod den. Og Menneskesjælen bliver et Afgrundsdyb af uløselige Gaader.

Men se, det var vel Weiningers Styrke, at han var ung, da han skrev sit Værk. Et langt Liv vilde maaske gjort ham tvilende. Forfatternote: Da Tolstoj skrev «Kreutzer-Sonaten», var han en gammel Mand, som havde et halvt Snes Børn, og da har man vel for en Del glemt Livet i Manddommens fulde Kraft. Og Weininger var syg, og Paulus, som gjerne vilde, at alle Mennesker skulde «være som han», d. e. kyske, var vel ogsaa syg. Maaske som Weininger Epileptiker. «Der er givet mig en Torn i Kjødet, en Satans Engel, forat han skal slaa mig paa Munden, forat jeg ikke skal hovmode mig,» siger han. Og han var jo af og til «udenfor Legemet». D.v.s. et normalt Liv i Sundhed og – mellem Mennesker.

49Saadan og saadan er Kvinderne, siger han, og forlanger, at vi skal tro ham paa hans Ord, naar han tillægger dem de værste Laster. Vistnok har Mænd ogsaa af og til Laster, men det er da en helt anden Affære.

«Løgnagtighed, organisk Løgnagtighed, karakteriserer altsaa samtlige Kvinder. Det er ganske urigtigt at sige, at KvinderneForfatternote: Her taler ikke Forf. om «das Weib», men om «die Weiber», «sämmtliche Weiber». lyver. Det vilde forudsætte, at de ogsaa af og til sagde Sandheden.» Vistnok gives der ogsaa løgnagtige Mænd; men da «forløber Krisis anderledes (ligesom deres Løgnagtighed ogsaa er en anden – ikke saa fuldstændig haabløs): den fører – om end ofte kun forbigaaende – til Lutring.»

Ja, gid det var saa vel! Gjennem Manden er der jo ogsaa Haab for os nemlig.

Men meget maa der have været af Kvinde i Weininger. Thi, skjønt han selvfølgelig saare lidet kan vide om Kvinderne, saa har 50hans Instinkt ledet ham til forbausende mange rigtige Slutninger om «das Weib», ligesom en Kvinde ved meget rigtigt om Manden, skjønt hun vel sjelden bevidst studerer ham. Men hendes Instinkt er stærkt, og hun har Evne til at se ham originalt. Og Originalitet er jo Genialitet. Om Weininger paastaar, at «dem Judenthum, wie dem Weibe, die höchste Genialität versagt ist», saa er dog vist baade Jøderne og Kvinderne ikke saa lidet smaageniale, naar det gjælder Menneskekundskab. Det indrømmer forresten ogsaa Weininger, idet han siger: «Der gives vel Kvinder med et og andet genialt Træk; men der gives, har aldrig gives og vil aldrig gives noget kvindeligt Geni.»

*

– – – Egentlig er maaske min Mands og mit Æteskab tilsidst et ligefremt Idealægteskab. Vi kjeder ikke hverandre, fordi om vi ikke netop morer hverandre. Alting er blevet negativt, det er sandt; men hvad skal man vel mer forlange. At Elskoven ikke varer, det ved alle Mennesker, det er altsaa imod al menneskelig Erfaring. Det, som i bedste Fald varer, det er de mange Baand, 51to Sjæle knytter gjennem Elskoven. Men Menneskene maa lyve, for de er feige. Ikke mange er saa forfriskende modige som Byron, da han i sin Tid skrev til en Ven fra Venedig: «Kan ikke komme. Er blevet dødelig forelsket; maa være her, til det gaar over.»

Aa nei, vi er i det hele rædde i vor Tid. Hykleriet er gaaet os i Blodet, og derfor bliver Afgrunden altid større mellem Menneskene og Sandheden, mellem Menneskene og Naturen. For Sandheden, det er jo bare det naturlige – Naturen. Egentlig er Alting jo dog saa meget enklere, end Menneskene vil gjøre det til. Ogsaa vi Kvinder er vist enklere, end Mændene tror.

Altsaa mener jeg ogsaa, det tilsidst er noksaa enkelt og naturligt, at Forholdet mellem Ægtefolk saa ofte bliver som nu mellem min Mand og mig.

– Jeg hørte nylig en Ægtemand, som lever i saant «jevnt lykkeligt» Mandagsægteskab, sige: «Intet kan da være kjedeligere end saan en Ægtehalvdel!» Men formodentlig havde han begyndt at ane et Centrum udenfor hende, Ægtehalvdelen. Det har ikke vi. Derfor er vi ikke kjed af hverandre – undtagen maaske en Gang imellem – og vi hader hverandre endnu 52mindre. Altsaa – en Ægtehalvdel er ikke altid morsom, men naar nu intet andet er morsommere!

– Jeg begyndte saa smaat paa min Omformning. Jeg følte, at jeg havde Stof i mig til et selvstændigt tænkende Menneske. Nu vil vel de grusomme Kvindepsychologer smile og spørge: «Høistærede Frue, hvor har De faaet det fra?» Og Spørgsmaalet generer mig, skjønt det kun er tænkt. Ja ja. Vel, mit Væsen er formet af ham, og af andre Mænd, jeg traf før ham, det er sandt, eller af Bøger, som Mænd har skrevet. Men ingen gjør noget af intet, selv ikke en Mand. Der var dog af Naturen Stof i mig, som lod sig forme, og jeg er dog blevet et tænkende Menneske med mit eget Særpræg.

Skjønt Weininger siger, at Kvinden, som «ganz und gar keine Seele hat, sehnt sich auch nicht, diese geläutert von allem ihr anhaftenden Fremden irgendwo, irgendwann endlich ganz zu finden», saa er det sikkert, at jeg nu for det første tror, at jeg har en Smule Sjæl, som er mig givet af Naturen, og at jeg nu længtede efter at finde den Sjæl frem. Men skal jeg prøve at være sandfærdig efter fattig Evne, saa maa jeg bekjende, at jeg gruede mig lidt for, hvad jeg vel maatte finde.

53Jeg begyndte saa smaat med at finde frem min egen Smag og min egen Vilje til at klæde mig og indrette min Hus. Og det var vellykket. Thi det viste sig, at min Mand beundrede, hvad jeg gjorde. Og det viste sig, at det jeg havde læst ud af ham, sad ganske løst. Det havde slet ikke interesseret ham synderlig. Han havde sagt et og andet uden at tænke videre over det. Han havde havt travlt. Men jeg tog hans mindste Ytring som Udslag af en dyb Livsanskuelse og skyndte mig at lave en ny Velbehagelighed for ham, ved straks at krybe ind under den. Nu skulde det altsaa blive anderledes. Hvilken Lettelse maatte det ikke ogsaa være for ham at se mig frigjøre mig! Det maa dog være for besværligt at leve sit Liv med sligt et Snyltedyr paa Ryggen!

Oftere og oftere begyndte jeg at sige: Nei, tænk du, jeg synes ikke det. Eller: Den Tankegang forstaar jeg ikke; jeg synes det er helt modsat. O.s.v.

Og jeg begyndte at søge daglig Omgang med Damer af min egen udmærkede Alder, Fruer, der ligesom jeg ikke var «noget videre gifte», selvstændige, modne og dygtige Kvinder, som mente, at de «godt kunde undvære Manden».

54Mange af dem havde grædt; men lært at le, og mange, hvis Blik havde været slukt under Illusionernes Død, havde atter slaaet sine Øine op, frit og klart, og begyndt sit Liv fra nyt i ensom Kamp.

– Min Mand hindrede mig ikke i at søge udenfor mit Hus, tvertimod. I det hele, han respekterer alt hvad jeg gjør, behandler mig tillidsfuldt og udmærket. Er saa ikke vort Ægteskab idealt?

Men jeg retter ikke mere paa min Frisure og forandrer ikke mit Væsen, naar han kommer ind i Værelset, slig som Kvinder efter Weiningers Udsagn altid gjør, naar en Mand kommer ind. Det er sandt, at vi gjør det for alle Mænd – undtagen for dem vi har elsket.

«Die Kunst schafft, die Wissenschaft zerstört die sinnliche Welt; darum ist der Künstler erotisch und sexuell, der Wissenschaftler asexuell,» siger Weininger. Det høres ikke dumt ud. Svært ofte dør vist ialfald Erotiken tidlig under strengt videnskabeligt Arbeide. Om Videnskabsmænd derfor ikke giftede sig saa aldeles for Evigheden, vilde maaske et og andet lettes for dem i Verden. Men Kunstnerne! Ja, hvad viser Livet, hvad ser vi i Verden? Er det mange stærke Erotikere, som lever i lykkeligt Monogami sin 55Livsdag lang? Positivt lykkeligt? Ikke bare: ikke ulykkeligt.

Weininger siger: «den gjængse Opfatning af Mændene som polygame er falsk. Det er tvertimod Kvinderne, som er det.»

Vilde det maaske komme Sandheden nærmere og forklare mangt Vrøvl og mange Vanskeligheder, dersom man sagde, at af Naturen er begge polygame; men Kvindernes Opdragelse gjennem lange Tider har dæmpet den Egenskab hos hende, mens Mændenes Flertal, efter alt, ser ud til at være det endnu. Den sunde, normale Mand har vel sjelden kjendt bare én Kvinde; men Flertallet af Kvinder har dog sikkert kun kjendt én Mand. Og mange har mer end nok med det. Endel Barnefødsler dræber ofte al Sexualitet. Kvinderne har da ogsaa en saa uendelig meget sværere Del i Slægtens Fortsættelse, at det ikke er underligt, om en Mand som Regel er nok. Men at Mændene elsker flere paa en Gang, er selvfølgelig Sludder. Det er de nok undskyldt for, de som vi. Den, som virkelig elsker, tilhører den ene eneste med hver Trevl og Fnug af Legeme og Sjæl – saa længe det varer. Men det varer jo desværre ikke altid saa længe.

56Naar nogen spørger, hvordan man skal ordne de fortvilede Forhold mellem Kjønnene, saa svarer Moralisterne: Ved at ophæve enhver sanselig Forbindelse mellem dem. Som om det var et Svar! Spørgsmaalet er dog, hvad der skal gjøres, mens der er Mennesker paa Jorden.

Ganske nøgternt set ser det ofte ud, som om en Ordning, der kun havde skrevne Love for Børnene, men forøvrigt fuld Frihed for modne Mennesker, var den eneste mulige. Men Børnene hører Moderen til, og Matriarkatet er derfor det eneste tænkelige Grundlag for en Ordning. En Far staar i Forhold til sit Barn i dybere, indre Forstand egentlig ganske fri. Det er de ydre Forhold, Graden af hans menneskelige Dannelse, af hans sjælelige Anlæg og af hans Kjærlighed til Moderen, som bestemmer Graden af hans Bundethed til Barnet. Eller har nogen hørt, at en Far har spurgt efter sit illegitime Barn af Trang til at leve hos det, af Kjærlighed til det. Manden lærer sig i bedste Fald til at elske et Barn, som vokser op ved Siden af ham; men Moderen er sammenvokset med det fra det Øieblik, det blev undfanget. Kan hun ikke faa leve for det og med det, maa hun heller dræbe det, og 57dræber derved sig selv som Menneske. Hun kan aldrig skilles fra det.

Matriarkatet (som overført til civiliserede Tider vel ikke netop behøvede at betyde Flermanneri) var ikke at le af.

Men Manden alene skaber og ordner jo alle Forhold, ogsaa de sexuelle (som altsaa vel maa siges at være svært lidet ordnede, end sige bragt til endelig Ordning), og hvor er den Mand, som skaber et civiliseret Matriarkat?

*

– Alle Mænd var mig ligegyldige; de blev alle saa ubetydelige i Forhold til min gamle, gode Ven derinde mellem Bøgerne. Og desuden – ingen af dem fik mit Hjerte til at banke. Jeg var 33 Aar, begyndte at kalde mig selv Matrone, og Mænd paa 30 for Gutter. Jeg var blevet en Smule korpulent; men man sagde mig, at jeg endnu saa ung ud.

Et Par Arbeider, jeg havde gjort, blev sagt at være Kunst, og man roste mit Talent, men selv var jeg flau. Jeg vidste det var smaat. Ynkelig smaat. Men flauest var jeg over, at jeg havde aabnet et Kighul ind til 58mit eget skjælvende Indre. Det var for godt. Det var, som om jeg havde klædt mig nøgen for Alverdens Øine, og jeg havde Øieblikke, da jeg ønskede Jorden vilde aabne sig og sluge mig. Gjemme mig for altid.

Hvorfor havde jeg taget denne forfærdelige Last paa mig! Var det fordi den indre Trang var saa stærk, at jeg maatte? Nei, det var Selvopholdelsesdrift. Det var et Eksperiment under det nervøse Arbeide for at frigjøre mig, «finde mig selv» igjen. Min Fantasi var livlig; jeg havde altid tusinde Idéer; men Udførelsen var mig ingen tvingende Nødvendighed. Tvertimod. At begynd tage sig sammen, fordrede en voldsom Viljeanstrengelse. Men var jeg først begyndt, saa blev jeg roligere den Stund. Helst skulde jeg dog sikkert havt noget ganske andet «at hænge Fingrene i». For mig var dog nu bare ét at gjøre. Arbeide for enhver Pris. Paa hvadsomhelst, bare altid i Aktivitet. Jeg hader Dovenskab, og alle disse ørkesløse Fruer, som tilbringer sin Tid i Sydamernes Venteværelser, hos Friserdamer og i dumme Selskaber paa evig Jagt efter «Tidsfordriv», er mig en Gru! Alle disse hysteriske, aldrende Damer, som i Kamp mod Alderdommen nedværdiger sig til allehaande 59Latterligheder i Haab om at levne op endnu engang i en Mands Forelskelse, jeg ved intet ynkeligere. Kan jeg ikke andet, saa kan jeg da vel blive Børstenbinder! Men jeg tror, jeg havner ved et Stykke Jord, hvor jeg kan se det gro og vokse omkring mig, og et Hus, hvor der ingen Tid er til ørkesløse Tanker. Og jeg foreslaar af og til for min Mand, at vi skal kjøbe en Gaard, hvor vi kan tilbringe vor Alderdom, i frisk Luft og sundt Arbeide. Jeg kan ikke taale Tanken paa en langsom Stuedød. Han smiler og svarer: «Ja, vil du drive den, saa er Tanken om en Landsgaard mig aldeles ikke imod. Der kan man leve i Fred, d.v.s. jeg, og du kan faa al den Ufred du trænger, og faa Brug for dine Kræfter og dine Evner til at administrere.»

Og jeg ser mig om og ruger over min Plan; men min Mand viser sig tilsidst saa haabløst uinteresseret, at jeg træt opgiver det hele.

– Jeg søgte mer og mer udenfor mit Hus igjen. Jeg maatte se Mennesker, snakke og le.

Undertiden sagde jeg til min Mand, naar jeg gik ud: «Jeg morer mig, jeg.»

Da smilte han: «Ja, saalænge det er morsomt!»

60Og i den absolute Hensigt, at han skulde føle min Bitterhed, kunde jeg saa svare: «Det er ikke altid for Moro Skyld, at man morer sig.»

Da gaar han, uden at se paa mig og uden at sige et Ord.

*

Mine Veninder og jeg har en Torsdagsklub. Vi holder til en Gang hos hver, og sjelden har vi Mændene med. Det er næsten altid saa heldigt, at de har en eller anden Generalforsamling paa de Dage. Og yderst beleiligt kommer nu for os alle disse mærkelige «Generalforsamlinger», som det ligefrem vrimler af i Mændenes Liv, og som er alle nygifte Koners Fortvilelse.

Hændte det, at Husherren pludselig optraadte midt i vore lystige Sammenkomster, saa raabte vi overgivne: Ah, en Mand! Og vi holdt Taler for ham, og var vittige paa Mændenes Bekostning; men altid elskværdige, mildt koketterende Verdensdamer, som var comme il faut til det yderste, og meget langt fra at være bitre. Dertil var vi for stolte og selvbevidste. Vi forstod alt, ogsaa 61Mændene.Forfatternote: «Naar en Kvinde «forstaar» en Mand,» siger Weininger, «– om Muligheden og Umuligheden af en saadan Forstaaelse bliver endnu at forhandle – saa smager hun saa at sige – saa smagløst dette Udtryk end maa være – efter hvad han har foretænkt hende.» Maaske. Ialfald ofte. Vi var dannede, voksne Mennesker, som tog Livet overlegent. Voilà tout.

– Naar vi hørte om to, som skulde giftes, blev vi hverken høitidelige eller bedrøvede. Vi lo. «Wieder zwei hereingefallen», som Tyskerne siger. Det var alt, hvad vi havde at bemærke til den Ting. Vi vidste jo, at det var noget, som skulde gjennemleves, mer eller mindre besværligt, mer eller mindre ondt eller godt. Altsaa: que faire, que dire!

Jeg blandede mig med Iver i dette Kor af sikre, «færdige» Kvinder, ja jeg førte an. Jeg var lystig, havde lært at le. Jeg lo maaske en Smule nervøst; men det virkede friskt paa andre; thi ofte sagde man til mig: ak, den der var saa ovenpaa som du! Der kom nemlig undertiden oprigtige Øieblikke over en og anden, og da tilstod de, at de lo ikke altid. Ikke endnu. Men det var Maalet.

62Aa, dersom en eneste af dem havde vidst, hvor lidet jeg lo i mine ensomme Timer! Hvor jeg var usikker og fuld af uendelig Bitterhed. Hvor jeg længtede, hvor jeg græd!

Men jeg sagde: Hør mine Damer, det er en Ting, som er ynkeligt, og det er at sutre og jamre over Livet. Det er en Ting, som er feigt, det er at flygte for Livskampen, opgive sig selv! Livet er deiligt! Livet skal være deiligt! «Den stærke Kvinde ler mod den gryende Dag!» Og er ikke vi stærke Kvinder!

Det er kun Mændene, som med Vold og Magt vil gjøre Kvinderne svage.

Og vi lo af al Mændenes vanvittige Kvindepsychologi, som blev os serveret i Tide og Utide. Af deres dybsindige Analyse af vore Følelser og Fornemmelser i og udenfor Ægteskab, i og udenfor Svangerskab. Men analyseres skal der jo, og hvad siger ikke Weininger:

«Endnu har aldrig f. Eks. en svanger Kvinde givet sine Følelser og Fornemmelser Udtryk, det være sig i et Digt, i Memoirer eller i en gynækologisk Afhandling. Er ogsaa dette en Følge af Undertrykkelsen ved Manden? – Ligesom vi ogsaa ellers kun har Mænd at takke for virkelig værdifulde Oplysninger 63om Kvindens Psychologi, saa har ogsaa blot Mænd skildret den svangre Kvindes Følelser. Hvorledes kunde de det?»

Ja, derom kan man nok spørge, især naar man ikke har været gift. Og da kan man ogsaa komme til at give det Svar, som Weininger giver. Han siger, at her maa vi ty til det, som Manden selv har af Kvinde i sig, derigjennem kan han forstaa Kvinden. Men om vi nu siger, at Manden simpelthen har faaet sin Visdom fra Kvinden selv. D.v.s. det lille han virkelig ved. Thi en svanger Kvinde har en naturlig Trang til at søge Trøst, Beskyttelse, Forklaring paa alle Gaader hos den elskede Mand. Han er jo den eneste, hun i den Tid kan betro sig til; den eneste, hun ikke maa gjemme sig for. Men jeg tror, at Mændene, som i den Tid iagttager os, tænker sig os langt mere kompliserede, end vi i Virkeligheden er. Mangfoldige Kvinder gaar sikkert svangre uden at tænke synderlig over det som andet, end noget, der kræver en Del Arrangements, som en Byrde, der er Kvinden paalagt at bære med kristeligt Taalmod. Smaagrætne og smaanervøse over de legemlige Plager, og i ujevnt Humør, klynger de sig til Manden og fordrer Omsorg og Trøst. Eller de bliver 64fiendtlig stemt mod ham, som er «Skylden» i deres Plager. Forøvrigt lever sikkert selv de mest udviklede Kvinder i denne Tid endnu mere ubevidst end ellers.Forfatternote: «Geschlecht u. Charakter», S. 243. Og er ikke det ganske naturligt? «Alt hos Kvinden er en Gaade,» siger Nietzsche, «og alt hos Kvinden har en Løsning: den heder Svangerskab.» Ja. Og dog er Kvinden for sig selv den største Gaade, naar, hun er svanger. Det vi yder af os selv til et nyt Menneskes Tilblivelse, er for stort, vort Legeme er et Redskab i Naturens Haand – der skabes gjennem os. Selv om vi, som Adam, da Eva skabtes af hans Ribben, «faldt i en dyb Søvn», vilde det ikke være det mindste underligt. Betegnende er det, at vi i den Tid saa almindelig beskjæftiger os med Døden uden egentlig at frygte den. Jeg husker, at jeg ganske rolig sad og tænkte over, hvem der skulde have mine peneste Natkjoler, hvis jeg nu «ikke selv skulde faa Brug for dem længer». Og jeg sagde til min Mand: «Se nu lidt efter, hvis det skulde hænde, at jeg altsaa ikke greier dette her, og mit Tøi skal deles. Jeg vilde gjerne, at M. skulde have de fineste Natkjolerne og et Par sorte Silkestrømper, som ligger i Kommoden, for 65hun er den eneste, som skjønner, hvor pent det er.» Og jeg syntes det var ganske beroligende at tænke mig disse Ting i hendes Hænder. Og jeg var saa langt fra at gruble over Døden. Jeg drømte om Barnet, vage, uklare Drømme, og mit Hjerte skalv af Angst og Fryd, naar jeg kjendte det røre sig under mit Hjerte. Jeg ventede da som altid paa det vidunderlige. Undertiden gik jeg i ren Ekstase. Men alt var for stort for min Tanke og min Forstand. Jeg følte mit Legeme som noget helligt, der maatte pleies med Ærefrygt, og jeg var glad og selvbevidst, trods de mange Plager. Min Mands Omsorg tog jeg som en Hyldest, han skyldte mig, og hans Rolle i Livet forekom mig liden og ussel i Forhold til min.

Værst var det den første Tid. Da var det fysiske Ubehag saa stort, at alt gik op i det. Maaske var dog den første Vished allerværst. Jeg blev forfærdelig ræd. Alt kunde man komme fra, bare ikke dette, ogsaa Døden. Jeg græd og følte Medlidenhed med mig selv – men vilde alligevel ikke for mit Liv undværet det. Det var jo saa vidunderlig spændende.

Min Mands Trøst hjalp egentlig ikke det mindste; men jeg likte at høre den, som 66jeg likte at støtte mig til hans trygge Arm. Vi delte dengang Seng, og det var mig ubehageligt. Da jeg siden fik min egen, følte jeg det som en Lettelse; men jeg vilde helst, at han skulde siddet paa Sengekanten og holdt mig i Haanden hele Natten. Det var saa trygt og godt. Der var ligesom Frelse hos ham alligevel.

Men om Dagene havde jeg umaadelig Trang til at stelle og pusle om ham, være god mod ham og hygge for ham. Elskerinden var bukket under for Moderen. Den sidste Tid var jeg styg og generte mig meget for fremmede; men ligeoverfor min Mand triumferte jeg i mit Hjerte. Se, om jeg ikke nu er dig overlegen, du kloge, vigtige Mand!

Men Tiden blev forfærdelig lang; tilslut kunde jeg næsten ikke mere huske den Tid, jeg havde normal Figur. Det blev besværligt, og jeg længtede efter, at Timen skulde komme. Den sidste Maaned var al Sygelighed og al Frygt forsvunden, indtil de første Smerter meldte sig. Da blev jeg kold af Rædsel.

Den Følelse, som forøvrigt den sidste Tid døvede alle andre, var Nysgjerrigheden. Jeg kunde ikke udholde at vente slig en Evighed, før jeg fik se mit Barn. Hvordan 67saa det ud? Var det muligt, at jeg snart skulde holde et levende Væsen i mine Arme. et Barn, som var mit og hans! Jeg blev nervøs af den uudholdelige Spænding. Jeg likte ogsaa at dvæle ved Billedet af mig selv som Mor, Intet var dog skjønnere end saan en ung, pen Mor med et lidet velstelt Barn. Intet klædte en ung Kvinde saa godt.

– Men da Tiden kom, og mine Kvaler var paa det høieste, da tænkte jeg: Hele Verden sammensværger sig for at lyve! Ikke et Menneske, selv ikke vor egen Mor, siger os ærligt, hvilke Rædsler vi gaar ind til. Men kommer jeg levende fra dette, saa skal jeg rope det ud over Verden! Aa for en Mishandling!

Men da Barnet skreg, svimlede det for mig, og al min Ve og Vaande smeltede bort i stille Glædestaarer. Og mit Hjerte svulmede af Tak og Pris.

Aldrig oplever dog Mændene noget, som kan ligne den herlige Følelse at have født et Barn til Verden! Da min Mand den første Aften sad hos mig og tog min Haand og kyssede mig paa Panden, da sagde jeg: «Stakkars dig!» Han smilte uden at forstaa mig og rystede paa Hovedet: «Mig?» Og han trodde vist ikke jeg var ganske klar, da jeg sagde:

68«Ja stakkars dig, som aldrig kan faa et Barn!» Men jeg mente det. Smerterne havde jeg alt glemt.

Og da jeg skulde have mit næste Barn, var jeg rolig og glad.

Mon ikke Massen af Kvinder er omtrent ligedan under de Forhold. Jeg tror det, for jeg har kjendt mange, og der var intet mærkeligt ved nogen af dem. At enkelte maa tygge brændt Kaffe og andre sværmer for sure Æbler, som helst maa være stjaalne o. l., er vist ofte ligesaa meget Sensationslyst som virkelig Trang. Man skal jo med Vold og Magt være interessant i de Omstændigheder.

– Men vi talte ikke bare om Mændenes Vildfarelser; ogsaa vore Medkvinder fik holde for. Emancipationsjaget, den rastløse Agitation for hel ydre Ligestilling, var et tilbagelagt Stadium for os, og vi smilte af dem, som endnu for Alvor diskuterede Muligheden af en saadan. Naar Kvinden er legemlig sund og normal, og ikke forskruet aandelig, maa hun, dersom hun kan overvinde sig til fuld Ærlighed, tilstaa, at vi sandelig den meste Tid af vore bedste Aar er lidet skikkede til ansvarsfulde og anstrengende Samfundshverv. Vi var enige om, at der var og blev 69Grænser, vi aldrig maatte forsøge at overskride. Vi vilde bare løbe Panden mod den uoverstigelige Mur, paa hvilken der staar skrevet: hid og ikke længer. Men der var Rum for meget Arbeide, megen Selvstændighed, før vi naadde den Mur.

Naar Manden har fuldbyrdet sin Del af et nyt Menneskes Undfangelse, saa er han fri, og kan gaa til sin Gjerning normal og sund; men da begynder vort Arbeide. Og naar slutter det? Ikke før Børnene gaar voksne ifra os. Thi Børnene er og bliver Moderens i al Evighed. Det er naturligt, og alt andet er stygt.

Men selv om en Kvinde ikke føder Børn, er hun alligevel jordbunden. Hun er, trods alt, Kjønsmenneske, og har periodiske Mindelser derom, som sætter Mærke i hendes Sjæleliv. Spørg voksne, ikke kvindesagsforkvaklede Kvinder, om de ikke saa og saa mange af hver Maaneds Dage er mer eller mindre utilregnelige, og de allerfleste vil maatte indrømme, at saa er det. I den Tid vilde det være en Forbrydelse af os f. Eks. at optræde som Dommere. Hvor mange af os er ikke de Dage i en eneste Ophidselse, i et Humør saa fortrædeligt, at vi helst vilde slaa alle Mennesker ihjel? 70Aldrig vilde jeg derfor heller f. Eks.vove at lade mig operere af en kvindelig Læge, uden Først at skaffe mig Vished for, at hun var udenfor sine unormale Perioder. Altsaa aandelig unormale. Det hjælper ikke, om de er ligesaa dygtige som en mandlig Læge, Naturens Love er de lige fuldt underkastede.

Og naar vi elsker, er vi ogsaa unormale.Forfatternote: Der Mann fürchte sich vor dem Weibe, wenn es liebt: da bringt es jedes Opfer, und jedes andere Ding gilt ihm ohne Werth (Zarathustra). Gaar helt op i det i en ganske anden Forstand end Manden. Det har Indflydelse paa alle vore Handlinger. Da er vi stærke, men ensidige og blinde, og gaar tvert igjennem alle Hensyn. Er det den nye Slægt, som vil fødes (Schopenhauer), eller er det Djævelen og alle hans Engle? Jeg ved ikke; men det ved jeg, at vi er i Magternes Vold. Kan nogen tvile paa det!

Men, der er Kvinder, som aldrig elsker! Ja, saa forfærdeligt det er, saa er det Sandhed: der er Kvinder, som aldrig elsker. Men i dem gror Sjælens Sygdomme frodigt!

Og om det var saa, at de sterile var gode Samfundsmennesker, skal derfor enhver ung Kvindes Liv grundlægges med det Maal – det Haab – at blive som disse?

71Ja, saa vil de, der ønsker at Slægten skal uddø, de sterile, og Stuefilosoferne.

Weininger vil fuld ydre Ligestillethed, fordi det vil hjælpe Kvinden til at frigjøre hende fra sig selv – til at blive Mand. Og det er for ham altsaa Maalet.

Men den samme Tanke forfægter Kvindesagskvinderne i deres sygelige, blinde Kamp mod Eros – den store syndefulde Menneskefordærver.

Herregud, naar skal der komme en ny Verdenshersker, som kan føre Menneskene ud igjen under aaben Himmel!

Ud fra Bogstøv og Stuevisdom, ud i Solen og Dagslyset!

Men Livets Sol er Kjærlighed i al Evighed, Amen!

*

Der var ogsaa en Sort Kvinder, vi foragtede, og det var den store Masse af huslige Martyrer.

Intet var ynkeligere, og intet maatte dog være ynkeligere for Manden end disse stumme bedende Øine, som hang ved ham i syg Længsel efter en Gunstbevisning, i vanmægtigt Jag efter at puste Liv i den 72sluknende Ild. Nei, da heller helt løs. Helt fri. Om ikke de ydre Forhold tillod Skilsmisse, saa fik man dog arrangere sig. –

– – – Vi var alle stærke, sunde, soignerede og smagfuldt klædte Damer, som følte og nød Velværet ved at være ulastelige i alle Dele, og ved at være blevet voksne Mennesker. Vi spøgte med vore Rynker og de næsvise graa Haar, som begyndte at vise sig; men vi beundrede hverandre, og opmuntrede hverandre til Arbeide og Selvstændighed.

Om vore Mænd talte vi spøgefuldt. En Smule skarpe i vore Bemærkninger af og til, og slemme til at lave Vitser om deres Dyder; men altid med dannet Respekt og elskværdig Taktfuldhed. Det var jo vor Stolthed at være ulastelige, ogsaa i det. Men vi brugte ofte Ordet Stakkar, og følte os uhyre stærke og ovenpaa i Forhold til dem, som alle var mer eller mindre slidte af Livet, eller af strengt Arbeide.

Engang var der Spørgsmaal om at invitere Mændene til en Torsdag, endog om helt at aabne dem Adgang. Men flere af os protesterede. «Huf nei, lad os være fri! Saa slipper vi at skabe os den Stund. 73Det er saa besværligt med dette evige Koketteri!»

Og vi blev snart enige om at udelukke alle Mænd for altid!

Men en Torsdag blev vi ubehagelig overraskede ved den Besked, at Fru N.’s Gemal vilde være hjemme og deltage i vor Sammenkomst med en gammel Ven og Studiekamerat, netop hjemvendt fra Amerika. Ja, hvad skulde vi gjøre!

Fru N.’s Gemal var, for at bruge et mildt Ord, en svært lidet morsom Mand, og hvad var det nu for en Aabenbaring, han, den anden?

Jo, det fik vi snart at se. En Bjørn, et Vilddyr ude fra Vestens Prærier. Han bestod af en sand Urskog af rødt Haar og Skjæg og forresten af Guldbriller og to store, røde Næver.

Vi blev straks enige om, at han naturligvis aldrig havde boet i Hus. Han fyldte Stuen paa en ubehagelig Maade, og vi var hele Kvelden i nervøs Angst for Fru N.’s dyrebare Tanagrafigurer og den deilige, blaa Sévres-Krukke med de hvide Liljer i.

Først ved Bordet nedlod han sig til at snakke med os Damer. Før havde han mønstret os saan løselig og derpaa trukket 74sig tilbage med Værten i Passiar om Amerika og om gamle Dage.

Den Tone, han tiltalte os i, var slurvet og irriterede mig. Hans ubestemmelige Blik bag de glimtende Brilleglas var ogsaa høist utækkeligt, naar det en Gang lod sig fange. Ironiskt og halvt haanligt. Paa Grænsen af at være uforskammet. Hovedresultat: en helt igjennem yderst uheldig Figur.

Det var morsomt at komme sammen med norske Damer igjen, sagde han. Tonen var anderledes end i hans Tid. Alt havde nok i det hele forandret sig. «Undtagen du,» henvendte han sig til Husherren, «for du er, som om du har ligget i Kommodeskuffen, siden jeg reiste.» Da maatte jeg smile, og kom til at se paa ham. Det var nu slet ingen dum Bemærkning.

Vore Øine mødtes, og han smilte ogsaa til mig, og løftede saa pludselig sit Glas. Og denne lille uskyldige Bevægelse kom mig saa overraskende og uforberedt, at den virkede som en Bombe kastet i mit Hoved. Jeg rødmede som en 17 Aars Pige. Og for den, som bringer en Dame i min Alder til at rødme og miste Herredømmet over sig selv, om bare for et Øieblik, findes der ikke Tilgivelse. Jeg var rasende.

75Jeg saa, at han betragtede min Figur; det gjorde mig ikke blidere. Men han saa ogsaa paa mit Haar, og det ærgrede mig ikke fuldt saa meget.

Men i det hele – en usigelig Lettelse vilde det være, naar disse generende grønne, gule, eller Gud ved om det var blaa, Øine vel var ude af Stuen.

– Jo sandelig var de blaa. Lyseblaa. Kunde man tænke sig noget mere affekteret end blaa Øine i det Ansigt. – Men det allermest affekterte var, at de af og til blev formelig barnslige.

– Vi havde fra først af vanskeligt for at finde vor vanlige Lystighed igjen denne Aften. Manden generte os. Vi blev ufrie, og efter Bordet sagde vi til hverandre, at dette skulde ikke ske mere.

Vi samledes om vor vanlige Torsdagsbolle, og dette Arrangement tiltalte Bjørnen. Han syntes det var festligt. Pludselig vendte han sig til mig og sagde: «Der er en anden Tone end i min Tid, ja. Er de unge ligedan?»

«Hvad mener De?»

«Om de unge norske Damer ligner de elskværdige Fruer her i Aften. Da glæder jeg mig nemlig til at træffe dem.»

Jeg sagde ham, at jeg aldrig havde Anledning 76til at være sammen med unge Damer, og snudde ham Ryggen.

Hans Maade at snakke til en paa var en Fornærmelse. Jeg satte mig hen til et andet Bord og forsøgte at faa Stemningen op; men det var umuligt.

Lidt efter kom Værten hen til os og sagde leende: «Min gamle Ven har meldt sig ind i Torsdagsklubben netop. Til min Kone. Saa nu faar dere nok lukke Dørene op for os Mandfolk.»

«Nei det var udmærket,» raabte jeg uvilkaarlig. Men hvad skulde jeg mere sige til min Vært. Vi slog det hen i Spøg, og jeg blev høirøstet, drak et Par Glas, og Pokker var løs. Jeg snakkede ustanselig,Forfatternote: «En Kvinde konverserer (koketterer) eller snadrer, men hun taler ikke,» siger Weininger. «Men aller farligst er hun, naar hun tier, thi Manden er kun altfor tilbøielig til at tage Stumhed for Taushed.» fik de andre med, og tilsidst var vi i den vildeste Ord- og Vitskamp med de to Mænd. Han skulde nu faa føle, at han havde stukket Haanden ind i et Hvepserede, og forhaabentlig blive kureret for sin Lyst til at deltage.

«Ja ja,» sagde han, «sandelig var det morsomt at være blandt Mennesker igjen.»

Jeg lo. «Ja, men vi Kvinder er ikke da 77Mennesker. Hvad siger ikke Salomo: iblandt tusinde fandt jeg ét Menneske, men fandt ikke én Kvinde blandt dem alle.»

«Jo ho, jeg ved det nok,» svarte han, «og jeg ved ogsaa, at Salomo siger, at han fandt en Ting bedskere end Døden – en Kvinde. Og den, som er god, skal undkomme fra hende, siger han; men en Synder skal fanges af hende. Er det ikke omtrent saa. Men er vi ikke alle Syndere!»

«Aa jo, saan Smaasyndere. D.v.s. dere Mænd. Vi Kvinder kan ikke synde engang, og endda stængte Muhammed Paradiset for os. Ak ja, hvor har ikke Mændene alle Dage søgt at gardere sig mod os paa al Vis. Ved at give os intet, eller for meget. Ved slet ikke at regne os med, eller gjøre os til et og alt. Og alligevel –»

«Ja, det er sandt, man har altid vanskeligt for at finde den rette Plads for Kvinden. Men jeg synes nu Kineserne gaar lidt vidt, naar de siger, de er børnløse, dersom de bare har Døtre.»

«Nei virkelig! Ja ja, man kan sige hvad man vil om dere Mænd – ædle er dere nu alligevel altid!»

Vi lo, og det blev sent den Aften, før Kampen sluttede. –

78Jeg havde reist mig for at sige Godnat, og stod et Øieblik alene ved Kaminen. Pludselig stod han ved Siden af mig. Han saa paa mig med et Blik og et Smil, som bragte mig til Raseri, og sagde:«De er en sjelden Dame!»

Jeg smilte haanlig: «Saa!»

Han lagde et Stykke Birkeved paa Ilden og fortsatte ligesom for sig selv, medens han stod bøiet og saa ind i Kaminen:

«Ikke det, at De gaar uden Korset og bærer Deres Haar i gammeldagse Fletninger; men De har Humor.»

Jeg saa paa ham med Foragt:

«Nei tænk! Det er dog ellers en monopoliseret Mandfolkedyd.»

«Ja netop. Og derfor … eller har kanske nogensinde en Kvinde skrevet en Komedie? Neppe.»

«Nei, det kan saamen gjerne være; det interesserer mig sandt at sige ikke synderlig. Godnat.»

Jeg gik. Desværre havde jeg kun én Ryg at vende ham; jeg ønskede, at jeg havde havt hundrede.

«At jeg ikke slog ham!» tænkte jeg, da jeg hurtig sprang nedover Trapperne.

Boken er utgitt av OsloMet

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.