Kvinden skabt af Manden

av Hulda Garborg

[III]

«Es ist immer etwas Wahnsinn in der Liebe. Es ist aber auch etwas Vernunft im Wahnsinn.»
Nietzsche.

Inden Vaaren kom, var det vanvittige sked. Jeg elskede. Mod al min Vilje og al min Fornuft. Jeg var overrumplet, lamslaaet; jeg havde mistet min Forstand. Jeg gik omkring i en eneste Forvirring. Hvorfor maatte jeg dette? Jeg vilde, vilde, vilde det jo ikke! Aa, min Elskede, hvorfor gik du ikke ud af min Vei! Før, straks, for længe siden! Hvorfor reddede du mig ikke fra dette, du, som var voksen og klog? Men nu var det forsent, det sagde vore Øine, hvergang vi mødtes. Vi var fortabte. Vi søgte skjælvende sammen; men blev stumme og forlegne i hverandres Nærhed. Kun en Gang mødtes vore Hænder i et Haandtryk, som fortalte alt. Og da hviskede jeg i min Nød: «Reis!»

92Men han reiste ikke. Vi gik der i Angst og lyttede til hverandre – to Sjæle og to Legemer, som i ubeskrivelig, ængstelig Ømhed søgte ind til hverandre. To voksne Mennesker, som saa Afgrunden; men ikke havde Kraft til at stanse.

Og de lange, lange Timer, jeg levede borte fra ham, gik jeg som et Vilddyr i fortvilet Vandring foran Burets Jernstænger.

Ingen og intet kunde redde mig; jeg var en eneste brændende Længsel og Attraa. Ingen kunde tage denne Kalk fra mig!

Min Fod var bundet til at gaa de Veie, der førte til ham og ingen andre. Det hjalp ikke, at jeg sagde til mig selv: dette er Vanvid! Jeg vilde vende om, men jeg gjorde det ikke. Jeg kunde ikke slukke Livets Lys, som igjen var tændt for mig.

Der, hvor han var, der var Livet; der alene var jeg Menneske. Sammen med ham glemte jeg alt andet, var straalende og glad. Han piskede mig op til Høiden af mig selv; det var, som en indre Ild tændtes i mig i hans Nærhed.

Og Ilden i mit Indre gjennemlyste mig. Jeg saa det; jeg var yngre og vakrere end paa mange Aar.

Det hændte af og til, at vi følte vor 93Selvbeherskelse svigte, at vor Kraft var tilende. Da flygtede vi rædde for hverandre; men – kun for straks igjen at søge sammen.

Hvorlænge kunde vi dette? Jeg tænkte ofte: reise langt bort, aldrig mere se ham! Drukne sig i Arbeide, i Pligter, for dette maa ikke ske! Vi er for kloge, for gamle, vi ved for meget. Vi ser jo alt det forfærdelige, vi trækker ned over os selv og andre; hvor kan vi saa gjøre det!

Men ak, i næste Øieblik brændte hele mit Væsen imod ham, og jeg vidste bare, at jeg holdt ikke ud denne Evighed, til jeg igjen fik se ham. Alt andet kunde bæres, bare ikke det at være borte fra ham, ikke se ham, ikke føle hans Nærhed!

Naar jeg gik paa de ensomme Veie og glemte Verden omkring mig, maatte jeg hvert Øieblik stanse og knuge mine Hænder, og jeg hviskede halvhøit for mig selv: Aa, min elskede Ven, hvorfor er du tusinde Mile borte fra mig! Men naar jeg hørte hans Skridt, tændtes tusinde Lys indeni mig, og mit Ansigt glødede og mine Øine straalede imod ham. Jeg syntes, jeg maatte være deilig, for alt jublede i mig, naar han kom.

Mine Veninder snakkede om Bøger, om Kunst, og vilde vide min Mening om det og 94det. De fortalte mig om interessante Værker af den og den store Forfatter. Det vilde interessere mig, jeg maatte læse det. Jeg smilte i mit Hjerte. Du, min Ven, interesserer mig, du og intet andet! Men sig det ikke til Menneskene, for da vil de udstøde mig af alt godt Samfund. Aa, men jeg er fuld af Uro og Angst. Du er saa langt ifra mig! Hvorfor kommer du ikke! Naar faar jeg se dig? Det er mine Dages og Nætters store Spørgsmaal. Og der lagde sig et Jernbaand af Længsel om Pande og Bryst, og jeg raabte paa ham og bad: «Aa, min elskede Ven, hvorfor piner du mig, ser du ikke, føler du ikke, at jeg er din! Ingen Magt i Himlen eller paa Jorden kan redde mig fra dig! – –

– – Det var i Mai. Jeg havde havt en Uge fuld af Fortvilelse. Han havde trukket sig tilbage efter et Selskab, hvor han et Øieblik havde glemt sig selv. Han sad med Panden støttet i Haanden alene ved et Bord, og hans Øine hang ved mig, der jeg stod længer henne i Stuen og talte med en Dame. Saa kom jeg forbi, og han strakte uvilkaarlig Haanden ud efter mig, ligesom bedende. Mange saa det, og jeg blegnede. Straks efter gik han, og jeg kjæmpede en voldsom Kamp for at 95holde mig oven Vande til det almindelige Opbrud. Aa, hvilke Nætter og Dage jeg tilbragte efter den Aften og til den Dag – den forfærdelige, deilige Vaardag fjorten Dage senere, da vi atter mødtes.

– Det var en straalende Formiddag med Sol over al Verden og dirrende Vaar i Luften. Jeg sad paa mit Værelse, bleg og forgræmmet af Søvnløshed og vaandefulde Tanker. Jeg vidste, at vi nu var paa ret Vei, jeg vidste jo dette var det eneste, at vi aldrig mere saaes. Det kunde jo ikke blive andet end Jammer og Sorg og Forviklinger for to, som vilde bryde alle Baand og begynde paa nyt. Og i vor Alder – ingen af os vilde klare det. Aa, han var klog. Og nobel. Han vidste, at jeg var for svag, og han vilde redde mig. Aa, min Ven, du ved ikke, at alt andet var en Leg mod dette, at du ikke kommer!

Det var, som Maalet nu var fuldt. Jeg havde grædt mig syg og træt, og jeg var ude af Stand til at foretage mig nogetsomhelst. I alt hvad jeg saa paa var hans Billede.

Rørende og tilbedelsesværdige var mig nu hans største Mangler, og hvor var han ikke klar, klog og overlegen i Forhold til 96mig. Hvor havde ikke allerede hele mit Væsen taget Farve af ham. Jeg vidste, at var han bare hos mig, da var min Personlighed, mit Selv – alt var mig ligegyldigt! Jeg var gal! Men hvad brød jeg mig om min Forstand. Den var mig kun til uendeligt Besvær. Ikke stor nok, men heller ikke liden nok – utækkelig, som alt middelmaadigt.

Denne Maidag med Vaar i Luften gjorde mig fortvilet, og min Længsel svulmede over alle Grænser. Jeg følte mig svag og kraftløs som efter en svær Sygdom.

Gang paa Gang gjentog jeg for mig selv: hvordan skal dette ende. Som altid om Formiddagen var jeg alene. Jeg havde reist mig fra min lave Kaminstol og slæbte mig omkring med trætte Skridt. Da ringte det energisk paa Entreklokken, og mit Hjerte stod stille i mit Bryst. Den Ringen var hans.

Jeg blev staaende som naglet til Pletten. Hørte ham derude. Da han bankede paa Døren, tog jeg et krampagtigt Tag om Bordpladen.

Saa stod han foran mig og gav mig stille Haanden: «Vær ikke vond, fordi jeg kommer!»

97Men da var det forbi. Jeg kunde ikke mere bruge min Vilje, og jeg sank sammen i hjælpeløs Graad.

Da tog han mig ind til sig, lagde mit Hoved paa sin Skulder og hviskede: «Kjære, deilige Eva, hvordan skal dette gaa!» Jeg lukkede mine Øine og sagde bare, at jeg Ingenting mere vidste, at jeg havde mistet min Forstand og al min Vilje. Men han svarte bare: «Nei nei, luk ikke Øinene dine! Se paa mig med de deilige Øinene dine – kjære, kjære Eva!» Og jeg saa paa ham gjennem Strømme af Taarer: «Jeg er saa vanvittig glad i dig! Hvad skal jeg gjøre! Du maa ikke gaa fra mig, det kan jeg ikke.» Da søgte hans Læber mine, og jeg lukkede atter mine Øine og ønskede mig Døden. Aldrig, aldrig mere slaa mine Øine op, aldrig kjende, at hans Arme slap mig. Dø med hans Læber mod mine, dø nu, – alt, som kommer siden, bliver ondt! Aa, hvor var hans Kys ængsteligt og blygt, hvor var hans Ord dumme og søde! Og hvor var vi ikke begge unge og skjælvende, som om intet før havde rørt vore Hjerter. Alverdens Lys og Sol var i os og omkring os!

Han fortalte mig, hvordan dette var kommet for ham. Han vidste hvorfor, kunde forklare det – sagde mig, hvilke Egenskaber 98det var hos mig, som havde tiltrukket ham, sagde tusinde Ting, som var deilige at høre, og endte med: «Du var ligesom Toppunktet af Kvinde! Du havde alle specielt kvindelige Egenskaber i saa høi en Grad – du var koket, forfængelig og forfærdelig sød …» Jeg holdt Haanden over hans Mund: «Min Herre!» «Jo, du var, og dertil havde du det, som Kvinder ikke pleier have!» Jeg lo: «Humor?» – «Ja, og saa gruelig meget Forstand – næsten som et Mandfolk!»

«Aa, der er ingen Udvei med dig – du er uforbederlig!»

«Ja, og hvordan kunde nu du … du, som aldrig har fundet andet end frygtelige Mandfolklaster hos mig – hvordan kunde du.»

Men jeg kunde Ingenting forklare.

«Ja du, den som vidste det; jeg kan jo egentlig slet ikke like dig!»

Det maatte jeg betale.

«Nei, jeg kan ikke! Du er en Tyran, og alt, som er forfærdeligt. Og alligevel –»

«Og alligevel?»

Jeg bøiede mig mod ham: «Alligevel: min Herre – her er min Nakke!»

– Aa, hvor var vi unge disse faa lykkelige Minutter! Verden var ikke til for os.

Men altfor snart blev vi vækket op til 99den haarde Virkelighed, og vi maatte skilles med kolde, ligegyldige Ord.

Og før han gik, fik han mig atter til Fortvilelse ved at sige: «Aa, kjære dig, dette er Vanvid! Imorgen vil du angre, imorgen vil du bebreide mig.»

Og jeg kunde ikke faa svaret ham, kunde ikke faa sagt ham, hvor daarligt han kjendte mig, naar han trodde det. Kunde ikke faa sagt ham, hvor godt jeg saa tilbunds i det hele, hvor jeg nu med en Gang var klar over alt, ogsaa over mig selv – nu, siden vi havde aabnet vore Hjerter for hverandre i den inderligste Fortrolighed.

Straks han var ude af Døren, maatte jeg sætte mig og skrive det til ham altsammen.

Han maatte ikke misforstaa mig. For Guds Skyld ikke det! Han maatte ikke blande mig sammen med disse ørkesløse Fruer, hvis Maal er Tidsfordriv og hvis høieste Begjær er «smaa Stemninger». «Jeg kan Ingenting halvt, der findes ikke Maadehold i mig. Saa letvindt og grei og kry jeg ellers er, saa tung, kjedsommelig og ydmyg bliver jeg, naar jeg elsker. Ja, min Ven, nu er det sagt: Jeg elsker dig, det er den forfærdelige, deilige Sandhed, det sorteste, uryggeligste Alvor. Ingen Magt kan redde mig fra dig.»

100Og jeg sagde ham, at de ydre Forhold ingen Rolle spillede for mig. Længe nok havde jeg levet til at vide, hvor lidet alt Ydre har med Lykken at gjøre. Jeg kunde arbeide, vilde ingen Last være for ham, aldrig det; men jeg følte mig som hans – hans Vilje var min i alt.

Ærlig, ligefrem og fuldt bevidst kom jeg til ham og sagde: Her er jeg! Bestem over mig. Raad mig. Befal mig! Kan «andre» skaanes, aa, da er det deiligt; men ét er over alt andet!

Saa kyssede jeg Brevet og sendte det hen til hans Bolig. Nu var det gjort, og jeg var rolig og glad. – Nu først ser jeg Omfanget af min Naivetet; dengang havde jeg bare en Tanke: at være ærlig og hel, ikke pjaltet og smaalig, som alle dem, der skyder sin Feighed ind under hykkelsk Snak om Pligter og Moral, som alle dem, der søger Tidsfordriv.

Den næste Aften skulde vi begge i et stort Selskab hos vore fælles Venner. Men der var tusinde Aar til da.

Om Kvelden, da jeg kyssede mine Børn til Godnat, havde jeg en ubeskrivelig Trang til at sige dem, hvilken forunderlig Ting der var hændt deres Mor, hvor hendes Hjerte 101bankede af Lykke. Min Samvittighed var let og fri, og min Mand, stakkar, maatte døie en Mængde gaadefuldt Snak ved Aftensbordet. Jeg gav ham Haanden og sagde: Hvor forunderligt Livet er! Helst vilde jeg taget ham om Halsen og sagt: Min bedste Ven i Verden, glæd dig med mig! Ja, var det nogen paa Jorden, jeg trygt kunde sagt alt til, saa var det ham. Han vilde forstaaet det og tilgivet. Og maaske vilde det paa en Vis have lettet ham. Han sagde jo altid, at han led, fordi han stængte mig ude fra Livet. Ja, han vilde tilgivet og forstaaet, men – bedrøvet vilde han blevet! Aa, min inderlig snille, gode Ven, derfor tier jeg – endnu. Aa, hvorfor maa jeg gjøre dig ondt! Hvorfor maa det gjøre dig ondt, at jeg er glad og lykkelig, naar vi to dog aldrig mere kan gjøre hverandre glade! Men du vil blive bedrøvet, thi intet kan udslettes af ens Liv, og jeg var dog engang meget for dig.

Og tror du ikke ogsaa jeg føler det som en grænseløs Sorg, at jeg maa tilføie dig dette. Men der er et, som er over alt!

Og det er den grusomme Sandhed, at ikveld er du mig et Middel til at faa de forfærdelige Timer til at gaa – de lange, lange Timer til imorgen, da jeg skal se ham.

Boken er utgitt av OsloMet

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Kvinden skabt af Manden

Hulda Garborgs Kvinden skabt af Manden (1904) er en kommentar til Dr. Otto Weiningers psykologisk-filosofiske verk Geschlecht und Charakter som ble utgitt kort tid før den unge østeriske filosofens selvforvoldte død i 1903. Garborg hevder at verket, der Weininger gir uttrykk for sine holdninger til kjønnsinndelingen, inneholder «Megen Sandhed; men ogsaa megen Sygdom».

I lys av Weiningers verk reflekterer Garborg over kvinnens utgangspunkt. Hun skildrer et ekteskap som har kjølnet og viser til hvordan kvinnens behov og erfaringer skiller seg fra mannens.

Jeg-personens konservative ektemann lever først og fremst for sitt arbeide og er mye fraværende. Hennes opplevelse av forsømmelse og mangel på samsvar i ekteskapet, driver henne først inn i veldedighet og foreningsliv, men så treffer hun en som kan fylle tomrommet i tilværelsen.

Les mer..

Om Hulda Garborg

Hulda Garborg er i en viss grad en glemt forfatter i dag. Vi kjenner henne mest som kulturpersonlighet og forkjemper for bygdekultur. Hun engasjerte seg sterkt i kvinnekampen og i kultur- og samfunnsdebatten. I samtiden var hun imidlertid også en viktig stemme i litteraturen.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.