[V]

110«Es giebt also platonische Liebe, wenn auch die Professoren der Psychiatri nichts davon halten. Ich möchte sogar sagen: es giebt nur «platonische» Liebe. Denn was sonst noch Liebe genannt wird, gehört in das Reich der Säue.»
Weininger.

Min Kjærlighed var altsaa den, som hørte hjemme i «das Reich der Säue», thi alt samlede sig i vild Længsel efter hans Nærhed. Den overdøvede endog min saarede Forfængeligheds Raab om Hevn, den overvandt min Stolthed, den slog mig til Jorden. Som et Dyr kunde jeg styrtet mig ud i Skogene og raabt paa ham, besvoret ham at komme tilbage.

Men Fortvilelsen blev til Sygdom. Ingen Kunst kunde længer bringe mig Søvn, og jeg blev hjælpeløs som et Barn i min Elendighed.

Da sendte min Mand mig paa Reise. En Søster af ham, som vore Børn elskede, overtog imidlertid mit Hus. Hvor var jeg ham atter taknemmelig.

*

Og jeg reiste over store Hav; men naar Bølgerne rullede mod Skibets Stavn, 111sprang jeg frem, bredte Armene ud og raabte mod dem: Aa, min Elskede, tag mig, tilintetgjør mig!

Men Skibet hævedes og gled over. Det var som et skuffet Haab hver Gang. Jeg knugede Hænderne mod Hjertet. Aldrig skal det naa mig, det store Bølgernes Favntag!

Og naar jeg saa Solen synke i Hav de stille Kvelder, rakte jeg atter mine Arme ud: Min Elskede, lad mig dø i din Glans, fortæres i din Vælde! Tag mig op til dig!

Men Solen sluktes, og mine Arme blev trætte, og min Strube tør af at raabe.

*

Jeg tænkte paa Nietzsches, denne «Kvindehaders» skjønne Ord om Kvinden og Kvindens Kjærlighed, da jeg sad paa Dækket efter Solnedgang, træt af Kamp med mig selv.

«Et Legetøi være Kvinden, rent og fint, lig Ædelstenen, bestraalet af Dyder fra en Verden, som endnu ikke er til.

I eders Kjærlighed være eders Ære! Lidet forstaar Kvinden sig ellers paa Ære. Men dette være eders Ære, altid at elske 112mer, end I bliver elsket, og aldrig at være den anden.»

*

To Aar er gaaet i Kamp og Arbeide. Atter vandrer jeg min jevne daglige Vandring nedover Skraaplanet – mod Graven. Kort efter Hjemkomsten fra hin Reise, som atter gav mig Søvn og Kræfter til at leve, modtog jeg et Brev fra ham. Langt og omhyggeligt udarbeidet, men uden Indhold. Jeg maatte prøve at tro ham – hans Opførsel havde dybe Grunde; det, som bandt ham, var – saa ufatteligt og fortvilende det var – uovervindeligt. Han var dømt til kun at se ind i Paradiset, aldrig komme derind o.s.v.

Og han roste min Helhed, mit Mod og takkede mig; men mellem Linjerne læste jeg, at han ikke fandt min Moral ganske i Orden. Jeg kastede Brevet paa Ilden med Foragt.

Han var dog saa skuffende lig en Mand!

*

Nu er det Arbeidet, jeg lever paa. Jeg tjener Penge, faar Ros, føler, at jeg vokser ved det, og muligens er paa Vei til at naa de Høider, hvor der er klart Udsyn, og jeg 113kan finde det, som har blivende Værd. Men Arbeidet fylder ikke mit Liv. Endnu er det mig kun Surrogat for Livet. Det er godt at arbeide, bedre end alt andet; men jeg er ikke glad. Jeg er som altid fuld af Uro og ubestemt Længsel; ræd for Mørket og Ensomheden.

Vil det nogensinde blive anderledes? Jeg tror det neppe. Tør ikke haabe det. Og med Weininger maa jeg sige: «Hvad jeg her har fundet, vil sikkert ikke smerte nogen anden saa som mig selv.» Thi jeg ser ingen Redning for mig.

Betyder da ikke «denne Bog en Dødsdom» – for dens Forfatter?

Boken er utgitt av OsloMet

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.