87Vor tids grundskade er begrepernes forvirring. Aarsakerne dertil er myldrende mangfoldige og det falder ikke mig ind at paastaa, jeg paa langt nær greier at overskue dem. Nogen er dog lette nok at faa øie paa.

Ufrihetens, ulikhetens og undertrykkelsens evangelium blev forkyndt og befulgt overalt i Europa av seirherrerne over Napoleon. I denne ene mand var den franske revolutions aand, frihetens, likhetens og broderskapets aand eller demokratiet blit kjød, som en aand maa bli, før den kan korsfæstes eller deporteres. Undertrykkerne bestræbte sig for at undertrykke alt mulig, bl.a. de økonomisk svakere klasser og det fysisk svakere kjøn; arbeiderbevægelsen og kvindebevægelsen tok derfor selvfølgelig fart som reaktion imot dette.

Fra det nittende aarhundredes eventyrlige opdagerfærder paa naturvidenskapens omraade bragte fromme videnskapsmænd som levet i klosterlig avsondring fra menneskesjælen, passionernes tumleplas, vaaben til undertrykkerne. Darwins tanker om de sterkeres seir og om menneskets mulige avstamning fra aperne kunde i og 88for sig været uskadelig nok, hvis det ikke hadde været for menneskenes almindelige mangel paa sans for historisk perspektiv. Men de samme «oplyste» herskende klasser som nu opholdt sig over Bibelens fortælling om de syv skabelsesdage, ræsonnerte i teori og handlet i praksis som om det bevislig bare var syv dage siden apekatterne hadde lagt sig til nogen fordringsfulde ideer om menneskerettigheter og menneskeværdig liv – og som om de sterkere hadde baade ret og evne til i løpet av syv andre dage at vænne de svakere tilbake til krav og kaar, kanske gode nok for apekatter.

Naar masserne ikke tidlig nok og heftig nok var opmerksomme paa den trusel mot menneskelivets værdighet og værdi som det saakaldte «videnskabelige livssyn» indebar, kom det naturligvis tildels av gjennemsnitshjernernes usalige hang til at forveksle personer og ideer. Som man i sin tid forkastet Kirkens tanker uten at ha forstaat dem, ut fra det utækkelige indtryk dens mange uværdige tjenere gjorde, saa akcepterte man nu det «videnskabelige livssyn» uten at se, hvad det indebar, ene og alene paa indtrykket av talrike videnskapsmænds personlige redelighet og noblesse.

Mikroskopet blev da for det nittende aarhundrede næsten hvad korset hadde været for det tolvte-trettende – det blev paakaldt baade i tide og i utide. Korset hadde neppe nogensinde stor indflydelse paa den organiske verden, men al 89mulig paa den sjælelige. Jeg kan ingen mening ha om f.eks. mirakuløse helbredelser ved relikvier, kan derfor heller ikke benegte, at de har fundet sted. Imidlertid har vel korset i det mindste neppe ofte kunnet kurere f.eks. leverkræft eller nyretuberkulose, derimot meget ofte hjulpet de syke til at bære lidelser og møte døden med fatning. Mikroskopet har kunnet lære os værdifuldt nyt f.eks. om forplantningens fysiologiske proces. Om forplantningsdriftens specielt menneskelige egenheter, om hvordan den driver os, har videnskapen intet kunnet lære os, som vi mennesker ikke har visst saa langt tilbake historie og tradition rækker. Middelalderens literatur f.eks. har utkrystallisert hele vor viden i det kapitel. Vi finder de tre hovedtyper av erotiske historier fast utformet: den tragiske og patetiske historie om lidenskapens vælde der bryter alle skranker og fortærer dem som huser den – typisk er f.eks. Tristan og Isolde. Vi har den liderlige anekdote om alle de gjerder vi kryper over, nedsølte og forrevne, for at naa den forbudne frugt – og om hvor snedig eller dumt vi forsøker at skjule vore utflugter. Endelig har vi den borgerlige, moralske historie om driften som social drivkraft: attraaen egger dygtigheten og motet, askeladden blir energisk og gir sig ikke, før han faar prinsessen og det halve kongerike.

Imidlertid, lægfolk var blit forvænnet med stadig at spørre nyt fra videnskapens verden, og da der sjelden var noget nyt at spørre om sjælen, 90saa glemte folk tilslut det meste av alt, deres forfædre hadde visst om den i nogen tusen aar. Fra først av gjaldt det naturligvis kun om den del av lægfolket som hadde god raad og god tid; den store masse av menneskene har altid nok at gjøre med at tjene det daglige brød og litet stunder til at hænge i videnskapens forgaarder efter nyt. Men – hadde ikke folket tid til at gaa til videnskapen, og den forskende og arbeidende videnskap ikke tid til at optræ med folketaler, saa har der jo til alle tider været fuldt op baade av velmenende idealister og av lure dovenkropper som ser en opgave for sig i at midle mellem de travle masser og de isolerte aandsarbeidere. Som Kirken i middelalderen fik sit paahæng av prester med et forraad av teologiske fraser, de ikke selv forstod, av avladskræmmere som saa sin fordel i at bortforklare avladens virkelige betydning, av omløpende munker som ikke paa vilkaar vilde holde sig stille i klostrene – saan fik videnskapen sine halv- og kvartstuderte omstreifere. I Franciscanerordenens forfaldsperiode brukte man betegnelsen Franciscanerpræken om en oration som i særlig grad røbet uvidenhet og uteologisk tankegang. Vore dages saakaldte folkeoplysning og populærvidenskap svarer særdeles ofte til middelalderens Franciscanerprækener.

«Folket» tok til at begynde med ikke med særlig begeistring mot de forskjellige populære redaktioner av det videnskabelige livssyn. Instinktmæssig 91følte store lag fra først av, at demokrati er uforenlig med en materialistisk verdensopfatning. Der er intet andet holdbart fundament for tanken om menneskenes broderskap end troen paa en Gud Fader, ingen anden tænkelig likhet mellem menneskene end den som uttrykkes i læren om arvesynd og gjenløsning – siden vi maalt med menneskelige maal er saa langt fra like sterke eller like kloke eller like gode. Og siden det er utænkelig at menneskene kan begaa sig i frihet uten under lov og øvrighet, blir spørsmaalet: er der mest frihet under en øvrighet som pligter at huske, den er kun av Gud, pligtig at staa alle menneskers fader til regnskap for sit regimente – eller under en herskermagt som styrer med styrkens magt. Demokratiet er jo kun en enkelt av de ideer, Kirken har kjæmpet for – og dens tjenere leilighetsvis har svigtet. Da Kirken mot slutten av det attende aarhundrede tilsyneladende fik en av sine søvnige perioder, la den demokratiets idé bort, som man lægger en ring paa natbordet, naar man gaar tilsengs. Frankrike, Roms ældste datter, tok den og bar den.

At ungdommen inden det arbeidende folk en generation senere i stor utstrækning akcepterte det materialistiske livssyn skyldes vel væsentlig visse egenheter som er fælles for ungdom i alle klasser: i tyveaarsalderen anser de fleste av os vore forældre for imbecile og er tilbøielige til at forkaste tro og meninger bare fordi de er vore 92forældres. Dertil kommer ungdommens evige snobberi – unge mennesker efterligner altid dem, de misunder – og dens mangel paa egne meninger: ungdommen kjæmper meget mindre for meninger den har end for meninger den vil tilegne sig paa kannibalsk vis. Ungdommens kampe gaar likesom de vildes oftest ut paa at ihjelslaa fienden og fortære ham for at tilegne sig hans personlighet rigtig grundig. Egne meninger faar menneskene jo gudbedre det sjelden før de har betalt livet svært meget av ungdommens fyrighet, troesiver og kampmot – det er derfor saa faa kjæmper for sine meninger.

De arbeidende klasser har lykkeligvis naadd et langt stykke frem i retning av at bedre sine økonomiske vilkaar og erobre magt i samfundet. Desværre har de samtidig svælget en god del av de overvundnes væsen. Og den forlorne videnskabelige jargon, den aandløse materialisme, den manglende sans for skillet mellem sjælelige, organiske og mekaniske fænomener som karakteriserte den økonomiske overklasse i sidste halvdel av det nittende aarhundrede, serveres nu av arbeidernes egne organer verden over. Mangen hæderlig hanskemaker rundt i Europa vet nu ikke mere end en klæshænger av overklassen om forskjellen paa et haandtryk, en haand og en hanske.

Fru Katti Anker Møllers lille brochure er et rent pragteksemplar av en moderne Franciscanerpræken. Fra ende til anden demonstrerer forfatterinden 93en aandelig desorienterthet som man selv i vore dage skal ha vondt for at finde make til. Selve titlen: «Kvindernes fødselspolitik», er i sit slags herlig: en hvilkensomhelst kvinde – og vel ogsaa mand – som har bevaret litt stedsans overfor begreper, vet at fødsel og politik er saa omtrent polære motsætninger. Klemmer man dem sammen til ett, blir ens tankeverden flat som et stykke avispapir.

For dem der har lyst til at se, hvor vidt begrepsforvirring i vore dage kan drives, lønner det sig at læse fru Anker Møllers produkt. Det er langtfra kjedelig.

Det er først og fremst en ren revy over populære misforstaaelser inden visse omraader. Ved saagodtsom ethvert emne, fruen kommer ind paa, faar hun sagt netop de dumheter som fire av fem halvkultiverte individer vil si, naar de har faat sin naturlige sunde sans døivet av det almindeligste quasividenskabelige abracadabra. Desværre maa det indrømmes, at det er misforstaaelser som mest begaaes av kvinder – men det er da ogsaa efter fruens mening en kvindesak, hun præker.

Det er jo allerede i og for sig en helt sindssvak misforstaaelse at det fænomen, hun har iagttat og hvorutover hun har spundet sine spekulationer – familiens nuværende mislige økonomiske position sammenlignet med enslige individers – angaar kvinderne mere end mændene. En mand som har kone og børn og smaa indtægter, faar 94hellerikke stort tilovers til sine egne private fornødenheter og fornøielse. Bruker han allikevel en uforholdsmæssig del av familiens indkomst hertil, er han en uhæderlig person – det samme er en hustru og mor, hvis hun gjør det. Begge dele forekommer desværre. Det er vistnok flest mænd som forbryter sig paa denne maate – det ligger i den menneskelige natur og det er et forhold som lovgivningen aldrig vil kunne gjøre meget for at bøte paa.

«Familie» er imidlertid en av de gloser, fru Anker Møller bruker uten at kjende dens betydning. Hendes ustanselige forkjerte glosebruk gir forresten hendes foredrag noget av niggervisens charme – for dem som liker niggerkomik.

Fruens ide om «familie» synes at være, at det er noget i retning av en industriel bedrift, hvor en mand engagerer en kvinde til at føde og opfostre børn for sig – himlen maa vite ut fra hvilke motiver, siden fruen selv oplyser, at det «at avle, ernære, pleie og opdrage barn er derfor nu blit ene og alene en utgift for forældrene» – altsaa ogsaa for faren. «Fordelen av deres anstrengelser høster staten.»

Fru Anker Møllers forestilling om «Staten» later imidlertid til at være like pussig som den om «familien». Hun taler om «Staten» eller «Samfundet» som en «høierestaaende nøitral magt», hvortil kvinderne skal levere børn mot kontant betaling, omtrent som hjemmearbeiderskerne leverer børnebukser til en manufakturist. 95Underlige og overtroiske forestillinger om «Samfundet» og personifikation av «Staten» er jo iøvrig meget almindelige og det er forklarlig nok: den folkelige fantasi personificerer altid, og vor tid er adskillig mindre rationalistisk end den gjerne vil være – vi snakker villig væk om «Staten» som et væsen og om alkohol som en djævel eller konge. Samfundet er vanskelig at definere som begrep, netop fordi vi sitter midt i det allesammen; vi forklarer det lettere ved lignelser – vi ligner det ved en organisme, en mekanisme, en bygning, og vænner os først til at tale om det, siden til at tænke paa det, som om det var et legeme, en maskine eller en kuranstalt. Faa husker at samfundet, staten, er vi alle; det er sammenslutninger som vi alle med eller mot vor vilje tilhører, og decimeres disse sammenslutningers medlemstal for eksempel ved et gjennem lang tid synkende fødselstal, forringes deres styrke paa forskjellig vis, rimeligvis efterhvert ogsaa den økonomiske evne og dermed blandt andet «Statens» evne til at optræde som fru Anker Møller ønsker, som barneopkjøper.

Dette er nemlig fru Anker Møllers – om jeg tør kalde det – ide. At la sig fæste i en «familie» til at føde og opdrage en mands børn er den ufordelagtigste haandtering, en kvinde kan vælge. Hun kan ikke si op sin plads, og «arbeidschefen» fordrer av hende, at hun skal levere flest mulig børn for mindst mulig betaling. Hvorfor han vil ha saa mange, er ubegripelig; at han 96vil betale dem daarligst mulig, er mere forstaaelig, da han jo som fruen paastaar selv ikke har nogen fordel av at holde børnefabrikken i gang. Rigtignok taler hun en del om en mandens «nydelsestrang», som han tilfredsstiller hos sin kone. Hun skjænker det ikke en tanke, at var det bare «nydelsestrangen» om at gjøre, saa kan en mand tilfredsstille den betydelig lettere og billigere end ved at ansætte fast kone; han kan ogsaa betydelig lettere og sikrere end en kvinde forebygge, at «nydelsen» faar følger som kræver at bli forsørget. Men som ofte er tilfældet hos idealistiske vrøvlehoder, saa indbefatter fru Anker Møllers uvidenhet om menneskenaturen ogsaa dens slethet: «La os derimot sætte os ind i den forestilling at vi i kraft av vort specielle kvindelige legemsutstyr kunde fortjene noget!» – Et andet sted sier hun om moderskapet «– vi maa ogsaa sørge for at vi indenfor dette arbeide faar plads for vor ærgjerrighet, forfængelighet og kappelyst» – som om ikke ærgjerrighet, forfængelighet og kappelyst bor i de allerfleste morshjerter og bare altfor ofte utarter til den rene djævlebesættelse – og slik har det været i det mindste siden Rakels og Leahs, Niobes og Letos dage.

Fru Anker Møller vet imidlertid heller ikke noget om morshjerter.

«Ved saa godt som alt andet arbeide en kvinde nu vilde beskjæftige sig med, vilde hun være bedre økonomisk stillet end som hustru og mor.» Ved hermetisk nedlægning av rabarbra medgaar 97kun halvdelen saa meget sukker som cirkelens kvadratur. Den ene sammenligning er like god som den anden.

At være mor er ikke et arbeide. Det medfører arbeide og pligter. Som samfundsvilkaarene er for mange kvinder, medfører det ofte arbeide og pligter der i hjerteslitende grad overstiger hendes kræfter og tilslut dræper hendes mot og glæde ved livet – men moderskapet er livet. Om hvert menneske som har børn, – hver far og hver mor – vet vi, det er ialfald mulig de har oplevet livsfølelsens fortættelse til den høieste intensitet almindelige mennesker erfarer. Og i sine børn kan de opleve igjen og igjen en potensering av livsfølelsen – i glæder og sorger. Det er jo nemlig saa, at ved arbeide er der liten glæde, naar det ikke er lykkelig utført, men livet kan ha den høieste værdi for os selv om det leves ulykkelig; tusenvis av fædre og mødre vilde ikke undværet faderskapet eller moderskapet, om de saa har graatt sig halvblinde og sørget sig graahaaret over sin børn.

Arbeide er en lærerindes gjerning, naar hun indvier alle fremmede børn som blir sendt til hende i regnekunstens mysterier eller den tyske grammatiks irrganger. At svare paa sine egne smaabørns tusen rimelige og titusen urimelige spørsmaal er ikke arbeide – det er at nyorientere sig i tilværelsen. Det eneste som kan kaldes arbeide og dog sammenlignes med forældreskap, er under enkelte forutsætninger hjernearbeide – 98fru Anker Møller har hørt noget om dette, men hun later til at tro, det er saant hjernearbeide som skibsrederi eller jobbing, eftersom hun sier at «det er jo det arbeide som for mænd lønner sig allerbedst.» Det er imidlertid den slags hjernearbeide, hvor det pekuniære utbytte blir slik det falder sig, men et menneske arbeider i troen paa at om det end selv dør – kanske i legemlig nød – skal frugten av dets hjertes og hjernes lidenskap leve.

Der er da heller intet normalt menneske som kan tænke sig betalt moderskap. For at komme paa en slik ide maa man være sjælelig impotent – en og anden mor som livskampen har sprængt og gjort til aandelig invalid, kan muligens tænkes at slutte sig til. Fru Anker Møller citerer rigtignok en tysk riksdagsmand, Friedrich Naumann: «Moderarbeidet er det eneste arbeide som i vor tid ikke betales.» Ja –«Hvad gjør vildtysken ei for penge» sies der jo.

Naar fruen forveksler mødreforsikring med betaling for moderskap, er dette atter begrepsforvirring. Mødreforsinkring er – forsikring; understøttelsen under arbeidsuførhet er selvfølgelig ikke dagløn for svangerskap og barselleie. En kvinde blir ikke mere betalt for at føde børn end en skogsarbeider blir betalt for at hugge sig i foten. I hvilken utstrækning staten skal overta forsikrings- og pensionsvæsenet, det vil si i hvilken utstrækning vi alle med eller mot vor vilje skal forsikre os selv og hverandre – se det er et 99emne som er skikket til reel, fornuftig diskussion. Det kommer ikke ind, naar man skal snakke om fru Anker Møllers begrepsforvirring.

At fruens brochure skulde vække forargelse paa grund av hendes ideer om kjønnenes fremtidige forhold, anser jeg for urimelig. Dertil er hun altfor uskyldig – hun vet simpelthen ingenting om «dette med kjønnene» utover etpar biologiske fakta. Hun agiterer for bruk av præventive midler – enten hun gjør det eller lar være, blir vist temmelig likegyldig for spørsmaalet om befolkningens tilvekst eller ikketilvekst. Bruken av præventive midler er velkjendt i alle samfundslag. Min mand, maleren A. C. Svarstad, der som halvvoksen var i lære hos en bygningsmaler, har fortalt, at læregutterne av de voksne arbeidere blev sendt for at kjøpe visse artikler. Med pengene fik gutten en skriftlig rekvisition undertegnet «ingeniør dit» eller «direktør dat». Naar bruken av præventive midler ikke aapenlyst prækes, men kjendskapen til deres bruk utbredes i det skjulte, da skyldes det en egenhet ved normale mennesker, som fru Anker Møller synes at ha vondt for at skjønne – man snakker ikke høit og med hvemsomhelst om ting som vedrører kjønslivets organiske funktioner.

Litt mere praktisk fare rummes kanske i fruens ide om at al fødselshjelp maa paa kvindelige hænder. Det er saa at denne tanke er umiddelbart tiltalende for mange kvinders og det netop 100de sundeste og friskeste kvinders følelse. Mellem de ikke faa kvinder som har en likefrem mani for at konsulere læger, la sig undersøke, ligge paa kliniker og la sig operere, er der neppe mange som ikke ogsaa er sjælelig syke. Der vilde ingenting være at indvende mot fruens forslag om utelukkende kvindelig fødselshjælp, dersom alle kvinder var sunde og normale saa de greiet en fødsel alene med en jordmors hjælp – og dersom alle kvinder levet under slike kaar at de kunde føde sine barn i sine egne hjem. Imidlertid, der er desværre noget som heter kvindesygdomme og forløsninger som nødvendiggjør kirurgiske indgrep – det er klart at man kan ikke skille gynækologien ut fra den øvrige lægevidenskap eller forby mandlige læger at befatte sig dermed. Rimeligvis vilde bl.a. gynækologien da hurtig stagnere – det er neppe mere end et forsvindende antal kvinder som har anlæg for at bli fremragende læger eller videnskabelige foregangsmænd. Og den dag da alle kvinder kan ligge paa barselseng hjemme hos sig selv og der ha det bare nogenlunde godt, er ialfald ikke nu i sigte – foreløbig er fødselsstiftelser og kvindekliniker nødvendige onder. At ha slike anstalter under kvindelig overledelse vilde neppe ofte gaa godt – tilstrækkelig dygtige kvindelige læger kunde man vel nok finde, men at disse ogsaa skulde være de undtagelseskvinder som kan holde disciplin blandt sine medkvinder – det var vel mere at ønske end at haabe.

101Naar fruen mener at det gjøres avhængig ar en kvindes økonomiske stilling om smertefri forløsning iverksættes eller ikke, da er dette noksaa misvisende. Det avhænger naturligvis av om lægen anser det for nødvendig – og ufarlig. Mindst av alt kan det selvfølgelig overlates til en barselkvindes avgjørelse – vi kan nogen hver komme til at ytre ønske om det under en fødsel; vi vilde neppe være den læge taknemlig som opfyldte vort forlangende, hvis det f.eks. skulde resultere i at fødselen drog i langdrag saa barnet døde for os.

Bortset fra denne fru Anker Møllers utflugt paa fødselshjælpens enemerker er der ingen direkte grund til at ta hende alvorlig. Sin opfatning av kvinderne som blot og bart fødemaskiner og av barn som en «vare» faar hun neppe nogen voksen kvinde med paa. Spøkefugler kan muligens føle sig fristet til at drøfte om staten skal faa lov til at betale børnene efter tarif, eller om den skal maatte gi det samme for en idiot, en krøbling eller et arvelig belastet barn som for førsteklasses barn, om voldsforbrydelse mot kvinder i den Katti Anker Møllerske stat skal bli at anse som butiktyveri osv. – at tale om kvindelig ære og blufærdighet i forbindelse med fruens «nye æra for morskap» er der ingen mening i. Hvert eneste uforvrøvlet menneske som kan kjende et gammelt folkelig begrep igjen, selv om det kommer i en lang kjole av moderne lange gloser, vet at det gamle og folkelige uttryk for 102«kvindernes utnyttelse av sine indre naturherligheter» er hor.

Fru Anker Møller vil rigtignok at kvinderne skal hore i politisk øiemed. Naaja, der er kvinder der har gjort det før, og mætressepolitik er et ærværdig begrep. Imidlertid, maalet for hendes mætressepolitik, «moderskapets renæssance» – «at vi som mødre skal kunne eksistere ved os selv og ikke længer være avhængige av en mand» – lar sig neppe opnaa, selv om en kvindes hengivelse til en mand av kjærlighet eller ømhet eller sanselighet eller letsind ikke blev hyppigere forekomster end vekselfalsk og mordbrand. Ikke uten fruen sitter inde med et patent paa jomfrufødsel.

Fru Katti Anker Møllers specielle grille er der ingen grund til at ta alvorlig eller til at forarge sig over.

Men der er endda et synspunkt, hvorfra hendes brochure kan sees og hvorfra den er forargelig og formastelig over al maate.

Fru Anker Møller tilhører ikke selv de fattige lag i vort folk; i sin brochure taler hun hele tiden om de fattige kvinders moderskap og egteskap, og hun taler om disse ting som om de arbeidende lag av folket ikke kjendte kjærlighet eller ømhet eller elskov – som om deres kjønsliv absolut manglet de sjælelige elementer eller bare menneskelig følelsesindhold. Hvorvidt hendes skriverier kun er taapelige og vaasede, eller om de virkelig er umoralske og forargelige indtil 103det uhyrlige – det avhænger av, hvorvidt fruen i det hele er uvidende om den rolle, det sjælelige spiller i menneskers kjønsforhold, eller om hun deler den opfatning som jeg har truffet – oftere end jeg liker at mindes – blandt økonomisk velstillede personer: at «denslags folk», dvs. hele det store arbeidende folk, har et mindre utviklet følelsesliv eller likefrem et væsensforskjellig følelsesliv fra dem selv – at de parrer sig som dyrene, ikke kjender slegtsfølelsens finere nuancer, er uten ære og stolthet i sine indbyrdes forhold og i sit familieliv.

En ting for sig er, at der fra arbeiderhold undertiden tales og skrives som om det var slik, at der fra den kant leilighetsliv gjepes haanlig til al tale om sjælelige behov eller paastaaes at et eller andet socialt system er religion nok. Det bør ikke være uforstaaelig for noget tænkende menneske. Det nytter i denne forbindelse litet at snakke om den økonomiske bedring i arbeiderklassens kaar, saalænge boligvilkaarene for en stor del av vort folk er som de er. Almindelige mennesker, – dvs. folk som hverken er specielt begavede eller specielt belastede i nogen retning – utløser først og fremst sit sjælsindhold i familielivet; normalmennesket – mennesket uten særattributer paa godt og ondt – har altid hat en centralhelligdom, arnen, og fra den har det tændt alle sine alterilder. Men to ting er først og fremst nødvendige for et hjems kultur – en viss grad av stabilitet og isolation. Industriarbeiderne 104i vore dage kan i uhyre utstrækning ikke opnaa disse to betingelser for hjemliv. Dels gjør deres arbeidsvilkaar dem i stor utstrækning til omflyttere og dels er de i stor utstrækning henvist til at huse i kaserner. Den økonomiske overklasse har stort set vraket disse to goder: naar dens familieliv gjennemgaaende ikke er skikket til at være forbilledlig og den tat som helhet ikke indgyder nogensomhelst respekt som kulturbærer, saa skyldes det netop, at den gjennemgaaende har git slip paa hjemmets avsondrethet og sjælsutdypende ro.

Jeg formoder at Katti Anker Møllers begrepsforvirring ikke bunder i foragt for normale gjennemsnitsmenneskers følelsesliv, men snarere i en generel uvidenhet om følelsesliv i det hele. Det træffer man ofte i de klasser, hvor folk sjelden blir alene med sig selv, enten fordi deres arbeide levner dem for liten tid til det eller fordi de ikke behøver at arbeide, saa tiden blir en plage som maa «fordrives», som det heter. For aktive eller følsomme naturer blir sociale «bevægelser» og «aandsretninger» ofte det mest yndede tidsfordriv; desværre fører denne syslen med «bevægelser» og «aandsretninger» ofte til at vedkommende menneske taper sansen for de statiske elementer i samfundet og aandslivet. Det er dette som gjør at i vore dage saa mange virkelystne og velmenende mænds og kvinders forsøk paa at være til nytte i verden – gjør skade.

Fru Katti Anker Møller har arbeidet med brændende 105iver for at komme tilhjelp de kvinder – gifte og ugifte – som blir mødre, men savner betingelserne for at bli friske, lykkelige mødre. Naar jeg ikke tror at hendes bestræbelser i saa henseende kan føre til noget godt, kommer det av at jeg aldrig har set hende vise forstaaelse for nogen av de sjælelige fænomener som tilhører det menneskelige forplantningsliv. Et eksempel er typisk:

Fruen arrangerte for etpar aar siden en saakaldt «Barselhjemutstilling». Der forevises bl.a. det saakaldte «elendighetsrum» – et kammer, hvor en utfattig og barnerik mor igjen skulde føde, midt op i familiens sove- og spisestel. Faren var «repræsentert med sin hat» som etpar «overklasse»-damer uttrykte det; jeg skal vædde paa at de gik ut fra, han sat paa en sjap, og at de end ikke tænkte sig muligheten av at han slet paa sin kant, han med, for den store barneflok. Gud vet, at rummet var et elendighetsbillede og at det talte skrikende høit om skjævheten i en samfundsbygning, hvor det at leve et naturlig kjønsliv baade for mænd og kvinder blir den aller kostbareste luksus – en luksus saa dyr at rikfolk i tusenvis negter sig den, om de ikke negter sig noget andet. Men – værre end elendighetsrummet var det værelse som utstillingens damer foreviste som motsætning – det «ideale barneværelse», hvor to smaa senger og et spædbarns kurv stod forlatte og alene i «kunstneriske omgivelser». Det blev fortalt at kongen hadde spurt, 106hvor er badetermometeret; der forlød intet om at nogen spurte, hvor er mors seng henne? Far var i det hele ikke repræsentert – bare hans betalingsevne. Saa forfærdelig som «elendighetsrummet» var – det var ikke det værste av de to interiører. Det var trods alt saa mange skridt nærmere idealet som de smaa børns leie var nærmere morens.

Det er betegnende for den samme begrepsforvirring, naar der i vore dage fra mange hold tales som om egteskapslovgivningen skulde kunne bedre utsigterne for lykke eller minske chansen for ulykke i folks egteskaper. Eller naar det fremhæves, at dersom de ugifte mødres økonomiske stilling trygges, vil uegte børns stilling bli like fordelagtig som egtefødte børns; der vil ikke være nogen grund til at anse deres ankomst som en ulykke. Imidlertid, vel er det saa, at en far kan være sit barns ulykke, det kan for den saks skyld ogsaa en mor; et uegte barn kan ogsaa nu for tiden være langt heldigere stillet end et egte, en ugift mor bedre stillet end mangen gift. Men det almindelige vil til alle tider bli, at uegte barns fødsel betyder et av tre onder: morens cølibat for resten av livet eller barnets opfostring skilt baade fra far og mor eller dets opvekst med stedfar – eller stedfædre. Hvad det betyder vet enhver som ser bort fra enkelte lykkelige undtagelsestilfælde og husker, hvordan gloserne stedfar, stedmor, stedbarn brukes i folkelig daglig tale – i alle klasser og til alle tider. 107Lovgivning angaaende familieforhold er naturligvis like nødvendig som lovgivning angaaende sundhets– og begravelsesvæsen. Paa begge omraader har loven omtrent like megen og like liten magt over lykke og ulykke. Den kan omtrent saa meget gjøre et egteskap til en velsignelse eller forbandelse, et barns fødsel til en glæde eller en sorg, som den kan gjøre døden til en gru eller en seiervinding. Det er ikke givet flere mennesker at kunne avle børn «rationelt» end at dø «rationelt». Saasandt folk ikke lever under abnorme og sjælsfortærende vilkaar – yderlig fattigdom eller absolut økonomisk uavhængighet – forbinder gjennemsnitsmennesket altid nogenslags religiøse forestillinger med egteskapsstiftelse og dødsfald. Selvfølgelig er der mange ogsaa av de fattigste og de rikeste som har bevart dette naturlige syn paa livets avgjørende begivenheter.

Fru Katti Anker Møller anfører eksempler paa ulykkelige kvinder som i fattige kaar slites ihjel av moderskapets byrder. Dem kan en og hver forflere; i de fleste tilfælde er det imidlertid de fattige kaar og de usle boligforhold, dertil alt det meget i tiden som sliter paa folks og særlig kvinders nerver, som volder ulykken snarere end de mange fødsler. Endda træffer man jo av og til kvinder som har født og opfostret en meget stor barneskare og som i sin sunde og livskloke alderdom har det godt og gjør godt bare ved at være til – men de tilhører fortrinsvis de lag av samfundet som stadig svinder ind: den steds- og traditionsbundne 108arbeider- og haandverkerstand, landbefolkningen og middelklassen i smaabyerne, den intellektuelle overklasse i beskedne økonomiske kaar.

Selvfølgelig er der de talløse enkelttilfælde, hvor en kvindes fysiske tilstand gjør det forbrydersk at paaføre hende nyt moderskap – og hvor det sker igjen og igjen, til hun dør. Jeg anser det for umulig at lovgivningen kan hjelpe her; loven kan vanskelig og aldrig for det gode gripe ind i forholdet mellem mennesker, der staar hinanden saa nær som egtefolk, forældre og børn. Og den kan ikke ændre de enkelte menneskers – mænds eller kvinders – egoisme eller ansvarsløshet eller raaskap.

Naar fru Anker Møller mener at det i arbeidsklassen særlig skulde være mændene som mangler ansvarsfølelse i familieforholdet, saa har hun sandsynligvis ret; hun har sandsynligvis ret hvis hun mener, det gjælder mændene inden alle klasser. Naturen har nu engang gjort det lettere for manden at unddrage sig sine forpligtelser overfor avkommet; den har ogsaa git ham en mindre portion av forældreglæden og eiertrygheten overfor børnene. Farsforholdet er mindre selvfølgelig, mere subtilt end morsforholdet. Ingen mand har anden garanti for at en kvindes barn er hans end det som ligger i hendes personlighet. Det kan være like taapelig at tvile paa hendes sanddruhet som paa solens lys – men der er ogsaa kvinder som kan faa en mand til at tvile paa at solen 109skinner og at græsset er grønt, og de pleier ikke være mindre forplantningsdygtige end andre. Ingen kvinde kan tvile paa at barnet i hendes skjød er hendes, hvad hun saa føler for det og ved det. Hun vet, i det lever en del av hendes legeme paany, det kan blomstre, glædes og sørge, mens hun selv ældes og dør. Det beror paa naturens uutforskelige lune om en mand faar se noget av sig selv – sit sind, sit slegtspræg – leve videre i de børn han har avlet og draget omsorg for. Tænker man paa de to kjøns fundamentalt ulike stilling til det barn som de begge maa være med om at kalde tillive, blir al tale om likestilling mellem mand og kvinde taapelig avsind.

Ogsaa al tale om likestilling paa det aandelige omraade. Ingen uforvrøvlet kvinde vil kunne snakke om mandens «aandelige overlegenhet», saalitt som hun vil benegte hans overlegenhet paa visse omraader, blandt andet i det man til daglig kalder intelligens, dvs. i mandsforstand. En almindelig fornuftig kone vet, hendes mand kjender en hel del mere til verden end hun gjør, til gjengjæld vet hun mere om ham, end han nogensinde vil faa vite om noget menneske, sin kone inklusive. En almindelig forstandig mand pleier saa nogenlunde at kunne avgjøre om en anden mand er dygtig, en almindelig forstandig kvinde kan oftest avgjøre om han er hæderlig og god.

At bevare evnen til at skille mellem godt og ondt, det er kvindernes vigtigste opgave i menneskelivet, 110og det har ikke stort med den saakaldte intelligens at gjøre. Kvinden gjorde først bekjendtskap med djævelen; hun præsenterte ham for sin mand, og hun kjender ham bedst; det er det som er «das Ewigweibliche», som hun for livets skyld maa bevare. Det betyr litet om hun fra et mandfolkestandpunkt er dum.

En dum mand er sjelden andet end dum; en dum kvinde kan være djævelens uvurderlige medhjelp naar det gjælder at holde helvede gaaende – som Strindberg sandfærdig og utrættelig har skildret. Hun kan som Dickens’ mrs. Nickleby være halvt imbecil og dog lære den klokeste at vaske glædens guldkorn ut av hverdagenes trivielle ørkensand. Hun kan være saa dum som Gretchen og dog repræsentere det evigkvindelige som drager menneskeslegten opover. Manden kan som Faust mane til sig alle Jordens og underverdenens aander, tiltvinge sig deres assistance og høre paa deres raad, han er ikke fortapt endda, saalænge han ikke nogensinde blir helt tilfreds med deres ydelser. Av kvinden kræves der baade mere og mindre – hun skal bare kunne kjende en djævel, naar hun ser ham. Og om hun ødelægger sit eget personlige liv saa godt hun evner, om hun saa blir skyld i sin mors og sin brors død og dræper sit eget barn – hun kan frelse sig selv og andre, saalænge hun betakker sig for djævelens bistand, selv om det er til at ride fra fængsel og skafot paa hans hester.

Om Et kvinde-synspunkt

Essaysamlingen Et kvinde-synspunkt kom ut i 1919. I samlingen tok Undset med fire tidligere trykte tekster fra årene 1912–1919 («Nogen kvindesaks-betragtninger», «Det fjerde Bud», «Kvinderne og verdenskrigen» og «Begrepsforvirring»); i tillegg inneholdt samlingen et «Efterskrift», nyskrevet for anledningen.

I tekstene tar Undset for seg kvinnespørsmål. Hun kritiserer flere av datidens kvinnesaksforkjempere og er kritisk til deres frihetsideal. For eksempel kan «Begrepsforvirring» leses som et slags oppgjør med kvinnerettsforkjemperen Katti Anker Møller. Undset er opptatt av kvinnens rolle som husmor, kone, mor og oppdrager.

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

• 1. utgave, 1919 (nb.no)

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook