(Juni 1918)
67I flommen av krigslitteratur – ialfald det av den som er kommet mig for øie – er det paafaldende ved kvindernes bidrag mindre den forholdsvis ubetydelige gehalt end det absolut ubetydelige omfang. Inden krigslitteraturen glimrer kvinderne især ved sin fraværelse. Jeg bruker uttrykket bokstavelig og i alvor: At kvinderne har talt saa litet om krigen, er deres ære. Hvad den hver dag har bragt og bringer over millioner av enkelte kvinder, kan enhver tænke sig, som orker det. Men hit til os har der ikke trængt mange klagelyd fra kvinderne i de krigførende lande.
Man har herhjemme hat litt vanskelig for at forstaa, at betegnelsen «de stummes leir» om kvinderne var rammende. Bl.a. kanske fordi den dame, som kreerte uttrykket, selv stadig var sysselsat med at si fra. Desuten rammer nok uttrykket, men det rammer litt ved siden av blinken. Camilla Collett mente selvfølgelig ikke at kvinderne tier saa svært meget saan i sin almindelighet; hun mente bare at de fortier – som de gjør og som de har gjort til alle tider, saasandt de bare har hat utholdelige vilkaar. 68Naar kvinder kan leve nogenlunde efter sin natur, vil de helst tale om uvæsentlige ting; om de væsentlige ting i livet vidner de ved sine gjerninger – eller misgjerninger. Inden hjemmets vægge, er en kvindes tale kun akkompagnement og gjerningerne tekst og melodi. En mors ord til barnene – de flygtigste og de tyngste, de bitreste og de ømmeste – har ingen egenværdi; de faar sin betydning eftersom hun handler. Det er kun mænd som kan lære sin samtid noget nyt om barn – og sende sine egne unger paa barnehuset.
Og i samfundslivet var kvinderne i aartusener stumme – og virksomme. Deres frugtbarhet, deres arbeidsvilje, deres sædelige resignation eller tøilesløshet har været saare bestemmende for nationernes trivsel; de har spillet en politisk rolle som fyrstinder, forrædersker, som sammensvorne og som heltinder – men snakket politik har de da stort set aldrig gjort.
Men i det sidste aarhundrede, mens luften over Europa stadig blev mere og mere uveirssvanger, saa det ut som om kvinderne stadig mere og mere overvandt sin naturlige tilbøielighet for at sætte konversationen i talens sted. Ja mens – specielt i de saakaldte germanske, rigtigere sagt reformerte – lande konversationens skjønne kunst truet med at dø ut av mangel paa dyrkersker, blev kvinderne ivrigere og ivrigere til at si fra og ikke fortie hvad de mente om sig selv og om mændene, om familielivets problemer 69og om samfundslivets. De uttalte sin mening om livsspørsmaalene i almindelighet med en mangel paa forbehold som den enkelte kvinde i det konkrete tilfælde kun utviser, naar hendes barn trues av en ulykke eller hun vil skilles fra en mand.
De inderste og dypestliggende aarsaker til den saakaldte kvindesaksbevægelse er flokede og vanskelige at trække frem i dagen. Personlig tror jeg at de væsentligste er disse: I det sidst forløpne hundrede aar tok utviklingen i hovedsaken retning mot ett maal, materielt velvære – dvs. mændenes bestræbelse var rettet mot dette maal. Idealisterne drømte om og kjæmpet for at skape materielt velvære for flest mulig, det store flertal av enkelte mennesker drømte om og kjæmpet for materielt velvære for sig selv. Og nu er det noget av det litet som kan siges med en viss almengyldighet om kvinderne under ett: for materielt velvære har de ikke sans. Kvindelig sensualisme er dypt forskjellig fra mandlig materialisme. For det store flertal av kvinder som fromt og hæderlig lever efter sit kjøns instinkter, blir livet rikt paa glæder og sorger, som kjøpes paa bekostning av velvære og bekvemhet. Og det faatal av kvinder som ved sine mandlige paarørendes sociale position kunde nyde materielt velvære, har opfundet selskapsliv, veldædighet og møter – altsammen institutioner som dokumenterer kvindernes uvilje mot makelighet og et sorg- og bekymringsfrit 70liv og deres forkjærlighet for slitet – det unyttige i mangel av det gavnende, for ufrugtbare lidelser i mangel av frugtbare. (Om nogen mand tviler paa dette, saa kan han forsøke at leve en eneste dag i stramt korset og paa høihælede sko, et numer mindre end føtterne).
En anden grund til kvindernes misnøie er denne: Mændenes høilovede maskiner tok mere og mere arbeide fra kvinderne, og de arbeidsløse kvinder maatte gaa efter maskinerne og be om beskjæftigelse ved industrien og i forretningsverdenen. Der bødes dem selv et kummerlig livsophold og – høit regnet, i de færreste tilfælde – en ynkelig smule velvære, uavhængighet og frihet, goder, som meget faa kvinder sætter pris paa, skjønt mange tappert har forsøkt at late som de er henrykt over sit vundne bytte. Efter mine egne erfaringer mellem selvstændige kvinder er jeg ikke i tvil om at det ynkeligste liv som kan bydes en kvinde er det, som gir hende selv eksistensmidler, mens overskuddet av hendes arbeidsydelse kommer likegyldige og fremmede enkeltpersoner tilgode. Man taler om tanternes sørgelige kaar i gamle dage og om nonnernes ulykkelige skjæbne – meningen med nonnerne var jo at de skulde være enslags aandelige tanter og hjælpersker. Men vent til det første kuld enslige selverhvervende kvinder falder for aldersgrænsen – maa gaa fra sit arbeide og skal sitte og vente paa døden uten en blodsforvant ungdoms skjæbne at følge med i, 71uten en haand at holde om i døden, uten et hellig hjerte eller en korsfæstet brudgom at fæste de bristende øine paa.
Det er umulig at si, hvordan krigen kommer til at influere paa kvindebevægelsen. Hvad vi ser idag er bare det, at kvinderne i krigens lande mest tier og lider og handler. Hvordan skulde det kunde være anderledes? Deres mænd, deres sønner og brødre er dømt til offer og lidelser som ikke kræves av kvinderne. (Og alle sunde menneskelige instinkter oprøres, naar kvinder ved ulykkestilfælde, ved fremskredne krigsmetoder o.l. gjøres meddelagtige i de krigslidelser som er mændenes lod og del. Kvinderne maa ialfald ikke bli blodige krigsofre, for kvindernes blod er bestemt til næring for nye liv). Saa avholder vel ogsaa kvindernes ældgamle følelser for sin egen værdighet dem fra at maale sine lidelser med mændenes. Den samme følelse har avholdt dem fra at pukke paa sin direkte uskyldighet i krigen – ialfald nu, mens mændene er midt i branden. Det blir kanske anderledes, naar der engang blir fred; da kan det ogsaa være tid til at drøfte hvor stor en part de bærer av den indirekte skyld.
Men det ser ialfald ut som om krigen foreløbig har gjenoprettet det normale forhold mellem kjønnene. «The women at home – God bless them» stod der i et brev fra en engelsk soldat, som jeg forleden saa hos en av mine venner. Og kvinderne hjemme gjør arbeidet efter 72mændene saa godt de kan det – saan som kvinderne altid har gjort, naar krig og død tok mænd og fædre bort, og som de sikkert altid vil gjøre det; mændene kan aldrig opfinde en samfundsmekanisme som ikke kan holdes igang av kvinder, naar det trænges. Denne kvindernes evne til at gjøre mandsarbeide foruten sit eget arbeide har altid været slegtens reservefond som det forrige aarhundrede forgrep sig paa, da den blev lagt beslag paa i utrængsmaal.
Nu ialfald er al mandjevning mellem kjønnene unødig og uværdig. Mændene er ute for at la sig dræpe og lemlæste, kvinderne sitter hjemme, sliter, sulter, ængstes, sørger og beder. Mændene har kanske trøst i sin evne til fællesskap, til at føle sig som dele av en enhet; kvinderne finder kanske styrke i sin evne til altid at føle sig som en enkelthet. Kameratskap er vel den følelse, som er kvinderne mest fremmed – det som kameratskapsfølelsen gir soldaten, maa kvinderne bak fronten undvære. Til gjengjæld har kvinderne sig imellem likegyldigheten for hverandre – en likegyldighet, som i tilfælde kan slaa over i forfriskende antipati eller i den sympati, som mellem kvinder altid faar noget av blodsslegtsskapets, søsterlighetens inderlige ømhet og religiøsitetens dybde.
Man er ræd for at haabe for meget av den haarde tid, som maa følge efter krigen – kanske meget fordi haabets profeter virker som saanne smaa profeter. Turde vi i det mindste 73haabe at mænd og kvinder tvunget av nøden vilde la være at kives – nu da den store verdensulykke har lagt i aske saa meget av alle de værdier, trætten gjaldt. Og at den store hær av kvinder vil ta sin skjæbne som den unge pike i Marika Stjernstedts «Officershistoria» – være dem som taalmodige og tause forsøker at bygge paa dødens brandtomter og tjene livet. – Det fornødne lille elitekorps av forødersker vil vel ogsaa samles og gjenopta sin virksomhet – men det faar nu verden finde sig i; det har saa allikevel aldrig manglet.
Jeg har nylig faat mig tilsendt endel kvindebøker om krigen;Forfatternote: Marcelle Capy: En kvinnas röst i stridslarmet. P. A. Norstedt & Söners förlag, Stockholm. / Augusta Katarina Bergh: Boken om Stahregården. Albert Bonniers förlag, Stockholm. / Ellen Key: Själornes Neutralitet. Bonniers förlag, Stockholm. Et dybere Syn paa Verdenskrigen. Nyt Nordisk Forlag, Kjøbenhavn. / Marika Stjernstedt: Frankrikes Själ. Bonniers förlag, Stockholm. det mest iøinefaldende ved dem er at de hver paa sit vis aabenbarer kvindernes uformuenhet, naar de forsøker at overskue og forstaa krigen. De er samtlige paa svensk, de tre skrevet av svenske damer, en enkelt er oversat fra fransk.
Romain Rolland kalder i et forord Marcelle Capy den galliske lærke. Det kan jo være træffende eftersom lærken er en overordentlig almindelig fugl. Marcelle Capys bok har netop 74sin styrke deri, at den virker saa uendelig almindelig. Hendes kritik av de latterlige og uværdige foreteelser som blomstrer under krigstilstanden, er konform med al jevn og sund menneskefornufts kritik; hendes hjertes forstaaelse og følelse med de sørgende og lidende er saa dyp og øm og klok som kvinders pleier være, naar de først for alvor er vækket til medfølelse. Overordentlig smukt er saaledes kapitlet Venus Genitrix – hvor hun citerer tyske kvinders klagende og ømme brev til sine. Og hendes meninger, naar hun fremsætter dem, er ogsaa svært almindelige – gjennemsnitsintelligente. Det særlig galliske ved hende er ikke meget fremtrædende – det ytrer sig mest i hendes evne til at forme sine smaastykker kort og til at undgaa grøtet sentimentalitet. Det allermest tiltalende ved Marcelle Capy er at hun – likesom lærkerne – virker som en av mange; hun er sympatisk i sin tro og sin menneskelighet, og man faar absolut indtryk av at talløse kvinder tror og tænker og føler ganske som hun.
*
Det forekommer mig sandsynlig at de optegnelser, som utgjør en tredjedel av boken om Stahregaarden, virkelig er en ung pikes krigsdagbok. Literatur er det ialfald ikke; det er hellerikke de første to tredjedele av boken, men den novellistiske indledning virker som et illiterært menneskes forsøk paa at lave en historie i likhet med saant som det har læst; dagboken virker 75som et illiterært menneskes forsøk paa at nedskrive hvad det har tænkt og følt og lidt. Else Schilers dagbok griper, fordi den virkelig gir et billede av et kvindeliv som krigen tyner – slik vet vi den tyner millioner. Selve optegnelsernes svake, bleke form, de mange litt forlorne og klodsede uttryk for følelseslivet bidrar til at styrke indtrykket: Else Schiler er saa liten og ubetydelig; hadde hun faat medgang i livet, vilde hun været os hjertelig likegyldig. Nu maa hun bære hele krigstilstandens frygtelige paakjending; hendes hjerte, som ikke synes skapt til stort mere end sentimentalt føleri, sprænges av at huse den ramme, alvorlige angst for brudgom og bror. Og i en tid, der stiller saa haarde krav til kvindernes styrke og dygtighet, kommer hun at føle sin udygtighet som smerte og ensomhet – den hun under normale forhold vel snarest vilde anset som en finesse ved sig selv. Vi overbevises om at Else og tusen smaa kvinder, der ligner hende, knækkes og knuses av krigen, og vi gripes av hendes skjæbne, tiltrods for den usandsynlig slet skrevne indledning om den.
– Naar vi læser i avisen at et hus er brændt, saa spørger vi ikke hvordan de mennesker var, som blev kvalt av røken. Mennesker, som knuses av ulykker, er aldrig mere likegyldige mennesker. Vi spekulerer paa, hvordan verden skal bli efter krigen – faa av os er vel saa dristige at vi tør tro noget bestemt om hvordan den vil bli. Vi kan ikke vite hvormeget det vil 76komme til at betyde, men nogen betydning maa det da vel ha, at saa mange har lært at føle dyp og saar medlidenhet med mennesker, som vi under lykkeligere forhold ikke regnet for mere end smaa ærgrelser.
Ellen Key hører ikke til dem som er rædde for at tro noget bestemt om verden efter krigen. Hendes to smaa hefter bugner av tro og visdomsord – og av citater som dokumenterer, der er nok av godtfolk foruten hende som tror og utsaar visdomsord i sakens anledning. Man færdes i et sandt vildnis av citater og kontracitater – citater i teksten og citater under teksten og citater indeni citater.
*
Kan Ellen Key være noget menneske til trøst med sine smaaskrifter, saa er det jo bra i denne onde tid. Paa mig virker de som en høist nedstemmende lekture. Hun forkynder i slutten av sin piece om det dypere syn paa verdenskrigen: «Vi saakaldte «materialister» ser klarere. Vi vet at det, der nu gaar til grunde, det er kun et blodig forhæng, som har hindret menneskeheten i at trænge ind i det dypeste av alle mysterier: det at Gud bor skjult i denne tilværelse, og at det er vort slegtleds religiøse kald dag for dag at aabenbare ham». Jeg har altid trodd at dette mysterium var en integrerende del av kristendommen, som foreskriver alle kristne en fælles bøn, hvor det bl.a. heter: «til os komme dit rige» og «ske din vilje som i himlen saa og paa jorden». 77Det er en tanke som jevnlig faar uttryk i kristelige skrifter, at ved menneskenes synder saares og korsfæstes Kristus igjen. Jeg er ræd for at det blodige forhæng som har hindret menneskeheten fra at trænge ind i dette mysterium og som talløse ganger i menneskehetens historie har været draget tilside, ikke gaar tilgrunde denne gang heller. Og jeg er ræd for at forhænget er blit vævet av menneskenes evindelige forsøk paa at skape «de to livsprincipers endelige harmoni» som Ellen Key taler om: «– synthesen mellem de to grunddrifter i menneskenaturen – selvopofrelse og selvhævdelse – som vi endnu bestandig søker».
Gang paa gang har menneskene trodd, de visste veien til et fredens, lykkens og godhetens rike allerede her paa jorden. Og vi kan ikke si at deres tro er blit gjort tilskamme, for menneskene har aldrig forsøkt at gaa de veiene tilende. Den katholske kirkes idé om en kristnet menneskehet, den franske revolutions idé om en republik i frihetens, likhetens og broderskapets tegn – ingen av dem er kommet til utførelse. I det et og et kvart aarhundrede som er gaat siden Den store revolution, er demokratiets idé stadig blit mere og mere forfusket. Denne idé fik et sublimt enkelt uttryk i den paabudte republikanske tiltaleform: «borger» og «borgerinde»; det gav en grei definition av individets ret og pligt i samfundet; mot enhver som vil mere eller mindre end like borgerret og borgerpligt 78har samfundet ret til at skride ind. (Om med halshugning eller ikke halshugning, er et anden sak; her blir spørsmaalet om dødsstraffen som princip). Det er karakteristisk for demokratiets utvikling at det parti, som specielt regner sig for revolutionens barn, nu benytter tiltaleformen «kamerat». En ting for sig er det at denne tiltale røber bevægelsens foragt for det kvindelige element i samfundet – tusener av kvinder har til enhver tid følt sig som borgerinder av sit samfund, men neppe nogen kvinde har nogensinde følt sig som kamerat – paa mænds vis – med nogen eller noget. Men hovedsaken er at en formel bruk av glosen er enten tankeløst bruk av ett av de vakreste ord, som mændene har for sig. Ret til at vælge hvem han vil kalde kamerat er da vel noget av det en mand burde kunne la sig halshugge for. Eller betegnelsen kamerat misbrukes for partifælle, fælle i interesser. Isaafald varsler det, at kanske kan vi komme til at opleve den revolution som mange frygter – blodige optøier. Men der er litet haab om at vi skal opleve den revolution som nogen av os har ventet med længsel – den som betød ikke først og fremst et skifte av herrer, men et skifte av herskende idealer. «Kameraderi», hvad andet har styrt Europa og styrt det ut i verdenskrigen.
Om den anden verdensforløsende plan, den katholske kirkes, vet vi her i disse protestantiske lande saa uhyggelig litet. Vi har lært en hel 79del om de perioder, da kirkens mænd ikke fyldte kirkens krav – men meget litet om de kirkens mænd som paany og paany reiste de guddommelige krav i sin guddommelige strenghet. Vi har hørt om klosterlivets forfald, men intet om de geniale tanker som laa til grund for klostervæsenet – bl.a. den, at for at kunne hjælpe de fattige og fortrykte i samfundet uten at saare dem maa man gjøre sig selv fattig –, ikke rik! Vi faar Morten Luthers liv servert som opbyggelseslekture – om de store helgeners og helgeninders liv og virke faar vi vite saa godt som ingenting. Vi lærer om de krige, som var resultat av reformationen, men litet om kirkens kamp for fred paa jorden, for at bryte de verdslige herrers haardhet, for asylret, for at fremme likhet og broderskap paa jorden osv. osv.
Og dog er kirkens historie som et paradigma paa det guddommeliges skjæbne i menneskenes hænder. Den har været bæreren av de tanker som ikke kan dø – og som flertallet av mennesker ikke orker at leve efter – og som de altid igjen efter en tid opdager at de ikke kan leve foruten. Sikkert vil den franske revolutions tanker faa samme skjæbne – ogsaa til drømmen om frihetens, likhetens og broderskapets republik vil menneskene sikkert før eller senere vende tilbake.
Men det som har gjort at menneskene altid har stanset og ikke er gaat videre frem paa de veie som de selv har trodd førte til lykken, det 80har netop været ikke at de begyndte at tvile, men at de ikke orket anstrengelsen længer. Saa stanset de og forsøkte at finde «de to livsprincipers endelige harmoni» –«synthesen mellem de to grunddrifter i menneskenaturen – selvopofrelse og selvhævdelse – som vi endnu bestandig søker». Eller kompromiset
*
Marika Stjernstedts bok «Frankrikes Själ» er en uforbeholden og hengiven hyldest til det land, hvis kamp hun følger med beundring og med smertelig og angstfuld spænding. Jeg bekjender at jeg foretrækker denne holdning uendelig meget for den Ellen Keyske sjælens neutralitet der væsentlig bestaar i at uttale billigelse av Vestmagternes statslige principper og misbilligelse av Tysklands, mens hun samtidig ustanselig peker paa at der ogsaa i ententelandene forekommer beklagelige ting og at mange tyskere er svært bra mennesker. Selv de mest fanatiske partitagere vil vel neppe negte at der findes engelsk ramp og franske apacher, at der mellem de mænd som krigen har dræpt og lemlæstet ogsaa fandtes mange gode mennesker paa tysk side, at der er elskelige kvinder blandt de tyske som graater over sine døde. Alle kan vi vel ha vor lille mening om at ententens politikere har gjort ting vi daarlig liker – at kunne like centralmagternes politik er vel færre givet.
Chesterton siger etsteds – jeg husker ikke ordlyden – at det nærmeste man kan komme 81til at være upartisk er at vedgaa, man er partisk. Marika Stjernstedts bok er hæderlig og renslig partisk. Hun foregir ikke at overskue eller forstaa krigen som hele, derved faar boken noget av den samme sagtfærdighetens charme som hendes officershistorie til jul. Hendes utsyn er begrænset; hun ser først og fremst disse to ting, at krigen er usigelig forfærdelig og for en kvindes hjerte ene og alene fordømmelig – og dog er kjærligheten til det lidende fædreland hellig og skjøn, og sit fædreland skylder man alt.
Hvorfor ikke tilstaa, jeg synes hendes bok var god at læse, og alle som elsker Frankrike, vil vist mene det samme. Der er en dæmpet tone over den – som det sømmer sig en elsker av Frankrike at skrive om det land, der har git os alle umaalelige værdier – som nu i en kamp paa liv og død staar for alle de værdier, som synes os de umisteligste i livet – og vi har intet andet at gi det end i al ydmyghet vor angst og vor kjærlighet.
Det er jo da saa – trods al tale om individuel godhet og slethet hos de enkelte engelskmænd, franskmænd og tyskere – at nu i krigen personificerer hvert land sig for os; vi opfatter nationernes sjæle som personligheter.
Jeg forsøker at huske indtryk av tyskhet, der har berørt mig som noget smukt eller godt. Landskaper, bybilleder, hvis skjønhet har noget miniaturagtig ved sig – eller en stemning av vakre børnebøker. Jeg husker fra gallerierne 82ansigter fra en svunden tid; deres skjønhet var i deres stilhet. Jeg husker smaavers som med fuldendt ynde gir sjælens veke, vegetative rørelser. Altid noget som bringer tanken hen paa Schneewittchen, som sover i glaskisten etsteds inde mellem de lave tyske aaser. Men – en heftig bevægelse, en gestus, et sterkt følelsesutbrudd – og alting blir stygt, kluntet og uegte og latterlig. Mens Frankrike – det er jo den skjønne bevægelse, sindets og legemets, – det franske landskap hvor himmel og lys og dis samler alle detaljer til en helhet som er storladen og festlig.
Det synes mig utænkelig at det tyske folk godvillig skulde gi slip paa sin militarisme – la den koste det, hvad det skal være. Mon ikke det tyske folk trænger militarismen som hummeren trænger sit skal – det utvendige haarde panser om sit myke, benløse legeme. For et Stortyskland er sikkert preusseriets haarde disciplin, preussisk administration en livsbetingelse – skallet som gir styrke og bevægelsesevne til et folk, hvis inderste struktur er bløt og uspændstig.
Men derfor er det ikke misundelse eller avind, ikke engang frygt først og fremst, som bevæger dem, der gruer ved Tysklands fremgang. Det er en instinktiv partitagen for mennesket, det som har sin fasthet, rygraden, inde i sig og en myk og følsom hud ut imot verden, i dets kamp mot jettekrebsens uhyggelige klør.
83Man finder dyp og hemmelig betydning i de mindste ting. Marika Stjernstedt har sat Saakvinden fra de franske frimerker som vignet paa sin bok. Man husker de tyske frimerker med Germannia paa – hun med pikkelhuen paa hodet og to pikkelhuer til paa barmen; selve morsmelkens kildespring er blit indkapslet. Og man ser paa Saakvinden: hvor frit og ubeskyttet hun bærer sit skjønne legeme i den luftige dragt, hvor spændstig og letfotet hun gaar frem mot vinden og slynger sit sædekorn.
Ja, hun passer godt til at betyde Frankrikes sjæl, og den kan ikke bevare «sjælens neutralitet» som synes, hun kjæmper paa liv og død mot den stygge bylt fra Siegessäule, hun som vil begave verden med sine skaller og lære den at bevæge sig automatisk og grotesk.
Men Frankrikes sjæl har jo netop strødd ut saakorn alle dage. I Europas historie har Frankrikes sjæl været som den gode fegudmoder i eventyrene, og verden vil bli frygtelig, hvis fegudmoderen blir overvundet.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Essaysamlingen Et kvinde-synspunkt kom ut i 1919. I samlingen tok Undset med fire tidligere trykte tekster fra årene 1912–1919 («Nogen kvindesaks-betragtninger», «Det fjerde Bud», «Kvinderne og verdenskrigen» og «Begrepsforvirring»); i tillegg inneholdt samlingen et «Efterskrift», nyskrevet for anledningen.
I tekstene tar Undset for seg kvinnespørsmål. Hun kritiserer flere av datidens kvinnesaksforkjempere og er kritisk til deres frihetsideal. For eksempel kan «Begrepsforvirring» leses som et slags oppgjør med kvinnerettsforkjemperen Katti Anker Møller. Undset er opptatt av kvinnens rolle som husmor, kone, mor og oppdrager.
Se faksimiler av førsteutgaven fra 1919 på nb.no.
Les mer om Undsets skildringer av moderskap i «Det mangfoldige moderskapet : Kristin Lavransdatter i feministisk perspektiv» av Christine Hamm, i tekstkritisk og kommentert utgave av Kransen, NSL/bokselskap.no 2020.
Forfatteren og samfunnsdebattanten Sigrid Undsets betydning for norsk og internasjonal litteratur- og samfunnshistorie er uomstridt. Hennes omfangsrike produksjon favner romaner, noveller, essaysamlinger, helgenbiografier, artikler og selvbiografiske skrifter.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.