113Jeg har fra tid til anden mottat opfordringer fra mig personlig bekjendte og ubekjendte likesindede reaktionære om at offentliggjøre nogen artikler, jeg leilighetsvis har skrevet om emner som mere eller mindre direkte berører kvindernes stilling i samfundet, slik den i øieblikket er. Naar jeg nu følger dem er det først og fremst fordi jeg vet, jeg har meningsfæller og at vi i dette øieblik er en forsvindende minoritet – muligens endda mindre end jeg tror, muligens litt større.

Det kan gjerne være det ikke vilde komme til at faa større betydning selv om en og hver, der i hovedsaken ser paa forholdene som jeg gjør, sa fra. Jeg vet godt at de allerfleste mennesker – rimeligvis niognitti av hundrede – vil si at utviklingen gaar i retning osv. For mig er imidlertid netop dette tidens mest brændende spørsmaal, hvorvidt «utviklingen» er en mystisk Gud Almægtig som sender os hit eller dit, eller om det i det store og hele er vor vilje som bestemmer 114dens retning. For mig i det mindste ser det ut som der ligger noget av en massesuggestion til grund for den moderne overbevisning om utviklingens egenraadige natur. For vel er det saa, at resultatet av enhver menneskelig bestræbelse blir mere eller mindre anderledes end det tilstræbte. Men som oftest bestemmes det, man opnaar, dog ganske meget av hvad man vilde opnaa. Og saan som jeg ser paa tingene, maa jeg tro, at hvad flertallet av de kvinder som mener, de fører ordet for alle kvinders interesser i samfundet, hittil har opstillet som maal, det har trukket utviklingen ind i et skjæbnesvangert spor. Kommer vi nogensinde bare saa nær i nabolaget av disse kvinders maal, som mennesker pleier at komme, saa vil forholdene rimeligvis inden ret længe nødvendiggjøre en temmelig braa og brutal reaktion. Kvinderne vil nemlig da være kommet i en stilling som truer selve forutsætningen for samfundets eksistens, dets fornyelse – slegtslivet og yngelpleien, hvis man vil ha de moderneste navne paa tingene. Og da det ikke er rimelig at forutsætte en avdøen av det almindelige menneskelige instinkt som vil tro, at imorgen er det atter en dag, og saa for at efterslegten skal kunne høste og som synes det er ufyselig at tænke paa en utdødd jord eller paa at en fremmed race skal bo paa vore tomter, saa er det vel bare sandsynlig at mændene, den dag det instinkt igjen blir høirøstet, vil kaste kvinderne ut av en saan stilling – selv om kvinderne 115er villig til at opgi den godvillig. Og de vil rimeligvis gjøre det med brutal magt, ettersom det er den eneste sikre maate, hvorpaa mænd kan faa overtaket over kvinder; – forhandling paa et fornuftmæssig grundlag er mellem mænd og kvinder altid vanskelig og sjelden frugtbringende, bl.a. av den grund at fornuftige mænds og kvinders fornuft er saa ulikeartede.

I den mere private relation mellem de enkelte mænd og kvinder opveies nu mandens større fysiske styrke ved at kvinden gjerne har meget mere end manden av en bestemt art sjælelig utholdenhet: hun orker, ja liker ofte likefrem, at si den samme ting hundrede ganger, mens mænd flest knapt orker at høre en ting ti ganger og gjerne gjør svært meget for at slippe at høre det den ellevte. Enten man vil tro at denne kvindernes evne er nedlagt i dem fordi de er bestemt til at være mødre eller de har faat den utviklet av at passe børn i adskillige aartusener, saa vilde de ialfald ikke ha holdt ut at opfostre børnene uten den. Og naar en retskaffen mand saa yderst sjelden forsvarer sig med næverne mot det som han føler som en utaalelig sjælelig overlast – allerede Alfred den Store sier i sine ordsprog at tre ting driver en mand ut av hans hus: røk, takdryp og en skjendende kvinde, og han har det vist fra Vulgata – saa er det rimeligvis fordi en gnaalende kvinde gjerne i hans underbevissthet vækker mindet om moren, siden de fleste sønner mange ganger har ønsket, de 116kunde rømme fra det hus, hvor mor altid og evig sier de samme ting opigjen.

Men den forholdsvise taalmodighet, hvormed en gjennemsnitsbra mand i det enkelte konkrete tilfælde finder sig i hønehakking (for at oversætte den fortræffelige engelske glose for en specielt kvindelig kampmethode) – i en vag erindring om at han engang er blit underkastet behandlingen til sit eget bedste –, den kan man ikke vente mændene skal kunne præstere overfor kvinder som optræder i fylking. Der ligger et helt kompleks av erfaringer til grund for det faktum at mænd altid har brukt at tale om «kvinden», naar de har villet uttrykke sin respekt for det svake kjøn, og om «kvinderne», naar meningen er at si noget nedsættende. Saa godt som en hvilkensomhelst kvinde virker bedst hvis hun staar som isolert figur; de fleste mænd derimot gjør sig bedst i en flok.

Hvad som nu kan være aarsak og hvad som kan være virkning – en kjendsgjerning er det ialfald, at overlatt til sig selv gaar mænds instinkt gjerne mot organisation, kvinders mot isolation. (Kvindernes smag for selskabelighet er en anden ting; denne form for sammenkomst har aldrig hat karakter av arbeidssammenslutning. En kvinde deltar i det for at gjøre sig gjældende; der eksisterer ingen kvindeselskabelighet som gaar ut paa at kvinderne indbyrdes skal hjelpe hinanden til at gjøre sig gjeldende. Og naar de slutter sig sammen i menigheter og foreninger, 117er hensigten altid at hjelpe andre, utenfor foreningen værende individer).

Det oprindelige instinkt viser sig hos børn. Gutter opererer gjerne i horder, smaapiker gaar helst sammen to og to, og «bedstevenindeskap» er paa en gang meget mere intimt og mindre uegennyttig end guttevenskap. Jeg tror i det hele ikke der er mange punkter hvor mænd og kvinder har vanskeligere for at forstaa hinanden end paa dette – de to kjøns forskjelligartede indbyrdes venskap. Det er kanske grunden til at mand og kone i de fleste egteskaper ser mere eller mindre surt til hinandens venner og veninder, trods alle gode forsætter om at respektere de baand av den art, som den anden har knyttet i tidligere tid.

Guttebanders leke er nu saa godt som altid basert paa et system av love og regler, fra klinking om stik og football til gymnasiesamfund og ungdommelige forbryderorganisationer. For de leke, som drives av smaapiker eksklusive, er der næsten aldrig regler – de bestaar netop i at la indskydelserne løpe uhindret; man kan ikke leke mor og barn, koke paa dukkekomfyr eller holde selskap efter spillelove. Og i slike leke som drives av alle børn, baade gutter og piker, har de sidste meget mindre sans end gutterne for at regler skal respekteres – det kan ikke negtes at de er meget værre til at «jukse». Det er det værste ved dem. Det bedste ved dem er at de meget oftere end gutter har moralsk mot 118– tør være ved at de ikke har lyst til at gjøre noget som alle de andre vil, eller at de ikke kan, fordi de har lovet hjemme ikke at gjøre det.

Det er jo nemlig saa at al samfundsorden er skapt ved realisering av specielle mandlige idealer og at uorden i menneskers privatliv er resultatet av specielle kvindelige idealers fiasko. Anarki er den tilstand som opstaar, naar mennesker ikke vil la sig regjere av love og det ikke lykkes noget enkelt individ eller nogen gruppe av individer at herske despotisk. Nu er det vist neppe nogen overdrivelse at si, at kvindernes paafaldende mangel paa respekt for lov – man kan vist godt si mangel paa forstaaelse av det abstrakte ideal som mændene har søkt realisert mere eller mindre purt og rent i lovgivningsbestræbelser – den bunder i deres natur og kan ikke repareres. Jeg synes i det mindste ikke at kvindernes optræden i den sidste tid, med krav paa særlove for sine formentlige særinteresser, røber megen forstaaelse av idealet som ligger bak lovgivningen, men mere en ganske overfladisk iagttagelse av det faktum, at lovgivning i praksis ikke altid arter sig som det den skulde være, et medium for retfærdighet, men ofte som det stik motsatte.

Utviklingen av lovsystemet for mændenes stats- og samfundsdannelse har dog stort set altid sigtet – mere eller mindre skjævt – mot lovens ideale idé – en fordeling av rettigheter og forpligtelser slik at hver enkelt mand inden 119sammenslutningen opnaar størst mulig fordel av at tilhøre et samfund og samtidig drives til at yde mest mulig til helhetens trivsel. En bevisst vilje til at finde igjen veien mot dette maal faar mæle omigjen og omigjen efter hvert forsøk av enkeltmænd og enkelte grupper paa at kjøre lovgivningen ind paa et sidespor – til opnaaelse av mest mulig rettigheter og mindst mulig pligter for sig selv. Tendensen har dog gaat mot mere og mere lov og orden, hvis haandhævelse mere og mere er blit betrodd valgte istedetfor selvbestaltede styrere. Mænd har praktisk talt aldrig hat sympati for den despotiskanarkiske styreform, paa de undtagelser nær som med rette eller urette har ment om sig selv, de hadde evnen til at styre enevældig.

Naar kvinderne direkte har hat saa litet at si ved lovsystemets utvikling, da er det bare en medbestemmende faktor at mændene har været fysisk overlegne og saa at si har kunnet ta kvinden i armen og stille hende utenfor. Ialfald i den forstand, hvori kvindesakskvinderne i sin tid paastod dette, er det en usandhet. Selvfølgelig er mænds og kvinders stilling i samfundet inderst inde utelukkende bestemt av deres forskjellige fysiske utrustning. Det ligger f.eks. i de fysiske kjønsegenskapers væsen, at mens mand og kvinde fra tidernes morgen hver paa sit vis har maattet resikere livet for samfundets bestaaen, saa har man paalagt og paalægger den dag idag mændene vernepligt – under feudalberrer, 120i nationale armeer, i arbeidsgiver- og arbeiderorganisationer. Men endnu ialfald har dog vistnok ingen for alvor tænkt at paalægge kvinden fødepligt – pligt til at opgi sin jomfruelighet av hensyn til samfundets bestaaen, selv om hun absolut intet ønske nærer om at indlate sig med nogen mand. Imidlertid tror jeg, at naar kvinderne hittil har fundet sig i at mændene gir love uten at spørre dem, saa skyldes det hovedsagelig det fagtum, at de ikke har hat større at si om den ting.

Saken er jo netop den, at mens det er ganske meningsløst at tale som om mænd qua mænd og kvinder qua kvinder har primære særinteresser, saa har de hittil altid hat særskilte arbeidsfelter. Og intet tyder paa at der skulde være noget at vinde ved at forandre grundlinjen for denne arbeidsdeling. Selv den mest fuldkomne samfundsindretning kan jo ikke i og for sig skape de enkelte individers lykke, men bare betingelser for lykke. Hvert enkelt menneskes lykke eller ulykke bestemmes først og sidst av dets egen natur og desuten som oftest væsentlig av dets nærmeste omgivelser. Men nu har hvert eneste menneskes nærmeste omgivelse i begyndelsen været en kvinde – bokstavelig talt! Og hvert eneste menneskes krop og sjæl har været lagt i kvindehænder paa det tidspunkt da det var svakest og mest hjelpeløst; det har staat til kvinder først og fremst at undertrykke eller fremelske i barnet de egenskaper som bestemmer 121menneskets evne til at smi sin lykke eller ulykke. Det er ikke mere end naturlig at mændene i følelsen av dette forhold har hat vanskelig for at se nøgternt paa «kvinden», men under forhold som betinger et litt nuancert følelsesliv – gjerne blir sentimentale eller kyniske, naar de taler om hende, ser en engel eller en djævel i hende eller i det mindste et besynderlig og gaadefuldt væsen. Skjønt vist en hvilkensomhelst kvinde som prøver at se paa sig selv og sine medkvinder ærlig og uten servile forsøk paa at tilpasse sig efter et mandfolkesyn, mener at vi er ialfald enklere og mindre gaadefulde end manden.

Som det maa være. For at en kvinde føder et barn vil jo bare si at alle hendes fysiske organer faar lov at funktionere, men enhver nogenlunde almindelig og gjennemsnitlig kvinde føler sit moderskap som et mirakel. Men mirakler er jo netop hændelser som føles overnaturlige, fordi de gjør brudd paa alle vore fra dagliglivet erhvervede forestillinger om tilværelsens uendelig komplicerte karakter.

Nu er det saa at paa kvindernes særlige arbeidsfelt – i hjemmet – hvor livets statiske elementer stadig aabenbarer sig, menneskene utfolder de fundamentale egenskaper, som ikke har forandret sig nævneværdig i historisk tid, og begivenheterne stadig er av samme forholdsvis enkle og overraskende karakter, der har kvinderne gjerne foretrukket et despotisk eller 122anarkisk regimente. Niognitti av hundrede gjennemsnitskvinder mener med et lykkelig familieliv et hjem, hvor de enten underkaster sig en mand, hvis overlegenhet de erkjender, eller hvor de har underkuet en mand som de anser for underlegen. Og denne forestilling om idealhjemmet som et sted hvor en faderlig eller moderlig vilje har overherredømmet og fordeler rettigheter og pligter, har aldeles ikke bare de kvinder hvis karakter og temperament gjør dem selvskrevne til at være den styrende vilje. Tvertimot, de allerfleste kvinder og ikke mindst de dygtigste hjemmeherskere eller argeste hjemmetyranner mener, at de vilde følt sig lykkeligst med en mand som hadde evnet at regjere over dem. Eller de tror i det mindste at de mener det. Og hvis et lykkelig gjennemført despoti ikke lar sig etablere saa foretrækker de fleste kvinder i sit hjem anarki fremfor et demokratisk styre efter fiksert magtfordeling. Et egteskap kan arte sig som en endeløs og resultatløs kamp om overmagten, en i al evindelighet fortsat trætte om rettigheter og pligter, hensyn og hensynsløshet, og der er allikevel ingenting i veien for at hustruen – og ofte begge kombattanter – i virkeligheten befinder sig vel ved det. Det er kun ved en eneste fase av et egteskaps utvikling – det gjælder for den saks skyld ved enhver intim relation mellem mennesker – at der med fordel kan gripes ind av loven – ved opløsningen.

123Nu hører vi imidlertid næsten daglig at der – ofte fra samme hold – prækes foragt for arbeidet paa at regulere samkvemmet mellem statens og samfundets lemmer ved lovsystemer og samtidig ropes paa mere og mere lovsystem og statslig indgripen i forholdet mellem familiens medlemmer. De samme mennesker uttaler ofte den sorteste pessimisme, naar det gjælder at løse mellemmenneskelige konflikter av grupper som ialfald hver er enige om noget – og den mest lyserøde optimisme naar der er tale om at staten skal ordne sakerne for to enkelte individer som mangen gang hver især ikke er enig med sig selv om noget. Jeg er viss paa at dette besynderlige tidsfænomen for en stor del skyldes alt snakket om kjønnenes likestilling, som i nogen grad har forvirret folks naturlige følelse av, at der er felter hvor manden med fordel kan anvende sin medfødte sans for spilleregler, og andre felter, hvor menneskene med fordel kan overlate kvinderne at følge sin medfødte smak for vilkaarlighet og handling efter sine indskydelser og den foreliggende situations krav.

Det er naturligvis ikke den eneste aarsak – et tidsfænomen har vel aldrig mindre end mange aarsaker –. Men naar de f.eks. tviler om lovens evne til at ordne utbyttedelingen ved to menneskegruppers samarbeide, da har dette en meget valid grund deri, at de forholdsvis faa initiativrike enkeltmænd altid har visst at skape sig virkefelter bortenfor de hittil av lovgivningen 124regulerte. Utviklingen her er fremdeles den samme som i gutteleke – de foretagsomste finder paa en ny lek, og reglerne utformes og slaas fast eftersom flere og flere av de mindre foretagsomme kommer med og tilegner sig indsigt i leken. Eiter i det sidst forløpne aarhundrede videnskap og teknik stadig mere og mere er blit tat i det økonomiske livs tjeneste, fik «det private initiativ», bevæbnet med specialutdannelse av enhver art, stadig lettere for at skape nye virkefelter utenfor de av den gamle lovgivning opmaalte. Det er ikke saa underlig endda at den store masse av mennesker som paa grund av sine evners art er henvist til at tjene sit brød paa virkefelter, skapt av mere opfindsomme naturer, fra tid til anden hjemsøkes av tvil om sin evne til at lægge lovgivningens kapsun paa «det private initiativ».

Jeg antar at dette forhold er en aarsak – blandt mange andre – til den i vor tid uttalte tvil om muligheten av at samfundet kan videreutvikles tilfredsstillende ad lovmæssighetens vei – uten katastrofiske opgjør. Men for den anden bevægelse – henimot mere og mere lovgivning for de enkelte privatpersoners intime samliv – maa jeg tilstaa at jeg ikke kan faa øie paa mere end en eneste grund. Vi har nu saa længe hørt snakket om mænds og kvinders likestilling, og forsøket paa at likestille kvinderne med mændene har saa eklatant godtgjort at vi kvinder paa en række punkter er mændene underlegne, 125at hverken vi eller de tilstrækkelig husker, der er andre punkter hvor kvinderne er og altid har været mændene absolut overlegne, først og fremst i evnen til at greie konflikterne mellem de enkelte individer.

Kvinderne har faat høre saa meget – ikke bare fra kvindehold – om sin uværdige stilling, om hvordan de i aartusener har staat uten sin del av æren – og skylden – for menneskesamfundets utvikling og om hvor nødvendig det var for dem selv og for samfundet at de blev stillet indfor de samme opgaver, fik de samme rettigheter og forpligtelser som mændene hittil hadde hat alene. Heldigvis har hittil ingen, hverken mand eller kvinde, officielt vedkjendt sig noget ønske om at stille mændene like med kvinderne, tildele dem deres rettigheter og paalægge dem deres opgaver. Men jeg tror at meget i de sidste halvhundrede aars aandsstrømninger skyldes en ganske ubevisst følelse hos menneskene av, at hvis kvinderne skulde stille sig samme opgaver som mændene og forsøke at tilegne sig mændenes livssyn, saa kunde de vanskelig række sine gamle opgaver ogsaa og samtidig bevare sit eget syn paa tingene – og at det dog ikke helt kunde undværes. Der har da ogsaa dukket op stadig flere og flere mandlige talsmænd for et helt feminint livssyn – for en fuldstændig kvindelig uvilje mot lovbunden samfundsorden og en likesaa kvindelig interesse for det enkelte individ i motsætning til samfundet med partitagen 126for det første mot det sidste ved ethvert tilfælde av konflikt mellem den enkeltes og det heles interesser.

En drøftelse av kvindernes stilling i det moderne samfund og av forholdet mellem kjønnene i sin bredere almindelighet vanskeliggjøres i høi grad av en form for snerperi som er egen for vor tid og kanske særlig fremtrædende i vort land, og som sluttelig har avfødt et ganske eiendommelig og for folkehelsen farlig hykleri.

Saa langt tilbake som vi europæere har vidnesbyrd om vort mellemmenneskelige samliv kan vi iagtta en mere eller mindre utpræget sky for utførlig omtale av visse fundamentale fakta vedrørende den seksuelle relation. (Hvordan blufærdighetsinstinktet yttrer sig hos andre menneskeracer, vet vi litet om; vi har bl.a, ingen garanti for at hvad europæerne fremstiller som sine iagttagelser angaaende kjønsforholdet hos fremmede racer er rigtig opfattet). Akkurat overfor hvilke kjendsgjerninger blufærdighetsinstinktet reagerer, det har variert med de forskjellige tiders atmosfærer, og det varierer hos de enkelte individer, men selve instinktet – organismens heftige og smertelige reaktion mot blottelse eller grei belysning av enkelte punkter i dens sjælelige og legemlige struktur – har i virkeligheten været levende til alle tider og er 127vist bare yderst sjelden utdødd hos noget menneske. Det reagerer ialfald efter kriminalisters sigende selv hos de mest forvildede individer og da ofte paa overraskende punkter.

Det er nu saa at de momenter i kjønsforholdet som folk ved enslags stiltiende overenskomst ei blit enige om at fortie mest mulig, er gjerne slike, som for de forskjellige mennesker – efter enhvers natur, erfaringer eller skjæbner – betyder noget som er for hellig til at tales om og noget som er for hæslig til at taale lyset. Likesaa at de bevæger ikke saa meget det bevisste tankeliv som den mere eller mindre ureflekterte følelse. I selve blufærdighetsfølelsen er der altid et element av skyhet for anstrengelsen ved at forklare det vanskelig forklarlige og av frygt for at det ikke skal lykkes. Det gjælder barnets sky for at tale med voksne om mange av sine forestillinger eller motivere sine besynderlige handlinger, det gjælder voksne folks taushet om religiøse og erotiske erfaringer, hvis disse er altfor ophøiede eller altfor ydmykende, og det er en av grundene til unge menneskers trang til at uttrykke sine tanker i en eller anden av de formler, som gaar under navn av «tidens tanker.»

Tidligere tider tok imidlertid paa alle omraader – i lovgivning, i sæd og skik, i livsførselen og dens speiling i kunsten – stort set altid hensyn til at disse grundlæggende kjendsgjerninger var der og var grundlæggende for menneskenes indbyrdes forhold – de respekterte 128overenskomsten om fortielse, men de ignorerte den ikke. (Det har altid gjældt og gjælder ingenlunde bare seksuelle forhold, men talløse andre forhold som betinger konflikter mellem enkeltpersoner, politiske fraktioner og statslige sammenslutninger). Det særegne for vor tid er dens tendens til at ignorere hvad alle vet om hinanden at de vet, men kvier sig ved at tale om. Men dette er hykleri. Og snerperi er at folk prætenderer uvidenhet om kjendsgjerninger som vi alle kjender, men har ret til at undslaa os for at tale om. Derfor er der da ogsaa bare et hanefjed mellem snerperi og skamløshet.

Det ondartede ved vore dages snerperi og hykleri er, at det vender sig fortrinsvis mot de kjendsgjerninger som utgjør naturgrundlaget for det sunde kjønsliv – for seksuelle forbindelser mellem folk der er gjennemsnitsfriske paa krop og sjæl og lever under de almindelige menneskevilkaar, en daglig kamp for føde, klær og saa meget glæde for sig selv og sit avkom som mulig. At disse kjendsgjerninger kan føles barske, brutale og ydmykende at møte, berettiger bare til at tie om dem, saalænge folk ikke lukker øinene for dem. Ignoreres de, forrykkes selve grundlaget under livet, og resultatet er at skjævhets- og sykelighetstilstande blir stadig mere utbredte – indtil folk drives til at snakke om dem med stadig større aapenhjertighet, og kjønslivets skrantne eller syke, plagsomme, 129ufrugtbare og perverse foreteelser blir drøftet med en ugenerthet som kan være nødvendig paa et sykehus.

Saan sykehusatmosfære kan falde kvalm, selv for folk som ellers kan taale lugten av sine friske medmennesker ogsaa om de ikke er ganske renvaskede. Men det farlige ved den er, at den som lever længe deri, sløves i sin medynk med det syke, svækkes i blikket for det sunde og normale og ofte ender med at faa en ren vaakekone-interesse og vaakekone-respekt for det græsselige – jo værre, jo finere!

Det er ganske karakteristisk, at mens moderne literatur – der som al literatur gir et mere eller mindre klart speilbillede av tiden – er forholdsvis rik paa skildringer av de rædsler, en legitim brudenat kan rumme, saa kan ialfald ikke jeg huske et eneste eksempel paa at moderne forfattere nogensinde er gaat for vidt i skildringen av en legitim brudenats glæder eller her i begeistringsrus har overskredet den strengeste sømmelighets grænser. Vor egen norske literatur har nu aldrig artet sig som nogen lovprisning av den sanselige kjærlighets lyksaligheter – det ser næsten ut som vi har fundet, den maatte ha en spids av det forbudne eller det ulykkessvangre for at det skulde bli umaken værd at snakke om den. Men selv f.eks. den danske literatur er efterhaanden blit traurig i saa henseende – det er som om ogsaa den trænger en appetitvækker, f.eks. litt trods mot 130bedsteborger-moralen, før den kan bli varm over sit gamle thema, jordisk kjærlighets sødme. Det er længe siden Oehlensehläger malte himmelen fuld av guldhaarede, blaaøiede gudinder som bare høist utilstrækkelig kunde dække «de svulmende, de stolte yndigheder» med de spæde hænder – uten at være det mindste forstemt over gudindernes solide bravhet. De enkelte forsøk paa at finde tonen fra de gamle idyller og epithalamier falder gjerne ut i det upassende – bokstavelig talt; digteren hengir sig i dristige detaljskildringer ikke fordi det passer ham, men fordi det er hans program. Jeg tænker paa f.eks. Frödings Morgondröm og Rørdams Gudrun Dyre; de virker paa mig ialfald som dask i en dyne.

Historien om hvordan vi herhjemme har stelt os for at bringe formen for kirkelig vielse i overensstemmelse med tidens krav, er ogsaa meget typisk. Bibelordenes sterke maning om slegtslivets kaar paa jorden: for ham arbeide paa en gjenstridig jord, for hende barnefødsel i smerte, attraa til et andet menneske og det som attraaen bringer, underkastelse, for begge at bli ett kjød om de aldrig saa meget blir ved at være to sjæle – det blev tat ut av ritualet. Det var for barske ord og man fandt desuten, de kunde let misforstaaes; hensynet til en ung bruds blufærdighet blev ogsaa nævnt. Det hensyn satte man sig senere utover da man bestemte, at hver norsk ung gut og pike som vil gifte sig, først skal erklære, hvorvidt de allerede er ett levende kjød 131med nogen anden og om de har nogen av de sygdommer som man sjelden faar av at være dydig.

Nu, det er rimelig nok, at bibelens skildring er det legitime egteskap – den form for kjønsforbindelse som samfundet har interesse av at beskytte fordi den alt i alt byr de bedste betingelser for yngelpleie, for at børn faar mest grovarme og mest interessert beskyttelse i opveksten – den har folk i vore dage særlig let for at misforstaa. Det kristelige egteskaps ideer er ikke særlig i kurs. Det forekommer mig endel besynderlig, da vor tid netop paa saa mange andre felter arbeider ut fra overbevisningen om disse ideers fortræffelighet.

Det ligger i forelskelsens natur at to unge, som nylig har opdaget hinanden i lyset av dens første opblussen, steiler og protesterer heftig, naar ældre (og i vore dage kanske især yngre) folk antyder, at med tiden vænner man sig til hinanden. Men det er litt forbausende, at naar talen er om vanekjærlighet – og kjærlige vaner – i egteskapet, saa steiler og protesterer mot disse faktorers værdi ogsaa diverse gamle og unge personer som ikke har nogensomhelst ret til at se paa livet med nyforelskedes blikke. Naar det gjælder ett av vor tids specialsværmerier – f.eks. hygiene – saa er der nok av dem som er ivrige til at prise vanens magt. At gaa en god morgentur før man begynder dagens arbeide anbefales med rette som en ypperlig, helsestyrkende vane – faa later til at tænke paa, at for karske 132sjæle kan det være en like forfriskende og styrkende vane at be morgenbøn. For oprevne nerver og søvnløshet anbefales kjølige fotbad og maltet melk om aftenen; i mange tilfælder kan vanen at kysse godnat og tilgi hinanden dagens plager være et like godt middel til at sikre en fredelig søvn.

Egnehjemssaken er en anden av tidens yndlingsideer; det er forresten ogsaa en av mine kjæreste private. Hos de fleste gjennemsnitsmennesker er det rimeligvis ett av de inderligste ønsker at faa sit eget hus med litt have til. Eget hus er et saare attraaværdig gode – av mange grunde. En er at naar huset er ens eget, finder man sig lettere i dets mangler og retter med frisk mot paa alt som kan rettes. En anden er at børn erfaringsmæssig trives bedre ved at faa vokse op paa ett sted, uten at skifte omgivelser; børns evne til at interessere sig for alt nært slaar sig om dagliglivets ting som røtter om en sten; med oprykning og omplantning følger altid en periode av stanset vekst. Man skulde synes det maatte være et ganske vegtig moment til grunst for at samfundet gjorde egteskapet mest mulig stabilt, at man maa forutsætte, børn trives bedst med at ha de samme forældre under hele opveksten. Og at man gik ut fra som normalt, at naar det var ialfald noget vanskeligere at skille sig fra sin egtefælle end fra sit hus, saa vilde folk snarere prøve at forsone sig med hinandens feil og arbeide for at 133rette, hvad rettes kunde. Jeg tror ialfald at det er ut fra dette synspunkt at egtefolk i gammeldagse komedier utbreder sig ordrikt om sin mands eller sin kones feil – i en tone som de halvt om halvt skrøt av dem; paa en ganske anden maate end den utaalmodige, hvori egtefæller i moderne dramaer beklager sig, mere som over manglerne ved en leilighet, man er ræd man blir nødt til at flytte fra. Som bekjendt flytter folk jo nødig, medmindre de har noget bedre hus i kikkerten. Og naar folk gjennemgaaende sætter sin lid til solidaritetsprincippet i en eller anden form som grundlaget for en bedre samfundsorden (antagelig gjør de det med rette), saa synes den moderne egteskapslovgivning at forutsætte, man kan ikke bygge noget paa solidaritetsfølelsen mellem et barns forældre. Selvfølgelig kan man ikke forutsætte, at alle mennesker skal eie solidaritetsfølelsen hverken overfor sit samfund eller sit hjem, men mens man hvor den første mangler, ikke betænker sig paa at bruke ialfald «lindrigt våld» – saa er man noksaa ræd for at bøte litt paa den sidste mangel med litt av samme middel.

– Min forkjærlighet for den kristne egteskapsidé har endda etpar grunde som kanske mere er mine private og som mulig vil forekomme alvorlige mennesker anstødelige og frivole. En er, at det er fuldstændig umulig for noget eneste menneske at avgjøre, hvor meget der er i den menneskelige kjønsdrift av fysisk 134trang og hvor meget av begjær efter at tilfredsstille sjælens mangehaande drifter – forfængelighet, ensomhetsangst, længsel efter at bli vernet om og verne nogen, pinelyst, den pilfingrethet overfor andre menneskeskjæbner som voldte Hedda Gablers bedrøvelige endeligt – og mange andre drifter, men kanske allermest den menneskelige drift til at indlate sig paa vovestykker og længselen efter at opleve overraskelser. Det livsvarige egteskap paa liv og død er av enhver form for kjønsforbindelse det største vovestykke, og de største vovestykker har i regelen bedre utsigt til at lykkes end de mindre; det byder de bedste chancer for stadige overraskelser, siden en mand efter femogtyve aar av det endnu har utsigt til baade at opdage en ny kone i sin gamle kone og til at forbause hende. Mens en mand som har hat fem kvinder, neppe vil kunne haabe at opdage noget nyt hos den sjette, og en kvinde som har levet med fem mænd, har vanskelig for at bli overrasket over noget. Sætter man den religiøse motivering ut av betragtning og ser ganske forstandsmæssig paa tingene, saa er det vel et aapent spørsmaal, hvad der betinger «mest mulig lykke for flest mulig individer», at egteskapsskilsmisse er umulig at opnaa eller let tilgjængelig. I de faa, ekstreme tilfælder av uhjelpelig ulykkelige egteskaper betyder umuligheten av at opnaa skilsmisse død, galskap eller det som værre er, saa det er et alternativ som jeg i det mindste ikke vilde ha 135nerver til at foreslaa valgt. Men en saapas let adgang til at opnaa skilsmisse som vor nuværende lov byder, utelukker for langt flere mennesker muligheten av at opnaa et lykkelig egteskap. Bevisst tar selvfølgelig ikke mange unge mennesker som gaar bort og gifter sig med i betragtning, at de kan jo skilles, hvis det ikke gaar efter ønske. Og de som gjør det, skal nok faa lov at opdage, der er andre væsentlige vanskeligheter ved en egteskapsskilsmisse end de legale, og de værste kommer endda ofte efterpaa. Men jeg tror at den som ser paa forholdene herhjemme i den sidste tid, uhildet av de ferskeste fordomme, maa indrømme, at vissheten om den forholdsvis lette adgang til at bli skilt i talløse forhold virker som en dør, det altid trækker fra; det hænder at folk paadrager sig en kronisk forkjølelse av følelseslivet og den uhelbredelige uoplagthet til at leve som følger med forkjølelse. For mange er det eneste resultat av den lette adgang til skilsmisse at de benytter leiligheten til at opdage, for dem er den ene kone like urimelig og lunet som den anden og alle mænd like kjedelige. Den eneste part som vinder noget er ofte den forlatte – han eller hun op naar ialfald tilfredsstillelsen ved at vite sig forurettet. Det er jo nemlig ett av de punkter hvor de moderne hygiene-evangelister dokumenterer sit ubekjendtskap med elementær psykologi – naar de advarer folk mot den usunde vane at dvæle ved bitre og triste tanker. Menneskene avstaar 136sjelden fra noget som er usundt, saasandt det er betagelig, og naar folk kjæler for sine sorte tanker, saa er det fordi vi næsten allesammen, fra tid til anden ialfald, synes det er vore kjæreste.

Den allerstørste fordel ved Kristendommens opfatning av kjønsmoral som ved Kristendommens moralopfatning i det hele, er dens skarpe pointering av begrepene synd og ikke syn. Syndsfølelsen er for sjælen hvad smakssans er for legemet – til nytte og til glæde: Vi spytter i det mindste ut de giftstoffer som smaker vondt, selv om vi svelger endel gift som er god. Den som ikke kan smake forskjel paa absinth og nysilt melk, kan ialfald ikke ha større nydelse av at drikke. Og forsøker man at reducere den naturlige følelse for synd til det mindst mulige, blir resultatet at folk flest kjender mindre baade til den forbudne kjærlighets sødme og uskyldig kjærlighets sunde og tørstelæskende velsmak. Om den moderne lovgivning paa slegtslivets omraade kan man virkelig fristes til at tro det er maskerte forbudsbestræbelser som har til formaal, at alle mennesker skal maatte slukke sin tørst i enslags statsbrygget tyndtøl, indeholdende ikke over 2¼ % erotik. Der er imidlertid den hake ved denne som ved alle andre forbudslove, at det forbudne stof er et av disse som automatisk fremkommer i naturen og let lar sig destillere i hjemmene.

137Naar jeg ikke tror paa gunstige resultater av bestræbelserne for at regulere kjønsforbindelserne paa de linjer, som den moderne lovgivning i det store og hele arbeider efter, da er det fordi det moderne snerperi og hykleri ignorerer etpar fundamentale kjendsgjerninger vedrørende kjønslivets organiske side – av de man med rette ikke gjerne uttaler i nakne ord.

Den ene er selve faderskapets natur. Manden alene av alle skapninger kan det times at han for sine børns skyld sender sig selv til helvede – og der risikerer at bli mødt av sin kusk eller en anden mandsperson med den besked:

Den søn som volder I er her,
har jeg paa halsen skaffet jer –.

Hvis kvinden vil, at manden skal ha pligter overfor hende som mor og overfor hendes børn paa de præmisser at de ogsaa er hans – saa er hun nødt til at finde sig i, der opstilles visse restriktioner med hensyn til hendes bevægelsesfrihet og visse krav til hendes opførsel og hendes person i det hele.

En anden kjendsgjerning som menneskene har set paa forskjellig vis til forskjellige tider, men som vor tids mennesker officielt later som de ikke ser, er den, at efter den naturlige kjønsforbindelses karakter og efter mandens og kvindens naturlige beskaffenhet er han i det forhold herren og hendes legeme en ting, han eier: 138– selv naar han ikke eier andet av hende. Det kan ikke forandre kjendsgjerningen at man undertrykker bibelens nævnelse av det. Almindelig sprogbruk gaar ut fra det – enhver vet hvad der menes, naar folk sier, en kvinde har hengit sig til eller tilhørt en mand, eller at en mand har eiet eller hat en kvinde. Det uttrykker intet av forholdets sjælelige side – om hun har tilhørt ham som en simpel bruksgjenstand eller som et kongerike, om hun har hengit sig som man hengir sig til en religion eller til adspredelser, til drik eller en livsopgave eller til fortvilelse. Taler man om at en mand tilhører en kvinde, menes altid en sjælelig hengivelse, selv om det bare er selvopgivelse.

*

Det var ut fra erkjendelsen av dette faktum, at kjønsforbindelsen bestaar i at ett menneske eier et andet og at intet kan ændre det, at Kristendommen gjorde egteskapet fra en kontrakt til et sakrament. Loven om at Kristus har kjøpt alle mennesker med sit blod maatte gjøre slaveriet til en utilladelig ting og knytte et særegent uavrystelig og ubegrænset ansvar til det eiendomsforhold som efter Guds egen ordning av det naturlige menneskeliv bestod mellem mand og kvinde. Det var ogsaa ut fra denne opfatning av egteskapet at Kirken forlangte av sine prester, de skulde leve i cølibat. Det maatte føles uforenlig med en prests ansvar for og pligter mot de sjæle som var betrodd i hans varetægt 139at være bundet av et saa altomfattende ansvar for en enkelt sjæl. I sin rennet – slik som det selvfølgelig ikke engang altid blev forstaat av presten, som viet brud og brudgom – var Kirkens fordring til en kristen egtemand og timelig herre over en av Kristus kjøpt sjæl saa stor, at den ikke lot sig forene med det ideelle krav til en prest om at være alle sjæles tjener og hjelper inden menigheten, siden en kristen egtemand fik tilhold om at elske sin hustru som Kristus elsker menigheten og hengav sig for den. Medvirkende aarsaker til cølibatskravet har vel været enkelte geistlige mænds følelse av skræk for kjønsdriften som en magt, der særlig sterkt fristet menneskene til at binde sig ved jordlivet og glemme det hinsidige, desuten den primitive menneskelige følelse av at seksuallivet implicerer urenhet av forskjellig art – ogsaa hedenske religioner dikterer midlertidig og varig avhold for enkelte guddommes presteskap. Men hovedgrunden var forstaaelsen av, at som der er gjerninger hvor det gir styrke at menneskene arbeider sammen, saa er der gjerninger som en mand kun kan øve, naar han staar alene, og det gjælder især de gjerninger som kræver selvopofrelse.

Tankegangen har ialfald meget for sig. Der tales netop i disse dage meget om prestenøden nordpaa. Jeg tror det vilde være utænkelig at i et land som endnu ialfald officielt er kristent og hvor en stor del av indbyggerne fremdeles 140er kristne, mangler der prester i store distrikter, hvor de haarde livsvilkaar gjør at befolkningen særlig trænger deres omsorg baade for sit legemlige og sit sjælelige livs pleie, hvis forutsætningen hadde været en ugift prestestand. Som forholdene er ved mange Finmarkskald og andre kald synes jeg, en samvittighetsfuld teolog maa befinde sig i en uløselig konflikt mellem sin pligt som sjælesørger, der byder ham gaa dit han trænges haardest, og sin pligt som familiefar, der byder ham at bli væk derfra.

Nonnernes og munkenes kyskhetsløfte utsprang av en litt anden tankegang end den som dikterte det senere pavebud om cølibat for sekulærgeistligheten. Klostervæsenet var en videreutvikling av eremitvæsenet. Men eneboere blev mennesker som længtet altfor utaalmodig mot det hinsidige hjem til at jordlivet hadde nogen tiltrækning for dem, eller som følte sig ute av stand til at gi Gud hvad Guds var, og verden hvad der tilkom den, og valgte at gi Gud alt og verden intet, men til gjengjæld gav avkald paa at fordre nogen av denne verdens goder. Mænd som St. Augustin og St. Benedikt tænkte, at selv om man opgav at forlange sine naturlige verdslige rettigheter – til at eie familie, eget bord at sætte foten under og vaaben til at verge for sig og sine med – burde man paata sig pligter i verden, dyrke op øde steder, sprede oplysning ut fra det man selv ansaa som lyskilden, 141gi mat, klær og sko til fattige mennesker som ikke selv fandt nogen tilfredsstillelse i at faste til overmaal og gaa barbent. Dermed var Kirken ad en anden vei kommet nær til tanken om at cølibat maatte være heldig for alle geistlige.

Kirkens idé om det sakramentale egteskap hadde jo forøvrig ikke sin oprindelse bare i nye tanker og betragtninger, men ogsaa i ældgamle, hvorav den gjorde et utvalg og prøvet dem i Kirkens aand – som den viet hedenske templer og hedenske fester til sin Gud.

At regne visse av det organiske livs funktioner for urene er jo f.eks. alle kulturfolk enige om – jeg vet ikke om der eksisterer menneskeracer saa primitive at de ikke gjør det – og det er særlig de fænomener som ledsager det legemlige livs begyndelse og ophør menneskene altid har følt slik. Nærsagt alle religioner foreskriver rituelle rensende ceremonier naar et barn blir født og naar et menneske blir lik. Det er derfor ganske ørkesløst at diskuttere, hvordan man skal kunne bibringe børn kundskap om forplantningen uten at de føler uvilje eller skamfuldhet over den sande sammenhæng. Det har ikke manglet paa forslag herhjemme – like til de aller vanvittigste, som f.eks. at børnene skal oplyses herom klassevis paa skolen! Det moderne snerperi vil ikke se sakens pinlige kjernepunkt. Det er den kjendsgjerning at forplantningsorganerne delvis tjener andre fysiske formaal 142og nært er forbundne med de organer som skiller kroppen av med stofskiftets avfaldsprodukter som oprører børn, fordi den føles ydmykende. At forsone børn med det fysiske livs kaar er ugjørlig, hvis de ikke blir fortrolige dermed – lettest ved egne iagttagelser fra dyrelivet, mens de er saa smaa, at de ikke har nogen utviklet jeg-bevissthet og jeg-forfængelighet, eller de vokser op under saa ugunstige kaar at nuancering og forfinelse av følelseslivet blir hemmet – den sjælelige vekst med andre ord forkrøblet. Voksne mennesker forsones med kjendsgjerningen ved at de blir ydmyket indtil avstumpethet – av sig selv, av andre eller av livsvilkaarene – eller de naar den ydmykhet hvori intet føles ydmykende – gjennem kjærlighet eller glæde. Enkelte mennesker som hverken kan præstere vaskegte kynisme eller taknemlighet, forsoner sig aldrig dermed.

Al snak om at «det naturlige er ikke urent» er jo nemlig bare snak. Og aldrigaldrig] rettet fra: alrdig (trykkfeil) kommer menneskene til at like oprigtig forestillingen om at vort hjerte tilslut blir en klump raattent kjød. Kun ut fra ett eller andet religiøst livssyn orker et menneske – som Kingo – at juble over «vort legems rosenblad» uten at glemme, alt skal bli «en ormesæk». Og i de forskjelligste religioner findes forestillingen om at i alfald guddommelige væsner undfanges uten «besmittelse».

Saa talen om at Kristendommen i og for sig mere end andre religioner skulde være «det naturlige 143livs» fiende, er der ikke megen sandhet i. Bortset fra enkelte kristnes private syn paa tingene. Som alle andre religioner gjorde den sit utvalg mellem det naturlige livs fænomener, kaldte dem «rene» og «urene», «gode» og «onde», eftersom den ansaa dem for skikkede til at fremme eller hemme menneskene i deres utvikling mot en tilstand av fuldkommen lykke – saligheten.

I ett av det organiske livs forhold saa den ialfald intet urent – at den udødelige sjæl klædes til sin avgjørende prøve, livet paa jorden, i en kvindes skjød. (Det er som regel heller ikke det at det har ligget inde i sin mor og vokset, der krænker noget i barnets følelsesliv.) Ikke i forholdet mellem mor og barn, men i forholdet mellem elsker og elskerinde laa faren for besmittelse. I en kvinde blev Ordet Kjød. Selve det legemlige baand mellem jomfru Maria og hendes søn er for middelalderen en evig kilde til forundring og lovprisning, taknemlighet og haab –:

Within the cloistre blissful of thy sides
Took mannes shape the eternal love and peace –

synger Chaucers nonne, og den tyske middelalders billeder og viser lar moren vise sønnen brystet, han engang har suget:

Mein Sohn, sieh’ auf die Brüste mein:
Kein Sünder lass’ verloren sein!

144Vel er det saa, at likesom ikke Kristendommen alene har fundet en religiøs indvielse av egteskapet ønskelig – de fleste religioner stiller egteskapet under særegne guddomme og har brukt høitidelige ceremonier ved dets indgaaelse – saa er Kristendommen hellerikke ene om at kalde fadernavnet, modernavnet og sønnenavnet hellige. Og de europæiske kvinders særskilt frie og hædrede stilling skyldets ikke Kristendommen alene. Runestener og sagaer taler om at ialfald overklassens kvinder heroppe ikke var underkuede i førkristelig tid heller; inden Romerriket hadde de ialfald tilstrækkelig frihet til at gjøre ugagn, og tilsvarende frihet til at gjøre gagn hadde vel de skikkelige damer baade i Rom og i provinserne som vi ikke hører synderlig om, men som der dog sagtens har været en del av. Østens og Vestens forskjellige opfatning av kvinden var i hovedsaken utformet i førkristelig tid, hvad der saa kan ha været aarsaken til det – kanske de klimatiske forhold. Akerdyrkerne sætter altid mere pris paa sine kvinder end nomaderne, fordi der blir mere arbeide som kvinden kan brukes til, og jo barskere klima folk lever under, des mere arbeide og omtanke maa kvinderne lægge i det at gjøre bopladsen lun og god at være i. Men det er dog sikkert, at Kristendommen med sit dogme om den skjære jomfru, Virgo virginum, som porten hvorigjennem skaberen som frelser vendte tilbake til sin skabning, den ømme mor, Mater amabilis, i 145hvis hænder Gud betrodde sig som et sandt menneskebarn, litet og sultent og frysende, den sorgfulde mor Mater dolorosa, der saa sin skyldløse søn bli pint og dræpt og som er de brødefuldes og sørgendes forbederske, som hadde ly under sin barmhjertighets kaape for alle troende og bedende, selv om troen og bønnen bare sprang ut av menneskenes ynkeligste angst og feighet – Mater misericordiæ – gav kvinden den ærefuldeste plads, hun nogengang er blit stillet paa.

*

Nu vet jeg at man dertil kan svare, at ett er teori og et andet er praksis, en ting er at stille et høispændt ideal og en ganske anden ting er at faa det efterlevet i en verden fuld av alleslags folk. Dertil er bare det at si, at det gjælder alle idealer, ogsaa ganske beskedne. Man kan ikke beskylde Kristendommen for at ha været uopmerksom paa det faktum, at menneskenes ondskap og dumhet er bundløs; i det stykke kan den hamle op med den sorteste pessimisme som de herrens aaringer 1914 –1919 har kunnet kaste av sig i sindene. Men den forutsatte desuten et bundløst dyp av godhet og visdom, hvorav menneskene kan øse uendelig meget mere end de aner. Kirkens historie – hellige mænds og kvinders levnet f.eks. – gir den ret, hvis man ikke vil stille sig paa det ikke ualmindelige moderne standpunkt, at man bør forlange bevis for en histories sandhet før man tror den, men 146ikke for dens usandhet, før man benegter den er sand.

Jeg vet at mange videre vil si, at selv om Kristus var Gud, saa er Kristendommen menneskeverk. Det er den selvfølgelig – den er resultatet av de Kristus-troendes forsøk og undertiden mislykkede forsøk paa at sætte Kristus til doms ogsaa over det timelige livs foreteelser. De kristne kan naturligvis dertil svare at det menneske som virkelig overgir sig i Guds hænder, blir hans redskap.

Og jeg vet at mange vil si, Kristendommen har hat særlig litet held med at realisere sine idealer. Man vil kanske si, den moderne stat bygger paa slaveri den dag i dag. Jeg har for den saks skyld sagt det selv. Men der er den forskjel, at mens de antikke stater bygget paa slaveriet som et fuldstændig legitimt og berettiget princip som man ikke behøvet at lave undskyldninger for, saa bruker princippets forsvarere i vore dage masser av undskyldninger og pakker det ind i mange lange ord og lange utviklinger før de tør præsentere det. Forestillingen om den sterkeres ret virket i alle tidsaldre, ogsaa da Kirken i sine bedste tider ettertrykkelig hævdet selv den svakestes ret. Den har i de sidste decennier faat saapas mange og veltalende forkyndere, der fremstillet det som en naturlov, det er urigtig og unyttig at stritte mot, naar den sterkeste og klokeste utnytter de svake og de dumme, saa vi føler kanske bedst, hvordan 147slaveriets princip strider mot vor følelse for ret og uret, naar vi tænker os slaverne ikke som mishandlede, men som paa sæt og vis beskyttede individer. Det var faktisk slavernes stilling i mange antikke husholdninger og bedrifter; bra folk saa dengang paa slavemishandlinger som bra folk nu om dagen ser paa dyrplageri. Det er mot velpleiede slaver almindelige nutidsmenneskers instinkt reagerer – mot tanken paa mennesker som faar sig anvist arbeide, tildelt hus og mat til sig og sine, men er berøvet ansvar og den farlige selvbestemmelsesret paa godt og ondt – skjønt et sværmeri for noget lignende synes at spøke her og der, bl.a. i hoderne paa den sekt som kalder sig racehygienikere. Kanske færre vil benegte en mands ret til at piske sin slave end til at eie en ven som den antikke fuldtro slave, der er sin herres sidste og eneste ven i ulykken og kan si ham med ord alt det et menneske læser i øinene til den hund som for et ensomt menneske sommetider er det eneste væsen han gir og faar kjærlighet av.

Naar videnskapen har sagt sit sidste ord om alle de før-kristelige korssymboler – hakekorset, Isis’ hankekors og Tors hammertegn – saa staar det jo fremdeles fast, at den kristne Kirkes kors var ikke noget av disse gamle symboler for lykke, frugtbarhet, styrke og andre goder, men korset fra retterstedet, tegnet for slavernes og utskuddets haarde og forsmædelige død. Foruten det som korset betyder for hver enkelt kristensjæl, 148betød dets anbringelse paa samfundsbygningen en evig mindelse om at menneskelig lov og retfærdighet er saare litet ufeilbarlig, siden den dømte Frelseren som en forbryder, og at alle menneskelige forsøk paa at vurdere folk i rang og klasser er faafængte, siden de førte til at Gudmennesket blev sat lavest i underklassen og dømt som et utskudd mellem utskudd. Det var i de tider da Kirken klarest husket at det var om dette kors den hadde sagt «I dette tegn skal du seire –» at den hadde sine seiervindinger.

*

I hvilket mon Kristendommens syn paa kvinden og det sakramentale egteskap præget menneskelivet, kan man ikke uten videre slutte sig til av lovgivningen, like litet som man av de moderne love og lovforslag kan faa et helt adækvat billede av vor tids syn paa kvinden. Av de sidste kan man i høiden faa et nogenlunde tydelig billede av enkelte kvinders syn paa sig selv som har tid til selvbetragtning – og det har kun faatallet av de kvinder som er mødre, allermindst de mødre som er offre for vor tids allermest skjæbnesvangre misforhold – at stadig flere og flere kvinder er nødt til at være baade lønsarbeidere og familiemødre.

En tidsalders digtning gir ialfald et noget fyldigere billede av tidens psykiske fysionomi. Faar man ikke altid vite akkurat hvordan folk har hat det, saa faar man ialfald gjerne greie paa 149hvordan de helst vilde hat det og hvordan de nødig vilde ha det. Især hvis man tar med den illiterære digtning – sagn, folkepoesi og skillingshefter.

Vore dages skillingshefter fortæller ikke om noget nyt syn paa kvinden, hendes stilling og opgave i livet; tvertimot, de fortæller om et ældgammelt syn, opfattet overfladisk og konventionelt som et syn blir naar man har glemt, det oprindelig er opfattet ut fra et bestemt synspunkt. Størstedelen av 25-øres hefterne idealiserer kampen mellem forbryderne og loven. Almindelige menneskers trang til at idealisere krigen kan jo kun kureres ved at de kommer op i den, og indtil for etpar aar siden var jo krigen mellem detektiven og forbryderen den som menigmand lettest kunde idealisere; den var hverken fjern fra hans verden som krig mellem stater, eller en del av den, som krigen for brødet. Ellers handler skillingshefter mest om de urgamle emner: forførelse og fortvilelse, den fattige, men dydige pike som faar en rik og fornem mand, den fattige, men ædle unge mand som faar en rik og deilig dame, skjønne damer som blir reddet i alslags farlige situationer ved alslags heltebedrifter av modige og kloke mænd. Det er snarere merkelig at disse digtningers lavere strata saa godt som sletikke speiler nogen bevissthet om at det først og fremst er de brede lags kvinder som den økonomiske utvikling har bragt i en ny stilling med nye prøvelser og farer.

150Hvad den literatur angaar som er kunst eller forsøk paa kunst eller imitation av kunst, da kan ialfald ikke jeg se at den sætter kvinden paa nogen ærefuld plads. Gjennemgaaende strømmer den ikke over av nogen henrykkelse ved de gaver, hun bringer. Selv om hun staar som Eva og frister med det mest forbudne eple – den moderne Adam vet som oftest paa forhaand det er ormstukkent og spiser det med vrantne miner, mark og det hele. Engelen med flammesverdet kommer sjelden uforvarende bakpaa ham eller hende. Og der er ikke stort tilbake av det taalmot, hvormed ældre tider bar kjærlighetens uundgaaelige plager og kalamiteter i overbevisningen om at kjærlighetens glæder var høist reelle og betydelige. Den moderne stemning av skuffelse og bitterhet og lede ved elskovens væsen er sikkert like saa gammel som elskoven, men bak Sidneys utbrudd:

I now have learned love right and learned even so
As those that being poisoned poison know,

ligger et sammenbrudd av mægtig livshaab, og naar Shakespeare sier at

The expence of spirit in a waste of shame
Is lust in action; – – –

saa er det en erfaring av de tusen han har om lyst og elskov. Dickens som ialfald foreløbig er 151den sidste av litteraturens stormænd der helt ut staar paa kristendommens grund: at vi alle er skapt i Guds billede og at det er vidunderlig og tilbedelsesværdig ogsaa naar det er vidunderlig fortegnet, har blandt meget andet ogsaa skildret præcis den samme kvindetype som Strindberg skildrer med hatets klarsyn. Mrs. Wilfer, mrs. Jellyby og mrs. Pott er hver for sig saa virksomme skadedyr som nogen kvinde i hele Strindbergs galleri, men det forstyrrer ikke Dickens’ tro paa at liv og lykke gror ubændig, at han vet, der blir traakket ned ustanselig. Folk flest bjerger sig paa et vis – mr. Jellyby læner hodet mot væggen og resignerer, mr. Wilfer har sin datter, og mr. Pott redigerer sin trangvikspost. Mrs. Gamp er en eneste skinnende kolos av gemenhet, men hun skinner!

En anden egenhet ved den moderne literatur er, at mens den gir nok av rike og kunstnerisk fuldlødige billeder av livet, slik vor tids mennesker nødig vil ha det, saa vil eftertiden vanskelig kunne finde ut, hvordan folk gjerne vilde hat det. Hamsuns Markens Grøde er forsaavidt et rent undtagelsesfænomen som den virkelig er en kunstners skildring av et realisert ideal. Hvad der ellers fra tid til anden dukker op i moderne literatur av denslags skildringer, har smaa chancer for at bli husket ret mange juler utover, og allermest gjælder det de forsøk paa at skildre en lykkelig realisation av forholdet mellem manden og hans likestillede kvinde, som fra tid til anden har set lyset.

152Efter den moderne literaturs vidnesbyrd skulde kvinden i vore dage ikke være særlig heldig med at gjøre bopladsen lun og forsøte manden hans hvile efter endt dagsverk – og der er ikke meget av sympatisk forstaaelse overfor den kjendsgjerning, at samfundsutviklingen har gjort det vanskelig for hende at være det. Den er ikke ridderlig.

*

Ridderlig, det er f.eks. middelalderens literatur. Ikke i den betydning man tok ordet i romantikens tid og siden utover da middelalderen blev opfattet som et karnevalsoptog og katholicismen som en dulmende nervemedicin – uten at forstaa at den skjønne gudstjeneste var skjøn fordi hvert enkelt ledd hadde symbolsk og dogmatisk betydning og ikke var der for teatereffektens skyld, og at veien til syndsforlatelse og Vor frues forbøn var det ærlige, udekorerte skriftemaals selvovervindelse. Middelalderens literatur var ridderlig i den forstand, at den var fuld av følelse og medfølelse for kvinden som den, naturen har git særegne og vanskelige vilkaar. Se f.eks. dens behandling av den utro hustru. Lovgivningen tok først og fremst hensyn til at en utro hustru har magt til at forfalske slegtsfølgen. Det betyder i ethvert samfund som bygger paa familieliv, at en mand kan resikere en dag at opdage, han har lidt og stridt og tat imot livets glæder og sorger paa grund av en misforstaaelse – eller værre endda, 153han resikerer at han ikke opdager det. Og verden er tilbøielig til at kalde for nar ikke den som narrer, men den som blir narret. Det værste ved den bedragne egtemands ulykke er at i godtfolks øine er han ikke bare tragisk, men ogsaa komisk; jo mere han har trodd godt jo mere ler man av ham. Men det er et instinkt som selv hunder og katter har og smaabørn viser før de kan tale rent – at forstaa og krympe sig naar folk ler, ikke til eller med, men av dem.

Middelalderens mennesker var i det stykke like haarde som folk flest – det er et faatal av dens digterverker som behandler den bedragne egtemands skjæbne med pathos. Tvertimot, dens lystige historier handler overveiende om hanreier. For mig staar det som dens gjennemgaaende sympati og respekt for hustruer i alle slags utgaver og i alleslags situationer bunder i at det almindelige følelsesliv var dypt bevæget ved tanken om en hustrus enestaaende stilling: at hun efter naturens orden var bestemt til at være et andet menneskes eiendom og dog var en fribaaren sjæl med det samme ansvar for sin egen fortabelse eller frelse som enhver mand. Ut fra det synspunkt skildrer middelalderens digtere den mishandlede eller bedragne hustru med al den pathos, den evner, og den utro hustru med sympati. Hører hun til i de seriøse historier, klær de hende i al tragediens glans og pragt, og selv for mennesker som aldrig har læst en linje 154middelaldersliteratur, hører navne som Guniver, Isold og Francesca av Rimini hjemme i en atmosfære av lidenskap, sorg og skjønhet. Og naar det gjælder hustruen i de grovt lystige hanreihistorier, yder tiden hendes robuste appetit paa kjødelige glæder og den endeløse snedighet og snarraadighet hvormed hun skaffer sig det hun begjærer og klarer sig i et knipetak, uskrømtet beundring. Naar det gjælder kvindens evne til at plage sin vilje frem, har den en klippefast tro derpaa og en sund skræk for den. Ganske visst var f.eks. Romanen om Rosen i lange tider en av middelalderens yndlingsbøker, og deri staar der jo endel uskikkelige ting om damerne, men Chaucer som oversatte den til engelsk bekjendte siden for kjærlighetsguden og hans hofdamer at det var syndig baktalelse og paatok sig til bod at forfatte et legendarium over elskovens martyrinder. I hans Canterbury Tales fortæller de dannede og fintfølende sjæle væsentlig historier om ædle kvinders motgang; repræsentanterne for de brede lag hører paa med stor bevægelse, men kommenterer dem med at bekjende sin frygt for sine egne koner og fortælle grove historier om kvinders uutgrundelige list. Ingen motsier møllerens aforisme, da dette trollsterke raaskind bekjender sit livsprincip, at en mand bør ikke prøve paa at utforske Vorherres veie og sin kone:

An housbond shal not been inquisitif
Of goddes privetee, nor of his wif.

155Jeg tror ikke paa, at nogensomhelst bestræbelser i nogensomhelst retning som ignorerer disse kvindernes særegne vilkaar – at naturen undergir hende en mand, selv naar hun er det overlegne menneske, det klokere eller det bedre, kan hjelpe hendes og hendes børns kaar. Vil man avfinde sig med et naturforhold eller tilpasse sig til det, maa man dog først og fremst erkjende dets art. Vil man bibeholde den gammeleuropæiske opfatning av kvindens menneskeværd og morens og børnenes ret til beskyttelse, da maa man gaa ut fra at den – trods alt! – har bedst utsigt til at bli anerkjendt, naar det paalægges hver enkelt mand at beskytte den enkelte kvinde, han har valgt at leve sammen med og de børn han kan kalde sine. Det maa tildeles manden som hans ret og pligt at vareta familiesammenslutningens interesser utadtil i den større sammenslutning. Det er nemlig her ugjørlig at stille far og mor like; et forsøk paa at gi moren identiske rettigheter – som maa bli følgen av, eller ha til følge identiske pligter – betyder ikke likestilling, men særbelastning av kvinden, siden en far ikke kan overta hendes pligter og en mand ikke trænger sin hustrus beskyttelse overfor utenverdenen. Samfundet har alene ret og pligt til at træde i familiefarens sted, naar det gjælder de enkelte individuelle mænd som det har dømt og forkastet, og naar det optræder som eftermaalsmand efter en avdød.

156Samfundsarbeide i videre forstand maa forutsætte evnen til utsyn – fremover og ikke mindst bakover. Børns velfærd forutsætter at der er nogen som er villige til uavbrudt og aarvaakent at vende synet nedefter – mot det smaa, som gror op. Samfundsarbeide forutsætter evnen til at drage linjer og bygge efter planer; en mor maa først og fremst ha taalmodigheten til hver dag at se sine cirkler traakket paa og sine planer krydset. Manden har gjerne utrettet sit bedste, naar han har husket menneskenes broderskap i sult og herskelyst og lykketrang, likheten i længsler og naragtigheter, – kvinden naar hun har husket at ikke to brødre utgaat av samme mors skjød er like. I mandens verden kræver retfærdigheten at ingen dømmes uhørt og ingen sak avvises uprøvet – en mor maa ha retten til at stænge ute fra børnenes hjem baade saker og mennesker uten at prøve dem. Mandens del er først og fremst at ta livets konsekvenser, kvindens først at lempe sig efter dets inkonsekvens.

En kvinde kan i de livsaldre som svarer til en mands frugtbareste arbeidsaar aldrig møte manden som likestillet i det offentlige liv, medmindre hun lever i cølibat eller vilkaarlig sætter en del av sin organisme ut av funktion. Gjør hun ikke det, kan hun naarsomhelst bli tvungen til at gaa fra halvgjort arbeide eller opgi at forsvare en sak, hun har gjort til sin. Det er ut fra erkjendelsen av dette faktum at begrepet ridderlighet 157er utsprunget – kvinden er, selv naar hun er en fiende, en lænket fiende; hun er det, selv naar hun i sine lænker er sterkere end den frie mand. En mand mangler et instinkt som folk flest kalder godt, fordi det er livsbevarende, dersom han ikke overfor en hvilkensomhelst kvinde bevarer en viss respekt for hendes kjøn, selv naar hun ikke har skygge av ret til at kræve respekt som individ. Dette er i mine øine en kvindes naturlige ret, fordi den i længden beskytter ikke bare kvinderne, men selve menneskelivets bestaaen, og den kan kun hævdes ved at kvinderne vedkjender sig sine lænker og bærer dem med værdighet.

*

Krig mellem mænd og kvinder er jo ikke bare krig mellem de to duellanter fra tidernes morgen, elsker og elskerinde, mand og hustru, men likefuldt mellem far og datter, mor og søn.

Og jeg synes det høieste syn paa kvinden er det, som fandt ord i de gamle viser om moren der har det største ansvar paa jorden og moren der aldrig sover saa dyp en søvn at hun ikke hører sine børns graat.

Hossi kan grase paa jori gro,
naar sonen maa inkji moeri tru?

Og jomfru Maria som har forbarmelse for alle synder paa jorden, stænger Himmerikes dør for denne ene, moren som har forraadt sin søns tillid. – Middelalderens viser vrimler av gjengangere 158– døde kommer igjen for at kræve retfærdighet og for at be om de levendes hjelp til at øve retfærdighet, gi tilbake gods de har røvet og jord de falskelig har svoret til sig; døde som kommer igjen for at se til sine kjære. Det lille barn i det tyske sagn kommer bare for at beklage sig; morens graat væter dets likskjorte. Fru Ingelils døttre og enkens sønner ved Ushers Well trøster sin mor med at de har det bedre i Paradis end hos hende. Elskere i de danske og de engelske viser kommer igjen fordi de elsker og har endnu et sidste farvel at si – men de er trætte. Alle døde er trætte og længes tilbake fra jorden igjen. Kvinden i den vidtspredte vise om Moderen under Mulde er ogsaa træt, men hende alene maa Jesus selv minde om at hun skal vende tilbake, naar hanerne galer, hun alene truer dem som ikke gjør vel mot hendes børn med at hun skal komme igjen og igjen, saa længe de smaa lider ondt. Ridder herr Aage og Clerk Saunders husker de er døde, tør ikke kysse de søte læber stolt Elselil og May Margaret byder dem. Bare moren glemmer det; hun prøver at gi sin lille die.

Det var en lørdags aften, da klokken den slog ti,
da gik tre smaa børn paa kirkegaard og græd.

Den ene græd taarer, den anden græd blod,
den yngste græd sin moder av sorten jord.
O mine smaa børn, hvi græder I saa – –
– – – –

159Jeg synes en saan overtro paa kvinderne gir dem mere ære end den moderne som i lovgivning og digtning knapt tør forutsætte, at smaa børn har magt til at graate sin mor fra en fremmed mands seng.

Man vil kunne si: Kvindernes sak det er ikke bare de gifte kvinders og mødrenes sak; der er de ugifte kvinder, som staar ganske overlatt til sine egne resurser, uten nogen naturlig beskytter.

Jeg har forklart hvad jeg mener om kvindernes forhold til egteskapet saa utførlig fordi den bevægelse, som til daglig kaldes Kvindesaken, fra først av saa godt som utelukkende beskjæftiget sig med de ugifte kvinders problem. Saa længe hadde kvindesakskvinderne været optat med spørsmaalet om, hvordan man skulde raade bod paa de kvinders nødstilstand som ved samfundets utvikling i storkapitalistisk retning var blit drevet ut av hjemmene, at da det gik op for dem, at den samme utvikling hadde ogsaa i stor utstrækning stedt hjemmenes kvinder i nød, fik deres forslag til at hjelpe dem ofte karakteren av panikforslag. Saa længe hadde man beskjæftiget sig med de kvinder som lever under unaturlige forhold, at man hadde glemt de naturlige forholds beskaffenhet.

160Svakheten ved bevægelsen var at de helt fra begyndelsen av var tilbøielig til at føre bare gevinst-, men ikke tapskonto. Den indregistrerte som erobring enhver position som kvinderne vandt, men glemte oftest at notere, de var vundne paa bekostning av andre positioners opgivelse. Og naar kvindesakskvinderne konstaterte det med stolthet, hvergang en kvinde viste sig at kunne utrette arbeide som hittil hadde været overlatt til mændene og utrette det like godt, glemte de gjerne at se nøiere paa arbeidets karakter. De glemte at kvinderne til alle tider har vist, de har midlertidig kunnet overta mandens arbeide ved siden av sit eget, naar ulykken gjorde det nødvendig – selv føre vaaben har de kunnet i den yderste nød. Hvad de ikke har evnet er nyskapning og videreutvikling paa mandens arbeidsfelter. Det vilde da ogsaa være en styg tanke om de kvindelige arbeidere i vaabenfabrikkerne skulde ha gjort opfindelser til mere effektive vaaben; krudtets opfindelse er kvinderne helt og holdent udelagtige i. – Det er karakteristisk at et kvindeblad for en tid siden interwievet en kvindelig landbrukselev og betegnet hende som foregangskvinde paa et nyt arbeidsfelt uten at huske paa de tusener av koner og enker i fortid og nutid som har drevet godser og gaarder fuldt selvstændig, uten andre kvalifikationer end sin intelligens og sin energi – naar manden var død eller uduelig. Nominelt har kvinderne nu adgang til næsten alle de 161samme stillinger og samme utdannelse som mænd. Naar man hører somme damer tale, skulde man næsten tro de antok, at mænd flest lever av at være ministre, opfindere eller geniale kunstnere og ikke at de fleste mænd passer maskiner som de ikke selv har opfundet, klæber konvolutter eller er sporveiskonduktører. I realiteten har kvinderne faat adgang til at passe maskiner, klæbe konvolutter og være konduktører; ministre, opfindere og geniale kunstnere er de endda ikke blit i større utstrækning. Og selv om det ikke er sikkert at enhver kvindelig konduktør kunde blit en god mor, saa er det sikkert at der er masser av mandlige konduktører, som ikke paa en anden plads i verden vilde blit noget større. Men enhver kvinde som blir en god mor, blir mere end de fleste ministre, for hun er uerstattelig paa sin plads, og svært mange ministre kunde med fordel erstattes. End ikke for de kvinder som har evnen til at yde en betydelig indsats i verden utenfor familielivet, synes adgangen til mandens arbeidsfelter at betyde nogen bedring av chancerne. Ingen kvinde har hat en indflydelse paa vore dages aandsliv som i sin tid Sta. Birgitta, Sta. Katarina av Siena eller Sta. Teresa. Og vor tids kvinder har ikke gjort større indsats i kunsten end f.eks de engelske kvinder fra Jane Austens tid og utover gjennem forrige aarhundrede.

Det vilde være i høieste grad uretfærdig at sammenligne kvindesakskvindernes arbeide for 162at faa placert det overskud av kvinder, som hjemmene ikke syntes at ha bruk for, med mrs. Jellybys bestræbelser for at faa sendt Englands befolkningsoverskudd til Borrioboola-Gha, hvor Dickens-elskere vil huske de fandt nye arbeidsfelter og en indfødt konge som forsøkte at sælge alle der overlevet klimaet for brændevin. Men det kan ikke fordølges, der er efterhaanden fremkommet en række vidnesbyrd fra kvinder som har prøvet livet paa de nye arbeidsfelter og som i tonen betænkelig minder om kolonistbreve fra Borrioboola-Gha. Jeg nævner en i disse dage utkommet debutbok «Dragsug» av Aase Kristofersen som mere end almindelig læseværdig. At den som bok betragtet er meget god har i denne forbindelse mindre at si end at den klarlægger grundskavanken i den ugifte, ubeskyttede og selverhvervende kvindes forhold. Det er ikke det økonomiske spørsmaal, skjønt fattigdom føles kanske tungere at bære for en ensom kvinde end for de fleste andre mennesker, fordi hun staar paa slibrig grund; hun støes ikke av de glæder et menneske faar til givendes hvis det arbeider med sine naturlige anlæg. Men den fundamentale ulykke for en ung pike som skal staa paa egne ben er den, at hun skal beskytte sig selv først og fremst mot at bli ført vild av sine egne naturligste, sundeste og mest generøse instinkter. Jeg har allerede sagt, jeg mener det er umulig at sondre mellem fysisk og sjælelig trang i kjønsdriften; for mange kvinder kan 163trangen til at faa tak og ære, ikke bare løn, for sit arbeide, trangen til at se sit liv være til nytte ikke bare for et aktieselskap, men for haandgripelige mennesker, stige til en pinefuld intensitet, hvis den aar ut, aar ind blir utilfredsstillet. Man kan være saa lei man vil av kvindelig selvros; samler man paa eksempler som viser islætten av egoisme i alle menneskelige forhold, kan man finde den her og, men folk maa ikke overse at svært mange kvinder føler slik og under ugunstige omstændigheter griper til forskjellige slags besynderlige og uheldige eksperimenter for at faa avløp for en drift som bare kan utløses i tilfredsstillelse gjennem sundt seksuelt samliv – eller gjennem maalbevisst og forsætlig kjønslig avhold.

Intet plus av andre materielle goder kan byde nogen erstatning for kjønsdriftens ikke-tilfredsstillelse – det kan alene sjælelige værdier. Av omstændigheterne paatvunget avhold eller omgaaelse av naturens orden kan kun bli et onde, mere eller mindre utaalelig efter hvert menneskes natur. Selv de mennesker – vel mest kvinder – som ikke føler sin uvalgte kyskhet som et savn, har ialfald ikke ret til at kalde den dyd, hvis den er diktert av ulyst til at indlate sig for meget med sine medmennesker – frygt for en dag at opdage, man er ikke sig selv nærmest.

Chastity without charity
lies chained in hell
164It is as lewd as a lampe
that no light is in

sier Englands anden mægtige middelalder-digter, Langland, han hvis vision av menneskenes liv paa jorden, under himmelen, «Piers Plowman» i hovedsaken er like aktuelt idag som for fem hundrede aar siden.

Det er i forglemmelse av at kyskhet uten kjærlighet – i ordets videste betydning – er bare en utændt lampe, at vor tids mennesker har forholdsvis liten ærbødighet for kyskheten i og for sig. Vi har set for meget av paatvungent avhold. Man har let for at glemme, der er en anden kyskhet som betyder utvikling av sjælelige muligheter og bevarelsen av sjælelige værdier, opnaaelig bare paa bekostning av andre muligheter og ved forsagelse av andre værdier. Det er en populær frase, der som de fleste populære fraser bunder i instinktiv erkjendelse av kjendsgjeininger, at tale om en aandsstrømning som barn av ett eller andet og se et faderskap eller moderskap i kulturelle nyfødsler. De utspringer av en sjælelig avlekraft som for mange mænds og de allerfleste kvinders vedkommende nedsættes mere eller mindre, hvis han eller hun binder sig gjennem slegslivet og fuldt ut akcepterer de forpligtelser som faderskap eller moderskap til levende børn medfører. Jeg selv synes at en kvinde som gir avkald paa nogenlunde tilfredsstillende egteskap med en nogenlunde tilfredsstillende 165mand for at bevare for sig den værdi det er at tro om sig selv at om skjæbnen hadde villet det slik, kunde hun med en fuldgod mand blit en fuldgod hustru og mor – er et rikere menneske end svært mange koner og mødre. Og den kvinde som bruker sit liv til at værne og hjelpe børn eller gamle eller syke der ikke blir værnet og hjulpet av sine naturlige nærmeste, gjør like stor gjerning som den bedste mor. Sier nogen hun gjør en større, tør jeg ikke motsi. Det er saa, at mangen mor kan strække sin kjærlighet langt utover det egne hjem. Men man kommer ikke utenom det faktum at en mor er altid sine egne børn nærmest. Og hvad hun gjør for dem, gjør hun for sig selv; hvad som rammer dem, rammer hende. Mangen lærerinde f.eks. føler mere for de børn som er betrodd hende end moren gjør, er villigere til en anspændelse for deres skyld end moren er. Men der er altid mellem hendes kjærlighet og morens en væsensforskjel, ikke en gradsforskjel. Et rikt og følsomt menneske lider ofte mere ved at se en andens lidelse end den som det gaar utover, er villigere til at hjelpe sin næste end næsten til at hjelpe sig selv. Mangen kvinde har lidt mere ved at se et fremmed barn bli saaret end dets mor, men selv da ser den ene kniven ramme og den anden føler kniver i sit eget kjød.

*

Den unge pikes stilling har virkelig utviklingen bedret – hittil – for saa vidt som det i 166vore dage er lettere for hende at vælge ugifthet. Faren ved en videre forfølgning av det samme spor er at det automatisk skal føre til at muligheten for selv at vælge sin skjæbne atter blir indskrænket. Mot gamle dages ulykke, at en kvinde ikke sjelden av omstændigheterne blev tvungen ind i næsten hvadslags egteskap som bødes hende, staar truslen om et nyt og for de fleste kvinder større onde – faren for at bli tvunget til ufrivillig cølibat.

Det botemiddel herimot som undertiden blir foreslaat og ikke sjelden forsøkt – at man vænner sig til at se tolerant paa midlertidige og ufrugtbare forbindelser – kan efter alt jeg vet om kvinder ikke bringe andet end videre ulykker. Netop for kvindernes skyld er der al grund til ikke at tolerere denslags forhold – derimot ofte al mulig grund til at vise tolerance og ærbødighet for offrene for slike forbindelser – qua offre. En skjæbnesvanger omstændighet ved den enslige pikes stilling, som Aase Kristofersen ogsaa klart fremstiller, er den, at mænd flest forstaar sig gruelig daarlig paa kvinder – som de selv ærlig og redelig har været flittige til at indrømme. Foruten de mange mænd som tyr ind i midlertidige og golde forbindelser, fordi de er trætte av en naturstridig avholdenhet som de ikke har valgt, og fordi de i slike forhold finder om ikke andet saa en illusion av kjærlighet og skjønhet, eventyr og varme, saa træffer den unge pike stadig sammen med denslags mandfolk som 167anser alle piker for jagtbart vildt, alslags erotiske forbindelser for lovlige adspredelser, og som ikke føler sig forpligtet til eller ikke evner at se forskjel paa de kvinder, hvem forandring fryder, og de, for hvem det at hengi sig betyder at slaa røtter i et andet menneske. En av fordelene ved konventionel moral – eller moralkonvention – og faste former for ouverturen til nærmere bekjendtskap mellem unge av de to kjøn er, at dette tjener som veiviser for mænd med ringe orienteringsevne og gjerde om den sidste slags unge piker; en mand kan ikke komme til dem uten at gaa gjennem endel grinder eller over gjerder. Kvinderne av den første type som særlig søker forandring udi kjærligheten, har altid visst at hjelpe sig selv over gjerderne og gjennem grindene – om ikke før, saa naar de er blit gifte.

Der er vel idag neppe mange mennesker som ikke tror, at her i Europa staar vi umiddelbart foran en radikal omlægning av samfundshusholdningens økonomiske organisation. Jeg synes det er overveiende sandsynlig at sovjet-princippet i en eller anden form vil seire. I øieblikket er det sikkert over evne for enhver politisk fraktion og for hvert eneste enkelt menneske at faa bare tilnærmelsesvis overblik over den russiske revolution – i hvilket forhold den har været 168baaret frem av samfundsfornyende og samfundsnedbrytende kræfter. Ett er jeg overbevisst om: I frygten for bolshevismen er der noget andet og mere end baade de besiddende klassers skræk for at bli berøvet magt og materielle goder og kulturmenneskets kvalfulde angst for at se aandelige og materielle skjønhetsværdier som er skapt av de rikest utrustede menneskers sjælsanspændelse gjennem aarhundreder, av ideel stræben og av lidelser og opofrelser, hvorom mere primitive naturer vet litet, lagt øde av fremvæltende barbarhorder. Der er desuten europæernes ældgamle uhyggefølelse overfor orienten. Selve avisernes portrætter av den russiske revolutions ledere – alle disse mænd med semitiske og tatariske ansigter og vildt fremmedartede navne – er egnede til at skræmme folk. Og skræmslen vilde været følt ned i meget bredere og dypere lag inden de europæiske samfund, dersom disse ikke gjennem industrialismen var blit berøvet den bedste nervemedicin, arbeidsglæden, og sluttelig fik tillivs krigens voldsomme doser av forskjellige nervegifter. Og det er jo ikke saan som folk populært forestiller sig, at nevrosens angstfornemmelser er en potensering av den sunde organismes instinkt for hvad som er farlig; tvertimot, nervøse folk er altid oplagt til at forsøke eksperimentet med at utdrive djævelen ved hjelp av Beelzebub.

Netop de brede lag i Europa har altid veiret orientens atmosfære som noget uhyggelig –169bokstavelig talt; de har følt den som noget, der ingen hygge var ved. Det har været forbeholdt en relativt forfinet overklasse med mindre robuste instinkter at kunne goutere østens eksotiske skjønhetsværdier. Grunden til antisemitismen fra middelalderen til vore dage har i virkeligheten altid været en meget dypere end den, folkemasserne har git sig selv og andre: at jøderne korsfæstet Kristus. Hadde jøderne hat mindre gode regnehoder, hadde man formodentlig husket mere paa, at det var ogsaa jøder som fra først av forkyndte Kristus. Korstogene var ikke bare en ridderroman og en eskapade av fængselsfugle – det var fra først av en folkereisning mot sandflugten som jog indover Europa med gyselige fantomer i spidsen – en gud som ikke maatte avbildes i menneskelig lignelse og en ubøielig skjæbne. Menigmand, matroser og soldater, under kolonisationsperioderne har altid fundet orienten og orientalerne mere rare og usympatiske end smukke; for almuen er østens guder karrikaturer og uterlige billeder.

Det er vel ingen overdrivelse at si at vestenfor Ruslands grænser har folk flest visst svært litet om Rusland. Populært blev det jevnlig kaldt Halvasien. De sidste tiders hændelser vil vel ialfald føre til at Vest- og Østeuropa faar se mere til hinanden. Hvad nytte vi kan faa av bekjendtskapet avhænger vel av, i hvilken grad det vil vise sig, vi er istand til at forstaa russerne. Om den russiske revolutions skisse til en 170raadsstat er brukbart grundlag for arbeidstegninger til en ny samfundsbygning, det tror jeg vil avhænge, ikke av hvad vi kan faa vite om sandheten med hensyn til revolutionens terror –, siden ethvert menneske maa kunne si sig selv at en revolution, den være sig baaret av aldrig saa høie og aldrig saa sunde idealer, altid paa et visst tidspunkt byder et samfunds værste elementer og gjennemsnitsmenneskenes værste instinkter rikelig spillerum. Det kan heller ikke avhænge av hvordan forsøkene paa at sætte dens ideer om samfundsøkonomiens forvaltning ut i livet hittil har virket paa produktionen – det vilde være litt urimelig at vente at et folk efter fem aars krig og revolutioner skulde sitte i velstand og et blomstrende næringsliv. Hvorvidt den russiske revolution har været baaret av ideer eller har født ideer som de øvrige europæiske folk kan opta, fordøie og trives ved, det vil vist først og fremst avhænge av, hvorvidt betegnelsen Halvasien er træffende eller ikke – om man ved nærmere bekjendtskap finder, Rusland ligner mest paa os eller Østerland.

Hvad saa end en viss type av samfundslemmer som karakteriserer sig selv som patentborgerlige, men som ikke netop er mit ideal av borgerlighet, mener om det berettigede eller ikke berettigede i arbeidermassernes misnøie med det bestaaende samfund, saa ændrer det ikke den kjendsgjerning at de er saa misfornøiede at de neppe vil slaa sig tilro, før de har set skjæbnesvangre 171begivenheter – til bedre eller værre tilstande – ske paa sit initiativ. Og foreløbig viser denne armés soldater – som kalder sig proletarer uten hensyn til børneantal, aarsindtægt eller menu – ikke mange tegn til frygt for de orientalske ansigter fra bolshevik-revolutionen.

– I begyndelsen av forrige aarhundrede spillet paa den europæiske scene Lord Byron sit livs drama for et stort og interessert publikum. Nu vil jeg naturligvis ikke paastaa at Lord Byron punkt for punkt og træk for træk bør opfattes som en personifikation av det moderne proletariat eller at han overlevert til den moderne historieforskning skulde vise sig ikke at ha levet, men være et sindbillede paa en folkemasse, som har erklært sit samfund krig og sagt sig fri fra den gamle fædrelandsfølelse. Jeg kommer bare til at huske paa ham, naar jeg ser utslag av den moderne europæiske aands skuen mot øst – luksusmenneskenes sværmeri for østerlandsk sjælsuttryk i bøker og bronce og buddhisme, arbeidermassernes tillid til førere med østerlandske fysionomier – jeg kommer til at tænke paa Lord Byron, den melodramatiske helt som brøt op fra sit eget liv for at søke en helts død, digteren som oprigtig fortalte endel om sit eget liv og sine oprigtige meninger, skjønt han gjorde det paa vers – jeg husker hvordan han koketterte med østen og dreves mot øst av sit urolige, misfornøiede hjerte og 172døde som soldat i grækerhæren mot en armé av østerlændinger.

Imidlertid, om proletarernes hær en dag vil komme til at staa i vaaben, med kampvilje til døden, vendt mot øst – det vil sagtens vise sig i en noget fjernere fremtid. Foreløbig staar den væbnet for at erobre magten indenlands i alle Europas stater. Det er nok tænkelig at denne erobring i enkelte lande, f.eks. i vort eget, som dog gudskelov endda ikke er blit Industrilandet Norge, vil kunne foregaa saavidt langsomt, at det uundgaaelige værdispild som følger med alslags prøvekjøring, blir mindst mulig – at om f.eks. en eller anden form for raadsforfatning blir almindelig gjennemført ute i landene, vi da herhjemme vil komme saa meget bakefter at vi faar se litt til resultaterne av ethvert skridt, før vi gaar det efter. Uundgaaelig vil det sikkert være, at samfundshusholdningens omlægning fra privatkapitalistisk i socialistisk retning maa føre til en forringelse av produktionsevnen ialfald til at begynde med. Og dette vil indtræffe paa et tidspunkt, da staternes reserveforraad av kapital og varer er reducert efter vældige krige. Det er vel da noksaa sandsynlig at der overalt vil bli en meget følelig vareknaphet og at de fremstillede varetyper i alle brancher maa standardiseres. At man kan faa kjøpt tredve slags brødvarer hos bakeren, tyve slags paalæg og ost hos kolonialhandleren og guttegensere i ti farvesammensætninger i tricotageforretningerne er resultat av den fri konkurrance.

173Nu er dette ikke i mine øine saa væsentlige goder at jeg vilde regne det for tungtveiende momenter for det privatkapitalistiske system at det har skapt dem. Tvertimot tror jeg at det er en væsentlig aarsak til tidens uro og misnøie at altid et initiativ utenfra kommer almindelige menneskers initiativ i forkjøpet og frembyder pr. aviser og butikker og skoler og bøker og folketaler intellektuelle og materielle goder fikse og færdige i saa mange kombinationer, at gjennemsnitsmenneskets litt træge fantasi ikke kan konkurrere. Utenfor det rent intime følelseslivs omraade er alle goder opnaaelige – for penge! – før de er uttænkte av menigmand. Saa naar vor tid er blit beskyldt for at være pengejageriets tid fremfor andre, er det sikkert ikke uten grund. Man kan forsaavidt godt si at industrialismen har været fiendtlig baade overfor det private initiativ og den private eiendomsret, siden den har bevirket at et faatals privatinitiativ har lammet masser av enkeltmenneskers private initiativ og en uforholdsmæssig mængde privatkapital har hobet sig op hos de faa, mens masserne av mennesker absolut ingen privatkapital har.

En vei til regulering av dette forhold gaar rimeligvis gjennem mere eller mindre gjennemført kommunisme. Privat initiativ og privat eiendom kan ikke skaffes ut av verden; kommunismen kan muligens bryte op de store aggregater og sende initiativ og eierfølelse hjem 174igjen til almindelige mennesker. Et diktatur som bare tillater aviser av én farve at utkomme, vil rimeligvis faa folk flest til at kolorere sin tankeverden paa egenhaand, og blir der bare to farver uldgarn at faa kjøpt, vil kvinderne sagtens begynde at farve hjemme og finde paa fantasistrikning. Skjorter, svamper, tandbørster o. lign. i det mindste maa bli ved at være privateiendom; instinktet for at nyde eiendom som er blit svækket ved at skulle fæste sig ved de evig trillende penger vil rimeligvis fornyes og styrkes, dersom den en tid blir nødt til at knyttes til færre og enklere objekter.

*

Den store solide hob av kvinder i samfundets brede og dype lag har selvfølgelig altid interesse av at en samfundsomdannelse foregaar mest mulig lempelig og gradvis. En viss konservatisme er naturlig for dem, hvis naturlige opgave det er at konservere de nye liv som tændes og lære fra sig de samme lærdomme nu som i stenalderen – hjelpe barnets meddelelsestrang paa vei med at lægge det artikulerte ord i munden, og holde det fra ilden da den brændte i en hule og da den blev lukket ind i fyrstikæsker. At kvinden under lovløse tilstande resikerer at lide mere end mændene – ved at hun utsættes for vold av den art som naturen har skaanet mænd for at behøve at frygte, og at hun føler enhver lidelse og hvert savn saa mange ganger fordoblet som hun har børn – det burde man ialfald ikke 175forutsætte. En mand har ret til at kræve, man tror om ham at han rammes av alt som rammer hans hjems kvinder og børn, saalænge han ikke beviser noget andet.

Kvindernes særinteresse og særopgave i omvæltningstider er den at passe, menneskene ikke glemmer, man kan revolutionere samfundsorden og rette paa samfunds-misforhold, men ikke de elementer, hvorav samfund bygges, og ikke de faktorer, hvorav misforhold vokser frem – menneskene og deres naturlige beskaffenhet. Det er kvinderne som særlig faar at haandtere det friske raamateriale og konstatere, at det har ikke forandret sig i historisk tid.

*

Jeg har utgit de foranstaaende artikler fordi jeg i det hele og store fremdeles vedkjender mig grundsynet i disse. Etpar andre, som jeg har faat speciel anmodning om at la optrykke – angaaende bedømmelsen av barnemord og fosterfordrivelse – har jeg ikke tat med, fordi jeg i hovedsaken nu tænker helt anderledes end jeg gjorde, da de fremkom. Det er ikke at jeg er blit saa meget mere overtydet om straffetruslens effektivitet som at jeg er blit overbevist om at en mor – eller far – eier ikke sine børn, men forvalter Guds eiendom.

For dem som har gjennemlæst baade de gamle artikler og denne efterskrift vil det være klart at jeg tænker anderledes paa enkelte punkter nu 176end da ogsaa disse stykker blev skrevet – at jeg f.eks. ser anderledes paa Kristendommen end da jeg utarbeidet mit foredrag om Det fjerde Bud. Jeg har i en tid, hvor der stadig blir ropt og skreket om det faafængte i at ville forandre utviklingens gang, stadig følt mig mere tiltrukket til et tankesystem som lægger al vegt paa den kjendsgjerning, at enten utviklingen gaar mot Himmelen eller ad Helvede til, saa har det den samme betydning for hvert enkelt menneske, mot hvilken av de to endestationer han vælger at søke sin vei og driver dem over hvis skjæbne har har nogen indflydelse. Det borttar intet av hans ansvar om der i øieblikket er et run paa den eller den anden dør. Dette har gjort at jeg er kommet til at beskjæftige mig mere med Kristendommens dogmer og mindre med den gjængse opfatning av disse som saa mange i vore dage kalder forsteninger og forbeninger – med noget ret, siden dogmer i det mindste er ikke mekaniske frembringelser som f.eks. grundmur, men organiske, som stenene, hvorav en grundmur bygges, insekternes skal og menneskets rygrad.

– Jeg har virkelig engang været skraasikker paa at vi mennesker hadde æren av at ha skapt Gud som et idealbillede, vi med mere eller mindre fasthet i forsættet og med vekslende held forsøkte at tildanne os efter. At ikke vi mennesker selv skulde ha den hele skyld for tilværelsens mangeslags kalamiteter, har jeg aldrig trodd.

177For det enkelte menneske har det selvfølgelig avgjørende betydning enten man tror, vi har skapt Gud eller Gud har skapt os, og dermed har det jo i længden den samme betydning for det hele menneskesamfund. Men for pasningen av dagliglivets forefaldende gjøremaal – baade lovgivning og børneopdragelse – er det, enten man tror det ene eller det andet, like vigtig at erindre de gamle ord:

Soli Deo Gloria.

Lillehammer, august–oktober 1919.

Om Et kvinde-synspunkt

Essaysamlingen Et kvinde-synspunkt kom ut i 1919. I samlingen tok Undset med fire tidligere trykte tekster fra årene 1912–1919 («Nogen kvindesaks-betragtninger», «Det fjerde Bud», «Kvinderne og verdenskrigen» og «Begrepsforvirring»); i tillegg inneholdt samlingen et «Efterskrift», nyskrevet for anledningen.

I tekstene tar Undset for seg kvinnespørsmål. Hun kritiserer flere av datidens kvinnesaksforkjempere og er kritisk til deres frihetsideal. For eksempel kan «Begrepsforvirring» leses som et slags oppgjør med kvinnerettsforkjemperen Katti Anker Møller. Undset er opptatt av kvinnens rolle som husmor, kone, mor og oppdrager.

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

• 1. utgave, 1919 (nb.no)

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook