Det fjerde Bud

(Mars 1914)

33Det er nu litt over et aar siden at aviserne bragte os budet om den skjæbne, som commander Robert Scott og hans kamerater hadde møtt nede paa sydpolens snevidder – og beretningen om hvordan de hadde møtt den. Mange andre husker det formodentlig likesaa godt som jeg – siden har vi jo hat Tryggve Grans foredrag om Scotts sydpolsekspedition. Scotts optegnelser har været offentliggjorte osv.

Jeg læste om det nede i Rom. Jeg var optat dengang nat og dag med at stelle et litet sykt barn og der var ikke meget utover det, som gjorde indtryk paa mig – omtrent samtidig var vore hjemlige aviser fulde av Aarrestadsaken, og jeg orket neppe engang følge med i denne paa sit vis storslagne komedie, som fløt over av livets egen raa og grelle ironi, men jeg slukte hvert ord ide italienske aviser – med temmelig meget besvær – om det vidunderlig skjønne sørgespil dernede i sydpolsvinteren, og jeg forsøkte at maale de umaalelige rigdomme, som de mænd, der nu ligger lik dernede i den evige vinter, har efterlatt hele menneskeslegten, og ydmyg og ærbødig 34og taknemlig visste jeg jo, at ogsaa jeg og mine barn og mine barnebarn og barnebarns barn utover i al evindelighet – likesom vi alle og al vor efterslegt – alle faar vi vor del av disse rigdomme, alle er vi med om at eie denne arv.

«Frygter ikke for dem, som ihjelslaar legemet», staar der i skriften. Som saa mange andre bibelbud har ogsaa dette bud staat skrevet i menneskenes hjerte uanset religion og race, saa langt tilbake som slegternes erindring rækker. Overalt hvor en menneskeflok har naadd til enslags bevissthet om samhørighet, noget i retning av stammefølelse, har det gjerne blit det første krav til hver voksen mand, at han ikke skal frygte dem, som ihjelslaar legemet. For et andet, større liv, stammens, skal han være villig til at opgi sit eget. Dette krav er civilisationens første frøblad.

Og det krav, som gjerne følger at en mand skal gi sit liv uten at klage, at han skal møte pinsler og død med ro og fasthet, ikke kny ved marterpælen, om han falder i hænderne paa sin stammes fiender – det krav er den ældste primitive manifestation av kultur.

Civilisation betyr jo borgerfølelse – civis betyr ret og slet borger. Og borgerfølelse er ikke andet end menneskets bevissthet om at det har forpligtelser. Ikke om at det har rettigheter, for den bevissthet er ældre end al anden bevissthet. I det øieblik urmennesket tilfredsstillet sine drifter, 35sult, kjønsdrift, driften til at søke ly mot uveir og forfølgere, og gjorde sig en slags tanke med det, blev det sig sine rettigheter bevisst. At det under visse omstændigheter er hensigtsmæssig, ja nødvendig for det enkelte individ, naar det tilfredsstiller sine drifter, at ta hensyn til de andre individer i den flok det følger med, derfor har allerede dyrene en følelse, som vi kalder instinkt.

For menneskets bevissthet om denne nødvendighet har vi et symbol, som alle kjender. Det er ikke gammelt, dersom vi forsøker at gjøre os et begrep om hvor gammel kulturen er mellem menneskene, og dersom vi forsøker at forestille os alle de ulike racer og folkeslag, som har bodd og bor paa jorden, saa maa vi kalde dem, som vi har arvet symbolet fra, vore egne nære forfædre. Dette symbol, som skal uttrykke forholdet mellem det, vi tør kræve for os selv, og det, som de andre kan kræve av os, er en kvindeskikkelse med bind for øinene, et sverd i den ene haand og en skaalvegt i den andre. Paa norsk kaldes hun Retfærdigheten. Og hendes navn paa alle de sprog, som jeg kjender noget til, betyr det samme. Det vil si Justice paa engelsk er jo ikke direkte avledet av de engelske ord hverken for rettigheter eller pligt – rights og duty. Men det er vel bare en tilfældighet at det er saa paa engelsk og at det engelske folk saavidt jeg kan se er det, som sitter inde med mest latent evne til at handle kultivert. – Hadde kulturmenneskene nogengang 36hat flertal paa jorden, eller kunde det tænkes, at kultur nogengang i fremtiden blev allemandseie, saa vilde Retfærdighetens navn være Pligtfærdighet.

For at et menneske er civilisert, vil jo bare si, at det vet om sine forpligtelser og opfylder dem – ialfald saa langt som det er tvunget dertil av samfundet. Det er den nødtørftigste civilisation. At et individ er kultivert vil si, at det føler sig forpligtet – jo høiere kultivert, jo mere ubegrænset forpligtet. Kultur, det er den arv, som ligger til hele menneskeslegten efter mennesker, hvis navn har faat det vi kalder udødelighet, som efter hvert eneste anonymt individ, som har følt sig drevet til at yde det ytterste av sine evner – efter videnskapsmænd og efter kunstnere, efter krigere og prester, efter diakonisser og opdagelsesreisende, efter læger og gartnere, efter lærerinder og barnepiker som efter snekkere og vævere. Kulturprodukter det er difteriserum og sagnet om Termopylæ, automobiler og flyvemaskiner og glemte mødres opdragergjerning, gamle haandverkeres mesterstykker likesaafuldt som katolske helgenhistorier.

«Lovet være min Herre for vor søster den legemlige død,» heter det i den hellige Frans av Assisis solsang. «Velsignede er de som finder sig under din helligste vilje, saa at den anden død ikke kan gjøre dem skade.» At ha denne bøn indskrevet i sit hjerte, det er at ha kultur.

For den bøn forutsætter jo troen paa et evig liv 37for mennesket. I sin mere primitive form indeslutter denne tro forventningen om individets, selvets bestaaen. Det høiest utviklede selv har nok i forvissningen om, at menneskehetens kulturformue vil bestaa og vil øke, saa længe genus homo forekommer paa jorden. Det menneske, som vier sine evner, sit arbeide til at øke denne kulturformue, som er villig til at ofre sin private, korporlige eksistens for at øke menneskeslegtens fælles rigdom, det menneske bekjender gud i sine gjerninger – den gud vi har skapt i vor lignelse. At mennesket skal bli gud likt og kjende ondt og godt, det er kulturens maal. Det kan aldrig naaes av det enkelte individ, fordi gud aldrig blir færdig fra vore hænder. Alt kulturarbeide er gudskapende.

Herhjemme støter vi ikke saa sjelden paa et par gloser, som lyder overcivilisation og overkultur. Etpar idiotiske gloser synes jeg. For der er ingenting over civilisationen og over kulturen. Dersom vi kunde forestille os, at menneskets kultur og civilisation blev fuldendt – at vor gud var blit fuldkommen og at vi hadde naadd frem til og var blit ett med denne gud – hvad saa? Hvordan skal det gaa videre da? Jeg er ialfald ikke istand til at tænke mig det. Overcivilisation, overkultur, det kan ikke jeg gjøre mig forestilling om. Og jeg kan ikke skjønne hvorfor man skal anstrenge sin fantasi med det. Men spørsmaalet er sandelig ikke aktuelt endda.

Det som folk mener med overcivilisation, overkultur, 38er da heller ikke andet end kulturtræthet, træthet av civilisation. Kultur og civilisation, det er ydelse, anspændelse. Ulysten til at yde, overanstrengelsen likesaagodt som ugiddeligheten, som melder pas, naar forpligtelserne præsenterer sig – alt det som kaster et individ eller en samfundsklasse eller et folk bardus tilbake i barbariet, det er altsaa det, som man gjerne dekorerer med navnet overkultur.

Men et individ eller et folk eller en samfundsklasse kan aldrig faa formeget av kultur og civilisation. Derimot kan det nok faa for meget av dannelse kanske.

Dannelse er jo hverken civilisation eller kultur – tvertimot, hadde jeg saa nær sagt. Civilisation og kultur er produktivitet, men dannelse er tilegnelse.

At danne en ting er jo at forme den, utarbeide den. Et menneske dannes ved at tilegne sig av slegternes kulturarv. Men den som bare tar op av sin arv og forbruker, ikke tænker paa at øke den ved sit arbeide, blir snart nok fallit. Kulturens fallite arving staar en vakker dag som barbar – den ynkeligste av alle barbarer, den dannede barbar.

Der er forsaavidt ofte nok forbindelse mellem dannelse og kultur, som betingelserne for et frugtbart kulturarbeide skulde synes bedst, der hvor der var mest dannelse. Imidlertid saa behøver man jo ikke at se sig saa meget omkring for at opdage, at denne forbindelse absolut ikke 39er noget aarsaks- og virkningsforhold. Kultur har saare ofte vist sig forenlig med en yderst mangelfuld dannelse – og det har vi da rikelig og daglig anledning til at konstatere her i vort kjære fædreland, at hverken almendannelse eller specialutdannelse i og for sig producerer kultur.

Bare fordi det er det for mig mest nærliggende eksempel, skal jeg nævne kvindeemancipationen. Eftersom produktionen av livsfornødenheter mere og mere flyttedes fra hjemmene ut i fabrikerne, hjemmeindustrien avløstes av storindustrien, maatte den enkelte kvinde skaffe sig mere baade almendannelse og specialutdannelse, ellers kunde hun ikke utføre det arbeide, hvorved hun skulde skaffe sig livsophold. Men dannelse, tilegnelse av kulturresultaterne, vækker altid følelsen av nye fornødenheter, og det som menneskene kalder sine rettigheter er jo ikke andet end de fornødenheter, de forlanger at faa tilfredsstillet.

De kvinder som gik forrest i kampen for kvindernes rettigheter, de hadde kultur. De viste et mot og en selvopofrelse, som vi der kom efter dem, vanskelig kan forstaa. De valgte frivillig, mange av dem, det største martyrium som kan overgaa en kvinde – uskjønhetens, latterlighetens. Og der findes jo ikke det i verden, ikke de klostermure, ikke det tyranni, som saa haabløst stænger ute fra alt det, som er lykken for en sund kvinde, som uskjønhet og latterlighet. Og vi har vanskelig for at tænke os, at disse kvinder 40kunde finde erstatning for elskerindens, hustruens,hustruens] rettet fra: hustrens (trykkfeil) morens lykke i en kamp for stemmeret, for bedre utdannelse, for adgang til kontorpladser. Jeg er allikevel sikker paa, at mange, mange kvinder fandt det. Og det vilde se ilde ut for menneskeslegten, om det ikke var saan, siden alle mænd er kvinders sønner – og skulde saa ikke kvinder kunne ofre sit eget individuelle livs lykke i kampen for en sak, de trodde paa, og føle det som den høieste lykke at ofre og kjæmpe for retfærdighet, for bedring av andres kaar. Naar kvinder nu om dagen kommer og sier, at stemmeret og adgang til universitet og embeder og poster er ikke nogen lykke for kvinderne, saa sier de bare en selvfølgelig ting. Bare det som man selv har kjæmpet sig til er lykke – naar det gives i arv til andre, saa er det i høiden som et gode – fordi lykken, det er selve kampen, anspændelsen, selvopofrelsen.

Men vor egen generation av kvinder, som har arvet alle de goder, den foregaaende har tilkjæmpet os, har gjennemgaaende meget mindre kultur end de tidligere. Kvinderne for hundrede aar siden følte det i almindelighet som de hadde uendelig flere pligter end rettigheter. Som døtre, som hustruer, som mødre hadde de saa liten ret og saa uendelige forpligtelser, men det forutsattes, at lykken i livet skulde for en kvinde være at gjøre sin pligt. Det var disse pligttro kvinder med de smaa fordringer for sig selv og de store fordringer ti1 sig selv, som efterlot 41den hjemmenes kulturarv, som det forresten ser ut til at vi omtrent har brukt op herhjemme.

Først naar vi kvinder er kommet saa langt at vi opfatter vore rettigheter som forpligtelser, saa har vi igjen naadd til det kulturnivaa, som var kvindernes standard for hundrede aar siden.

I vore dage er det den dannede – almendannede eller specialutdannede – barbarkvinde, som vrimler om os. Gaa bare ind i en hvilkensomhelst butik for dameartikler, saa vil De sandsynligvis kunne konstatere hende baade foran disken og bak – fruen, der er ræd for at være for høflig mot ekspeditricen, og ekspeditricen, der er ræd for at være for høflig mot kunden. Et kulturmenneske finder ialfald aldrig paa, at man kan forringe sin værdighet ved at være for høflig – for kultur er netop den instinktive forvissning om at man aldrig reducerer sig selv ved at yde. – Og de tusen hjem – ja der er en god slump av dem, som er barbarkvindens wigwam. Overfor manden er hendes bestræbelser først og fremst at haandhæve sine rettigheter. Overfor barna er det tilsynelatende litt anderledes. De allerfleste kvinder indrømmer, at de har forpligtelser mot sine barn. Hertil er der imidlertid det at bemerke at en hel del av det, som regnes for en mors pligter, er i virkeligheten en mors rettigheter. Hos de fleste varmblodige dyr er det at yde ungerne vern og ømhet og kjærtegn en drift, en fornødenhet som maa tilfredsstilles – en rettighet.

42Der er ganske visst og der later altid til at ha været kvinder, som tilsynelatende mangler denne drift eller bare har den i meget ringe grad. Disse kalder man unaturlige mødre, skjønt de naturligvis ikke er mere unaturlige end blinde høner, kalver med tre ben, hunder uten lugtesans og andre zoologisk defekte skabninger.

Forældrenes forpligtelser er kulturresultater. At elske sine barn, at slite for at forsørge og oplære dem saa godt og rikelig som mulig, det er forældrenes naturlige rettighet. Forpligtelserne begynder bortenfor dette. Og alt hvad talløse henfarne slegters forældre har ydet utover det naturgivne – vern, ophold, kjærlighet – det som er hjemmets, familiens kultur, det har igjen avfødt krav, følelsen av fornødenheter hos barna.

Du skal hædre din far og din mor, paa det at det kan gaa dig vel og du maa længe leve i landet.

Dette bud indeholder for kulturmennesket barnets krav til forældrene og ikke forældrenes krav til barnet.

Det er jo saa, at hvad ikke barnet har forutfølt, kommer den voksne aldrig til at føle. Den voksne har uendelig flere resurser at nære sit følelsesliv av, det blir uendelig mere facettert, eftersom evnen til at reflektere utvikles, eftersom mennesket reagerer mot nye drifter, oplevelser, erfaringer. Men maaten hvorpaa det reagerer er altid forutbestemt fra dets barndom. I hver stund av intens lykke eller intens smerte gjenopleves en stemning fra barndommen – en stemning, 43som dengang blev vakt av helt andre, tilsynelatende mere inferiøre aarsaker. Den lykke, som videnskapsmanden eller kunstneren føler i sit arbeides kamp, følte han kanske første gang ved at lage en leke selv, ved at sætte op en sag i bækken, ved at kapløpe med kameraterne. Den religiøse ekstase, hvilen i Gud, bringer ikke den voksne nogen stemning som er væsensforskjellig fra den selvhypnose, hvori et litet barn kan hensætte sig, naar det sitter og følger regndraapernes flyten nedover en vindusrute. En liten gut som sitter paa en søplekasse og bearbeider en blikboks med et vedtræ, fylder sin sjæl til randen med stemninger, som den voksne trænger et betydelig mere komplicert apparat for at frembringe. Selv et menneskes erotik, maaten hvorpaa mennesket reagerer mot forplantningsdriften, er væsentlig bestemt fra dets barndom. Hvis alt gaar vel, saa optræder jo driften først ved barndommens slut, da individet i grundtrækkene er færdig formet, men erotiken, de følelser, som driften avføder i mennesket og hvorom vi ikke vet, hvorvidt de andre pattedyr kjender noget korresponderende dertil – den er bestemt av barnets følelsesliv. Den gut, der aldrig har følt kjærlighet og tillid til nogen – det være sig til far eller mor, til søskende, til en ven eller en lærer – har følt det som en lykke at kunne gi kjærlighet og tillid eller som et bittert, smertelig savn at han ikke hadde nogen at gi det til – han kommer som mand aldrig til at gi en hustru kjærlighet 44eller tillid – kommer aldrig til at holde av hende andet end som en bekvemmelighet, kommer aldrig til at stole paa hende længer end han ser hende. Derfor kan han naturligvis nok aldrig faa grund til at mistro hende – saa heldige kan forholdene arte sig, og han kan elske sin kone til døden skiller dem ad – saa bekvemme kan koner være. Og det pikebarn, der aldrig har følt lykken som en legemlig sensation, hun blir aldrig elskerinde, enten hun kommer til at tilhøre en mand eller mange – hun blir sig aldrig bevisst, at hendes krop er noget væsensforskjellig fra de svarte træfigurerne i konfektionsbutikerne – et stativ til at hænge klær paa. Men om den lille pikens dypeste sanselige lykkefølelse stammet fra kveldstunder, da hun kunde strække sig i sin seng efter at ha slitt sig træt ved at hjælpe mor i huset og barneværelset – eller om legemlig nydelse for hende betød dovenskap, det at slippe at sætte kroppen i aktivitet – om det betød sjøbad og fotturer eller barneballer, dansens rytme gjennem kroppen, gutters kurtise og veninders misundelse – eller om det at misunde veninderne artet sig som en fysisk smerte – se det bestemmer igjen, hvordan hun blir som elskerinde og hustru.

Bare det vi lærer som barn, gaar os i blodet. Gaar ind i vor organisme. Det andet blir kundskaper, færdighet. Hjernen som styrer, haanden som utfører, hjertet som sender det nærende blod, det er organisme. Kundskap og færdighet, det 45er verktøi, som vi tar i haand og lægger fra os igjen.

Men for kulturmennesket er det, som først og fremst maa læres, ærbødighet og lydighet.

Fordi det kultiverte menneske maa ha nogen at hædre og adlyde, har kulturen overalt skapt en Gud.

Og fordi kulturfølelse er slegtsfølelse, menneskets erkjendelse av, at det er henvist til mennesket, derfor blir det essentielle i al religion slegtskapsforholdet. Alle folkeslag forsøker at skape sine guder i menneskelignelse, alle religioner lærer, at mennesket er skapt av Gud. Saasnart religionen naar en viss utvikling, blir guderne menneskets forfædre. Japanerne dyrker sine avdøde forældre og bedsteforældre likesom romerne dyrket sine lares. Kjernen i kristendommen er de ord, at Gud er faderen.

Forutsætningen for kultur er samfølelsen med menneskeslegten. En kvindelig engelsk læge som jeg kjendte paastod, at grunden til at menneskeslegten i det store og hele gik tilbake – kulturen gaar frem, men kulturmenneskenes elitetrop vokser paa ingen maate i forhold til den voksende mob av ukultiverte individer – det skulde være den at stadig flere og flere nyfødte barn blir flasket op. Hun mente altsaa ikke de hygienisk uheldige følger av kunstig opamning, for inden de lag av befolkningen, som arbeidsklassen med rørende naivitet kalder overklassen, vokser der op en masse sunde og kraftige flaskebarn, og 46frafaldet fra kulturen er mindst likesaa stort der som inden arbeidsklassen. Hun mente likefrem at barn som hadde faat bryst blev mere menneskelige. Og det kan godt være hun hadde ret. Jeg tror gjerne det har betydning for et menneskes aandelige habitus, enten dets første indtryk, de som ligger bakom vore første erindringer og reflektioner, var at mæthet, varme og hvile fandtes i et levende menneskes armer, eller om man mottok de indtryk av uldtepper og glasflaske med taatesmok paa.

Det kan ikke læres fortidlig, at mennesket er henvist til menneskene og ikke kan ha samfund med noget andet. Naturligvis man snakker om samfund med naturen, men vi har intet kjendskap til naturen utover det, som vi har slitt os til ad erfaringens mangfoldige veier. Hvar vi kalder naturens sjæl, er en speiling av vor egen.

Den som ikke kan tro paa menneskene, ikke agte menneskene, ikke vil bøie sig for de resultater av menneskeslegtens kollektiverfaringer, som vi kalder guddommelige love eller samvittighet – han er overflødig. Mistillid til menneskene, menneskeforagt er dræpende – eller burde være det. Selv om man har været saa ulykkelig i livet at man ikke synes, man eier et menneske at tro paa og hædre – saalænge man tror paa sig selv, saalænge man har sin selvagtelse i behold, kan man ikke tale om menneskeforagt. Men den der er kommet dit, at han føler sig i slet selskap naar han er alene og ikke 47engang har tro paa at han skal kunne rehabilitere sig i sine egne øine – han kan ikke gjøre noget bedre end at dø.

Men jo mere kultivert et menneske er, jo mere det i sig selv har realisert menneskeslegtens idealer, desto mere trænger det at yde ærbødighet og tillid, desto mindre taaler det at maatte foragte. Brutus i Shakespeares Julius Cæsar sier – det er paa slagmarken ved Filippi, da han har tapt alt, den sak han kjæmpet for, de venner der kjæmpet ved hans side, den hustru der var ett med hans sjæl og hans hjerte:

Landsmænd – mit hjerte jubler over at i hele mit liv møtte jeg ingen mand, som ikke var mig tro.

Som jeg synes Shakespeares Brutus er den skjønneste skikkelse i al digtning, saa synes jeg at disse ord der de sies paa tærskelen ind til den legemlige død, rammer den skjønneste tanke, et menneske har tænkt. Det de indebærer, er selve kyskhetens væsen – kyskheten som intet andet er end lidenskap for intellektuel skjønhet. Læg merke til at i menneskeslegtens gamle billedsprog er oftest symbolerne paa kyskhet og tankens klarhet identiske – maanens straaler, det rene rindende vand, det blanke staal og perlen, i hvis glans alle farver harmonisk smelter sammen.

Som alle andre dyder er jo nemlig kyskheten et intellektuelt begrep og ikke en korporlig egenskap. Den er kjærlighet til alt som er 48uplettet og fast, og den er uvilje mot alt som et menneske føler sig besudlet ved at berøre. I dødens øieblik er det Brutus’ triumferende glæde at nu da han vet, at intet av livet mere vil møte ham, kan han si, at troløsheten, det som for ham er det hæsligste, har aldrig kommet nær ham. Det er desværre ikke noget, som hænder i virkeligheten.

En anden ting er det, at glosen brukes baade om et og andet som hverken minder om staalglans eller maaneskin – for eksempel om en svækkelse av naturlige instinkter eller om en mangel paa visse praktiske erfaringer, som jeg har hørt unge damer betegne som sin kyskhet – paa samme tid som de var stolte av at sitte inde med for mig uanede og tilsyneladende ubegrænsede teoretiske kundskaper om alslags seksuel ufyslighet. Men det gjælder om alle gloser og ordforbindelser, som oprindelig dækker et moralsk begrep, at de jevnlig benyttes av godtfolk paa en maate som bare viser, at de ikke begriper. For en tid siden meddelte for eksempel en ung mand mig, at han efter megen overveielse og sjælekamp hadde bestemt sig til at studere teologi, og dette uttrykte han paa den maate at han hadde fundet mot til at bekjende Kristus. Frasen har naturligvis engang betegnet en realitet – i kristenforfølgelsernes og religionskrigenes tid, da man virkelig resikerte noget ved at bekjende Kristus eller sin opfatning av Kristus, og er nedarvet i kirken som en 49antikvitet. I vore dager betegner den nærmest mot til at la sig gjøre nar av av personer, som den kristne nødvendigvis maa anse som mindre indsigtsfulde end en selv. Blandt andet i betragtning av hvad kristendommen lærer, at Kristus hadde mot til at gjennemgaa for den enkelte kristne og hele menneskeslegten, finder ialfald ikke jeg dette mot imponerende.

Alle moralbegreper er resultat av intellektuelt arbeide, av iagttagelse og erfaring. Naturen er amoralsk og det samme er menneskets naturlige drifter. Det er naar menneskets bevissthet tar standpunkt til de naturlige drifter at moral opstaar.

Dyd og last er naturprodukter som vitriol og sukker – dette Taines saa meget citerte bonmot er naturligvis ubestridelig, forsaavidt som alle moralske og umoralske instinkter er like naturlige. Det er efter virkningerne vi betegner dem som moralske og umoralske, likesom det er av hensyn til virkningerne at vi foretrækker sukker fremfor vitriol til at ha i kaffen. Vi har ingen anden autoritet end den menneskelige smak og fordøielse for at sukker smaker bedre end vitriol, for at friskt vand er bedre end raattent, det er efter vort menneskelige skjøn at sommerfuglen er vakrere end væggelusen, og det er den menneskelige samvittighet, som grupperer de naturlige instinkter i gode og onde – samvittigheten som er artens selvopholdelsesdrift. 50Det er slegtens nedarvede kollektiverfaring om hvad der er gavnlig, og hvad der er skadelig for dens trivsel, som har skapt begreperne ondt og godt. Det er den samme kollektiverfaring, som har formet begreperne normalt og unormalt. Det normale er det almindelige, det unormale det undtagelsesvis forekommende. Vi regner at folk normalt foretrækker det gode ialfald i teorien og som fordring til andre. Fyrst Bismarck og fyrst Eulenburg er like naturlige – det er den tyske nations selvopholdelsesinstinkt som dikterer den forskjellige vurdering av de to herrer. Det er ikke mere unaturlig at myrde sin kone, partere hende osv., som det antas doktor Crippen gjorde, end at kjæmpe sin kamp og dø sin død som Robert Scott, kaptein Oates og deres kamerater – men det er den sum av erfaringer som aartuseners slegter har sparet sammen og hvorav vi alle har vor del paa bunden av vort væsen, som driver os mennesker til at oprøres over det ene og juble over det andre. Fordi vi har denne hemmelige erfaring om at viljens fasthet, sjælens styrke under lidelserne, kameraternes trofaste samhold, mandsmotet, som ikke svigter foran døden, alt det sikrer slegtens velfærd og fremgang, derfor er det vi aldrig kan maale, hvor meget vi skylder de mænd, som igjen engang beviste, dette kan menneskene – ogsaa slik er det naturlig for mennesker at leve og dø.

De gamle blanke ordene, dydernes navne, de 51som er blit halvveis latterlige ord – det er de ord, menneskene trænger at lære – styrken, visdommen, retfærdigheten, sandheten, barmhjertigheten, kyskheten, maateholdet, tapperheten – og mange andre blanke ord. Og vi trænger beviserne paa at mennesket kan leve efter de ord, at de ikke er unaturlige, unormale begreper. Vi trænger at hædre og adlyde de mennesker, som gir os disse beviser.

Og vi trænger at faa beviserne av vor far og vor mor, fordi menneskeyngelen instinktmæssig vender sig til sine forældre for at faa sine fornødenheter tilfredsstillet.

Det er ikke forældrenes ret at kræve, du skal hædre din far og din mor, fordi de er far og mor, mere end det er ungdommens ret at fordre: hædrer de unge, eller alderdommens ret at si: hædrer de gamle. Det er like litet nogen grund til at hædre et menneske, fordi det har fuldbyrdet forplantningens funktion, som for at det har spist og drukket og dets stofskifte funktionert i ett aar eller tyve eller otti.

Men det er forældres pligt at leve slik, at deres barn kan hædre dem som de mennesker de er – fordi de lever op til den standard av menneskelighet, som man normalt respekterer som naturens mening med mennesket eller guds mening med mennesket – det vil si menneskets mening om sig selv.

At fortjene sine barns respekt er i virkeligheten forældres første pligt.

52At yde sine barn opfostring og optugtelse er jo bare forældrenes ret. Det er vor tids forbandelse at samfundsutviklingen paa det økonomiske omraade har ført til tilstande, som er aldeles uholdbare. For den store masse av mennesker er den økonomiske utryghet like stor nu for tiden som den personlige var det paa tredveaarskrigens tider. Jeg er personlig overbevist om at den eneste utvei er at staten tiltar sig herredømmet over produktionen paa den ene eller anden maate – med andre ord at der maa ske et yderligere indgrep i det private initiativ i likhet med hvad der tidligere er sket – saan at for eksempel det private initiativ ikke mere kan utruste og befale over et vikingskib eller holde seksti væbnede huskarler eller hundre svender i plate. Likesom staten har underlagt sig vaabenmagten, maa den underlægge sig produktion og kapital, fordi den nuværende ordning hemmer alle de drifter, som fortsætter og opholder slegten.

Det er om det økonomiske spørsmaal at omtrent al diskussion dreier sig nutildags. Se for eksempel til literaturen. Heltedigtet er en utdød, næsten fossil kunstart, den religiøse digtning gjennemgaaende upersonlig, ubegavet og gold, den erotiske digtning sparsommere end i nogen anden literaturperiode. Naar folk paastaar at erotiken indtar for megen plads i vore dagers literatur, er det en kolossal misforstaaelse – den indtar en foruroligende liten plads. 53Den naturlige form for erotisk literatur er lyrik – lyrik paa vers eller prosa, men den overveiende del av vore dagers literatur er ikke lyrisk. Jeg kan ikke huske at jeg i moderne literatur kjender et eneste stykke paa vers eller prosa, som kan kaldes en hymenæ – en primitivt og uten baktanker frembrytende jubel over mands og kvindes favntak. Grundstemningen i de skildringer av intim art, som forskrækker en foregaaende generation sommetider med og sommetider uten grund, er saagodtsom altid ensomhetsangsten – lykken over at være undsluppet ensomheten, skuffelsen over at selv det intimeste samkvem med et andet menneske ikke kan ophæve individets følelse av at være ensom – tvilen paa at det er mulig at denne følelse overhodet kan ophæves. Selve denne ensomhetsangst er naturligvis ikke noget særegent for vor tid, men den dominerer som aldrig før – følelsen blir utviklet og artikulert i vore dager, hvor hjemmene saa ofte ikke er hjem nok og det først og fremst fordi menneskenes naturlige ret til at opføde avkom er gjort usikker. Ni av ti bøker, som folk tror behandler det seksuelle problem, behandler i virkeligheten det økonomiske.

Og det at menneskets naturlige drift til at slutte sig sammen med en make og opfostre barn, gjøres usikker, svækker forældrenes naturlige bevissthet om retten til at optugte sine barn. Og dog vet hver eneste mor, hvis hun 54tænker sig om, at «maa ikke» er noget av det første hun maa lære sin lille at forstaa – maa ikke komme bort til ovnen, maa ikke krabbe op i vinduskarmen, maa ikke noget av alt det, som bringer barnet i fare. Men forleden saa var der virkelig en universitetsprofessor der gik saa vidt, at han i Aftenposten spurte – det var i anledning av etpar forfattere hvis bøker er mindre skikket til læsning for den yngste ungdom – med hvad ret skal vi forby vore barn at læse disse av stortinget stipendierte bøker! Jeg maa si at dette er det mest rørende eksempel paa ærbødighet for landets storting, som jeg kjender. Jeg besidder den ikke – jeg agter absolut at forby mine barn at læse størsteparten av hvad jeg selv hittil har skrevet, tiltrods for at jeg selv har hat stipendium, rigtignok ikke av stortinget, og jeg agter at forby dem at læse en hel del andre bøker der handler om forhold som barn savner betingelserne for at forstaa – likesaavisst som jeg agter at forby dem kaffe, spirituosa, tobak og andet, der ikke taales av den uutvoksne organisme, eller springe av og paa sporvogner i fart, i en yngre alder at rive av fyrstikker osv. – og jeg agter til og med leilighetsvis at jule dem, hvis de ikke vil lystre med det gode. At det er forældrenes ret at forby sine unger det de anser for farlig for barn og om fornødent tugte dem til lydighet – ja folk skal ha faat sine naturlige instinkter temmelig meget ruinert, naar de kan dra det i tvil. Derimot er 55det nærmest mangel paa intelligens hos forældre, naar de ikke begriper at straf har en anden gavnlig virkning foruten den at holde barnet borte fra det som er farlig for det. Vil nemlig barnet endelig sætte sin vilje igjennem, har det godt av at lære at det er noget som koster. Alle kan vi vel tænke os at komme i den situation, at vi synes vi maa gjøre det, som i det normale tilfælde er utilladelig – det er ingen skade til om vi tidlig lærer, at det koster og at det ikke er mere end fair om vi maa betale det dyrt.

Men det viser sig i næsten ett og alt som sies om forældre og barn nu om dagen, at folks begreper er aldeles forvirrede. Saa forkrøblet er forældreinstinktet at det ser ut som om flertallet av forældre absolut ikke forstaar barn. Bare en saan ting som alt dette snak om fortrolighet mellem forældre og barn – eller barnets fortrolighet til sine forældre er det vel nærmere – for saa taapelige kan dog ikke ret mange mennesker være, at de kan drømme om at voksne mennesker, der staar midt oppe i et liv, som for størstedelen er helt fremmed for barn, skal kunne betro disse større. Men det er like umulig for barn at betro sig til voksne om mangt og meget, fordi barn vet – hvad voksne altfor ofte glemmer – at barnets synspunkter oftest er helt forskjellige. Det kan være de reneste bagateller, som ofte gjør sterkest indtryk paa barn, og barnet vet for det første, at det ikke 56selv kan utrede forholdet mellem indtrykket og dets aarsak – og for det andet, at en voksen, mor for eksempel, kan det endda mindre. Paa den anden side føler barnet ofte meget litet ved det, som det ser gjør voldsomt indtryk paa voksne, og det har en fornemmelse av at denne ufølsomhet er urigtig og noget det bør skamme sig over. Jeg undres om ikke de fleste av os har oplevet at for eksempel en nær paarørendes død har voldt os meget mindre sorg end noget av det, som voksne kalder «en barnlig skuffelse».

Ser man litt paa debatten om skolen – det mest iøinefaldende er pædagogernes svigtende forstaaelse av barn. Norsklæsebøkerne for eksempel er blit jevnt slettere og slettere fra Wergelands ypperlige, der virkelig gav barn begrep om hvad sproget er – et overførelsesmiddel for tanker og stemninger, en organisme av begreper, med stofskifte og vekst – gjennem en række først stadig litt mindre gode læsebøker og siden fra Nordahl Rolfsens en række stadig slettere like til de sidste, hvorav barnet først og fremst lærer foragt for tankens koncise og klare uttryk – siden enhver forfatters tanker og uttryk av hvilkensomhelst skolemand vilkaarlig kan forandres, amputeres eller utstyres med løskrøller og hale.

Litt oplyste mennesker nu om dagen vet gjerne bedre end at gi spædbarn taate – optygget kavring i en fille. Men hver jul kommer der ut et lass med «barnebøker», som ikke er andet end 57kavringgrøt i en klut, og de gives til barna uten at et eneste voksent menneske kan ha læst dem – ialfald ikke anmelderne, for de roser dem.

Et av de forfærdeligste utslag av denne uforstand om barn er det vel at folk for ramme alvor kan snakke om «seksuel undervisning» paa skolen. Jeg bortser aldeles fra snakket om dertil skikkede lærere og lærerinder – det er en klasse, som er uskikket til at motta denslags undervisning. Det er ikke bare mot barns blufærdighet, det er mot al menneskelig blufærdighet i det hele at tænke sig en tilfældig sammenbragt flok, som skal tvinges til at sitte og høre paa en utlægning om kjønslivet. Ikke den raaeste fremstilling paa tomandshaand kan i virkeligheten skade tilnærmelsesvis saa meget. Men som det heter, det er for at ikke kjønslivet skal staa i et mystisk skjær – akkurat som det ikke netop er det mystiske skjær som er det specielt menneskelige i menneskets kjønsforhold, mystikken, som kommer av at vi og vi alene har slæpt det forhold gjennem alt det smuds som findes og løftet det høiere end alle stjernerne. Og det er netop dette som ikke barn kan forstaa, de uendelige muligheter for besudling og opløftelse. Dem forstaar bare det menneske, som har driften i sig. For seksuelt indifferente naturer er det hele plat, besynderlig, latterlig og ubehagelig – og andet kan det aldrig bli for et normalt utviklet sundt barn. Ingen skal faa mig indbildt, at et saadant barn «forgiftes», 58som det heter, eller besudles saa forfærdelig, selv om det faar sin nyfikenhet tilfredsstillet med noksaa sjofelt avfattede oplysninger, dersom det ellers er en renslig og retskaffen, kampdygtig natur. Enten saa har man moral eller man har det ikke – den væmmelige glosen kjønsmoral betyr absolut ingen moral. Tror nogen, at de tusener av fædre, som aldrig bekymrer sig en døit om det barns skjæbne, de har sat i verden, eller de tusener av hustruer der tilsøler det navn de selv har valgt at bære, som det kanske er deres levebrød at bære og som er deres barns navn – tror nogen, at de har nogen moral i det hele? En viss grad av godmodighet, som oftest er resultat av makelighet, kan de ha og de kan i sin vandel holde sig unna straffeloven, det er alt.

Der er jo visse utenfra dikterte regler for opførsel, som ogsaa kaldes moral – den borgerlige i motsætning til den individuelle. Egentlig er det ikke moral, men den gjør sin nytte, og gud bevare mig for at underkjende dens værdi som kloaklaak. Jeg har truffet folk som led av moral insanity – baade de som fulgte den borgerlige moral til punkt og prikke og de som hadde hævet sig over den, som de kaldte det, og der var samme forskjel paa dem som paa en tildækket og en aapen kloak. De første er meget mindre generende for omgivelserne.

Den borgerlige moral har sin betydning for civilisationen, men ikke for kulturen. Den borgerlige 59moral er et produkt som tilegnes godvillig eller nødtvungent, den personlige moral er produktiv. Den borgerlige moral kan forældes likesom havremel kan bli harsk og saltet dødt, den individuelle moral kan være av mere eller mindre værdi, men den er altid frisk.

Derfor er det ikke ved at indprente den borgerlige moral, at forældre gir sine barn en moralsk opdragelse. Derved bibringes barnet enslags kundskap om diverse fakta – som ved undervisningen i geografi, historie, matematik. Barnet bør ha lært dette for at kunne orientere sig i verden – om det lærer at orientere sig, er en anden sak.

Barnets naturlige instinkt for ret og uret, det kan av forældrene bare utvikles ved at de selv praktiserer sin personlige moral.

– I disse dage roper bekymrede forældre og foresatte ret som det er, hvor skal ungdommen i disse opløsningens og omdannelsens tider, da alt synes at vakle, da alle gamle sandheter staar for fald, da alle moralske begreper gaar under – hvor skal de unge finde holdepunkt!

Holdepunktet maa de unge selvfølgelig finde i sig selv, i sin samvittighet. Den eneste støtte forældrene kan gi ungdommen, er den at de selv staar fast, er trofaste mot sin overbevisning, mot sin moralopfatning, mot sine idealer – dvs. selv efterlever den moral, de præker for sine barn, hvilken den saa er. Ganske vist kan denne 60lære være slik, at den tør bli skjæbnesvanger for barna – derved er ingenting at gjøre; det er altid en risiko at ha forældre. Imidlertid er det jo meget almindelig at barn ikke efterlever sine forældres lære, og det er ialfald sikkert, at det er altid mere skjæbnesvangert for barna, dersom forældrene præker en moral og praktiserer en anden.

Det er ikke sandheten, der staar for fald, og de moralske begreper gaar ikke under. Det er deres tekniske anvendelse i det mellemmenneskelige samkvem som varierer.

De moralske begreper er urokkelige. Det menneske som slipper dem, falder tilbake i barbariet.

Værdien av tapperhet, barmhjertighet, kyskhet, selvbeherskelse, sanddruhet, utholdenhet kan aldrig forandres. Uten tapperhet, uten utholdenhet hadde ikke det zoologisk slet utrustede menneske kunnet trodse og bekjæmpe naturen. Uten indbyrdes barmhjertighet hadde det ikke kunnet staa sig i kampen. Kyskheten er individets selvhævdelse, instinktet for ikke at forringe sig selv. Uten selvbeherskelse maa et menneske finde sig i at bli behersket av hvemsomhelst og hvadsomhelst. Sanddruhet er en nødvendig forutsætning for frugtbringende samarbeide mellem menneskene.

Det som skifter er maaten hvorpaa de moralske begreper opfattes, fordi de forskjellige tider skaper nye forhold, hvorunder de maa praktiseres.

61Det er det som er aarsaken til den evige kamp mellem generationerne. Det er en kamp, som er værdispildende, dersom de stridende parter ikke kan respektere hinanden. Kampen mellem forældre og barn er styrkende og hædrende der hvor den nye slegt kan hædre sin far og sin mor – netop fordi det er den eneste maate hvorpaa mennesket kan lære dette at moralen, menneskehetens idealer og kravene til deres praktiske anvendelse stadig utvides. Mennesket vil føle sine idealer som en arv fra fædrene, de kaldes jo ogsaa Guds bestemmelse med mennesket, og Gud gjøres til menneskets fader eller forfædrene gjøres til Gud.

Al kultur er utsprunget av samfølelse med ætten, stammen, folket, den har rot i kjærligheten til far og mor, til slegt, til folk og fædreland. Kulturarbeidet maa begyndes, mens sindet er ungt og mykt, derfor er kulturmennesket altid præget av hjemmet, slegtshjemmet og folkehjemmet. Det er kun kulturresultaterne der er internationale. Det er i erkjendelsen av dette at kulturmennesket ikke vil forurette andres barn til fordel for sine egne, andres fædreland til fordel for sit eget – hvert hjem som lægges øde, hvert land som underkues, er et kulturens verksted lagt øde – men ogsaa er villig til at værge sit hjem og sit land for hvilken pris som helst.

Det er saa at der kjæmpes for kultur ogsaa i undertvungne lande, i ødelagte hjem, av mennesker 62som ikke kan hædre sin far og sin mor. Men det er en kamp saa haard og saa lidelsesfuld, at det bare er de sterkestes sak at kjæmpe den – og sjelden rak de mere end at bevare, sjelden at skape nyt. Jeg vilde hellere vite min søn liggende død og sønderflængt paa den jord, som endnu var hans folks, da han segnet, end at han skulde leve og kjæmpe i et undertvungent land. Den smerte som jamrer i Leopardis ode til Italia, til den trælbundne, skjændede og blødende mor, til den fædrejord, som ligger gold omkring ruinerne av fædrenes verk, til de brødre som slagtes i den lønløse kamp for undertrykkernes sak – den er bitrere end døden. – Og om jeg hadde en søn, som fornegtet mig og sa, han hadde ikke noget fædreland – da kunde jeg bare si, det menneske kjender jeg ikke, døden har tat mit barn fra mig – den anden død, som sankt Franciskus taler om, den som er fordømmelsen.

Og det barn som ikke føler lykke ved at kunne hædre far og mor, er umenneskelig, defekt – defekt som den mor, som ikke føler lykke ved at kunne pleie sit barn. Men den far og mor som har forspildt sin ret til at kræve sine barns agtelse, har ikke ret til at kræve andet av sine barn end deres had. Endda kan det hænde, at barnet gir dem sin kjærlighet, men da er det en almisse – og en almisse, som gjør den fattig, der gir den.

Det er ikke vore barns fortrolighet, vi skal vinde, det er deres tillid.

63Det er ikke det som er et gode at et menneske kan si til sig selv, naar trætheten melder sig, den træthet som sniker sig ind paa os, naar livet er vanskelig og fristelsen er der til at opgi kampen og synke ned i barbariet – hvad der saa blir av mig, min mor vil forstaa og tilgi. Det som er et gode det er at et menneske vet, naar det er fristet til at forspilde sin selvagtelse – dette kan min mor kanske tilgi, men aldrig forstaa.

Det er jo noget sludder at man skal hædre de unge fordi de er unge – eller de gamle fordi de er gamle. Noget av det tristeste i verden er det at de unge oftere fortjener at hædres end de gamle. Ungdommen er en kamptid. Fra den kamp kommer de fleste forkrøblet, forraaet, sløvet, overvundne. Men det skjønneste i verden er den alderdom, der er seirrik, rank og stolt – og dernæst den ungdom, der heller vil dø end overvindes av livets hæslighet.

Michelangelo fuldendte altervæggen i det sikstinske kapel, da han var 67 aar gammel. Det er billedet av dommens dag. Guddommen har seiret – en naken, vældig menneskesøn slynger sine fiender, de frafaldne, væk i den evige tilintetgjørelse. At dette er en oldings verk, at dette opgjør er utgangen av et langt livs kamp og at deri ligger noget merkelig og sjeldent – det er menneskeslegtens store tragedie.

Barndommen er altid vakker – selv et stygt barn eier altid ynde, mere jo mindre det er. De 64smaa føtters første søken efter fotfæste paa jorden er usigelig yndig.

Ungdommen har oftest en skjønnet netop i det at den er ung, at livet endnu ikke har faat merket den.

Jo ældre vi blir, jo styggere blir vi oftest. Trækkene viskes ut, fedtavleiring eller svind av muskler ødelægger, kroppen mister sin rankhet og spænstighet. Kun den ædleste art av skjønhet taaler at ældes, den som er utformet i selve benbygningen, i kraniets ædle meisling, i skelettets harmoniske opbygning – eller den skjønhet, som er av helt ulegemlig art, som utstraaler av et menneskes personlighet.

Ikke blir vi klokere med aarene og ikke blir vi bedre heller, de fleste av os. Alderdommens visdom, alderdommens godhet er sjelden. Men det som har møtt den, vet at den er dypere end al anden visdom og godhet. Det er den vi har maattet tillægge vor gud.

Alderdommens skjønhet er den sjeldneste skjønhet. Men den er mægtigere og mere gripende og rørende, den er over al anden skjønhet i verden. At vinde den for sig selv er det bedste et menneske kan gjøre for sit barn.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.