Mennesker

av Alvilde Prydz

V.

Et aars tid var gaat. Der havde igjen været en lang vinter, en brysom vaar med flom og uføre, som ikke blev overstaat før ud i mai.

Over bygden var der ingen merkbare forandringer. Hver stulled med sit og undertiden med lidt af de andres ogsaa. Fogden regjerede som før med fast haand sit hus og den del af bygden, der tjente de gamle guder – og modarbejdede som før, med den samme inspirerede sikkerhed alt radikaleri.radikaleri.] rettet fra: radikaleri (trykkfeil)

Kandidat Gripp var kommet tilbage fra sit aar i England og havde igjen overtaget sin post ved seminariet.

Fru Thorvildsen havde fra London faat en liden, fin vogn, og naar hun nu kom kjørende, mindede hun kandidaten om Venus i sin muslingskal.

Helene Ørn, der fremdeles var hos fogdens, 250havde mistet sin mest umedgjørlige elev, idet Knappen Gill virkelig var blevet konfirmeret, taget ud af skolen og var begyndt at tage timer hos kandidaten, der i det siste var blevet ven af huset og skulde have en virksom del i de stadige pengeforsendelser til sønnen i Amerika.

Frøken Lydia havde hele vinteren gaat og været spændt paa, om der skulde blive noget af med Hansine Enersen og Jens Blich, fordi Jens Blich tog det saa roligt og heller ingenting havde at forlove sig paa, og fordi Hansine tog det saa uroligt, baade med lengsel og smerte. Hansine havde blødt hjerte; hun maatte have en at elske, og Lydia, som var hendes bedste veninde, havde besluttet sig til at forhøre, om ikke det hele lod sig overflytte paa Gripp, som da var et ganske anderledes parti.

Helene Ørn havde man tilgivet attentatet paa Maartmann, siden det saa totalt var mislykket. Baade fru Thorvildsen og Lydia fandt, at man saa for lidet til hende, og at hun igrunden havde «et kvindeligt væsen» med noget mildt over øjnene, foruden det, at hun var saa hyggelig at fortelle alt muligt til. Nu som hun baade lod Maartmann og kandidaten ifred, havde Lydia besluttet at tage sig af hende; men det var ikke saa let gjort, for var ikke skolen ivejen, saa var det alle de skrækkelige 251bøgerne, hun hentede fra boghylderne hos pastor Myrin og allesteder.

Lydia havde netop været der en eftermiddag for at faa damerne med til Taylors-ruhe, men uden at kunne faa fat paa Helene, der ved at se den store char-à-bancchar-à-banc] stor vogn forspent med hester udenfor, havde anet uraad og skyndsomst taget flugten med sin bog. Med et fornøjet sind saa hun oppe fra granlunden Lydia stryge afsted med fruen og Hansine – og Brith i kjøkkenforklæde nikkende i døren; – Brith havde heller aldrig tid.

– – Det var en juniaften, for skjær og fin til at sidde og grave i al den gamle filosofi; – men hun saa det ikke; hun havde faat de gamle bøger kjær. De havde styrket og bragt hende i ligevægt igjen. – Det havde optaget hende velgjørende helt at give sig ind paa disse menneskeaandens første veje, at følge de famlende tankers anelsesfulde trin, se de forskjellige systemer bygge sig frem mod lyset, bygge sig bort fra det igjen, falde sammen og give plads for nye former. Hun havde faat syn for den dybe sammenhæng i alle tiders arbejde og følte en forundret glæde over at finde igjen hos de gamle vismænd de samme tanker, som verden hele tiden siden har levet paa: dette første aandens lys, hvis straaler ikke har kunnet dø, men i videre og videre differentationer har trængt frem 252gjennem tiders mørke, hvergang forbausende menneskeheden som noget nyt. – Og det nye forekom hende ikke længer saa nyt; alting var jo arv paa den maade, de aandelige kapitaler som materiens uendelighed menneskets arv: den store, skjulte eventyrets arv, som man ikke havde magtet at løfte endda. – – –

ForvoventForvovent] dumdristig havde hun givet sig ind paa de fremmede veje, mismodig, naar hun paa enkelte punkter manglede betingelser for forstaaelsen og maatte lade sig nøje med smuler for brød, men uforfærdet, med en autodidakts ihærdighed udhamrende sin tenkeevne til større smidighed og styrke. Hun havde endogsaa vovet sig til med den tyske filosofi og med en dyb, frisk interesse iagttaget, hvorledes der gjennem de mange methoder stræbtes henimod det samme; det havde moret hende at arbejde sig gjennem de forskjellige syllogismer og følge paa vej, saa langt hun magtede, disse fint udarbejdede former for tanke, der ikke lenger indeholdt nogen substans, disse fornuftens mest transcendentale triumfer, der forekom hende som hemmelighedsfulde processer, hvorigjennem den menneskelige intelligents stræbte mod fuldkommenheden, fine værksteder, hvor underfulde vaaben blev til.

Helene havde i det siste aar brugt mange 253nattetimer til sin lesning. Fogden paastod, hun gik og blev daarlig for ham, og truede med en skarpere kontrol, som hun altid spøgende frabad sig. For der var ingen, der behøvede at have rede paa, hvor nødvendigt det studium netop havde været for hende, fordi det holdt nede noget, der laa og ulmede og kunde bryde ud og fortære, – fordi der inde i sindet var en verden, hun med voldelig haand selv holdt lukket, mens hun satte tankerne til arbejde andre steder.

Og at det var lykkedes hende, havde hun ogsaa enkelte personlige egenskaber at takke for, en vis dovenskabskjærlighed til fred og ro, en passiv ulyst for opgjør og afgjørelser. Hun lengedes ikke efter, at det skulde blive anderledes, var ængstelig for at foretage sig noget, der kunde antecipereantecipere] foregripe omslaget, som nødvendigt vilde komme. For hun vidste, hun var ikke saa udelukkende fredelig sammensat; hun kjendte den revolterende magt i sin natur, den elementære myndighed, hvormed der kunde vendes op og ned paa alting og bringes andre kræfter til styret.

Hun lagde bogen fra sig med en følelse at træthed. Fogden havde naturligvis ret; hun havde overanstrengt sig hele dette aar.

Aftnen var skjær og fin – luften som en stille musik; lierne, alt det grønne, sjøen og elven 254tonte med – og fuglene! … Ikke et insekt kunde være rolig. Hun ikke heller! Hun rejste sig, lod bogen ligge igjen paa træstubben og gik, vidste ikke selv hvorhen; en besynderlig, nervøs uro drev hende – hun maatte gaa, gaa. Det var det samme, hvor det bar hen, bare ud, væk, ind i noget! …

Der kom to mænd nedover Prestemostien; de vilde komme til at møde hende, naar de svingede op paa vejen. Det saa ud til at være Knut Gripp og Maartmann, de skulde vel til det politiske møde paa Højbo! Hun fik en angst for at træffe dem og drejede hurtig ind paa vejen til sorenskrivergaarden. Sandelig en skam ogsaa af hende, at hun aldrig gik derhen!

Inde i forstuen traf hun en pige, der sagde, at fruen ikke var frisk, men ellers at finde oppe i aasen bagom haven.

Hun fandt med lethed frem til den i theselskaberne saa flittig omtalte «salon paa pynten» med den store dyrestue bagom mellem granerne, skilt fra den øvrige skog ved et staaltraadnet, og hvor man plejede at finde Madame, glidende i sin hængekøje med alle dyrene omkring sig.

Der var heller ingen i salonen, og Helene blev staaende et øjeblik optaget af udsigten. Man havde hele Nedrebygden under sig, og vejen gik i 255bløde kurver opefter dalen. Der gik folk til mødet og der … hvordan hang det sammen, kom Maartmann alene nu? Hvor var …

Maartmann hilste op. Hun drog sig hurtig indind] rettet fra: nd (trykkfeil) under træerne og gik hen mod dyrestuen, men stansede igjen uvilkaarlig, grebet af den ejendommelige skjønhed i gruppen foran hende.

For Madame laa ganske rigtig derinde i sin hvide morgenkjole, i en stilling, der mindede om den hvilende Ariadnes. Paa hendes skulder sad i al endrægtighed en stær og en ravn, ganske stille, som om de for øjeblikket kun ønskede at virke ved sin purpurglinsende sorthed paa den hvide bund. Nede paa en lav kvist gyngede gravitetiskgravitetisk] alvorstung en ugle, den bekjendte hvide Lolo, efter Lydias paastand Madames intimeste ven.

Madame havde ladet sin bog falde og laa og strøg den ganske langsomt over de myge fjær.

«Lolo, hvad mener du, dine øjne er saa merkelig store iaften! … Skulde vi slippe ud kaninerne og haren, tror du, du taaler det?»

Saa fik hun øje paa Helene under en af de gamle hængebirke, der dannede portalen; rejste sig halvt og vinkede: «Jeg siger, som en klog mand har sagt før: ‘Træd kun ind, ogsaa her er guder!’Træd kun ind, ogsaa her er guder!] visstnok et sitat fra den greske filosofen Heraklit … glæder mig, De fandt frem engang, her hvor jeg bor bag viftende gardiner, under min ‘hellige, grønne fane!’» – – –

256Hun lagde sig tilbage igjen med et lidende udtryk, men Helene vogtede sig vel for at se deltagende ud; det var en bekjendt sag, at Madame ikke kunde fordrage, nogen spurgte til hendes befindende.

Det saa ud, som hun heller ikke havde lyst til at sige noget mere, og ogsaa dette respekterede Helene. Noget af det, hun beundrede hos Madame, var netop denne uafhængige faamælthed, denne sparsommelige, sølvernesølverne] sølvaktige tale og den gyldne taushed; hun vidste, at hun selv var den eneste, Madame kunde være snaksom ligeoverfor.

Hun morede sig med at gaa omkring og se paa dyrene. En liden klarøjet hareunge sad i sit bur og ventede paa at komme ud; under en gammel, lavkvistet gran laa en røj paa redet, mens en grætten tiur lenger borte syntes at ville indlede fiendtligheder med to fasaner, der spaserede om i sine pragttoiletter med et udtryk af værdig enfoldighed. Over hoderne paa dem vuggede en ti, tolv stær, i solskin og herligt gjøgl, af og til nysgjerrig spejdende ned med sine grøngraa, klare øjne.

Da hun kom tilbage og satte sig paa en stubbe ved foden af hængekøjen, aabnede Madame langsomt sine øjne.

«Det glæder mig, De tog saa vel imod de 257gamle bøger, jeg sendte Dem! Og De har opdaget, at vil man lese noget originalt nu, nødes man at gaa tilbage til originalerne! Alting er jo sagt for tusind aar siden!»

Helene svarte ikke noget videre. Den blide kolde ro, og stemmens farve berørte hende som en uhygge – og noget i blikket … som en lukket dybde ….

Madame smilte til hende. «De ser, hvor vi har det bra her, alle vi tamme dyr! Hør, hvor hyggelig det maser og smaastøjer, kurrer og mumler, her blir aldrig ro før langt paa nat! … … De synes kanske, det er synd, De, for dyrene – men hvad skal man gjøre, lidt selskab maa der til … og efter hvad Dante siger: … at salighed opstaar, naar villien er bragt tilhvile, saa tør jeg jo kalde dette for et paradis … for her er de vilde villier lagt tilhvile!»Dante siger … lagt tilhvile!] referanse til Dantes Divina Commedia, delen Paradiset. Ingen av sjelene i paradiset ønsker mer enn de har, da Gud oppfyller hver enkelt sjels behov for salighet.

Helene rejste sig med et pludseligt oprør i blodet. «Den lykke … tror jeg ikke paa!»

Madame lo, paa sin næsten umerkelige maade. «Lykke, siger De? Nej, hvor De er morsom! Saa De vil ha lykke! Ja, da skal jeg sige Dem: se aldrig nogenting efter i sømmene, det er den bedste opskrift paa lykke, jeg kjender! Jeg bærer mig nu ad, som om jeg slet ikke var i verden, det er ogsaa bra! …

258«Det kommer an paa,» sagde Helene kort. «Der er forskjellige naturer» ….

«Hvor De er morsom, min ven … forskjellige naturer, hvad vil det sige? Ikke andet end hvers ejendommelige maade at lyve paa … og hvorfor skulde de ikke lyve? Folk ved jo igrunden ingenting.» Øjnene grublede, – og Helene satte sig igjen, nervøs.

«Ja, sæt Dem bare, og lad os tale lidt sammen! De ved, jeg taler ikke videre ellers, hvorfor skulde jeg det, naar det er bedre at la være? … Om menneskene kunde komme saa vidt, at de kunde tie stille … til de kommer saa vidt, at de kan tale uden at give hinanden for meget tungt at bære paa! … Der maa udvikles nye, finere sanser først … hjertets og hjernens, tror De ikke? …

Vi burde jo aldrig snakke sammen, saalenge vi forstaar hinanden saa lidet … vore ord rammer som smaa, forgiftede pile; det er derfor her er saa trist i verden, luften er altid fuld af dem! – – – – Det, som gir den bitreste smag i munden, naar man har levet lidt, det er alle de forhastede, mistenkte og misforstaaede ord, der er sagt, ord der synker som sten i sindet, ligger der og tynger og trykker – aldrig kommer den tidens strøm, der bærer dem med sig ud igjen! – – –

259For en livslang hevn i saadant et lidet ord! Om De vidste, hvad slige smaa ord tør komme tilbage og sige til mig! … Hvad synes De vel! … Og der blir saa ødsligt omkring; de eneste, der er trøst hos, er dyrene; – de ser paa en med store, melankolske øjne og tier saa velsignet! Har De lagt merke til dyrenes øjne? De ser saa forstaaelsesfuldt beklagende paa os: «Der kan I se, I stakkels medskabninger, hvad der blir af al den snak!» – – – Herren angrede jo ogsaa, han havde skabt menneskene! Aa, men der kommer Hans, kjender De Hans, min lille spanske kanin? Kan De se, hvor den er mageløs? Jeg er glad over, den ikke blev et mandfolk og kom til at studere, … da kunde der let blevet en borgermester af den, og da havde Hans været ødelagt med det samme! … Nu er det mig, der har nydt godt af dens sjeldne anlæg for magelighed; vi har sammen udarbejdet vor livsanskuelse, aa, bring mig lidt af den limonade!»

Helene bragte det forlangte og satte sig igjen med haanden under kind, stirrende udover med en adspredt mine: Hun kunde ikke være her lenger, hun maatte sandelig gaa, for idag netop var det en ren lidelse at høre paa Madame, det rejste uroen i hende, saa sterk, at hun kunde ikke tvinge den.

260Men da hun vilde gaa, vilde Madame ikke vide af det.

«Aa, men kjære, De har jo tiden for Dem! Jeg vil jo ta mig af Dem! Tror De ikke, De kan bruge mine gode raad, jeg vil dele mine skatte med Dem! … Ser De, jeg har gjort en opfindelse, der kunde tages patent paa, jeg har opdaget, at det maal, der er et menneske givet at naa, det er at gjøre de andre saa lidet ondt som muligt – er der ikke noget stort i den tanke? Ganske anderledes end disse usle smaabestræbelser for at gjøre hinanden godt – – jeg var ulykkelig, saa lenge jeg gik med de tanker – nu er alting bedre! … … …

Og endnu noget, som har været mig til megen glæde! Jeg forestiller mig stadig, jeg har bare et halvt aar tilbage at leve i! De kan ikke tenke Dem, hvad for en festivitas, hvad for en stille, højtidsfuld skjønhed der blir over tilværelsen ved det, man griber nidkjært efter dagene, timerne … livet blir dog til noget … og saa har jeg desuden den behagelighed ikke at tælle med … for De ved, formen «kvinder og børn» er ikke saa antikveret, som man tror, den betyder fremdeles, at man ikke regnes rigtig med – og i tidens løb er det blevet mig en saa behagelig fornemmelse, at det er mig en speciel 261nydelse f. eks. at undgaa at komme med i folketællingen. Jeg er istand til de utroligste kneb for at slippe at komme med! Der ligger saadan udsøgt behagelig uafhængighed i det, saadan rigtig at befinde sig udenfor det hele, – jeg har ansøgt hos min mand, om at han endelig aldrig maa spørge efter mig, naar jeg engang forsvinder!» …

Hun lo stille, næsten lydløst. Det faldt Helene ind, at hun for lenge siden maatte have mistet evnen til at le højt.

– – «Husker De den gamle, kloge manden, som tilbragte livet med at lære livet at kjende og kom til det, at døden er bedre! … Men saa skal man ha den fornøjelse at dø altsaa, og det er ikke det samme for alle: – – Silden dør straks; andre har en hel del bryderi! … men hvorfor ikke ta det roligt, det haster jo ikke, det blir nok slut, for hvad er det hele … et koldt legeme rundt en stjerne, der er begyndt at sige godnat, voila tout!»voila tout] (fr.) det er det hele

Hun pegte paa sine bøger, opstablede rundt omkring. «Indtil videre omgaas jeg mine dyr og saa disse mennesker her! … Der er det ved folk, at de er bedst, naar de er døde, – det smaa forgaar, de store konturer staar igjen!»

Hun saa paa Helene, forskende blidt. «Hvor vil De hen? De er saa urolig! Der staar en mand med kikkert deroppe paa højden. Venter han paa 262Dem, den mand der? De kan jo gaa – tenk ikke altid, De har tiden for Dem!»

Helene forsøgte at se ud, som om hun aldeles ikke havde tenkt paa at gaa, men tanken om der i verden kunde være nogen, der ventede paa hende, drev blodet til kinderne.

Madame havde en ejendommelig maner at tale paa, den samme som naar hun talte med sine dyr og saa dem ind i øjnene, mens sætningerne faldt dæmpet, med smaa pauser, uden at være beregnet paa noget svar. Saa for den sags skyld kunde hun saa godt gaa, Madame vilde sandsynligvis vedblive at snakke en stund nu, hun var kommet paa gled. Og Helene saa igjen efter sin hat.

Madame laa nogle minuter taus og betragtede hende.

«Jeg skulde gjerne ville gjøre Dem noget godt,» sagde hun, «men det er jo umuligt! Den eneste tjeneste, kvinderne kan gjøre hinanden, det er at dø! … Om endel millioner kunde bli enige om at gaa sin vej, blev der mindre kvalmt for de andre – for en glæde det vilde være at kunne bringe til kvindehedens kundskab en uventet arv af saa og saa mange kubikfod – hvad skal vi kalde det – ikke egentlig rum og luft vel? – –

– – Har ikke folk fortalt Dem, at jeg er ulykkelig 263og ikke har kunnet finde mig i, at jeg mistede min formue og lille portion menneskeret, da jeg giftede mig? Tro ikke saadanne historier! Jeg interesserer mig ikke det mindste mere for dette fællesbo, der sorterer under min mand; nu siden jeg har mit hemmelige særeje, har jeg det netop udmerket, det har givet mig tilbage min selvbestemmelsesret; det er mig saa fast en borg, saa sikkert et skjold og værge!saa fast en borg, saa sikkert et skjold og værge!] referanse til Magnus Brostrup Landstads oversettelse av Martin Luthers salme: «Ein feste Burg ist unser Gott»: «Vår gud han er så fast en borg, han er vårt skjold og verge» Det er en ganske liden cylinder med cyan-kalium! De kan tro, det er uhyre beroligende at have saadant i huset!» ….

Helene havde rejst sig og trak nu beslutsomt sine hansker paa. Der var en knugende lammelse i alt dette. Ud maatte hun, langt væk, ud der, hvor man levede og stred, og hun følte en pludselig glæde over selv at være ilive.

Madame strakte haanden ud og holdt hende tilbage. «Javist maa De gaa nu … er der ikke et menneske, som venter paa Dem? Det er sandelig ikke spøg for Dem, stakkels ven! Paa mig venter ingen – andre end dyrene, og De kan ikke tenke Dem, hvad det er for en behagelig følelse! Har De lagt merke til, hvor de er lykkelige, dyrene? De slipper at komme til verden med al den ulyksalige arv og slipper at vokse op under alt det fortærende vrøvl som et menneske … slipper den usigelige angst, som kommer ved tanken om 264alt dette menneske-smaalige, som aldrig forsvinder fra jorden! … Hvad er det, De siger, barn! hvor har man set noget tilsvarende til den udødelige kraft, disse fine sporer har, hvorved det lave i mennesket vokser og forplanter sig gjennem evigheder? – Vi har saa sikker en arv af smaat og stygt … de fine planterne, ser De, der skal saa varsomt et held, saa barmhjertig en aarvaagenhed til for dem! … Ukrudtet har chancerne! – –

– – Ak ja, der kommer monsieur Mufti ogsaa saa stille, værdig og selvbehersket, som om den aldeles ikke havde været ude paa nogenslags gøj; i hans sted vilde et menneske været yderlig forranglet – hvor meget bedre er ikke saadan en enfoldig, harmonisk dyretilværelse end mangt et fattigt, mislykket menneskeliv! – Ser De smaa-myggen der, for en hast og lidenskab der er i dem! … De ved, hvor liden tid de har at gjøre paa … lever livet paa en halv time, en hel forfriskelse at tenke paa det! – –

Gaar De nu virkelig? Drik lidt mere limonade og spis nogle kirsebær? Jeg syntes, De sagde, de var gode! Kommer De saa nogengang igjen? Jeg er slet ikke sint, fordi De har sagt mig saa bistert imod … jo, Deres ansigt har gjort det hele tiden, og nu tilsist har hele Deres legeme sitret efter at komme til at protestere. Gaa saa, kjære barn, 265for De har igrunden gaat den hele tid! Sæt Deres kræfter til, forød Deres gods, hvem kan hindre Dem i det? Ser De, Lolo siger Dem farvel og følger Dem med sit kloge, lange blik; den forundrer sig altid saa over mennesker!»

Helene skyndte sig nedover bakken og tog siden benvejen gjennem skogen. Hun gik hurtig til, i en følelse af befrielse og i glæde over friskheden og den tindrende aftenlysning: – Der havde været saa beklemmende derinde under de mørke graner, i den krydrede harpixluft, saa underlig tungt fyldt af Madames sagte stemme … noget uhyggeligt at sidde derinde mellem de lune, tæmmede dyrelyd, der gled om hende, tæt og trangt og kvælende … noget til at dø af! – og hun vilde leve! Al stilheden derinde havde rejst i hende en svulmende, sejersmodig livslyst, en lidenskab for at leve. Og bevidstheden om, at hun ejede evnen til det, steg berusende, der skjød spirer, der sattes blad og blomst, alting foldedes ud som efter et vaarens uvejr – – – –

Hun gik videre i en dyb, lykkelig bevægelse, en uimodstaaelig heftig lengsel efter livet.

Hun gik op bag lensmandsgaarden, ind gjennem den sterkt hugne furuskog; røslyng og rensdyrmose var det eneste, der grode paa den tørre sandbund, men hun merkede ikke, hvor ensomt 266og tyst der var, og at en liden nysgjerrig ekorn var alt det, hun mødte.

Først da hun kom op i løvlien, til de lange udsigter over skogen og kjernet, stansede hun og satte sig ned, forpustet af den ilsomme gang og sit ilsomme blod.

Hun saa henover lierne og sætergrupperne, der laa som lyse pletter i den mørke skog – og siden omkring sig. Hvor her var lunt og lykkevarmt netop her under fjeldsiden: – for netop saadan en liden plet var det, som en huldre har ødslet al sin elsk paa, og hvor sommeren gjemmer sammen det bedste den har! … Solen havde brygget og bagt, luften var fuld af glitrende straalespind, – alle skogens og græssets dyr var paafærde, granbuskene stod i ny, lysegrøn puds, fulde af blaa sommerfugle, og henover den lyse vold dansede de guldbrune sølvpletter – – – –

Nedenunder laa Mosjøen i smaa sagte bølger, med skogen omkring i skjær af blod eller dunkelsort i skyggen … i de gamle trær derhenne hviskede og sang det altid! Langt borte fra kom elvene, som hvide, lengselsstrakte arme, kastende foran sig ned i det stille vand skumbølger, hvide som svaner, under luftens straalestøv. Over fra den anden side kom en lok – mygt dragende, forvildrendeforvildrende] forvirrende 267sødt gik lyden frem og tilbage mellem fjeldvæggene! – – – – –

Helene sad ganske stille; en blid tristhed havde grebet sindet, en lengsel mod noget fjernt: hendes barndoms strand, det store, friske hav med lysglimt og sejl langt borte – – eller var der mere? … Sjelens stemningsvæv, saa mystisk sammenfoldet, hvem kunde faa rede paa det der? – –

Hun lyttede til fuglelydene, der strømmede til møde med den sterke forsommerduft … de vilde blomsterbed bugtede sig under aftenluftningen, bækken løftede sit tunge sølv i smaa syngende fald, og lysets farvestrømme kastede blink i sæterstuernes ruder.

En fin, snehvid taage gled ind mellem stammerne over i skyggen der; … det rørte og listede sig om derinde, … ristedes hemmelige runer paa lønstavelønstave] magiske runestaver – – – – – –

Ensom sad hun, alene paa jorden, som det første menneske! –

– – Og solen gaar ned: Jorden drikker dens glød, drikker sig varm og beruset, gjemt af aftentaagen! … Det er da lengselen stiger og sniger sig frem, og der vandres vovede veje: – For elskov var ikke leg, men den sværeste af gaader, den at finde et menneske! – – –

– – Og, hun stanser og venter … hvordan 268skulde hun finde frem til ham? Hvor hun gik, saa var han jo ikke der! … Hvor var der ro og ensomt nok, til at hun kunde lytte sig frem til ham? … Ikke blandt menneskene, ikke om dagen eller natten, naar alle stjernerne kom – ikke i skogen eller ved havet var der stille nok! – – Dybt inde i sit dybeste sind vilde hun gjemme sig og dække sit ansigt til – kanske fandt hun da den vej, der førte ind til ham! – –

– – Ogsaa føor havde hun vovet at drømme, vovet at ville, men betvingeren i hende havde rejst sig, – hvor var betvingeren nu? … Magtesløs var hun, med en uudsigelig, myndig-sikker anelse om, at nu var den komedie forbi, og at det nu var af de drømme, man drømmer, naar det er morgen, og lys og farver fødes omkring en! – – – – –

Hendes ansigt var blegt og sitrende. «Hvoraf vidste hun saa tydelig, at det var ham, der stod paa fjeldhammeren, og at han havde gaat og ventet paa hende? … Paa hemmelige lønstave omkring hende var det ristet, bud kom der, at nu maatte han komme fra øst eller vest! – – Hun kunde jo høre hans trin … Men hvor de støjede, alle dyrene fra kvist til kvist! – –

– – Du ekorn, om jeg bad dig vakkert at fare lidt stilt! … Nede paa vejen det rappe, farende fodslag? … Det er Thorvildsens heste! 269… med mig er det saamen ingen ting ivejen, nu bør jeg gaa hjem og lægge mig!» – – – –

En barnestemme satte i et klingende ljom. Det var lensmandens lille, viltre pige, der kom springende med den ene arm løftet og den anden gjemt paa ryggen.

Hun stillede sig foran Helene, der havde reist sig. «Uff, skrik ikke saa forfærdelig da, Beret, er du snil.»

Beret saa udfordrende paa hende. «Det for?»

«Jo, for det at … … her er saa stille iaften!»

«Ja, men jeg snakker jo med risen i fjeldet her, kan du skjønne! Saa du gaar her og suller, du, noget kunde jeg nok syne dig, om jeg vilde; … men først vil jeg sige at jeg vil paa skolen til dig for den læreren vi har er saa kuriøs og vigtig og saa grulig genert se der er harehunden til Gripp! – lad mig være din tater du er – tenker – tenk] rettet fra: er tenk (trykkfeil) den misted 5 barn igaar og om 5 dage er det min geburtsdag var ikke det rart? Men Heja er sikkert mor til Hej hos os saa nu har jeg fortalt dig det jeg kan og alt det jeg ved og saa er det ikke mer – aa du san!»

Hun kom hemmelighedsfuldt frem med den anden haand med et sammenkrøllet papir i.

270«Sjaa du den, du! Jeg vaager, du gjetter det ikke, hvem det er, jeg har faat det af en fant, men der er 9 slags fant, men du skal faa det ligevel, jeg skal ha en femtiøring for det, saa jeg har ikke stunder mer, kom Heja, saa jager vi’n op.»

Beret for afsted efter Heja, og Helene satte sig ned igjen, vek i knæerne.

Hun holdt det sammenfoldede papirstykke i haanden uden at aabne det. Hun saa ned paa det; bogstaverne tegnede sig i haut-relief paa bagsiden … var vist skrevet over en træstamme.

Hun vendte og drejede paa det. Kanske det digt, Hansine havdehavde] rettet fra: bavde (trykkfeil) bedt om at faa afskrevet, den dag han var indom saa snar og hilste paa efter hjemkomsten! … den gang som hun ikke havde sagt et ord til ham – fordi hun ikke brød sig om det, fordi det ikke var lidt snak der skulde til! – Men hun havde ikke byttet for noget i verden det at sidde stille og høre ham tale!

Hendes hjerte slog urolig; hvorfor havde han ikke skrevet udenpaa? – ikke sikkert, at det var til hende engang, men hvorfor kunde hun ikke se paa det? – og hun rev det op:

Før drømte jeg vist hver eneste nat,
et hjerte jeg raaded over –
og fager og fin og listelig glat
kom dagen og tog mig hviskende fat:
Du drømmer nok sandt, naar du sover!
271Men drømmen har skiftet og gjækket mig blind –
nu røver den mig, hvad den loved,
og lokker dybt mig i trængsler ind, –
men jeg vil sprænge det rænkespind,
vil vide, om dagen er fager og fin
og listelig glat med fryd over sind
eller – drømmer jeg sandt, naar jeg sover?Før drømte … naar jeg sover?] Diktet er ikke identifisert, men kan være skrevet av Alvilde Prydz selv som en slags pendant til den danske dikteren I.P. Jacobsens (1847–1885) dikt «Til Asali II», fra det posthume Digte og Udkast, 1886. Det er imidlertid ikke med i hennes eneste diktsamling, Digte (1916). Her er I.P. Jacobsens dikt: Før drømte jeg fast hver eneste Nat / Jeg havde dit Hjerte vundet. / Ak, hvor var Dagen da mørk og mat, / Naar Muldet igen var svundet. / Nu plager en Drøm mig saa tung og svær, / Den at jeg dit Hjerte har mistet; / O hvor er Dagen da lys og klar, / Naar Mørket sig bort har listet.

Det hviskede mellem buske og blomster og suste saa hemmelig sagte inde i lien … fuglene kaldte paa hinanden! – –

Der var med et blevet saa ensomt, Helene følte sig ganske ængstelig tilmode.

«Jeg har da ikke gjort noget galt,» tenkte hun, som for at trøste sig selv. «Der er han!» tenkte hun igjen, og der kom en skjelven over hende. Skjønt hun sad med øjnene ned, saa hun hans kraftige skikkelse komme frem bag siljekjæret.siljekjæret] seljekrattet

Hun sad med sænket hode, aandende tungt – grebet af en forunderlig henrykkelse, en sitrende glæde, der gjorde hende aldeles magtesløs.

Han kom hurtig nærmere, og hans mine straalede op ved at se hende saaledes. Han fik hele sin modige, bevidste sikkerhed tilbage. Det var vel det han kunde tenke, at hun alligevel havde ventet, bare ventet paa ham hele dette aar. Nu forstod han ikke selv de naragtige tvil og forskrækkelser, han havde plaget sig med derover.

Og han stansede et øjeblik nogle skridt fra hende.

272Hun løftede ikke sine øjne fra papiret. Hun vidste, han var kommen og stod der lige paa siden og saa paa hende, men hun drejede ikke sit hode saa meget som en linie, vendte bare sit halv tilslørede blik op mod ham ganske tankeløs.

Han stod i en svimlende, sansebunden betagelse; hans naturs længe opdæmmede trang mod elskov og vaar og glæde steg i ham som en bølge, der bryder sin vej. – –

For blodets brusende heftighed kunde han ikke tenke, ikke se, det var som hans sjel havde lukket sine øjne til, og al tanke og længsel og drøm. – – – – – – – – – – – – –

Han blev staaende stum. Saa sneg han sig nærmere, heftig, uden at kunne sige et ord, uden anden bevidsthed end at hun var der, hun som var hans! …

– – Men hun rejste sig hurtig – og han veg uvilkaarlig tilbage, slaat af udtrykket i hendes ansigt. Hans første følelse af sejerrig ejendomsret forsvandt; der var noget i de øjne, som bandt ham, en stille højhed, der straalte frem og lagde sig om hende som en klædning. – –

Og der foregik en forandring i hans hjerte og over hans ansigt, – der listede sig ind paa ham en ny, overraskende følelse af ærbødighed, … en bevidsthed, som om han stod paa et helligt sted.

273«Hvordan har De det?» spurgte han tilsist varsomt.

Hun skjelvede ved hans stemme, og hendes øjne veg tilside for hans flammende blik. «Det ved jeg ikke!» sagde hun langsomt.

«Er det vanskeligt at vide?»

«Ja meget,» og hun forsøgte sig med at spøge. «Jeg kan ikke som De sætte ligninger op, hvorved jeg kan finde det ubekjendte …

«Det er jo det, De har kunnet, men ikke jeg» … Han satte sig paa en stubbe ved hendes fod og saa hende op i øjnene, der igjen undveg ham.

«Hvorfor?» hviskede han bebrejdende. Og han lagde sig ned for hendes fod. «Jeg er dig ikke værd!»

Hun svarede ham ikke, sansede ikke, hvad han spurgte om, bevidstheden, – at nu elskede han hende, gjorde det dunkelt for hendes øjne. Hendes læber skjelvede saa sterkt, at hun intet kunde sige. Hun lagde begge armene om hans hals og blev dødbleg; og de saa hinanden et sekund ind i øjnene; saa lukkede hun dem til, glædedrukken, i en følelse af ekstase.

Hun vendte sig lidt fra ham og gik hen og satte sig paa en sten, halv sansesløs. Han misforstod 274hende og saa efter hende med et udtryk af angst, tog op papiret og slap det igjen.

«Vil du ikke svare mig,» spurgte han sagte,sagte] stille – «havde du ikke sind til at vente?»

Hans øjne hang ved hendes mund. Smilet svarede ham først, siden kom det klart og fast: «Har ikke ventet, jeg … var ikke ferdig før, jeg heller!» Hun gik hen og tog op papiret. «Er det sangen til Hansine? … den er jo ikke rigtig!» Hun smilte igjen.

Han merkede ikke, hvad hun sagde, det var i dette øjeblik hans hjerne umuligt at optage et saa fremmed begreb som Hansine.

«Den sangen –,» han rejste sig og kom hen – «den laa mig paa sind dag og nat, jeg maatte forandre den, saa den passed» …

«Jeg er saa tørst! Men her borte er der et lidet opkom,» og hun løb foran ham henover en bro af birkeranker, ind under en gammel sortskjegget gran, hvor et lidet vandkulp blinkede som et dybt, sort øje.

Gripp havde revet af et stykke næver og dannet til, – Helene tog og fyldte det og løftede det højt. «Jeg drikker dig til! … Staa rolig, ellers falder vi i hængemyren … værsgod!»

Han drak, men stansede og saa op. «Vil du sige mig en ting … har du tilgivet mig det, at 275jeg ikke ser godt, … at det vared saa lenge, før jeg kunde skjønne, at vi hørte sammen?» ….

«Og har du tilgivet mig, at jeg ser godt … at det var mig, som saa det, – du har været svært grætten paa mig for det! – – Men jeg skal sige dig, du har mere tungt for dig du, siden du maatte helt til England for at faa det at vide! … Jeg har vidst det hele tiden, næsten fra den gang paa stranden … hvordan fik jeg dig saa endelig til at begribe det der?»

«Det forteller jeg ikke, naar du staar saa overmodig, men jeg er jo nødt til at indrømme, at det er din opdagelse, du var langt fremmere end jeg … Og der var et blik engang, som jeg aldrig har havt fred for, hele det aar derover! … Og saa noget om munden, men det var noget, som skræmte … jeg var jo en idiot, ser du, og kunde ikke forstaa dig» ….

Hun vendte sig saa braat om paa den gyngende, skrøbelige bro, at hun nær var faldet i.

«End nu! … forstaar du mig nu?» Det kom med en alvorlig, nervøs inderlighed, – for netop det var det, der havde pint hende lidt nu i den overstrømmende følelse af lykke.

Gripp tog hende i sine arme og sprang med et kraftigt tag over. Der vilde han ikke slippe hende. Hun aabnede munden heftig for at sige 276noget, men munden blev lukket, den skræmte ham ikke lenger … nu vilde han begynde at studere dens viger og bøjninger og disse vidunderlige lønkroge indunder kinden … aldeles ikke behøvede den at sige noget mer, for naturligvis var det at elske det at forstaa, den behøvede aldrig at spørge om det der mer! – – –

Og de satte sig ned under hængebirken; han strøg hende over haaret med en dusk af de fine, unge blade.

Og tiden gik … der var ikke længer nogen! De havde heller ikke noget videre at sige mere. – – Nogle lykkelige, forvirrede ord … og aftenens bløde stilhed og smeltendesmeltende] smektende lyd – saa var der ikke mere! – – – –

Ikke en vind rørte sig, bare træerne bøjede sig sammen og hviskede. De havde nok set sligt før!

Der var ingen tid …, alt var gaat til ro, det siste gyldne skjær var svundet, – en eneste rosenbleg stribe bare, en eneste stjerne. – – –

De gik over moerne i det lyse aftenmørke. Violerne stod om dem store, med halvaabne blaa øine, … de fulgte efter dem … og primula veris,primula veris] Maria nøklebånd strømmende omkring saa inderlig nysgjerrige … …

Der blev stille omkring – alle dyr krøb til ro; 277det sitrede i de unge aspetrær, lo lidt henne i bækken … Og en høitidelig, glædedrukken taushed sneg sig ind til deres hjerter og lagde fingeren paa deres mund – en lykkelig, rig taushed, som paa skabelsens sjette dag.

De gik hjem stille, betagne – for se, alt var saare godt!alt var saare godt] jfr. slutten på skapelsesberetningen, Første Mosebok, 1, 31 – – – – – – –

– – Taagen satte dug overalt, i luften stod en krydret em fra det fugtige græs og de unge trær. Rundt om paa gaardene begyndte folk og dyr at røre paa sig, før de endelig var kommet hjem hver til sit.

*

Knut Grip tilbragte den første uges tid i en slags ekstase; han forekom sig selv at kunne gjøre undergjerninger, at kunne flyve gjennem luften, men faktisk foretog han sig ingen ting. Skolearbeidet blev forrettet mekanisk, eller med en smilende letvindt glæde, der tog alt i bedste mening og yderst velvilligt leste det rette sind og det rette svar ud af øjnene paa de forbausede gutter, der var vant til andre dages byrde.

Og oppe i hans stue stod instrumenterne urørte paa sine stativer; de smaa planetbaners heldingsvinkel og Venus’s afstande optog ham ikke for øieblikket, og paa bordet blev de uferdige ligninger liggende i fred i – naturligvis var de ham fremdeles lige vigtige, 278men nu netop havde han ikke brug for dem, kunde umulig have dem med sig ud i Prestemoen, hvor han mødte hende hver eneste eftermiddag og havde nok at gjøre. En magisk formel var udtalt, der havde troldbundet ham, tankerne var kommet stimlende hjem fra de fjerne veje og bevægede sig i kreds om et eneste punkt, alle linier maatte kunne føres ind til dette centrum, skulde de have nogen betydning. Tilværelsen var forvandlet, de mindste smaating, lyden af hendes kjole, den glidende lette bevægelse under gangen, hver linie i hendes skikkelse og hvad hun havde paa – – der var noget gaadefuldt tillokkende ved alt dette, noget som aldeles slugte ham – alle dagliglivets smaa mikroskopiske led, der før havde havt en meget dunkel plads i hans bevidsthed, imponerede ham nu ved sin anseelse – alt var merkværdigt – – dagen en strøm af dybe, levende indtryk.

Han havde opdaget en ny himmelegn, hvor hans kikkerter ikke kunde hjelpe ham, en ny stjerne, hvis spektrums lysende linie intet instrument kunde gribe.

Gripp var fortumlet. I gamle dage, naar en stjerne dukkede frem, blev det anset for et tegn paa himlens naade, et forbud paa glæde og lykke – – for de arme folk var stjernen som oftest 279gaat sin vej – for ham var den steget ned og havde skabt virkeligheden om.

Mellem sig var de blevet enige om for det første ingenting at sige – hyggeligst at intet profantprofant] uhellig, verdslig øje fik noget glimt af deres nyopdagede verdens herlighed. Gripp kom ikke meget oftere til fogdens end før – og lidt vanskeligere blev det for hver gang at holde det gaaende.

Helenes hjerte slog uroligt frydefuldt, naar hun hørte hans skridt paa grusgangen nede i haven, eller naar han kom den anden vej, og hun kunde høre paa SultansSultans] husets hund fornøjede søgen, at det var ham. I sin glæde kunde hun faa anfald af snakkesalighed, der forbausede husets damer – eller, kom han ikke, naar hun ventede det, kunde hendes fatning forsvinde, hun kunde ikke holde ud at sidde og sige noget ganske andet, end hvad hun tenkte paa, hun kunde blive saa tung om hjertet, at hun mer end forbausede husets damer ved sine umotiverede indfald og en aldeles uvant heftighed.

En dag forargede hun Hansine ved pludselig at forlade thebordet og gaa ind i havestuen og sætte sig til at synge, endskjønt der var fremmede og ikke et liv havde bedt hende.

Men Hansine blev alligevel paa sin vej til kontoret staaende og lytte, … for det var noget saa underlig længselsfuldt om havet og kjærligheden! 280– – Og Hansine græd ned i faderens thekop, det var umuligt at lade være at tenke paa Blich, hvergang refrainet kom saa bedaarende for dejligt:

Ah, reviens Mignon
ton fol abandon
tuant mon bonheur
a meurtri mon cæur!
Sous le toit béni
seul en notre nid
depuis le printemps,
Mignon, j’attends!Ah, reviens Mignon … j’attends] Visen ikke funnet. Her fritt oversatt: Å kom tilbake, min kjære. Det at du har forlatt meg har såret min lykke og mitt hjerte! Under det velsignede taket, alene i vårt rede siden i vår, venter jeg på deg, min kjære. Her er Mignon i maskulinum, altså er det en kvinne som synger dette, mens mannen henvender seg til sin venninne (Mignonne) i strofen nedenfor.

Da hun vendte sig for at gaa og saa Gripp staa udenfor paa havetrappen, fik hun en mistanke – om hvad, kunde hun ikke ganske forklare sig selv; hun saa bare hans brede pande løfte sig saa lys og hørte ham nynne med.

– – Helene sang ikke mere. Hun sad med haanden under kind i nogle fortvilede fantasier om, at nu var endelig Knut kommet til at indse, at de igrunden ikke kjendte hinanden, … og at han vidste hun var af dem, der burde drives ud af templet, som han engang havde sagt … hørte ikke til heller i hans hjerte, – den store, fredfyldte verden, hvor den evige Gud regjerede, og hvor hans mor i drømme sendte ham sine milde ord! … … …

Hun lukkede øjnene bleg af rædsel og fryd, da han idetsamme tog hende om skulderen og lagde hendes hænder ned paa tangenterne – næsten 281sansesløs spillede hun det indsmigrende valseakkompagnement, mens Knut sang refrainet om igjen, ganske sagte, forat de ikke skulde høre det ind:

Ah, viens mignonne
sous le toit béni
seul en notre nid
depuis le printemps
ma mignonne, je t’attends!

Hun lyttede til den dybe, vibrerende stemme, halv skamfuld ved at høre de samme toner, hvori hun nylig havde lagt sin utaalmodighed, lyde tilbage mod hende som en modforsikring, en bebreidelse i hele sin uafviselige, lyksalige fordringsfuldhed. Hendes øjne duggedes, og der lagde sig over hendes ansigt et udtryk, der forraadte hjertets beruselse.

«Du siger det ikke rigtigt,» udbrød hun spøgende for at skjule sin bevægelse, «du forandrer nok bestandig lidt paa sangene du!»

Hun rejste sig. «Kom lad os gaa en tur!»

Og hun løb foran ham ud gjennem haven, op over den bratte bakke til udmarken; det kunde være ganske det samme, om de saa det allesammen dernede …, alt var jo vaar og sommer og friskhed og fryd, ugjørligt at gaa her og tie stille lenger paa den maade! – – –

Oppe under den lyse, duftende li stod hun og ventede. Han kom saa langsomt efter. For 282saadan som hun tog sig ud deroppe, slank og myg som ungskogen omkring, skjær som linnæaen, der mylrede om hendes fod og kastede hende over kinden sin rosenlød.

Da han med et sprang tog den siste afsats, rakte hun ud mod ham sine hænder. «Vi faar vist sige det nu, Knut!» –

«Ved det allesammen, meget snart, tenker jeg, Lydia er dernede nemlig … Og jeg traf fogden i bakken, saa du ikke det? og saa sagde jeg, han maatte se sig om efter en lærerinde, fordi vi maatte gifte os med det samme, nu straks … jeg venter ikke lenger, kan ikke det, du maa komme!» ….

«Aa, men Knud, det har du da umulig sagt!» Hun saa uvis paa ham og trak sine hænder til sig halv vantro, halv forskrækket, mens blodet farvede ansigt og hals og veg tilbage igjen.

«Hvorfor ikke! – – Vi gjør det nemlig saa, ser du!»

Han lagde armen om hende og løftede hende ned til sig paa stien.

Hun holdt ham ud fra sig lidt ved at stemme sine hænder mod hans bryst. «Hvor du stormer afsted og er hed! Nej, vi gjør det nemlig ikke saa da, ikke denne vej altsaa … da er det jo 283bedst vi gaar ned igjen!» Hun talte i en lavmælt, lidt kortpustet tone.

Gripp saa forbauset ud. Ikke kunde han skjønne, hvorfor man netop nu ikke kunde gaa en tur, og hvorfor Helene ikke næste søndag allerede kunde blive hans kone! … kunde heller ikke indse, hvorfor han saa absolut maatte ha spurgt hende selv først, før han havde talt om dette til fogden … som om de ikke var enige de to!! – –

Han saa smilende forundret paa hende. Hun stod der saa gaadefuld med et glimt i blikket som af grønblaa ild, og da han tog hendes arm i sin, trak hun den ud med et nervøst ryk.

«Nej, saa staar de og ser paa os dernede, naar vi kommer! … aa lad os ikke indføre det som skik og maner, da blir det saa ufordrageligt! Naar jeg ser doktorens og lensmandens, som bestandig kommer trækkende med hinanden, skjønt de trives bedst hver for sig … har jeg bestandig tenkt det rigtig var et billede paa den ægteskabelige lænkebundethed til skræk og advarsel! … aldeles som naar de kysser hinanden efter maden, en maa ha lov til at sige hutetu til saadant!»

Der trak sig en rynke mellem Gripps øjne. Han lagde for første gang merke til, at Helene var af en anden mening end han, og han likte det ikke. Hun skulde heller ikke se paa det paa den 284maade, det var netop en vakker skik, der havde sin fulde betydning, hans mor havde bestandig ….

Ja, men det var ikke vakkert, uden at det kom saadan af sig selv og gik igjen som solstraalen! – – Hun tog hans arm og klyngede sig til den og slap den igjen.

Saa løftede han hende pludselig op og vilde løbe ind gjennem skogen med hende, for hvad kom de andre ham ved? Men Helene lod sig med et kraftigt tryk glide ned igjen og drog ham med sig nedover stien.

«Jeg kommer dig ved,» sagde hun leende og vendte sig om mod ham.

Gripp saa paa hende undrende. Ganske gaadefuld var hun, som hun stod der med de beslutsomme blaa øjne mod ham og pupillerne saa store bag den mørke øjenfrynse.

«Hør!» og hendes stemme lød igjen kortpustet – «hvordan tør du igrunden gaa hen og gifte dig med mig næste søndag, som du siger … vi kjender hinanden ikke nok … om et par aar kunde vi kanske komme til at gaa arm i arm uden at fordrage hverandre, ligesom lensmandens, hutte mig tu, du Knut!»

«Helene!» Knut stansede og greb hende ind til sig, og nu var det ikke muligt at komme løs.

«Som Du snakker!» Han saa paa hende forbauset, 285himmelfalden. Kanske hun syntes de burde ta farvel nu og gaa hver til sit hjem i ro?

Hun lagde armen om hans hals – ikke god var den at faa bøjet paa, den stive nakken hans! Hun rystede paa hodet. «Aa nej, ro, det fik vi vel ikke mere da, hverken du eller jeg! … Men, Knut er du sikker paa, du kjender mig nok? … Og er du vis paa, du holder nok af mig? … Saa stort et ord det der, ser du, tør du virkelig ta mig til kone alt næste søndag, ikke tør jeg ta dig til mand saa snart!» …

Hun stod hvilende ind mod hans arm, lo lidt og saa ned med øjenhaarene blinkende af taarer.

Gripp havde ikke tenkt sig, at Helene kunde præstere en saadan samling urimeligheder, han vilde kalde det det rene tull. Hvorfor skulde han ikke kjende hende? … Nej, det var rimeligt, hun ikke kunde svare paa det, fordi det var det mest meningsløse af det hele! … Og saa var det altsaa det, om han holdt nok af hende! Han havde ikke ventet det spørgsmaalet … Nej, nu kunde de netop ikke gaa, bare 5 minuter, saa skulde han sige hende lidt om, hvorledes livet var blevet for ham nu, siden … saa skulde hun selv dømme ….

«Nei,» hviskede hun hastig og vilde trække sig ud af hans arm, «du skal tie stille og være 286rolig, jeg vil ikke høre mer om det der, aa nej Knut! ikke et ord, tenk om fogden kommer og møder os!»

«Tøv! Nu skal jeg sige dig, for det første: … Det er mit fulde alvor, at du maa komme hjem til mig, Helene, nu straks … gad vide, hvorfor du ikke kan komme, jeg faar ikke gjort nogenting, simpelthen, kan ikke arbejde, før du kommer!» …

Hans stemme havde mistet sin sædvanlige rolige, lidt kolde metalklang: – Metallet var smeltet, smidigt, glødende bøjede det sig og fandt vej, spandt i fine nuancer sit klangspind om sanser og sind. Hun følte hans haand, der holdt begge hendes, skjelve og brænde, og der var et spil af muskler om munden, der gav hans ansigt et udtryk af vaagnet lidenskab.

Hun sænkede sit blik og prøvede at se ganske rolig ud.

«Lad nu være alt det der, Knut, kom, saa gaar vi!» …

«Nei, du gaar ikke! … Men du maa komme!» bad han hende heftig, kort, «naar du hører, du har forstyrret mit arbejde for mig! … alting glider fra mig og blir til lidelse, du kan forstaa, jeg kan ikke ha det slig! … Nei ikke et skridt gaar du! – – Hvorfor vil du ikke høre paa mig, hvem vil du jeg skal fortelle det til: … at om dagen ser 287jeg ikke mit arbejde for dig, du staar der overalt, og saa er du der ikke, alligevel! … Om natten, da kan jeg ikke sove, jeg synes Storfossen er holdt op at bruse, og skogen siger ikke noget mer; jeg blir underlig i mit hode, hele verden er som en stor, vaagen stilhed, som venter og er tung, for du er jo ikke kommet endda! … Og du staar her og hører mig ikke, staar her i alskens ro og filosoferer over de dybe spørgsmaal, om jeg kjender dig, om jeg elsker dig nok! … Jeg rækker mod dig mit hele liv, og du tar det ikke! hele min ungdom, al min lengsel har jeg gjemt til dig, som mor sagde, for at jeg skulde være dig værdig, naar du kom engang – Og saa er du kommen, og saa vil du ikke!» – – – –

«Aa men Knut, vist vil jeg,» mumlede hun med taarerne nedover kinden og en sagte, nervøs latter, som hun i sin sindsbevægelse ikke var herre over. «Hvor besynderlig han er, at han ikke kan høre!»

Hun lettede sig paa taa og rakte mod ham sin røde, varme mund.

«Som om jeg ikke vil!» hviskede hun, mens hendes hode gled ned mod hans skulder, og hun lukkede sine øine til med en kold salighedsgysen. – – – – – – – – – – – – – – –

En barndomsdrøm kom igjen, nede fra havet, 288ved Provences kyst – en forestilling om at glide gjennem bølger af lys, skygget af roser, varme som blod.

*

Inden de kom ned igjen, var havetrappen ganske rigtig fuld af folk og theen næsten kold.

Maartmann sad og snakkede med fogden om en myr, der skulde tappes ud og bli til skog igjen, og fortalte, at han havde sat alle husmandsungerne til at samle grankongler; han vilde se at faa bonden her til at tenke lidt paa, at her skulde bo folk i landet siden ogsaa.

Fogden opmuntrede ham, kraftigt dampende paa sin aftenpibe, af og til mumlende med sit vakre smil: «For en liden taske,taske] liten veske; lommebok ligevel!»

Kandidaten, der var kommet ranglende indom paa sin sædvanlige aftentur og meddelte sig til fruen, havde, fordi hans værdighed fordrede det af ham, foreløbig forladt det nye thema og gaat over til sin anden hovedinteresse, hønseavl, før de sendrægtige endelig viste sig indenfor verandadøren og faderligen af fogden blev ført frem til beskuelse.

Lydia fortalte siden Hansine, at Maarten havde taarer i øjnene, da han trykkede deres hænder 289uden at sige et muk – saa kunde Hansine selv forstaa!

Hvad det var Hansine selv kunde forstaa, havde Hansine ingen anelse om, uden dog at ville røbe sin mangel paa fatteevne for den sindrige Lydia.

Men i thekredsen hos Thorvildsens ærgrede man sig, – for det første over forlovelsen, der foreløbig blev anset for en liden forbrydelse, for det andet over, at sligt havde kunnet gaa for sig i over en maaned, og at man først fik vide det nu af den gode grund, at de ikke godt kunde blive gift uden at et menneske vidste det, da Helene Ørn tilfældigvis var nødt til at sige op sin post hos fogdens, – lovlig sent forresten, eftersom der jo skulde være bryllup om 3 uger.

Saa kom gisningerne om bryllupet – aldrig havde man nogen sommer tittet saa livlig indom til hinanden som nu. Det var nødvendigt – aldrig havde stoffet været saa stadig sig ophobende, saa eksploderende righoldigt.

Om bryllupet, der naturligvis skulde staa hos fogdens, vidste Lydia endnu intet andet sikkert, end at de, formodentlig for at skille sig ud fra bygdeskikken, efter vielsen skulde rejse med aftentoget til Kristiania. Der skulde være en fattig gammel gudmor, det var nok det eneste, man 290havde af familie og sligt. Saa var nok ogsaa Gripps stilling meget ubetydeligere, end den kunde ha været; skoledirektøren havde fortalt om ham, at han havde den fikse ide ikke at ville forflyttes, for ikke at faa sin tid mere optaget, og at han nok tenkte paa ganske andre ting end at skabe sig en tryg fremtid.

Lydia havde næsten ondt af at tenke over, hvor letsindigt folk kunde tage det. Og brudedragten? Lydia vidste ingenting. Det saa ud, som ingen tenkte paa den.

Gripp var alligevel kommet til at tenke paa den en aften, Helene fulgte ham hjemover et stykke.

Hun svarede ham ikke først, gik og saa ind gjennem skogen. «End om jeg tog den gamle grønne, du?» spurgte hun dæmpet leende, «den jeg havde i missionshuset den dagen, jeg saa dig igjen første gang?»

Gripp stansede op forbauset, – – men hun stod der i fuldt alvor og saa paa ham.

Det havde aldrig kunnet falde ham ind at tenke sig hende anderledes end i hvid, lang kjole, halv gjemt i det fine slør, den eneste dragt, der hørte bruden til.

Hun sænkede sit blik fra hans ansigt ned til knapperne i hans jakke og gav sig nervøst til at pille ved dem.

«Aa, … jeg ved jo det er vakkert, ved det 291nok, jeg som før syntes det var det vakreste af alt, naar hun kom der under orgeltonen … som en dronning til sit rige … men nu er der kommet nogle tanker ind paa mig, saa jeg vil ikke, tør ikke! … I gamle dage, ved du, var der ingenting, der blev saa udpyntet som det, der skulde ofres, … siden blev det bruden – – synes du ikke det er en uhyggelig tankeforbindelse den der? Og jeg skjønner ikke, hvordan de er kommet ind paa mig de tankerne, men de er nu der!» – – –

Hun trykkede hans arm heftig ind til sig og saa igjen ind imod skogen, taus et øieblik. «Du ved vi behøver jo ikke ha det netop som de andre heller,» kom det saa. «Vi maa jo ha det anderledes, ved du! … for os selv maa vi ha det, det har du jo netop sagt bestandig! – – –

Og ikke noget bryllup heller!» tilføjede hun bedende. – Hendes stemme var lav, brystet steg og faldt, og der lyste i de langt henover stirrende øjne en angst som for noget, hun saa der borte etsteds, inde i fremtiden.

«Fogden vil det nok,» vedblev hun og saa ham igjen ivrig ind i ansigtet – «men ikke jeg … tør ikke … kan ikke begynde som alle de andre … aa sig, at ikke du heller vil det! Vi har ikke mor og far nogen af os, lad os gaa ud da! 292… Naturen er vor mor – ud i skogen, op i Prestemoen, hvor vi drev om den nat, hver for os … deroppe holder vi vor bryllupsfest og lar de gamle træerne faa se, at nu har vi fundet hinanden!» – – –

«Men hør her, du river jo knapperne af,» sagde Knut smilende og holdt hende ud fra sig et øjeblik. Det var den samme graciøse, pulserende uro, der havde været ham paafaldende flere gange, især nu i de siste dage. Og nu var det ham endnu mer uforstaaeligt, nu som alt var grejt og klart, og dag efter dag i sin beruselse bar ham nærmere ind mod den, for hvis skyld det kunde forekomme ham al tid var blevet til.

– «Du, det tiltalte mig forresten, dette med Prestemoen som bryllupssal, slet ikke galt det der at befri sig for visse nysgjerrige, medmenneskelige ansigter … en hel fest at unddrage sig fru Myrins og Lydias velsignelser … Og hvorfor ikke den gamle, grønne habitten din, du er jo min grønne huldre,min grønne huldre] mulig henvisning til Henrik Ibsens «Den grønkledte» i Peer Gynt som har listet dig ind slig og kogletkoglet] forhekset mit sind!»

Hun lagde haanden paa hans mund og saa ham ind i øjnene med et forskende, stille udtryk.

Han bøjede sig muntert ned. «Hvad er der saa mer? Du undergaar nogle underlige fasevekslinger!»

«Synes du?» sagde hun pludselig munter, «det 293er fordi du kjender for lidet til mig det, endnu mindre er jeg ræd end til din kjære Merkur, som du jo interesserte dig saa for i vinter, samtidig med mig! … Om du bare havde disse første klasses instrumenter, du ønsker dig saa meget, saa burde du se paa mig ogsaa med dem! – det kunde trænges!» – – –

Hun talte uvant hastig og stødvist, i smaa skyndsomme bølger, drevet frem af en stadig stigende og igjen neddæmpet uro. Det var meningen, det skulde være spøg, men i stemmens sædvanlige lyse lyd var der skygger som fra en mørk underbund.

Han gik og betragtede hende med en drømmende glød i blikket, for optaget til at se og høre synderlig skarpt. Han vidste egentlig ikke heller, hvad der var at svare paa, men følte en vis trang til at være gammeltestamentlig pathetisk!

«Du er opfyldt med forstand som en flod! – – du er som morgenstjernen midt i en sky, … som en grøn kvist paa Libanon i sommerens dage!» … … Det lød saa dæmpet melodisk, – og hans øje søgte hendes.

Hun undveg hans blik; han merkede det med en vag forbauselse, men blev gaaende og trykke hendes arm ind til sig: … Det var vel ikke andet end nervøsitet, der snart vilde gaa 294over, det siste aaret havde været anstrengende for hende som for ham, det var tydeligt, hun trængte at faa hvile ud i tryghed! – –

Han saa paa hende med et lysende smil, uden anelse om, at noget pinte hende.

De blev gaaende en stund stille. Han tenkte det var bedst for hende, – og for øjeblikket var det ham nok at føle hendes skulders tryk mod hans arm, hendes aande strejfe ham, mens han hengav sig til nydelsen at følge den bløde, vuggende lyd af hendes gang.

Helene gik af og til med et flygtigt blik op mod hans ansigt, af og til aabnende munden for at tale – men altid lukkede den sig uden en lyd.

Hvorledes skulde hun faa sagt ham, hvad der iaften havde fyldt hende med en pludselig skræk: at der ikke var ærligt spil dem imellem, at hun bedrog ham! … og at det ikke var saa ligetil med forstaaelsen … slet ikke fuldt opgjort og ferdigt! … Men naar han ikke vilde se det, var det da hendes skyld? Hvad kunde det komme af, at denne mand, der før havde set saa mistroisk og saa strengt fordømmende paa hende og tydelig maatte ha forstaat, hvad der var for et svælg mellem deres livssyn … hvoraf kom det, at han ikke tenkte paa dette lenger? Hvorfor spurgte han ikke om noget saa vigtigt som det, 295om hans Gud var hendes? Hvordan kunde han tro nu med engang, at alt var, som han ønskede det? At hun havde gaat med ham i kirken og sunget og grædt i sin lykke over ham og paa sin maade grebet … var det det, der havde gjort ham saa sikker og rolig?

Det ilte hende gjennem blodet: bedraget ham altsaa! Og han vilde støde hende fra sig, om han vidste det, at hun var uden Gud, en hedning og fritenker! – – Hun knyttede krampagtig haanden, der laa om hans arm: Det var det, der ikke maatte ske, hun kunde ikke miste ham, heller vove det, vove alt, – fordi hun elskede ham!

Hun kunde ikke forstaa det, at han ikke selv … denne hans strenge Gud, hvor var han? Havde han gjemt ham til siden?

– – Det var de samme ængstelser, der af og til siden forlovelsen havde pint hende, men efterat bryllupsdagen var bestemt, havde de taget en skarpere form. Hun skjelvede ved tanken om den forskjel, hun anede i natur og sind, og de brydninger, der vilde være uundgaaelige, men paa samme tid var der noget i hende, der rejste sig higende mod kampen, længselsfuld mod kampens løn. En vanvittig frygt greb hende for at miste ham – men hun maatte vove det og sige ham, hvad der pinte hende, hun maatte have rede paa, 296hvordan den mand var, som hun elskede! … maatte finde frem til ham over den gabende afgrund – og vise ham, at kjærligheden kan overvinde alt – – – – –

Men det var det, der var rædselen, at han ikke vilde tro det! Han vilde vende sig fra hende og fly – og hun kunde ikke miste ham! – Aa Gud! Kunde det være hendes pligt at fortelle alt det der? Hvorfor spurgte han ikke selv? Flere gange havde hun villet sige ham det, straks havde hun villet, for hun havde jo ikke havt fred for det i sin sjel, – – men aldrig havde han kunnet høre, aldrig forstaa. Og hvad skulde hun saa gjort, naar han kom der saa sterk og tog hende med sig, … væk fra angsten og ind igjen i lykken? – – – – –

– De havde naaet højden, og han havde som sædvanlig vendt om og fulgt hende hjemover igjen. I alleen nedunder haven hos fogdens, under det gamle jasmintræ var de saa blevet staaende. Det var bleven sent. Augustmaanen skinnede, og de svage skygger af stammerne laa henover vejen.

Hun stod med munden aaben, som for at sige noget. Han saa sindsbevægelsen i hendes ansigt, et udtryk af smerte, som han ikke kjendte. Han troede, hun var træt, og lagde armen omkring hende.

297«Ser du de spejlinger der nede i vandet?» spurgte hun; hendes stemme lød tør og klangløs, næsten fremmed.

Han drog hende forskrækket ind til sig: Havde de gaat for langt iaften?

«Du!» – hun tog sig pludselig sammen og traadte et skridt tilbage. «Jeg har noget at sige dig, noget, du burde vidst for lenge siden! … er det ikke bedst for dig, tror du, at faa vide alt muligt?»

Hendes stemme var sunket ned til en hvisken, og hun saa op paa ham med et halv trodsigt, halv bønfaldende blik.

Gripp veg ogsaa tilbage og blev staaende og se paa hende et minut med en rynke mellem brynene. En angst greb hende, at alt var forbi og lykken tabt, – for nu vidste hun, at den var her i dette og ikke i andet paa den hele jord! – –

Hun blev bleg og vaklede og merkede ikke, at Knut var kommet hen, før han stod og holdt hende oppe.

«Er du syg? … hvad vil du, vil du dræbe mig?» spurgte han lavt, ustøt, søgende efter ordene. «Holder du ikke lenger af mig?»

«Mer end livet,» hviskede hun; «men der er noget, du maa vide!»

298Gripp fik sin rolige fryd tilbage, men antog samtidig et myndigt, strengt udtryk. Endelig forstod han, hvad der plagede hende.

Hun vilde sige ham, at hun havde været forlovet før – det havde faldt ham ind et par gange, at det var det, og han havde altid bestemt afvist hende, han vilde ikke høre et ord nu heller – og med sin rolige, lykkelige stemme gav han sig til at skjende paa hende: hun skulde bare ikke gjøre sig ulejlighed; alt, hvad han vilde vide, det leste han sig til selv i hendes ansigt, det vidste hun jo – og vilde han vide mere, saa leste han bare videre …

Hun saa ham ind i øjnene med fortvilet bestemthed.

«Du leser ikke saa godt, som du tror! … bedst, jeg siger det, nu med det samme … aa jo, for nu aarker jeg det! … vi passer ikke sammen, du er for god til mig, for gudfrygtig! … Du kan jo se, jeg tar det roligt!»

Hun talte i et dæmpet, ophidset hastværk og stod og smaanappede ham i ærmet som for at skjule sin bevægelse.

«Saa holder du ikke af mig nok alligevel da!» hviskede han. «Ved du, hvad mor bestandig sagde,» vedblev han uden at ænse hendes forsøg paa at afbryde ham, – naar jeg havde gjort 299hende imod eller ellers noget galt, sagde hun bestandig: det kommer sig af det, du ikke holder nok af mig, det, gutten min!»

Og han vedblev at tale om sin mor i en dæmpet, blød tone, som om han med disse blide erindringer vilde besværge det ukjendte dunkle, der sendte skyer indover deres himmel.

Han strøg hende over haaret, og hun hvilte sit hode mod hans skulder og hulkede – – der var noget beroligende i klangen af hans stemme, som fra dybe, stille, strømmende vande, – – det var som hørte hun denne milde mor tale til hende fra det fjerne og blidt forvisse hende om, at kjærligheden overvinder alt. – – – –

Og de blev begge to enige om, at jasminduften var sterk og kunde gaa til hodet. Helene havde hørt, man nemt kunde dø af den.

«Og lykken,» hviskede hun halvforvildet leende, «den gaar saa underlig til hodet den ogsaa, du! … Mon den kan dræbe – som jasminen!»

– Men før de skiltes, var hun rolig igjen og glad. Gud i himmelen! Hvorledes havde hun kunnet nænnenænne] orke at forstyrre en slig aften for sig og ham med at stille op noget saa lidet mod noget saa stort!

*

300Der blev almindelig forargelse, da det kom ud, at Helene Ørn og kandidat Gripp ikke skulde have noget bryllup. Fogdens fik jo ikke lov at stelle det mindste til; de havde frabedt sig alt muligt. Fru Thorvildsen og frøken Lydia kunde umulig tro det, for man kunde jo udsætte sig for, ja, hvad kunde man ikke udsætte sig for? …

– Fru Myrin mente, at en ret kristelig deltagelse trængtes her, hvor man ved at unddrage sig den sædvanlige lysningsceremoni gik glip af den styrkelse og hjelp, der laa i menighedens samlede forbøn. Og fru Myrin haabede, at Myrin maatte faa vide det saapas iforvejen, at de kunde faa kirken pyntet lidt, saa man kunde ha en følelse af, at Vorherre da ialfald var med.

Men om Myrin vidste noget, meddelte han ingenting; og saaledes kunde det gaa for sig, at en dag, som de andre husets damer skulde til middag paa Taylors-ruhe, rejste Helene, fulgt af fogden og Brith, til kirken og blev viet, mens den ellers saa agtpaagivne fru Myrin og smaapigerne, der ogsaa skulde i middag, rolig klædte sig om uden at kunne formerke, at nogetslags høitideligt laa i luften.

Og det havde lykkedes over forventning; der havde ikke været et liv i kirken andre end de, der maatte være der. Helene havde set saa højtidsklædt ud i den gamle grønne kjole, at Myrin 301ikke var forundret mer end et øjeblik, og fogden ikke kunde berge sig for at sende en hviskende bemerkning om det over til Maartmann, der sad med en grublende, tung mine og saa ned i gulvet.

Og da klokkeren havde lest, og den gammelmodige, lidt brustne kirkeklokke ringede ud, gik de hver til sit. De nygifte tog op i Prestemoen; de skulde gaa skogsveien ned til stationen og med aftentoget til Kristiania.

Fogden vilde have Maartmann med sig hjem, men han havde ikke tid, tog kort farvel og gik.

Brith saa efter ham – og efter de to, der var gaat bort saa lykkelige sammen – og der kom en overvældende ensomhedsfølelse over hende.

«Du ser ud, som du fryser, du,» sagde fogden i en kort, lidt uvenlig tone, idet han steg op i vognen. For hun tog sig saa ilde ud, som hun stod der i det lyse solvejr med det underlig koldt stirrende blik og rødkantet om øjnene – det var med hende som med Helene; det var det samme, hvad hun havde paa sig, men rigtignok paa en helt omvendt maade.

Ude paa gangen tog fru Myrin imod sin mand. Hun vilde vide, hvad de havde ringet for derborte i kirken, og blev helt forbauset over at se ham i samarie.

Myrin hørte ikke som sædvanlig, men pilted 302saa fort han kunde op trappen til kontoret – saa maatte klokkeren, som kom bagefter, holde for.

Der blev sendt nogle fortvilede øiekast opover til Prestemoen, men det var for sent; skogen havde lukket sig om dem.

Der kunde jo naturligvis hændt noget værre, men fru Myrin vilde alligevel ikke havt det for aldrig det. – –

– – De gik derinde haand i haand under de høje, gamle trær, paa den glatte, varme barnaalebund mellem blomsterklynger og vinkende,, myge mosetuer.

Helene saa sig om, høitidelig, lykkelig, med en følelse som var der vokset vinger ud.

«Hvor her er festligt! Kan du se, hvor de har pyntet for os her, og hør, hvor de synger for os fuglene, du!»

Hun saa paa ham med øjnene fulde af taarer, forstod ikke, hvorfor hun netop nu vilde til at græde. Hun havde holdt sig saa tapper i kirken, fordi Knut havde ønsket sig det, ikke at faa se en taare; det saa saa lejt ud, havde han paastaat, næsten som man angrede, hvad man havde gjort – Men én var der alligevel, som havde grædt i kirken, – ganske lidt, men hun var alligevel rent sikker paa det – det havde været Knut selv! – –

Gripp gik uden at sige et ord; han syntes 303han befandt sig i en svimlende højde, hvorfra han saa ned paa de øvrige mennesker, som var nødt til at blive igjen dernede, hvor han selv havde levet før, og som nu forekom ham en kold, øde strækning.

Han gik i en højtidelig betaget taushed, en stor, stille fornemmelse af sejerrigt at have vundet igjennem og være ferdig med alt trængselsmaal. Udenfor ham var alting forunderlig nyt og indeni ham alt i et besynderligt, lykkeligt kaos. Hans mors bønner var opfyldte, hans mors milde Gud havde baaret ham paa mægtige vinger og givet ham alt, hvad hun havde haabet og drømt om for ham: en lykke stor nok til at være bod for, hvad ondt der var slidt og alt, hvad der kunde komme, en lykke saa fortættet rig, saa uforfalsket stor, som havde han taget forud paa borg al livets fryd.

– – Det bruste som af et fjernt hav, det greb i store strenge … det sang fra himlene, dalen og fjeldet, thi Herren havde vist sig miskundelig og kaldt ham ved navn og udøst hans lykke som en flod, som havets bølger … …

Og al jorden hvilte og var stille, … og over ham var den hellige i Israel, der havde lyst over ham sin fred! …

– – Han sansede ikke skogens stadig voksende 304susen, der af og til sank ind i en stilhed saa dyb, som var der ingen lyd mere til. Han gik der lykkelig som en Adam, efterat Eva var skabt, men stoltere, mere ovenpaa, – som en Salomo, der har indvundet det standpunkt, hvorfra en hustru er en kostelig ting, der tilhører ham som hans perler og guld. Der kom ogsaa snigende smaa fornemmelser, han ikke rigtig vilde kjendes ved, og som han ikke gav synderlig agt paa, men som dog var der alligevel.

Han gik der behagelig sikker, som en orthodoks kristenmand altid føler sig ved sin nyvundne ægtemands-autoritet til vitterlighed stadfæstet – og som en orthodoks kristenmand uden nogen fornemmelse af, at dette ikke var den selvfølgeligste sag af verden, men at det var med plumpe hænder de kirkelige myndigheder her greb ind i livets fineste forhold og ved at lukke døren op for raaheden saa ofte viste skjønheden ud.

Mod hans villie sneg sig de behagelige fornemmelser nærmere ind paa ham. Som saa mange andre fandt han det tiltalende i denne svaghedsperiode at bli mindet om sin naturlige fortrinlighed ved fra himlen selv at dekreteres som den kvindes herre, af hvem han var saa afhængig – –

– – Og han gik der og lyttede til sit forelskede 305blod, der sang af fryd og skabte billeder: først af skogen som en vidunderlig Edens have, deres bryllupssal, som Gud Herren selv havde plantet af slanke søjler og bygget derover det vuggende højenloft. Og alt levende, hver fugl og hvert kryb, hver blomst og hvert blad vilde se hende: – Og det hviskede og kom stimlende og strakte sig, … de unge nysgjerrige fugle og træerne og blomsterne, … de vilde se hende, som hun kom der, mer klarøiet end den hvide skogsfrue, mygere i gangen end en svajende gren! … …

– – Og der ringedes med smaa klokker, St. Olafs vokshvide lys tændtes bort igjennem den grønnende bund,St. Olafs vokshvide lys … grønnende bund] sannsynligvis blomsten Olavsstake (Moneses uniflora), som er utbredt på Østlandet i hundred tusindvis kom de, ustanselige skarer, som ingen kunde tælle … alle granmoernes fine blomsterbørn fyldte sine bægre og drak hende til! … ….

*

– – – De kom gjennem en lysning i skogen frem paa en højde. I dalsænkningen laa et lidet kjærn, sort og spejlblankt med vaad myr omkring og en grænd opunder fjeldet.

Helene satte sig og trak Knut ned ved siden. «Bare en liden stund, vi kommer endda tidsnok! … saa vakkert her er!»

«De holder bryllup der i det øverste af husene,» sagde han, «de turer der paa 3die dagen nu!»

306Helene smilte og lyttede: hun kunde høre spillemanden klunke og stemme paa felen sin og trampe sine dobbelte taktslag, mens gutterne i overmaal af danseglæde spændte mod loftbjelken og ropte sine viltre hej og hust!

Og nede ved vandet dansedes ogsaa, i millionvis – det var smaaflyene i solens siste straaler, som en sky af guld, der løftede sig og sank, flyttende sig sagtelig med solstraalen.

Helene saa sig henrykt omkring. Der stod en varm, sterk duft ud fra skogen og bortover alle sætertrøernesætertrøerne] innhegnet jordstykke ved seteren brændte der baal. Røgen gik op i lette søjler og samlede sig siden langs aasranden i bugtende bølger af guldglød og blodrødt.

Gripp sad og saa paa hende og smaalo: hun trode bestemt, det var sat i scene for hendes skyld alt dette her! – Et var nu sikkert – – han holdt paa at forsone sig med bogfinken, tiltrods for at den havde sunget den samme visen nu i over 6000 aar … men man kunde ikke merke det iaften, for friskere end nu kunde det ikke ha lydt over Adam og Eva! … det maatte sikkert være for hendes skyld alligevel!

Og han lod sig glide lidt nedover, saa han fik lagt hodet i hendes fang.

«Ja, og de smaa hvide skyerne derborte, som 307kommer med regn, de er sikkert ogsaa i anledning af os!» Hun tog af ham huen og strøg ham gjennem haaret – «men saa meget destobedre ved du, det skal regne over bruden! … Brudgommen snakker man aldrig om – hvorfor ikke?» spurgte hun drillende.drillende] ertende

Gripp ansaa det for sin pligt at tale brudgommens sag, men det blev ikke til noget videre.

«Vi faar vist gaa!» sagde Helene pludselig. «Det blir uvejr!»

Der kom et heftigt vindstød; Gripp rejste sig forbauset og saa sig om: – Tunge, graa skyer jagede op søndenfra, og der faldt nogle store draaber. Solen var delvis borte, dækket af de fremdrivende skymasser; alt havde pludselig forandret sig, luften og alle omgivelser, – dunkle skygger for over moerne, nye skymasser skjød stadig op og drev hen, tunge, sortblaa med guldbræmmede kanter. «Det blir naturligvis tordenbyge,» sagde han bekymret med et blik paa skyhammerne bagom fj]eldet. Han steg op højden for bedre at se, hvad der var paafærde der syd, men kom hurtig ned igjen.

«Vejret kommer over os,» sagde han, «oppe i fjeldet gaar allerede skuren … hvordan skal jeg faa dig i hus, det vilde være en svært vanskelig 308nedstigning her og ingen videre hjelp i det, tenker jeg!»

Helene lo og trak ham med sig ind paa skogstien igjen. «Lad os bare se at naa frem til stationen;» sagde hun, «regnen undgaar vi ikke alligevel … du tror kanske jeg er ræd torden, du! … aa nej, se paa den rypemor der, som skriger paa ungerne sine, se hvor den farer fra det ene kjær til det andet for at gjemme sig som bedst; nu kommer vejret, kan jeg skjønne!»

Gjennem en aabning i skyen kom solen og lagde i et øjeblik hele skraaningen, hvor de stod, i et gyldent skjær, der dannede en forunderlig modsætning til den truende baggrund, – men i næste øjeblik var alt mørkt igjen og skogen næsten sort.

De kom op paa vejen og gik hurtig videre, mens vinden raste i buske og trær, brød trætopper, rev af grene og hvirvlede dem de afslidte blade op i ansigtet. Den hvide regntaage drev nærmere: der kom de første stænk – og en fjern, buldrende larm.

Pludselig slog lyn ned foran dem, – med brag, der gjenlød fjeldene rundt drøn i drøn, – et stormstød for henover skogen, der bøjede sig med lyden af trær, der splintredes: – Og der kom lyn i lyn … og skrald, der syntes at vække i det uendelige en hær af buldrende magter 309inde i fjeldet. Det skratlo fra bergvæg til bergvæg: … Det var alle de gamle riser, der vaagnede op og udøste sin haan over tiden.

Og saa kom regnen – først i store, varme draaber, saa i en styrtende, susende strømmen, der nedslog græs og blomster i sin vrede og fyldte de flygtende dyr med skræk.

Gripp havde lagt sin arm om Helene og trak hende saa hurtig med, at hun neppe kunde følge ham. Han forundrede sig over hendes rolige uforfærdethed – igrunden behagede den ham ikke ganske – – han havde havt en uvilkaarlig forestilling om, at hun bleg og skjelvende skulde ha klynget sig til ham. Inderst inde i en hjernekrog, paa en bortgjemt hylde mellem andet gammelt arkiv fandtes en bestemmelse, han havde arvet fra sin far og altid holdt i ære. Den gik ud paa, at kvinden, fordi hun var saa indtagende svag, skulde indrømmes fuld ret til at lade sig vidskræmme, selv om ingenting var paafærde, for derefter at søge tilflugt hos manden, der var hendes styrke.

Desuden havde hans mor, der stod for ham som et mønster for alle kvinder, været saa livende ræd for tordenvejr … Højst sandsynlig var det vel her uvidenhedens tryghed; hun anede vel ikke, hvilken fare de var udsat for herinde i skogen med lyn slaaende ned rundt omkring.

310Men han maatte indrømme, at hun tog sig ud – stille forundret var han over, at en kvinde kunde bli saa gjennemvaad og netop tage sig ud, saa tvertimod hans forestilling om kvinder i regnvejr som noget endnu mere uheldig stillet end vaade sommerfugle.

Og her gik hun saa rolig, med en mild sødhed om mund og øjne, … i den mørke, dryppende uldkjole, der lagde sig saa fortrolig ind om hendes faste, slanke legeme, der svajedes af stormen, men aldrig mistede sin ligevægt.

Og netop som de et øjeblik var blevet kastede omkuld af lufttrykket, havde hun rejst sig og med de lysknitrende, hvidglødende buer i luften over sig løbet afsted henover som i en jubel. «Aa lad mig bare være, du ser jo jeg klarer mig alene! … jeg er jo ikke ræd – ikke for døden, ikke for livet heller … du kan være rolig, jeg skal vist ikke dø nu, jeg skal leve … og det er ikke at sidde saadan rolig, det er som noget af dette, noget saadant som dette, nær døden, i lys og fare!»fare!»] rettet fra: fare! (trykkfeil) – –

Som hun stod der med sit dybe, straalende smil og en modig glød i øjet – snart i skygge, snart med lyset strømmende nedover sig fra de blinkende lyn, maatte han se paa hende, ikke i udelt beundring netop, men med en fremmed følelse som overfor et nyt fænomen.

311Og for første gang slog ham den anelse, at hvad han end havde vundet, saa var det sandelig ikke den lykke, hans mor havde drømt om for ham, heller ikke den, han selv havde tenkt sig.

De havde havt en mils vej at gaa, og da de var kommet over fjeldryggen, gjennem skogen og ud paa pynten med stationen nedenunder, havde ogsaa vejret raset ud. Himlen var igjen skyfri undtagen mod nord, hvor lynene endnu af og til glimtede frem under hendøende torden. Solen glødede, idet den langsomt gik om bag fjeldet, mens guldglinsende taagelevninger hang omkring i bergsiderne, og regnbuen lyste mod Storfjeldets sorte væg.

Helene var blevet staaende stille, forvandlet med naturen omkring, med noget over sig af dens løftede, straalende sejersstemning.

«Det var deiligt … som en ouverture!» sagde hun dæmpet. «Og jeg er ikke det mindste træt!»

Men hendes haand skjelvede, da hun lagde den paa sin mands arm, – og de begyndte tause nedstigningen, begge uvilkaarlig optaget af den forestilling, hun havde givet udtryk: det store naturskuespil som introductionen til deres ægteskab, en storslagen ouverture, der i sit dunkle klangdyb gjemmer, hvad der maa komme.

312Men saa da de vel var nede den første afsats, og han pludselig stansede – og kom med noget om, at de var to mennesker, der var blevet til et, saa hun ham smilende, bønfaldende ind i ansigtet.

«Aa nej, Knut! – Ikke den gamle historien om det ene menneske mere! Det lader sig jo aldrig gjøre, du! Det er ingen, som har kunnet klare den regningen, at to skal være en; den ene af dem kommer aldrig med! Lad os prøve at regne rigtig og ta det, som det er, – og være to!»

Hun var blevet ganske bleg igjen, og Knut tog hende paa armen og sprang nedover.

«Vi faar se at komme tidsnok, saa du kan faa skiftet tøj!» sagde han lidt alvorlig i stemmen.

«Ja, men ikke «du» bare, vi er ordet, kjære! … Se saa, nu maa du slippe mig! Er det ikke bedre at være to kanske? meget fornuftigere og mere underholdende! Tenk bare paa alle de ægtemænd, du, som har taget skade i sin ensomhed! Vi tar det op som programsag, du og jeg. Vi to mennesker! Lyder ikke det godt, kanske?»

Hun tog ham om nakken og saa ham halstarrig ind i øjnene, – desuden var hendes stemme saa forførerisk varm, at Gripp syntes det maatte være umuligt for nogen at modsige hende.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Mennesker

I romanen Mennesker fra 1892 tar Alvilde Prydz opp spørsmål knyttet til menneskenes plass og rolle i ekteskap, familie og samfunn. Prydz plasserer sin hovedperson, Helene Ørn, i en lang rekke av situasjoner der en slik debatt oppstår mer eller mindre spontant. Romanen var et viktig innlegg i datidens kvinne- og menneskesak.

Utgaven er utstyrt med forklarende kommentarer og en kontekstualiserende innledning ved Jorunn Hareide.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1892 på nb.no

Les mer..

Om Alvilde Prydz

Alvilde Prydz er i dag et ganske ukjent forfatternavn, men hun etterlot seg en stor litterær produksjon: først og fremst romaner, men også skuespill, noveller, dikt og essays.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.